Kritik

Kritik er en af måderne at udtrykke modvilje på. Eftersom jeg har talt om dette ved andre lejligheder, vil jeg her nøjes med at citere, hvad Henry Ford sagde: ”Find ikke fejl, find løsninger.
Alle kan klage over et eller andet.” En stor del af vores dårlige humør, meget af vores lidelse og ulykke, stammer fra andre menneskers kritik, på grund af den betydning vi tillægger deres mening om os.
Det er virkelig noget af det mest nytteløse, vi kan gøre. Vi kommer ofte ud for kritik, så det er bedre at kende og acceptere den fra begyndelsen!
En Buddhistisk tekst, Dhammapada, der går tilbage til flere hundrede år før Kristus, siger: ”Dette er et gammel ord, O Atula! De kritiserer dem der taler, de kritiserer dem der tier, endda de, der kun taler lidt, kritiseres, ingen i verden undgår bedømmelse.”
En anden talemåde, der hjælper med til at besejre denne tendens: ”De siger. Hvad siger de? Lad dem sige!” Og endelig et østerlandsk ordsprog: ”Hundene gør, karavanen passerer.”

En effektiv måde til at indtage en holdning af ikke-reaktion, både ydre og indre, mod dem der er uvenlige eller som betragtes som fjender, er at erkende hvor nyttige de er.
Som Inayat Khan har sagt: ”Mine venner får mig til at falde i søvn, mine fjender holder mig vågen.” Adler var en psykoterapeut, som især viede sig til forbedring af rette menneskelige relationer ved eliminering af uvenlig selvhævdelse.
Han skrev disse kloge ord: ”Mine fjender har altid været til velsignelse for mig. Når de ikke bekæmper mine ideer, tager de dem til sig og hævder, at de er deres egne, men på den måde giver de dem større udbredelse. Uanset om det jeg mener at have opdaget, kaldes Freudiansk eller ikke, er uden betydning for mig. Jeg mener, det er sandt og af permanent værdi for menneskeheden, og det gør mig lykkelig.”
Så lad os derfor erkende nytten af ”fjender.” Desuden skal der to til fjendskab; hvis en er min fjende, og jeg ikke er hans fjende, er der ikke noget fjendskab.

Af Roberto Assagioli fra artiklen “Munterhed”