Et af de væsentligste elementer i psykosyntese terapi er terapeutisk nærvær. Dette nærvær kan defineres som terapeutens evne til at være fuldt og helt til stede med sit indre væsen og opmærksomhed. En opmærksomhed, der er fuldt tilstede og accepterer klienten, som den hun er, her og nu.
Terapeutens fulde nærvær med krop, psyke og sjæl fremmer klientens selvopdagelsesproces, således at det bliver nemmere at give slip på gamle begrænsninger, finde nye ressourcer og komme nærmere en fornemmelse af sit indre selv og de livsformål vedkommende ønsker at forfølge.
Nærvær inkluderer koncentration på såvel klientens reaktioner og proces, men også opmærksomhed på de reaktioner og tilstande, der opstår inden i terapeutens eget tanke og følelsesliv og som er genstand for terapeutens egen fortolkning (overføring/modoverføring). Nogle reaktioner giver informationer om klientens situation og muligheder, andre fortæller om terapeutens egne psykiske forudsætninger, som skal underkastes en senere selvanalyse og supervision.
Nærvær indbefatter også en paradoksal evne til at forholde sig neutralt engageret. Det vil sige, et engagement i klientens proces og evne til at finde sin egen vej, men uden at terapeuten er afhængig af et bestemt resultat. Det forudsætter, at terapeuten har et godt selvværd og ikke spiller rollen som den gode terapeut, der løser klientens problemer. Klienten løser selv sine problemer med støtte fra de forslag og metoder, som terapeuten kan iværksætte under forløbet. Terapeuten er med sit nærvær en katalysator for den vækst, som klienten selv skaber.
Nærvær er dybest set en sjælskvalitet, en evne til at leve sig ind i et andet menneske uden at miste sin neutralitet og gennem denne identifikation tappe visdom og intuition – klarhed og medfølelse og stille disse kvaliteter til rådighed i den terapeutiske proces.
En psykosyntese terapeut vil altid have to typer fokus i den terapeutiske proces: Fokus på det umiddelbare terapeutiske emne, følelser, tanker og den indre psykiske konflikt. Men også på den proces og det potentiale, der er ved at bryde frem og som krisen er et symptom på. Enhver krise betragtes som en mulighed for vækst.
Psykosyntese terapeuten betragter klienten som dels en personlighed, der oplever smerte i et eller andet område af sit liv, men ser også smerten som en fødselsproces, et symptom på klientens Højere Selv, der forsøger at bringe et nyt og højere potentiale igennem personligheden. Dette dobbelte fokus er en del af det terapeutiske nærvær.
Se artiklen nærværsbaseret psykoterapi og bogen Psykosyntesens Sjæl, som har udviklingen af nærvær som et grundlæggende tema.
« Tilbage til ordbogens index