Samtaler om Selvet

Denne samtale mellem Assagioli og en gruppe studerende er en af Assagiolis dybeste fremstillinger af Selvet. Han definerer helt klart forskellen mellem Selvet, dets udstråling og egoet.

Oversættelse af Ella Ostermann

---

Denne samtale mellem Assagioli og en gruppe studerende var ikke i første omgang tænkt som et indlæg til en bredere offentlighed, derfor kan den sine steder forekomme indforstået.

Det centrale subjekt er Selvet .

Det er en passende udtalelse at starte med, når vi vil tale om den spæde identificering af Selvet, eller bekræfte vores identifikation med det. Det forekommer måske mærkeligt at denne vigtige kendsgerning i vores eksistens og erfaring, den nærmeste, den allerinderste bevidsthed vi har, almindeligvis ignoreres eller endog fornægtes.

Selvet fornægtes derfor må det prises

Jeg kunne sige at det åndeligt set er en skandale, men at det psykologisk er forståeligt på grund af den vestlige civilisations udadvendthed. Resultaterne heraf ser vi overalt omkring os! Og derfor er tiden inde til at tale om Selvet, og i en vis forstand er den største tjeneste vi kan yde, at prise det. I Østen har den oplyste minoritet, men ikke masserne, som en selvfølge altid anerkendt Selvet, og Bhagavad Gita beskriver klart og videnskabeligt forskellen mellem den vidende, viden og vidensområdet. Det er da indlysende, lad os bare kalde det åndelig sund fornuft , at der ikke kan eksistere viden eller et vidensområde uden en vidende der ved det. Og dog taler man i Vesten om viden uden at tale om nogen som helst vidende, hverken i os selv og i andre.

Jeg vil tale uden omsvøb for at beskrive situationen tydeligt og opmuntre til forandring og til at tage fat på den store opgave og tjeneste vi kan yde i så henseende. Og som sædvanlig, ligesom når det gælder fred i verden, må vi begynde med os selv. Det første vi hver især og som gruppe skal gøre er at erkende Selvets virkelighed. For vi er alle mentalt overbevist om den, ellers ville vi ikke være her! Men det er kun begyndelsen. Man kan sige at det er som når man ser bjergtoppen badet i sol fra dalen. Vi ved i det mindste at der er et bjerg, at der er en top, at der er en sol ovenover den. Det er den første udfordring. Så af hjertet inviterer jeg jer med på et spændende eventyr. Vi skal bestige bjerget. Jeg gentager, at det er helt klart at I alle intellektuelt ved alt dette. Men vi må hjælpe hinanden med at virkeliggøre denne viden. Og denne virkeliggørelse er revolutionerende, transformerende og transfigurerende. Det hjælper med en klar mental opfattelse af opgaven. Lad os først indse at virkeliggørelsen af Selvet foregår på forskellige planer og oktaver. Først på personlighedsplanet. Vi må forstå at tilsynekomsten af selvet ikke starter oppe fra toppen – den begynder på sletten. Det er en rent psykologisk erfaring. Men den skaber det solide grundlag for resten.

Bevidsthedsfeltet må renses

Man kan også sige at vi skal rense bevidsthedsfeltet , vores personlige bevidsthed , for alt indhold. Både det såkaldt dårlige og det såkaldt gode. Og sommetider er det ’gode’ indhold meget sværere at fjerne! (se forklarende note 1.)

Det er rigeligt, hvis vi i første omgang kan gøre det i fem minutter! Jeg ville begynde med nogle få minutter for ikke at miste modet, og derefter øge tiden. Det er vigtigere at gøre det i kortere tid end at anstrenge sig for at gøre det. Gør det derfor igen og igen, og det behøver ikke at være perfekt. Gør det til en vane at skifte til selvbevidsthedens centrum. Det er ikke en højdepunktsoplevelse. Så mange nu til dags kræver vidunderlige højdepunktsoplevelser, også selv om der skal bruges tvivlsomme midler, og de overser det første trin eller niveau. Her er endnu en grundlæggende misforståelse som skal fjernes. Her må jeg sige at fejlen, eller rettere årsagen, ikke er vores materialistiske civilisations blindhed, men det sprog der bruges både i Østen og Vesten. ”Tilintetgør selvet , tilintetgør egoet, befri dig fra egoet, det er kun en illusion” og al den slags. Det fremprovokerer selvfølgelig en voldsom reaktion fra personligheden. Personlighedsindholdet, og identifikationen med dette indhold forveksles med identifikationen med punktet af Selv-bevidsthed/opmærksomhed.

Hvis vi fjerner indholdet forbliver vi. Selvet forbliver. Ren selvbevidsthed, som ikke er ekstatisk, men indebærer en følelse af sikkerhed, indre vished, bestandighed, hvilket allerede er meget. Men det er en stille subtil ting. Derfor må alle de forsikringer om at ”der ikke er noget ego” kvalificeres… Hvad mener man med egoet? Hvis man mener hele personligheden, må det meste af den slippes. Men hvis man mener selvet, så nej, for punktet af selvbevidsthed forbliver stabilt, uforanderligt og bestandigt.

Denne enkle præcisering, som jeg kan se på jeres ansigter at I er enige i, hjælper til at fjerne de mange forvekslinger, misforståelser, falske attituder og forsøg. Jeg mener, at vores første opgave er at afklare det jeg sagde. Jeg inviterer jer til at gøre det ved alle lejligheder og hele tiden, og til at begynde med jer selv.

Det personlige selv er en refleksion af det højere Selv

Dette kan, hvis I ønsker det, blive essensen af personlig psykosyntese , for der kan ikke være en syntese af elementer uden et synteseskabende centrum. Så jeg synes næsten at det må være nok for i dag, at have gjort dette helt klart, men jeg går et skridt videre. Hvorfor har selvet på personlighedsniveauet denne kvalitet? Fordi det er refleksionen af det højere Selv, det transpersonlige Selv , og det reflekterer, om end svagt, de samme kvaliteter som dets kilde. Hvis man ser på solens refleksion i et spejl eller i vandet, ser man solens lys og kvalitet i en lille bitte grad, men det er stadig solens kvalitet. Så det forklarer hvorfor selvet endog på personlighedens niveau er stabilt, sikkert og uforgængeligt.

Her træder vi ind på det område der kaldes spirituel psykosyntese. Men som I ved er udtrykket transpersonlig på det sidste blevet brugt, især af Maslow . Jeg og andre har taget det til os, da det er meget dækkende. Det er neutralt. Det kan accepteres af alle. Det betyder først og fremmest ’hinsides det almindelige’ hvad det end måtte være. Ordet spirituel har flere betydninger, nogle temmelig tvivlsomme, hvilket selvfølgelig vækker modstand hos dem der er rent mentale og intellektuelle. Så er det meget bedre at bruge ”transpersonlig”. William James sagde meget humoristisk, at ”sjæle var gået af mode.”

Modstand mod disidentifikation

SP: Nogle mennesker kan ikke lide at man siger ”jeg har et legeme, men jeg er ikke legemet” og så videre. De føler at det er en fornægtelse.

RA: Det er en af de mange misforståelser, som følger af den centrale misforståelse. Der er overhovedet ikke tale om fornægtelse, men om at tingene anbringes hvor de hører til. Vi har brug for legemer her, og vi bør tage os godt af dem og sætte pris på dem. Det er ikke kun mystikere og religiøse mennesker som ikke har den rette opfattelse, det er også intellektuelle, som fornægter deres legeme, ikke har nogen fornemmelse af deres legeme, ikke oplever det, end ikke er opmærksomme på det. Så vi må i allerhøjeste grad sætte pris på legemet uden fejlagtigt at sige, at jeg er det. Hvad er forskellen? Jeg kan sætte pris på et æble, men jeg er ikke æblet! Vi kan sætte pris på mange ting uden at være dem. Så vi kan også sætte pris på vores legeme, have god gavn af det og bede om tilgivelse for de synder vi begår mod det, uden at sige ”jeg er det”. Det er indlysende. Men der er en forklaring på den fejltagelse. I dag gælder det for mange mennesker, at det er legemet der har dem. De er slaver af deres legeme. Så til at begynde med er det, der psykologisk er brug for et adskillende trin. Vi må for en stund gå i den anden grøft for at opnå det. Og det gælder alle slags besiddelser. Vi må forstå at vi hele tiden bliver besiddet, ja endog besat, af alt det der er betinget af vores baggrund og nuværende liv. Og med hensyn til vores materielle besiddelser, så besidder vi ikke dem, men de os. De, der knytter sig til penge, besiddes af penge. De besidder ikke penge. Og det samme gælder resten af indholdet i vores personlighed, vi skal ikke besiddes, men besidde på den rette måde uden tilknytning. Personlighedens indhold skal påskønnes og anvendes ligesom med penge. Det ikke at sætte penge så højt, at gøre oprør mod penge, er blot en fase af frigørelsen. Penge er krystalliseret guddommelig substans, energi i en anvendelig form. Forholdet til dem afhænger helt og holdent af vores indre holdning.

SP: Jeg er så taknemlig over at være her. Selvet , det transpersonlige, er et stort skridt. Det kan tage år, måske et helt liv.

RA: Åh ja, der er ingen ende på virkeliggørelsen – fra det personlige til det transpersonlige, fra det transpersonlige til gruppe-Selvet og videre til det Universelle Selv. Så du skal nok få det sjovt!

SP: I går nævnte en eller anden, at terapeuter ofte har en tendens til at involvere og beskæftige sig næsten for meget med de teoretiske aspekter af psykosyntesen, og som følge deraf kommer til at lægge for lidt vægt på den praktiske anvendelse af de psykosyntesiske principper. Vil De være så venlig at forklare nogle af de psyko-dynamiske elementer og/eller grunde til denne tilbøjelighed.

RA: Det er ganske sandt hvad De siger, og det kan man kalde intellektualismens illusion eller selvbedrag. Jeg vil understrege at intelligens er vidunderlig, men at intellektet ikke bør besidde os! Vi bør forsøge at være så intelligente som vi kan (og vi kan være mere intelligente og bruge vores intelligens), men ikke lade os besidde af den, og især bør vi forstå at alle intellektuelle formuleringer eller teorier blot er en beskrivelse og ikke en virkelig ting.

Selvet er ikke et begreb men essensen og ren væren

SP: Hvilket Selv talte du om – selv med et lille ”s” eller med et stort ”S”?

RA: Jeg talte om selvet generelt, uden at være specifik, om princippet om et bevidsthedscentrum, et levende bevidsthedscentrum på alle planer, inklusive det personlige selv og det åndelige Selv. De er dybest set ikke adskilte som jeg fortalte med analogien om refleksionen af kilden til lys. Vi må og skal insistere på den kendsgerning at vi er subjekter, levende subjekter. Hvert eneste menneske er et levende subjekt. Så enkelt og dog så svært at forstå. Gå altid tilbage til den bevidsthed – den forståelse. Sagt på en anden måde, og det besvarer spørgsmålet om doktriner. I psykologi og filosofi og generelt taler vi om vilje , kærlighed, sind og tanke, men de findes ikke. Der er kun subjekter som er villende, levende væsner, som er elskende. Resten er rent intellektuelle abstraktioner, nyttige til didaktiske formål, men de eksisterer ikke særlig længe. Vi har elskere – men der eksisterer ikke et væsen kærlighed, et væsen vilje. Og jeg forsøger i min bog om viljen at gøre det klart, at det ikke er en bog om vilje. Titlen er Act of Will (Viljesakten), og en handling forudsætter en der handler, eller en der agerer og udfører viljeshandlinger. Det er grundlæggende, husk det! Det sparer en masse diskussioner, omveje og yderligere forvirring. Det er en eksistentiel holdning – den kendsgerning at der er væsner, levende væsner, og det på alle trin. Vi forstår det først på personlighedstrinet, som er godt nok lige nu, men så forsøger vi at gå tilbage til refleksionens kilde. Så jeg går langsomt videre for at tage tre vigtige points hjem. Så kan vi flyve endnu mere. (latter)

Hvad med det transpersonlige Selv . Det er forvirrende. Man taler om (fra de højere erfaringer) oplysning, intuition og alle de såkaldt kosmiske bevidstheder etc. som værende det samme. Det er de ikke. Den grundlæggende forskel er, at de alle er processer, levende processer. De hører til verden af tilblivelse, og selv på det transpersonlige plan er der denne vidunderlige proces af tilblivelse, af vækst, af alle faser af overbevidsthed . Men Selvet er i modsætning hertil stabilt, fast og bestandigt, eller for at bruge et filosofisk ord ”ontologisk”. Det er Ren Væren. Ren Væren er ikke tilblivelse og tilblivelse er ikke Ren væren. Intuitionen er nødvendig for at fatte dette, eller det oplyste sind, men de hører også sammen. Også det højere, og lad os kalde det det rationelle sind kan se denne forskel, og mange filosoffer har understreget forskellen mellem væren og tilblivelse, mellem proces og væsen.

Roberto Assagioli om Abraham Maslow

Det var Maslows vidunderlige intuition der var på spil i forbindelse med titlen på hans bog ’Towards a Psychology of Being’. Han forstod, at når vi når enden på vores psykologiske søgen vil vi ”være”, men også at den nuværende psykologi kun kan være på vej mod dette mål, og det gælder også os. Det giver mig lejlighed til varmt at råde jer til et grundigt studium af Maslow , både hans grundbøger og ’Towards a Psychology of Being’ og den nye ’The Farther Reaches of Human Nature’.

Maslow har været en stor pioner der åbnede vejen, men han havde ikke mulighed for at udvikle det hele. Han begynder på det – han giver ikke kortet og han foregiver ikke at give det hele. Han er en stifinder. Han angiver veje, og han er kommet temmelig langt på nogle af dem, men ikke til enden, og der er endnu flere veje. Han er på vej og viser os veje og vejskilte. Hele den praktiske udforskning skal udføres systematisk og videnskabeligt. Der er masser af vidnesbyrd om erfaring, men ikke et almindeligt pålideligt kort over det indre rum. Så det er op til os at fortsætte og lave det. Lad os opleve det under, det er at være pionerer sammen med andre, sammen med en voksende minoritet. Så ikke blot er kortet ikke landet, men der findes ikke et kort. På en måde er det godt, for et primitivt kort ville skabe begrænsninger. På en måde skal vi være glade for, at der ikke er noget kort, så at vi får mulighed for at tegne det. Husk altid, at det er et kort. Gør jer selv den tjeneste at studere Maslow grundigt. Et særligt kapitel i hans sidste bog, som først blev offentliggjort i ’The Journal of Transpersonal Psychology’ hedder ”De 32 betydninger af transcendens .” Det er et perfekt eksempel på de utallige betydninger det ord kan have, og han tacklede modigt ordet transcendens, som selvfølgelig endnu ikke er et emne for psykologien. Hvis I studerer Maslow kan jeg henvise til det nu og i fremtiden, men det kan kun være vores gode ledsager og guide til et vist punkt i vores udforskning af den indre verden. Han gør heller ikke altid forskellen mellem væren og højdepunktsoplevelser klar. Det ville også være for meget at bede ham give os det komplette, perfekte billede. Han har givet os så meget, men mens I læser skal I være meget opmærksomme, for han gør det ikke altid helt klart.

Forskellen mellem Selvets kerne og dets udstråling

Nu forstår I hvor meget Selvet rummer. Astronomien illustrerer på glimrende vis den naturlige uundgåelige sammenblanding, der i begyndelsen er mellem transpersonlige oplevelser, højdepunktsoplevelser og Selvet. Vi siger at vi kan se solen. Men vi ser ikke solen! Vi ser det lys der stråler ud fra solen. Det er noget helt andet. Vi ser ikke solen. Vi ved ikke hvad solen er bag det skinnende tæppe af udstråling, og astronomerne har på det sidste anerkendt dette og givet udtryk herfor, men jeg husker ikke hvem, og det er også ligegyldigt. Hvis vi ser tværs over søen på lysene og lamperne på den anden side, siger vi selvfølgelig at vi ser lamper. Men det gør vi ikke – lamperne er usynlige – vi ser lyset der udstråler fra disse pærer, men vi ser ikke pærerne. Så på dette trin ser vi aldrig kernen direkte, den ubevægelige kilde, der bare stråler og skinner. Det vi kan se er strålerne der kommer fra den. Så al tilblivelse er en udstråling fra Væren.

SP. Foregår ’rydningen’ af personlighedens indhold af både ”godt” og ”dårligt” ved hjælp af dis-identifikation?

RA: Selvfølgelig. Det er den dybere mening i dis-identifikation. Alt hvad jeg har sagt denne formiddag er en slags kommentar til og forklaring af dis-identifikation som noget grundlæggende. Jeg gentager det som jeg antydede før, at det sommetider er meget sværere at disidentificere fra det såkaldt gode i os end fra det såkaldt dårlige, og på et højere trin, fra de såkaldte højdepunktsoplevelser.

SP: Hvordan kan vi prise Selvet?

RA: Også her er et paradoks. Dybest set kan vi ikke prise Selvet uden at være Selvet, men på relativitetens trin, trinet for det personlige selv og selvet, refleksionen af Selvet på personlighedstrinet, kan vi sagtnes prise det Højere Selv. Det personlige selv kan altså prise det Højere Selv. Men når det er forenet med det er der ikke mere lovprisning; men som et middel til at nærme sig det, til at løfte sig mod det, er lovprisning meget nyttig i forhold til at bekendtgøre og prise Selvet. På samme måde kan man, på den gode måde, tilbede solen uden direkte at kende den, udover gennem dens udstråling. Som I ser, er der alle mulige forskellige veje til det samme. Måske er der en der kan skrive om de 48 måder at se solen på.

Selvet er det synteseskabende centrum i personligheden

SP: Du sagde at der ikke kan være en syntese af elementer uden et synteseskabende centrum. Det ser ud til at være så centralt for vores emne og for psykosyntesen. Vil du være venlig at uddybe det lidt mere?

RA: Selvfølgelig kan der ikke være noget uden en kerne, et hjerte. Det kan ikke være et atom uden en kerne. Der kan ikke være nogen levende organisme uden et centralt liv, som organiserer livet med henblik på varighed og vækst. Så der er altid uundgåeligt en kerne, og det jeg har gjort er specifikt at anvende dette på mennesket, både det personlige og det transpersonlige. Der kunne ikke være nogen orden, nogen harmoni, noget virkeligt liv i personligheden uden et synteseskabende centrum. Men personligheden er endnu ikke en syntese. Den er et konstant, dramatisk samspil mellem underordnede centre af delpersonligheder , eller drifter, af forskellige personlighedsindhold, og det synteseskabende centrum har nok at gøre. Men det er der, og ligegyldigt hvor delvist og utilfredsstillende det forekommer, det såkaldt normale individ at være, så er det et koordinerende sammenføjende element. Derfor arbejder psykosyntesen for det første, andet og tredje fra dette centrum. Det centrum man ser, er ikke i sig selv synteseskabende. Jeg gentager at det er statisk og rent, men det handler. Det er et paradoks, og et andet centralt punkt at forstå, og det må være nok for i dag. Selvetudstråler. Aristoteles kaldte det på en fin paradoksal måde den ”Ubevægelige bevæger”. Det er ubevægeligt, men det sætter alting i bevægelse. Jeg foreslår at I mediterer på den ubevægelige bevæger, og på vores centrum, solen, det ukendte mystiske væsen der sender enorme stråler ud over hele vores solsystem og længere endnu. En juvel er også statisk, men den funkler. Juvelen modtager lys, reflektere det og sender det tilbage. Også et almindeligt spejl reflekterer det meste af det lys det modtager, så det er ikke så svært at forstå paradokset, den ubevægelige bevæger. Disse punkter bør først gennemtænkes, derefter gradvist virkeliggøres i løbet af dage, måneder, år og årtier.

Meditation og samtale med personlighedens legemer

Jeg foreslår, at vi i nogle dage fortsætter med en enkel bekræftelse og virkeliggørelse af Selvet . Vi kan udvide den lidt dag for dag. Hvor mange minutter kan I klare? 5-7-8 – ikke mere. Vi bruger et æggeur med en klokke. Det er beregnet til at koge æg, men vi vil ophøje det og bruge det til at fastsætte tiden for meditationen. Det er et fornøjeligt eksempel på, hvordan man kan bruge maskiner til åndelige formål. Maskiner er ligeglade. Disse båndoptagere lader sig bruge såvel til åndelige budskaber som til spionage. Det er den samme maskine. Det må vi forstå. Så der er ingen grund til at skælde ud på maskinen, men der er dem der bruger maskinerne på en dum måde. (slettet sætningen, den er ikke nødvendig)

Lad os meditere. Med dis-identifikation. Lad os slappe kroppen af og blidt bede den om at være stille i 8 minutter. Lad os gøre det samme med følelserne, bede dem være rolige og ikke aktive. Nu kommer vi til det besværlige sind. Det er straks sværere, da vi har brugt det indtil for 2 minutter siden, og da det for nylig er blevet beordret til fuld fart frem, så har det modstand mod at være helt stille med det samme. Det skal tæmmes. Så lad os spørge vores sind, ”vil du arbejde godt igen senere, men lige nu være stille i 5 minutter.” Det er måden at tale til vores forskellige dele på – venligt, men bestemt. Nu da vi har skabt noget rum, noget plads i bevidstheden, lad os så bekræfte og bekendtgøre: Jeg er jeg, et centrum af ren selvbevidsthed og vilje . ”Vi er dette Selv. Dette Selv er vi.” Lad os prøve at erkende det på en triumferende måde. Det er en enestående sandhed, og den skal sejre.

Slås ikke med indtrængende elementer der kommer fra legemet, følelserne eller sindet . Bekæmp dem ikke aktivt, men hold dem i periferien af bevidstheden. Led bevidstheden, opmærksomheden, tilbage til den strålende kerne, til centret af ren Selv-bevidsthed.

Mist ikke modet, hvis det ikke lykkes. Dette er en træning hen imod. Lad os ikke have en illusion om at vi lykkes med det. (jeg har slettet). Det er begyndelsen af træningen hen imod det. Selvfølgelig kan vi ikke holde alle vore elementer i ro, men vi skal begynde et sted, så intet mismod, overhovedet intet mismod! Oplev det som elementær træning. Det er det eneste vi realistisk set kan gøre på nuværende tidspunkt. Forlang ikke for meget af personligheden.

SP: Du siger at hverken viljen eller kærligheden er et væsen. Kan man ikke bare meditere på viljen som et væsen eller et stort liv?

RA: Selvfølgelig er der et kærlighedsvæsen og et viljesvæsen. Jeg mener bare, at der ikke er noget abstrakt kærlighedsbegreb, ikke noget teoretisk eller filosofisk viljes- eller kærlighedsbegreb. Men de er to store kosmiske væsner, arketyper. Alle er væsner. I sidste ende er det store ydre rum et væsen. Så selvfølgelig. Men væsner i den betydning, at de er levende, subjektive, bevidste væsner. Men når filosoffer eller psykologer diskuterer kærlighed, tænker de ikke på kærlighed som et væsen – de tænker på begrebet kærlighed – en teoretisk beskrivelse af kærlighed. Det er den forskel jeg vil understrege. Der er ikke noget filosofisk eller psykologisk begreb – rent mentalt begreb – netop fordi de er levende væsner.

Ha’ det godt med jeres Selv.

Højdepunktsoplevelser og selvet som ren væren

SP: I din omtale af sammenblandingen mellem transcendentale oplevelser, højdepunktsoplevelser og Selvet , brugte du billedet med lyset fra solen og lysene, der strålede fra pærer på den anden side af søen. I disse billeder er der kun to af ovennævnte aspekter. Vil du være så venlig at uddybe dette?

RA: Jeg forstår ikke helt, men jeg vil opsummere. Jeg mener, at vi aldrig kan se kernen, centret, kun udstrålingerne fra det. Vi kender ikke kernen i Selvet, kun udstrålingen. Og vi ser heller aldrig pæren eller spiralen i pæren på den anden side af søen. Vi ser kun lyset. Jeg tror ikke at der er mere at tilføje. De grundlæggende forskelle mellem kernen og udstrålingen fra kernen er essensen af Selvet – væren – og dets stråler og udstrålinger. Alle vore transpersonlige oplevelser er oplevelser af udstrålinger, kvaliteter, energier fra Selvet, men ikke af Selvet selv. Er det klart?

SP: Hvad er en højdepunktsoplevelse og hvordan passer den ind i analogien?

RA: Højdepunktsoplevelse er blot en generel betegnelse, som Maslow brugte til at betegne alle slags transpersonlige oplevelser, mystiske, æstetiske, etc. ’Højde’ bruges her til at betegne en oplevelse på et trin der ligger over det normale bevidsthedstrin (eller den personlige bevidsthed ). Det er ikke en specifik, men en generel betegnelse for alle oplevelser der ligger ud over dem der findes på det almindelige trin.

Det er hvad det dybest set er. Jeg kunne sige at man, paradoksalt nok, tænker, og at selvet ikke kan kende sig selv, fordi viden er en dualistisk attitude: den vidende og noget der vides. Men Selvet ER! Det behøver ikke at kende sig selv på en menneskelig måde. Det er væren – ren væren – essensen. Jeg tror at det gør det mere klart.

Metoder til at prise Selvet

Nu vil jeg gerne tilføje noget om lovprisningen af Selvet . Der var en der bad mig tale om lovprisningen af Selvet. Jeg har allerede givet et generelt svar som gælder hver og en af os. At prise Selvet er det samme som at blive stadigt mere klar over at vi er Selvet. Men der er mere specifikke måder at prise på, især for andre. Jeg vil give jer en formel, og derefter komme med en forklaring.

”At bekendtgøre og prise Selvet i tanke, ord og gerning, i død og i liv.” Det kræver en forklaring, især den sidste sætning.

”I tanke” er det vi gør lige nu. Det er mentalt at forstå så meget som muligt, uanset hvor lidt det er, af hvad essensen af selvet er. Og i forbindelse med meditation er en livfuld meditation på selvet, at bekendtgøre og prise det i tanken.

”I ord” er hvad jeg gør, og hvad I vil gøre. Det er det I opfordres til at gøre ved enhver given lejlighed, når I kommer hjem. Både det talte og det skrevne ord kan siges at være forkæmpere for Selvet. Det er sværere at bekendtgøre det i gerning. Man kan starte med hele tiden at bruge ”at være som om” teknikken. Lad os prøve så meget som muligt at ”være som om” vi er identificeret med Selvet. Og efter at have visualiseret at vi er identificeret med Selvet, lad os da forestille os, hvordan vi ville opføre os i forskellige situationer. Det er let at forstå, men ikke så let at udføre…

Nu til ”i liv og død.” Fra det transpersonlige standpunkt er livet udenfor legemet. Det transpersonlige er ikke identificeret med legemet. For livet er en glædesfyldt bekendtgørelse af Selvets sande liv. Når vi siger ”i liv og død”, skal vi tænke liv og død. Man kan bruge det i alt sit arbejde angående Selvet og med Selvet, og med andre.

Samtale om delpersonligheder

SP: Vil du tale om delpersonligheder?

RA: Jeg tror at det er godt at tale om delpersonligheder , fordi det er en grundlæggende teknik, som ikke alle har en klar ide om. Delpersonligheder kan anskues på to måder: Generelt kan man sige, at ligesom solen reflekteres i utallige spejle, på samme måde kan Selvet reflekteres, ikke kun i det ene centrale personlige ego, men også i andre. Det er svært at forstå, men hver delpersonlighed der er udviklet nok til at have en vilje , til at være fast, til at tænke og føle, er en miniaturepersonlighed, som har de samme kvaliteter som hovedpersonligheden. En delpersonlighed er i sig selv en lille personlighed som lever på temmelig dybt vand. Det drejer sig om princippet om personificering, men det vil jeg ikke komme ind på, for det er mere teoretisk og jeg afskyr teori. Men når alt kommer til alt er det ikke teori, det er en personificeringsproces. Alle psykologiske elementer, især alle grupper af psykologiske elementer, hvilket vil sige det man i psykologien kalder ”komplekser”, har en tendens til at personificere sig. Og det er ikke teori. Det kan vi iagttage.

Lad os tage det enkleste af alle eksempler, rollerne. En kvinde identificerer sig ofte med sin moderfunktion i det omfang, hun føler sig og handler som moder. Det er en delpersonlighed i sig selv – som kan komme i konflikt med de feminine træk. Et emne af praktisk betydning – som jeg ikke går ind i – er konflikten mellem hustrurollen og moderrollen. Det tager vi op en anden dag, men det viser at alle delpersonligheder har en slags ego.

Nu vil jeg lige nævne et teoretisk problem. Man kan opfatte en delpersonlighed som en direkte refleksion af Selvet, eller som jeg sagde af det højere Selv, eller som en underordnet refleksion af egoet. Det første er måske mest metafysisk korrekt, hvor det andet er mere praktisk anvendeligt i undervisning og terapi, fordi det støtter reabsorberingen af alle delpersonlighederne i den integrerende personlighed. Med henblik på psykosyntese , selv-virkeliggørelse, undervisning og terapi er det bedre at bruge dette billede, som er rigeligt sandt til vores behov. Det sker!

Man kan reabsorbere, og lad os sige bringe en rolle, en delpersonlighed, til tavshed ved hjælp af enhver af rollens funktioner. Der er stor forskel på at sige, ”Jeg er moder” og på at sige ”Jeg spiller nu rollen som mor så godt jeg kan”. Der er stor forskel. Nu er moderen ikke mere uafhængig, selvhævdende, etc. Den er en subsidiær rolle spillet af personligheden. Det gør hele forskellen. Det kan også udtrykkes i form af dis-identifikation. Dis-identifikation betyder at anbringe enhver delpersonlighed, element og rolle på deres rette plads. Det betyder ikke at man afskaffer, kritiserer eller noget af den slags. Det er at give dem alle den rette position og funktion under ledelse af først det personlige selv , og i sidste ende af det Højere Selv, eller en kombination af de to. På den måde kompletterer de forskellige fremgangsmåder hinanden på forskellige måder. Men det er én af de mest praktiske fremgangsmåder, hvis vi blot husker den. Det er let at forstå – og endnu lettere at glemme!

Definition på opmærksomhed og personlighedens tilblivelse

Nu kommer vi til opmærksomhed/bevidsthed. Jeg taler meget om opmærksomhed/bevidsthed. Opmærksomhed er præcis at være opmærksom hele tiden, men det er ikke ”ren opmærksomhed/bevidsthed” eller noget andet transcendent . Den findes selvfølgelig. Men den første opmærksomhed er at være opmærksom på samspillet mellem personlighedens forskellige faktorer. Jeg fortæller med vilje dette i en ikke systematisk rækkefølge og som en respons på det øjeblikkelige behov, fordi det er mere direkte, mere levende. Så er det op til jer at bringe orden i dette vanvid. Det giver jer noget at lave. Det er også bedre i jeres arbejde, at I aldrig serverer tingene på et sølvfad. Giv folk ingredienserne og sig ”så tilbereder I dem selv”. Det kræver samarbejde og at de gør arbejdet selv. Og de der ikke vil have besværet, de er ganske enkelt ikke modne. Lad dem fortsætte med at lege og bande. I kan se hvordan jeres kommentarer pirrer mig og giver mig lejlighed til at forklare forskellige ting.

SP: Betyder denne proces så at personlighedens tilblivelse (blive hvad? – integreret, en syntese , aktualiseret?) er en udstråling af Selvets væren?

RA: Det viser hvor svært det er at erkende disse ting. De synes at være enkle, men det er svært. Det er jeg på det rene med. Hvis I fandt det alt for let ville jeg være betænkelig. Selvfølgelig bliver personligheden til – den bliver integreret, ja. En syntese, ja. Aktualiseret, ja. Er en udstråling af Selvets væren, ja!

Det personlige selv er den integrerende faktor

Den integrerende faktor i personligheden er det personlige selv , refleksionen af det Højere Selv, eller det transpersonlige Selv . Uden denne integrerende, synteseskabende faktor kunne der ikke være en virkelig personlighed, ingen integration. Det er blevet udtrykt ganske udmærket, da det på en måde er et aspekt af den universelle lov om syntropi. Fysikere har helt op til vor tid talt som om der kun eksisterede entropi, det vil sige nedbrydning af energien til alt er dødt. Et meget tragisk billede, og heldigvis fuldstændig forkert. Nu har de, med de nye forskningsmetoder, opdaget, at der, både i den subatomare fysik og i astronomien, faktisk er en syntropisk proces, hvor potentialet eller spændingen tiltager. Det er det Teilhard de Chardin kalder Omega punktet. Det er blevet påvist at det er virkeligt.

På en måde, men kun på en måde, kan man se det som et aspekt af tyngdeloven, af tiltrækningen til et center, men i bevægelse og tilblivelse er der, især i hurtig bevægelse, den anden tendens til spredning. Så både det kosmiske og det individuelle liv er en fin balance, eller burde være en fin balance mellem tendensen til koncentration og spredning. Hvis der kun var koncentration var døden garanteret, og hvis der kun var spredning, ligeså. Vi kan altid empirisk se to retninger. En mod koncentration og en mod spredning. Det svarer delvist til introversion og ekstroversion. Og ligesom i personlighedsintegration og psykosyntese er målet ambiversion, hvilket vil sige at være i stand til at skifte mellem ekstroversion og introversion fra et højere opmærksomheds/bevidsthedspunkt.

Det er selvet , også på personlighedsplanet, som gennem viljens regulerende funktion, viljens styrende regulerende funktion, kan afbalancere vekslingen mellem ekstroversion og introversion alt efter behov, muligheder og opgaver. Dette er den personlige, enkle, lad os kalde det manifestation af det kosmiske liv, af afbalanceringen mellem gravitation og ekspansion. Er det klart?

Balancen mellem Introvert og ekstrovert

SP: Kan De sige noget om at være ambivert? Findes der en personlighedstype der vidner om integration og ambiversion?

A: Jeg vil give Dem et appendiks fra min bog om viljen , om differentiel psykologi. Der beskrev jeg at der, ud fra en vis betragtning, ikke findes fastlåste typer. Introvert , ekstrovert etc. er ikke etiketter. De betegner simpelthen i hvilken retning livsinteressen går; det er en proces og ikke noget statisk. Vi skal derfor ikke give hverken os selv eller andre etiketten ekstrovert eller introvert, hvilket vi hele tiden gør. Heldigvis findes der ingen 100% introverte, for så ville vedkommende være dybt psykotisk, og heller ingen 100 % ekstroverte. Skønt mange mennesker, forretningsmænd m.fl. er faretruende nær ved at være 100% ekstroverte, så ’når’ de det heldigvis ikke, før en eller anden krise på velgørende vis dukker op og trækker dem tilbage. Man kan sige at introversion, ekstroversion og ambiversion er midlertidige tilstande, eller jeg kunne måske sige procentdele af energistrømme.

Når vi sover, er vi biologisk introverte, men der foregår mange aktiviteter, og når vi er meget fysisk og emotionelt aktive med gymnastik og sport, er vi fysisk ekstroverte. Der er på alle niveauer tale om, at den største procentdel af vital, psykologisk og åndelig energi midlertidigt ledes i en retning. Så derfor ingen etiketter, der er kun tale om en eksistentiel tilstand som under alle omstændigheder skifter, og som vi kan tage fat om og styre. Selvfølgelig har en, der har en integreret personlighed, evnen til at være ambivert med vilje . De kan vælge hvad de vil være.

De indre virkelighedsplaner

SP: Er betegnelserne individuelt selv og gruppeselv blot betegnelser, da alle er En? Skal vi opleve det individuelle selv og derefter gruppeselvet på vejen til at blive En?

RA: Det giver mig mulighed for at tage et andet vigtigt punkt op i forbindelse med psykosyntese , nemlig de forskellige virkelighedsplaner. Der er forskellige virkelighedsplaner, eller med et moderne udtryk – energifelter. De har hver deres kvaliteter og love. For eksempel er det således at visse kemiske love på det atomare plan ikke gælder på det subatomare plan, men de ophæves eller erstattes ikke. På andre planer virker andre love.

Vi springer lige og ser bort fra de mellemliggende trin som i senere kan finde ud af. Udsagnet: ”Alle er En” er en dyb metafysisk sandhed på dette plan, men uheldigvis bringer mange den vidunderlige virkelighed ned på menneskelige planer, eller andre manifestationsplaner, hvor den simpelthen ikke virker, og mange af de såkaldt metafysiske bevægelser, og også nogle østlige metoder, tager ikke denne grundlæggende forskel i betragtning.

Alle er En i essensen, i Væren, men i tilblivelse, i manifestation, i livsprocessen, er der utallige. Det vil jeg ikke komme ind på her. ”Alt liv er En” og denne Ene har valgt at reflektere sig på utallige måder. Da han gjorde det, må vi formode at han havde sine gode grunde, men det er hans og ikke vores problem. Vi kan sige at den stor involutionsproces kulminerede i mineralet, så vidt vi ved, og derpå startede den modsatte bevægelse eller evolutionsprocessen. Lidt optimistisk kan vi sige at vi er midtvejs. Vi har passeret gennem mineral-, plante-, dyre- og delvist menneskeriget. Så vi må fortsætte dette evolutionære arbejde hen imod den ”Ene”, men det er stadig lagt væk.

Her opstår den forveksling af de to selv, som gør så megen skade. Når vi siger ”Jeg er dette Selv” er det ganske vist at jeg er den Ene, men det er vi overhovedet ikke i dagligdagen. Det ville være paranoia. Som jeg har skrevet er der nogle paranoide som opfatter det bogstaveligt, og når de får et glimt tror de, at de er Gud. Det passer alt sammen med virkelighedsplanerne. Nu kan I pænt og nydeligt tænke det igennem med jeres aktive sind. Skriv noget om det. Og også i dag tror jeg at jeg har talt nok.

Ægget begynder at koge. Vi kan spøgende sige, at det er et spørgsmål om fortætning af blommen eller kernen.

Med hensyn til Selvet kan vi hver dag bruge et øjeblik først til en hurtig samling af det personlige selv , gøre det så stille som muligt, slappe af i kroppen, få ro i følelserne og spørge sindet om det ikke vil være så venlig at forholde sig i ro. I forhold til den grad af succes vi har med det kan det elastiske træk, tråden mellem det personlige selv og det transpersonlige Selv betragtes som elastisk, og en god elastik. Og når alle de ting der binder det personlige selv til det almindelige plan til en vis grad er fjernet, vil trækket virke uafbrudt, og det personlige selv vil glad blive draget opad mod Selvet.

Lad os i stilheden prøve at komme så tæt på Selvet, som det er muligt, uden anstrengelse eller ængstelse, men roligt, glad og let, hjulpet af den centrale bekræftelse:

Vi er dette Selv,

Dette Selv er vi.

Prøv at virkeliggøre det i stilheden.

Selvet er ikke sindet

SP: Du har talt så meget om Selvet . Jeg har tænkt meget over forskellen mellem Selvet og sindet de sidste dage. Hvis du kan bære over med mig et øjeblik, vil jeg gerne spørge om følgende. Er sindet, Selvet på et særligt evolutionært udviklingstrin, eller er sindet blot et redskab for Selvets center af ren selv-bevidsthed der løftes op på mentalplanet, på sindets plan, manas?

Jeg ser sindet som et skabende organ. Er det ikke ganske enkelt et redskab, indtil punktet af selvbevidsthed er blevet løftet op på et højere plan, så det kan øve indtryk på sindet fra et overbevidst eller abstrakt plan med sin vilje og hensigt. Ved at ræssonere mig frem kommer jeg til den slutning, at sindet er et skabende, aktivt, energigivende organ med et bevidst jeg. Selvbevidsthedspunktet er bevidst og villet blevet flyttet til et højere psykologisk eller spirituelt center. Med andre ord, hvornår er sindet et redskab for Selvet, og hvornår er det Selvet selv, der manifesterer sig med sine kvaliteter og sit energifelt?

RA: Jeg må svare rent psykologisk, for det kan besvares sådan. For at gøre det helt klart: sindet har intet at gøre med Selvet. Dyr har en smule mentalitet. Sommetider er de snu og intelligente. Desuden er der et intelligent sind i vores liv, og så videre, men det har intet at gøre med Selvet. Sindet kan fungere på forskellige planer uafhængigt af Selvet. Sindet er i virkeligheden et redskab i en højere betydning. Vi kan psykologisk skelne mellem det konkrete sind og det højere sind som er fornuft , ”nous” på græsk. Men psykologisk kan man sige, at der er det analytiske sind, det konkrete sind, det videnskabelige sind, og på et andet trin findes det abstrakte og mere filosofiske sind, som tager sig af det universelle, lad os sige Kant, Platon m.fl., men det har intet at gøre med Selvet.

Der er meget intelligente filosoffer, som fornægter eller ignorerer Selvet. Du siger at sindet er kreativt. Ja, i den udstrækning et redskab kan være et skabende organ. Det er skabende på sin egen måde. Sindets processer, induktion og deduktion, er skabende. Desuden forbindes sindet ofte med fantasi og følelse, sommetider med intuition , så disse kombinationer er klart skabende, men har intet at gøre med Selvet. Er det klart? Selvet er i en helt anden dimension. Der findes et matematisk udtryk ”usammenlignelig”. Selvet er usammenligneligt med alle andre dimensioner af psyken.

Jeg tror, jeg gjorde det klart. Det er godt at afklare dette punkt for alle her til stede, og for alle jer der vil undervise og behandle. Det er alt sammen dele af det hele. Jeg putter alting på sin rette plads. Det betyder ikke fuldstændig adskillelse, men en klar adskillelse af funktionerne. Forstår I det?

Vi bevarer altid vores individualitet selv i den højeste tilstand

SP: Hvis en person føler at han er ude af kroppen uden at ville det og uden at have kontrol gennem en form for meditation , hvordan kan vi så hjælpe vedkommende til at få jordforbindelse?

RA: Den øjeblikkelige hjælp kan bestå i at ryste ham vågen, hælde koldt vand i ansigtet på ham, men kuren er ofte hovedsagelig af forebyggende art og består i at lære folk ikke hele tiden at slippe den bevidste opmærksomhed, slippe ”jeg” bevidstheden. Det er slet ikke nødvendigt. Man kan nå den højeste bevidsthedstilstand og blive ved med at være årvågen, og derfor er der ingen grund til at opgive den kostbare gave, som er udviklet under megen besvær som følge af selvbevidsthedens tilbøjeligheder.

Der er en fin sætning på sanskrit, som udtrykker dette klart: Sat chit ananda. Sat er sandhed; den ultimative virkelighed, det universelle, det transcendente . Chit er mental erkendelse af det og resultatet er ananda, lyksalighed. Man kan ikke være lyksalig, hvis man ikke er klar over det, så husk det og brug det for jer selv, Sat, Chit, Ananda. Den lyksalige bevidsthed om virkeligheden. Men bevidsthed, selvbevidst erkendelse. Det fjerner al frygt for at miste sig selv i helheden og for dråben i havet og den slags. Det er vildledende udtryk. I min næste bog vil jeg skrive mere om dette, om fusionen mellem individet og universel bevidsthed.

Kan man føre bevis for selvet?

SP: I diagrammet over mennesket er det højere selv ikke det konstruerede overjeg , og det er ikke et ”fænomenologisk” begreb om Selvet . I stedet er det ren væren, essens og ikke en intellektuel konstruktion. Er dette korrekt? Kan det videnskabeligt bevises at der er et transpersonligt Selv? Jeg mener som et væsen, ikke i jungiansk forstand. Forventer du at man kan føre bevis for selvet gennem øvelser hvorigennem individet subjektivt virkeliggør Selvet, og så lader disse vidnesbyrd tale, eller forventer du også, at der kommer et mere ”objektivt” bevis?

RA: Det er helt korrekt. Det højere Selv er ren væren og essens, ikke en intellektuel konstruktion. Det må vi holde fast i. Du spørger også, om det kan bevises videnskabeligt. Det afhænger helt af hvad du forstår som videnskab. Det kan ikke bevises ved hjælp af almindelig videnskab, fordi der ikke findes noget bevis på dette begrebsmæssige plan. Men hvis man antager den videnskabelige holdning og metode som jeg skitserer den, så ja. Det bevises gennem direkte oplevelse. Det er en af disse primære erfaringer som er beviser i sig selv. Ligesom med farve, en oplevelse af skønhed eller andet, der ikke behøver nogen forklaring. De er primære erfaringer og har derfor fuld videnskabelig værdi i en bredere betydning. Sagen er, at man skal skabe de nødvendige betingelser for at få oplevelsen, og videnskabsmænd har indtil nu ikke gjort sig den anstrengelse at skabe dem. Det burde være den videnskabelige metodes ABC. Lad os opstille en hypotese og derefter se på om fakta bestyrker den eller ej. Hvis vi antager at selvet eksisterer, vil det næste skridt være at foretage de relevante eksperimenter for at se om det er der eller ej. Men forsøgene kan ikke foretages i et laboratorium med kvantitative metoder. I den forstand er de vanskelige, fx øvelsen i dis-identifikation, og de skaber plads for oplevelsen af Selv-identifikation. Øvelsen eksisterer og er klart defineret. Vi skal blot ulejlige os med at udføre den. Her er der en mærkelig blindhed, som alligevel ikke er så mærkelig, da den kan forklares. Men forklaringen bruges ikke. Det eneste svar er at der findes hundreder af tusinder af mennesker af alle slags og på alle kontinenter, som har gjort denne erfaring, fortalt det og bevidnet det, selvfølgelig på en indirekte måde, fordi det i sig selv er ubeskriveligt. Så det er værd at gøre et alvorligt forsøg på at finde ud af, om det er sandt. Der er ikke andet at sige til det. Enten eksperimenterer man, eller også lægger man emnet til side. Der kan ikke opstilles noget objektivt bevis, fordi det ville være en begrebsmæssig modsætning. Derfor ville det være nytteløst at gøre et forsøg på at tilfredsstille dem. Det ville ikke virke.

Det paradoksale selv

SP: Så Selvet er udstrålende, den ubevægelige bevæger. Hvordan kan Selvet være ubevægeligt, når vi i meditationen siger, at vi løfter bevidsthedscentret til dets højeste plan? Jeg siger selv (lille s). Talte Aristoteles om Selvet (stort)? Dr. Assagioli siger at de alle er En. Jeg kan forstå det med sindet , men en anden del af mig adskiller dem. Selvet eller Det højere Selv synes begge at bevæge sig i den fysiske betydning. Det ene op og det andet ned og op. Jeg kan lide tanken om en elastik der forbinder dem. Hvorfor er Selvet så ubevægeligt? Det er et paradoks. Eller er der en anden betydning af ubevægelig? Ubevægelig betyder måske den uvigelige centralitet?

Uvigelig i forhold til at motivere bevægelse i andre, personlighedens, legemer? Uvigelig eller bestandig udstråling? Uvigelig hensigt? Men tilsyneladende ikke bevægelig i fysisk betydning. Selvet stråler hele tiden. Det er en konstant kilde til udstråling og energi. Det er ikke altid sådan gennem personligheden. Sommetider forekommer personligheden at være vigtigere end den indre udstråling. Så ses eller er Selvet ikke synligt. På den anden side kan man jo se Selvet reflektere sig i den udviklende personlighed. Hvilket paradoks og roderi.

RA: Det er godt. du har modigt set det sværeste problem vedrørende Selvet og set virkeligheden i øjnene. Modigt! Og du har på levende vis udredt alle de tilsyneladende modsætninger og paradokser. Det er godt at indse dem, før man drager slutninger. Sommetider har vi illusionen om at vi forstår dette mysterium. Sommetider har vi illusionen om at vi forstår dette mysterium. Det er godt at du forstår at du er forvirret og desorienteret. Det er et meget nødvendigt og nyttigt trin, og jeg tror at andre har det på samme måde. Det er også et problem, som har tiltrukket mennesker i generationer, også i Østen. Netop i morges læste jeg tre Upanishader, hvor dette problem blev behandlet. Så I ser at det har en grad af ædelhed over sig. Tak for de stillede spørgsmål.

Kenneth Sørensens note: 1. Der er tale om en meditativ tilstand af indre ro og stilhed, hvor de psykologiske funktioner, tanke, følelse, forestilling etc. i en periode bliver stille som overfladen på en spejlblank sø og derfor ikke presser sig ind i bevidsthedsfeltet . Det gør oplevelsen af personlighedens rene iagttagerbevidsthed mulig og senere Selvets rene væren.

 

Sådan kan du komme videre

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen Selvet – et forenende center