Fortrængning af det sublime

Ofte er det ikke vores fortrængte aggression eller seksualitet der fylder os med den største frygt. Det er vores storhed, vores potentiale for godhed, skønhed og sandhed som vækker vores modstand. På den måde fortrænger vi det sublime.

Af Frank Haronian, Ph.D, Oversættelse Annabritt Jakielski
Præsenteret ved et seminar i The Psychosynthesis Foundation den 15. december 1967

---

Oprindelsen af ordet fortrængning af det sublime

Overskriften ”Fortrængning af det sublime” stammer fra Robert Desoilles skrifter (1945). I denne artikel vil jeg ikke præsentere nogen nye idéer. Derimod vil jeg sammenfatte en række af andres idéer på en sådan måde, at de tilsammen gør begrebet ” Fortrængning af det sublime” så levende og virkelige for jer, at I hos jer selv, hos jeres klienter og samarbejdspartnere vil genkende det på en stadigt mere klar og uomtvistelig måde.

Jeg finder det ikke nødvendigt at definere, hvad fortrængning vil sige, men derimod vil jeg komme nærmere ind på spørgsmålet om, hvad der i dette tilfælde menes med det sublime. Vi kan betragte det ud fra en klassisk psykoanalytisk vinkel og anse alle højere kunstneriske, sociale og spirituelt orienterede aktiviteter for sublimeringer af primitive erotiske og aggressive drifter. Dette ville være sublime aktiviteter, men sublimeringer af lavere drifter. Vi kan imidlertid også overveje den mulighed, at disse samme højere impulser, begær og motiver eksisterer i sig selv, og at de udvikler sig, uanset om de seksuelle og aggressive drifter bliver tilfredsstillet. Faktisk kan vi gå så langt som til at hævde, at det er mere sandsynligt, at et menneskes højere og mere sublime behov vækkes og udvikles, hvis de såkaldt lavere, sanselige drifter bliver tilfredsstillet, snarere end hvis de bliver frustreret og ”sublimeret”. Det sker oftere ud fra en følelse af kedsomhed og tilfredsstillelse af sanserne, at vi begynder at se os om efter en højere mening med vores liv.

Der er også andre måder at anskue udtrykket sublimering på. I sin bredeste betydning omhandler det alle menneskets impulser, instinkter, drifter og tilskyndelser til at blive bedre og større, end det er. Personlig vækst og det at skille sig ud er del af billedet, for at være sikker, men udover dét involverer forståelsen af det sublime adskillige andre generelle områder. Det refererer til det gode, det sande og det skønne. Vi orienterer os mod det sublime, når vi på uselvisk måde søger at kende tingene i deres sande natur, når vi giver andre omsorg ud fra et ønske om at glædes ved at se dem vokse, når vi arrangerer fysiske begivenheder, så de opfattes som skønne og kunstneriske.

Dernæst er der tendensen hen imod fællesskab, broderskab og omsorg. Det er baseret på følelsen, troen og overbevisningen om, at vi alle i sidste ende deler den samme skæbne. I Robert Desoilles tænkning, i hvis skrifter jeg første gang stødte på begrebet fortrængning af det sublime, fordrer impulsen hen imod det sublime, at vi kerer os om andre, og at vi finder vores dybeste tilfredsstillelse i tjeneste for andre. I oversat form gengiver jeg passagen i hans bog fra 1945, hvori han siger: ”Der er mange former for tjeneste, og blandt dem er de lærdes og kunstnernes uselviske bestræbelser blandt de højeste”. Impulsen til at handle på sådanne måder er et udtryk for en dyb trang til at have tillid til livet, til at give frit af sig selv og at glemme sine egne selviske anliggender. Disse er nogle af udtrykkene for det sublime.

Der er et andet aspekt af det sublime, som noget misvisende kaldes det religiøse. Det er det uundgåelige behov hos alle mennesker for at besvare egne eksistentielle spørgsmål og at dedikere sig til et formål, en opgave, et ideal, som han ser som større og mere vigtigt, mere varigt end hans eget flygtige liv og kræfter. Når vi opfatter det sublime som følelsen af fællesskab med og dedikation til noget, som er større end os selv, vil vi opleve denne grundlæggende religiøse impuls. Den kan være teistisk, agnostisk eller ateistisk; den fordrer ikke troen på en Gud, men er i samklang med en sådan tro. Ifølge Desoille er det terapeutens opgave at bistå sin klient med at blive fuldt bevidst om denne grundlæggende og normale religiøse impuls og at hjælpe klienten til en afklaring af eventuelle reminiscenser af barnlige teologiske forståelser. Endelig hjælper terapeuten klienten med at udvikle dennes primitive religiøse impulser til et niveau, hvor de kan ledes over i refleksiv tænkning frem for blot at være en emotionelt ladet magisk tænkning.

Fortrængningen af ansvaret

For nu at vende tilbage til titlen på dette papir, ”Fortrængning af det sublime”, vil jeg gerne vise, at det er en vigtig del af det at være menneske at mærke impulsen og dragningen mod det sublime på de forskellige måder, jeg her har beskrevet. Det er typisk neurotisk for os at unddrage os det ansvar at søge at respondere på denne dragning fra det sublime. Imidlertid undertrykker vi det ofte.

Der er mange måder, hvorpå vi viger uden om dragningen imod det sublime. Hvorfor søger vi eksempelvis at vige udenom den udfordring, der er forbundet med personlig vækst? Vi frygter vækst, fordi den er ensbetydende med at slippe det kendte til fordel for det ukendte, og det indebærer altid en risiko. Jeg stødte for nylig på den samme idé i Andras Angyals (1965) skrifter, hvor han siger: ”At slippe det kendte til fordel for det ukendte indebærer altid risici. Når forandringerne er omfattende eller bratte, vil de uvægerligt vække frygt. Det synspunkt, at vækst er uadskillelig fra frygt, deles af praktisk taget alle tænkere, som i væsentlig grad har bidraget til vores forståelse af frygt …. Frygten, vi oplever ved udsigten til opløsning af vores nuværende væremåde, er af nogle blevet forbundet med frygten for definitiv udslettelse, som mennesker har en vis forudviden om; eftersom vækst fordrer, at gamle mønstre brydes, er villigheden til at ”dø” en forudsætning for livet …. Overdreven frygt for døden er ofte forbundet med den neurotiske frygt for vækst og forandring”.

Hvorfor unddrager vi os det at udtrykke omsorg og ansvar for andre? Det gør vi ofte, fordi vi frygter, at vi ikke vil være i stand til at vide, hvor vi ønsker at trække en grænse, og at vi vil opleve os selv som brugt og udnyttet af andre. I den gængse sprogbrug er det sådan, at hvis vi giver andre en lillefinger, tager de hele armen. På en eller anden måde mangler vi en stabil følelse af os selv, som ville tillade os at sige ”ja” og ”nej” i sådanne situationer. Jeg tror, at denne frygt også har at gøre med, at vi som del af det moderne liv kender for mange mennesker på en overfladisk måde, og vi oplever for lidt ansvar for hinanden.

Jeg har en formodning om, at tabet af den følelse af sikkerhed, som fællesskabet med andre giver os, tabet af følelsen af at dele skæbne med andre, har ført os frem til en tilstand, hvor vi ikke længere er i stand til at forpligte os til et ideal, hvis værdier i vores øjne overstiger værdierne af vores personlige liv. Det er den omvendte situation af den, som normalt eksisterer inden for primitive stammer. Vi oplever sjældent en tæt forbundethed med andre, hvis liv vi er ansvarlige for, og som vi omvendt også kan trække på for hjælp, når vi er stressede eller føler os truet. Som følge af dette tab må motivet for at forpligte sig over for noget, som er større end os selv, nu til dags knytte sig til noget, der er mere abstrakt end vores stamme, noget der er sværere at definere som værdi og at holde fokus på såvel intellektuelt som i vores hjerte.

Forsvarsmekanismer og fortrængning

Lad os nu vende tilbage til idéen om fortrængning. Desoilles idé om, at vi undertrykker det sublime, kan findes i de amerikanske psykologers forskellige værker. Eksempelvis taler Angyal (1965) om, at forsvarsmekanismerne så som fortrængning kommer til udtryk ikke kun i forhold til vores neurotiske følelser og adfærd, men også i forhold til vores mere sunde områder. Ifølge hans tænkning er der to værdinormer, holdninger eller systemer, hvorefter vi tillægger vores oplevelser mening, der indbyrdes konkurrerer med hinanden. Det ene er sundt, det andet neurotisk. Hvert af disse systemer søger at dominere individet, og for at gøre dette må det undertrykke det andet, konkurrerende system. Så når det neurotiske system er dominerende, er det sunde system ifølge sagens natur undertrykt og ude af rækkevidde, dvs. udelukket fra bevidstheden eller undertrykt. Angyal siger derefter: ”Denne forståelse udspringer af talrige oplevelser af, at vi kan – og også gør det – undertrykke følelser og ønsker, som på ingen måde er socialt tabuiserede, og som ofte anses for prisværdige”.

Han kalder dette for anneksion eller tilsidesættelse, og han giver et eksempel på en analytisk patient, som misforstår sin egen naturlige og sunde venlighed som en ondskabsfuldt motiveret udnyttelse.

Der er et antal andre løbende eksempler på fortrængning af det sublime. Jeg vil gerne fremhæve nogle fra Abraham Maslows skrifter. For nylig gav han en forelæsning, hvor han inkluderede begrebet Jonas-komplekset. Jeg citerer fra Dr. Maslow (1966):

”Jeg vil gerne fremhæve en af de mange årsager til det, som Angyal har kaldt for at ”unddrage sig vækst”. Naturligvis vil alle, der er tilstede her, gerne være bedre, end han er. Vi har alle sammen en impuls til at forbedre os, en impuls hen imod aktualisering af mere af vores potentiale, hen imod selvrealisering eller fuld menneskelighed, menneskelig fuldbyrdelse, eller hvad nu end vi vælger at kalde det. Når det er sandt for os alle, hvad er det da, der holder os tilbage? Hvad er det, der spærrer os vejen?

”Jeg vil gerne specielt omtale et sådant forsvar imod vækst, fordi det er relativt upåagtet – jeg vil her kalde det for Jonas-komplekset.

”I mine egne noter havde jeg først benævnt dette forsvar ”frygten for vores egen storhed”, eller ”det at unddrage sig sin skæbne”, eller ”undvigelsen af ens bedste talent”. Jeg havde ønsket på så ligefrem en måde som muligt at understrege det ikke-freudianske synspunkt, at vi frygter vores bedste såvel som vores værste, selvom det sker på forskellig måde. Vi har alle ubrugte potentialer eller potentialer, der ikke er fuldt udviklet. Det er i høj grad sandt, at mange af os søger at unddrage os vores åbenlyse kald …. så ofte undviger vi de medfølgende (eller foreslåede) ansvar, som livet tilbyder os, enten i kraft af skæbnen eller endda nogle gange ved uheld, akkurat som Jonas forgæves forsøgte på at løbe væk fra sin skæbne.

”Vi frygter vores højeste muligheder (såvel som vores laveste). Vi er generelt bange for at blive det, som vi får et glimt af i vores mest ophøjede øjeblikke, under de mest perfekte forhold, under forhold der kræver det største mod af os. Vi glæder os og gyser over de guddommelige muligheder, vi ser i os selv i sådanne højdepunktsoplevelser. Alligevel gyser vi samtidig af svaghed, ærefrygt og frygt over disse samme muligheder.

”Vi er ikke blot ambivalente omkring vores højeste muligheder, vi er også i en vedvarende – og jeg tror universel og måske endda nødvendig – konflikt og nærer ambivalens over for disse samme højeste muligheder hos andre mennesker og i den menneskelige natur generelt. Vi elsker og beundrer i sandhed gode mennesker og helgener og ærlige, dygtige rene mennesker. Men kan noget menneske, som har oplevet dybderne af den menneskelige natur, undgå at være bevidst om vores blandede og ofte fjendtlige følelser over for helgenagtige mennesker? Eller over for meget smukke kvinder eller mænd? Eller over for store skabere? Eller over for vores intellektuelle genier? Vi elsker og beundrer i sandhed alle de mennesker, der inkarnerer det sande, det gode, det skønne, det retfærdige, det perfekte, det ultimativt succesfulde. Men de får os også til at føle os ubehageligt til mode, frygtsomme, forvirrede og måske en smule jaloux eller misundelige; en smule mindreværdige og klodsede. De får os sædvanligvis til at miste vores selvsikkerhed, vores selvbeherskelse eller vores selvagtelse.

”Her har vi det første fingerpeg. Mit indtryk indtil nu er, at de største mennesker igennem deres nærvær og ved at være den, de er, gør os bevidste om vores mindreværd, uanset om det er deres hensigt eller ej. Hvis dette er en ubevidst virkning, og vi ikke er bevidste om, hvorfor vi føler os dumme eller grimme eller ringere, når denne person er i nærheden, er vi tilbøjelige til at reagere med projektion , dvs. at vi reagerer, som om han forsøger at få os til at føle os ringere, og som om det var hans mål. Fjendtlighed er da en forståelig følge. Det ser for mig ud, som om bevidst opmærksomhed kan afparere denne fjendtlighed. Vel at mærke, hvis vi er villige til at forsøge selv-bevidsthed og selv-analyse af vores egen modsatte tendens til at dømme, dvs. i forhold til vores ubevidste frygt og negativitet i forhold til det gode, det sande og det skønne etc. På den måde vil vi sandsynligvis være mindre ubehagelige over for dem. Jeg vil fremsætte den påstand, at hvis vi kan lære på en mere oprigtig måde at elske andres højeste værdier, kan dette få os til at elske disse kvaliteter hos os selv på en mindre skræmmende måde.

Fortrængning som vanhelligelse

I et andet papir har Dr. Maslow (1967) bragt et andet aspekt op af fortrængning af det sublime. Han kalder det vanhelligelse:

”Jeg vil nu tale om en forsvarsmekanisme, som ikke er nævnt i psykologibøgerne, selvom det er en meget vigtig forsvarsmekanisme hos dagens snottede og dog idealistiske unge mennesker. Det er den forsvarsmekanisme, vi kan kalde vanhelligelse. Disse unge mennesker nærer mistillid til muligheden af værdier og dygtighed. De føler sig snydt og på tværs i deres liv. Faktisk har de fleste af dem forældre, der er sløvet af stoffer, og som de ikke respekterer særligt meget; forældre som selv er ret forvirrede i forhold til deres værdier, og som jævnligt er virkelig skræmte over deres børn og aldrig straffer dem eller forhindrer dem i at gøre det, som er forkert. Vi har derfor en situation, hvor de unge simpelthen foragter deres forældre – og ofte af gode og forståelige grunde. Sådanne unge mennesker har lært at generalisere groft: De vil ikke lytte til nogen, der er voksen, navnlig ikke hvis den voksne bruger de samme ord, som de har hørt fra de skinhelliges mund. De har hørt deres far tale om at være ærlig eller modig eller stærk, og de har set deres far være det modsatte af alle disse ting.

”De unge har lært at reducere denne person til et konkret objekt og at nægte at se, hvad han også er, eller at nægte at se ham som et udtryk for hans symbolske værdier eller at nægte at se ham eller hende nogensinde mere. Vores børn har for eksempel vanhelliget sex. Sex er ingenting; det er en naturlig ting, og de har gjort det så naturligt, at det i mange tilfælde har mistet sine poetiske kvaliteter, hvilket vil sige, at det har mistet stort set enhver betydning. Selv-aktualisering vil sige at opgive denne forsvarsmekanisme og lære at genhelliggøre.

”At genhelliggøre vil sige villigt på ny at se denne person ”i evighedens lys”, som Spinoza sagde, eller at se ham i den middelalderlige kristne forenende forståelse, dvs. at være i stand til at se det hellige, det evige, det symbolske. Det vil sige at se kvinden med stort K og alt, hvad det indebærer, også når der er tale om en bestemt kvinde. Et andet eksempel: På det medicinske fakultet dissekerer vi en hjerne. Der er helt klart gået noget tabt, hvis den lægestuderende ikke nærer ærefrygt, men uden den forenende forståelse ser hjernen som udelukkende et konkret objekt. Når vi er åbne for genhelliggørelse, ser vi også hjernen som et helligt objekt og ser den som et udsagn; vi ser den i dens poetiske aspekt.

”Genhelliggørelse er ofte forbundet med en forfærdelig masse forloren snak – ”meget firkantet”, som børnene ville sige. Alligevel er dette en meget vigtig måde for rådgiveren og navnlig for den, der rådgiver ældre mennesker, hvor disse filosofiske spørgsmål om religion og meningen med livet kommer op, til at hjælpe personen til at bevæge sig fremad imod selv-aktualisering. De unge kan sige, at det er firkantet, og de logiske positivister vil sige, at det er meningsløst, men for det menneske, som søger vores hjælp i denne proces, er det helt klart meget meningsfuldt og meget vigtigt, og vi gør bedst i at svare ham. Gør vi ikke det, gør vi ikke vores job …”.

Her er endnu et citat fra Maslow (1962) vedrørende et andet aspekt af det sublime; et, som måske er mere prosaisk. Titlen på det kapitel, hvor citatet stammer fra, er ”Undgåelsen af viden i form af undgåelse af ansvar”.

”…. mangel på nysgerrighed kan være et aktivt eller passivt udtryk for angst eller frygt. Det vil sige, at vi kan søge viden for at mindske vores frygt, og vi kan også undgå viden for at mindste frygt. For at anvende et udtryk fra Freud kan mangel på nysgerrighed, indlæringsbesvær og pseudo-dumhed være et forsvar. Viden og handling er meget tæt forbundet, er alle enige om. Jeg går langt videre og er overbevist om, at viden og handling ofte er synonyme – og i den Sokratiske betydning endda identiske. Dér, hvor vi fuldt og helt véd, følger passende handling automatisk og refleksivt. Valgene træffes da uproblematisk og spontant …. denne tætte forbindelse mellem viden og handling kan hjælpe os til at forstå én årsag til frygten for at vide som i bund og grund en frygt for at handle, en frygt for de konsekvenser, der kommer af at vide, en frygt for det farlige ansvar. Det er ofte bedre ikke at vide, fordi hvis vi vidste, ville vi være nødt til at handle og stikke hovedet frem.

Roberto Desoille’s diagram

Der er en interessant teoretisk forklaring på denne idé om fortrængning af det sublime, som blev fremsat af Robert Desoille (1945), den franske ingeniør som gjorde det til sit hverv at udvikle rêve évellé dirigé eller guidet visualisering (”directed daydream”). Desoille har sammenflettet teori og erfaring til en ganske fyldestgørende forklaring på, hvordan, hvorfor og på hvilken måde, det sublime undertrykkes. Han har sin egen topografiske beskrivelse af psyken, som angivet nedenfor:

Den inkluderer Freuds sædvanlige trio – id’et, jeg’et og over-jeg’et; men de suppleres nu af en fjerde faktor, Selvet . Området i midten repræsenterer bevidstheden, jeg’et og over-jeg’et. Længere ude finder vi det personlige før-bevidste og ubevidste. Bag det er det kollektive ubevidste . Det bør bemærkes, at over-jeg’et ikke deltager i det kollektive ubevidste.

Desoille lånte Jungs begreb med selvet og modificerede det noget. For ham står det for en tilstand, som repræsenterer de vide grænser for sublimering; en tilstand som er udtryk for det højeste ideal, som et menneske er i stand til at opnå på et givent tidspunkt. I dette tilfælde er id’et det sædvanlige udtryk for vores dyriske drifter, der søger at komme til udtryk. Vi oplever det, når det er blevet transformeret og kommer ind i bevidstheden med alle de associationer, som er blevet kaldt frem igennem stimuleringen af de primitive instinkter. Desoille fortsætter med at fremhæve psykens enhed. Selvet og id’et betragtes som to ekstreme grænser, to modsatte poler i psyken, som aldrig støder sammen. Hver udøver sin egen gode indvirkning på jeg’et i centeret, og egoet svinger frem og tilbage mellem disse to instinktive grænser, det primitive og det sublime.

Over-jeg’et er det arbitrære og infantile udtryk for jeg’et, som repræsenterer forældrenes og andre autoriteters krav og nedsættende bemærkninger, som de blev oplevet i barndommen. Desoille ser det som en midlertidig struktur, som til sidst må opløses, og hvis rolle må overtages af Selvet hos den modne personlighed.

Guided visualisering

På dette tidspunkt vil jeg gerne komme ind på et sidespor med beskrivelsen af de typer af billeder, som Desoille i reglen fandt optrådte i den guidede visualisering. Som I sikkert ved, bruger Desoille billedet med op- og nedstigning for at opvække billeder på psykens forskellige niveauer eller forskellige niveauer i den arketypiske kæde, som han formulerer det. Idéen om at stige op til de himmelske højder forbinder han med sublimering, med eufori, ro og afklaring, og i sidste ende med åndelig vækst. Imidlertid sker det indimellem, at patientens opstigen blokeres af et uhyre af en eller anden art, måske en drage. Desoille kalder denne figur for ”tærskelvogteren” og anser den for at være et udtryk for over-jeg’et, hvis funktion engang var at forhindre barnets selv-udtryk, dvs. seksuelle adfærd. Det er nu den voksne patients opgave i sine visualiseringer at kæmpe med og at overvinde dette udtryk for over-jeg’et. Hvis det lykkes ham at gøre dette i sine visualiseringer, ophæver han dermed de vældige begrænsninger, som hans forældre og andre autoriteter satte op for ham, og ved at gøre det accepterer han sit ansvar for at dirigere sine seksuelle og aggressive drifter på måder, han selv finder passende. På dette punkt bliver egoet besjælet af en intens aspiration efter at nå et sublimt mål, som endnu kun anes. Over-jeg’et, som var skabt af forældrenes introjiceringer som et bolværk imod ødipale begær og lignende, bliver nu overflødige, idet individet udvikler sin egen autoritet. Selvet med dets højere, mere sublime mål, supplerer over-jeg’et.

Desoille (1945) henter en vigtig pointe hos Jung. Han påpeger, at blandt andre Jung har fremhævet nødvendigheden af at give slip på ens egen instinktive egoisme. I dette spørgsmål sagde Jung, at den gamle mystiske formaning ”Giv slip på alt, hvad du har, for at du kan modtage” i virkeligheden betyder, at vi må opgive størstedelen af de illusioner, vi har hæget mest om. Desoille udtrykker det således:

”Konflikten bryder ud mellem id’et og Selvet. Selvet søger at få jeg’et til at tilfredsstille sine behov (for det sub­lime, dets længsel efter vækst) og id’et, som modsætter sig Selvets begær, antager nu rollen som den, der modsætter sig (og bliver) et udtryk for en ny form for censur, fortrængning af det sublime, i dette tilfælde af den stærke tilskyndelse til åndelig vækst”.

Når patienten imødekommer Selvets intense aspirationer, som vi nævnte før, og opnår en vis sublimering, ændrer symbolet for tærskelvogteren sig. Den er ikke længere den truende drage, men har nu en anderledes fremtoning i visualiseringerne. Den optræder nu sædvanligvis som en skabning, som er både venlig og bestemt, men den blokerer stadig vejen opad. I denne situation føler patienten sig ikke længere truet, men han føler sig klart kaldet til at foretage et bevidst valg mellem to holdninger, der begge forekommer lige mulige. Ifølge Desoille er det dette, som finder sted. I løbet af de foregående sessioner er patienten blevet bevidst om muligheden for at udvikle noget i sig, som er smukkere, dybere og mere omfattende. Der har været en antydning af det sublime, en dragning imod at blive et finere menneske, end han er. For at det kan ske, indser patienten nu, at han må afskrive gamle vaner og holde op med at følge den mindste modstands vej. Han må opgive tilfredsstillelsen af impulserne fra det lavere ubevidste , som alt sammen tidligere har været tolereret og endda tilskyndet af over-jeg’et og accepteret af det bevidste jeg . Men patienten tøver med at tage vejen opad, fordi han føler, at den vil indskrænke hans frihed og hans aktivitetsområde. I nogle tilfælde kan patienten endda føle, at disse foreslåede forsagelser forekommer ham inhumane. Det er her, at tærskelvogteren optræder – men ikke længere i en frastødende form. Denne gang kan den tage form af eksempelvis en engel. Konflikten mellem Selvet og id’et med hensyn til grebet om jeg’et, eller vi kan sige mellem det sublime og det grundlæggende, foregår ikke længere ubevidst. Den finder nu også sted mellem jeg’et på den ene side, som havde haft for vane at tilslutte sig de af id’ets impulser, som var accepteret af over-jeg’et; impulser, som var udtryk for de laveste moralske værdier i samfundet, og på den anden side Selvet, repræsenteret ved tærskelvogteren, englen, hvis kald opleves stadig mere bydende.

I dette tilfælde ser vi, at id’et, som med over-jeg’ets tilladelse handler igennem jeg’et, kæmper imod Selvets krav. På dette punkt er kampen blevet ret bevidst, og jeg’et søger nu at undertrykke det sublime, akkurat som det undertrykker det, der før forekom den at være banalt og helt værdiløst.

Reaktioner på det transpersonlige

Desoille siger, at der er tre måder, hvorpå patienten kan reagere på billedet af tærskelvogteren med dens kald imod det sublime:

1. Igennem den session kan patienten pludselig beslutte at opgive sine gamle vaner, fordi de nu forekommer ham at repræsentere forældede værdier. De må erstattes af nye værdier, som må findes og tilegnes. De er symboliseret i den følgende guidede visualisering af billeder af skatte, som er skjulte eller bevogtede. Når denne beslutning først er taget, kan patienten igen se sig selv stige op imod større højder i sine guidede visualiseringer.

2. Patienten kan tøve, og sessionen kan gå i stå på dette tidspunkt. Derefter kan patienten, når han i intervallet mellem sessionerne er alene, beslutte at fortsætte som følge af den beslutning.

3. Alternativt kan patienten direkte afslå, bevidst eller ubevidst, at opgive sine illusioner. Med denne vægren skaber han en negativ overføring på sin terapeut. Normalt foregår det ret diskret og er ganske kortvarigt, siger Desoille, bortset fra særlige tilfælde.

Assagioli om fortrængning

Psykosyntesen (Assagioli , 1965) betoner meget, at vi undertrykker og fornægter vores impulser i retning af det sublime. En mulig årsag til at vi gør dette er, at jo mere vi er bevidste om vores positive impulser, om vores stærke tilskyndelse i retning af det sublime, jo mere skam føler vi over vores manglende evne til at lade disse impulser komme til udtryk. Der følger en smertefuld oplevelse af, at bevidstheden bliver brændt, en følelse af skyld over ikke at være, hvad vi kunne være, af ikke at gøre, hvad vi kunne. Det er ikke over-jeg’ets skyldfølelse, men snarere Selvets råb om aktualisering.

Vi har en nem løsning ved hånden; en flugt fra denne følelse af skyld, hvis vi accepterer disse populære intellektuelle argumenter, som reducerer det højere ubevidstes kald til intet mindre end at sublimere det lavere ubevidstes impulser. Jung (1933) fordømte denne reduktionisme for mere end 30 år siden, men vi betragter det stadig som lindrende og trøstende at fornægte disse instinkter fra det højere ubevidste og slå os til ro med et forringet selv-billede, fordi det på visse måder er lettere at leve med.

Dette er selv-billedet hos det menneske, der har været igennem en omfattende psykoanalyse; han har gennemgået en form for åndeligt, psykoanalytisk ”hvidt snit”; en eliminering af hans normale følsomhed over for det højere ubevidste og muligheden for åndelig vækst. Nøglen til denne fornægtelse skal muligvis søges i Freuds idé om sublimering med dens vægt på bevidst fortrængning af seksuelle og aggressive drifter som kilden til menneskenes venlige og generøse handlinger. Denne vægt fornægtede eksistensen af selvstyrende impulser hen imod godhed, hen imod fællesskab. Dette dogme var særligt nyttigt i mindskelsen af angst, fordi det automatisk fritog den patient, som accepterede det, for enhver form for ansvar for åndelig vækst og for den normale angst, der er forbundet med denne søgen.

Den psykoanalytiske teori om neurosen kan derfor ses som en amputeret teori om personligheden, som på ideo­logisk vis søger at mildne den neurotiske symptomatologi ved at amputere eller bedøve en del af psyken, de højeste og mest værdifulde funktioner, som tilskynder os til at være et levende udtryk for det bedste, vi rummer.

Måske er det bedre for et alvorligt neurotisk menneske midlertidigt at tilsidesætte sine impulser i retning af det sublime. Disse impulser kan, hvis de misbruges, føre til jeg-inflation og en styrkelse af det patologiske selv-billede. Et klassisk billede på dette er stærk selvretfærdighed. Muligvis burde den stærkt neurotiske forhindres i at dvæle ved tanken om det sublime, indtil han har bearbejdet årsagen til sin neurose, ligesom aspiranten ikke indvies i samfundets hemmeligheder, før han har udviklet en disciplinering i forhold til at respektere de kendsgerninger og evner, der er nødvendige i håndteringen af dem.

Det problem, som psykosyntesen står overfor, og som jeg tror, at psykoanalysen i den klassiske betydning går udenom, er at tilbyde en terapi for både personlighedens lavere og de højere aspekter. Det lavere ubevidstes behov imødekommes stort set af de konventionelle former for psykoterapi. Religiøs vejledning søger at udvide det højere ubevidstes rækkevidde og effektivitet. Psykosyntesen tilbyder en filosofi, hvis formål er at rumme både id’et og Selvet. Psykosyntesen søger at hjælpe mennesket til at anerkende alle sine impulser, at acceptere ansvaret for at beslutte, hvilke impulser der skal udtrykkes, og hvilke der ikke skal, og at håndtere den frygt, som er et uundgåeligt aspekt af selv-aktualiseringsprocessen.

REFERENCER:

1. Angyal, Andras, Neurosis and Treatment, New York: Wiley, 1965.
2. Assagioli, Roberto , Psychosynthesis, New York: Hobbs, Donnan, 1965.
3. Desoille, Robert, La Rêve éveillé en psychothérapie, Paris: Presses Universitaires de France, 1945.
4. Jung, Carl C., Modern Man in Search of a Soul, New York: Harcourt, Brace, 1933.
5. Maslow, A.H., Toward a Psychology of Being, Princeton, N.J.: Van Nostrand, 1962.
6. Maslow, A.H., Neurosis as a Failure of Personal Growth, Humanitas, III (1966), pp. 153-169.
7. Maslow, A.H., Self-Actualization and Beyond, In J.F.T. Bugental (ed.), Challenges of Humanistic Psychology, New York: McGraw-Hill, 1967, pp. 279-286.

_______________

Vil du læse mere om arbejdet med det ubevidste?

Artiklen Svar fra det ubevidste er en glimrende tilgang.

Bogen Psykosyntesens sjæl beskriver også en langt række psykosyntese teknikker til at arbejde med det overbevidste og sublime.