Table of content
Artiklen er en psykoterapeutisk klassiker, der beskriver forfatterens forskning i anvendelsen af guidet visualisering. Den rummer mange virkelig dybtgående tanker som enhver psykosynteseterapeut bør være bekendt med.
Af Robert Desoille, oversættelse AnnaBritt Jakielski
Første lektion om Guided visualisering – 11. januar 1965
Mine damer og herrer:
I har udtrykt ønske om at lære noget om den guidede visualiseringsteknik. Det er en ære for mig at imødekomme dette ønske, og jeg gør det med den største glæde.
Lad os først betragte eksperimentet og de fænomener, som kan iagttages. Senere vil vi forsøge at forklare dem og forstå, hvordan de kan anvendes i helbredelsen af neuroser.
Den grundlæggende fremgangsmåde ved dette eksperiment er meget enkel: Den består i at få personen til at gå ind i en visualisering, imens han ligger så behageligt som muligt på en briks i en tilstand af afslapning i hele kroppen. Det er ikke nødvendigt, at han er fuldstændigt afspændt, men han bør skærmes imod støj og bør ligge i halvmørke med øjnene lukkede. Dette hjælper personen til at undgå forstyrrende afbrydelser, medens han betragter sine mentale billeder.
Hvor den spontane dagdrøm generelt er af kompensatorisk karakter, er dette ikke tilfældet med den guidede visualisering, i og med at vi guider den. Det gøres på følgende måde: Vi giver patienten et udgangsbillede, eksempelvis et sværd, eller muligvis en strand, hvor vandet er meget dybt. Vi beder ham beskrive dette billede så detaljeret som muligt og stiller ham spørgsmål for at fremkalde detaljer, hvis det er nødvendigt. Hvis der er tale om et objekt, for eksempel et sværd eller en vase, beder vi patienten fortælle os, hvor objektet befinder sig, og hvor han selv er henne. Han vil da beskrive et sted, han ser for sit indre blik, og vi beder ham om at gå omkring. I løbet af den første session kan det være nødvendigt fra tid til anden at minde patienten om, at alt er muligt i en visualisering.
Vi kommer her til den specielle kendsgerning, der er særegen for den guidede visualisering, og som gør den effektiv. Patientens visualiserede bevægelser guides af psykologen. Denne bevægelse finder primært sted i den vertikale dimension, enten i form af en op- eller nedstigning.
Igennem denne øvelse opdager vi en grundlæggende lov, der knytter sig til sindet: Selvom opstigning ofte i begyndelsen er svær, bringer den i følgende sessioner billeder med sig, som i stigende grad er lysende, og som udtrykker en følelse af ro, afklarethed og sidst, men ikke mindst, glæde – dvs. åbne og generøse følelser. På den anden side vækker det at visualisere en nedstigning tiltagende dystre billeder, som kan være ubehagelige og ofte forbundet med lidelse.
I begge tilfælde har vi at gøre med en af sindets grundlæggende love: Den kommer til udtryk hver dag, når vi taler om ”lyse idéer”, ”varme følelser”, og ”luftige tanker”. Omvendt genkender vi ”lyssky aftaler”, ”en kølig modtagelse”, og ”lav moral”. Vi vil senere vende tilbage til denne lov for at give et fysiologisk bud på den.
Vi kommer nu til problemet omkring suggestion. Vi har allerede nævnt ”udgangsbilledet” – for eksempel et sværd – og vi taler nu om at foreslå op- eller nedstigning. Vi får snart brug også for andre former for suggestioner. De må vælges på en sådan måde, at de foreslåede handlinger er normale dele af patientens daglige liv (såsom at åbne en dør), eller i hvert fald kan accepteres af ham uden at komme i konflikt med hans vante holdninger.
Ved at anvende disse fremgangsmåder i guidningen af patientens visualisering, er vi i stand til at afdække det fulde spektrum af patientens vanemæssige emotionelle reaktioner. Vi bringer desuden andre følelser frem, som sjældent kommer til udtryk, men som ikke desto mindre indgår i hans repertoire.
Vi er nu klar til at diskutere grundlaget for valget af udgangsbilledet, som den guidede visualisering bygger på. Lad os imidlertid først betragte nogle vigtige aspekter af den menneskelige beskaffenhed. Det er indlysende, at mennesket først må konfrontere sig selv; og dernæst komme overens med andre. Det vil sige, at for at forstå patienten er det nødvendigt for os at udspørge ham om ham selv og udforske hans holdninger til såvel mænd som kvinder. Hvis vi i denne udspørgen anvendte en konventionel sprogbrug, ville den fortælle os meget lidt, om noget overhovedet. Den må derfor ske i symbolsprog, det universelle drømmesprog. I de fleste tilfælde vil patienten besvare vores spørgsmål med visuelle billeder, men indimellem vil der opstå en følelse både af at høre og af berøring. Under alle omstændigheder bør de alle behandles som symboler. Der ligger en kolossal fordel i dette symbolsprog: Det forsyner patienten med den størst mulige udtryksfrihed, fordi han, medens han beskriver billederne (hvilket sker i konventionelt sprog), ikke er opmærksom på deres betydning. Han oplever derfor ikke noget behov for at kontrollere de følelsesudtryk, som han oplever i den guidede visualisering.
For at afkorte behandlingen har jeg foretaget et studie af hyppigheden, hvormed de forskellige billeder opstår. Det har ført mig til at tage en række standardtemaer til mig, der er udformet på en måde, så de sætter patienten i en række symbolske situationer, som patienten må have oplevet mindst én gang i sit liv. Ved at gøre det, har jeg været bevidst om dramatiseringsfænomenet, som Freud har vist forekommer i drømme.
Her følger de seks temaer, jeg anvender som udgangspunkt i behandlingssessionerne:
Nr. Formål Tema i forbindelse med guided visualisering
1 At konfrontere sine indlysende karaktertræk:
For en mand, et sværd. For en kvinde, en beholder eller et kar.
2 At konfrontere de karaktertræk, som normalt er undertrykt:
For begge køn, en nedstigning til oceanets dybder.
3 At forlige sig med forælderen af det modsatte køn:
For en mand, nedstigningen til en grotte for at finde en heks eller en troldkvinde.
For en kvinde, nedstigningen til en grotte for at finde en troldmand eller magiker.
4 At forlige sig med forælderen af det samme køn som patienten selv:
For en mand, nedstigningen til en grotte for at finde en troldmand eller magiker.
For en kvinde, nedstigningen til en grotte for at finde en heks eller en troldkvinde.
5 At forlige sig med samfundspålagte begrænsninger:
For begge køn, nedstigningen til en grotte for at finde den sagnomspundne drage.
6 At forlige sig med den ødipale situation
For begge køn, Tornerose-slottet i skoven.
Historierne, som patienterne skaber som svar på disse suggestioner, varierer i udpræget grad, men er altid i en vis grad betydningsfulde. De billeder, jeg foreslår mine patienter, svarer faktisk til ret præcise spørgsmål. De udtrykkes i det, Politzer har kaldt ”det intime sprog”, det universelle drømmesymbolsprog. Selvom patienten ”kender” dette sprog og anvender det i sit svar, om end ubevidst, er han ikke bevidst om dets semantiske betydning, dvs. betydningen af spørgsmålene og hans svar på dem. For at forstå patienten og hjælpe ham til at forstå sig selv, må terapeuten og patienten sammen oversætte symbolerne i dette hemmelige sprog til dagligdagens sprog. Det er derfor, jeg beder patienten om at skrive en fyldestgørende beretning om hver af sine guidede visualiseringer og at medbringe den til næste session, så vi sammen kan analysere indholdet så grundigt som muligt.
For at udtrykke mig klarere, lad os da vende tilbage til temaet med sværdet. Jeg foreslår dette billede til en mand og beder ham fortælle mig, hvad han ser. Symbolsk svarer dette til at spørge ham: ”Hvad synes du om dig selv som mand i ordets bredeste betydning?”.
En person vil visualisere et kraftigt våben, en anden vil se et udsmykket, ceremonielt sværd, og en tredje person ville måske se sværdets blad uden skaftet. En anden kunne f.eks. se et langt, tyndt blad med et skaft i begge ender, hvad der gør sværdet ubrugeligt som et våben. Som et afsluttende eksempel ville en patient måske kun være i stand til at forestille sig et foto af et sværd, hvad der ville være et ekstremt eksempel i spektret af mulige svar.
Det kræver både følsomhed og diplomati at fortolke disse svar på en ordentlig måde. Det er kun muligt at foretage denne fortolkning med patientens aktive samarbejde, og den bør bygge på tre faktorer: 1) En omfattende anamnese, dvs. afklaring af patientens forhistorie, 2) idéer, som patienten spontant associerer med indholdet af sin guidede visualisering, og 3) enhver anden idé, som måtte opstå i løbet af behandlingen. Oversættelsen kan kun anses for gyldig, hvis patienten oplever den som korrekt og helt tilslutter sig den. Vi vil senere vende tilbage til spørgsmålet om, hvordan vi når frem til en fortolkning.
Når dette indledende billede er etableret, beder vi patienten om detaljeret at beskrive sine visualiserede oplevelser. Vi beder ham eller hende om at tage sværdet (eller vasen) med ind i visualiseringen, men ikke give det (eller den) opmærksomhed, førend vi beder ham eller hende om det. Derefter minder vi patienten om, at alt er muligt i en visualisering, og beder ham derpå om at visualisere, at han står for foden af en bjergkæde, om at beskrive landskabet, og derpå om at begynde at bestige et af bjergene. Her starter vanskelighederne. Selvom idéen om opstigning er meget let for visse patienter, som livligt giver sig i kast med det, vil den for andre fordre en betydelig indsats; måske ser patienten, at bjergstien er spærret af uovervindelige forhindringer, såsom udhængende klipper, som hindrer ethvert fremskridt. I dette sidstnævnte tilfælde må psykologen til stadighed kæmpe for at stimulere patientens anstrengelser og må ikke under nogen omstændigheder tillade patienten at opgive håbet og dermed opleve nederlag. Omvendt ville det også være forkert at insistere på en alt for stor indsats. I forbindelse med dette punkt bør vi ikke overvurdere patientens udholdenhed. Af denne grund bør en guidet visualisering ikke vare længere end en time og bør under alle omstændigheder bringes til afslutning på en bekræftende måde. I denne særlige situation bør vi derfor føle os tilfredse, hvis vi har held til at føre patienten op til toppen af bjerget, hvor vi kan foreslå ham et hvil, hvor han nyder udsigten og den store tilfredsstillelse, der knytter sig til det, som Pierre Janet har kaldt en ”succesfuld ekspedition”.
Når vi har at gøre med patienter, som er mindre hæmmede, vil det ofte være muligt at udvide denne første oplevelse en smule. Efter igen at have mindet patienten om, at alt er muligt i en visualisering, beder vi ham forestille sig en passage af skyer, der rækker op i himlen, derfra hvor han befinder sig på toppen af bjerget. Vi beder ham da om at fortsætte sin opstigning. I sådanne øjeblikke er det vigtigt at holde sig i konstant kontakt med patientens følelser og at forstærke hans ønske om at klatre. Der er visse suggestioner, vi kan anvende for at hjælpe ham. Vi kan eksempelvis sige til patienten: ”Forestil dig, at der kommer nogen ovenfra for at række dig en hjælpende hånd”. Denne suggestion kan vække billedet af en elsket person, eller slet og ret en hjælpende hånd, eller en engel (selv mennesker, som ikke har en tro, kan indimellem forestille sig engle). Vi fortsætter med at stimulere patientens bestræbelser, indtil han oplever, at han kommer til et hvilested. På det tidspunkt beder vi ham tage sværdet (for kvinder: beholderen) og undersøge det for at se, om det har ændret udseende. Når der opstår forandringer, er de for det meste til det bedre. Sker det, er det altid forvarsler om en gunstig udvikling hos patienten. Hos nogle patienter kan vi endda yderligere udvide denne første oplevelse ved at bede ham forestille sig en stråle af sollys, der rammer sværdet (eller beholderen) og iagttage, hvad der sker. Hvis der er tale om en beholder, kan terapeuten gå et skridt videre og foreslå patienten, at hun holder den op imod himlen som en offergave eller iagttage, hvad den vil fyldes af. Alle forandringer i billedet er vigtige. De indikerer for os den lethed, hvormed en patient kan tilpasse sig den guidede visualiseringsteknik, og de gør det også muligt for os at bedømme, hvad der normalt kaldes for patientens evne til ”sublimering” (som er et temmelig forblommet udtryk; selv foretrækker jeg udtrykket ”socialisering af instinkterne”).
Guided visualisering fremkalder intense følelser
En af de vigtigste fordele i den guidede visualiseringsteknik er, at den meget nemt fremkalder intense følelsesmæssige reaktioner. Dette er uundværligt for opnåelsen af visse bevidsthedstilstande og er vigtigt i opnåelsen af helbredelse. Der er imidlertid også farlige aspekter forbundet med denne fordel. Det er derfor, jeg under patientens første guidede visualisering undgår alt, der kunne vække angst.
Sådan forholder det sig imidlertid ikke i den anden guidede visualisering. Inden vi indleder den, er jeg omhyggelig med at advare patienten om, at jeg vil bede ham om at forestille sig en nedstigning, som muligvis kan stimulere tilsynekomsten af ubehagelige og måske endda forfærdelige billeder. Jeg beder ham om at stå situationen modigt igennem, fordi det er den eneste vej til at opdage årsagen til hans frygt og dens beskaffenhed. Han vil da kunne lære at besejre sin frygt og gradvist slippe den. Ydermere forsikrer jeg ham omgående om, at denne nye guidede visualisering vil slutte med en behagelig oplevelse, som vil få ham til at føle sig behageligt tilpas. Efter disse indledende bemærkninger beder jeg patienten forestille sig en strand, en klippefyldt kyst, hvor vandet er meget dybt. Når patienten har beskrevet denne scene, foreslår jeg ham, at han ser for sig, hvordan han enten ifører sig en dykkerdragt eller iltudstyr. Han glider derefter ned i vandet, hvor han dykker så dybt som muligt. Når han gør det, opfordrer jeg ham til detaljeret at fortælle mig, hvad han ser med sindets øje. Sædvanligvis opstår der hurtigt følelser af frygt, og hvis jeg foreslår patienten, at der nærmer sig noget truende, vil et uhyre snart efter dukke op, normalt i form af en blæksprutte. Under disse omstændigheder opfordrer jeg patienten til at overgive sig til bæstet eller at tæmme det med kraften fra en tryllestav (denne suggestion er helt acceptabel for de fleste mennesker). Derpå beder jeg patienten få uhyret til at vise ham sit tilhørssted og for eksempel besøge en grotte. Hvis han finder noget specielt dér, beder jeg ham tage det med sig. Jeg beder derefter patienten om at forestille sig, at han vender tilbage til overfladen og tager uhyret med sig op på stranden. På dette tidspunkt er det muligt, at jeg beder patienten om igen at berøre uhyret med sin tryllestav. Han får at vide, at formålet med denne handling er at skabe en forvandling af blæksprutten for at afsløre dens sande identitet. Forvandlinger forekommer ofte, og uhyret kan blive erstattet af et menneske, som har spillet en vigtig rolle i patientens emotionelle liv. Visualiseringen går herefter ind i den afsluttende fase med personens bestigning af et bjerg, hvor han sammen med den person, som blæksprutten har forvandlet sig til, har overblik over havet. Denne opstigning kan eventuelt fortsætte op i himlen.
Denne anden guidede visualisering er en ret vilkårlig udforskning af patientens ubevidste . Den svarer til spørgsmålet: ”Hvad foregår der i dybderne af din personlighed; hvilke smertefulde følelser er det, der bekymrer dig?” I modsætning hertil vil de visualiseringer, der følger efter denne, og som involverer en søgen efter en magiker eller heks i en grotte, tage en mere konkret retning ud fra temaets karakter.
På dette tidspunkt føler jeg mig nødt til at springe lidt i fortællingen for at diskutere et spørgsmål, som I formentlig tænker på, nemlig ”Hvordan bør disse billeder tolkes?”. For at besvare dette spørgsmål vil vi gøre brug af alt det, som Freud og hans tilhængere, Jung og Adler, allerede har lært os om, hvordan vores følelser kommer til udtryk. Jeg vil gerne desuden tilføje nogle af mine egne indtryk. Som jeg har fortalt jer, anbringer jeg i begyndelsen af alle sessioner patienten i en bestemt standard-situation. Først møder patienten sig selv, og derpå må han i følgende sessioner komme overens med andre; snart en mand, snart en kvinde. Hvad er det, der rent faktisk sker? Menneskets hukommelse består af en række billeder, som repræsenterer dets reaktioner på interaktionerne med andre mennesker. Disse billeder er forbundet med følelser, der spænder fra de mest ubehagelige til situationer, der giver en uendelig tilfredsstillelse, for eksempel kærlighed.
For mænds vedkommende begynder disse billeder normalt med det, de mest frygter (f.eks. en djævel), hvorefter de ændrer sig til noget mindre truende (en magiker), fortsætter derefter til noget mere normalt (et ”gennemsnitsmenneske”), hvorefter billederne bliver stadig mere behagelige, efterhånden som patienten guides igennem oplevelser, der for eksempel involverer en helt, en engel, og til sidst Gud.
For kvinders vedkommende er det mest ubehagelige billede en hun-djævel eller en djævelsk heks. Terapeuten kan mildne denne til en mindre truende gammel hejre og derefter til en gennemsnitskvinde. Som behandlingen fortsætter, bliver disse billeder som hos mændene mere og mere behagelige (feer for eksempel) og kan kulminere med billedet af Jomfruen.
Alle disse billeder opstår spontant i den guidede visualisering. I stedet for at vente på, at de skal opstå, kan terapeuten vække dem og anvende dem til at styre visualiseringen for at udforske patientens vanemæssige reaktioner over for andre. Det er på denne måde, vi får neurotiske mønstre og deres årsag frem. Tilsvarende kan mangelfulde reaktioner ændres, først i visualiseringen og derpå i virkeligheden. Jeg har foreslået, at disse to billedrækker kan kaldes ”arketypiske kæder”. Vi vil vende tilbage til dette spørgsmål, når vi diskuterer anvendelsen af den guidede visualisering og dens fortolkning.
Temaet for den femte visualisering er mødet med dragen eller fabeldyret, som vi må opsøge i dybet af den grotte, hvor den bor. Dette er endnu en figur, som opstår spontant i de guidede visualiseringer, og som vil have en af følgende to betydninger: Den kan være dragen fra legenden, eller den kan være et symbol på virilitet. I førstnævnte tilfælde guider jeg patientens indsats i den retning ved at specificere fortolkningen af legenden. I lang tid søgte jeg efter betydningen af dragen. Jung mente, den stod for moderen, som nægtede at give sig hen til sin søn, men jeg bifalder ikke denne fortolkning. I fablen bevogter dragen en skat og holder en pige eller en dreng som gidsel, som den til sidst sluger, men som helten redder. Hvad betyder denne legende i vores vestlige sammenhæng? (I Østen ville fortolkningen være anderledes, fordi dragen dér betyder lykke). Jeg vil gerne foreslå følgende fortolkning: Dragen står for alle de forbud, som omgærder patienten i hans kulturelle miljø. Først og fremmest er der alle de forbud, som familien sætter op. Så er der de forbud, der opstår på baggrund af patientens sociale klasse og fra hans arbejdsmæssige forpligtelser. Endelig sætter nationen også visse begrænsninger op for det enkelte menneske. Hvis en skat viser sig i denne guidede visualisering, repræsenterer den de forskellige mentale og åndelige potentialer, som patienten har været forhindret i at udvikle på grund af alle disse forbud. Dragens unge fanger er også symbolske: Hos en mandlig patient står billedet af en pige, som han må frelse, for den del af hans egen følsomhed, der gør det muligt for ham at knytte sig til en kvinde og at leve med hende i harmoni. Hvis denne evne ikke er udviklet, kan kontakten til det modsatte køn være anstrengt.
Guided visualisering vækker erindringer
Vi går nu til historien om Tornerose, som forløber forskelligt for mænd og kvinder.
Hos en mandlig patient beder jeg ham vække erindringen om en oplevelse, han faktisk har haft med sin moder, uanset om den var god eller ubehagelig. Jeg får ham derefter til at bede sin moder om at føre ham ind i en skov, hvor de vil søge efter Tornerose. Når de finder hende, går de ind i slottet, og manden efterlader sin moder i en af de første sale. Derefter går han ovenpå alene, finder Torneroses soveværelse og vækker hende. Hvis alt går godt, vil patienten som oftest spontant føle, at han ved at efterligne prinsen fra eventyret opnår en voksen modenhed. Jeg beder ham derpå tilbyde sit sværd til Tornerose som et udtryk for hans agtelse og gå rundt i slottet sammen med hende, og sammen med hende foretage en opstigning. Dernæst får jeg ham til at forestille sig, at han kommer tilbage til slottet sammen med Tornerose og introducerer hende for sin moder; hvorefter Tornerose byder sin kommende svigermoder velkommen til sit hjem og fører hende til en sidefløj, som er reserveret specielt til hende. På denne symbolske måde tillader moderen sin søn at tage en hustru. Selvom det helt igennem er visualiseret, kan dette tema give anledning til dramatiske scener, selv hos mænd, som har haft mange seksuelle affærer uden at være i stand til at vælge en hustru.
Hos en kvindelig patient repræsenterer den sovende skønhed hendes opvågnen til seksuel modenhed. Her beder jeg hende forestille sig, at hun selv er Tornerose, der stadig ligger i sengen og sover og er lige ved at vågne. Idet hun lytter, hører hun nogen nærme sig. Jeg beder hende se efter, hvem det er, der kommer ind i hendes soveværelse, og fortælle mig, hvad der sker. Scenariet fortsætter med en opstigning sammen med prinsen og slutter med, at Tornerose introducerer sin bejler til sin fader, kongen.
Dette sidstnævnte tema inkluderes for at lede patientens bestræbelser hen imod løsningen af den ødipale konflikt, dvs. Freuds klassiske opdagelse af, at en person godt kan være voksen, men stadig være knyttet til forælderen af det modsatte køn.
Disse seks guidede visualiseringer kan tage mere end seks sessioner, fordi patienten ofte er ude af stand til at opnå det ønskede resultat i første forsøg. Det kan derfor være nødvendigt at gå tilbage til samme tema måske fire eller fem gange, før billederne, som vækker angst, er helt tømt for deres smertefulde emotionelle ladning. Når de er overvundet, kan vi betragte situationen som grundigt analyseret. På det tidspunkt er det generelt rimeligt for os at gå ud fra, at vi har fået patienten til at konfrontere enhver mulig livssituation, og at udforskningen af hans vanemæssige reaktioner på disse situationer er afsluttet.
Man kunne betragte denne række på seks guidede visualiseringer som første fase i behandlingen. Den anden fase består i at vise patienten nye og uudviklede reaktionsmuligheder. Han må først gøres opmærksom på dem, og derefter må han hjælpes til at udvikle og omdanne dem til nye vaner. Disse problemer behandles også helt og holdent igennem visualisering.
Behandlingens tredje fase involverer en træning af patienten i at bevæge sig fra forestilling til virkelighed. Vi vil drøfte dette mere fyldestgørende i en senere lektion.
Det er, kort fortalt, teknikken til guidet visualisering. Men for virkelig at forstå værdien af denne teknik må vi stadig forstå den mekanisme, som den bygger på, og vurdere dens fordele sammenlignet med andre metoder. Inden vi går over til disse aspekter, vil jeg gerne fremkomme med nogle observationer, som formentlig er indlysende efter et bekendtskab med teknikken:
1. Der er en ekstrem variation med hensyn til detaljerne og indholdet af de reaktioner, der vækkes, men denne rigdom i indholdet præsenteres af patienten inden for rammerne af hans eget relativt faste personlighedsmønster.
2. Der forekommer en ekstraordinær billedrigdom hos visse særligt talentfulde patienter.
3. Der er et tilsyneladende skift i stilen med hensyn til billederne, som gradvist skifter fra patientens virkelighedserindringer og fra de vanemæssige billeder af natlige drømme.
Vi er derfor i færd med at udforske en helt ny verden, som var ukendt for både Freud og Adler. Det lykkedes kun den visionære Jung at få et glimt af denne verden. Han har beskrevet det på en ret løs måde, hvor han gør brug af traditionelle legender. Det område, som den guidede visualisering åbner for os, kan underinddeles i forhold til karakteren af de billeder, som patienten beskriver. Vi kan for eksempel forestille os, at drømmebilleder eksisterer på forskellige planer. Jeg vil gerne foreslå følgende inddelinger:
1. Billeder af virkeligheden og billeder fra natlige drømme.
2. Billeder fra fabler og myter. De mest almindelige billeder i guidede visualiseringer, der involverer en nedstigning, er hekse, troldmænd, magikere, dæmoner, drager etc. I de guidede visualiseringer, der involverer en opstigning, finder vi ofte vise mænd, feer, engle og bevingede heste. Også Kristus, Jomfru Maria og Gud Faderen optræder i drømmene hos de mennesker, der lever i et miljø, som er præget af den kristne billedsymbolik.
3. Endelig er der de billeder, som jeg kalder ”mystiske”, fordi de ikke repræsenterer velkendte objekter, men i stedet består af mere eller mindre vibrerende indtryk af lys, og til tider giver de endda indtryk af at være levende. De savner alle en objektiv repræsentativ karakter og består alene af lys. De kan kun forstås inden for rammerne af de følelser, som patienten har, medens han ”ser” dem. Disse spænder fra ro og afklarethed til entusiasme og en følelse af fryd, eller endda tilbedelse. De eneste sammenlignelige oplevelser er de visioner og ledsagende følelser, som er beskrevet af mystikere.
Jeg vil gerne afslutte denne første lektion med et eksempel på en guidet visualisering, hvis rigdom og stil er meget usædvanlig. Den stammer fra en 27-årig mand, som havde lidt af usædvanligt alvorlige traumer såvel i barndommen som i sin ungdom, og hvis nuværende livsomstændigheder er vanskelige. Hans første guidede visualiseringer var ualmindeligt billedrige og udviste en ekstraordinært dramatisk kvalitet. De afslørede også en betragtelig aggressivitet, som han for størstedelens vedkommende vendte imod sig selv, og som forårsagede en intens handlingsblokering. Meget hurtigt viste det sig imidlertid, at denne aggressivitet kom til udtryk i behandlingen med det resultat, at patienten var chokeret og skræmt over den trang til hævn, som han opdagede i sig selv. Han blev besat af frygten for at lade sin vrede gå ud over en kvinde, som havde forladt ham. Denne situation kommer til udtryk i den første del af drømmen. Efter den katarsis udvikler drømmen sig til en paradisisk vision om et lykkeligt par. En jungianer ville sige, at patienten har rekonstrueret et præcist billede af anima. I det følgende gengives drømmen, som patienten genkaldte sig den.
Patientens beretning om drømmen fremkaldt af guided visualisering
Jeg befinder mig i et ufrugtbart landskab. Foran mig står en høj granitsøjle. Jeg begynder at bestige søjlen ved hjælp af trin, som er skåret ud i granitten. Pludselig bliver jeg til en vampyr og flyver op til toppen. Plateauet, som jeg lander på, er rundt. Det er omkranset af et gyldent rækværk. I midten af søjlen er der et hul, der er bredt nok til, at en mand kan stige ned igennem. Foran mig, med ryggen til rækværket, stirrer en sfinks på mig med sine gule øjne. Dens ansigt rummer en streng skønhed; dens hår er sort. Den er draperet med en lang sort kappe. En mørk sky passerer over os, og fra den rammer en gul lysstråle plateauet, jeg står på. Jeg træder ind i lyset og mediterer et øjeblik, hvorefter jeg bader i den mangfoldighed af indtryk, som lyset sender ned over mig. Langsomt rejser jeg mig i strømmen af lys. Jeg mister synet af toppen af søjlen. Sfinksen begynder at følge mig, men kan ikke stige op så hurtigt, som jeg kan. Alt omkring mig er vild forvirring; verden ryster. I midten af dette kaos ser jeg stykker af brækkede vinger, jeg ser øjne, der smadres, bjerge der ryster, kampesten der styrter. Jeg drejer mig omkring og ser ned mod sfinksen. Mit bliks magnetisme drager den op til mig. Selvom den nu befinder sig på mit niveau, deler den hverken min vision eller intensiteten af mine følelser i forhold til, hvad jeg ser. Vi fortsætter vores opstigning i strålen af lys, som nu bliver grøn. Vi forlader nu lysstrålen for at udforske kosmos’ mørke nat.
Sfinksen basker med vingerne, og på en eller anden måde gør denne bevægelse med vingerne det muligt for mig at stige endnu højere op sammen med den. Vi ankommer snart til et månelandskab, bestående af grå klipper og hårdt sand. Nattens mørke farver himlen. Sceneriet oplyses af måner, der er orange og lysviolette. Sfinksen bliver større. Den er vendt tilbage til sit eget rige og stråler nu med en ny skønhed og ophøjethed. Et diadem kommer til syne i dens pande. Den er dronning over dette land. Jeg bliver en mand igen. En krystalkugle er fastgjort til sfinksens højre ben. Jeg griber den, og det lys, der udstråler fra den, trænger ind i mit blod. Jeg begynder at lyse, og min krop bliver hvid. Vi går hen imod en klippefyldt bjergkam. Efter at vi har nået toppen, letter vi og flyver en tur hen over riget. Til højre under os udsender en sort vulkan røg. En sølvglitrende sø ligger udstrakt foran os, og dens krusede overflade er størknet. Under os hører jeg stemmer, der mumler og kalder. Til venstre for os er der gravet en lang betonkanal, hvor mænds arme stikker ud. Vi er nu tilbage på jorden og står foran en høj granitvæg med en bronzedør.
Sfinksen slår en gongong an, døren åbner, og vi træder ind. Døren lukker sig af sig selv bag os. Vi er i et rum, hvis vægge er som guldklumper. Tunge røde forhæng hænger udspændt under loftet. Gulvet er mosaik. Vi går igennem flere sammenhængende rum og kommer frem til en glasdør. Sfinksen skubber den op og træder ind i en tom hall, i hvis midte står en kiste, der er dækket af et begravelsesklæde. Jeg vil også gerne træde ind i hallen, men sfinksen siger nej. Jeg insisterer så kraftigt, at den lader mig komme ind. Idet jeg tager det første skridt ind i hallen, sker der en umærkelig forandring med mig. Mit ansigt antager udseende af en vampyr. Det synes at ske på grund af den tillid, sfinksen viser mig. Jeg er ved at blive en af dens vasaller. Nu nærmer jeg mig kisten og løfter det sorte klæde, der dækker den. Sfinksen fortæller mig, at kisten rummer hemmeligheden om dens kongelige magt. Med ét ønsker jeg at neutralisere sfinksen for at frigøre det, der er indespærret i kisten. Knap har jeg formuleret dette ønske, førend jeg finder mig selv helt forvandlet til en vampyr. To skarpe tænder gror ud over min underlæbe. På mine hænder og fødder er lange kløer. Et lag af kort gyldenbrunt hår dækker min krop. En lang hale vokser frem. Sfinksen gættede mine intentioner og kastede en forbandelse over mig. En voldsom krampe går igennem mig, og jeg falder ned på jorden, ruller rundt og skriger. Imens jeg kradser i jorden, kommer sfinksen hen og sætter hovmodigt sin fod på mit bryst og dømmer mig til at stå vagt ved kisten på ubestemt tid. En sprække åbner sig i klippeloftet. Sfinksen forsvinder gennem sprækken og tages op i en lang stråle af hvidt lys, der kommer ud af den mørke nattehimmel. Jeg åbner derpå kisten. Der ligger et skelet i den. Jeg vipper kisten og vælter skelettet ud på jorden. De spredte knogler samler sig selv til en bunke, som der går ild i. Efter at ilden er brændt ud, puster jeg på asken, der spredes og afslører en kostbar, rød juvel.
På dette punkt lyder sfinksens stemme i hallen omkring mig. Den fortæller mig, at jeg aldrig vil være i stand til at forlade denne grotteagtige hall, og at jeg aldrig vil kunne gøre brug af juvelen. Den tilføjer derpå, at det vil være min skæbne at indtage skelettets plads i kisten for på den måde at give ny næring til dens kongelige magt. Lige efter det kommer et bælte af jernstænger til syne langs grottens vægge. Væggene begynder at bevæge sig; de begynder at komme nærmere hen imod mig. Jeg gnider kraftigt på rubinen, og den begynder at lyse. Jeg blæser min varme ånde ud på den. En ung kvindes ansigt kommer frem i juvelen, og derefter ser jeg hendes krop. Hun rækker armene frem imod mig. Jeg smadrer stenen, og idet jeg gør det, befrier jeg kvinden fra hendes forhekselse. Hun bliver en åndeagtig skabning, der svæver i luften og snor sig om mit bryst. Med ét forsvinder hun, skræmt af mit monstrøse fysiske udseende. Derpå hugger hun et hul i væggen, som forsyner mig med en flugtvej. Til sidst forsvinder hun ud i den blå luft. Så snart jeg er ude, finder jeg kisten igen, træder ned i den og lukker låget. Jeg håber på denne måde at tiltrække sfinksen, fordi jeg ønsker at finde ud af, hvor den ville tage mig hen, og på hvilken måde den håber at tilintetgøre mig. Snart begynder kisten at bevæge sig. På sfinksens ordre bærer fire vampyrer den hen over himlen med den violette måne. Så indser jeg, at de planlægger at tilintetgøre mig ved at udsætte mig for månens stråler. Jeg bryder derpå låget op, tager vampyrerne og sfinksen ved kraven og holder dem ind i de ødelæggende stråler. Jeg hører deres smertensskrig. Idet de falder, opløses de. Deres knogler forsvinder ned i sandet.
Derefter går jeg tilbage til terrænet, og solen står op. Jeg løfter hovedet op imod himlen og kalder. En gigantisk kvindelig drage kommer til syne. I sin mave har hun hovedet af en brunette, hvis øjne er kulsorte, og hvis hud er mat og glansløs. Jeg kærtegner hendes hår. Før jeg kan besidde hende, fortæller hun mig, at jeg må befri hende fra dragen. Jeg bærer allerede mit panser, så jeg hæver mit sværd og punkterer dragens mave. Nu frigiver dragens mund kvinden, som er klædt i blå slør. I sin hånd holder hun en gylden gral, som hun slipper, idet vi stiger op i himlen. Jeg føler mig utroligt lykkelig.
Vi stiger højere op. Hun har lagt armene om mine skuldre. Hun er meget smuk; hendes ansigt er på én gang sensuelt og åndeligt. For mig er det mest tiltrækkende ved hende hendes ansigtsudtryk. Hun tilhører mig. Vi bærer begge tætsiddende tøj; hendes er gyldent og mit sølvfarvet. Vi slår nu ind på en lysende vej, der fører mod højre. Vi kommer til en tunnel, der munder ud i en bronzedør. Med ét åbner døren sig. En kanon kommer kørende ud på to skinner og fortsætter ud i rummet. Efter at den er forsvundet, træder vi ind i tunnellen, som med det samme oplyses af skinnet fra alle de ædelstene, der er i væggen. Vi omfavner hinanden og tillader os at nyde øjeblikkets totale glæde. Tunnellens indgang har lukket sig bag os. Vi lægger os på nogle røde puder. Der er intet sentimentalt i denne kvindes blik; tværtimod ser jeg en uudtømmelig energi, der har med kærlighed at gøre. Da jeg slipper hendes favntag, har jeg mere selvtillid og føler mig stærkere end før. Jeg mærker, at jeg ikke er fange af denne kærlighed. Når vi forlader dette sted, vil det være i hinandens selskab.
Her slutter patientens beretning.
Som det fremgår, handler første del af denne visualisering om den symbolske frigørelse fra patientens dybe konflikt med kvinder, som han oplevede som mystiske og destruktive skabninger som sfinksen. Derpå optræder der en drage, der holder en kvinde som gidsel. I det tilfælde er dragen en symbolsk repræsentation af det sadistiske aspekt af patientens maskulinitet. Det er hans sadisme, der forvrænger et korrekt billede af kvindekønnet. Ved at dræbe dragen, undertrykker han symbolsk sine egne overdrevne sadistiske tendenser. Denne handling sætter patienten fri til i fantasien at skabe et idealbillede af kvindekønnet. I den sidste del af drømmen forsvinder enhver sentimentalitet og erstattes af respekt og beundring. Scenen er derpå sat for en blomstring af kærligheden og den perfekte forening.
Anden lektion – 18. januar 1965
Fænomener fremkaldt af guided visualisering
I dag vil jeg gerne drøfte nogle af de teoretiske spørgsmål med jer, som er blevet rejst igennem beskrivelsen af den guidede visualiseringsteknik, og fortælle jer om nogle af de fænomener, som den giver anledning til. Jeg vil gerne desuden drage nogle paralleller mellem den og andre teknikker, der ligeledes anvendes.
Det er meget svært at fremsætte en teori, når jeg samtidig føler mig forpligtet til inden for ret snævre rammer at tilføje noget, som i sagens natur er flydende og skiftende. Desuden kan det, uanset hvor præcis og perfekt teorien måtte være, kun baseres på oplysninger, som pt. er kendte; og den videnskabelige viden vokser hele tiden i kraft af nye kendsgerninger, som hele tiden kan genfortolkes.
På trods af tidligere forsøg var det først efter, at jeg havde udviklet et rimeligt kendskab til I.P. Pavlovs og hans tilhængeres arbejde igennem nylige oversættelser, at jeg fandt den forklaring, som jeg længe havde søgt, på vores opdagelser med hensyn til lovene om højere nerveaktivitet, som den store russiske fysiolog havde fremsat.
Den guidede visualisering, som er en semi-hypnotisk tilstand, der ligger mellem den vågne tilstand og søvnen, er i sin essens et redskab, der kan tappe det uudtømmelige reservoir, hvor vi livet igennem akkumulerer frygt, angst, begær og håb. Disse faktorer bevarer deres afgørende indflydelse på vores adfærd, når vi har med den eksterne verden at gøre.
I den følgende diskussion vil vi få lejlighed til at tale alternativt om de psykologiske og fysiologiske aspekter af vores adfærd. Vi ønsker at gøre det klart, at denne dualitet kun er heuristisk; der er simpelthen tale om to aspekter af det samme væsen; mennesket må opfattes som et helt menneske og kan ikke betragtes isoleret fra sit miljø, hverken mht. indre eller ydre aspekter.
Jeg vil gerne tale en del om ”betingede reflekser” og ”dynamiske stereotyper”. (Anvendelsen af ordet ”betinget” frem for det mere sædvanlige ”konditionerede” er et forsøg på at vende tilbage til Pavlovs oprindelige udtryk, der fejlagtigt var oversat som datids tillægsform frem for adjektiv. Woodworth og Schlosberg (Experimental Psychology, New York: Holt 1954) påpeger, at adjektivet ”betinget” beskriver situationen mere korrekt end ”konditionerede”, som er datids tillægsform. Sutherland hævder, at denne fejlagtige oversættelse har ført til alvorlige misforståelser af Pavlovs intention, som var at påvise foranderligheden af den eksperimentelt fremkaldte reaktion i relation til de forhold, hvorunder den blev fremkaldt (oversætterens note)). Jeg formoder, at I er bekendt med disse idéer. De anvendes ofte udelukkende, når der er tale om dyr. Jeg erindrer om, at disse idéer har en langt mere generel betydning, når vi betragter deres anvendelighed i forhold til mennesket. Det, der skiller mennesket fra dyrene, er, at vi har et sprog. For at udtrykke det i Pavlovs terminologi udgør sanseopfattelsen hos både mennesket og dyrene et ”første signalsystem”. For menneskets vedkommende er der til dette føjet et ”andet signalsystem”, der består af ord, enten talte, hørte eller læste. Ivan Smolenski udførte et eksperiment, der forekommer mig afgørende, for at påvise, at når der skabes en dynamisk stereotyp hos mennesket inden for et af de to signalsystemer, kan der opnås et præcist svar i det andet signalsystem uden yderligere forudgående konditionering. Hvis der eksempelvis igennem et elektrochok induceres en fingerbøjning, og denne gøres afhængig af lyden af en klokke i 30 sekunder, sker der det, at hvis den konditionerende stimulus – lyden af klokken – erstattes af ordet ”klokke”, vil den konditionerede reaktion optræde uden anden forudgående forberedelse.
Disse eksperimenter motiverer det, som Pavlov skrev helt tilbage i 1927: ”Hos mennesket er ordet såvel kvalitativt som kvantitativt en konditionerende stimulus, som er uhyre meget bredere i sin anvendelse, end tilfældet er hos dyrene”. Disse studier hjælper os yderligere til at forstå, hvordan processerne med den overordnede nerveaktivitet er afhængig af modificering gennem en indgriben, som er helt og holdent verbal. Endelig tilbyder disse studier os nøglen til en i sandhed videnskabelig psykoterapi.
Dette andet signalsystem er dét, der ”skaber rig mulighed for at forme de psykiske processer”, som A.N. Leontiev udtrykte det, og som gør psykoterapi mulig; det retfærdiggør anvendelsen af psykoterapi, så længe vi ikke har hurtigere og mere direkte fremgangsmåder til at tilpasse den cortikale aktivitet.
Et fremragende eksempel på de resultater, vi kan forvente os i fremtiden ved anvendelsen af disse principper, er smertefri fødsler. Dette sker løbende på rutinebasis i Rusland gennem processer, der helt og holdent er verbalt baserede. Processerne blev finpudset af den Pavlovske skole. Tilsvarende metoder er også anvist af Crantly Dick Reed i England og for nylig her i Frankrig af Lamaze og andre, der alle havde samme succes.
Der er endnu et punkt, som vi må gøre os klart. Ligesom ordene i vores sprog, der udgør det andet signalsystem, kan fungere som signaler, kan også visuelle billeder eller andre foreslåede billeder gøre det. Eksperimenter har på afgørende vis påvist, at hvis et menneske tænker et ord, ledsages dets verbale billede meget ofte af andre billeder. Disse andre billeder er sædvanligvis af visuel karakter, til andre tider kan andre billedindtryk fremkaldes, som enten har med berøring, lyd eller motorik at gøre, og alle disse billeder er tæt forbundet med det første signalsystem. Alle de billeder, der kan fremkaldes af et ord, kan også hver på sin måde fungere som signaler og således supplere det andet signalsystem, der specifikt knytter sig til mennesket. Denne kendsgerning er ekstremt vigtig, fordi den rummer såvel forklaringen på, hvordan psykoterapien arbejder, som berettigelsen for dens anvendelse.
På dette punkt er det indlysende nødvendigt, at vi bliver enige om den præcise betydning, som vi vil knytte til udtrykket ”psykoterapi”. Det er summen af alle passende midler til at kurere en neurose uden brug af medicin i fysisk sammenhæng. Dette bør ikke opfattes på den måde, at medicin er forbudt. Tværtimod finder jeg det ofte ønskeligt at angribe problemet ad begge veje samtidig. Her vil vi imidlertid indskrænke os til en diskussion af de psykologiske midler. Vores næste skridt er at behandle spørgsmålet om, hvad en neurose er.
Fra fødslen til voksenlivet udvikler mennesket sig på tre forskellige niveauer. Selvom vi foretager en skelnen mellem disse tre aspekter af den menneskelige udvikling af sproglige og iagttagelsesmæssige årsager, er der i realiteten en og kun én proces, som omfatter mennesket som en helhed. Samtidig med den fysiske udvikling, som omfatter hele organismen, er der to parallelle udviklinger, der finder sted i nervesystemet:
1. En intellektuel modning finder sted igennem erhvervelse af en større viden og den tiltagende effektive koordinering, samt i udviklingen af en sund dømmekraft.
2. En effektiv modning er karakteriseret ved en ændring af de følelser, der opleves. Dette sker som respons på stimuli både indefra og udefra. Samtidig sker der en vækst i personens mestring af disse emotionelle reaktioner.
Den blotte konstatering af situationen burde være tilstrækkelig til at påvise betydningen af, hvilken nervemæssig type et menneske hører til. Hvor det er muligt, at der eksisterer eksempler på rene typer, er det kun mennesker, der hører til den svage eller den meget ubalancerede type, der er i stand til at udvise neurotiske symptomer. Mennesker, der hører til den stærke type, kan blive ofre for en simpel nervøs udmattelse. Hvis det sker, vender deres adfærdsmønster tilbage til det normale, når de har hvilet ud.
Der er ingen streng sammenhæng mellem disse tre aspekter af menneskets individuelle udvikling. Et menneske, som fysisk og intellektuelt er meget veludviklet, kan ikke desto mindre godt være følelsesmæssigt retarderet. Faktisk er det selve denne uoverensstemmelse, der karakteriserer neurosen.
Dette er et af neurosens aspekter, som det muligvis vil være muligt at supplere og korrigere i nær fremtid, hvis resultaterne af visse nylige studier kan bekræftes. Disse studier ser ud til at påvise en forbindelse mellem morfologi (og en underliggende neuro-endokrin ubalance) og det, vi kan kalde personens emotionelle alder.
Neurotisk adfærd kan også anskues som et resultat af en dynamisk stereotyp. Dette synspunkt fremhæver de adfærdsaspekter, som er upassende og utilpassede med hensyn til den faktiske situation, der fremkaldte den stereotype reaktion.
Disse to synspunkter kompletterer hinanden og skaber derfor en bedre forståelse for en given psykologisk proces.
Neurosens fænomener
I den følgende diskussion vil vi hovedsageligt beskæftige os med dette andet aspekt af neurosen, idet vi holder fast i, at neurose indbefatter en massiv følelsesmæssig retardering, som forhindrer normale voksenmønstre i at erstatte de gamle barndomsmønstre, der er mere eller mindre ineffektive i forhold til håndteringen af dagligdagen.
Hvis det er muligt at genoptræne en neurotiker, dvs. ændre hans følelsesmæssige reaktioner, er det, fordi – som C. Bykov skrev – ”en følelse er organismens komplekse respons, som afhænger af komplekse ubetingede og betingede forhold, der udspringer af forhold, som påvirkes af stimuli både udefra og indefra”, og fordi betingningen af nogle af disse reaktioner kan ophæves.
Den første forudsætning for at omforme følelsesmæssige reaktioner er at vække alle patientens vanemæssige reaktioner og herved definere hans muligheder inden for det følelsesmæssige område. Samtale i den normale vågne tilstand er ikke en gavnlig tilstand med hensyn til at udtrykke følelser og emotioner på en så fri måde som muligt. I kontrast hertil er hypnotiske tilstande, navnlig visualisering, særdeles velegnede til dette formål. Selvom både hypnose og psykoanalyse , som Freud, Adler og Jung fremførte, anerkender denne særegenhed på rent empirisk grundlag, var det Pavlov, der forklarede, hvorfor det er sådan: ”Sænkelsen af den cortikale tonus frigør aktiviteterne i de sub-cortikale områder, som vi kalder følelser og emotioner, som i den normale vågne tilstand er mere eller mindre styret af cortex”.
Det vil sige, at hvilken teknik vi end vælger, bør vi isolere personen fra eksterne stimuli så fuldstændigt som muligt. Når først personen er blevet bragt i en tilstand, der ligger mellem vågen tilstand og søvnen (tættere på søvnen end den vågne tilstand), hvilket bevidsthedsniveau bør vi da holde ham på? Med andre ord, hvor langt bør vi gå i forsøget på at opnå en delvis undertrykkelse af cortex?
Fysiologer hævder, at cortex i den vågne tilstand til stadighed udøver en mere eller mindre effektiv undertrykkelse af de sub-cortikale aktiviteter. Det er dette, der gør det muligt at undertrykke følelser og emotioner, som vi anser for farlige eller socialt utilpassede. For at studere disse følelser må den undertrykkende virkning af cortex reduceres til et minimum. På dette punkt må vi imidlertid tage højde for en meget vigtig kendsgerning, nemlig hvordan de neurale processer koordineres. Dette afhænger af, hvordan det koordinerende center, der er kendt af fysiologer, fungerer. Det bør under alle omstændigheder bemærkes, at et menneskes visuelle billeder, såvel i de natlige drømme som i de guidede visualiseringer, er knyttet til personen på en mere eller mindre sammenhængende måde. I visse natlige drømme er rækkefølgen af billeder bemærkelsesværdigt ordnet, mens det om andre med et populært udtryk kan siges, at ”de hverken har hoved eller hale”.
Hvis vi for et øjeblik beskæftiger os med André Lamouches forestilling om ”bevidsthedsniveauer”, hvor nulpunktet svarer til de såkaldt ubevidste processer, vil vi være i stand til at acceptere idéen om tilsvarende grader af manglende sammenhæng. Hvis den maksimale sammenhæng svarer til den mest effektive måde at fungere på i vågen tilstand, vil den maksimale mangel på sammenhæng være repræsenteret af den anarkistiske rækkefølge af visuelle billeder, der kan opleves i drømme, som følger umiddelbart efter dyb og drømmeløs søvn.
På vores nuværende vidensniveau er det ikke muligt at fastslå, hvilket punkt mellem disse to ekstremer, der repræsenterer det optimale niveau, som patienten bør placeres på for at give ham mulighed for at udtrykke sig med både den maksimale frihed og en tilstrækkelig sammenhæng. Visse patienter vil have en tendens til meget let at falde i søvn og give usammenhængende svar på alle spørgsmål. Andre vil derimod give indtryk af aldrig i et eneste øjeblik at miste kontakten til deres aktuelle situation. Selv patienter, som tror, at de bevidst skaber det scenario, der forventes af dem, vil senere forundres, når de opdager, at konstruktionen af scenariet var resultatet af dybe tendenser og psykologiske faktorer, som de overhovedet ikke var bevidste om under den guidede visualisering. Så som følge af den nuværende relativt primitive tingenes tilstand må vi finde frem til det ønskede niveau udelukkende ad empirisk vej. Hvis patienten har en tendens til at falde i søvn under processen (hvilket sjældent sker), er det eneste nødvendige at anbringe ham i en siddende frem for i en liggende stilling. Hvis det er absolut nødvendigt, kunne vi endda bede ham arbejde med åbne øjne; en fremgangsmåde vi anbefaler, når der er tale om guidede visualiseringer hos børn. Under alle omstændigheder vil patienten efter et par gange selv have fundet frem til det bevidsthedsniveau, som er mest fremmende for ham til guidede visualiseringer. Det er værd at gentage, at denne tilstand er meget tættere på den vågne bevidsthed end søvnen. Der er to betingelser, som patienten må overholde:
1. I forløbet med guidede visualiseringer må han afstå fra en kritisk holdning til sine bidrag.
2. Han bør detaljeret huske alt, der sker under sessionen.
Visualisering af op- og nedstigning
Lad os nu bevæge os til et andet teoretisk aspekt af guidet visualisering. Først vil jeg fortælle jer i generelle træk om virkningen af suggestioner om op- eller nedstigning. Undtagelserne i forhold til disse observationer er mindre end 2% og kan let forklares. Hvis vi anser denne type reaktion for en betinget refleks, må vi spørge os selv, hvad er da den ubetingede, iboende refleks, som den er knyttet til, og uden hvilken den ikke kunne etableres? For at tage det mest indlysende tilfælde, kunne vi ikke få en hunds mundvand til at løbe blot ved lyden af en klokke, med mindre mundvandet tidligere var stimuleret ved synet af kød og umiddelbart efterfulgt af lyden af klokken (dvs. den betingede stimulus). Hos vores patient er den betingede stimulus ordet ”opstigning”, men hvilke iboende og ubetingede reaktioner er forbundet med dette ord? Jeg tror, at jeg kan besvare dette spørgsmål igennem de følgende betragtninger:
Blandt de naturfænomener, der påvirker livet, er solens daglige bevægelser den vigtigste af dem alle. Solopgangen ledsages af varmen, der sikrer alle levende væseners velbefindende og aktiviteter, og af lyset, der levendegør tilsynekomsten af alle ting, og som fordriver skyggens faldgruber og forstyrrende mysterier, der i så høj grad frygtes af ængstelige skabninger. På den anden side svarer solnedgangen bag horisonten til afslutningen på dagen og den nedtrykthed, der ledsager denne træthed – og til frygten for nattens farer, hvad enten de er virkelige eller indbildte. Disse indtryk, som hver dag fornyes for os alle med større eller mindre intensitet, har sat deres præg på hverdagssproget, som jeg sagde sidst.
Det kan også påvises, at idéen om bevægelse fra venstre til højre eller omvendt fra højre til venstre fremkalder en ændring i udviklingen af en guidet visualisering, som er analog til det, der sker som respons på idéen om vertikal bevægelse, om end i meget mindre grad.
Generelt er det for højrehåndede sådan, at idéen om bevægelse til venstre fremkalder en tilbagevenden til personens tanker om fortiden, hvor idéen om bevægelse til højre bringer idéer om fremtiden. Det, at disse opdagelser er omvendt for venstrehåndede mennesker, hjælper os til at forstå det forhold, som vi kan iagttage mellem tidens og rummets dimension. Eftersom et menneskes opførsel er et udtryk for hans samlede væsen, vil oplevede følelser, når de udtrykkes gennem bevægelse, forme sig efter hans muskulære vaner. Det følger heraf, at for en højrehåndet person vil det at bevæge højre arm væk fra kroppen og strække den ud til højre, generelt udtrykke en tendens til handling eller det at give en gave, og bør derfor forbindes med en optimistisk følelse af erobring, kamp og generøsitet. På den anden side vil det at bringe den højre tilbage til kroppen have at gøre med at trække sig tilbage i sig selv, med frygt og med undgåelse.
Det bør imidlertid forstås, at træning af patienten i guidet visualisering over en periode er nødvendig. Varigheden af denne træningsperiode vil variere betydeligt fra den ene person til den anden. Her spiller etableringen af en klassisk betinget refleks, isolering og gentagelse en rolle. Ydermere har denne træningsperiode i sig selv en helende virkning, fordi den tvinger personen til at gøre en samlet bestræbelse på at forholde sig til sine mentale billeder. Af denne grund har den guidede visualisering intet til fælles med de anarkistiske udsving i de spontane dagdrømme. Selv de tidlige sessioner, hvor banale deres indhold end måtte synes, udgør den indledende genoptræning af viljen og opmærksomheden, som begge så ofte er underudviklede hos neurotikeren.
Jeg vil gerne igen henlede opmærksomheden på nødvendigheden af at holde sig visse kendsgerninger for øje, som vi til stadighed refererer til. Vi gør ofte brug af visse formler, hvis betydning vi ikke længere sætter spørgsmålstegn ved. Vore fædre plejede at tale om ”sjælens funktioner”, men nutildags får selve dette udtryk os til at smile overbærende.
Er det ikke det samme, der gør sig gældende med visse idéer såsom censur, det at glemme drømme, og modstand, for nu at holde os til nogle samtidige eksempler?
Freud knyttede drømmesymbolik til interventionen af en moralsk censur, som forblev ubevidst. Denne konklusion bliver til stadighed imødegået af facts, af den detaljerede, kritiske undersøgelse af visuelle indtryk i natlige drømmebilleder såvel som i guidede visualiseringer, og af billedsproget i slang. Drømmenes billeder taler et universelt sprog: ”det glemte sprog”, som Erich Fromm omtalte, det ”intime sprog”, som Politzer benævnte det, eller det ”arkaiske sprog”, som Freud udtrykte det. Drømmene udgør den mindste modstands sprog. Det er næppe nødvendigt at komme med noget eksempel for at forklare drømmesymbolikken.
Med hensyn til det at glemme sine drømme, ville det være nyttigt at spørge os selv, hvad det er, der fremmer en erindring om drømmene. Inden for ethvert område er en af de centrale betingelser gentagelse. I drømmen er det den stærke emotionelle ladning i billederne, som, når vi vågner, tvinger os til at huske dem og dermed gentage dem og drømmesekvensen for os selv.
Herfra vil jeg gå videre til begrebet modstand. Eftersom jeg ikke har diskuteret det i mine bøger, vil jeg beskæftige mig med det i en vis udstrækning. Freud lærte os, at terapeutens job består i at overkomme disse notoriske modstande med patientens hjælp. Måske husker patienten ikke – eller vil ikke huske – den nødvendige forbindelse mellem aspekterne af hans nutidige adfærd og visse vilkår i hans fortid. Ud fra denne teori holdes modstanden nede af den analytiske proces, og – igen i teorien – opnås helbredelsen, når patienten genkender og anerkender årsagen til symptomerne og deres betydning. Modstanden kommer enten til udtryk igennem patientens tavshed eller hans vægren ved at acceptere forklaringen, som psykoanalytikeren til sidst vil tilbyde ham.
Denne modstandsprægede holdning opleves indimellem af patienten under en guidet visualisering. Det sker langt sjældnere end i psykoanalyse, eftersom patienten – idet han udtrykker sig i billedsprog – udøver langt mindre censur over for sin selveksponering, som dermed i en vis forstand sker ufrivilligt. På den ene eller den anden måde kommer kendsgerningerne frem. Behøver vi at vente, som psykoanalytikerne gør, på at andre selv-afsløringer forsyner os med mulighederne for at fortsætte hen imod fuldbyrdelsen af analysen, når dette aspekt af patientens modstand er udtømt? Jeg tror snarere, at det er muligt for os at spare tid ved at ændre vores synspunkter lidt. Hvis vi i stedet for at tale om modstand taler om hæmning, ser det ud til, at alt, hvad vi har gjort, er at skifte det ene ord ud med det andet, hvor de hver især svarer til hinanden. Imidlertid er det ideologiske grundlag fuldkommen anderledes. Psykoanalysen fortæller os, at modstand er en form for censur, der hidrører fra en konflikt mellem jeg’et og id’et. Pavlov fortæller os, at hæmning er en dynamisk proces, der finder sted på det cortikale niveau, og som generelt sagt er centreret omkring en kraftig spænding i den neurale locus. Han viser os også, hvorledes stimuleringen af et andet område kan lette denne spændingstilstand (dvs. hvordan hæmning kan modvirkes). Det følger deraf, at hvis vi har et verbalt redskab til vores rådighed til at skabe dette andet spændingsmønster, kan vi forhåbentlig overvinde den stærke hæmning, der var resultatet af det første neurale spændingsmønster, navnlig hvis bevidstheden for en stund mere eller mindre kan afledes herfra.
Det følgende er et eksempel på, hvad jeg taler om: Jeanne er en kvinde, som er separeret fra sin mand, med hvem hun har to døtre. Den ældste af pigerne bor hos faderen, hvis parti hun tog i forbindelse med forældrenes strid. Den anden af pigerne, som bor hos sin moder, er hendes livs glæde, siger Jeanne. Ud over den nuværende situation afslører forhistorien, at Jeanne blev fanget i en dyrefælde, da hun var syv år gammel. Som en uheldig konsekvens af denne smertefulde oplevelse blev Jeanne skilt fra sin moder i en periode. Jeanne har pt. et perfekt helbred, og trods flere emotionelt forstyrrende skuffelser har hun gjort god karriere inden for sin profession. Alligevel er hun stadig temmelig nervøs. Hun siger, at hun gerne ville leve et enkelt, ukompliceret liv som andre. Dette afholdt hende ikke fra at søge en løsning på sine problemer i en form for asketisk livsholdning. Hun har også engageret sig i åndelig praksis inden for flere forskellige skoler såsom Zen og Freudiansk psykoanalyse, for ikke at nævne andre mindre kendte sekter. Efter at have ”shoppet omkring” har hun nu besluttet, at hun gerne også vil forsøge sig med guidet visualisering.
Jeanne er ikke kun meget intelligent, men også meget talentfuld. Jeg indvilgede i at lade hende prøve en indledende guidet visualisering. I begyndelsen går alt fint, og jeg får guidet hende til at begynde opstigningen af et højt bjerg. Hun ankommer så til et pas i nærheden af et snedækket område og giver udtryk for, at hun har det godt. Jeg foreslår hende at hvile lidt og foreslår hende at begive sig hen til toppen af området. Her blokerer Jeanne og siger, at ”Jeg synes godt om det her og har ikke lyst til at gå videre”. Jeg opfordrer hende til at forsøge sig igen. Jeanne nægter. Hun åbner øjnene og siger ”Nej, det er jeg ikke interesseret i”.
Her er et eksempel på en helt klar modstand. Hvad bragte dén modstand frem? Den korte forhistorie, der indledte den guidede visualisering, forsynede mig med tilstrækkelig information til at gætte. Når Jeanne forsøger noget nyt og føler, at hun kan blive meget optaget af det, tvinger den latente erindring om fælden, hun som barn blev fanget i, hende til at trække sig tilbage for at undgå faren for at blive fanget igen.
Skiftede jeg da over til en psykoanalytisk tilgang til problemet? Havde jeg gjort det, ville det have været at forråde mine dybeste overbevisninger. Den nødvendige analyse ville følge senere; på dette tidspunkt var det nødvendigt at overvinde modstanden. Først gjorde jeg brug af al min autoritet på en måde, som var både venlig og fast, idet jeg insisterede på, at hun lukkede øjnene og genskabte det behagelige billede af bjergpasset. Da jeg var sikker på, at hun havde genfundet den ro, som dette billede havde skabt, bad jeg hende holde fast i billedet af sin datter. Derpå bad jeg hende beskrive billedet af pigen for mig. Hun beskrev barnet som smilende og fuld af energi. Jeg foreslog derpå moderen, at hendes datter tog hende ved hånden og trak hende med op til toppen, som hun gerne ville udforske. Denne fremgangsmåde var helt igennem succesfuld med hensyn til at overkomme Jeannes modstand, og jeg kunne nu bringe sessionen til en normal afslutning.
Dette eksempel viser os flere ting. Først og fremmest viser det os, hvordan det at anvende en anden teoretisk forklaring kan lede os til at finde nye veje og afkorte behandlingstiden. Dernæst viser det os, at det at kende den historiske baggrund for en sædvanlig uhensigtsmæssig reaktion ikke er tilstrækkeligt til at eliminere patientens besværlige symptom, som i dette tilfælde var en manglende evne til at følge en handlemåde, der kunne have hjulpet hende til at vokse.
Jeg vil gerne illustrere disse teoretiske overvejelser med et andet typisk eksempel.
For nylig blev jeg opsøgt af en meget intelligent dame med kultiveret baggrund. Hun klagede over ikke længere at være i stand til at køre bil på motorvejen, til trods for at hun ikke oplevede problemer med at køre i Paris’ gader. Intet i hendes forhistorie syntes at retfærdiggøre disse problemer. Jeg indvilgede i at behandle kvinden og guidede hende igennem en serie på seks visualiseringer, som i teorien burde have afsløret årsagen til problemet. Alt i disse visualiseringer forløb imidlertid helt normalt. Her ville en ortodoks freudianer utvivlsomt have sagt, at ”Du har ikke foretaget analysen på et tilstrækkeligt dybt plan, og modstanden er ikke blevet overvundet”. Ifølge et freudiansk synspunkt kan det, hvis psykoterapeuten ikke er nået til en forståelse af problemet, kun skyldes, at patienten modsætter sig og nægter at give sin hemmelighed fra sig.
Hvad kan vi da gøre?
Jeg afskrev fuldkommen hypotesen om et rent psykogenetisk problem og spurgte kvinden, om hun havde nogen form for fysiske vanskeligheder. ”Ja”, sagde hun, ”Jeg har problemer med aorta*), men faktisk oplever jeg ikke, at det giver mig problemer. Jeg foreslog hende følgende hypotese: ”Hvad hvis du har oplevet en let krampe i aorta, da du kørte på motorvejen, og dette har gjort dig nervøs? Muligvis har det være så mildt, at du ikke lagde mærke til, medens det stod på, at krampen var den virkelige årsag til din nervøsitet. I stedet har du så troet, at oplevelsen havde at gøre med motorvejen og dens farer. På den måde har du skabt en solid, betinget refleks”.
Patienten indrømmede sandsynligheden af denne hypotese. De praktiske foranstaltninger, vi traf for at løse problemet, var som følger: Jeg fortalte damen, at jeg forventede af hende, at hun skulle køre alene på motorvejen. Den følgende søndag skulle hun besøge nogle mennesker, der boede omkring 40 km fra Paris. Hun accepterede at tage turen alene, og jeg forberedte hende på den ved bede hende gå ind i følgende guidede visualisering:
”Jeg kommer til dit hus. Du tager bilen ud af garagen, og jeg sætter mig ind ved siden af dig. Du tager rattet og kører. Idet vi kører på motorvejen, snakker vi sammen på en afslappet og venskabelig måde. Jeg beder dig fortælle mig, hvor vi er. Du beskriver i udførlige detaljer landskabet langs motorvejen for mig. Fra tid til anden minder jeg dig muntert om, at vi har det sjovt”.
Efter at den guidede visualisering var færdig, instruerede jeg damen om at virkeliggøre indholdet af denne guidede visualisering, medens hun kørte ud for at besøge sine venner den følgende søndag. Hun blev bedt om at se for sig, at jeg er der i bilen sammen med hende, og at vi har en behagelig samtale, ligesom vi havde det i den guidede visualisering. Jeg bad hende ringe til mig om mandagen for at fortælle mig om resultatet af eksperimentet. Mandag aften fik jeg en opringning, hvor hun fortalte mig, at alt var gået godt, og at hun havde kørt mere end 90 km uden nogen form for angst.
Hvad havde jeg gjort? Jeg havde bragt patienten tilbage i den angstfremkaldende situation, men uden at tillade angsten at komme frem igen. Med andre ord fik jeg hende til at gennemleve situationen, som havde fremkaldt den ubehagelige betingede reaktion (frygt), men på en måde, så det blokerede for en styrkelse af denne betingede refleks. I denne ændrede situation bevirkede den manglende styrkelse af refleksen, at den kunne fjernes, og at den betingede stimulus – angsten for motorvejen – mistede sin kraft til at gøre damen angst.
Hvad ville vi have opnået ved en såkaldt ”dybdeanalyse”? I kender svaret lige så vel, som jeg gør! Og alligevel var kvindens opførsel helt klart neurotisk!
Vi er nu fremme ved det afgørende problem i al psykoterapi, uafhængigt af den anvendte teknik: Rekonstrueringen af personligheden. Vi vil tage dét spørgsmål op næste gang.
Før vi afslutter denne forelæsning, vil jeg gerne tilbyde lidt råd og vejledning. Selv om det er absolut nødvendigt for jer som unge psykologer at stifte bekendtskab med jeres forgængeres arbejde og teoretiske livssyn, er det mindst lige så vigtigt for jer at forberede jer på at overtage kampen for viden. Selv om det er essentielt at kende værkerne fra store mestre såsom Pierre Janet, Sigmund Freud, Carl Jung og Henri Bernheim fra Nancy Skolen, påhviler det jer også i samme grad indgående at studere værkerne fra mestre inden for andre discipliner end psykologien.
Psykologien er stadig alt for litterær til at kunne påberåbe sig at være en videnskab. Det er jeres fremtidige job at gøre den til en virkelig videnskabelig disciplin. Det er derfor afgørende, at I læser alle værkerne fra den Pavlovske skole. Det vil være en god introduktion til dette område at læse følgende værker:
1. Chauchard, Paul: ”Les mécanismes cérébraux de la prise de conscience”, Mason, 1956.
2. Muchielli, R.: “Philosophie de la médecine psychosomatique”, Aubier, 1961.
3. Bykov, C.: “L’écorce cérébrale et les organes internes”, Editions de Moscou, Librairie du Globe.
Tredje lektion – 28. januar 1965
Visualisering i forhold til psykoanalyse
Sigmund Freud var, ud over at være et geni, en mand af total intellektuel ærlighed. Han var helt bevidst om manglerne i sit værk. Det var derfor, han skrev: ”Det ”bygningsværk”, vi igennem den psykoanalytiske doktrin har rejst, er i virkeligheden en overbygning, som på et tidspunkt må sættes på plads på sit organiske fundament, men vi kender endnu ikke dens fundament”. (S. Freud, ”En generel introduktion til psykoanalysen”, Garden City, New York: Garden City Publishing Company, 1943, 338).
Er situationen anderledes i dag? Det mener jeg, og jeg deler denne mening med så fremtrædende en psykiater som Professor Sivadon og med den lige så agtværdige fysiolog Paul Chauchard, for nu blot at nævne disse to.
Medens jeg arbejdede på at optimere den guidede visualiseringsteknik, blev jeg ved at støde ind i de kendsgerninger, som Freud havde påvist. Alligevel er den psykoanalytiske teori i den form, den stadig videregives i, ikke tilstrækkelig til at redegøre for det, der opleves i forbindelse med den guidede visualisering. Ydermere er nogle af fænomenerne endda i modstrid med den klassiske freudianske doktrin.
Jo større det antal kendsgerninger er, der kan forklares af en videnskabelig teori, jo mere frugtbar og gyldig er sandsynligvis teorien. Selv om jeg anerkendte de uvurdérlige bidrag, som psykoanalysen har ydet, kunne jeg ikke forlige mig med dens teorier. Min uddannelse som ingeniør gjorde mig ret krævende; jeg ledte både efter mere strenge beviser og en mindre boglig præsentation af kendsgerningerne. Jeg beder jer undskylde mig, hvis jeg forekommer for streng i min dom, men tillad mig at fremføre en behersket kritik af psykoanalysen, som den blev givet af Dr. E. Monnerot fra Marseilles. Den fortjener jeres omhyggelige overvejelse. I finder den i Eksempel 9 og 10 i ”La Raison”.
Jeg har bestræbt mig meget på at relatere fænomenet, som jeg undersøgte, til moderne teorier (først Janets og Freuds, dernæst Jungs og Adlers, for nu blot at nævne de vigtigste), men ingen af dem tilfredsstillede mig. Dette var ikke overraskende i lyset af vores viden på nuværende tidspunkt. Endelig fandt jeg en beskrivelse af lovene om den højere nervemæssige aktivitet hos mennesket, præsenteret af Pavlov og hans tilhængere. Det var på dén måde, at jeg blev ledet til at afvise visse idéer, som andre fortsat anser for fundamentale, og til i videst muligt omfang at undgå brugen af visse ord, som udelukkende fører til forvirring.
Kort fortalt besluttede jeg at opgive idéer som ”et ubevidste”, som er del af os, og hvor noget forekommer uden bevidst opmærksomhed. Freud anvendte udtrykket ”unbewusst”, som betyder, ”det, vi ikke kender”. Jeg foretrækker enten at anvende udtrykket ”irréfléchi” (uoverlagt, tankeløst og hovedkuls), eller at anvende mere fysiologiske udtryk ved at referere til det mislykkede forsøg på at etablere en ”midlertidig sammenkædning”. Ingen oplevelse bliver nogensinde fuldkommen glemt, men årsagen til, at den ikke huskes i det øjeblik, hvor den ville være mest nyttig, er, at ingen forudgående tanke, ingen forudgående overvejelse, har forberedt os på at se forbindelsen, at skabe den midlertidige sammenkædning mellem den forudgående oplevelse og den nuværende situation. På den anden side er der mange ubevidste processer (som i øvrigt kaldes automatiske), og det er logisk at tale om bevidsthedsniveauer, hvor nulpunktet er det niveau, hvor der finder en ubevidst proces sted.
Tilsvarende er den rolle, der knyttes til drømmesymbolikken, meget tvivlsom, når vi studerer slang-sproget, hvormed man kan udtrykke de mest forskelligartede idéer uden den mindste form for moralsk censur. Politzer har foreslået, at vi bør tale om ”det intime sprog”, når vi refererer til det visuelle og andre udtryk for drømmesproget. Som Freud gav udtryk for, er det et arkaisk sprog uden grammatik. Det giver os mulighed for at overveje de oplevede følelser, når vi er alene med os selv. I vil også huske, at Erich Fromm kaldte det for ”det glemte sprog”.
Begrebet ”libido” er ikke stort mere værd at beholde end begrebet ”psykologisk spænding”. Det er slet og ret en analogi og tjener udelukkende til illustration. Det nuværende sprog er tilstrækkelig righoldigt til at beskrive de forhold, som nogle mener bedst forklares igennem begrebet libido . På den anden side forekommer begrebet styrke i den neurale proces, hvis intensitet varierer i forhold til fysio-kemiske faktorer i nervecellen, os at være tættere på virkeligheden. Selv om vi for indeværende kun er i stand til at måle denne kraft globalt, dvs. for organismen som helhed, og selv om vi endnu ikke kan bestemme dens værdier i forskellige organer som f.eks. hjernen (og endnu mindre på celleplan), er den i mangel af bedre stadig værd at bevare.
Begrebet overføring, som er så vigtigt i psykoanalyse, er også værd at bibeholde. Dets rolle i de guidede visualiseringer er langt mindre vigtig, end det er tilfældet i psykoanalytisk terapi. Det er kun sjældent nødvendigt at analysere overføring på psykoterapeuten. I den guidede visualisering forekommer overføring generelt i forhold til en symbolsk karakter i historien.
Der er imidlertid andre forhold, som er langt vigtigere end terminologi. Dette gælder f.eks. spørgsmålet om, hvad vi forstår ved neurose, og hvordan vi begrebssætter behandlingsforløbet. Igennem en teori skulle vi være i stand til at forstå kendsgerningerne bedre og at handle mere effektivt på dem. Af disse årsager finder jeg det tilrådeligt helt at droppe Freuds teori og tilslutte sig Pavlovs begreb, som Paul Chauchard på beundringsværdig måde har opsummeret i sit bemærkelsesværdige værk, ”Les mécanismes cérébraux de la prise de conscience” (”Cerebrale mekanismer og bevidsthedstilstand”).
Inden for den i sagens natur begrænsede rækkevidde af denne præsentation kan jeg give jer en summarisk redegørelse for mine nuværende overvejelser i denne sag. Så bær over med mig. For at sige det groft, mener jeg, at det påhviler os at anvende Pavlovs begreber om den betingede refleks og det dynamiske mønster på hele vores emotionelle liv. Set fra dette synspunkt er neurosen en uhomogen gruppe af dynamiske mønstre, som er mangelfuldt tilpasset til det sociale liv, og som har held til at splitte både patientens indre og ydre relationer. De metoder, vi anvender til at korrigere disse uregelmæssigheder, er følgende:
1. Vi søger den oprindelige sygelige betingning. Her er vi på bølgelængde med psykoanalysen, men uden at anse det for afgørende at afdække denne information. Vi finder den nyttig, men ikke altid nødvendig, og aldrig i sig selv tilstrækkelig.
2. Vi må afprogrammere visse reflekser eller dynamiske mønstre.
3. Patienten må forsynes med redskaber, hvorigennem han kan reorganisere sin personlighed, dvs. midlerne til at etablere nye dynamiske mønstre, som er velegnede til at imødekomme de forhold, der gør sig gældende i hans liv.
Hvilke redskaber giver den guidede visualisering os i dette arbejde?
Den guidede visualisering bør ikke forveksles med almindeligt dagdrømmeri, selv om sidstnævnte tilbyder os et væld af materiale til analyse. Imidlertid er det langt mindre omfattende end den fantasiverden, som åbner sig for os gennem brugen af den guidede visualisering, først til patienten og dernæst til hans terapeut.
Her vil jeg gerne tage et emne op, der har at gøre med den humbug, som visse psykoanalytikere er tilbøjelige til at falde for, når de hævder, at man kun kan nå til ”dybden” af et problem igennem psykoanalyse. Først og fremmest må vi forstå, hvad der menes med ”dybden”? Det er intet andet end et symbol. Og hvorfor er det, at psykoanalysen, bortset fra den jungianske skole, ikke ofrer opmærksomhed på hverken fabel-billederne eller de billeder, jeg har kaldt ”mystiske”? Vi møder disse billeder – med variationer i såvel den æstetiske kvalitet som den emotionelle kraft – hos stort set alle. Nogle gange afslører indholdet af disse billeder direkte over for patienten en mulig emotionel reaktion, som er helt ny for ham. Det er derfor, træning i konstruktiv auto-suggestion kan vise sig så gavnligt med hensyn til en vidtrækkende rekonstruering af personligheden.
Jungianske analytikere er bekendte med disse billeder, men kun for så vidt disse er opstået spontant fra folketraditioner. De har ingen metoder til bevidst at vække disse, så de kan studeres in vivoŸ) og anvendes terapeutisk.
Freud nævner genuddannelse igennem psykoterapeutens kontrollerede suggestion til at fremme denne rekonstruering af patientens personlighed, men hvis han udviklede en teknik ud fra sin erfaring, beskrev han den ikke. (Se Freuds indledende forelæsninger om psykoanalyse, kapitel 28, ”Analytisk terapi”, Garden City, N.Y.: Garden City Publishing Company, 1943).
Disse to mangler kan opvejes. Men for at forstå, hvorledes vi gør det, er det nødvendigt at overveje implikationerne af visse forhold, som blev synliggjort af eksperimenter, som fandt sted i begyndelsen af dette århundrede (det 20. århundrede, oversætterens anmærkning). Pavlov er knap nok kendt af de franske psykologer; meget lidt af hans arbejde var frem til sidste verdenskrig oversat til fransk. Vi kendte kun til hans eksperimenter med hunde. Alligevel havde Pavlov vist, at de love, der gjaldt den højere nervemæssige aktivitet hos hunde, tilsvarende gælder hos mennesker, idet vi erindrer, at sidstnævnte har et sprog, som førstnævnte mangler. Pavlov benævner det sansesystem, som mennesker og hunde har til fælles, som det første signalsystem. Sideløbende med dette første system har mennesket et andet signalsystem, som består af totaliteten af ord, der repræsenterer begreber, følelser og objekter. Dette andet signalsystem er det, som gør det muligt for mennesket at udtrykke en adfærdsrigdom og en variation i udtryk, som ligger ud over den, der gælder for dyrene.
Jeg vil gerne her minde jer om følgende afgørende eksperiment: En betinget motorisk refleks etableres hos mennesket med lyden af en klokke som den betingende påvirkning. Når refleksen er veletableret, er alt, hvad vi behøver at gøre for at vække denne motoriske reaktion, at sige ordet ”klokke”. Den betingede reaktion vil finde sted uden nogen anden form for forudgående forberedelse. Her finder vi nøglen til en stor del af den menneskelige adfærd og samtidig forklaringen på kraften i såvel suggestion som auto-suggestion. Lad os tage et eksempel med neurotisk adfærd: Du fører en stilfærdig samtale med et andet menneske. Dette menneske forekommer dig at være afslappet og veltilpas. Hans holdning forekommer dig at være helt normal. Lad os nu gå ud fra, at et af hans familiemedlemmer træder ind i stuen. Med det samme, uden at der er sagt så meget som et eneste uvenligt ord, og uden nogen bevægelse overhovedet, bemærker du, at din samtalepartner optræder nervøs, ubehagelig og aggressiv.
Psykoanalytikere forklarer denne form for reaktion med komplekser og overføring, hvor Pavlov ville sige, at synet af familiemedlemmet tjener som en betingende påvirkning, der fremkalder aggressive følelser. De oplever begge det samme, og hvis vi spørger dem, hvordan dette opstod, vil psykoanalytikeren og Pavlov stort set give samme beskrivelse af de sandsynlige forhold, som gav anledning til denne reaktion. Hvor Freud mente, at selve det at informere patienten om baggrunden for denne konflikt, som skabte hans symptomer, ville være tilstrækkeligt til at fjerne dem, syntes det, som om han modsagde sig selv, fordi han i praksis fandt det nødvendigt at supplere patientens indsigt med en genuddannelsesproces. Pavlov, derimod, taler også om konflikt, ikke mellem id’et, jeg’et og over-jeg’et, men mellem to neurale processer (anspændelse og hæmning), hvis lovmæssigheder er kendte. Dette bringer os nærmere en forståelse af det fysiske grundlag, som Freud forudså. Vores næste opgave er derfor at udvikle metoder til at vende patientens negative og aggressive reaktion på en betinget påvirkning til en positiv og gavnlig holdning.
Hvordan anvender vi disse begreber i den guidede visualisering? Lad mig først minde jer om, at det grundlæggende princip i teknikken er suggestion. Den vigtigste form for enkel suggestion er at invitere subjektet til at foretage en visualiseret opstigning og nedstigning i rum. Resultaterne af disse suggestioner er så slående, at vi kan foreslå en generel lovmæssighed for sindet . Vi finder, at subjektet spontant rekonstruerer en hel billedverden, som symbolsk ikke kun udtrykker hans vanemæssige og typiske emotionelle reaktioner, men også andre, som han er i stand til at lære at udtrykke.
Når subjektet følger disse forslag om at visualisere op- og nedstigninger, forsyner han os med nyttigt symbolmateriale til udforskningen af hele spændvidden af hans vanemæssige følelser samt de følelser, som han burde være i stand til at opleve. Vi har dermed et meget hurtigt og praktisk redskab til at definere et menneskes emotionelle reaktionsmønster, hvad angår såvel hans tidligere oplevelser og hans udviklingspotentiale. På denne måde kan vi hurtigt fremkalde scener, der udtrykker patientens konflikter, som sætter os i stand til at rekonstruere deres oprindelse. Når vi anvender denne selvudtryksmåde, glider patienten spontant ind i brugen af drømmesymbolik. Som regel vil han ikke være bevidst om, at han taler om sig selv. Vores arbejde er dermed ikke hæmmet af censur eller modstand hos patienten (det forholder sig ganske anderledes, når vi anvender den såkaldt frie associationsteknik). Dette resulterer i en betydelig tidsbesparelse. Vi hjælper samtidig patienten til at løse det problem, den visualiserede situation viser os, og at overvinde den angst, som den skaber. Det sker ved, at vi tilbyder ham suggestioner, som er skræddersyet til at imødekomme behovet i hans oplevede visualisering. En måde, hvorpå dette kan opnås, er at foreslå at flytte den problematiske scene fra et lavere til et højere niveau. Anvendelsen af denne fremgangsmåde fremmer udryddelsen af disse skadelige refleks-reaktioner, som – selv om de er relevante i forhold til konflikten – kun er aktive i patientens forestilling og ikke forstærkes af patientens nuværende virkelige situation. Gennem denne proces hjælper vi patienten til at udvikle nye dynamiske mønstre, som han derpå vil overføre fra sin forestillingsverden til den virkelige verden.
Teoretisk finder denne rekonstruktion sted i to trin:
1. Opgaverne med at opnå emotionel modenhed, socialisere instinkterne samt psykisk vækst løses ved at udvide idéen om opstigning yderligere. Igennem disse øvelser vil subjektet opleve det stadig lettere at flygte fra virkelighedens snærende bånd, men ved at gøre det, opdager han følelser i sig, som han kun sjældent har oplevet – og nogle gange følelser, som er helt nye for ham. Mest af alt oplever han en ny følelse af generøsitet og begynder at opleve, at en ny tilfredsstillelse er mulig igennem det at give af sig selv. Sagt på en vis måde, så går han fra barndommens og ungdommens hedonisme til en moden, generøs, storsindet holdning.
2. Når disse nye træk er udviklet, er det muligt at indgyde patienten et perspektiv, som er tilpasset i forhold til hans livssituation. Det gøres ved at bede ham visualisere situationer fra hans nuværende liv, som stadig konfronterer ham med vanskeligheder, enten virkelige eller forventede.
Her vil jeg gerne drøfte to ting: 1) Fortolkningen af symboler fra den foregående sessions visualiseringer, og 2) de metoder, der anvendes til at hjælpe patienten til at omforme sin personlighed.
Fortolkning: Først og fremmest vil jeg gerne bede jer overveje følgende: De ord, vi anvender til at beskrive vores følelser over for et andet menneske, forbliver helt blottet for emotionel betydning for ham, hvis de får lov at stå alene. Lad os tage ordet ”glæde”. Alene har det ingen præcis mening. Hvad består glæde af? Er det glæden ved at bestå en prøve eller møde en, vi holder af? Ordet ”glæde” har kun betydning i forhold til en given situation. Både i vores natlige drømme og guidede visualiseringer kommer vores følelser til udtryk gennem en række billeder, som udgør historien. Det er historien, som skaber den kontekst, hvorigennem den følelse, der er forbundet med drømmen, kan komme til udtryk. Selv om metoden med den såkaldt frie idé-association utvivlsomt er af videnskabelig værdi, er den kedsommeligt lang og indebærer et enormt spild af anstrengelser. Freud selv indrømmede dette. Jung opgav den af samme grund. Et lige så pålideligt og langt hurtigere resultat kan opnås på følgende måde: Lad os tage eksemplet med blæksprutten. Patienten mødte den spontant i havets dyb; han tæmmede den og bragte den med op på stranden. Jeg foreslår patienten, at berøringen af en tryllestav vil medføre en forvandling af blæksprutten, som vil afsløre dens sande identitet. Forandringen sker, og patienten siger, at han nu ser sin moder, og dermed opnår vi det ønskede resultat. Ellers ville forvandlingen ikke have nogen indlysende mening, og der ville ikke komme noget ud af vores bestræbelser. I det tilfælde presser jeg ikke yderligere på. I stedet kan jeg i næste session spørge patienten, hvad han følte, da han mødte blæksprutten. Følgende dialog er typisk:
P. Jeg var bange.
T. For hvad?
P. …. for at blive dræbt.
T. Ja, men der er mange måder at blive dræbt på af et dyr; hvordan var du bange for at blive dræbt?
P. For at blive mast af dens fangarme og kvalt, og at blodet skulle blive suget ud af mig.
S. OK. Nu vil jeg gerne bede dig om at genkalde dig den dramatiseringsmetode, vi bruger til at udforske drømme. Idet du er bevidst om dramatiseringen, ser du bort fra billedet af blæksprutten og koncentrerer dig om den følelse af rædsel, du oplevede. Tænk nu tilbage på de virkelige omstændigheder i dit liv, hvor du følte dig paralyseret og oplevede en følelse af, at din personlighed blev kvalt.
Et muligt svar ville være, at ”Jeg elskede min moder meget, men hun kvalte mig med sin overdrevne omsorg”. På den måde kan vi spare en masse tid. Hvis patientens svar ikke er en simpel rationalisering, vil den skabe den ønskede indsigt, og han vil ikke stille spørgsmålstegn ved fortolkningen. Jo større den emotionelle afreaktion er, når han møder blæksprutten, jo dybere vil patientens indsigt være, og desto mere sikker vil den terapeutiske effekt være.
Rekonstruering: Dette er kronen på værket i psykoterapien og det aspekt af processen, hvor den fremtidige forskning med størst sikkerhed vil bære frugt. Hvad enten vi som Freud taler om ”sublimering”, eller som Jung om ”individuationsprocesser”, eller om ”rekonstruering”, har vi i alle tilfælde at gøre med samme problem. På grund af de teoretiske synspunkter, der ligger bag disse udtryk, foretrækker jeg imidlertid selv udtrykket rekonstruering. Freud formulerede sublimering som investeringen af libido i et nyt objekt, som dermed blev en form for substitut for det oprindelige seksuelle objekt. Det forekommer mig, at denne fortolkning devaluerer visse aktiviteter. Det kan muligvis være korrekt i visse tilfælde, men at generalisere på baggrund af sådanne resultater er tvivlsomt. Ligesom det gælder for Jungs individuationsprocesser, forudsætter de eksistensen af et ”Selv”, som Jung tilskriver nærmest overmenneskelige kvaliteter. Denne overgang fra psykologi til metafysik er skadelig for den videnskabelige forskning.
På den anden side søger vi at slå vores arbejde fast inden for rammerne af psyko-fysiologien og anvende kendsgerninger, der kan iagttages, og at finde påviselige løsninger på de problemer, vi oplever. Så vi begynder med hypoteser, som er helt anderledes. Hvis disse hypoteser efterfølgende kan efterprøves eksperimentelt, vil vi derefter være i stand til at anvende dem til at fuldkommengøre vores teknikker.
For at gøre det lettere at tale om behandlingsprocessen, anser vi den for at indeholde tre faser:
1. Opdagelsen og studiet af patientens ikke-tilpasningsdygtige dynamiske mønstre,
2. Afhjælpningen af disse ikke-tilpasningsdygtige mønstre,
3. Og endelig, etableringen af nye, passende dynamiske mønstre.
Dette skridt er det, der skal til i rekonstrueringen af patientens adfærd. Patienten ønsker kun denne forbedring i den grad, han ønsker at fuldkommengøre sine potentialer inden for alle områder. Opnåelsen af dette mål muliggøres af hjernens mægtige kapacitet til at skabe nye ”midlertidige sammenkædninger”.
Hvordan hjælper den guidede visualisering os til at nå dette mål? Vi må ikke glemme, at neurotikeren er ”følelsesmæssigt retarderet”; alle tankeskoler er enige om, at neurotikere er følelsesmæssigt umodne. Et grundlæggende træk hos det modne, voksne menneske er tilsynekomsten og udviklingen af generøse tilbøjeligheder. Denne ædelhed udvikles, når vi mestrer vores instinktive reaktioner: evnen til at holde hovedet koldt, når vi oplever en penibel og potentielt farlig situation; evnen til at undersøge situationen på en realistisk måde og reagere på en måde, der tager højde for både andres og vores egne rettigheder. Det er disse adfærdsmæssige mål, vi søger. Først og fremmest indebærer de at lære at vække en følelse af ro og afklarethed. Vi viser patienten, hvordan han igennem sine guidede visualiseringer opnår dette, når han oplever billeder af lys. Disse billeder er konkrete ledsagefænomener til sådanne følelser. På dette tidspunkt opstår der en følelse af varme for andre mennesker og et ønske om at hjælpe dem. Disse holdninger er normale for en voksen, som har udviklet evnen til at give af sig selv til andre; det er vigtigt, hvis han vil leve i harmoni med sine medmennesker.
Når patienten har fundet disse billeder og oplevet disse voksne følelser, har han undergået en dyb følelsesmæssig modning. Vi fører derpå patienten fra forestillingsverdenen til virkelighedens verden. Dette gør vi ved hjælp af auto-suggestion, hvis formål patienten forstår, og som han villigt accepterer. Det er derpå op til ham selv på egen hånd at praktisere dette i fantasien. Husk på, at patienten helbreder sig selv; det eneste psykoterapeuten kan gøre er at lære ham, hvordan han gør det.
Som jeg mindede jer om for nylig, var Freud helt klar over nytten af suggestion i menneskets udvikling. Han vidste både, hvordan han skulle indpode den og styre den. Må jeg samtidig med et par eksempler minde jer om den kraft, som suggestionen rummer, hvad enten vi taler auto- eller hetero-suggestion. Fremmede sprog kan læres meget hurtigt og med en minimal indsats af et menneske, som sover. Det sker ved at lade ham lytte til passende optagelser. Eller, for at tage et eksempel på en ubevidst suggestion i den vågne tilstand, lad os sætte, at vi ønsker at øge salget af et bestemt slikmærke i forhallen til en biograf. Det kan ske meget hurtigt uden at informere publikum om vores intention ved at indskyde et kort filmklip med vores slikreklame, så den varer i brøkdelen af et sekund i selve filmen.
For nu at vende tilbage til vores egne særlige anliggender følger her et eksempel på, hvordan vi anvender en suggestion: Et menneske, som har brug for at bestå en vigtig eksamen, ved, at han har forberedt sig grundigt, men er fuld af frygt for at dumpe. Han er næsten sikker på, at hans sind vil blokere på eksamensdagen, og at han vil klare sig dårligt til prøven. Hvis han hurtigt kan bringes i en tilstrækkeligt afslappet tilstand, og hvis han kan skabe et mentalt billede på denne afslappede tilstand, er det ikke nødvendigt at gå igennem et helt behandlingsforløb. Ved bevidst at vække dette mentale billede vil han være i stand til når som helst at vende tilbage til den samme tilstand af behagelig afslapning, som han opnåede i sin guidede visualisering. Han vil holde hovedet koldt og tænke klart.
I praksis foreslår jeg patienten, når han har fundet de lysende billeder, som jeg tidligere nævnte, og medens han oplever den ønskede følelse af ro og overskud, at han ser for sig, hvordan han indhyller sig i en kappe af lys, og at han – idet han gør det – omgiver sig med et beskyttende skjold. Derpå beder jeg ham se, hvordan han vender tilbage til jorden fra sin opstigning, stadig omgivet af denne beskyttelse. Jeg beder ham derpå forestille sig, at eksamensdagen er kommet: Han står op, vasker sig og spiser morgenmad uden hastværk og i en tilstand af ro, hvorefter han giver sig hen til eksamensstedet, indtager sin plads og mediterer. Ved at gøre dette instruerer jeg ham i at genopvække billedet af den lysende kappe for at sikre den ønskede tilstand af ro, hvorefter han ser for sig, hvordan han læser eksamensspørgsmålene. Roligt laver han en plan og går i gang. Tre eller fire sådanne sessioner har som regel været tilstrækkeligt til at sikre succes for de mennesker, jeg har arbejdet med. Det er sådan, jeg underviser i det at holde hovedet koldt.
Når et problem involverer mere komplekse og alvorlige emotionelle reaktioner, er der behov for et fuldt behandlingsprogram. Tag eksempelvis tilfældet med en ung, gift kvinde, som bliver forvirret, når hendes far besøger hende. Selvom hendes reaktion er et kors for hende, har en analytisk tilgang til problemet vist sig nyttesløs. Desuden er patienten helt bevidst om, hvor ulogiske hendes følelser er. I en serie guidede visualiseringer hjalp jeg patienten til at forestille sig faderen i en lysende atmosfære. Det gør det muligt for hende at opleve positive følelser over for ham. Lidt efter lidt får jeg hende til at opleve en behagelig samtale med ham. Jeg beder hende derpå forestille sig følgende scene: Hun er hjemme og venter på sin fader, som skal komme til middag. Inden han ankommer, genvækker hun de visualiserede kontakter, hun har haft med ham i den lysende atmosfære i sine forudgående guidede visualiseringer. Medens hun gør dette, gør hun en indsats for at opretholde en indre ro og en venlig holdning imod sin fader. Derpå foreslår jeg hende, at hun ser sin fader ankomme, og at hun ser for sig, hvordan hele aftenen forløber i en hjertelig atmosfære. Jeg beder patienten om på egen hånd at genopleve denne guidede visualisering så ofte som muligt for at styrke det nye dynamiske mønster, som vi har skabt i hendes fantasi. Resultaterne er fortræffelige.
Inden jeg afrunder mine kommentarer, vil jeg gerne igen henlede jeres opmærksomhed på muligheden af at anvende den guidede visualiseringsteknik på psykosomatiske problemstillinger. Også her tilbyder psykofysiologien os både en forklaring på de fænomener, vi kan iagttage, og de teknikker, som er egnede til at helbrede problemer af denne art. Pavlov slog fast, at ethvert sted i organismen har sit eget cortikale repræsentationssted. Faktisk ved vi, at smerte kan fjernes ved at afspærre en tilstødende neural bane. Omvendt har både Pavlov og Bykov vist, at enhver påvirkning kan blive en betinget påvirkning i fremkaldelsen af en reaktion, der kan iagttages hvor som helst i kroppen, for eksempel tarmene.
Hvis vi holder os den kendsgerning in mente, at et ord hos mennesket kan erstatte et sensorisk signal uden nogen forudgående forberedelse, vil det straks blive klart for os, at vi ved at starte med et passende visuelt billede har mulighed for at indvirke på et hvilket som helst organs funktion. Denne fremgangsmåde er navnlig nyttig til at reducere og endda helt fjerne smerte. Det kan imidlertid kun lade sig gøre hos subjekter, som er trænede i den guidede visualiseringsteknik. Samtidig gælder det, at selvom jeg har arbejdet inden for dette område ganske længe, har jeg endnu ikke oplevet tilstrækkeligt mange tilfælde til at kunne tilbyde jer nogen klare, utvetydige regler. Jeg vil gerne minde jer om, at verbale stimuli inden for dette område er mindre effektive end visuelle billeder. Dét er årsagen til, at vi arbejder med visuelle repræsentationer af kroppen – uafhængigt af deres anatomiske præcision. På nuværende tidspunkt er det alt, jeg kan fortælle jer.
Jeg vil afrunde denne alt for korte fremstilling af den guidede visualiseringsteknik ved igen at anbefale, at I omhyggeligt studerer såvel Pavlov som Bykov. Deres store værker er blevet oversat til fransk af Editions de Moscou og sælges igennem Librairie du Globe.
*) Den store legemspulsåre, som leder blodet fra hjertet ud i kroppen.
Ÿ) dvs. levende
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli
tak for din artikel
jeg vil gerne modtage dine syv gratis meditationer
kærligst
Mai
Hej Mai
Så skal du logge dig ind her: https://kennethsorensen.dk/fa-mine-syv-meditationer-der-styrker-dine-talenter/
vh Kenneth