Selvcentrerethed. Selvom den er mindre indlysende og primitiv end selviskhed, så er den også en stor forhindring på grund af dens tendens til at relatere alt til det personlige selv. Selvcentrerethed handler om at man betragter alt fra sin egen personligheds vinkel, at koncentrere sig udelukkende om sine egne ideer og emotionelle reaktioner. Den kan være godt skjult, idet den kan sameksistere med helhjertet tilknytning til andre og med opofrende handlinger.
Det selvcentrerede individ behøver ikke være og er ofte slet ikke selvisk. Individet kan være altruistisk og oprigtigt ønske at gøre godt, men ønsker at gøre det på sin egen måde. Derfor er det sandsynligvis anmasende og fanatisk.
Vedkommende forsøger at omvende alle til sin overbevisning, at påtvinge sine metoder og ser kun frelse i de midler som individet selv tilbyder. Denne holdning er en grundlæggende fejlagtig synsvinkel, et virkeligt ”ptolemæisk” snarere end et ”kopernikansk” livssyn. Derfor kan vedkommende, selv med de bedste intentioner, gøre reel skade, lige som den godhjertede munk i fortællingen, som ser en fisk i vandet og skynder sig at redde den fra at drukne ved at bære den op i et træ.
Roberto Assagioli, Viljens Psykologi, s. 79
« Tilbage til ordbogens index