Kontemplation

Kontemplation kaldes også for stilhedens toppunkt. Stilheden, der er et resultat af den koncentrerede tanke, er fordybelsens mål for i den tilstand kan tanken trancenderes og den rene intuition opleves. Kontemplation er et kulminationspunkt i meditationsprocessen, hvor den mediterende bliver ét med det “liv”, der besjæler og er den transpersonlige virkelighed i det begreb eller den kvalitet der mediteres over. Det er en særdeles sjælden opnåelse, at det lykkedes for mediterende at trænge så dybt ind i livets mysterier. Inden for Raja Yoga filosofien kaldes det for samahdi, de kristne mystikere talte om ekstatisk forening med Gud. Psykologer om enhed med et større liv og højere bevidsthedstilstande. De andre faser i meditationsprocessen er meditation, kontemplation, illumination, inspiration der resulterer i handling.

I et meditationsprogram som Roberto Assagioli var involveret i og som hedder “Meditation for the New Age” finder vi følgende beskrivelse af Kontemplation:

“Kontemplation er et stadium i meditationen, som er vanskeligt at opnå, og det er ligeledes et vanskeligt emne at beskrive af flere grunde.

Det vanskelige består i at sætte ord på en indre bevidsthedstilstand, der ifølge sin natur ligger langt over den “normale” og almindeligt kendte bevidsthed. Alle der har oplevet en kontemplativ tilstand har fremhævet, at den er “ubeskrivelig”.

Evelyn Underhill har beskrevet emnet meget omfattende i sin bog Mysticisme (E.P.Dutton & Co., Inc., New York, 1961). Den blev også skrevet for mange år siden, men er stadig en meget værdifuld bog for den, der studerer dette emne, både fordi den har en rigdom af citater af mystikeres skrifter, og fordi forfatteren giver en dybtgående analyse og forklaring af emnets substans. Her er nogle af hendes mere betydningsfulde kommentarer:

“Kontemplation er ikke – som i meditation – udtryk for en bestemt bevisthedstilstand, der styres af en række psykiske betingelser.
Kontemplation er ét navn for en lang række af tilstande, der delvis styres – ligesom alle andre former for mystisk aktivitet – af personens temperament og delvis ledsages af forskellige følelsesmæssige tilstande.

De kan variere lige fra en særdeles udpræget fredfyldthed til en vildt begejstret og aktiv kærlighed, hvor “tanken bliver til sang”.
Nogle former for kontemplation er uløseligt flettet sammen med fænomener som “intellektuel vision” og “indre stemmer”.
I andre former kan vi finde det, der synes at være en udvikling af “stilheden”: det er en tilstand, som den kontemplative beskriver som en opløsning i tomhed, et mørke eller en “kontemplation i et tågeslør”.
Nogle gange går han gennem dette mørke ud til lyset, og til andre tider synes han, at han for altid vil opholde sig i et velgørende mørke” …
Med dette væld af personlige erfaringer er det nødvendigt at anvende en klassificeringsmetode og nogle regler, der kan hjælpe den mediterende med at skelne mellem sand kontemplation og andre indre tilstande. En sådan metode er ikke nem at finde. Jeg tror dog, at der findes to pejlemærker, der kan vise, om tilstanden er rigtig: (A) Universalitet… (B) Selv-sammensmeltning… Disse to grundbegreber kan vi uden risiko anvende i et forsøg på at bestemme kontemplationens karakter.
(A) Uanset hvilke udtryk mystikeren vil anvende til sin beskrivelse af den, og uanset hvor svag og konfus hans intuitive forståelse kan være, så er det, han oplever i kontemplationen en oplevelse af altet… Det er i sandhed det absolutte, der åbenbares for ham – det er ikke som i meditation og vision nogle enkelte symboler eller aspekter af det.
(B) Denne åbenbarede Virkelighed opfatter han ved at deltage i den og ikke ved hjælp af observation. Den passive modtagelighed af stilheden udvikles her til en aktiv udadrettet selv-overgivelse… En “given og tagen” – en guddommelig osmosis – er etableret mellem det endelige og det uendelige liv.” (s. 332-3, 1962 udgaven)

Den franske psykolog Henri Delacroix, har i “Etudes sur le Mysticism” også givet en god beskrivelse af kontemplation. Når kontemplation forekommer, siger han:

“(a) Kontemplation skaber generelt en tilstand med indifference, hvor man føler frihed og fred, stiger højt op over verden, og har en salighedsfølelse… Personen ophører med at opfatte sig selv som en del af sin egen almindelige bevidstheds mangfoldighed. Han er steget op over sit eget selv. En dybere og renere sjæl træder i stedet for det normale selv.
(b) I denne tilstand, hvor jeg-bevidstheden og opfattelsen af verden forsvinder, er mystikeren bevidst om, at han har en nær relation til Gud selv, og om, at han deltager i guddommelighed. Kontemplation implementerer en metode til væren og viden. Disse to begreber har endvidere dybest set tendens til at blive én. Mystikeren får et stadigt større indtryk af at være det, som han ved, og at vide det som han er.”

Men disse beskrivelser – uanset hvor værdifulde de er – dækker ikke hele emnet. De handler om den mystiske kontemplation, men der findes andre former for kontemplation, som ikke har den specifikke religiøse karakter, der tillægges “mysticisme” i dens mere afgrænsede og accepterede form.

Kontemplation kan have æstetisk karakter – kontemplation over skønhed, kontemplation over virkeligheden, sådan som den manifesteres og findes i den synlige verden – eller den kan have “poetisk” karakter – kontemplation over den kosmiske orden og over den dynamiske og stadige forandring i det universelle liv.

Nu skal vi bestræbe os på at relatere kontemplation til “indre handling”. Kontemplation kan (men ikke altid) blive en følge af den reflektive meditation. Sommetider kan den forekomme spontant, ja, man kan sige næsten uundgåeligt, men for det meste er den et resultat af den “mediterendes” velovervejede handling – dvs. en handling, hvor viljen anvendes. Al mental aktivitet og al tænkning er standset. Opmærksomheden og det mentale søgelys er rettet opad mod et område med ren og klar bevidsthed. På det næste niveau, hæves hele bevidstheden opad, og man bliver i stand til at dvæle i kortere eller længere tid inde i det højere niveau af virkelighed og af væren. Det er en tilstand i dyb men positiv “stilhed”, en tilstand med en rolig “indre spænding”. På dette niveau kan man modtage lys og energi. Man kan praktisere den højeste form for receptiv medition. Man har kaldt det “kilden til inspiration og indre oplysning”. Det er en “genopladning, en tid med indre vækst, der tappes fra den åndelige energis kilder.

Af ovennævnte beskrivelser træder to grundlæggende fakta frem:

1. Sand kontemplation er ikke en passiv, drømmeagtig tilstand, som man ofte har betragtet den som, men derimod en tilstand med øget intuitiv opfattelse, med klar bevidsthed, der kan fremkaldes og opretholdes med en viljeshandling.

2. Den fører til en bevidst og direkte virkeliggørelse af universalitet.

Evelyn Underhill skriver: “Fra den kontakt, der er skabt med dette universelle liv … drager mystikeren den forbløffende styrke, den ubevægelige fred, og den kraft til at beskæftige sig med omstændighederne, som er en af det forenende livs mest markante karakteregenskaber.”

Dette er så sandelig det højeste resultat af den indre udvikling. Det er virkeliggørelsen af det sidste princip, som de andre love og principper for Guds rige fører til – princippet for essentiel guddommelighed.

Men denne transcendens af dualitet, selv af den højeste type og af dette forløb fra vision til identifikation, kræver transformation og fornyelse af personligheden.

For at kunne gennemføre denne transformation af alle “lavere” elementer, må man som det første opdage og “acceptere” de mørke sider i ens egen natur. I den udstrækning de er til stede, udgør de det materiale, der skal bearbejdes og transformeres og til sidst resultere i hele den rigdom og syntese en regeneret “ny person” besidder. Under forløbet af de kritiske faser i denne erkendelses- og transformationsproces, passerer det enkelte menneske gennem smertefulde perioder med tørke og indre mørke.

Nødvendigheden af at beskæftige sig med “den mørke side”, med “skyggen”, er blevet fremhævet af de mere intuitive psykologer som C.G.Jung og Rollo May. Men før dem har det været erkendt fuldt ud af mystikere gennem alle tider, men med forskellige terminologier, og de har fremhævet renselsen i transformationen og – hvad angår de kristne mystikere – nødvendigheden af Guds indgriben.

Dette hjælper os til at forstå naturen og betydningen af en anden og helt modsat form for kontemplation. Evelyn Underhill sammenfatter dens natur med ordene: “selvet befinder sig i mørke, fordi det er blændet af et lys, der er stærkere end det kan tåle”, og citatet fortsætter med en åbenbarende forklaring udtalt af St.John af Korset:

“Jo mere klart lyset er, jo mere vil novicens øjne blive blindet, og jo mere vi prøver på at se mod Solen, jo svagere bliver vores syn og jo mere formørkes vores svage øjne. På samme måde vil kontemplationens guddommelige lys, når det skinner på den sjæl, der endnu ikke er fuldstændig renset, fylde sjælen med åndeligt mørke, ikke kun på grund af lysets stråleglans, men fordi det paralyserer sjælens naturlige intuitive opfattelse. Den smerte, som sjælen føler, er den samme som svage og syge øjne føler, når de pludseligt rammes af et stærkt lys. En sådan smerte er intens, når den endnu ikke rensede sjæl finder sig omgivet af dette rensende lys. For i dette rene lys, der rammer urenlighederne for at fordrive dem, opfatter sjælen sig selv som så uren og så elendig, at det synes som om Gud selv har sat sig imod det …..”

Mindre drastiske former af dette mørke – såsom en form for “tørhed”, et indre tomrum og tab af livsglæde – kan også forekomme i de tidlige meditationsstadier.

De kommer specielt (men ikke kun) hos emotionelt betonede mennesker og hos mennesker, som har større eller mindre tendens til det mystiske, og som forpligter sig til at anvende og udvikle sindet bevidst. Disse faser med mørke og tomhed danner en del af de uundgåelige svingninger i det indre liv. Man bør være bekendt med dem på forhånd, og deres rensende og derfor gavnlige funktion bør man påskønne og værdsætte. På denne måde kan megen unødig lidelse undgås. De mennesker, der passerer gennem disse stadier med mørke må stå fast i den tro, der er baseret på utallige medpilgrimmes erfaring, at sådanne stadier så sandelig er forbigående og midlertidige, og at de gennem dem vil nå op til højere niveauer for virkeliggørelse og til endnu stærkere lys og større glæde.