Delpersonlighed er et begreb som anvendes i Roberto Assagiolis Psykosyntese og den jungianske psykologi. I psykosyntesen arbejder man med begrebet delpersonligheder ud fra den antagelse, at vi rummer en lang række indre psykologiske kræfter, som ofte ligger i modstrid med hinanden. Disse indre kræfter, følelser og tankebilleder, er organiseret som delpersonligheder dvs. selvstændige strukturer i bevidstheden, der øver indflydelse på os såvel bevidst som ubevidst.
Delpersonlighederne kan antage mange skikkelser som fx den indre kritiker, ofret, den overansvarlige, det sårede barn, vismanden, præsten osv.
Det er et af psykosyntesens primære mål at få identificeret disse skikkelser og integreret dem under styring af det bevidste jeg. Når det sker er der opnået en psykosyntese og det er et trin på vej mod en helstøbt personlighed. Et af psykosyntesens mål er at skabe en personlig psykosyntese, der netop kan defineres som et menneskes evne til at samle sine modstridende kræfter og delpersonligheder omkring en indre kerne – det bevidste jeg.
Arbejdet med at skabe syntese
Psykosynteseprocessen, der har som formål at skabe syntese i personligheden, starter ofte med at samle særligt fremtrædende konflikter i en højere syntese. Enhver delpersonlighed rummer sin modsætning (skygge) og disse modsætningspar eller tese og antitese delpersonligheder kan, når de bearbejdes, transformeres til en syntese.
Delpersonligheden dommeren rummer fx ofte modsætningen ”den dømte”. Når begge delpersonligheder er identificeret, accepteret, integreret og transformeret, så kan de finde et højere udtryk. Hvad dette højere udtryk er, kan ikke udledes på forhånd, da det er højst individuelt. Men kvaliteten og fornemmelsen af retfærdighed ville måske træde frem som en højere syntese af disse to. Der er altså tale om at begge delpersonligheder har behov for anerkendelse og plads i bevidstheden fordi de rummer nogle højere potentialer for vækst. Det er kun foreningen af dem begge der fremkalder den højere syntese. Derfor er der ikke tale om et enten-eller. Lad mig give et eksempel.
En klient arbejdede med delpersonligheden: Den selvretfærdige præst og moralens vogter. Delpersonligheden blev aktiveret i klientens følelsesliv, når hun var vidne til en adfærd i andre, som hun vurderede var uetisk eller moralsk forkastelig. Delpersonligheden udløste stærke emotioner af ”Retfærdig harme”, stærk antipati og afsky overfor andres holdninger eller adfærd. Energien var nærmest fundamentalistisk og fordømmende. ”Præsten” havde meget svært ved at rumme andres mørke, især hvis den er forbundet med manipulation – altså at nogen fremstiller sig selv eller deres sag i et falsk lys. Præsten ønsker klarhed, men formørkes selv af vrede og stærke destruktive følelser. Det er aldrig særlig rart at identificere en skyggeside, der ikke er et offer, men en aktiv aggressiv kraft – fordømmelse. Men arbejdet med præsten gjorde det faktisk lettere at iagttage denne delpersonlighed, samt lære at dæmpe dens indflydelse gennem disidentifikationsprocessen.
Modpolen til præsten var ”den fordømte”, en delpersonlighed i klienten, der konstant frygtede at blive fordømt af andre menneskers domme og blive udelukket af det sociale liv. Denne delpersonlighed tilskyndede klienten til at isolere sig og begrænse sine spontane livsytringer, som en metode til at reducere fordømmelsen.
Hun lærte gennem acceptprocessen af præstens fordømmelse, at påskønne den positive kvalitet, der lå i præstens behov for retfærdighed og klarhed. Der var megen emotionel drivkræft i denne delpersonlighed, der kunne sættes ind i socialt arbejde (social indignation).
Hun erkendte, at den hadefulde og vrede fordømmelse fører til selv samme undertrykkelse og uretfærdighed, som den søger at angribe. At den forurettede part, den undertrykte ofte selv bliver undertrykker, hvis de stærke emotionelle drivkræfter som had, vrede og retfærdig harme får lov at udfolde sig blindt. Men hun lærte også, at en stærk fordømmelse af andre skabte en stærk frygt for selv at blive fordømt og derfor var accept af menneskers ufuldkommenheder en forudsætning for, at hun kunne hvile i sin egen ufuldendthed.
En syntese af præsten og den fordømte blev født i løbet af denne proces, der handlede om at ønske det gode, men uden at fordømme ”det onde”.
I menuen artikler finder du flere artikler om delpersonligheder i kategorien psykosyntese og psykoterapi.
