I hans artikel “Jung og Psykosyntese” beskriver Roberto Assagioli faren ved diagnosticering og patologisering af klienten. Her kommer nogle uddrag af såvel Jungs som Assagiolis holdninger til diagnoser:
”Ved at kombinere tendensen til ekstroversion eller introversion med de fire psykologiske funktioner postulerer Jung, at han når frem til en klassifikation af otte funktionstyper: Den ekstroverte sansetype, den ekstroverte emotionelle, den ekstroverte mentale, den ekstroverte intuitive, og fire korresponderende introverte typer.
Men denne og andre klassifikationer udsætter dem, som bruger dem, for faren for at skematisere og rubricere, for at hælde til den (så nemme!) tendens til at sætte mærkater på mennesker. Vi må være på vagt overfor at overse de mangfoldige og komplekse facetter ved den menneskelige virkelighed. Det er for let at se på andre som ”objekter” i stedet for ”subjekter”.
At sætte mærkater på og dermed forbundne dømmende eller oftere nedsættende holdninger skaber fjendtlige reaktioner, undertiden intense, hvilket er grundigt bevist. …”
Efter at have gennemgået alle de forskellige introverte og ekstroverte typer skriver RA:
”…Alt dette viser den menneskelig psykes store kompleksitet og det umulige i at rubricere efter et system eller en beskrivelse, som man er nået frem til ud fra en enkelt synsvinkel.
Kun summen af de forskellige synspunkter, af de forskellige tilgange eller ”referencerammer”, kan give en mindre fejlagtigt opfattelse af psyken hos det mærkelige væsen, medlemmet af det fjerde naturrige – det menneskelige væsen.”
Assagioli fortsætter:
“En af Jungs største fortjenester har været hans modstand mod det ”patologiske”, som stadigvæk har en næsten uimodsagt magt over den officielle lægevidenskab indbefattet psykoterapien.
Opmærksomheden rettes hovedsagelig mod sygelige manifestationer, særligt mod undersøgelser af symptomer og deres kvantitative vurdering ved hjælp af talrige undersøgelser og analyser. Målet er at formulere en diagnose, dvs. at give sygdommen et ”navn”.
Når dette er lykkedes, fortsætter man med ”bekæmpe” sygdommen, ofte ved at bekæmpe med medicinske ”kanoner” uden bekymring for mulige skader på sundt væv og organer.
I den seneste tid er en reaktion mod yderligheder af denne art imidlertid blevet synlig i de lægevidenskabelige cirklers officielle rækker. Bøger og artikler er nylig udkommet, som angiver fysiske og psykiske forstyrrelser og sygdomme forårsaget af uhensigtsmæssig medicinering.
En række læger har taget et skridt i den rigtige retning; læger udstyret med en menneskelig holdning og sans for relativitet, idet de understreger, at i virkeligheden er der ikke ”sygdomme” men kun ”syge individer”, hos hvem den samme syge tilstand antager forskellige former og forskelligt forløb.
Men indtil nu er det kun en lille minoritet, som har denne holdning og tillægger den tilstrækkelig betydning. Dette repræsenterer desuden kun et indledende skridt, som i sig selv ikke er tilstrækkeligt: vi befinder os stadig i det ”patologisk” felt.
Det næste og afgørende fremstød – som kan synes revolutionerende – er at gå ud fra den ”sunde tilstand” og betragte mennesket som et fundamentalt sundt væsen, som har et mere eller mindre midlertidigt ødelagt eller dårligt fungerende organ, men hvis biologiske kræfter altid vil stræbe efter at genoprette harmoni, den sunde tilstand.
Mange symptomer betragter man således ikke længere som et direkte udtryk for sygdommen, men opfattes som den sunde organismes forsvarsreaktioner mod syge elementer. Et typisk eksempel på en sådan forsvarsreaktion er feber; og det er derfor ofte fejlagtigt og endog skadeligt at bekæmpe feber med feberstillende midler.
Den officielle lægevidenskabs ”patologiske” indstilling er blevet mødt af en reaktion, som støtter nogle lægers og mange ikke-lægelige healeres brug af ”natur behandlinger”.
Desværre antager denne reaktion ikke så sjældent vidtgående, undertiden fanatiske former. Den officielle terapi har haft stor og indiskutabel succes, og har reddet mange liv, og alt det gode den indeholder, kan og må man ikke kassere. Antibiotika er et godt eksempel på denne situation: moderat brug i passende tilfælde kan have stor terapeutisk gavn, men misbrug kan forårsage en hel del skade.
Også her bør syntese princippet anvendes. Uforenelige modsætninger eksisterer ikke. Modsatrettede holdninger og metoder kan forenes i en konstruktiv syntese.
Forholdet kan også formuleres på denne måde; det drejer sig ikke om ”dette eller hint” men om ”dette og hint”; det er i hvert tilfælde et spørgsmål om at finde den rigtige tilpasning, den passende integration, syntesen af hvad der synes som modsætninger og i stedet for supplerer hinanden.
Alt dette passer også på området for neuro-psykiske forstyrrelser og fysiske sygdomme med psykologisk oprindelse (psykosomatiske forstyrrelser).
Også her og specielt inden for dette område har diagnose mærkaten ofte en meget relativ betydning. Man finder kombinationer af symptomer, som ikke kan rubriceres i overensstemmelse med ”sygdommene” beskrevet i psykiatriske behandlinger.
Her er der også ”forsvars strukturer”, oprettet af patientens psyke, som skal erkendes og ikke nedbrydes, før man har fundet ud af at erstatte dem med andre og bedre mønstre. Udøvelse af psykoterapi er ofte rettet mod at ”bekæmpe” symptomer og forstyrrelser og ignorerer, hvad der er sundt og under tiden af højere kvalitet hos patienten.
Som jeg har nævnt, reagerede Jung heftigt mod en sådan ”sygeliggørelse” og erklærede: ”Jeg foretrækker at forstå mennesket ud fra et sundt perspektiv”.(Cahen, La Guérison Psycholgique, Librairie de L´Université , Georg et Cie, Geneva, p. 180.)
Jungs holdning her er i fuldstændig overensstemmelse med psykosyntesens basale principper.
Oversat af Kirsten Hansen
« Tilbage til ordbogens index