Roberto Assagioli definerer mystik således i Psykosyntese:
Det kan være nyttigt på dette sted at foretage nogle semantiske observationer over ordet ”mystik.” Ordet bruges i flæng både i dets positive og negative betydning.
Uden at behandle emnet så udførligt som det fortjener, kunne man sige, at ”mystik” i den gode og præcise religiøse mening betyder: en kærlig forening med Gud, en tilstand af spirituel henrykkelse eller ekstase i forening med lyksalighed, selvforglemmelse og forglemmelse af al ydre virkelighed og alle omgivelser.
Der er tale om en mystiske oplevelse, men den er begrænset og uanset værdien heraf er den kun et skridt eller en episode, ikke blot inden for spirituel psykosyntese, men også i udviklingen af den sande fuldkomne kristne. Flere kristne lærere har med rette påpeget, at den mystiske oplevelse ikke er en afslutning i sig selv, men at individet herfra kan hente ild, entusiasme, ansporing og opmuntring til at vende tilbage til verden og tjene Gud og sine medmennesker. Den mystiske oplevelse ud fra dens positive værdi, er ikke en afslutning i sig selv, men er en særlig oplevelse i det spirituelle liv.
Der er mange måder, på hvilke man kan have en levende kontakt til Selvet uden, at det har et skær af mystik over sig, når vi betragter ”mystik” ud fra den ovennævnte betydning. Dialogen mellem det spirituelle Selv og personligheden kan finde sted uden ledsagelse af nogen form for emotionel ophidselse; den kan finde sted på et klart mentalt niveau som noget upersonligt, objektivt og derfor ikke-emotionelt.
Psykosyntese, af Roberto Assagioli, oversat af Bent Christensen
