De syv stråler historisk belyst og historiske kilder til de syv stråler

Artiklen beskriver hvordan syvfoldigheden forekommer i mange spirituelle sammenhænge og har rødder langt tilbage i tiden. Relevant litteratur omtales også.

Af Søren Hauge og Kenneth Sørensen

Det ville ikke være fair overfor energipsykologiens rødder hvis ikke vi i en bog om de syv energityper kort kom ind på den historie den er udsprunget fra. Det har fra starten af vores samarbejde været vores klare intention (Søren Hauges og forfatterens) at vi ville præsentere en moderne version af filosofien om de syv stråler. Det har vi bestræbt os på at gøre lidt i samme ånd som eksponenterne for den vestlige mindfulnesskultur har gjort. Vi har fokuseret på det psykologiske element i forbindelse med mennesket og udeladt de kosmologiske betragtninger. Vi vil dog altid stå på mål for de historiske rødder, og derfor omtaler vi dem kort her.

Energipsykologiens rødder og typologier

En dyb og stærkt funderet visdom om den menneskelige natur går langt tilbage i tid. Menneskeheden har altid haft seere, vise mænd og kvinder, der fremlagde et større perspektiv på livet. Et særligt aspekt af denne visdom kommer til udtryk i de mangfoldige typologier menneskeheden har udviklet. Energipsykologien er mere end noget andet en typologi der på linje med mange andre typologier forsøger at give et svar på den menneskelige mangfoldighed. Inden for psykologien kaldes studiet af typologier for differentiel psykologi.

Astrologiens visdom om den tolvfoldige zodiak og dens tegn er en typologi og et eksempel på dyb psykologisk visdom. I sin esoteriske, det vil sige energimæssige form, er astrologien dybt forbundet med filosofien om de syv stråler.

En meget enkel typologi findes i læren om de fire temperamenter fra antikken, der har relationer til de fire elementer: jord, vand, luft og ild. En anden enkel og dyb indsigt er den indiske forståelse af alle energiers tre grundlæggende tilstandsformer, gunaerne, der spejler sig i bevidstheden som tamas (inerti), rajas (bevægelse) og sattva (rytme).

I nyere tid har psykologen Carl Gustav Jung genformuleret visdommen om de fire temperamenter i sine arketypiske psykologiske typer (sansning, intuition, tænkning og følelse – hver især i deres introverte og ekstroverte tilstande), udgivet i hans bog med samme titel fra 1921. Senere er en beslægtet, udvidet version blevet velkendt under betegnelsen Myers-Briggs Type Indikator, som beskriver 16 mulige psykologiske typer.

En anden dybtgående forståelse for den menneskelige naturs spektrum er Enneagrammet, der primært kommer fra George Gurdjieff, Oscar Ichazo og Claudio Naranjo, men som også har referencer til gamle visdomstraditioner.

I nyere tid har den medicinske forskning udviklet forskellige typologier for at kategorisere patologi. Den inden for psykiatriens kredse så velkendte ICD-10 og DSM-IV er forsøg på at kategorisere patologiske symptomer for at hjælpe med behandlingen af lidelserne.

Der er andre betydningsfulde systemer og veje til at forstå den menneskelige naturs spektrum, og de tilbyder alle væsentlige indsigter og praktiske redskaber.

Hvorfor lige syv stråler og energityper?

Det er et nærliggende og helt forståeligt spørgsmål at undre sig over hvorfor vi præsenterer energityperne som en syvfoldig palet. Man kunne jo forestille sig helt andre inddelinger der gav et større eller mindre spektrum. Hvorfor lige syv? Vi har allerede beskrevet de syv livsenergier og de syv psykologiske funktioner, men når det er sagt, så er det selvfølgelig tankevækkende at se hvordan syvfoldigheden er til at få øje på i mange forskellige kulturers symbolik.

Læren om de syv livsenergier eller stråler er nemlig ikke nogen nyhed[1]. I forskellige kulturer har denne indsigt fået mange forskellige udtryk, der dog alle er genkendelige og som viser forskellige vinkler ind til den samme åndelige visdom. Oldpersernes lære om de syv Amesha Spentaer, der gennemtrænger universet og præger alt levende, korresponderer med jødernes esoteriske kabbala, der beskriver universet som et livstræ med ti sefirot eller navne, hvoraf de tre er ophav og de syv efterfølgende udfoldninger fra dette ophav.

I den græske mytologi tager Zeus form som en tyr, der kaldes for Taurus, og den glimter med ’syv stråler af ild’. I forbindelse med de kaldæiske orakler fra det andet århundrede bliver de syv stråler opfattet som solen Helios’ rensende stråler.

Indernes lære om de syv rishier, den syvfoldige lotus, er ligeledes veje ind til den syvfoldige lære. Den indiske mystiker Sri Aurobindo omtaler med udgangspunkt i de hinduistiske skrifterogså de syv stråler og de syv himmelske floder, der skabte universet. De taler ligeledes om syv lokaer (eksistensplaner), syv chakraer (energicentre) i mennesket, og fxsyv heste der trækker solguden Suryas himmelvogn.

I kristendommen findes en antydning af læren i beskrivelsen af de syv ærkeengles virke og de syv ånder foran Guds trone, som overstråler skaberværket. Vi møder også den syvfoldige inddeling i eksempelvis de syv dødssynder (vrede, griskhed, misundelse, ladhed, hovmod, utugt og frådseri), de syv kardinaldyder (tro, håb, kærlighed, visdom, retfærdighed, mod og mådehold), de syv livsaldre (blandt andet omtalt af Shakespeare), de syv frie kunster (artes liberales), de syv klassiske planeter, den syvdelte toneskala, ugens syv dage og de syv klassiske spektralfarver.

Bibelen er fyldt med syvfoldig symbolik, fxde syv skabelsesdage, den syvarmede lysestage, de syv menigheder, Helligåndens syv gaver og de syv magre og fede år, men også i andre kulturer er syvtallet omgærdet med særlig mystik og betydning. Plejaderne kaldes Syvstjernen eller de syv søstre, og Karlsvognens syv største stjerner er særdeles kendte. Vi kender udtrykket syvmilestøvler og syvsover og til syvende og sidst – for ikke at glemme det at komme i den syvende himmel.

Mitraskulten havde syv altre og syv mysterier. De syv vidundere fra oldtiden er et andet eksempel, og sådan kunne vi blive ved. Eksemplerne tjener kun til at pege på at syvfoldighedens særlige betydning ikke er en ny opfindelse, men synes at illustrere et tal og en konstellation som er blevet universelt opfattet og af stor betydning.

Det var dog først i forbindelse med Teosofiens opståen i slutningen af 18-tallet at filosofien om de syv stråler nåede ud til et større publikum. H.P. Blavatsky, stifteren af det teosofiske selskab, omtaler dem i sit værkDen hemmelige lære. Senere tager andre kendte teosoffer emnet op, men det er i forbindelse med Alice Baileys omfattende livsværk at filosofien får sin helt store udbredelse i det esoteriske miljø.

[1]Wikipedia har en god beskrivelse med mange henvisninger her: https://en.wikipedia.org/wiki/Seven_rays