I artiklen Jung og psykosyntese fortæller Assagioli følgende om Jungs anvendelse af drømme:
Jung fremmer patientens bevidsthed om det ubevidstes indhold og dets assimilation i patientens bevidste personlighed ved hjælp af drømmeanalyser og tegning.
Drømmeanalysen er basis i den psykoanalytiske terapi, men dette indebærer deres tydning og her opstår en væsentlig forskel mellem ortodoks psykoanalyse og Jungiansk ”analyse”.
I psykoanalysen er tydningen tilbøjelig til at ”reducere” alting til infantile indtryk og traumer og til infantile instinktive drifter.
Jung derimod, skønt han indrømmer eksistensen af denne type drømme, hævder at der er drømme af en helt anden type, særligt dem han kalder ”prospektive” eller konstruktive dvs. drømme, som indeholder sande budskaber fra det ubevidste (jeg ville sige fra dets højere niveau, det overbevidste), som viser visse situationer til patientens bevidste personlighed, visse realiteter, som han ikke var bevidst om, og peger på en løsning på hans konflikter og på vejen, som fører til integration.
I sine arbejder giver Jung mange eksempler på drømme af denne type og af deres tydning bekræftet af patientens erkendelse og af den helbredende effekt. I virkeligheden falder drømmene i mange forskellige kategorier, og man må være på vagt over for stereotype tydninger af ”drømmebogs” arten.
Men alt for ofte henfalder terapeuter til denne letkøbte fremgangsmåde, idet de ignorerer det faktum, at det samme symbol kan have ligeså mange betydninger (nogle af dem modstridende), som der er patienter. Dette forhold var Jung klar over.
