Table of content
Assagioli besvarer spørgsmål om viljen, selvet og den praktiske anvendelse af psykosyntesen. Det var et interview han gav kort før han døde til Beverly Besmer.
Af Beverly Besmer; Oversat af Ella Ostermann
Kilde: Height Psychology: Dis-covering the self and the Self,” et interview udført af Beverly Besmer, i Interpersonal Development, 4, 1973-4, pp. 215-225
Introduktion
Da jeg første gang skrev til Dr. Assagioli om at lære psykosyntese , svarede han i sit brev: ’Min krop er 85 år.’ Han var en engelsktalende italiener, og jeg tænkte ’ejendommeligt’, for man plejer at sige, ’Jeg er 85 år gammel.’ Men Dr. Assagiolis svar var helt korrekt og præcist, fordi han brugte psykosyntese, som er hans livsværk. I vil snart forstå hvad jeg mener.
Jeg bad om dette interview med Dr. Assagioli, da jeg deltog i et kursus i personlig og didaktisk psykosyntese i Firenze under hans supervision, og med hans medarbejder Dr. Piero Ferrucci. Jeg ønskede at stille Dr. Assagioli nogle spørgsmål som ikke var behandlet i bogen: Psykosyntese. Han læste de nedskrevne spørgsmål i forvejen (Dr. Assagioli hører ikke så godt), og så bad han mig skrive mine svar. (Det er hans sædvanlige fremgangsmåde). Til min store overraskelse var jeg stort set i stand til at gøre det ved hjælp af manualen.
Efter at have læst disse spørgsmål og svar, forberedte Dr. Assagioli følgende svar, som vi optog den 12. april 1974. De indledende bemærkninger koncentrerer sig om hans tanker på visse områder som er nøgler til forståelse af psykosyntese processen. Derefter følger hans bemærkninger om rammerne for, og den praktiske anvendelse af, psykosyntese, og om hvilke retninger den humanistiske tænkning og psykoterapi vil styre mod – interpersonlig udvikling. Som det tredje tager han emnet psykosyntese i undervisningen op.
Jeg spurgte Dr. Assagioli om kvinders psykologi og psykosyntese, og han henviste mig til et interview med Claude Servan-Schreiber i det første nummer af magasinet Syntese (se bibliografien). Dr. Assagioli svarede ikke på mine spørgsmål om sit privatliv. Jeg ville gerne have hørt ham fortælle sin personlige historie, men det er tydeligt at arbejdet optager al hans tid og alle hans tanker, til trods for hans høje alder.
Man forstår at Dr. Assagiolis arbejde er skabt ud fra hans egne erfaringer. Han bruger teknikkerne hver dag. For mig personificerer han psykosyntesens ånd og vision. Mange anser ham for at være et usædvanligt menneske. Varme, glæde, energi, elskværdighed og generøsitet, humor og klarhed stråler ud fra ham og gennemsyrer hans arbejde.
Psykosyntese er baseret på en opfattelse af mennesket, og af mennesket i relation til andre. Ved hjælp af psykosyntesen kan den enkelte lidt efter lidt opnå en dynamisk, harmonisk integration af legeme, følelser, sind og ånd. Og integrationen ledsages af en udadvendt aktiv dynamisk harmoni i menneskelige relationer. Ved at forbinde indre harmoni og udadvendt handling knytter psykosyntesen to modaliteter sammen, som vi har vænnet os til at tænke på som henholdsvis klart østlig og klart vestlig.
Ved en overfladisk læsning af Psykosyntese forekommer det mange, inklusive mig selv, at indholdet er indlysende. I første omgang er der meget der passerer ubemærket eller får et hastigt ’det ved jeg da godt’ nik. Det skyldes den velovervejede enkelhed og det uprætentiøse i øvelserne, samt Dr. Assagiolis sprog. Måske skyldes det også det, som jeg sommetider oplever som det meningsfuldes stråleglans – det der giver mening. Det er ganske vist at fordi tankerne er indlysende, så reduceres dets værdi, brugbarhed eller dybde ikke. Tværtimod har vi her en dybtgående beskrivelse af den menneskelige bevidstheds natur: vi har en tendens til at se skævt til indlysende sandheder og enkle øvelser. Man skal lytte og reflektere og høre for at forstå vigtigheden af dette arbejde: at afdække selvet og Selvet (BB).
Selvet – centrum og kernen i mennesket
Roberto Assagioli (RA): Jeg plejer altid som det første at få spørgsmålet: Hvad er psykosyntese og hvori adskiller den sig fra andre terapier og opfattelser af den menneskelige personlighed. Ét: den er baseret på erfaring. Den er empirisk og eksistentiel i den forstand, at den er et resultat af mine egne og andres erfaringer. Beskrivelsen af teorierne er ikke teoretiske. Den er en beretning om subjektive erfaringer.
Lad os antage at der er et centrum i den menneskelige personlighed, en kerne, et bevidst selv, som ikke er hele personligheden, men kun et punkt af ren selvbevidsthed – en iagttager af al personlighedens indhold. Hvordan kan denne hypotese verificeres? Gennem en række eksperimentelle teknikker.
Den grundlæggende teknik er øvelsen i bevidsthedens dis-identifikation fra alle personlighedens forskellige indhold, med den efterfølgende afsløring eller afdækning af selvet – ren selv-bevidsthed/opmærksomhed. Det er grundigt beskrevet i Psykosyntese.
Øvelse i dis-identifikation
Jeg anbringer mit legeme i en behagelig og afslappet stilling med mine øjne lukkede …
Det første jeg gør, er med overbevisning at bekræfte og blive bevidst om at:
’Jeg har et legeme, men jeg er ikke mit legeme. Mit legeme kan opleve sig i forskellige helbredstilstande…’
’Jeg har følelser, men jeg er ikke mine følelser. Disse følelser er utallige …’
’Jeg har begær, men jeg er ikke mine begær, som er vækket af mine psykiske og følelsesmæssige drifter og af ydre påvirkninger …’
’Jeg har et intellekt, men jeg er ikke mit intellekt. Det er mere eller mindre udviklet og aktivt…’
Efter denne dis-identifikation af ’jeg’et’ fra dets bevidsthedsindhold (sansninger, følelser, begær og tanker), ’erkender og bekræfter jeg, at jeg er et centrum af ren selv-bevidsthed…’.
(Fra Psykosyntese, kap. IV).
Dis-identifikationsøvelsen baserer sig på forståelsen af, at vi i vores personlighed har mange ting, men at vi ikke er disse ting. Fx har vi et legeme, men vi er ikke dette legeme. Vi har følelser, men vi er ikke følelserne, for disse veksler, er modstridende og så videre, mens selv-bevidstheden altid er den samme. Når vi for eksempel siger, ’jeg er træt’ er det en misforståelse af den psykologiske grammatik. ’Jeg’ kan ikke være træt; legemet er træt. Så den korrekte formulering ville være, ’mit legeme er træt.’
I stedet for at sige, ’jeg er vred’, kan man sige, ’følelsen af vrede er til stede i mit selv, i min bevidsthed .’ Og det samme med sindet . Det arbejder hele tiden og registrerer mange ting. Men jeg er ikke sindet. ’Jeg har et sind, men jeg er ikke et sind.’ Hvad er der så tilbage? Kun ’jeg’, iagttageren af hele panoramaet, af blændværket, af det skiftende personlige liv.
Beverly Besmer (BB): Det er et levende billede. Jeg ønskede at få tydeliggjort, at den betydning du tillægger selv-identifikation og dis-identifikation adskiller sig fra andre gængse anvendelser af begreberne. Jeg har også en oplevelse af at der er en tendens til at undervurdere øvelsens positive skub. Det er et enkelt og forbløffende eksperiment som betaler sig.
RA: Problemet er, at hverken psykologer eller andre hidtil har foretaget dette enkle eksperiment. Det er et ligeså videnskabeligt eksperiment som dem de foretager med rotter eller på andre måder. Alle, som ærligt og villigt har foretaget dette eksperiment, er nået til den samme konklusion.
BB: Har det nogen forbindelse med meditation?
RA: For at styrke og gøre iagttagerens rene selv-bevidsthed stabil, er det nødvendigt med perioder af indre stilhed, som bliver gradvis længere, for at skabe det der kaldes det tomme rum i bevidsthedsfeltet .
Så opdager man en anden vigtig funktion af selvet: det er ikke blot en iagttager, men kan også være aktivt og ændre personligheden. Det vil sige, at det kan styre og regulere psykens forskellige funktioner. Det kan være en der vil.
Viljen et uopdaget potentiale
BB: Det fører til spørgsmålet om viljen .
RA: Den er på mærkværdig vis blevet negligeret af psykologien, og den er med rette blevet kaldt den moderne psykologis Askepot. Jeg har viet en hel bog til emnet. (Viljens psykologi):
”Opdagelse af viljen inden i sig selv og endnu mere, erkendelsen af at selvet og viljen er intimt forbundet, kan komme som en åbenbaring, der kan ændre, ofte radikalt, et menneskes selvopfattelse og hele holdningen til sig selv, andre mennesker og verden. Det opfatter nu, at det er et ”levende subjekt”, der har fået skænket viljen til at vælge, til at forholde sig og til at skabe forandringer i sin egen personlighed, hos andre og i livsomstændighederne. Denne forstærkede opmærksomhed, denne ”opvågning” og vision af nye ubegrænsede muligheder for indre udvikling og ydre handling giver en ny følelse af tiltro, sikkerhed og glæde – en fornemmelse af ”helhed.”
Men denne oprindelige åbenbaring, dette indre lys er på trods af dets kraft og inspiration ved hændelsestidspunktet tilbøjelig til at blive mat og dø ud eller kun give uregelmæssige glimt. Denne nye erkendelse af selvet og viljen bliver let oversvømmet af de konstante bølger af drifter, begær, følelser og ideer. Den bliver fortrængt af den uendelige indstrømning af indtryk fra den ydre verden. Derfor er behovet indlysende for at beskytte, kultivere og styrke den oprindelige erfaring således at den kan blive til en blivende besiddelse og dens store muligheder kan komme i anvendelse.”
(Viljens Psykologi s. 14, 15.)
”Derfor indebærer en ordentlig forståelse af viljen et klart og afbalanceret syn på dens duale natur: To forskellige, men ikke modstridende poler. På den ene side må ”kraftelementet” anerkendes, påskønnes og om nødvendigt styrkes og derefter på en viis måde omsættes. På den anden side må det erkendes, at der er viljesbestemte handlinger, som ikke nødvendigvis kræver anstrengelse. På baggrund af eksperimentel forskning har Aveling og andre observeret, at …” viljeshandling kan være helt uden anstrengelse, selv under udførelse af vanskelige handlinger …” ”.
(Viljens psykologi, s. 24.)
RA: Viljen kan erfares. Vi kan blive opmærksomme på den og lære at bruge den gennem eksperimenter. Den er der. Vi skal blot afdække og bruge den.
BB: Så psykosyntese er at afdække det personlige selv – en iagttager og en der vil.
Det højere og transpersonlige Selv
RA: Et tredje trin i psykosyntesen er erkendelsen af, at det personlige selv , den rene selv-bevidsthed i personlighedens kerne, er refleksionen af et højere transpersonligt Selv.
BB: Ordet ’højere’ er problematisk.
RA: Mange harmes over denne skelnen mellem et højere og et lavere selv. I introduktionen til min kommende bog Højdepsykologi og Selvet forklarer jeg den:
”Parallelt med denne (historiske) tendens (med et to-dimensionalt psyko/fysiologisk og mekanisk studium af mennesker og dyr som objekter, der kan observeres og beskrives udefra) er den kliniske psykologi blevet udviklet – dvs. det psykologiske studium af anormaliteter … en psykologi som beskæftiger sig med virkelige menneskelige problemer og levende mennesker og uundgåeligt skaber … en menneskelig forbindelse mellem patient og terapeut. …
Iagttagelsen af anormaliteter, og især af dem der i begyndelsen blev kaldt ’underbevidste’ psykologiske aktiviteter … førte til erkendelsen af en anden dimension af psykologien – dybdedimensionen. … På den måde skabtes begyndelsen til en tredimensional psykologi.
Men vægten blev næsten udelukkende lagt på den menneskelige personligheds lavere aspekter, og de højere aspekter blev ignoreret eller endog fornægtet.
Derfor kan den kaldes en ’to og en halv dimensions psykologi’, det vil sige, de to overfladedimensioner og retningen ’mod dybet’, mod de lavere aspekter. Dette har Freud åbent erkendt i et brev til Binswanger … hvori han antyder, at der er andre etager, andre niveauer i mennesket. Freud var imidlertid ikke interesseret i dem, og derfor udviklede han en psykoanalytisk teori og praksis som ignorerede dem…
I den senere tid er en ny psykologi blevet udviklet … viet til et studium af de normale og højere aspekter af den menneskelige natur … humanistisk psykologi. …
Indenfor den humanistiske psykologis felter er der sket en videreudvikling, som handler om erkendelse, undersøgelse og vurdering af den menneskelige naturs fjernere horisonter …
Der er to sammenblandinger eller misforståelser som er blevet klart erkendt og tydeliggjort. Den ene er, at betegnelsen ’dybdepsykologi’ af adskillige psykologer er blevet brugt til at indikere både retningen nedad, det vil sige det lavere ubevidste , og de højere aspekter af det ubevidste , som for klarhedens skyld burde kaldes ’overbevidst’.
Jung er et typisk eksempel. … I sin lære om arketyper medtager han både arkaiske primitive begreber og højere ideale modeller, som er beslægtet med platoniske ideer. Således tydeliggør han, når han taler om ’ubevidst’, ikke forskellen mellem dens forskellige niveauer. Andre har også brugt udtrykket ’dybde’ i denne højere, transpersonlige eller spirituelle betydning. … Adskillige mystikere taler, når de beskriver deres oplevelser … om det ’dybere’ Selv, Sjælens ’grund’. Det er i bund og grund et spørgsmål om semantik, men ’dybde’ terminologien har haft en uheldig virkning, fordi den forveksler de to retninger, som ikke kun er forskellige, men modsatte.
Betegnelsen ’høj’ eller ’højde’ er blevet brugt både i Østen og Vesten til at betegne det man kan kalde religiøse eller mystiske oplevelser. Man mente at bjerge var gudernes eller højere væsners bolig … og derfor hellige. … Maslow hat i vid udstrækning brugt ordene ’lav’ og ’høj’ i sin beskrivelse af menneskelige behov. Han taler om … en hierarkisk orden (… især i Motivation and Personality, p. 97 ff.).
En almindelig grund til modstanden mod betegnelsen ’høj’ er semantisk. Der er et uheldigt slægtskab mellem ordene ’høj’ og lav’ psykologisk set og den moralske værdi der er knyttet til dem. … Ordet ’lav’ anvendt moralsk betegner noget der er ringere, noget der skal fjernes eller undertrykkes. Men det er en forkert opfattelse. ’Lav’ og ’høj’ betegner, og gør det ofte, udelukkende et udviklingsstadie. … Det kan påvises med et ganske enkelt biologisk eksempel. Et barn er lavere af statur end en voksen; et barn er på et mindre udviklet stadie end en voksen. Men det betyder overhovedet ikke at den voksne som sådan, er ’bedre’ eller barnet ’overlegen’. Både set fra et psykologisk og et moralsk standpunkt er et sundt barn bedre end, eller en neurotisk voksen overlegen. … Eksistensen af disse udviklingsstadier er en ubestridelig kendsgerning.
Man har indvendt, at der i ordet ’høj’ ligger en moralsk vurdering som er den objektive videnskab uvedkommende. Imidlertid kan en rent objektiv psykologi (i den forstand) ikke bruges, fordi værdier er psykologiske kendsgerninger. … Man må regne med dem i en omfattende psykologi, i et omfattende studium af menneskenaturen …
Der er generelt en modstand mod at anerkende disse højere evner, fordi det synes at indebære en pligt til at opnå dem. Eller der er en frygt for den verden, som Maslow så fremragende har påvist, og der er en stærk modvillighed mod at indrømme denne frygt. … Alle former for behaviorister er modstandere af den…
En anden grund eller pseudo-grund til modvilligheden… er en fejlagtig opfattelse af at alle mennesker er lige og det demokratiske ideal. … Det forekommer at være næsten en fornærmelse at indrømme, at der er mennesker af højere psykologisk så vel som åndelig statur. Denne holdning viser sig ved en negligering af … og (mistænksom)modvillighed mod … begavede og højtbegavede individer, især børn og unge … (og forekommer) blandt dem på samme alder og hos lærere, som burde vide bedre …
Som Maslow så glimrende har beskrevet, er der en grundlæggende ambivalens; nogle tiltrækkes på en overdrevet og endog fanatisk måde … af højdepunktsoplevelser, gennembrud og indsigter og bruger kunstige midler for at opnå dem, mens andre vender sig aktivt mod dem. Og sommetider eksisterer denne ambivalens i det samme individ.
Lige meget, synderen er ikke ordet ’høj’, men selve eksistensen af disse fjernere horisonter. Situationen ville have været den samme, også hvis de ikke blev kaldt ’højere’ …
Men på trods af den eksisterende forvirring og konflikt i opfattelsen af menneskenaturen, … er der en hurtigt voksende … interesse i og forståelse af det der kaldes det menneskelige potentiale …”[1]
RA: Men til glæde for dem der har modstand på det Højere Selv, foretrækker vi nu at tale om det transpersonlige Selv , et neutralt udtryk som betyder det, der er ud over og transcenderer det personlige selv. Men det er ikke noget andet; det er refleksionens kilde. For eksempel kan solen reflektere sig i mange spejle. Der er ikke to sole (i vores solsystem). Det er præcis den samme virkelighed der reflekteres på et andet niveau af virkelighed. Den grundlæggende kvalitet er den samme. Den er altid lys og varme, der imidlertid er svækket og farvet.
Men jeg vil ikke beskæftige mig mere med det transpersonlige Selv, fordi det i psykosyntesen ofte er nok at have en klar opfattelse af det personlige selv. Der er meget mere at sige her på personlighedsniveauet – andre ting som direkte kan anvendes i praksis.
Psykosyntesens praktiske anvendelse
BB: Jeg vil gerne høre om de ting der kan anvendes i praksis.
RA: Psykosyntese startede som, og bruges stadig til, behandling af nervøse psykologiske forstyrrelser og deres psykosomatiske virkninger på kroppen. Men det er ved mere at blive en slags præventiv medicin. Man kan måske kalde det ’mental hygiejne’. Andre vigtige anvendelsesområder er selv-aktualiseringen i betydningen at alle personlighedens funktioner er fuldt aktive.
RA: Et andet anvendelsesområde er interpersonlige relationer. Individet er ikke isoleret. Det befinder sig i et netværk af personlige relationer. I psykosyntesen har vi grundigt studeret interpersonlige relationer. Den grundlæggende relation er par relationen. Det første par er moder-barn. Senere kommer parret mand-kvinde.
Et andet personligt forhold er forholdet mellem terapeut og klient, mellem lærer og elev. Her skal det understreges, at der kan og bør være en ægte interpersonlig relation, som ikke er den overføring psykoanalysen taler om, det vil sige projektionen af infantile drifter og fantasier på terapeuten. Det kan være tilfældet i begyndelsen. Men der kan og bør udvikles en ægte konstruktiv relation mellem terapeut og klient. De forskellige stadier af den interpersonlige relation har jeg beskrevet i min pjece om ’Jung og psykosyntese’.
(a) Overføringen – egentlig oprindeligt tilskrevet Freud, dvs. at patientens impulser, bindinger og følelser overfor forældrene i barndommen projiceres over på lægen …
(b) Den særlige relation der skabes ved det man kalder den terapeutiske situation. I denne repræsenterer og udøver terapeuten en grundlæggende ’faderlig’ funktion. Han må, til en vis grad, påtage sig rollen og opgaven som beskytter, rådgiver og vejleder …
(c) En menneskelig relation som udvikler sig efterhånden som behandlingen skrider frem og fremkalder forskellige psykologiske reaktioner på forskellige niveauer. … Overgangen fra den anden til den tredje type relation er værdifuld, og af mange grunde uundværlig, frem for alt for at fremhjælpe patientens tiltagende autonomi …
(d) Opløsningen af relationen når behandlingen er afsluttet. Det er et kritisk punkt og skal tackles med visdom. Jeg sagde ’opløsningen’ og ikke ophør af relationen, for den positive relation kan fortsætte bagefter i en eller anden form, enten som et venskab, et samarbejde eller begge dele …
RA: Dernæst kommer de sociale relationer, som er et meget vigtigt og presserende område, hvor psykosyntesen kan anvendes: mellem individer og grupper, mellem stadigt større grupper. Det fysiske legeme er et godt billede på den rette relation. En biologisk celle er et lille bitte individ i sig selv. Den har sine egne funktioner. Den modtager materiale fra blodet og lymfen og udsender nogle produkter. Men det er nødvendigt, for at den kan være sundt fungerende, at cellens omgivende membran hverken er for tyk eller for løs. Hvis den er alt for tyk bliver disse udvekslinger vanskelige eller holder helt op, og cellen dør. Hvis den er alt for løs, alt for gennemtrængelig, opløses cellen. Så det er et spørgsmål om den rette form for gennemtrængelighed.
Det samme sker med individer og grupper, og grupper og grupper. Lad os forestille os at cellen har en individuel bevidsthed og at den lidt efter lidt bliver bevidst om celler af samme slags, og lidt efter lidt om det organ de tilsammen danner, for eksempel en kirtel. Og derefter at denne kirtels individualitet udvider sin bevidsthed og ser sin relation med andre kirtler, og derefter med hele organet som leveren eller maven. Så kan disse store grupper af celler blive klar over at de hører til en hel organisme, og at deres virkelige formål, mening og funktion er hele organismens generelle sundhed. I et sundt menneskelegeme er der et utroligt gensidigt samarbejde mellem disse funktioner.
Desværre er vi i menneskeheden meget langt fra den situation. Men det er en model som vi skal arbejde hen imod i den humanistiske psykologi: rette relationer mellem par af individer, grupper af individer, grupper og grupper. Psykosyntesen kan i denne forstand kaldes for en udviklingsproces fra individet til det universelle gennem en række efterfølgende grupper der udvider sig. Det fine design på forsiden af dette magasin viser det godt. Ret relation fører til den grundlæggende identitet mellem individet og det universelle – det vi kan kalde livets centrale mysterium.
Forholdet mellem individet og det universelle
BB: Hentyder du nu til anvendelsen af psykosyntese til spirituel eller transpersonligudvikling?
RA: Ja. Der er en grundlæggende identitet mellem individet og det universelle. Men det er ikke et faktum der er erkendt i bevidstheden. Lad mig bruge et billede. Hvis en dråbe vand havde en bevidsthed og udvidede den til at omfatte havet og oceanet, ville den sige, ’Jeg er af samme natur og essens som alt vandet på denne klode. Det er alt sammen hydrogen og oxygen.’ Men det ville være latterligt, hvis dråben anså sig selv for at være oceanet. Der er nogle vidtgående teorier, især i Østen, som lægger vægt på denne identitet. Hvad angår essensens niveau har de ret. Men det er en misforståelse at forbinde disse teorier med andre virkeligheds- og personlige funktionstrin. Sætninger som, ’Jeg er Brahman, jeg er Den Ene’, skal helt klart modificeres. De udtrykker måske en metafysisk ontologisk sandhed, men det personlige selv har helt klart ikke nået det udvidede bevidsthedstrin. Der er en forskel i udviklingen. Ligesom vanddråben har det personlige selv, selv om det er af samme essens, ikke udviklet oceanets universelle bevidsthed.
BB: Jeg kan så godt lide dette billede. Det tydeliggør virkelig forskellen mellem det personlige selv, det transpersonlige Selv og det universelle Selv. Med disse sidste ord tror jeg at du har svaret på mit spørgsmål om hvilken retning den humanistiske tænkning og psykoterapi skal gå i. Nu vil jeg gerne høre dine ideer om psykosyntese i undervisningen.
Psykosyntese i undervisningen
RA: Anvendelse af psykosyntese i undervisningen ville på en måde revolutionere hele ideen om, og praktisering af undervisning. Der er allerede en voksende tendens til at se undervisningen, ikke som ’det at give information’, men som en udvikling af barnets eller elevens personlighed. Men man kan gå langt videre og betragte uddannelse som en udviklingsproces med gradvis vækst hen imod voksenalder og modenhed, fordi potentialet allerede er der.
Her kan et andet billede hjælpe: det med frøet og den fuldt udvoksede plante, lad os sige et egetræ. I frøet findes alle egens potentialer. Så underviseren skal ikke komme med noget nyt. Han skal blot skabe de gunstigste betingelser for frøets sunde udvikling og vækst gennem den lille plante og frøplanten til det fuldt udvoksede træ. Det synes indlysende, men at anvende det i praksis vil på en måde være revolutionerende.
For eksempel bør en forælder i alle børn se en voksen der er ved at udvikle sig, og derfor behandle det som sådan, som en potentiel voksen – potentiel – og klart se de forskellige stadier i barnets udvikling, som hver især kræver en speciel håndtering. Det samme med en lærer. Det er en slags frem-kaldelse af latente muligheder. Det kan gøres individuelt og i grupper, og især gennem aktiviteter – barnets eller en gruppe børns kreative aktiviteter, som fasciliteres af lærerne, men ikke serveres ’færdigbagt’. Der findes alle mulige anvendelser af dette.
Man kan sige at undervisning i den forstand er et konstant eksperiment, og et konstant samarbejde mellem den voksne og barnet eller eleven.
BB: Det kan jeg godt lide – samarbejde mellem voksen og barn. Det synes at være indlysende, men hvor kan man se det anvendt i praksis? Vil du være så venlig at komme med et eksempel på, hvad du mener.
RA: Her er et aktuelt eksempel. Der var et område i USA, et bjergområde, hvor folk var temmelig fattige og overset af myndighederne, og der var hårdt brug for en skole. Men folk kunne ikke få den. Så kom der en kreativ lærer som sagde, ’Lad os bygge skolen selv.’ Og han samlede en gruppe halvvoksne unge mennesker og sagde til den, ’Lad os bygge en skole.’ De begyndte at fælde træer. De byggede et hus af træ, og lidt efter lidt møblerede de det og fik de nødvendige materialer. Og forældrene samarbejdede og gav penge og materialer og så videre. Men det var gruppen selv der byggede skolen under lærerens ledelse. Og han ledede ikke kun det fysiske arbejde. Han lærte dem alle mulige ting: prisen på tingene, om brug af penge, hvilke slags materialer, at bruge værktøj, at skaffe redskaber. Og han eksperimenterede og uddelte opgaver efter hvilke evner de unge mennesker havde. Og til sidst havde de fået ikke kun en skole, men en konfluent læring.
Det var det vigtigste resultat. I en forstand var den fysiske skole et biprodukt af en gruppe unge menneskers undervisning.
BB: Det er et smukt eksempel. Men i de skoler der allerede eksisterer, opstår chancen for en så revolutionerende opgave ikke ret tit. Det kan ikke lade sig gøre, fordi skolerne og lærerne er optaget af andet arbejde. Hvordan kan man bruge psykosyntese i nutidens klasseværelser?
RA: Klasseværelset skal lidt efter lidt blive en workshop, det vil sige et sted hvor kreative projekter opfindes og udføres i samarbejde. Men altid med målet for øje, at udførelsen af projektet ikke er det vigtigste. Det er kun en mulighed for at gøre gruppedeltagerne, inklusive læreren, fuldt funktionsdygtige. Selvfølgelig skal den bruges forskelligt i underskolen, gymnasiet og på universitetet. Så der er mulighed for at opfinde mange forskellige relevante projekter til hver enkelt situation. Det er for mig både interpersonel udvikling og psykosyntese.
Fremtidens udfordringer
BB: Før vi slutter, vil jeg være taknemlig hvis du vil sige lidt om fremtiden for humanistisk tænkning og psykologi.
RA: Det er indeholdt i det bredere emne om menneskehedens fremtid gennem implementeringen af det psykosyntetiske synspunkt og de mange teknikker der findes og kan bruge til dette formål. Menneskehedens fremtid afhænger af psykologi. Jeg vil give et meget aktuelt eksempel, problemet med aggressivitet og med at afværge krig. Historien har vist at alle andre midler, lovlige midler, i form af traktater og aftaler ikke virkede og virker. Vi må få fat i roden. Og roden er eksistensen af aggressive drifter og trangen til selvhævdelse og de deraf følgende konflikter, som opstår i alle grupper. Derfor findes der i psykologi, og især i psykosyntese , princippet om transmutation (forædling) af energier. Således kan instinktive psykologiske energier forædles og bruges, styres og kanaliseres over til andre konstruktive formål. Jeg har skrevet om dette emne: (Se artiklen: Forvandling og sublimering af seksualdriften).
Jeg synes at de, der virkelig ønsker fred, skulle studere anvendelsen af det generelle princip om transformation af psykologiske energier, og især af den aggressive kamplystne tendens hos individer og grupper.
BB: Må jeg spørge dig, hvad dit formål er med at give dette interview?
RA: At give et ægte billede af psykosyntese og af dens brugbarhed og anvendelsesmuligheder.
Bibliografi:
Assagioli , R.: Viljens Psykologi (Kentaur Forlag, 2004).
Assagioli, R.: Jung og Psykosyntese (Artiklen er tilgængelig ved at klikke på linket).
Assagioli, R.: Psykosyntese: (Levende Visdom, september 2005)
Brown, G.I.: Human teaching for human learning. An introduction to confluent education (The Viking Press, New York 1971).
Brown, G.I.: I have things to tell (Psychosynthesis Research Foundation Reprint, No. 14, New York 1973).
Synthesis: the realization of the self (Psychosynthesis Press, Redwood City, Calif. 1974).
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli
Læs introartiklen om integral meditation
Gem kommentar