Table of content
I denne artikel beskrives hvordan den psykoterapeutiske praksis kan udvikles ved at inddrage de syv energityper i arbejdet, så alle sider af klienten ses, til glæde og gavn for klienten og psykoterapeuten.
Af Kenneth Sørensen
Læs introartiklen om energipsykologi og bogen Energipsykologi – forstå dine syv energityper, dit psykologiske DNA
Et af de områder, hvor energityperne kan anvendes med stor nytte, er inden for psykoterapiens område. Det gør sig især gældende, hvis psykoterapeuten arbejder ud fra et helhedsorienteret perspektiv, hvor det personlige og transpersonlige aspekt af mennesket søges integreret. Den integrative psykoterapeut vil i samarbejde med klienten altid søge at facilitere en helhedsorienteret udvikling, og den kan f.eks. beskrives ud fra de fire kardinale livsområder, som energipsykologien anvender, herunder:
Klientens identitet og væren. Svaret på hvem er jeg? Her afsøges behov og værdier på alle eksistensens niveauer fra krop, sind, sjæl og ånd.
Klientens autenticitet og autonomi. Her er fokus på viljeslivet og dets udfoldelse gennem en selvstændig og autentisk identitet.
Klientens sociale kompetencer og fællesskabsliv. Her er fokus på kærlighedslivet og udvikling af evnen til empati og forpligtende relationer.
Klientens kreative udfoldelse. Her er fokus på udviklingen af klientens særlige talenter og det bidrag, som vedkommende kan yde til helheden.
De fire udviklingslinjer er det overordnede landkort, som klienten rejser igennem, og energityperne er de særlige talenter, som må udvikles for at få en indholdsrig og udviklende rejse. Anvendelsen af energityperne i psykoterapien via en identitetsprofil (www.jivayou.com) giver værdifulde informationer om klientens psykologi, hvilket gør terapeuten i stand til i særlig grad at rumme og forstå klientens særegenhed.
Identitetsprofilen vil fortælle noget om klientens sjælsvej, der er en af de syv veje hvormed vi realiserer vores essenstype. Her vil spørgsmål om livets mening og sjælens kald være i front, men også den særlige kvalitet, som sjælen søger at perfektionere.
Identitetsprofilen vil også give vigtige fingerpeg om klientens unikke egenskaber og den ’psykologiske farvepalet’, som personen må lære at tage i fuld anvendelse. Terapeuten vil få en indsigt i, hvad der vil være svært, men væsentligt at integrere for at blive et helstøbt menneske, jævnfør det integrative arbejde med alle typerne. Kort sagt giver profilen mulighed for bedre at kunne favne alle aspekter af klientens natur og udviklingsvej.
”Følg ikke bare vejen. Gå i stedet hvor der ikke er en vej, og efterlad et spor”. ~ Ralph Waldo Emerson
Energityperne, som syv integrative perspektiver og metoder
Energipsykologien er dog ikke kun en psykologisk nøgle til forståelse, men i ligeså høj grad en særdeles effektiv terapeutisk metode til at komme hele vejen rundt omkring klientens livssituation. Hver energitype tilbyder nemlig et særligt perspektiv og fokusområde i terapien i overensstemmelse med de syv kernetalenter, som hver især søges udviklet. Hvert kernetalent kræver sit specifikke perspektiv og sin metode for at udvikle klientens lederskab, rummelighed, overblik osv. Vi vil i det følgende hovedsageligt fokusere på hver af disse syv integrative perspektiver og metoder i psykoterapien, men også opfordre dig til at tænke dem ind i andre typer af praksisser som f.eks. coaching, undervisning og forældreskab.
Udvikling af lederskab og den dynamiske energitype
Inden for Roberto Assagiolispsykosyntese hedder det, at et menneskes selv er ”et center af ren bevidsthed og vilje”, det kan også oversættes på den måde, at der i alle mennesker er en bevidst iagttager, der kontinuerligt foretager valg. Dette center er ikke det samme som tanker, følelser og sansninger, men er snarere et neutralt sted ”bag” kroppen, følelserne og tankerne. Vi har med andre ord en krop, og vi har følelser og tanker, men vi er ikke disse tilstande – vi anvender dem snarere som redskaber til at erkende og handle i verden.
Her vil vi blot fastslå, at opdagelsen af denne ubundne iagttager, der vælger og handler i livet, fører til erkendelsen af viljen, dvs. vores mulighed for at vælge, hvad vi vil identificere os med, og hvordan vi handler i verden. Fra dette center af bevidsthed og vilje kan vi begynde at forme vores karakter og liv ud fra en mere bevidst tilrettelagt intention – vi bliver med andre ord leder og skaber af vores eget liv.
Den dynamiske energitype handler netop om at blive herre i eget hus og om at fastslå sin identitet og at udtrykke den autentisk i verden. Igennem denne energitype udvikler vi autoritet gennem at tage fuldt ansvar for vores liv. Her opgiver vi offerrollen og træder i stedet ind i det målbevidste lederskabs sfære og ind i vort livs kraft.
I en terapeutisk sammenhæng vil en af de primære opgaver være at hjælpe klienten med at træde ind i dette lederskab ved at træne vedkommende i at disidentificere sig fra alle de begrænsende roller og selvopfattelser, som vedkommende har været opslugt af, og i stedet identificere sig med iagttageren. Iagttageren er den indre bevidsthed, der rummer og leder alle rollerne i livet – som far, mor, kæreste, ven og alle de mangfoldige faglige og uformelle roller, vi spiller i livet.
Der findes mangfoldige metoder til dette arbejde: dialog, iagttagermeditation og forskellige visualiseringer. Men en af de mest værdifulde metoder er stolearbejdet. Terapeuten fortæller, at den centrale stol, som klienten mest sidder i, er direktørstolen (eller instruktør, dirigent, kaptajn etc.), hvor man er iagttager og bevidst vælger, hvad man vil arbejde med.
Hver gang der kommer et adfærdsmønster op, identificerer man det som en selvstændig delpersonlighed, der har sit eget behov og strategi til at opfylde behovet. En delpersonlighed er et specifikt adfærdsmønster og en rolle, som er udviklet for at få opfyldt et behov, f.eks. far, mor, mand, kvinde, faglige identiteter, og uformelle roller som ofret, optimisten og kritikeren.
Man giver rollen og adfærdsmønstret et navn og placerer den på en anden stol i rummet. Nu er det blevet til en medarbejder, som direktøren kan iagttage, rumme og gå i forhandling med. Visionen er at gøre alle delpersonlighederne til aktive medskabere af livet ved at integrere dem omkring den vision for det gode liv, som ’direktøren’ gennem terapien også får hjælp til at formulere. Intet lederskab uden en klar vision for, hvor man vil hen med sit liv.
Ved at inddrage klienten i denne vision for terapien vejleder man vedkommende til at integrere sin dynamiske energitype og udvikle kernetalentet lederskab. Det reducerer afhængigheden af terapeuten og styrker klientens evne til at træde i karakter.
Udvikling af rummelighed og den sensitive energitype
Et andet og lige så væsentligt fokusområde i terapien er at styrke klientens evne til at rumme sine mangfoldige sider. At rumme vil sige at acceptere alle de delpersonligheder, som måtte opstå i bevidstheden, og efterfølgende forstå deres behov og strategi gennem en empatisk indføling med dem. Dette arbejde udvikler den medfølende forståelse, som kendetegner den sensitive energitype, ikke bare af sig selv, men også af alle andre, for vi ser verden gennem vores egen indre virkelighed. Men det skaber også en dybere forståelse af de kvaliteter og potentialer, som delpersonlighederne har, og hvorledes man gør dem til medskabere i livet.
Udviklingen af rummelighed skaber et indre rum, som bliver større og større, efterhånden som klienten inddrager alle aspekter af sig selv, de personlige såvel som de transpersonlige områder. På den måde udvikles evnen til at stå i sensitiv kontakt med de uendelige områder i bevidsthedens indre verden, fra krop, sind, sjæl til ånd – personligt og kollektivt. For den udviklede sensitive energitype er intet menneskeligt fremmed, uanset om det er de destruktive elementer i det lavere ubevidste eller de universelle enhedsenergier i det højere ubevidste, som rummer de uerkendte potentialer for visdom, altruistisk kærlighed og vilje til det gode.
Klienten vil blive trænet i at arbejde med sit sjælslys, dvs. evnen til at transmittere lys fra sjælen via et af chakraerne til den konkrete delpersonlighed, som gennem dette arbejde vil afsløre sit transpersonlige potentiale. Potentialet er det lys og den samarbejdsvilje, der lever i alle de ubevidste dele.
Den sensitive energitype udvikles primært i relationen til andre mennesker og verden, og derfor er kvaliteten af selve den terapeutiske relation også umådelig vigtig. Terapeutens medfølelse og visdom bliver i en hvis forstand et ydre billede på sjælen, som gennem relationen kan internaliseres. Jo mere visdom, indsigt og medfølelse terapeuten har, desto bedre et spejl bliver vedkommende af klientens sjæl.
Derfor er holdningen – ’at elske alt, hvad der er’ – en holdning, som den integrative psykoterapeut arbejder fokuseret med. Selve transformationen af klientens problemer sker, når klienten kan skabe en indre empatisk relation til sin smerte. Det hjælper terapeuten med ved at transmittere holdningen gennem sin feedback og mere direkte ved at lade accepterende væren flyde gennem sit hjertecenter til klienten. Terapeutens evne til at holde klienten i et dobbelt fokuser også afgørende for at lære klienten større rummelighed. Det vil sige, at se klienten som en sjæl, der vokser gennem livets udfordringer og derfor evner at finde mening i alle vanskelige tilstande. Samtidig må denne holdning kombineres med en medfølende forståelse af det, der gør ondt.
Et dybtgående arbejde med klientens relationer herunder familie, parforhold, venner, kollegaer og netværk er naturligvis også i fokus i forbindelse med denne energitype.
Udvikling af overblik og den mentale energitype
Mange menneskelige problemer skyldes ofte, at vi ganske enkelt ikke har overblik over livets mange facetter, og hvorledes de griber ind i hinanden. Den integrale psykoterapeut vil åbent lægge sine indre modeller af virkeligheden frem og tilbyde perspektiver på menneskelig vækst og forandring. Ingen psykoterapeut kan arbejde uden forståelsesrammer. Derfor er det vigtigt at arbejde med så rummelige perspektiver som muligt.
Med udgangspunkt i klientens værdigrundlag, historie og aktuelle livssituation vil klientens samlede vilkår søges perspektiveret, således at der skabes en klar forståelse af, hvorledes arbejde, familie, interesser, økonomi og visioner for fremtiden spiller sammen.
Udviklingen af kernetalentet overblik sikrer, at klienten opbygger en evne til at bevare det strategiske overblik over sit liv, således at kræfterne bruges de rette steder, og hvor der er mest behov. Den mentale energitype indebærer udviklingen af en netværksbevidsthed, dvs. en evne til at sætte sig selv ind i en større social, samfundsmæssig og spirituel sammenhæng og handle derudfra.
Den psykoterapeutiske intervention vil i forhold til en konkret problemstilling søge at skabe så mange forskellige perspektiver på området som muligt, for på den måde at samle det, der allerede vides, samt skabe rum for nye indsigter. Metoderne er ofte refleksiv meditation, brainstorming, at tale fra forskellige delpersonligheders synsvinkler, kreative tegneøvelser, samt ikke mindst introduktion til helhedsmodeller af virkeligheden f.eks. energipsykologi, psykosyntese eller Ken Wilbersintegrale model.
Det kan være en særdeles transformerende oplevelse at se på sig selv gennem sin mors og fars, eller endog Guds, øjne ved ganske enkelt at spille rollen og tale til sig selv fra den position. En anden effektiv teknik er det, der er blevet kaldt Ken Wilbers ’3-2-1 metode’, hvor man i forhold til en person eller et problem indtager henholdsvis et tredje-, anden- og første persons perspektiv. Kort sagt betyder det, at man først beskriver personen og problemet udefra, dernæst imaginært går i dialog med vedkommende og til sidst identificerer sig med personen ved at tale som personen.
Den integrale psykoterapeut vil også gennem dette energitype perspektiv søge at give klienten en oplevelse af det kollektive indhold i klientens bevidsthedsliv. Det er særdeles frisættende at se, hvordan mange af vores tankevaner er en direkte afspejling af vores familierødder gennem flere generationer og af den kultur, vi er opvokset i. Det er åbent spørgsmål, hvor meget af vores indre bevidsthedsliv der er henholdsvis individuelt og kollektivt. Dette energitype perspektiv vil træne klienten i at se sig selv som en gruppe, hvilket gør det langt lettere at forholde sig upersonligt og dermed ubundet til de tilstande, der opstår i bevidstheden. Arbejde med systemisk terapi, familiekonstellationer og rollespil faciliterer en opvågning til denne energitype.
Klientens evne til at opleve sine forskellige delpersonligheder og tilstande i et evolutionært perspektiv er også væsentligt. Hver delpersonlighed varetager et behov, der kan henføres til et eller andet niveau i f.eks. Maslows behovspyramide. Denne indsigt giver værdifulde informationer, når vi skal vælge mellem forskellige behov i en aktuel situation. Den fremmer forståelsen af, at vi er på en rejse mod større helhed og kontinuerligt har adgang til tilstande fra kroppens, sindets, sjælens og åndens indre verden.
“Følg den vilje og den vej, som erfaringen bekræfter, er din”.
~ Carl Gustav Jung
Udvikling af harmoni og den kreative energitype
Konflikt og foranderlighed er en del af alle menneskers eksistentielle livsvilkår, så hvorledes skaber man harmoni i en verden fuld af uforudsigelighed? Den integrale psykoterapeut vil pege på, at der findes et permanent center i mennesket, der altid er det samme, et center af ren bevidsthed og vilje – det, vi kaldte iagttageren under den dynamiske energitype. Uanset hvad der er sket i vores liv og hvornår, så er det altid det samme subjekt og vidne, som har oplevet situationen. Der er aldrig en anden end mig, som har oplevelsen. Denne ”mig-hed” (I Am-ness) er altid den samme, selvom fortolkningen af den forandrer sig.
Når vi først har fundet dette center, kan en helt utrolig åbenhed og kreativitet udfolde sig, fordi vi ikke er bange for at miste os selv eller har behov for at forsvare en position, da alt i forvejen er under forandring. Det ved den kreative energitype intuitivt, selvom den ofte ikke har realiseret dette centrum. Alt kan kombineres på nye måder, og mangfoldighedens skønhed og harmoni kan åbenbares med nye kreative vinkler. Visionen er først og fremmest gennem dette perspektiv at skabe en helstøbt personlighed, der inkluderer alle facetter og talenter – en enhed i mangfoldighed.
Den psykoterapeutiske indstilling vil gennem dette perspektiv være at ’følge flowet’ og at eksperimentere med mange forskellige variationer af den terapeutiske kontekst for at skabe rum for overraskelser. Der vil også være fokus på at identificere konflikter internt mellem forskellige dele af personligheden, og udadtil til andre mennesker og livet.
En konflikt opstår altid ved fravær af den tredje afbalancerende faktor, som er den helhedsorienterede iagttager. De fleste konflikter kan løses ved at identificere de modsatrettede kræfter fra iagttagerens position, påskønne de involverede behov og inkludere dem i en eller anden grad. Ofte fremkaldes der en modstand i klienten i forbindelse med det psykoterapeutiske arbejde. Denne modstand kan i høj grad gøres til medspiller, ved at identificere den som en indre aktør, der skal høres og inkluderes i helhedsbilledet.
Medinddragelsen er dog kun første stadie, for der må ofte finde en dyberegående forvandling sted af delpersonlighedens strategi til behovstilfredsstillelse. Det sker bedst gennem en dramatisering af delpersonlighedens drivkræfter, enten gennem et konkret rollespil eller gennem en indre visualisering, der gennemspiller behovene i en indre forestillingsrække. Dette ’skuespil’ frigør energien i konflikten og giver mulighed for at finde nye kreative løsninger på det grundlæggende behov. Anvendelse af tegneøvelser og andre kreative redskaber er også væsentlige at inddrage i denne proces.
Når klienten opdager, hvor meget kreativ energi der er bundet i konflikter, så bliver selve det at gå ind i konflikter den direkte vej til større harmoni og skønhed. Konflikter skal dog ikke altid løses! Ofte er spændingen mellem to mennesker i en gruppe, der har hver deres holdning til en sag, en stærk dynamisk kraft, som opretholder den kreative spænding i feltet. Den afbalancerende faktor vil i denne situation være påskønnelsen af en fælles værdi om at respektere modsætninger. Dette er tydeligt i politik, hvor demokratiet er det fælles tredje.
Når vi har forstået, at harmoni ikke betyder fravær af konflikt, men snarere er en indstilling til livet, hvor vi inkluderer livets polariteter i en indre balanceakt omkring den højeste værdi, vi kan favne, så opstår der orden, retning og harmoni midt i kaos.
Udvikling af viden og den analytiske energitype
En ting er, hvad vi oplever, noget andet er, hvordan vi fortolker oplevelsen. Den analytiske energitype er meget optaget af, hvad der er en sand fortolkning af virkeligheden, hvad der er sand viden. Ingen ser virkeligheden, som den er, men udelukkende som vi selv er, da vi ser på verden gennem vores fortolkninger af den. Derfor er det vigtigt, at vores fortolkninger baserer sig på så nøjagtige data som muligt.
Den analytiske tilgang i psykoterapien handler om at tilvejebringe så præcise, faktuelle og objektive informationer som muligt om klientens indre liv og livssituation. Derfor vil terapeuten, som arbejder gennem dette perspektiv, forholde sig så neutral som muligt til indholdet i klientens historie. Det bliver en balanceakt mellem på den ene side at lytte empatisk til klientens oplevelse, og samtidig forholde sig neutral til fortolkningen af oplevelsen.
Man kan sige, at den analytiske energitype er interesseret i at ’kalde en spade for en spade’. Den tager f.eks. ikke bare ordet kærlighed for gode varer, men vil vide hvilken slags kærlighed, der tales om: besiddende, altruistisk, faderlig, moderlig, romantisk, upersonlig osv. Derfor arbejder den analytiske terapeut med meget præcise spørgsmål, som afdækker et emne fra så mange forskellige vinkler for at trænge så dybt ned i substansen som muligt.
Den analytiske energitype ved, at sandheden sætter os fri! Derfor ønsker den at se virkeligheden så klart som overhovedet muligt, for selve afsløringens lys – intellektets kolde klare lys – har en evne til at trænge gennem alskens romantiseringer og fortrængninger af virkeligheden. Alle psykoterapeuter kender til den magiske virkning, det har, når man får sat det rigtige ord på den tilstand, man arbejder med. Der sker en integration mellem tanke og følelse, og man oplever noget fragmenteret blive helt. Ord der forløser, hedder det.
Den integrale psykoterapeut vil f.eks. ud fra dette perspektiv arbejde med den neutrale iagttagelse og gennem meditation træne klienten til at disidentificere sig fra tilstanden og holde emnet i bevidsthedens lys gennem længere tid for på den måde at undersøge tilstanden i detaljer.
Denne neutrale iagttagelse kan gå over i den dybdeborende refleksion, hvor man undersøger tilstandens tanker, overbevisninger, følelser, begær, billeder, kropslige sansninger og mening, og hvorledes den afspejler sig i livsomstændighederne. På baggrund af disse nøjagtige undersøgelser kan fortolkningen af oplevelsen – f.eks. ’mor elsker mig ikke’ – opdateres og nuanceres.
Det er også ud fra denne tilgang, at motivationen til at anvende journalskrivning, dataindsamling af klientens historik, spørgeskemaer og diverse tests kommer. Dette perspektiv er meget optaget af at teste substansen så videnskabeligt som muligt, førend konklusionerne fastslås.
Den analytiske energitype sikrer, at vi udvikler en så faglig og professionel praksis som muligt, hvor anvendelsen af supervision, egenterapi og meditation sikrer, at vores egne fortolkninger/projektioner af klienten er så præcise og helhedsorienterede som muligt.
”Indtil man har fuldt commitment er der altid tøven og en chance for at trække sig tilbage … Hvad end du kan gøre, eller drømmer om at gøre, så begynd på det. Der er geni, kraft og magi i dristighed. Begynd nu!”
~ William Hutchinson Murray
Udvikling af commitment og den dedikerede energitype
Et menneske, som har en klar retning i livet og kan mærke sit brændende engagement, har et overskud til at klare livets mange udfordringer, fordi det har sine prioriteringer på plads. Det ved, hvad der er værdifuldt, er i kontakt med sine behov og arbejder målrettet på at realisere det gode, det sande og det skønne liv.
Set fra et integralt perspektiv er den målrettede interesse i livet en af de mest stabiliserende indflydelser for psykologisk sundhed og velvære, fordi det samler de psykologiske energier omkring et positivt fokus.
Det dedikerede perspektiv og udviklingen af klientens commitmenthandler om at finde motivationen og det, klienten brænder for. Denne energitype giver terapien retning og mening, fordi tilgangen fokuserer på at bringe de vigtigste emner i spil. Spørgsmål som: Hvad længes du efter? Hvad drømmer du om at opnå? Hvad brænder du virkelig for? aktiverer motivationens ild eller det, Assagioli kaldte den glædesfyldte vilje.
Dette fokus tvinger individet til at tage stilling og ansvar for sit liv. Det hjælper personen til at skelne mellem det, der er vigtigt, og det der er meget vigtigt. Det skærer igennem overfladen ind til kernen i livet, hvilket kan afsløre, at man dybest set ikke ved, hvad man brænder for. I så fald starter rejsen der!
En af de mest effektive metoder i dette arbejde er anvendelsen af idealmodeller. Idealmodeller er realistiske billeder af, hvad vi har mulighed for at blive og opnå. De baserer sig på en grundig viden om vores essentielle behov og værdier på et givent område. Vi kan udvikle idealmodeller for alle områder af vores liv, men det er vigtigt kun at arbejde med nogle få ad gangen. Vi kan opstille idealmodeller for f.eks. vores faglige rolle, vores virksomhed, os selv som far, kæreste, ven eller den helstøbte personlighed.
Idealmodellen er et indre billede, som når man tænker og mediterer på den dagligt og handler ud fra den, opbygger et indre kraftreservoir af motiverende energi. Den gør det lettere at styre vores tænkning og adfærd imod et erkendt mål, uden at lade os aflede af hverdagens distraktioner.
Den tjener også det formål at bringe den indre og ydre modstand op i bevidstheden, således at vi kan rense det ud i os, som står i modsætning til vores ønske. Det kan være dovenskab, frygt og falske selvbilleder, som gør os mindre, end vi har mulighed for at være. Anvendelsen af denne energitype i terapien skaber en meget målrettet vækst. I stedet for at ’grave hele baghaven op’ på jagt efter traumer interesserer vi os kun for de sider af os selv, der står i vejen for vores mål.
Visualisering er en af de væsentligste metoder, vi kan tage i anvendelse for at fremkalde et indre billede. Ofte er det en længere proces, inden billedet er helt rigtigt, og ofte kan det opstå spontant i hverdagen eller i drømme. Nogle billeder træder ind i bevidstheden med en så potent kraft, at de bliver livslange vejledere.
Anvendelsen af idealmodeller sikrer, at vi bruger klientens tid og penge så målrettet som muligt, så vi undgår at flyde planløst rundt på bevidsthedens overflade. Den sikrer også, at klienten tager ansvar for sit liv og synliggør, om vedkommende leverer varen i forhold til sig selv og sine ønsker.
Udvikling af effektivitet og den praktiske energitype
Hvad er det, der udgør forskellen mellem verdens praktikere, der formår at gøre deres drømme til virkelighed, og de ’håbefulde’, som venter på, at ’noget’ vil gribe ind, men uden synderlig effekt? Svaret er kendskab til manifestationens magi.
Den praktiske energitype ved, at det er organiseringen af alle kræfter og ressourcer omkring et erkendt realistisk mål, som gør forskellen mellem drøm og virkelighed. Den er effektiv, fordi den formår at skabe en syntese af alle de andre energitypers kvaliteter gennem en dirigeret indsats.
I en psykoterapeutisk praksis er det kombinationen af alle perspektiverne sat i relation til den aktuelle klients unikke livssituation og udviklingsniveau, som afgør, om den terapeutiske metode virker effektivt i praksis. Nogle klienter vil være stærke til lederskab, men usensitive og mangle sans for detaljen, og andre vil have andre kombinationer af styrker og svagheder. Derfor må den terapeutiske tilgang nødvendigvis være helt unik for hvert menneske.
Det er den integrale psykoterapeuts evne til at favne hele spektret af klienten og at tilbyde metoder til at udnytte evnerne og styrke svaghederne, som afgør om et psykoterapeutisk arbejde virker i praksis. Ved at arbejde med alle perspektiverne sikrer vi os, at vi kommer hele vejen rundt om klienten, og at den terapeutiske indsats bliver en integreret del af det praktiske liv, der leves.
De tre første og vigtigste trin i terapien er at arbejde med lederskab, rummelighed og overblik. De skaber så at sige det indre fundament for, at klienten står i sig selv. De udvikler især klientens værens-dimension, det vil sige oplevelsen af hvem er jeg? De fire øvrige trin – harmoni, viden, commitment og effektivitet – handler mere om ’hvad, hvorfor og hvordan vil jeg’?, eller med andre ord klientens gørens-dimension, den praktiske udfoldelse af identitet og mål.
I praksis betyder det, at starten af terapien handler om at undersøge identiteten, opbygge en tillidsfuld terapeutisk relation, der inkluderer en empatisk rummelighed over for smerten, og at skabe et overblik over livssituationen. På et tidspunkt bliver fokus lagt mere over på at handle på indsigterne i praksis gennem et mere planlagt fokus. Roberto Assagioli har i sin bog Viljens psykologi givet en model, han kalder viljens seks stadier, som er en effektiv metode til at føre ideer ud i praksis ved hjælp af alle energityperne.
Anvendelsen af den praktiske energitype sikrer, at vi undgår at fastholde klienten i et afhængighedsforhold – en terapeutisk kuvøse, der planløst afdækker endeløse problemer, som end ikke er klientens egne, men kollektive energier der siver ind fra det kollektive ubevidste, fordi porten konstant holdes åbent.
I stedet søger denne tilgang at skabe en syntese mellem kærlighed, vilje og praktisk intelligens, en balance mellem væren og gøren, indsigt og virkeliggørelse. Manifestationens magi.
Mulighederne i den integrale psykoterapi
Det er vores håb, at ovenstående præsentation af energitypernes anvendelse i det terapeutiske arbejde giver et stærkt redskab til at se hele klienten. Erfaringen viser også, at dynamikkerne mellem energityperne, som det fremgår af cirkeldiagrammet, er slående. Ofte vil klienten med en stærk kreativ energitype have behov for meget større støtte til at finde sit center (dynamisk) end så mange andre. En klient med en overbetoning af den sensitive energitype vil ofte være så identificeret med sine relationer og farvet af følelsesmæssige bånd, at et arbejde med disidentifikation og upersonlighed (analytisk) er særdeles nødvendigt.
På den måde bliver kombinationen af energityperne et særdeles stærkt redskab til at tænke kreativt i det terapeutiske arbejde, og til at fastholde et multifacetteret perspektiv på klienten.
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli
Gem kommentar