Overføring

Begrebet overføring er et vigtigt begreb indenfor den psykoterapeutiske praksis og knytter sig til de projektioner (ubeviste billeder), som klienten altid vil overføre på terapeuten. Overføringen vedrører altså et aspekt af den terapeutiske relation og i nedenstående tekst fra artiklen Jung og Psykosyntese redegør Assagioli for overføringsbegrebet og faserne i den terapeutiske relation. Bemærk at Assagiolis beskrivelse af venskabet mellem terapeut og klient efter behandlingen bærer præg af hans tid. I dag ville man normalt ikke indgå venskaber med tidligere klienter førend efter en årrække.:

Lad os nu undersøge faserne i personlighedens transformation og integration. Ifølge Jung er de en hovedsagelig spontan proces, som imidlertid kan fremmes af terapeutens ”katalytiske” tilstedeværelse og det medmenneskelige forhold til ham.
Jung tillægger dette forhold en særlig betydning, som han kalder ”overføring”. Det Jungianske overføringsbegreb er hverken klart eller utvetydigt, og ændres i årenes løb.
Han fastslår selv i ”Konklusionen” i sin bog The Psychology of the Transference: ”Overføringens problematiske karakter er så kompleks og mangesidet, at jeg mangler de nødvendige kategorier, for at give en systematisk fremstilling.” (p. 171 )
Han har således foretrukket at behandle overføringsbegrebet gennem en kommentar til og udlægning af en tekst fra alkymien, Rosarium Philisophorum, hvor symbolikken synes ekstrem kompliceret og dunkel, og hvor Jung selv finder selvmodsigelser.

I psykosyntesen er opbygning af et godt forhold mellem patient og terapeut gjort lettere – eller skal vi sige mindre vanskeligt. Terapeuten udpeger og foreslår således til patienten, ligesom Jung, målet for hans ”individuation”. Han opmuntrer og træner ham lige fra starten i brug af aktive metoder til at opnå en tiltagende klar selvopfattelse, udvikle en stærk vilje samt til at kunne beherske den rette brug af sine emotionelle, imaginative og mentale energier. Desuden trænes patienten i at benytte sig af alle midler til at opnå uafhængighed af terapeuten.

På trods af variationen og det komplekse ved forhold, som er skabt mellem terapeut og patient, kan man ved udøvelsen af psykosyntese skelne mellem fire hovedformer; hver enkelt bliver benyttet, styret og reguleret med patientens helbredelse og velbefindende for øje:

a. Overføring i den strengeste betydning, som oprindeligt udformet af Freud; dvs. at de impulser, tilknytninger og emotioner patienten har oplevet i forhold til sine forældre i barndommen bliver ”projiceret” over på terapeuten. Disse holdninger kan være positive (kærlige) eller negative (fjendtlige). Projektionerne skal analyseres og opløses. Her er der overensstemmelse mellem Jungs terapi, psykoanalyse og psykosyntese.

b. Det specifikke forhold der er skabt af det vi kan betegne som den terapeutiske situation. Her repræsenterer og udøver terapeuten primært en ”forældre” funktion. Han skal i nogen grad udføre rollen og opgaven som beskytter, rådgiver og guide. I drømmesymbolikken viser han sig hyppigt som den ”gamle, vise mand”, ifølge Jung, og svarer til, hvad inderne kalder ”guru”. Dette forhold adskiller sig væsentligt fra den ubevidste projektion, som finder sted ved overføring. Den er bevidst, virkelig, realitetsbetonet.

Se diagrammet: Terapeuten som eksternt forenende center

I diagrammet er terapeuten angivet ved en stjerne uden for individets psyke. Han arbejder som et link eller bro mellem individets ego og Selvet. Når egoet ikke får direkte bevidsthed om Selvet ”vertikalt”, kan det hjælpes effektivt af terapeuten, som fremstår for patienten som en, der er i kontakt med sit eget Selv, og derfor bliver en ”rollemodel”, eller endog en ”katalysator”

C. Et medmenneskeligt forhold, som udvikles i takt med at, behandlingen skrider frem, og som skaber psykologiske reaktioner på forskellige niveauer og af forskellig art. En detaljeret undersøgelse heraf kan der ikke gås ind i ved denne lejlighed; jeg vil blot sige at terapeutens taktfulde og vanskelige opgave er at opretholde dette forhold inden for passende rammer og, man kan sige ”på et højt niveau”. Han bør bidrage til forholdets positive eller konstruktive aspekter, men modsætte sig tilknytninger, krav, påskud og forsøg på at monopolisere fra patientens side. Det kan foregå med fasthed kombineret med takt og venlighed. Patienten må bringes til at forstå, hvordan disse holdninger i virkeligheden er skadelige for ham, selv om de i øjeblikket giver tilfredsstillelse.

Overgangen fra den anden til den tredje type af forhold er værdifuld endog uundværlig af forskellige grunde, først og fremmest for at fremme patientens voksende selvstændighed, derefter for at fjerne tendensen til at læne sig op ad en anden person, læsse sit eget ansvar af og blive ført ved hånden af moralsk dovenskab; yderligere for at forhindre en krise hos patienten, når han opdager de menneskelige fejl hos sin mentor og hjælper. Det sker let, man kan sige uundgåeligt! Og i sin skuffelse skifter patienten fra ekstrem beundring og lydighed til kritik og fjendtlighed i lige så overdreven grad.

d. Opløsning af forholdet ved behandlingens ophør. Dette er et kritisk punkt og kræver at blive behandlet med visdom. Jeg sagde ”opløsning” og ikke ophør af forholdet, fordi afslutning af behandlingen ofte kan foregå gradvis og næsten umærkeligt; også fordi det positive forhold kan fortsætte bagefter i en anden form, enten som et venskab eller i et samarbejde eller begge dele. Ofte kan den helbredte patient forstå og hjælpe andre syge mennesker bedre end de såkaldte sunde. På denne måde kan patienten i bedring samarbejde og opretholde en konstruktiv forbindelse med terapeuten selv inden han er fuldstændig helbredt.

Disse forhold til patienter og hele den terapeutiske proces i al almindelighed kræver passende træning af terapeuten, ikke alene videnskabeligt og teknisk, men frem for alt menneskeligt og spirituelt. Jung var fuldstændig klar over denne nødvendighed og formulerede det eksplicit. Her er en af hans udtalelser om dette forhold: ”Den seneste udvikling i analytisk psykologi . . . giver terapeutens personlighed en fremtrædende plads i form af dens helbredende eller skadelige karakter. Det kræver en indre forbedring af terapeuten selv – en uddannelse af uddanneren.”

Jung understreger derfor udtrykkeligt nødvendigheden af en didaktisk analyse; med andre ord, den som har til hensigt at give psykoterapi må selv gennemgå en psykologisk analyse hos en anden psykoterapeut. Det er således, siger Jung: ”at terapeuten ikke kan se det hos patienten, som han ikke kender fra sig selv, eller vil blive påvirket unødvendigt deraf.” (La Guérison Psychologique, p. 237.) Psykosyntese er i fuld overensstemmelse hermed. To ting er værd at bemærke. Den første er som følger: hvis den didaktiske psykosyntese ikke kan gives, bør terapeuten selv gennemføre en ”selv-psykosyntese”. Man må huske på at en ikke-”ortodoks” psykoanalytiker som Karen Horney er i overensstemmelse hermed, hvilket hendes bog Self- analysis (N.Y.: Norton, 1942.) kan bevidne. Men hun holder sig inden for psykoanalysens rammer, og går ikke ind på psykosyntesens område. Hun opererer heller ikke med højere psykologiske funktioner.

I psykosyntesen kan terapeuten på den anden side benytte sig af et større antal hjælpemidler i form af aktive teknikker, som han kan anvende på sig selv og eksperimentere med. Jeg vil sige, at enhver af os og i særdeleshed enhver terapeut og enhver lærer kan betragtes som et ”levende laboratorium”, i hvilket ”indehaveren” ”eksperimenterer” i fireogtyve timer i døgnet (da drømmene indbefattes). Yderligere er det ikke strengt nødvendigt at enten den didaktiske psykosyntese eller selv-psykosyntesen er afsluttet før man begynder at give psykoterapi. Behovet på dette område er så presserende og så stort, at enhver der er parat til at hellige sig dette bør gøre det så hurtigt, som hans træning tillader det; også selv om visse områder er mangelfulde. Hans udrustning skal imidlertid indbefatte kritisk sans og tilstrækkelig ydmyghed til at erkende sine egne svagheder og vilje til at fjerne dem. Faktisk bør selv-psykosyntese ligesom uddannelse være en livslang beskæftigelse.

Oversættelse: Kirsten Hansen