Identitet og personlig frihed, af Betsie Carter-Haar

Table of content

Når vi identificerer os med “ofret”, “stræberen” eller andre typiske karaktertræk reducerer vi vores personlige frihed og muligheden for at blive hele mennesker. Denne glimrende artikel beskriver via case stories vejen til personlig frihed.

Af Betsie Carter-Haar, oversættelse Annabritt Jakielski

Denne artikel blev første gang publiceret i Synthesis Journal Volume 2, s. 56-91

Lisa er en kvinde i midten af 30’erne, som er sund, udadvendt , kærlig og kreativ. Hun er gift og har børn, har skrevet to bøger og skriver på en tredje. Hendes egne malerier hænger på væggene i hjemmet, og selvom der altid er liv omkring hende, er hun rolig, glad og taber sjældent sin humoristiske sans.

Hun har ikke altid været sådan. Da jeg første gang traf hende, var hun deprimeret og tilbagetrukket. Forandringen i løbet af de sidste seks år har været bemærkelsesværdig, selvom den har været gradvis. Jeg bad hende beskrive denne forandringsproces, som hun oplevede den.

Jeg ved, at ændringen i mig har stået på i flere år, førend den slog igennem, men der var et bestemt øjeblik – et afgørende øjeblik – hvor der skete noget i mig. Jeg så noget om mig selv, som jeg virkelig forstod, og fra da af havde jeg fat i noget, jeg aldrig mere kunne miste. Intet var mere det samme.

Mit forhold til min mand var virkelig dårligt. Han var ikke nogen særligt venlig mand og havde sine problemer. Han var flov over mig og skammede sig over mig og nedgjorde mig altid. Min far havde også været usædvanligt kritisk over for mig i min barndom, og jeg tror, jeg forsøgte at kompensere for, at jeg aldrig havde fået hans kærlighed og anerkendelse, ved i stedet at vinde Ralphs. Efterhånden som årene gik, følte jeg mig mere og mere dårligt tilpas, utilstrækkelig og forkert. Det gjorde virkelig ondt på mig – jeg led så utroligt meget i de år. Jeg havde brug for at sløve mig selv, så jeg ikke mærkede smerten, og så jeg kunne fungere.

Alligevel blev jeg blev ved med at synke dybere ned i smerten og depressionen. En dag begyndte jeg at tænke på selvmord. Det chokerede mig – som elektrochok. Jeg kan huske, at nærmest sprang tilbage fra mig selv og tænkte, ”Du godeste, hvad er det, jeg gør? Hvor er jeg?” Det var, som om et slør var blevet revet væk fra mine øjne. Jeg tænkte klart og følte, jeg vågnede fra en drøm. Så fik jeg en pludselig, meget stærk erkendelse: ”Jeg behøver ikke at have det sådan her. Jeg kan vælge ikke at have det sådan her!” Det var det. Dét var øjeblikket.

Jeg indså, at problemet ikke var Ralph eller min far eller noget andet menneske, som påførte mig al denne smerte. Jeg tillod den at være der og spillede med og spillede rollen som ”offer” til fuldkommenhed. Jeg forstod, at jeg var dette ”offer”.

I det øjeblik indså jeg, at jeg ikke var et offer – det var kun en rolle, og jeg kunne vælge at spille en anden rolle, hvis jeg ønskede. Jeg forstod, at jeg – i mit virkelige jeg – var anderledes inderst inde, disidentificeret med alle mine roller og mine karaktertræk og alt, hvad jeg ejede. Det var, som om jeg stod uden alt det, jeg troede var ”mig”. Det var sådan, jeg havde forestillet mig, at døden ville være, og alligevel – her var jeg, mere levende og vågen, end jeg nogensinde før havde været i mit liv. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det. Jeg var bare ”mig”, virkelig, hel, til stede.

Det var sådan, alle disse forandringer begyndte. Nu havde jeg en dyb følelse af at være hel og ok, og selv når det gjorde ondt, og jeg følte mig forvirret, vidste jeg, at jeg ikke er disse følelser – jeg er mig!

Naturligvis må jeg stadig indimellem arbejde på at huske, at jeg ikke er et underkuet, kritiseret offer. Det er ikke altid nemt. Nogle gange bliver jeg fanget i det, men for hver gang går det hurtigere og hurtigere at komme fri af det. Siden jeg er begyndt at arbejde på det, har jeg opdaget en masse godt om mig selv, og det er spændende at leve og være mig.

Oplevelser som Lisas, oplevelser af frihed eller disidentifikation fra en konkret, begrænsende bevidsthed , er ikke ualmindelig. Alligevel går det ofte ubemærket hen. Mange mennesker har lignende oplevelser, selvom de sædvanligvis er mindre dramatiske, og mange går glip af chancen for at anvende dem og omsætte dem i varige ændringer i deres liv på samme måde, som Lisa gjorde.

Ydermere er det sådan, at når disse oplevelser ikke forstås, kan de være forstyrrende. Når vi er helt og fuldt identificeret med noget, tænker, føler og handler vi i overensstemmelse med det. Så tror vi eksempelvis, at vi er ”rationelle”, eller at vi er et ”offer”, eller at vi er stærke, og vi begynder at føle, at vi er dette frem for noget som helst andet. Perspektivet i at give slip på det, vi er så stærkt identificeret med, kan da føles skræmmende og endda utænkeligt. Vi føler det, som det er selve vores jeg, vi vil miste.

Vores selvfølelse, vores jeg-følelse, vores personlige identitet, er formentlig det mest dyrebare, vi har. Derfor kæmper vi ofte imod os selv og imod vores trang til at vokse for at bevare denne selv-følelse intakt, selv hvis den er begrænsende pga. noget, vi identificerer os med.

Hvis nogen for nogle år siden havde fortalt Lisa, at hun ikke i virkeligheden var et offer, men havde identificeret sig med en rolle, hun spillede, ville hun have følt sig meget truet. Hendes identifikation med det at være offer var så hel og fuldkommen, at hun ikke kunne se udover den. Hun var så identificeret med det at være offer. Hun forholdt sig til mennesker, til situationer, til objekter som offer. Hun tænkte og følte som offer. Man kunne sige, at hun i alle praktiske anliggender var et offer – underkuet, uretfærdigt såret, forfulgt. Selv hendes kropsholdning afspejlede det. Også hendes identitet var selvforstærkende: fordi hun så ud og handlede som et offer, havde mennesker en tendens til at behandle hende i overensstemmelse dermed. Dette forstærkede hendes selv-billede, så situationen forblev, som den var.

Hendes opfattelse af andre mennesker og hendes miljø var også begrænset af hendes identifikation. Hun så ud på verden igennem sine ”offer-briller”, og alt hvad hun samlede op dér, gik igennem dette offer-filter. Så oplevelserne omkring hende blev forvanskede og misfortolkede for at passe ind i hendes identitet som offer, hvorved hun styrkede den identitet. Fordi Lisas opfattelse af miljøet var forvrænget af hendes selv-billede, var hendes reaktioner det også. Hun reagerede ikke på det, der i virkeligheden skete, men på offerets opfattelse af det.

Selvom Lisas situation var meget ekstrem, er den anvendelig på de fleste mennesker. Vi identificerer os ofte med noget og har en tendens til at reagere ud fra vores egen filtrerede opfattelse, snarere end på det, der faktisk sker. Vi kan blive bevidste om vores identifikationer. Jo mere vi er bevidste om, hvad vi identificerer os med, jo klarere bliver vores opfattelse af verden. Bevidsthed om en identifikation er første skridt til at blive fri af dens begrænsninger og forvrængninger. Med denne bevidsthed kan vi lære bevidst at vælge og ud fra vores behov at identificere os – eller disidentificere os – fra de mange indre og ydre elementer og kvaliteter, som omgiver jeg’et eller det personlige selv . Dette er grundlaget for virkelig frihed og for erkendelse af vores sande identitet.

Forskellige identifikationer

Identifikation med en række forskellige elementer finder sted hos alle. Det er en naturlig psykologisk proces. Ifølge Jung vil et eller andet grundlæggende instinkt eller idékompleks uundgåeligt koncentrere på den største sum af psykisk energi og dermed presset jeg’et ind i sin tjeneste. (Selvom Jungs anvendelse af udtrykket ”ego” her er synonymt med ”jeg”, som det anvendes inden for psykosyntesen, er dette ikke tilfældet inden for de fleste psykologiske systemer. Det er en utilstrækkelig forståelse af begrebet identifikation, som er årsag til det meste af den forvirring, der hersker omkring disse udtryk, idet få vestlige psykologiske tænkere har gennemskuet jeg’ets identifikationer helt i centeret af jeg’et.

Vi finder derfor ofte, at udtrykket ”ego” eller ”selv” anvendes til indikation af en række teoretiske konstruktioner, hvortil der er knyttet visse karakteristika, behov og kvaliteter, som faktisk hører til personligheden, som er organiseret omkring Selvet . Nogle gange anvendes ordet ”selv” endda til at referere til det specifikke personlighedselement, som vi identificerer os med). Som regel trækkes egoet ind i dette energifokus på en så kraftfuld måde, at det identificerer sig med det ….”. Med andre ord oplever vi en række forskellige dragninger i vores bevidsthed, der stammer fra mange forskellige kilder. Generelt gælder det, at så længe vi ikke er bevidste om vores identifikationer, har vi en tendens til at identificere os med det, som udøver det største ”træk” i vores bevidsthed: Hvad som helst, vi opfatter som mest interessant, mest vigtigt og mest centralt. Det kan være hvad som helst, der får os til at føle os mere levende, mere os selv – hvad som helst, der bedst tillader vores energi at flyde, eller hvad som helst, der opfylder vores stærkeste begær, behov eller tilskyndelse. Vi kan derfor identificere os med objekter så som vores hus; med roller så som det at være moder; med specifikke psykologiske strukturer så som offerrollen; eller med en af vores grundlæggende personlighedsfunktioner så som sinde teller vores følelser.

Da disse identifikationer sædvanligvis foregår på det ubevidste plan, kan vi identificere os med noget, som vi – hvis vi betragtede det objektivt – ville vide ikke i virkeligheden er os. Eksempelvis kender jeg en mand, som er sidst i 40’erne, der næsten synes at være sin bil. Det er en meget dyr udenlandsk model, og han tilbringer det meste af sin fritid med den. Han taler til den, tuner den, giver den voks og polerer den. Derpå kører han rundt i byen og viser den frem.

En søndag eftermiddag kom han ud fra en vens hus og fandt sin parkerede bil ridset på den forreste kofanger. Han blev meget ophidset og havde det psykisk dårligt med overhovedet at køre bil dén dag. Han fik det først godt igen, da han næste dag kunne bringe sin bil på værksted. Da lydpotten på et tidspunkt begyndte at larme for meget, blev han såret. Han skammede sig, følte sig akavet og upræsentabel. Han følte, at ”han ikke kunne gå ud på denne måde”, og at han ikke ”tog sig korrekt ud”. Han tog sidegaderne for at undgå at blive set og tog en taxa, da han skulle til cocktail party. Hvis bilen fejler noget, fejler han noget. Hvis nogen roser bilen, føler han sig rost. Han er ikke helt klar over, hvor bilens grænser slutter og hans egne begynder. (En bevidst oplevelse af ændrede grænser som følge af en ny identifikation er beskrevet i artiklen ”Tykke jeg og Tynde jeg. Han udtrykte engang, halvvejs humoristisk, at ”hvis der skete noget med hans bil, troede han, at han ville blive kastet ud i en dyb identitetskrise”.

På samme måde kan husmødre blive identificeret med deres hjem, samlere med deres samlinger, kunstnere med deres kunstværker etc. Sådanne identifikationer med materielle ting maskerer sig ofte som ”selv-udtryk”. Det sande selv-udtryk er naturligvis værdifuldt. Men når vi investerer meget af os selv i objekter, når vi på nogen måde føler os truet, hvis vi mister dem, eller de forandrer sig, er der noget andet end selv-udtryk på spil. Når vi har en uforholdsmæssig del af os selv investeret i et objekt, er det sandsynligt, at vi identificerer os med det. Vores grænser er muligvis begyndt at inkludere dette objekt. I stedet for at udtrykke os selv, begynder vi at udtrykke det – vi bliver slave af dette objekt, som vi identificerer os med.

Foruden det at identificere os med et materielt objekt, kan vi identificere os selv med de grupper, vi tilhører – hvad enten disse er kulturelle, racemæssige, religiøse, ideologiske eller politiske. Vi identificerer os løbende med vores funktion i livet og karriere, så som at være forældre, læge, søn eller bogholder etc.

Lisa gav os et eksempel på en mere subtil form for identifikation. For Lisa var identificeret med en udviklet, kraftfuld og meget stærk delpersonlighed . (En fuld beskrivelse af delpersonligheder incl. teknikker til at arbejde med dem, er det centrale emne i Workbook in Synthesis I – se Psykosyntese øvelser). Hun var helt identificeret med denne delpersonlighed i en grad, så det udelukkede alt andet. Ligesom Lisa kan mennesker være ”fanget” i en sådan identifikation med en bestemt delpersonlighed. Afhængigt af hvilken delpersonlighed, det handler om, kan de føle sig utilfredse og krænkede, som Lisa var, eller de kan være relativt tilfredse og fri af konflikter, selvom det er i mindre grad, end det ville være muligt for dem.

Andre mennesker skifter mellem at identificere sig med et antal delpersonligheder. Vi har alle oplevet, hvordan vi eksempelvis er ”forskellige”, når vi er sammen med vores børn, end når vi er sammen med vores forældre, eller hvordan vi befandt os i en stresset situation, hvor vi ”ikke var os selv”. Når mennesker på denne måde skifter identifikation, gør de det ofte på en måde, hvor de reagerer ud fra behovene i den situation, de befinder sig i. De lader sig – selvom de for det meste er ubevidste om det – drage ind i den delpersonlighed, som er mest ”egnet”, og som bedst muligt handler, ”som det forventes af dem”. De føler sig i stigende grad indespærret, kraftesløse og kontrolleret af forventningerne i deres miljø og deres personligheds krav, fanget af ambivalens, forvirring; en konflikt, der eksisterer mellem deres mange delpersonligheder. (Se artiklen ”Delpersonligheder og psykoterapi”). Så selve det at skifte identifikation kan være lige så begrænsende som en enkelt identifikation – indtil vi lærer bevidst at vælge og at skifte identifikation.

Identifikationsprocessen

Vi har set, at identifikation finder sted som en stort set ubevidst reaktion på en række forskellige behov og tilskyndelser, og at identifikation med udelukkende ét aspekt vores personlighed er begrænsende eventuelt forvrængende. Identifikation kan derfor være en kilde til vanskeligheder, men afhængigt af omstændighederne kan der også være et nyttigt aspekt forbundet med det.

Fordi identifikation er begrænsende, er den også specialiseret. Det kan derfor hjælpe os at forblive fokuseret i en bestemt retning, hvor vi skærper vores bevidsthed og effektivitet. Når vi identificerer os med en del af os selv, er vi i stand til fuldt og helt at opleve det uden at blive distraheret. Vi føler på den måde, som delpersonligheden føler det og ser det på den måde, delpersonligheden ser det på, eftersom den repræsenterer en bestemt, specialiseret bevidsthedstilstand. Vores udsyn i livet forandrer sig, og det samme gør vores forståelser og følelser. Vores energi flyder igennem denne delpersonlighed og ”giver den næring” og får den til at deltage. Det er på denne måde, at konkrete aspekter af os selv – ofte uden at vi er klar over det – opstår og udvikler sig, ligesom forestillingsevnen gør det hos en kunstner-delpersonlighed, eller beslutningsevnen hos en leder-delpersonlighed.

Gennem konkrete identifikationer kan vi udvikle og forfine en kvalitet eller holdning; vi kan lære, hvornår en bestemt adfærd eller reaktion er gavnlig, og hvornår den er upassende. Alle vores identifikationer repræsenterer derfor hver især en mulighed for at lære og at vokse. Faktisk finder en stor del af vores tidlige indlæring og vækst sted fortrinsvis igennem en ubevidst proces med successive identifikationer. Hos mange mennesker forbliver denne ubevidste eller utilsigtede reaktion kernen i deres vækst livet igennem.

Så længe denne proces finder sted på det ubevidste plan, er der en stor ulempe forbundet med den. Medens udviklingen af en ny kvalitet kan komplettere de kvaliteter, vi allerede har, og dermed føre til en mere afrundet, mere inklusiv og effektiv personlighed, kan den blive overdrevet, hvis vi lader os fange for længe af en bestemt identifikation. Den personlige udvikling får dermed slagside, og det skaber konflikt og ubalance, og det spærrer for andre vigtige og nyttige kvaliteter. Afhængigt af omstændighederne og varigheden af vores identifikationer kan de være gavnlige eller skadelige og enten fremme eller begrænse vores vækst. Eller mere præcist kan vores identifikationer på forskellige tidspunkter enten hjælpe os eller begrænse os i vores personlige vækst på forskellige måder og i forskelligt omfang.

Det f.eks. at være identificeret med ”Den Samvittighedsfulde Medarbejder”-delpersonlighed kan hjælpe en person til at udvikle kompetence og effektivitet, men det kan også forhindre denne person i at udvikle en legende og humoristisk holdning, medfølelse og sensitivitet i forhold til dennes medmennesker, eller følelsen og en evne til at slappe af, når det er nødvendigt. På den anden side kan dét at være identificeret med noget, som endda kan være så smertefuldt og begrænsende som Offeret, i sidste ende føre til positive resultater – så som større forståelse og medfølelse med andres lidelse. Vi må derfor lære først at blive bevidste om vores identifikationer og derpå at vælge, bevidst og i det enkelte øjeblik, hvilken identifikation, vi mener er i størst mulig overensstemmelse med vores formål og dermed mest nyttig i forhold til vores vækst. Når vi har opnået, hvad vi kan opnå igennem en bestemt identifikation, er det tid at gå videre: Vi må frigøre os fra den for at fortsætte vores vækst. I modsat fald kan vores identifikation blive for begrænsende og kontrollere os og dermed begrænse vores videre vækst.

At frigøre sig fra en identifikation er ikke ensbetydende med at afskrive eller afvise den. Når vi disidentificerer os fra noget, som vi til fulde har oplevet og mestret, kan det blive et meget effektivt redskab i vores bevidsthed, udtryk og handlinger og altid være til vores rådighed, når vi har behov for det.

Hvad vi har sagt indtil nu peger på tre stadier af voksende bevidsthed og evne til at forholde os til de aspekter og elementer, der er forbundet med vores personlighed.

I første stadie finder identifikationsprocessen sted på det ubevidste plan og stort set uden for vores kontrol. Vi identificerer os med et personlighedselement (så som en følelse, en delpersonlighed eller en rolle), og denne identifikation vil skifte ud fra det pres og behov, der er forbundet med de indre og ydre omstændigheder, i langt højere grad end vi ønsker eller tilsigter.

Når vi bliver bevidste om vores identifikationer, kommer vi til andet stadie. Vi kan nu bevidst vælge at skifte identifikation fra ét personlighedselement til et andet. Som vi har set, giver denne evne os en større mulighed for at udtrykke os og en mere balanceret udvikling.

Der er imidlertid et tredje muligt stadie. Lisa hentyder til dette stadie, når hun taler om sin oplevelse af en gradvist voksende ”følelse af helhed”. Vi behøver ikke altid at identificere os med en delpersonlighed eller personlighedselement. Tværtimod kan vi, som vi senere vil opleve, lære at disidentificere os fra alle disse og i stedet identificere os med jeg’et, det personlige selv, kernen i vores sande identitet og bevidsthed. Vi har nu et endnu større antal udtryksmuligheder til vores rådighed: vi kan vælge, hvornår det er passende at identificere os med et personlighedselement, og hvornår vi ønsker at identificere os med jeg’et. Som jeg’et har vi ikke blot oplevelsen af personlig identitet og individualitet, men vi kan også på en meget objektiv måde være bevidste om vores psykologiske liv og vores interaktion i verden og følgelig vælge vores handlinger og udvikling på den mest effektive måde.

I virkeligheden – som det sædvanligvis er tilfældet i psykologiske processer – er disse tre stadier ikke adskilte i tid. Eksempelvis kan vi lære at disidentificere os fra personlighedselementerne og samtidig gradvist identificere os med jeg’et. Vækst inden for et område styrker yderligere vækst inden for andre områder. Den følgende beretning om Mike kan på en mere uddybende måde illustrere væksten på disse tre stadier igennem Mikes voksende forståelse af identifikationsprocessen. Mike havde igennem det meste af sit liv identificeret sig med en dominerende delpersonlighed, ”Stræberen”. Han var enebarn af gamle forældre, som nærede store forventninger til ham. Høje præstationer blev fremstillet for ham som nødvendige for at få hans forældres kærlighed og accept, og hans barndom var præget af hans bestræbelser på at vinde deres anerkendelse. Han fik gode karakterer i skolen og fik udmærkelser som drengespejder. Som ung forretningsmand var han i en alder af 7 år god til at tjene penge på en limonade-stand og en avisrute og senere med at skovle sne og påtage sig havearbejde. Hans forældres holdning var, at hans indsats var god – men ”kunne være bedre”. De lovede ham deres anerkendelse for hans fremtidige resultater og blev dermed den gulerod foran hans næse, som drev ham fremad. Mikes stræberrolle blev derfor cementeret allerede tidligt i livet.

I sin ungdom stræbte Mike efter et højt karaktergennemsnit og atletisk mesterskab, som hans jævnaldrende kammerater anså for succeskriterier. Han opnåede begge dele og afsluttede gymnasietiden ved at være den, der holdt afskedstalen ved skoleafslutningen. Han fortsatte sin stræben på college, og selvom han ét for ét nåede de mål, han satte sig, syntes de at tabe deres mening for ham, efterhånden som han nåede dem. Han følte sig aldrig tilfreds. Til sidst førte denne følelse af utilfredshed og konstant stræben til alvorlige helbredsmæssige problemer (et svært tilfælde af mavesår).

Heldigvis var der også en fordel ved det. Siden han var lille, havde Mikes tilskyndelse til stræben stimuleret differentiering og udvikling af mange nyttige egenskaber, karaktertræk og evner. Han lærte, hvad det vil sige at være pålidelig og afhængig, hvordan man kommer ud af sengen på vintermorgener, hvordan man har med penge at gøre, hvordan man tager initiativer etc. Han udnyttede sit intellekt og sin vilje og lærte tidligt om valg og værdier. Han lærte sig, hvordan man finpudser og målretter sin energi, træffer beslutninger og fører dem ud i livet, og han nød mange menneskers respekt og tillid.

Tidligt i livet blev stræbertrangen hans omdrejningspunkt, det delvist forenende center, som mange af de vigtige elementer i Mikes personlighed var centreret, udviklet og integreret omkring. Stræber-delpersonligheden havde set dagens lys. Til sidst udviklede den sig til en kompleks psykologisk struktur, som omfattede et stort antal personlighedselementer og –systemer.

Selvom Stræberen havde hjulpet Mike til at udvikle mange værdifulde og nyttige evner, som han ellers muligvis ikke havde lært, har vi allerede set, at Mike var i denne delpersonligheds vold. Han kunne ikke kontrollere Stræberen. Tværtimod var det Stræberen, som kontrollerede Mike og begrænsede ham.

Hvor var Mikes følelser for eksempel henne? Hvor var hans modtagelighed og venlighed? Humor eksisterede kun i ham som kynisme, og han ignorerede sine højere værdier. Hans fantasi og intuition var hæmmede, og hans indre liv var alt i alt goldt. Mike vidste kun lidt om skønhed, kærlighed, sindsro eller fred.

Da han var i midten af 20’erne, begyndte Mikes identifikation med Stræberen at være en begrænsning for ham. Han holdt op med at udvikle sig og stagnerede. Han var på det tidspunkt ubevidst om denne gradvist stigende krystallisering og forstod ikke den angst og det raseri, som han begyndte at opleve. Han havde nået Stræberens grænser, som i stedet for at være en kilde til vækst nu blev en fælde.

Kernen i Stræberen var – som det er tilfældet med alle vores delpersonligheder – en drift, en tilskyndelse eller et behov. Mike var bevidst om denne tilskyndelse, men han anså den for et iboende karaktertræk og en uforanderlig del af hans natur. Han var ikke på nogen måde utilfreds med dette karaktertræk, for som Stræberen følte han, at han havde kontrol over situationen, var dygtig og havde en stærk identitetsfølelse.

Bag Stræber-delpersonligheden, som pressede på for at opnå anerkendelse, lå et dybere og mere basalt behov, som Mike havde mistet kontakten til. Det var behovet for accept og anerkendelse – et afgørende vigtigt behov, som ikke i tilstrækkeligt omfang var blevet mødt, da han var barn.

Længe før Stræber-delpersonligheden blev dannet, kontrollerede dette behov Mikes liv. Den var i sig selv blevet kernen i en endnu tidligere delpersonlighed, som Mike havde identificeret sig med. Denne delpersonlighed kaldte Mike senere i terapien for ”Det Afviste Barn”. Mike havde som Det Afviste Barn forsøgt på utallige måder at blive accepteret og få kærlighed, opmærksomhed og anerkendelse igennem det at være god, hjælpsom, manipulerende, foregive at være syg eller have brug for hjælp og at stræbe efter forskellige præstationer. Som følge af hans familiemæssige omgivelser og hans egne specifikke talenter var Stræberen den mest effektive måde til at opnå accept. Stræben blev derfor hans vanemæssige adfærd. Det var på denne måde, at Mikes stræbertrang endte med at udgøre kernen i Stræberen.

Efter at Stræberen var opstået, blev den Mikes overordnede udtryksform i verden, hans hoved-delpersonlighed. Mike identificerede sig mere og mere med den. Den tidligere delpersonlighed, Det Afviste Barn, blev snart trængt i baggrunden, da dens kvaliteter, og navnlig behovet for accept, var ret uforenelige med Stræberens stærke, selvtilstrækkelige stil.

Fra da af følte Mike aldrig, at hans bestræbelser var tilstrækkelige, selvom han høstede stor anerkendelse for sin indsats. Årsagen var, at han fik anerkendelse, når han var identificeret med Stræberen, som ikke kunne tage imod anerkendelsen. Ironisk nok var Stræberen oprindeligt opstået for at imødekomme hans behov for accept og anerkendelse, men nu forstyrrede dette grundlæggende behov ham ved faktisk at forhindre denne tilfredsstillelse. Stræber-delpersonligheden var organiseret og forenet omkring stræbertrangen, og selve dens identitet afhang af hans stræben. Dens dybeste frygt var derfor, at hvis den nogensinde nåede det grundlæggende formål med dens stræben – at få Mike til at føle sig accepteret og anerkendt – ville selve dens eksistens være truet. (Hvis målet faktisk havde kunnet nås, ville Stræberen hverken være forsvundet eller blive ødelagt. Mike ville simpelthen have disidentificeret sig fra den. For Stræberens begrænsede bevidsthed ville dette have været ensbetydende med døden). Når Stræberen talte med Mikes forældres stemme, kunne den sige, ”Du kan godt gøre det bedre”. På denne måde underkendte den enhver anerkendelse fra hans omgivelser og enhver varig tilfredsstillelse ved at have opnået et mål – og tvang dermed Mike til straks at rette sin opmærksomhed imod det næste mål, der skulle nås. Det blev umuligt for Mike at mærke andet end en konstant følelse af utilfredshed, når han var identificeret med Stræberen. Ikke blot afskar Stræberen sig selv fra anerkendelse, men – hvad der var endnu mere vigtigt – den forhindrede samtidig enhver anerkendelse i at nå Det Afviste Barn, som nu var i en værre situation, end inden Stræberen opstod. Ikke blot følte Det afviste Barn sig afvist af sine omgivelser, men det blev samtidig afvist af Stræberen.

Dette skabte en dobbeltbinding for Mike: Han kunne ikke stoppe, men han kunne heller ikke vinde. Den eneste måde, han kendte, til at få anerkendelse, var igennem stræben, men jo mere han stræbte, desto mere blev anerkendelsen fjern og tom. Hvad Mike virkelig behøvede var at acceptere Det Afviste Barn i sig selv, hvad enten det oplevede succes eller fiasko, og uafhængigt af enhver præstation.

Selvom hans personlige vækst stort set standsede, da han var i 20’erne, og selvom han led under frygten, fortsatte Mike sin stræben. Eller rettere, Stræberen havde fået Mike til behændigt at fortsætte fremad. Da Mike var i begyndelsen af 20’erne, var han en meget lovende junior-direktør i et stort firma – med et mavesår, der nægtede at gå over. Han modsatte sig voldsomt at sætte tempoet ned, idet han følte, at hvis han slækkede på kravene til sig selv, ville han kollapse. Hans underkendelse af enhver anerkendelse, kombineret med den konstante frygt for mangel på indre værdi, åd helt hans præstationer.

Mike havde ikke været tilstrækkeligt bevidst om de dybe konflikter, han rummede – selvom han oplevede den smerte, der var resultatet. Situationen var blevet kritisk. Hvis han var fortsat på samme måde, ville han formentlig have påført sig selv en alvorlig krise – en større identitetskrise, som formentlig ville have haft alvorlige fysiske bivirkninger.

Integration

I stedet besluttede Mike sig til at søge hjælp. Igennem terapien lærte han at disidentificere sig. Gradvist blev han i stand til at disidentificere sig fra Stræberen og afdække og midlertidigt at identificere sig med Det Afviste Barn. Han blev bevidst om en dyb smerte, sorg og vrede over at have følt sig afvist og var derpå i stand til at udtrykke disse følelser i det terapeutiske rum. Han blev også i stand til at anerkende sit behov for accept og forstå, hvad der var sket med ham. På opfordring af terapeuten begyndte han at praktisere selv-identifikation. Ved at gøre det, disidentificerede han sig også fra Det Afviste Barn. Ligesom Lisa begyndte han at få en fornemmelse af sin personlige eksistens, uhindret af enhver aktivitet, ethvert behov og enhver identifikation. Som han i begyndelsen af denne opdagelsesproces udtrykte det: ”Jeg var bare mig selv, et menneske, Mike”. På denne måde befriede han sig gradvist fra sit overvældende behov for andres accept og indså, at selvom det var en vigtig og fundamental del af hans personlighed, var han det ikke. Det havde naturligvis stadig brug for at blive tilfredsstillet, og det var han nu bedre i stand til at gøre. Så Mike selv lærte at give det indre Afviste Barn sin fulde og ubetingede accept, som det havde brug for, og som det havde været ude af stand til at opleve i verden.

Efterhånden som Mike i stigende grad var i stand til at styre sin egen vækstproces, blev det dybt behov for accept tilfredsstillet, og Barnet begyndte at vokse og udvikle sig. Dets senere karakteregenskaber og kvaliteter blomstrede, og det blev en voksen delpersonlighed, der var Stræberens jævnbyrdige – kreativ, afslappet, legende og med en stor grad af medfølelse, hengivenhed og varme over for andre mennesker. Mike kaldte den ”Modne Mike”.

Mike indså, at det var vigtigt ikke blot at udtrykke Modne Mikes nyligt vundne kvaliteter, men også at kombinere dem med Stræberens ved at forene de to delpersonligheder. Det ville give ham langt større personlighedsintegration. Han ønskede, at hans liv ville afspejle og fremme denne syntesiske proces. På dette tidspunkt begyndte han at føle, at hans job holdt ham tilbage og ikke længere var tilfredsstillende. Efter at have overvejet spørgsmålet i flere måneder, forlod han firmaet og satte sig på skolebænken igen. Hans mål var nu en doktorgrad i uddannelse og baserede sig i sine studier på Stræberens betydelige talenter, samtidig med at han underviste i et kreativt miljø, hvor Modne Mike havde mange muligheder for at komme til udtryk. Denne sammensmeltningsproces finder stadig sted. For nyligt gav han udtryk for, at hans langsigtede mål er at bidrage til fornyelsen og forbedringen af uddannelsessystemet.

Gennem Mike oplevelses har vi set den proces, hvorigennem vi kan bevæge os fremad imod en mere inklusiv tilstand ved at befri os fra de begrænsende identifikationer. Denne oplevelse peger imidlertid også på en indre mekanisme, som tilsidesætter oplevelser og aspekter, som ikke er forenelige med sådanne begrænsende identifikationer. Vi kan kalde denne proces for fornægtelse.

Fornægtelse

Når vi er stærkt identificeret med noget, eksempelvis en overordnet delpersonlighed, flyder det meste af vores energi igennem den. Også vores energi filtreres igennem denne delpersonlighed. Med andre ord tillader vi kun den energi, som er forenelig med den grundlæggende energi hos den delpersonlighed, vi identificerer os med, at komme til udtryk. Det betyder, at uanset hvad vi identificerer os med, kontrollerer det enhver accept eller afvisning, vi oplever. Lad os eksempelvis forestille os en forretningsmand, som identificerer sig med en Taber-delpersonlighed – en, der har fungeret som det forenende center i forhold til negative oplevelser og en følelse af utilstrækkelighed etc. Lad os forestille os, at der hænder noget positivt for denne forretningsmand – chefen lykønsker ham med et projekt, han lige har færdiggjort. Lytter han til chefen, og tror han på ham? Nej. Han enten forvrænger oplevelsen (”Chefen var sarkastisk”) eller underkender den (”Chefen forsøgte bare på at styrke min moral”). Eller han glemmer straks, at den overhovedet fandt sted og fortrænger den fra sin bevidsthed.

En positiv oplevelse er simpelthen ikke acceptabel for Taberen, fordi dens kvaliteter er forskellige fra og ude af trit med hans selv-billede. Men det går videre endnu: En positiv oplevelse er faktisk truende. Hvad hvis han ikke i virkeligheden var en Taber? Hvem ville han så være? Som vi så tidligere, kan denne frygt for at miste identitet, for et dybt indre tomrum eller indre tomhed – hvis vi ikke forstår det rigtigt – være for overvældende at se i øjnene. I en sådan situation forekommer det os ofte mindre smertefuldt at have en negativ selvopfattelse end slet ikke nogen. Så lige som i tilfældet med manden, der identificerede sig med sin Taber, kan vi lukke positive oplevelser ude fra vores bevidsthed og underkende dem, hvorved de bliver forvrænget eller fortrængt. Mere præcist udtrykt er energiindholdet i en positiv oplevelse af en modsat kvalitet end den energi, som udgør kernen i Taber-delpersonligheden. Hvis oplevelserne blev accepteret af Taberen, ville den indkommende energi neutralisere en tilsvarende energimænge i kernen af delpersonligheden og dermed reducere dens intensitet. Dette ville af Taberen opleves som et forringet selvværd og som noget, der direkte truede dens identitet og eksistens – og derfor være uacceptabelt.

Når energi, som er i modsætning til den fremtrædende delpersonlighed, udvikler sig i os og derpå undertrykkes, hvor forsvinder den så hen? Hvad skete der i begyndelsen med Mikes følelser, humor og intuition? Hvad blev der af Lisas indre styrke, selvsikkerhed og evne til at tage vare på sig selv? Disse kvaliteter, og mange andre, blev fornægtet, fordi de var uforenelige med kvaliteterne i vores identifikationer – Stræberen, Offeret etc. Med fornægtet mener vi ubevidst fortrængt, bevidst undertrykt, ignoreret eller på anden måde ladt ude af betragtning. I samme grad, som vi fornægter, undertrykker vi udvikling og integration af personligheden.

Vi kan ikke for alvor skaffe os af med dele af os selv. Uanset om vi fortrænger eller forhindrer dem, forsvinder de ikke; de forbliver hos os på et eller andet niveau. Deres energi akkumulerer i det ubevidste og kommer til udtryk på forskellig vis – ofte på en tilsløret måde – igennem drømme, symbolske udtryk, pludselige tilskyndelser og begær, forskellige neurotiske udtryk etc. Som Abraham Maslow skriver, og som Freud formulerede det, ”de dele af os selv, som vi afviser eller fortrænger …. ophører ikke med at eksistere. De dør ikke, men trænges ned i det ubevidste. Virkningerne af de fortrængte dele af vores menneskelige natur har en tendens til at forblive ubemærkede af os selv eller at opleves, som om de ikke var del af os, dvs. ”jeg ved ikke, hvad der fik mig til at sådan noget”, ”Jeg ved ikke, hvad der gik af mig”. (A. Maslow: The Farther Reaches of Human Nature, Viking Press, NY 1971, s. 158).

Som tiden går, bliver det mere og mere energikrævende at blive ved at fornægte. Til sidst bliver det en ond cirkel: jo mere vi oplever problemer fra uønskede dele af os selv, jo mere kraftfuldt vil vi benægte dem, og jo mere kraftfuldt vi fornægter dem, jo mere besvær vil de give os.

Ofte giver disse fornægtede kvaliteter og oplevelser næring til en delpersonlighed, som er modsat den, der er dominerende – eller, hvis vi ikke har en sådan, vil de skabe en. Efterhånden som, denne modsatte delpersonlighed vokser og udvikler sig, får den adgang til større og større energi. Til sidst vil der opstå konflikt med den dominerende delpersonlighed. Sædvanligvis vil konflikten i starten være ubevidst, og den nye delpersonlighed vil udtrykke komme til udtryk på en indirekte måde – måske endda somatisk, som det var tilfældet i Mikes tilfælde.

En sådan modstridende delpersonlighed er ikke en forhindring og er ikke uønsket, og bør heller ikke undgås – selvom det i begyndelsen måske ser sådan ud. Fordi den er modstridende, er den også komplementær, og gennem den opnår vi adgang til en bred vifte af værdifulde kvaliteter, som vi ikke tidligere havde adgang til.

Med andre ord er de fortrængte følelser, tanker, ønsker og oplevelser, som udgør en sådan delpersonlighed, ikke nødvendigvis skadelige eller ”dårlige”. Tværtimod kan mange af disse fortrængte idéer eller tilskyndelser give næring til vækst, altruisme og sublime kvaliteter. Maslow beskriver i sin teori om vores forsvar imod vores egen vækst, ”vores ubevidste frygt for og had til det sande, det gode og det skønne”, som han kalder for ”Jonas-komplekset” (ibid.) Frank Haronian diskuterer i sin artikel ”Fortrængning af det sublime” tendensen til at undertrykke den menneskelige naturs godhed, ædelhed og skønhed så vel som de seksuelle og de aggressive drifter. Derfor fortrænger vi i regelen bevidsthedens indhold, ikke for sit indhold i sig selv, men fordi indholdet – hvad så end det er – er uforeneligt med vores (ofte ubevidste) følelse af, hvem vi er. Som vi har set, afgøres vores opfattelse af, hvem vi er, af det, vi i det givne øjeblik identificerer os med.

Forløsning

Når vi identificerer os med noget, som er blevet begrænsende for os, hvordan finder vi da ud af selv at frigøre os fra denne identifikation? Mikes identifikation med Stræberen brød først sammen, efter at de indre konflikter og spændinger var årsag til stor smerte, frygt og endda mavesår. Det var først efter betydelig smerte, at Lisa spontant ”trådte tilbage” fra sin identifikation, oplevede sit ”Jeg” og blev bevidst om Offeret.

Mennesker opretholder ofte en identifikation, indtil den bliver for vanskelig, for smertefuld, eller det bliver umuligt at efterleve den. En permanent identifikation med en hvilken som helst funktion, delpersonlighed eller andet personlighedselement vil før eller senere skride sammen på grund af livets enkle proces og tiden. Til sidst vil den blive umulig at opretholde, og dette menneskes livssituation kan blive sårbar. Han eller hun kan opleve en følelse af tab, formålsløshed og desperation, ligesom en studerende kan opleve det efter sit studium, en forretningsmand, når han pensioneres eller en ægtefælle, hvis partner vokser udover det punkt, hvor han eller hun befandt sig, da de blev gift.

Den samme krise kan også opstå hos mennesker, hvis identifikationer bliver for begrænsende som følge af indre vækst, selvom deres ydre livssituation forbliver den samme. Vi har set eksempler på dette hos Mike og Lisa.

Selvom denne krise er helt almindelig, forstår vi sjældent dens sande natur. Mange går igennem processen som blinde og uden kraft, selvom de med en klarere forståelse ville kunne håndtere den på en mindre smertefuld måde og tilmed anvende den som en kilde til vækst. En krise er et budskab, som siger: ”Lad os så komme afsted! Du identificerer dig med noget, som nu er blevet for småt til dig”. Første skridt til at overvinde en krise er derfor at starte med at søge efter begrænsende identifikationer, som vi er nødt til at give slip på. På denne måde bliver krisen pludselig en anledning snarere end en hindring. Denne afgørende indsigt peger i retning af løsningen og viser os vejen til at nå den med større effektivitet og på mere ubesværet måde.

Alligevel behøver disidentifikation ikke at opstå igennem en krise. Den kan opnås igennem en bevidst, planlagt viljeshandling . Vi behøver heller ikke at frygte, at disidentifikation vil føre til en krise. Hvis vi i tide bliver opmærksomme på behovet for at frigøre os fra en identifikation, kan processen forløbe roligt, gnidningsløst og smertefrit og vil bibringe os en forøget følelse af harmoni og frihed.

Opdagelsen af vores begrænsende identifikationer kan imidlertid være vanskelig, fordi vi ofte ikke indser, at vi identificerer os med noget. En udforskning af personligheden kan kaste lys på mange af vores identifikationer. En anden – og tilsvarende – tilgang er at disidentificere os over en bred kam fra personlighedens tre hovedaspekter: kroppen, følelserne og sindet. Hvor identifikationerne med ting, roller eller endda delpersonligheder ofte ikke er svære at anerkende og forholde sig til, er identifikationen med en grundlæggende personlighedsfunktion som f.eks. sindet eller følelserne dybere og kan derfor være vanskeligere at definere. Det kommer ofte til udtryk igennem identifikationer med en eller flere tilsvarende delpersonligheder, f.eks. dem, der primært er af intellektuel eller emotionel karakter. Eksempler på disse kunne være ”Videnskabsmanden” eller ”Det Frygtsomme Barn”). Dette vil til sidst frigøre os fra vores konkrete identifikationer og give os frihed til at identificere os med vores sande ”jeg”.

Anerkendelsen af en identifikation er kun første skridt. Vi kan nemlig anerkende en identifikation, men ikke behovet for at frigøre os fra den. Eksempelvis kan vi identificere os med en stærk og udviklet delpersonlighed, som hjælper os til at være meget målrettede, fokuserede og effektive i en bestemt sammenhæng. I forhold til andre og os selv kan vi fremtræde meget ”centrerede”, realiserede og integrerede. Vi ser ikke ud til at rumme konflikt, men ser rolige og stærke ud. Vi er centrerede, men kun omkring et delvist forenende center. Som vi har set, er et sådant center delvist, fordi kun de dele af personligheden, som er forenelige og i overensstemmelse med den grundlæggende kvalitet i det center kan integreres omkring det.

Hvis Mike ikke, efter at han havde frigjort sig fra Stræberen, var fortsat med at identificere sig med sit ”jeg”, kunne han i stedet være blevet trukket ind i en permanent identifikation med Modne Mike og på den måde ende med igen at være begrænset. Han ville da igen have taget til sig, hvad han tidligere havde fortrængt som Stræberen og udviklet helt nye sider af sin personlighed – og det ville for en tid have været godt og værdifuldt. Men igen, som Modne Mike ville han have fortrængt Stræberen og alt, hvad den stod for. Han ville have fortrængt mange sider af sig selv, som var dygtige, kompetente og effektive. Ved i stedet at acceptere, at han rummede både Stræberen og Modne Mike, og at han rummede mange kvaliteter, som ikke var indbyrdes modstridende, men som tværtimod supplerede hinanden, undgik han en ny fremtidig krise. Dette var ikke blot forebyggende, men også konstruktivt og integrerende. Han lagde grunden til en højere udviklet delpersonlighed, som både vil inkludere Stræberen og Modne Mike.

Disidentifikation

Hvad gjorde Mike for at skabe alt dette? Først og fremmest praktiserede han bevidst disidentifikation. Disidentifikation er en oplevelse, som de fleste mennesker på et tidspunkt har oplevet; det er en erfaringsmæssig kendsgerning, som vi alle formentlig husker eller kan iagttage i vores eget liv. Hvem har ikke oplevet at være alene i tordenvejr og følt sig bange, og derefter oplevet hvordan frygten ”forsvandt” og blev erstattet af mod, da et af vores børn kom hen til os for at søge trøst? Vores identifikation skiftede fra det frygtsomme barn i os til den beskyttende forældre. Eller vi kan have oplevet at tale med et andet menneske og følt, at vi er – og faktisk altid har været – tillidsfulde og selvsikre. Derefter taler vi måske til et andet menneske og oplever, at vi føler os – og faktisk altid har været – utilstrækkelige og usikre på os selv. Igen her skiftede vores identifikation mellem to dele af personligheden.

Vi kender derfor alle noget til disidentifikation, selvom mange af os aldrig har tænkt på det som en bevidst handling og som noget, vi bevidst kan beslutte at gøre. Som vi har set tidligere, skifter mange mennesker – og sikkert de fleste – ubevidst identifikation på denne måde, hvor det ser ud til simpelthen at ske af sig selv. De går igennem dagen og skifter fra den ene identifikation til den anden som svar på ydre forhold og indre processer som en båd, der befinder sig på stormfyldt hav. De har ikke kontrol over disse skift og er ofte ikke engang bevidste om dem. Det kan de lære at være; de kan træne sig op til at vælge bevidst at styre deres identifikation.

Et menneske, som har – og anvender – denne evne til at styre, tager i stigende grad ansvar for sig selv i sine handlinger, ord, tanker og følelser. Sådan et menneske vil i sandhed begynde at leve i overensstemmelse med sine værdier. Således at vælge vores identifikation er et udtryk for en viljeshandling, ligesom det at bestemme hvor vi vil se hen, hvad vi vil lytte til, eller hvad vi vil tænke på. Vi kan vælge at foretage dette valg, eller vi kan lade vores bevidsthed – og dermed vores jeg – flakse omkring ud fra, hvad det tiltrækkes af. I princippet er dette valg ekstremt enkelt, selvom vi i praksis er begrænset af hvor udviklet og stærk vores vilje er, og vores evne til at anvende den. (Som vi tidligere har sagt, udøver alt indhold i bevidstheden – alt, hvad vi er opmærksomme på – en dragning, en ”magnetisk tiltrækning”. Vi har en tendens til at identificere os med det, som udøver den stærkeste dragning på os. For at forhindre denne automatiske identifikation i at finde sted, har vi brug for at anvende vores vilje til at neutralisere denne dragning. Lad os forestille os, at en bestemt delpersonlighed udøver den stærkeste dragning. Hvis vores vilje er tilstrækkeligt stærk – stærkere end delpersonligheden – kan vi anvende den direkte og dermed befri os selv fra delpersonlighedens indflydelse og forblive identificeret med jeg’et eller vælge en hvilken som helst anden identifikation.

Hvis vores vilje ikke er tilstrækkeligt stærk, kan vi stadig disidentificere os ved at anvende erstatningsteknikken. (Denne teknik er beskrevet i Roberto Assagiolis bog ”Viljens Psykologi” (Kentaur Forlag 2005). Med andre ord vælger vi en anden delpersonlighed, som har en relativt stærk dragning, og som i højere grad er i overensstemmelse med vores behov end den første delpersonlighed. Derefter anvender vi viljen til at identificere os med den. Dette er muligt, forudsat at dragningen fra denne anden delpersonlighed og styrken af vores vilje tilsammen er stærkere end dragningen fra den første delpersonlighed. Det er denne kombinerede styrke, som gør skiftet af identifikation mellem vores overordnede delpersonligheder lettere end at identificere sig med jeg’et).

Hvor kernen i en delpersonlighed er en tilskyndelse, et ønske eller en drift, som har en bestemt kvalitet eller farve, er jeg’et – som er kernen i hele personligheden – en gnist af ren væren uden kvaliteter i den gængse betydning. Selvom denne gnist ikke har nogen kvaliteter, har den funktioner, og dens to hovedfunktioner er bevidsthed og vilje. Gennem selv-identifikation – eller identifikation med jeg’et – opnår vi en stor frihed til at anvende bevidstheden og viljen – eller rettere, vi vedkender os på ny, at vi faktisk er vores bevidsthed og vilje. Når vi anvender bevidstheden, samtidig med at vi forbliver identificeret med jeg’et, indtager vi iagttagerens holdning. På samme måde indtager vi dirigentens holdning, når vi anvender vores vilje.

Iagttageren og dirigenten er ikke delpersonligheder, og som sådan er de ikke farvede, men uberørte. De er begrænset i deres rækkevidde, men er i deres rene form hverken forudindtagede eller forvrængede. De repræsenterer holdninger, vi indtager, eller funktioner vi anvender, når vi identificerer os med jeg’et. Derfor kan de skelnes fra delpersonligheder som f.eks. Diktatoren eller Kritikeren, som i første omgang kan blandes sammen med dem. Som iagttager er vi disidentificeret fra alle personlighedens elementer og iagttager dem blot. Fra denne position er vi i stand til at se vores selv og vores omgivelser objektivt, uden forvrængninger eller ”farvede briller”. Det er fra dette stabile punkt, vi kan iagttage os selv uden selvkritik, med fuld accept og klar forståelse. Som dirigenten kan vi – når vi trækker på vores bevidsthed som iagttager – anvende vores vilje til at udtrykke os i overensstemmelse med vores værdier og vores formål, og på en effektiv måde at harmonisere og forene personlighedens mange elementer i en sammenhængende helhed.

Det var som iagttager, at Mike blev bevidst om, at Stræberen kun var en delpersonlighed og ikke hans virkelige Selv. Det var også som dirigenten, at han senere blev i stand til at bringe Stræberen og Modne Mike sammen som dele af en større helhed.

Følgende beretning om ”Jane” er en god illustration af et menneske, som disidentificerer sig fra personlighedselementer og handler som både iagttager og direktør samtidig.

Jane er en midaldrende kvinde og moder, som for nylig vendte tilbage til college for at tage en kandidatgrad i Kunsthistorie. Hun beretter her om resultaterne af sin brug af Identifikationsøvelsen:

Lad mig fortælle om en oplevelse, jeg har haft, som måske bedst kan illustrere, hvordan jeg anvender disidentifikation. Jeg havde praktiseret øvelsen i nogle måneder, selvom jeg i begyndelsen ikke rigtigt forstod den. Da denne hændelse fandt sted, følte jeg endelig, at jeg vidste, hvad den handlede om.

Det var en varm sommernat, og jeg var ved at tjekke ind i lufthavnen til et af de billige midnatsfly til New York, hvor jeg mellemlandede inden mit længe ventede charterfly til Europa. Jeg havde arrangeret hele min sommerferie, så jeg havde tre uger til besøg på museer og i katedraler.

Der var kun én lufthavnsfunktionær ved skranken og en lang række foran mig. Tiden var ved at være knap, og lufthavnsfunktionæren var træt og irritabel. Da jeg nåede frem til skranken, fortalte han mig, at luftfartsselskabet ikke havde nogen oplysning om min reservation, og at flyet var fuldt. Han havde allerede måttet afvise flere passagerer.

Han fortalte, at der ikke var andre fly til New York før næste morgen. Jeg tjekkede disse forbindelser, men de ville ankomme for sent. Alle disse måneders forventning, hvor jeg sparede penge op, planlagde ferien og betalte charterferieafgifter, så ud til at være spildt. Hele rejsens skæbne syntes at stå og falde med denne irritable lufthavnsfunktionær.

Jeg har mange delpersonligheder, og de havde ret modstridende idéer om, hvordan jeg skulle reagere. Den stærkeste delpersonlighed på dette tidspunkt var ”Dronning Jane”, som på en meget myndig måde ville kræve sin ret og fortælle lufthavnsfunktionæren sin uforgribelige mening. Den næststærkeste er ”Baby Jane”, som er et hjælpeløst pigebarn, som manipulerer gennem nervøs svaghed.

Da jeg mærkede den velkendte dragning fra disse delpersonligheder, prøvede jeg at disidentificere mig fra dem, så meget jeg kunne, og i stedet indtage en iagttagerrolle. Herfra tog jeg et overblik over situationen og forestillede mig konsekvenserne af at lade den ene eller den anden af disse delpersonligheder komme til udtryk. Som iagttager kunne jeg også være opmærksom på det vigtigste aspekt af hele situationen: hvordan kom jeg til New York i tide?

Jeg vidste, at Dronning Jane formentlig bare ville irritere lufthavnsfunktionæren yderligere, som så formentlig slet ikke ville være interesseret i at hjælpe mig. Måske ville han endda overse mulige alternativer bare for at slippe af med mig. Baby Jane kunne måske virke, men det var jeg ikke sikker på. Lufthavnsfunktionæren var så gnaven, at han lige så godt kunne føle sig frastødt af sådan en hjælpeløshed, og der kunne have været så meget af den slags optrin i hans erfaring med at have med mennesker at gøre, at han sikkert kunne gennemskue det. Selv hvis det virkede, ville jeg bare skabe ”negative vibrationer” og være manipulerende, og det ønskede jeg ikke. Tidligere ville jeg automatisk først være blevet Dronning Jane, og hvis det ikke virkede, ville jeg ty til Baby Jane. Det ville alt sammen være sket ubevidst, og jeg plejede at tænke, at det ”bare var mig”, og at jeg simpelthen reagerede ud fra situationen. Disse delpersonligheder plejede at kontrollere mig så helt og fuldt, at jeg ikke engang erkendte, at jeg blev kontrolleret.

Jeg besluttede derfor at styre væk fra en emotionel appelleren, da lufthavnsfunktionæren så ud til at være så identificeret med sig selv og sine negative følelser. I stedet besluttede jeg at appellere til det bedste i ham på en så objektiv måde som muligt.

Stille og roligt fortalte jeg lufthavnsfunktionæren, at jeg var ked af det og vred. Den rejse til Europa havde været planlagt i mange måneder, og hvis jeg ikke nåede mit charterfly, ville jeg slet ikke komme afsted. Jeg havde foretaget reservationerne til dette fly til New York for meget lang tid siden, og måske var min reservation gået tabt i månederne siden min reservation. Jeg var klar over, at han ikke personligt var ansvarlig, men rejsen betød virkelig meget for mig, og jeg ville være meget taknemmelig for ethvert alternativ, som funktionæren kunne komme op med.

Samtidig med at han lyttede til mig, havde funktionæren spontant disidentificeret sig en smule fra sin gnavenhed. Han var selvfølgelig stadig irriteret, men han havde nu kontakt med en anden del af sig selv, som var den fornuftige og velvillige, og som jeg appellerede til. Nu samarbejde han og jeg om et fælles mål. Til sidst lykkedes det ham at omdirigere mig via Chicago, tids nok til at jeg kunne nå min forbindelse.

Denne oplevelse viste mig noget vigtigt. Når jeg disidentificerede mig fra de delpersonligheder, som gik i panik, var jeg i stand til at geare ned og få perspektiv på tingene. Jeg så, at jeg havde valget mellem to ting; at lufte min frustration og sårede forfængelighed over for lufthavnsfunktionæren, eller at klage mig vej til New York. Det havde formentlig ikke fungeret, hvis jeg havde luftet mine følelser, og det ville ikke have været retfærdigt. Jeg har det virkelig godt med den måde, jeg håndterede situationen på.

Janes beretning illustrerer, hvor effektiv og praktisk disidentifikation kan være. Den illustrerer også den værdifulde evne til at disidentificere os fra følelser og sindsstemninger så som sårethed, frustration eller utålmodighed og bevidst at identificere os med iagttageren. Dette kan virke forfriskende og sætte os i stand til at holde et klart perspektiv. Det kan også forøge vores kreativitet. ”Shelley”, en videnskabsforsker i midten af 30’erne, skriver: Jeg tror, at jeg har disidentificeret det meste af mit liv. Det er blevet automatisk på samme måde som at fokusere blikket. Når jeg oplever forvirring, vanskeligheder eller sårethed, eller når jeg har analyseret et problem på kryds og tværs, træder jeg tilbage, og fra dette stille sted begynder jeg at være i stand til at se, hvad der foregår. Jeg får adgang til en dybere og bredere bevidsthed, og en anderledes kreativitet eller evne til at løse problemer bliver nu tilgængelig. Bagefter oplever jeg både sindsro og en følelse af energi.

Mange mennesker anvender samme tilgang som Jane og Shelley. De har lært at disidentificere sig fra vanskelige eller forvirrende delpersonligheder og i stedet identificere sig med iagttageren og derpå, som dirigenten, at handle på den mest passende måde. De kan skifte identifikation og bevidst lade forskellige delpersonligheder komme til udtryk. De ved, hvordan de træder tilbage fra smertefulde, destruktive eller overvældende sindsstemninger og følelser, så andre mere positive tilstande kommer til rådighed. De har opnået en følelse af perspektiv og kan handle på den mest effektive og givtige måde. Det er muligt, fordi identifikation med jeg’et fører til frihed. Det giver os frihed i det givne øjeblik at vælge helt og fuldt at identificere os med en hvilken som helst del af os selv – en følelse eller et vanemønster eller en delpersonlighed – og involvere os i den og opleve den på en dybere måde. Eller også giver den os på den anden side frihed til at iagttage og handle, samtidig med at vi forbliver helt disidentificeret med den – eller at vælge en grad af identifikation midt imellem disse to ekstremer.

jeg’et fortrænger ikke

Nogle gange gør mennesker modstand imod idéen om at disidentificere sig fra jeg’et, fordi de frygter, at livets rigdom vil falme og gå tabt igennem en sådan disidentifikation. De frygter, at følelser – både de stærke og de subtile, så som passion og æstetisk nydelse – vil blive afløst af en tør og upersonlig holdning; at spontanitet og munterhed, harmløse narrestreger og nydelse forsvinder. Tabet af disse ville imidlertid være tegn på en undertrykkende, kritisk delpersonlighed. Det indre jeg er aldrig moralistisk og fortrænger derfor ikke. Som iagttager accepterer det, og som instruktør regulerer det, transformerer og harmoniserer.

Det er vigtigt, at jeg’et ikke forveksles med nogen form for undertrykkende funktion. Som jeg’et er vi i stand til at acceptere os selv med alle vores fejl og begrænsninger, alle vores negative og umodne delpersonligheder. (At acceptere vores begrænsninger er ikke ensbetydende med at acceptere status quo. Tværtimod er det at anerkende og acceptere det, vi indeholder, er en nødvendig forudsætning for at forandre det. Accept som et stadie i personlighedsudviklingen er præsenteret i artiklen ”Delpersonligheder og psykoterapi”) Følgende beretning fra ”Ron”, som har taget afsluttende eksamen i Østlig Filosofi, illustrerer forskellen mellem jeg’ets aktivitet og en kritisk, undertrykkende delpersonlighed.

I mange år troede jeg, at jeg var centreret, når jeg var i stand til at opnå en spirituel , flydende, idealistisk bevidsthedstilstand. Jeg troede, jeg havde identificeret mig med mit personlige selv og endda mit Transpersonlige Selv . Når jeg var i denne tilstand, oplevede jeg et skel mellem mit sædvanlige, daglige jeg og dette højere jeg. Jeg var meget kritisk over for det, jeg opfattede som mine mangler i forhold til at opnå oplysning. Eksempelvis mediterede jeg ikke regelmæssigt eller holdt en ren diæt. Faktisk – og I griner sikkert ad det – elskede jeg virkelig varm chokoladekage. Jeg var nødt til at være meget hård over for mig selv for ikke at ”falde i vandet” og spise det. Når jeg faldt i vandet og spiste det, skældte jeg mig selv ud for det i ugevis bagefter.

Første gang jeg lavede Identifikationsøvelsen, overraskede den mig. Jeg kom ret hurtigt til dét, jeg opfattede som mit ”center” og fandt derefter ud af, at jeg endda kunne disidentificere mig fra det også. Det, jeg havde troet var mig center, viste sig at være en spirituelt orienteret delpersonlighed. Jeg så for første gang i mit liv denne delpersonlighed relativt klart.

Nu anvender jeg ofte disidentifikationsøvelsen, navnlig når jeg oplever, at den spirituelle delpersonlighed fortæller mig, at jeg bør leve op til dens krav. Jeg disidentificerer mig fra den, og for mig er det ensbetydende med en erkendelse af, at jeg kan vælge at lytte til den eller ikke. At jeg er fri til at vælge og ikke nødvendigvis bliver ramt af lynet eller nægtet nåden, hvis jeg beslutter ikke at lytte til, hvad den siger i det givne øjeblik. Så nu spiser jeg den varme chokoladekage – og jeg ikke bare spiser, men nyder den – selvom jeg ikke på samme måde længes efter det mere. Mit ”center” plejede at fortælle mig, at jeg var for afhængig af den kage. Nu ved jeg, at jeg var for afhængig af mit ”center”. Under alle omstændigheder har alt dette givet en mindsket angst og begyndelsen til et mere klarsynet og, tror jeg, mere ægte spirituelt liv.

Ofte, som i Rons tilfælde, opdager vi, at når først vi indtager en iagttagerrolle, er mange af de tendenser, vi havde anset for uønskede faktisk ganske harmløse eller endog værdifulde, og vi er fri til at lade dem komme til udtryk. Hvad med impulser, som virkelig er skadelige, farlige eller på anden måde upassende? Som iagttageren accepterer vi dem, ligesom vi ville acceptere ethvert andet element af os selv. Det betyder naturligvis ikke, at vi dermed nødvendigvis lever dem ud.

Vi ved, at stærke tilskyndelser og følelser, som vi potentielt opfatter som skadelige og destruktive (f.eks. raseri) ofte undertrykkes eller fortrænges. Som vi har set, forsvinder undertrykte tilskyndelser ikke, men forbliver aktive i underbevidstheden , hvor de bliver årsag til vanskeligheder. Før eller senere dukker de op i halvvejs tilsløret form og kommer til udtryk enten direkte eller kropsligt, hvor de generelt skaber konflikt, ubehag og smerte. Der hersker en udbredt opfattelse af, at det eneste andet alternativ til fortrængning er at ”handle disse fraspaltede elementer ud”. Det er korrekt, at det at handle noget ud i første omgang kan give betydelig lettelse, særligt hvis fortrængningen er dyb og alvorlig. Det er imidlertid sjældent tilstrækkeligt til at løse problemet og kan være unødvendigt. Når vi lever en følelse eller tilskyndelse ud, identificerer vi os sædvanligvis med den. Vi er da domineret og kontrolleret af denne identifikation og giver den ny energi i takt med, at vi giver slip på det gamle. Det bliver dermed ganske svært, om ikke umuligt, helt at arbejde problemet igennem. Frem for enten at blokere energien i en upassende følelse eller handle den ud, kan vi fra jeg’ets synspunkt regulere og lede denne energi over i et mere passende formål og på den måde udnytte den, samtidig med at vi forvandler og gradvist forfiner den. Forvandlingen af energier er en vigtig teknik, som har en række anvendelsesmuligheder – endnu et kraftfuldt værktøj, som kommer til vores rådighed igennem disidentifikation og selv-identifikation. (Roberto Assagioli har omfattende beskrevet principperne og teknikken til forvandling af psykologiske energier i Psykosyntese – En samling af grundlæggende skrifter, Forlaget Levende Visdom 2005).

Jeg’et som personlighedens forenende center

Efterhånden som vi lærer mere og mere at identificere os med jeg’et og at handle som iagttageren og den, der styrer, bliver vi i stigende grad i stand til at koordinere og integrere vores delpersonligheder. Vi kan anvende klarheden i vores bevidsthed og vores vilje til effektivt at harmonisere de mange elementer i personligheden til et samlet hele: den integrerede personlighed. Jeg’et har dermed en syntetiserende virkning på personligheden og bliver det forenende center: det fokuspunkt, hvor omkring en ny, inklusiv syntese skabes. Denne proces handler ikke blot om dannelsen af en ”større og bedre” delpersonlighed, men er et afgørende skridt fremad i den personlige udfoldelse. Det er en proces, der indebærer en højere orden, fordi jeg’et har en anden natur end de delvist forenende centre, som udgør kernen i hver af vores delpersonligheder.

Lad os betragte dette ud fra et energi-synspunkt. Vi har set, at den tilskyndelse eller drift hos delpersonligheden, som er kernen i den, har en bestemt kvalitet eller ”farve”. Den vil derfor tiltrække og fungere som et forenende center for alt, hvad der er foreneligt med denne kvalitet, men frastøde alt, som ikke er. Stræberen vil eksempelvis tiltrække flittighed, styrke, effektivitet, og afvise følsomhed, medfølelse etc. Jeg’et, derimod, har ikke en decideret kvalitet: dets ”farve” kan sammenlignes med hvidt lys, som indeholder alle farver og er syntesen af alle farver. Det kan derfor fungere som et forenende center for hele personligheden. Der er ingen dele af personligheden, som er uforenelige med jeg’et. Jeg’et er ikke personligheden, men transcenderer den, akkurat som den transcenderer begrænsningerne i alle de forskellige kvaliteter. Alle personlighedselementer, alle funktioner og alle kvaliteter kan således integreres omkring jeg’et. Når vi er i stand til at identificere os med jeg’et, kan vi udtrykke os igennem en personlighed, der består af mange indbyrdes forbundne elementer, og enhver indre følelse af begrænsning og splittelse vil i stigende grad erstattes af afveksling, fylde og helhed.

Det ville imidlertid være urealistisk at forvente, at identifikation med jeg’et vil skabe ”omgående integration” af personligheden, eller endda ”omgående harmoni” mellem alle de indbyrdes modstridende dele, vi rummer. Ingen elementer af personligheden er i sandhed uforenelige med jeg’et. Alligevel kan ét personlighedselement udmærket være uforeneligt med et andet eller med den del af personligheden, som allerede er integreret omkring jeg’et. Vi har set denne uforenelighed mellem to personlighedselementer i Mikes tilfælde, hvor det Afviste Barn i begyndelsen var uforeneligt med Stræberen. Fra jeg’ets synspunkt kan vi imidlertid forstå årsagerne til en sådan uforenelighed hos os selv; se hvilke ændringer, der er nødvendige for at afhjælpe disse; og derpå lede vores indre processer i retning af en frugtbar løsning. Den faktiske integration af det konkrete element vil først være mulig efter, at de nødvendige ændringer har fundet sted.

I mange tilfælde vil dette kræve relativt lidt tid og energi. Lejlighedsvist kan det kræve meget arbejde og tid, førend et bestemt element kan finde sin plads i den integrerede personlighed. Vi kan have brug for at transformere det element, så det kan passe ind i det eksisterende personlighedsmønster. (Dette er essensen af koordination. Se ”Delpersonligheder og psykoterapi”), eller vi kan være nødt til at vente, indtil personligheden selv er transformeret og dermed være klar til det – indtil andre nødvendige elementer er blevet tilføjet og selv er tilstrækkeligt integreret. Vi ser derfor, at personlighedsintegration – lige som enhver anden form for syntese – finder sted i overensstemmelse med et konkret mønster og i en konkret rækkefølge. De nødvendige elementer må derfor samles i overensstemmelse med en konkret rækkefølge eller ”plan”, som er unik for det enkelte menneske. (Note til professionelle: Dette forklarer, hvorfor en usædvanligt stor modstand hos klienten til tider bedst håndteres ved, at terapeuten ”forholder sig afventende”, frem for at forsøge at skabe en gennembrudsoplevelse. Modstand af denne art kan være en indikation af, at tingene endnu ikke er ”modne” inden for det givne område, og den bedste handling er, at terapeuten giver plads for, at klientens livsoplevelse og egen højere natur fremmer processen i sit eget tempo og har tillid til, at muligheden for en løsning vil opstå på det rette tidspunkt. I mellemtiden kan terapeuten lige så effektivt bistå klienten i dennes vækst inden for andre, mere tilgængelige områder).

Generelt kan der derfor slås bro mellem den grundlæggende opdeling mellem ”retningsgivende” og ”ikke-retningsgivende” former for vejledning gennem en tilgang, som er retningsgivende, men som følger den retning for vækst, mønstre og integration, der er skabt igennem indflydelsen fra klientens egen højere natur. Efterhånden som vi mere og mere forstår, at denne højere natur er den virkelige faktor – den overordnede spiller – i væksten og integrationen, vil det blive stadig mere klart, at den mest effektive vejledning gives ved at have opmærksomhed på den naturlige vækstproces og menneskets højere impulser og ved at fremme denne proces og samarbejde med disse impulser frem for ved at forsøge at pånøde en ydre model for, hvad dette menneske bør blive.

Oplevelsen af identitet

Når vi identificerer os med jeg’et og indtager en iagttagerholdning, kan vi opnå en meget gavnlig bevidsthed om personligheden. Ved at indtage en styrende holdning bliver vi i stand til at harmonisere vores personlighed. Hvad der imidlertid er endnu vigtigere er, at jeg’et er selv-bevidst: det kan ”iagttage sig selv”. Vi kan da erkende vores sande personlige identitet – vores individualitet.

Denne oplevelse af identitet er ikke kognitiv i betydningen at fatte et koncept eller at forstå et princip. Det er en øjeblikkelig, direkte, over-rationel forståelse (viden). Jeg’ets natur kan ikke fuldt ud beskrives, men må opleves. Sri Aurobindo: ”Der er noget hinsidigt, vi kan kende, og det er, når den, der kender dette (jeg’et i dets iagttagerrolle), vender sig fra sig selv for at lære sig selv at kende i det, …. at sand viden opstår, den sande viden om dette, og ikke mindst om dén, der véd”.

(I det følgende er T = terapeuten, og N = Natalie)

T: Luk øjnene …. og slap af …. træk vejret dybt nogle gange …. (pause) …. hvad er du bevidst om nu, Natalie?

N: Jeg er bevidst om hele kroppen, særligt ryggen og åndedrættet. Jeg er bevidst om mine fødder, og hvordan de føles …. mine ben …. alle dele af kroppen, som er i kontakt med stolen. Jeg er bevidst om mit ansigt og en spænding omkring øjnene. Jeg er bevidst om mine hænder.

T: OK. Fokusér nu på hele denne bevidsthed …. (pause) …. fortæl mig nu: hvem er det, der er bevidst?

N: Midten af hovedet.

T: Fortæl mig mere om det.

N: Det er et stort rum. Jeg tror, det er tomt (ler).

T: Kan du fortælle mig mere om det rum?

N: Ja …. det er hvidt. Det vigtigste er, at det ser ud til at være tomt.

T: OK. Hvem er bevidst om det rum?

N: Den del, som har bevidsthed om alt.

T: Hvordan er den del?

N: Det ved jeg ikke. Ikke som noget som helst andet.

T: Hvordan ved du, at den er der?

N: Når jeg er bevidst, er der altid noget, som er det samme. Det er dette noget, som opfatter, som véd.

T: Og hvem er det?

N: (pause) …. Wauw, (ler) – det kan jeg ikke sige.

T: Men du er bevidst om det …. kan du komme i kontakt med det nu?

N: Ja …. jeg kan lide tanken om at acceptere, at det er der. Det er svært for mig at forstå. Rent intellektuelt er det svært for mig at tro på.

T: Det, som sindet siger, er vigtigt, men lige nu står det i vejen for din bevidsthed. Lad os vende tilbage til det senere. Gå nu blot tilbage til din bevidsthed om den, der oplever alt.

N: (pause) …. ja ….

T: Hvem er bevidst?

N: Jeg …. det kan jeg ikke beskrive …. det er simpelthen bevidsthed …. det er …. det er mig! Jeg er det! Jeg er bevidst.

T: Bliv ved denne bevidsthed …. Har du oplevet den før?

N: Ja, den føles velkendt. Men jeg vidste ikke, at den er mig …. og at jeg kan fremkalde den.

T: Du kan altid vende tilbage til den.

N: Ja, og det vil jeg gøre. Jeg har brug for at huske på at vende tilbage til den …. (pause) …. det var en smuk oplevelse.

Den proces med at ”vende indad”, som Aurobindo beskriver, kan tydeligt genkendes i Natalies oplevelse. Hun oplever den i to faser. Den første er at indtage en iagttager holdning. En enkel måde at begynde på er objektivt at observere det, vi er opmærksomme på i det givne øjeblik. (At observere det, vi er bevidste om, er forskelligt fra at ”tænke på det” – selvom det kan inkludere en iagttagelse af vores tanker). Det er nyttigt at forsøge dette med åbne og lukkede øjne for at se, hvad der er nemmest for os. Vi spørger da os selv, ”Hvem iagttager?” og idet vi undgår enhver intellektuel tanke, men i stedet fokuserer på den direkte oplevelse, kan vi blive bevidste om at være iagttageren. Vi kan da skelne iagttageren fra bevidsthedens indhold, ”den, der ved” fra ”det, der vides”.

Til tider kan det kræve adskillige trin at gøre dette. I Natalies oplevelse var den første ”iagttager” ”midten af hovedet”. Men det var iagttageren af denne ”iagttager”, som viste sig at være det faktiske jeg. Vi kan betragte denne rækkefølge af iagttagere som trin til at bevæge os ”opad” langs bevidsthedens flod imod sin kilde. Når vi til sidst når kilden – jeg’et – finder den anden fase af processen sted. Dette er reorienteringen af vores bevidsthed imod sin kilde; det er bevidstheden, der vender tilbage til sig selv og bliver Selv-bevidst. Det er, når bevidstheden bliver spejlet tilbage til sin kilde – og dermed bliver til sand selv-bevidsthed – at vi omsider kan erkende vores sande individualitet – ”Det er mig” …. Jeg er det …. Jeg er bevidst” – og blive ét med denne.

Denne fundamentale reorientering af vores bevidsthed bliver helt naturlig og ekstremt simpel – så snart vi indser, hvordan vi gør, og praktiserer det. Nogle mennesker har gradvist på egen hånd fundet ud af, hvordan de opnår det. Andre er i stand til det, men gør det ikke, fordi de ikke ved, at det kan praktiseres, eller indser ikke betydningen af at gøre det. Andre – måske størstedelen – kan lære det efter en vis træning med passende øvelser. Faktisk viser det sig ofte, at det at lære, hvordan vi identificerer os med jeg’et er mere flygtigt end svært. Med andre ord er det for mange mennesker et spørgsmål om at forstå, hvad de skal gøre, snarere end at udvikle evnen til at gøre det. Det er sandt, at det at fokusere vores bevidsthed imod jeg’et kræver koncentration – en viljeshandling – og hvis vores vilje ikke er tilstrækkeligt stærk, må vi udvikle den. (I Roberto Assagiolis Viljens psykologi (Kentaur Forlag) gives en lang række teknikker og øvelser til udvikling af viljen). For mange mennesker er viljen allerede i stand til at udføre handlingen, og alt hvad der mangler, er at vide, hvordan vi anvender den. Det forholder sig således, fordi vi helt fra fødslen tvinges til at fjerne bevidstheden fra vores center og i stedet rette den imod indholdet af bevidstheden – indre såvel som ydre – og vi er blevet så vant til dette, at vi accepterer det som den eneste mulige bevidsthedstilstand. (Med få undtagelser er dette faktisk den bevidsthedstilstand, som vi er i stand til, indtil vi bliver unge. Når vi er omkring 15-16 år, bliver Selv-identifikation gradvist mulig og kan med fordel praktiseres. Indtil da kan børn og unge lære bevidst at skifte identifikation mellem deres delpersonligheder og andre personlighedselementer). For at opleve det ”jeg”, må vi imidlertid vende retningen. Det er derfor ikke overraskende, at denne reorientering i begyndelsen kan forekomme mærkelig og endda unaturlig, og at vi eventuelt ikke helt ved, hvordan vi går frem. Ved at anvende metaforen med bevidsthedens flod, når vi begynder rejsen mod dens kilde, gør vi det, samtidig med at vi ser os tilbage. Vi ser ned ad floden, samtidig med at vi padler op ad strømmen. Vi opfatter vores bevægelse som væk fra der, hvor vi er, væk fra det velkendte, og ser endnu ikke hvor vi virkelig er på vej hen.

Sådan er det sædvanligvis, fordi vi ikke ved, hvad kilden er – vores ”jeg”, hvordan vi erkender den, i hvilken retning vi skal søge den, eller endda til tider at den overhovedet eksisterer. Det er forståeligt nok. Fordi jeg’et er transcendent i forhold til personligheden, kan det ikke beskrives fuldt eller tilstrækkeligt præcist. Det kan derfor kun kendes, når det opleves. Det er derfor, at det f.eks. at læse om det ikke er nogen erstatning for aktivt og vedholdende at søge at nå det igennem metoder, som her er beskrevet. (Forfatteren anvender her og nedenfor begrebet ”Jeg” som det der normalt kaldes for det Højere Selv eller Selvet med stort S – Udg. Note)

Jeg’et og det, der ligger udover det

Hvis vi på vores rejse imod jeg’et (Selvet) forsøger at forestille os det, bliver vi ledt på afveje. Alligevel kan der siges tilstrækkeligt om jeg’et, og hvordan mennesker har oplevet det, til at hjælpe os til at erkende, hvad det ikke er. Med denne viden er vi i stand til at træde tilbage fra alt andet, som ikke er jeg’et og således fortsætte hen imod det; så at sige ”baglæns”. Til sidst, når vi igennem denne proces når tilbage til jeg’et, vil vi være i stand til at erkende det for dét, det i sandhed er.

En af de første ting, mennesker siger om deres oplevelse af jeg’et er, at det er permanent og uforanderligt. Natalie sagde, ”Når jeg er bevidst, er der altid noget, som er det samme. Det er dette noget, som opfatter, som véd”. Dette står i høj grad i kontrast til bevidsthedselementernes konstante forandring og flyden og til indholdet af bevidstheden. Samtidig med at personlighedens liv – myriaden af tanker, følelser og fornemmelser – fortsætter, er jeg’et uforanderligt: Det opleves som ”et stabilt punkt”, som ”alt er der”, ”uforanderligt”, ”permanent”. (Selvom oplevelsen af jeg’et fra tid til anden kan skifte intensitet – fra meget stærkt til meget vagt – er der tale om en ændring af vores bevidsthed; ikke af jeg’et selv). Nogle mennesker har været i stand til at identificere sig med jeg’et, simpelthen når de blev bedt om at ”være bevidste om det i dem, som altid er uforanderligt”. Med Clark Moustakas ord: ”Det individuelle selv eller væsen er virkelighedens sande centrum, som forbliver uforanderligt igennem alle forandringer eller tilstande i personligheden”. (C. Moustakas, The Self, Harper & Row, NY, 1956, s. 272). Jeg’et er som hængslet på en dør: døren forbliver åben og lukker eller svinger frem og tilbage, hvorimod hængslet forbliver stabilt – og samtidig opretholder det selve døren.

Der er et andet aspekt af oplevelsen af jeg’et, som mange mennesker finder bemærkelsesværdigt. Jeg’et er selvbevidst, bevidst om sig selv, og i denne bevidsthed eksisterer der ingen dualitet. I den normale bevidsthed er vi bevidste om noget, som ikke er os. Med andre ord er der tre elementer i den normale bevidsthed: den, der er bevidst; bevidsthedens objekt eller indhold; og bevidstheden selv, som er broen mellem disse to. I eksperimentet med ren selv-bevidsthed er der intet objekt eller indhold. Der eksisterer ingen iagttager-objekt dualitet. Der eksisterer kun udifferentieret bevidsthed – bevidsthed som ikke er begrænset af bevidstheden om følelser, fornemmelser, processer, mønstre eller kvaliteter af nogen slags. Mennesker, som derfor fuldt og helt har identificeret sig med jeg’et, forsøger ofte at beskrive dets natur igennem anvendelsen af et paradoks: ”tomt, men fuldt”, ”intet, og dog alt”, ”et øjeblik, men evigheden”.

Måske er en af de smukkeste beskrivelser af både den permanente natur og transcenderingen af dualiteten, som er karakteristisk for jeg’et, den, som T.S. Eliot beskriver i sit digt: ”Burnt Norton”:

I den pulserende verdens stille centrum. Hverken manifesteret eller umanifesteret;

Hverken fra eller hen imod; i det stille punkt finder dansen sted;

Men hverken stilstand eller bevægelse. Og kald det ikke uforanderlighed;

Hvor fortid og fremtid mødes. Hverken bevægelse væk fra eller hen imod;

Hverken opstigning eller fald. Bortset fra punktet, det stille punkt;

Ville der ikke være nogen dans, og kun dansen er.

(T.S. Eliot: Four Quartets, Faber & Faber, London, 1972, s. 15-16).

Den første oplevelse af jeg’et kan komme som et intenst glimt, der kun varer et øjeblik, eller den kan være en langsom forandring, som er så gradvis, at vi i lang tid ikke genkender den. Lejlighedsvist kommer den som en spontan erkendelse, som i Lisas tilfælde. Dette sker ofte, når en dyb og langvarig identifikation pludselig slippes.

Vi behøver imidlertid ikke at vente på en spontan oplevelse. Mange mennesker har opdaget jeg’et igennem bevidst introspektion eller ved at anvende passende selvudviklingsteknikker. Identifikationsøvelsen er en moderne præsentation af en teknik, som igennem tiderne har vist sig nyttig.

Opdagelsen af jeg’et, og endda et kort øjebliks identifikation med det, kan have en dybtgående virkning. I erkendelsen af, at vi er det ”den permanente kerne i den indre virkelighed”, ligger vores sande menneskelighed, vores identitetsfølelse, vores individualitet, vores kraft til at mestre vores liv. Når vi er identificeret med jeg’et, befinder vi os ikke længere i strømmen af emotioner eller tanker, og heller ikke i delpersonlighedernes højlydte larmen. Følelsen af indre konflikt og splittelse ophører. Følelser og sindsstemninger, som mange måtte lære at leve med, så som skyld, frygt eller en halvt ubevidst angst, opløses på samme måde, som de frygtindgydende figurer på et voksmuseum mister deres kraft, når lyset tændes – idet vi erkender, at vi har set tingene på en måde, som er ude af proportioner.

På den måde bliver jeg’et en kilde til perspektiv, til fred, til absolut sikkerhed – det fundament under vores liv, som ikke kan rystes. En forfatter fortæller om sin oplevelse under Los Angeles-jordskælvet for nogle år siden, som illustrerer dette på en meget bogstavelig måde. Livet igennem har han haft vanskeligheder ved at stole på mennesker og på sine omgivelser. Alligevel havde han oplevet et vist fundament i jorden selv, som han kunne stole på. Han stolede altid på, at jorden var der under ham – pålideligt fast, virkelig og sikker. Han befandt sig på sjette sal i et stort hotel i midten af Los Angeles den morgen, jordskælvet fandt sted, og blev rystet helt ind i sit inderste, da han oplevede, at ikke engang jorden var ”virkelig og sikker”. Hvad kunne han stole på? Var der da intet, han kunne stole på? Den oplevelse førte til en omfattende krise. Halvandet år senere oplevede han, medens han mediterede, ”at der er noget i mig, som er urørligt, som ikke kan skades, og som ikke kan ødelægges. Der er ingen præcis måde, hvorpå jeg kan beskrive denne oplevelse, fordi den på samme tid var uden lyd og rummede al lyd. Den kan beskrives – skønt på en ufuldkommen måde – som en oplevelse af uendelig ro, kombineret med en omfattende, dynamisk kraft. Den var dermed forbundet med en stærk dynamik, der eksisterede side om side med en perfekt ro. Jeg søger poesien, søger et sprog, der ligger udover sprogets præcision. Det var oplevelsen af mit sande væsen og samtidig af altings absolutte væsen. Som en skorsten, vi træder ind i nedefra: det indvendige er det udvendige; du er dét. Det var denne erkendelse af mit eget absolutte væsen, som fik mig til at erkende det absolutte væsen i alt andet. Den gav mig en følelse af ro og afklarethed og en tillid til, at alt løser sig. Og på et dybere plan en tillid til evig væren”.

I denne oplevelse nåede han jeg’et og gik hinsides det. Identifikation med jeg’et er ikke det endelige mål: Ligesom enhver anden kulmination, er det blot begyndelsen. Det er som at vågne fra en drøm og åbne vores øjne for første gang. Med åbne øjne ser vi verden i et nyt og klarere lys og kan begynde at leve vores liv i overensstemmelse dermed.

Til sidst fører dette mere fulde liv, levet som jeg’et, til en større kulmination: Oplevelsen af det Transpersonlige Selv. Roberto Assagioli henviser til ”…. den direkte bevidsthed om Selvet, som kulminerer i foreningen af det personlige selvs bevidsthed eller ”jeg” med det Transpersonlige Selv”. (Roberto Assagioli: Viljens psykologi, (Kentaur Forlag 2005). Det Transpersonlige Selv kan nås igennem jeg’et, idet jeg’et i virkeligheden er en projektion , en gnist, en iboende del af det Transpersonlige Selv. Det er så meget af det Transpersonlige Selv, som vi på det givne tidspunkt er i stand til at opleve.

At række ud imod jeg’et giver os en følelse af vores sande identitet, unikhed og individualitet. Idet vi rækker ud imod det Transpersonlige Selv, oplever vi universalitet – og alligevel udvider følelsen af ”jeg-hed” – af identitet og individualitet – sig. Til sidst forenes individualiteten og universaliteten til en sand oplevelse af Væren.

Selvom det bevidst at opretholde en sådan tilstand er et meget, meget fjernt mål for flertallet af mennesker, kan et første glimt af det Transpersonlige Selv – som det ses i ”Burnt Norton” og endnu tydeligere i forfatterens oplevelse af jordskælvet – til tider opstå spontant igennem visse former for meditation og navnlig som resultatet af at praktisere selv-identifikation.

Oplevelsen af selvet – hvad enten vi taler om det personlige eller det Transpersonlige – har ofte været sammenlignet med det at vende hjem til vores sande hjem. Det er, som Assagioli har udtrykt det, en glædesfyldt oplevelse: ”… realiseringen af selvet, eller mere præcist af at være et selv …. giver en følelse af frihed, af kraft, af mestring, som er helt igennem glædesfyldt”. (ibid, s. 201).

En sådan realisering kan være varig eller blot vare et øjeblik, men visheden om den forbliver altid hos os på et vist niveau. I det daglige liv kan vi blive trukket væk fra den og kan endda ”glemme”, at den eksisterer; men hvis vi sætter os ned og genkalder os oplevelsen og endda genskaber den, vil vi finde den i os, frisk, virkelig. Hvor ofte husker vi at gøre det?

Derfor er praktiseringen af selv-identifikation af den største værdi. Gennem praksis lærer vi at disidentificere os fra bevidstheden og mere og mere identificere os med vores sande natur. Det er en gradvis og til tider langsom proces. Alligevel er det igennem denne gradvist voksende selv-identifikation, at vi fult og helt kan realisere os selv i vores daglige liv.

Her finder vi igen et paradoks. Det er kun ved at erkende vores unikke individualitet, at vi kan begynde at indtage vores plads som en fuldt fungerende og effektiv del af det større hele – det være sig i familien, i gruppen, i samfundet, i nationen eller i verdens større liv og skæbne.

Betsie Carter-Haar er uddannet inden for humaniora, uddannelse og psykologi. Hun gennemgik en didaktisk psykosyntesetræning hos Roberto Assagioli i Italien og ved Psykosyntese-instituttet i San Francisco. Hun har været fakultetsmedlem ved universitetsstudiet i klinisk psykologi ved Lone Mountain College, San Francisco og meddirektør ved Ford-Esalen Reading Project in Confluent Education. Hun har tidligere været medredaktør af SYNTHESIS.

Sådan kan du komme videre

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli

Læs introartiklen om integral meditation

Forskellige identifikationer

Identifikationsprocessen

Integration

Fornægtelse

Forløsning

Disidentifikation

jeg’et fortrænger ikke

Jeg’et som personlighedens forenende center

Oplevelsen af identitet

Jeg’et og det, der ligger udover det

Sådan kan du komme videre

Gem kommentar Annuller svar

Tre bøger til din personlige og spirituelle udvikling!