Table of content
I denne noget avancerede artikel beskriver Assagioli synteseprincippet ved at tage udgangspunkt i processer i naturen og biologien og den menneskelige psykologi.
Af Roberto Assagioli . Oversat af Ella Ostermann
Læs også artiklen Modsætningernes afbalancering og syntese.
Vi er indtil nu stædigt vedblevet at drøfte to udbredte fejltagelser, som ikke kun fastholdes af menigmand, men også af nogle videnskabsmænd og filosoffer.
Den første: at den menneskelige psyke er en organisk og sammenhængende enhed.
Den anden: at psyke og bevidsthed er identiske og sameksisterende.
Vi har set hvordan en observation afslører, hvis der ikke er forudfattede ideer eller teoretiske ”skyklapper”, at der endog i den bevidste del af vores sind, er en masse uensartede elementer som er fulde af modstridende tendenser, hvorfra menneskets store kompleksiteter, ængstelser og modsætninger stammer. Dernæst så vi at der, udenfor den oplyste del af bevidstheden, foregik talrige psykiske aktiviteter af helt forskellig natur og værdi og på forskellige niveauer, lige fra elementære instinktive tendenser til de højeste manifestationer af kunstnerisk skabelse og spirituel oplysning.
Der er en grundlæggende tendens til syntese i bevidstheden
Men efter at have slået dette fast, kan, eller rettere må vi betragte det andet aspekt af virkeligheden og tillægge det den betydning og værdi det fortjener. Psykiske elementer og tendenser eksisterer ikke side om side fuldstændig uafhængigt af hinanden, i konstant konflikt, kun mildnet af midlertidige kompromiser, alliancer eller sammensmeltning af instinkter og begær. Denne opfattelse, som de mere konventionelle psykoanalytikere mere eller mindre eksplicit holder fast i, er en pessimistisk og desperat teori, som heldigvis ikke svarer til virkeligheden.
Den er en afledning af empirikernes teori, som i nyere tid støttes af Condillac og andre kolleger, og generelt af det forløbne århundredes positivister og materialister. Men repræsentanter for denne opfattelse tog ikke det faktum i betragtning, og hvis de gjorde så kun delvist og helt utilstrækkeligt, at der i den menneskelige psyke er en anden grundlæggende tendens til forening og syntese , som er mere dybtgående og levende end den simple, mekaniske forbindelse mellem følelser og ideer.
Det er en tendens som udtrykker et universelt princip, hvis manifestationer findes på et elementært niveau forud for dannelsen af det individuelle psykiske liv, og som afløser det på et højere og mere vidtstrakt niveau, hvor der dannes en stor mellemmenneskelig og overmenneskelig syntese?
Syntese i kemiens verden
Ordet syntese stammer fra græsk: Syn-thesis, som betyder: komposition. Syntesens grundlæggende princip ses allerede i sin enkleste form i uorganisk stof og bliver tydelig i den forskel der er mellem kemiske blandinger og kemiske forbindelser. I blandinger er to forskellige kemiske substanser i kontakt med hinanden, men ligegyldigt hvor meget de blandes danner de ikke noget nyt. En blanding er summen af de enkelte elementers egenskaber. Et typisk eksempel: luft er en blanding af ilt, kuldioxid og vanddamp (plus nogle få andre sporelementer). Alle disse elementer er frie og kan nemt isoleres. Derfor kan vi tilbageholde ilten og udånde kuldioxiden når vi ånder. På den anden side dannes vanddamp i luften ved fordampning og forlader den ved fortætning uafhængigt af ilten og kuldioxiden.
Der sker noget helt andet når der dannes en kemisk forbindelse, og fx ilt og brint forbindes og danner vand, som er en substans der er helt forskellig fra sine komponenter. Disse er ved normal temperatur luftarter, hvorimod vand er flydende. Desuden er vand en stabil substans, som der skal bestemte og specielle laboratorieprocesser til at opløse, og de kræver et stort forbrug af energi. Det er interessant at bemærke at det at forbinde kemiske substanser ofte kræver et stort energiforbrug, og at mennesket anvender forbindelserne til både dynamiske formål og destruktive mål. Et eksempel på det første: forbrændingsmotorer, hvis fremdrivende kraft er forbindelsen mellem benzin og ilt. Et eksempel på det andet er dynamit. Vi vil senere diskutere de interessante analogier, de dynamiske og eksplosive kombinationer af psykiske elementer.
Der er en anden interessant kendsgerning som også har en tankevækkende analogi i psykens verden. Det er ikke altid nok at bringe to kemiske substanser i kontakt med hinanden: det er nødvendigt at tænde ild, eller en gnist (der findes på samme vis elementer i os som i årevis har eksisteret inaktive side om side, men en gnist er nok til at få dem til at forbinde sig).
Ændring af atomers egenskaber
Men de nye fremskridt inden for fysikken tillader os at gå et skridt videre. Atomet, som i begyndelsen blev anset for at være et enkelt og udeleligt element, er i virkeligheden en dynamisk syntese af elektriske ladninger: mellem den centrale kerne og elementerne der roterer ’svimlende’ rundt om den. Atomet er en fin balance mellem tiltrækning og frastødning, mellem centripetale og centrifugale kræfter. Udsendelsen eller udskiftningen af en elektron er nok til at ændre et atoms egenskaber, til at skabe forskellige udstrålinger, elektro-magnetiske vibrationer, lysfænomener og lyde som udsender enorme energikvaliteter. Det er disse uophørlige, ekstremt hurtige påvirkninger af kraft der frembringer alle fænomener i kosmos, og der gør alle levende manifestationer mulig.
For at give et indtryk af det, vil jeg citere en af de største astronomer, Eddington. Han siger, ”Solens kromosfære indeholder en sky af calciumatomer der ser ud til at svæve på solstrålerne. Hvert af atomerne indeholder 20 elektroner. De 18 er solidt bundet til den centrale kerne, som de hvirvler rundt om. To er derimod ’løsere bundet’. Alt efter forholdene i solkromosfæren bliver en af disse afsondret, mens den anden, når den bliver stimuleret af en lysstråle, sendes videre til et fjernere kredsløb, hvorfra den uvilkårligt vender tilbage til det oprindelige kredsløb. Dette må gentage sig 200.000 gange i sekundet for at holde atomet i balance i kromosfæren. Den tyve-tusindedel af et sekund er opdelt i to perioder: den længere, hvori atomet tålmodigt venter på at en lysbølge skal støde ind i det og sende elektronen længere væk. Den anden, hvor elektronen forbliver i det fjernere kredsløb. Dette varer i gennemsnit en hundrede-milliontedel af et sekund, hvori den rejser rundt i sit kredsløb en million gange”.
Syntese i den levende verden
Nu kommer vi til den organiske verden. Biologisk liv fremstår umiddelbart som en syntese . Vi ser at de enkelte organers handlinger i en dyre- eller menneskeorganisme koordineres af en højere enhed. Der findes et levende forenende princip, der ses i mange manifestationer der synes intelligente og som muliggør organismens liv. Et liv som, frem for alt ser ud til at være en dynamisk balance mellem modstridende systemer.
Nyere biologiske og fysiologiske studier har kastet meget lys på dette beundringsværdige fænomen. Der er en fundamental dualisme mellem det parasympatiske og det sympatiske system, og i den strid deltager kirtler og indre sekreter, de første på et område og de andre på et andet. En af disse grupper tenderer mod katabolisme, hvilket vil sige mod livet i relation til organismen, til dens ydre aktivitet hvor der forbruges energi. Den anden gruppe tenderer mod anabolisme, mod rekonstruktion, mod ophobning og bevarelse af energi.
En for lang katabolsk fase fører til udmattelse, mens en for lang anabolsk fase frembringer en usædvanlig stor ophobning af ubrugt energi. Disse to faser veksler rytmisk. Den mest indlysende og normale analogi er søvn- og vågentilstand. I den vågne tid viser de katabolske funktioner sig som udadrettet aktivitet, som livet med relationer. Under søvnen hersker den anabolske aktivitet, så organismen repareres og vedligeholdes. Hvis en af disse faser bliver alt for dominerende, er der tale om sygdom.
Basedow, som skyldes overaktivitet i skjoldbruskkirtlen, et katabolsk organ, forårsager vægttab og andre forstyrrelser af katabolsk natur. Et andet sygeligt, og endnu mere udtalt udslag af en defekt reguleringsevne, er svulster. De dannes af oprørske celler som ikke ’adlyder’ og følger den normale vækstrytme. Hver eneste dag dør tusinder af celler i organismen og lige så mange fødes. Det skaber kvantitativ og kvalitativ ligevægt. Når denne ligevægt brydes, når nogle cellegrupper begynder at formere sig hurtigere, dannes en fremmed organisme, en parasit på den oprindelige organisme, det vil sige en svulst. Denne, som bryder loven om selvregulering, fører til destruktion af organismen og dermed sin egen destruktion.
Betydningen af denne selvregulering ses i dødsøjeblikket, hvor det forenende princip holder op med at virke. Alle celler handler individuelt og det resulterer i organismens opløsning. Det interesserer os især som en analogi til studiet af psykens liv. Her er tendensen til syntese ikke mindre stærk og grundlæggende, i virkeligheden når den en højere grad af kompleksitet og finhed. Sansning, som af de ’sansende’ blev betragtet som noget ganske simpelt og enkelt, som atomet af kemikerne, bør ligesom atomet betragtes som et komplekst, ja endog som et endnu mere komplekst fænomen. Filosoffer og psykologer har opdaget dette før fysikerne.
Tendensen til syntese i bevidstheden
Idet vi begrænser vores diskussion til den nyere tænkning, så sagde allerede Leibnitz som respons på Lockes påstand om, at intelligens ikke omfatter noget som ikke kan opfattes af sanserne: ”Jo, om ikke selve intelligensen.”
I virkeligheden eksisterer sansning ikke med mindre den føles eller opfattes af et subjekt, medmindre den bliver en del af et system, igennem integration i en psykisk syntese , igennem forening med noget der allerede eksisterer. Leibnitz viser hvordan sansning i virkeligheden er en gruppering af utallige små elementer som ikke er lette at opfatte, det vil sige, at de er underbevidste. På en måde kan man sige at Leibnitz i nyere tid lagde fundamentet til opdagelsen af det underbevidste.
Efter Leibnitz blev de psykiske aktiviteters syntesiske karakter gjort endnu tydeligere af Kant, som påviste den i opfattelse, vurdering, begreb, og senere yderligere af Wundt, Hoffoding og Janet.
James har brugt en klar og begavet analogi herom. Han siger, ”Tag 12 mennesker og giv dem hver et ord fra en sætning. Stil derefter disse mennesker på række eller samlet. Få dem til at tænke meget opmærksomt over deres eget ord. Det vil aldrig nogensinde få nogen af dem til at blive bevidst om hele sætningen.” Derfor kan den enkle mekaniske sidestilling af sansninger og enkelte elementer aldrig skabe en betydning blot ved at de forskellige elementer forbindes.
Syntesen som glemt filosofi
Syntesen af modsætninger har særlig betydning i det psykiske liv. Dette store princip, som er nøglen til forståelsen og løsningen af så mange teoretiske og praktiske problemer, blev intuitivt fornemmet af Platon, men beskrevet endnu tydeligere af Kardinal Da Cusa. Han fastslår at enhed eksisterer før dualitet, syntesen af modsætninger før de splittes. Denne ide blev kraftigt støttet af Cusanos store elev, Giordano Bruno. Han hævdede at modsætningernes syntese er den principielle grundsætning i en glemt filosofi som skal genoplives.
Han taler om modsætningernes forening: om spidse og stumpe vinkler, om varme og kulde, om kærlighed og had, om gifte og deres modgifte, om konkav og det modsatte. Den der ønsker at kende naturens store hemmeligheder må undersøge og tænke over de største og de mindste kontraster og modsætninger. Sand magi består i at vide hvordan man opdager det modsatte efter at have fundet punktet for harmoni”
Dette princip udfoldes endnu mere af Hegel, som gjorde det til kernen i sit filosofiske system, kaldet ”dialektisk”. Modsætningerne er indbyrdes ”modsatte” men ikke modsat når det gælder enhed, da virkelig og konkret enhed udelukkende er enheden og syntesen af modsætninger. Ubevægelighed er ikke bevægelse, og uforanderlighed ikke forandring. Sandheden er at enhed ikke mødes af en modsætning, men af sig selv. Uden modsætninger ville virkeligheden ikke være virkelighed fordi der ikke ville være forandring og liv. De to abstrakte elementer eller modsætningerne i sig selv, i deres adskilte tilstand, kaldes af Hegel ”momenter”. Og ”momenter” kaldes sommetider noget tredje, nemlig syntese. Forholdet mellem de første to og den tredje udtrykkes ved hjælp af ordene ”opløse”/”overgå”. De to modsatte og modstillede udtryk opløses og overgår til at være en syntese. Det er vigtigt at de to modsatte momenter afvises, når de opfattes på et adskilt stadie, men bliver bevaret i det syntetiske. Den vigtigste triade som Hegel påviser, og som andre triader stammer fra, er triaden af væren, ingenting og tilblivelse.
Syntesens principper anvendt i psykologi
Men jeg kan ikke gå ind i en filosofisk diskussion. Det er nok at nævne princippet, hvorefter vi vil anvende det på levende, konkret, menneskepsykologi. I psykisk liv finder vi, ligesom i organisk liv, en rytmisk vekslen mellem to modstridende principper, ekstroversion og introversion. Ekstroversion, den levende interesse vendes udad, og det svarer til det der i organisk liv kaldes katabolisme, livet med relationer, med at forbruge, med at sprede energi. Modsat er introversion ensbetydende med at den levende interesse vendes indad, hvilket svarer til anabolisme, til det indre liv. Livsrytmen bør bestå af en harmonisk vekslen mellem disse bevægelser. Og for at opnå denne rytme er ’kunsten at leve” nødvendig.
Det samme kan man sige om alle de andre kontraster eller polariteter som den menneskelige psyke er så rig på – vi fristes næsten til at sige ”alt for rig” på. De bør ikke afskaffes, men bestå med en vis grad af autonomi.
Ligesom organisk liv ikke er afskaffelsen af kontrasten mellem katabolisme og anabolisme, mellem livet med relationer og fortæring og livet med genopbygning, så er psykisk liv ikke ensbetydende med afskaffelse af det ene på bekostning af det andet. Det er nødvendigt at have begge, nødvendigt med en spænding mellem dem, men en kreativ spænding. Det er nødvendigt at tvinge dem til at integrere sig til et mere omfattende, mere helt liv, til en overordnet virkelighed, der omfatter dem og på samme tid transcenderer dem. Det er den virkelige syntese . For at virkeliggøre det må der være en fortsat tilstedeværelse af og kraftfuld indflydelse fra et højere regulerende princip. Dette princip er i sit højeste aspekt et spirituelt element, overordnet det psykologiske, som er mere eller mindre latent i menneskeånden, men som når det befries og bliver effektivt, bringer orden, harmoni, skønhed og glæde. Det forvandler gradvis det svage og usikre menneske, som i sig selv er delt og rystet af voldsomme kontraster og sorger, til en lysende, ren, komplet og fast skabning. Til et centrum af ild og lys, hvorfra der stråler høje og velgørende spirituelle energier.
Tips:
Læs også artiklen: Modsætningernes afbalancering og syntese, der er en noget lettere indgang end ovenstående til at forstå syntesebegrebet.
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli
Læs introartiklen om integral meditation
Gem kommentar