Dantes ’Guddommelig komedie’ er en enestående dramatisering af det menneskelige geni, der i visse henseender kan sammenlignes med Goethes ’Faust.’ Et af de særlige karaktertræk er, at Dante fuldt bevidst brugte symbolikken.
I hans teoretiske afhandling ”Il Convivio” (Festen) udtrykker han klart, at der er fire forskellige udlægninger af den Guddommelige komedie. Den første er den litterære udlægning. Den anden er allegorisk, det vil sige symbolsk, men med en symbolik af menneskelig og poetisk beskaffenhed. Et eksempel hentet fra mytologien er en demonstration heraf. Den tredje er en moralsk udlægning, som befinder sig på et højere niveau end den allegoriske. Men der er en fjerde og endnu højere udlægning, som han kalder for anagogisk, og som fører opad.
Den centrale symbolske udlægning af den Guddommelige komedie er et vidunderligt billede på en komplet psykosyntese. Den første del – pilgrimsrejsen gennem helvede – indikerer den analytiske undersøgelse af det lavere ubevidste. Den anden del – opstigningen ad skærsildens bjerg – indikerer processen med moralsk renselse og den gradvise højnelse af bevidsthedsniveauet ved anvendelsen af aktive teknikker.
Den tredje del – besøget i paradis eller himlen – betegner på en uovertruffet måde de forskellige tilstande med overbevidst realisation frem til den endelige vision af den universelle Ånd, af Gud selv, hvor kærlighed og vilje er smeltet sammen.
Dette er den essentielle betydning, men der er desuden en verden af yderligere symbolik tilknyttet. Som eksempel kan nævnes, at Dante ved begyndelsen af den Guddommelige komedie befinder sig i en mørk skov og er fortvivlet. Så ser han et bjerg oplyst af solen og møder den romanske digter, Virgil, der i digtet symboliserer den menneskelige fornuft. Dante begynder at klatre op ad bjerget, men tre vilde dyr, der repræsenterer det uforløste ubevidste, blokerer vejen for ham. Virgil forklarer ham derefter, at han ikke kan klatre lige op ad bjergets side, men at han først må gøre en omvej gennem helvede. Det vil sige, at han må gennemgå en dyb psykoanalyse; og Virgil fører Dante videre frem på hans pilgrimsrejse, hjælper ham, opmuntrer ham og fortæller ham om de forskellige overbevidste regioner. Virgil ledsager Dante under hele opstigningen ad skærsildens bjerg, men da Dante når op til bjergets top, forsvinder Virgil. Det vil sige, at den menneskelige fornuft har fuldført sin mission og ikke kan gå længere. Den nye vejviser bliver nu Beatrice, der repræsenterer guddommelig visdom, og kun hun er kompetent til at føre Dante ind i de overbevidste regioner.
Hovedtemaet eller ledemotivet i Dante Guddommelige komedie er, at han først oplever en nedstigning og herefter en dobbelt opstigning – opstigningen ad skærsildens bjerg og herefter gennem de forskellige himle i paradiset.
Roberto Assagioli i Psykosyntese, Oversat af Bent Christensen
