Intuition

C.G. Jung har anerkendt intuitionen som en selvstændig psykologisk erkendelsesform, der er lige så sand og legitim som alle andre typer af erkendelse.
Det samme har Roberto Assagioli som i sit forfatterskab giver en række gode definitioner på intuitionen. I hans bog Psykosyntese s. 217-224 beskriver han den rammende, og i det følgende tages der i vid udstrækning udgangspunkt hans forfatterskab.
Intuition er en erkendelsesform, der opfatter helheden i et nu og derfor står i modsætning til det logiske ræsonnement, der leder til helheden ved at analysere dens enkelte dele.
Intuitionen kan fungere på flere planer. På det personlige plan, hvor den giver glimt og indsigt i fx personens højere formål med livet. Men intuition på de højere transpersonlige planer – er indsigten universel, og vedrører dermed hele menneskeheden. Det er fra disse bevidsthedslag at de store ideer om frihed, lighed og broderskab har sit udspring. Man kan derudover sige at intuitionen er: spontan og direkte og derfor ikke indirekte og fremadskridende som den analytiske tænkning.
Den er syntesisk, holistisk og derfor en direkte erkendelse af en helhed. Den er i sin højeste form uden følelsesmæssig reaktion, forstået som følelsen af sym- eller antipati mod det der erkendes.
Intuitioner er flygtige og forsvinder lige så hurtigt og spontant som de kom, hvis vi ikke straks forsøger at fastholde indtrykket. Derfor anbefales det altid at nedskrive dem.
I Assagiolis bog: Transpersonlig udvikling s. 68-70 er der også et par gode definitioner. Intuition (in-tueri) henviser etymologisk set til det at kunne betragte eller skue indeni. Intuition er en selvstændig og uafhængig erkendelsesmæssig funktion, der er knyttet til det højere sinds funktion. Assagioli citerer Jung: ”Således som jeg ser det, er intuitionen en af de basale psykologiske funktioner. Den er hverken sansning, følelse eller intellektuel deduktion … Gennem intuition bliver enhver individuel ide præsenteret i sin helhed, fuldendt i sig selv, uden at vi er i stand til at forklare eller opdage hvordan den kom til veje … af denne grund er den intuitive forståelse karakteriseret af sikkerhed og overbevisning, så meget at Spinoza følte det nødvendigt at sige at ”intuitiv forståelse er den højeste form for forståelse””.
Intuition giver sig til kende i bevidstheden på to forskellige måder. Den ene er gennem åbningen af et ”indre øje”, der tillader os at se virkeligheder, som vores normale mentale syn ikke gør muligt. Den anden metode sker gennem opfattelse af et intuitivt lyn, der i et glimt afslører en større virkelighed, vi ikke før har haft kendskab til.
Intuition er den direkte erkendelse af sandhed – en spontan indtrængning i bevidstheden af skønhed og sandhed, der ikke før er sanset. Den bliver øjeblikkelig erkendt som ufejlbarlig, sand og stiller ingen spørgsmål.
Det er overordentlig nemt at forveksle intuition med følelsesmæssige fornemmelser, der ofte kan være forvrængede opfattelser fra de mangfoldige indtryk vores følelsesliv modtager. Intuitionen bør derfor kombineres med alle de andre væsentlige psykologiske funktioner, der står til vores rådighed, hvis vi skal formå at anvende den i praksis.
Den mentale udvikling er helt afgørende for intuitionens præcise anvendelse. Den mentale skelneevne og udviklingen af intellektet sikrer, at vi kan vurdere de intuitive indtryk korrekt og omsætte dem i praksis. En overudvikling af intellektet er dog også en væsentlig barriere for intuitionen, for den kritiske skelneevne kan være så dominerende, at den afviser de spontane og intuitive indtryk.
Einstein sagde: ”Kun intuition, der kan sammenlignes med det forhold der eksisterer mellem mennesker der elsker hinanden, evner at føre vores forståelse udover grænserne for vores logiske forståelse”.
Et godt ægteskab mellem sindet og intuitionen sikrer en dyb og korrekt forståelse af virkeligheden – den indre såvel som den ydre. Intuitionens opgave er at give bevidstheden en spontan helhedsforståelse af en kompleks sammenhæng. Dernæst tager sindet over og fortolker, oversætter og verbaliserer intuitionen i kendte termer, der kan kommunikeres videre til andre.
I historien findes der mangfoldige eksempler på mystikere, som det lykkedes at vække intuitionen, men som ikke evnede at overføre indsigten til menneskeheden, fordi de i høj grad savnede den intellektuelle udvikling. Deres indsigt forblev deres egen og var forholdsvis nytteløs for deres medmennesker.
Den rytmiske udveksling mellem intuitiv indsigt og intellektuel fortolkning fører, ifølge Assagioli, til en yderligere udvikling af intuitionen og indtrængning i de højere verdener. Når dette samarbejde fungerer på sit højeste, ser vi det udfoldet hos de fremtrædende tænkere, der virker inden for den skabende kunst, videnskab og religion, og som for altid ændrer livet i menneskets verden.
Når der er behov for virkelig at forstå vores egen, andres, gruppers og vores forholds dybeste essens er intuitionen uundværlig. Intuitionen kan således give den dybeste forståelse for vore medmennesker, en situation eller en opgave, der skal løses. Men den må altid efterfølges af en vurdering af især det kritiske intellekt og praktisk verificering, hvor det er muligt.