Table of content
Der er behov for de kvindelige dyder i verden, så som medfølelse, intuition og indlevelse. Det er budskabet i denne artikel hvor Assagioli kommenterer hvilke særlige bidrag kvinden kan give til familien og samfundet.
Af Roberto Assagioli *); Oversættelse Britt Jakielski
Denne artikel rummer visse gammeldags betragtninger som Roberto Assagioli selv tager afstand fra i et senere interview som findes her: Et højere perspektiv på mand-kvinde problematikken Derfor bør de læses i sin sammenhæng.
I. Introduktion
Før vi tager hul på det konkrete emne, så lad os berøre det generelt af hensyn til dem, der endnu ikke er bekendt med psykosyntesen.
Hvorfor er psykosyntese nødvendig? Fordi vi alle rummer forskellige og modsætningsfyldte elementer, som veksler og kolliderer. De antager ofte en sådan styrke, at det nærmest har karakter af selvstændige personligheder eller delpersonligheder , der kæmper om overtaget i os. Dette resulterer i en række modsætninger, konflikter, kampe og omvæltninger, som udsætter os for alvorlige nervemæssige vanskeligheder, og som ofte giver personen en smertelig og voksende følelse af utilfredshed, ustabilitet og disharmoni.
Men denne ”menneskelige tilstand” er på ingen måde endegyldig eller uundgåelig; vi kan påvirke og afhjælpe den, hvis vi er villige til at undersøge os selv indgående, og hvis vi anvender de metoder, der er nødvendige for at forene de adskilte og modsætningsfyldte elementer og transformere dem til en rig og harmonisk syntese .
Syntese er et organiserende og enhedsskabende princip, som er gældende inden for alle naturrigerne. Vi ser det manifesteret i uorganisk stof i form af kemiske sammensætninger. Den virker på en mere åbenlys og kompliceret måde i organisk liv som den levende organismes selvregulerende kraft, og som den fine og imponerende balance mellem vævets nedbrydning og opbygning.
I det psykologiske liv finder princippet om syntese anvendelse på forskellig måde: ved at forene vitale modsætningsfyldte interesser og aktiviteter såvel i menneskets ydre som indre verden (den udadvendte og indadvendte); igennem en syntese af tanker og følelser og andre psykologiske elementer omkring et synteseskabende center i personlighedens psykosyntese.
Dernæst er der problemet med den spirituelle psykosyntese, som finder sted mellem personligheden og Selvet eller sjælen, som er det højeste mål og aspiration hos alle, som ikke stiller sig tilfreds med udelukkende materielle værdier.
Et andet aspekt af syntese er det, der på utallige måder forener et menneske med andre mennesker. Først og fremmest er der parrets psykosyntese, det evige problem med forholdet mellem kønnene, som vi senere skal uddybe nærmere. Dernæst er der syntesen inden for familiegruppen, inden for sociale grupper, nationale grupper, og endelig – som det sidste ideal – menneskehedens psykosyntese.
II. Psykologiske forskelle mellem mænd og kvinder
Det første spørgsmål, vi i denne sammenhæng vil se på, er de funktioner og pligter, som kvinden først og fremmest må tage spændingen af, de særlige typer psykosyntese, som hun kan gøre brug af i overensstemmelse med sin psykologiske konstitution, og de mange problemer, som opstår i kvindens egen psyke eller i forholdet til manden. Situationer og problemer af denne karakter opstår i enhver kvindes liv, og det er nødvendigt for hende at se dem i øjnene på en måde, som er mest muligt tilfredsstillende for hende selv og de mennesker, der omgiver hende.
Det mest naturlige for kvinden, og hendes normale rolle, er at være mandens ledsager, hans hustru. En italiensk forfatter, Lucio d’Ambra, skrev to romaner, The Occupation of the Husband og The Profession of the Wife. I disse forskellige titler hentyder han til en vigtig psykologisk sandhed, nemlig at medens mandens overordnede funktioner er hans aktiviteter uden for familien, som desuden er af social karakter, er kvindens vigtigste aktivitet, hendes ”job”, generelt at være i og hos familien. For at bruge et mindre moderne, men mere venligt og passende udtryk: Kvinden er, eller bør være, ”hjemmets dronning”.
Uheldigvis er hjemmets kongerige ofte plaget af tyste eller støjende disharmonier og konflikter, som til tider ryster dets fundament og endda kan få det til at gå i opløsning. Når vi søger årsagerne til disse disharmonier, opdager vi, at der hovedsageligt er to, nemlig selviskhed og mangel på forståelse. De tilsvarende midler kan derfor overordnet set reduceres til to:
Det første er godhed og offervilje. Disse to egenskaber er svære at udvikle, men er høje kvaliteter, som enhver bør kultivere, da frugterne af dem er meget belønnende.
Det andet middel består i intelligent, intuitiv , velvillig psykologisk og åndelig forståelse. Denne forståelse er ikke let at opnå, da mandens og kvindens konstitution er meget forskellig; endda meget mere end vi kan forestille os. Man kan nærmest sige, at de tilhører to forskellige racer. Det synes derfor hensigtsmæssigt at stoppe op og for en stund undersøge trækkene i mandens og kvindens psykologi. Når jeg skal udtrykke mig ærligt, kan det til tider virke uvenligt i forhold til begge køn.
Typisk – selvom det ikke altid er sådan – er der en polaritet af de psykologiske funktioner mellem manden og kvinden. Manden har en tendens til at udmærke sig med visse vigtige handlinger, hvor kvinden manifesterer sig inden for andre områder. Eksempelvis har manden en aktiv, påvirkende og kreativ funktion i forhold til den fysiske verden, hvor kvinden som hustru hovedsageligt er optaget af at opretholde og varetage familiens interesser og behov. På den anden side er det, når vi taler om følelsernes og fantasiens verden, i regelen kvinden, der er den højest udviklede, mest positive og produktive af de to. På dette område har manden en tilbøjelighed til at være relativt mere naiv og bliver let forvirret. Så der er en åbenlys omvendthed i rollerne, som begge parter må anerkende og derfor samarbejde om for at skabe et effektivt samarbejde.
Der er en tilsvarende, omvendt polaritet mellem manden og kvinden inden for det intellektuelle område. Manden har en tendens til at være mere rationel, logisk og aktiv. Han er bevidst orienteret imod kendsgerninger, deres forhold og betydning. Dér er kvindens mentale funktioner mindre udviklet, men afbalanceres af hendes suverænitet inden for et andet område, nemlig det intuitive. Det er denne egenskab, hvorigennem hun opnår en irrationel og ubevidst forståelse, der er lige så værdifuld som mandens tænksomme rationalitet.
Disse forskellige polariteter udgør nogle vigtige kvalitative forskelle mellem manden og kvinden. Forskellene kan forklare mange psykologiske konflikter og forvirring.
Når talen er om manden generelt, udvikler mænd generelt kvaliteter såsom aggressivitet, mental aktivitet og effektivitet. Dem udtrykker han i udpræget grad, hvorimod feminine kvaliteter såsom sensitivitet, følelse, fantasi og intuition forbliver uudviklede og måske helt forsvinder. Fordi disse sidstnævnte funktioner ikke holder trit med resten af mandens vækst, sker det ofte, at manden generelt forbliver relativt primitiv og til tider endda barbarisk. Hans forestillingsevne , som generelt presses tilbage i det ubevidste , kommer i ubalance, når den ikke får lov at komme op til overfladen, og udtrykker sig dermed ofte i fantasier, som han skammer sig over. Hans følelsesnatur har en tendens til at forblive primitiv, og han har hverken finfølelse eller fleksibilitet. Han kan skifte fra udbrud af nærmest rå passion til hårdhed og ufølsomhed og vice versa, eller han kan skifte fra ufølsomhed til en nærmest barnlig svaghed og sentimentalitet. Hans intuition er generelt meget rudimentær og på det nærmeste ikke-eksisterende. Han bestræber sig på at løse alle problemer, hvad enten de er praktiske eller abstrakte, alene gennem mentale processer, og fordi han ikke tager de mere subtile ting i betragtning, som ikke kan måles og vejes, tager han ofte fejl. I de forskellige situationer i hans liv kommer hans kvikt formulerede planer og strategier ofte til kort, og i stedet for at forholde sig til de fejl og ufuldkommenheder, han må søge i sig selv, retter han skylden for disse fejl imod andre mennesker og begivenheder.
De psykologiske processer hos flertallet af kvinder er meget modsatte. Den almindelige kvindes mening er sædvanligvis intet andet end fordomme og overtro, som hun hårdnakket klynger sig til, endda når hun konfronteres med det faktiske bevis for det modsatte. Naturligvis er hendes meninger til tider korrekte, navnlig når de baseres på god intuition, men alt for ofte er de et fejlagtigt udslag af personlige følelser, af forskellige fantasier, eller af blindt accepterede traditioner. Det er typisk for mange kvinder (navnlig for de, som ikke arbejder – eller har lederstillinger – inden for det offentlige liv), at de ikke forholder sig til den sande natur af de problemer, de står over for. Deres mentale aktivitet består i at undersøge ting på en ikke-analytisk, diffus og ikke-konkluderende måde med argumenter, som ofte er af personlig frem for objektiv karakter.
Det burde derfor være indlysende, at den ensidige psykologiske udvikling hos den almindelige mand eller kvinde skaber mangler, som resulterer i alvorlige problemer. De fleste mænd og kvinder er i sig selv ufuldkomne og nærmest psykologisk afstumpede væsener. De finder kun løsningen på deres problemer gennem en gensidig integration, dvs. ved at kombinere deres kvaliteter for derigennem i fællesskab at blive et helt menneske.
Manden kan ikke, fordi hans feminine side er så ringe udviklet, forstå og værdsætte kvinden. Han føler sig tiltrukket af hende, nogle gang uimodståeligt; vagt er han klar over, at hun har de træk, han mangler, men han ved ikke, hvordan han psykologisk skal nærme sig hende. Hun forekommer ham mærkelig, svær at forstå og kamæleon-agtig. Skarpheden og foranderligheden i hendes følsomhed og rigdommen og fleksibiliteten i hendes fantasi forvirrer ham og gør ham desorienteret; hendes intuition gør indtryk på ham, men han kan ikke forstå dens natur og baggrund; den gør ham forlegen, og generelt er han skeptisk over for den.
Kvinden er på sin side ude af stand til at give slip på sin subjektivitet og personlige tilgang til tingene, og hun mangler forståelse af de maskuline aktiviteter og kvaliteter, og ofte gør hun ikke engang forsøg på at forstå dem. Hun elsker manden, men på en personlig, besiddende og skinsyg måde. Men selvom hun elsker ham, er hun hverken i stand til at forstå eller værdsætte hans verden, hans interesser eller idealer. Hun er tilbøjelig til at betragte ham som en vildmand, der holder en sommerfugl i sin barkede næve, som hensynsløst ødelægger velduftende, mangefarvede blomster; som en uartig dreng, der ikke kan lade være med at slås med andre; som en, der på en dum måde risikerer sit liv i sine elskede gøremål; som leger med sine indviklede maskiner, og som lader hånt om dem, der elsker ham, i sin jagt på gamle ruiner eller sjældne manuskripter eller for at konstruere indviklede og ubrugelige teorier og systemer.
Jeg har bevidst overdrevet min beskrivelse af ekstreme tilfælde for at få mit budskab til at gå ind med større tydelighed. Heldigvis er tingene generelt ikke nær så grelle. Den gensidige forståelse er voksende, og det moderne liv giver os lærerige oplevelser og fremmer tilpasningen. De smertefulde oplevelser, som mennesker kommer ud for, presser dem til at tænke, og dette sker såvel i sociale relationer som i ægteskabet. På denne måde er meget allerede nået, men der kan gøres meget mere. Der er brug for afgørende skridt i forhold til vores egen psykosyntese, vores indre forening. Vi bør gøre os klart, at de kvaliteter, vi ser hos det modsatte køn, er ydre manifestationer, projektioner så at sige, af nogle af de egenskaber, som vi også selv besidder, men som er forblevet latente, uudviklede og under bevidsthedstærsklen.
I sit forhold til og sin forståelse og påskønnelse af kvinden kan manden udvikle sine egne latente og endnu ikke udviklede kvindelige egenskaber, og kvinden kan gøre tilsvarende med sine maskuline kvaliteter. På den måde bliver begge parter psykologisk set et helt menneske. Naturligvis bør begge parter altid bibeholde de fremherskende psykologiske egenskaber, der knytter sig til det køn, de tilhører, men der kan og bør udvikles tilstrækkeligt mange af de træk, der hører til det modsatte køn, for at opnå den tiltrængte balance og integration. I bygningen af ”den psykologiske bro” mellem de to køn bør vi nå til en gensidig forståelse og passende værdsættelse af hinanden. Vi kan derved eliminere smertefulde misforståelser og kunstige og unødvendige forskelle og i stedet skabe et godt og frugtbart samarbejde – mandens og kvindens psykosyntese, som er et sandt kærlighedsmirakel.
III. Kvindens moderlige funktioner
Lad os nu betragte en anden kvindelig funktion, som er lige så vigtig og måske endda mere fundamental end den at være hustru, nemlig den moderlige funktion. Disse to funktioner kompletterer hinanden i den hele kvinde, og enhver kvinde bør arbejde på i sig selv at opnå denne psykosyntese. Nogle kvinder er mest tilbøjelige til i højere grad at påtage sig rollen som mandens ledsager, hvor andre lader sig opsluge af moderrollen.
Men bortset fra disse grundlæggende tendenser til disse forskellige kald vil livsomstændighederne ofte få en kvinde til, eller endda tvinge hende til, at fokusere sine interesser og aktiviteter inden for det ene eller det andet af disse to områder. Den kvinde, som er gift, men som ikke har børn, har en større mulighed for at dedikere sig til et åndeligt fællesskab, til intellektuel kontakt og praktisk samarbejde med sin mand. Hun kan endda uddybe relationen ved også at indtage en moderlig funktion i forhold til sin mand. Og denne beskyttende, venlige og givende adfærd kan tilføre deres ægteskab en ny betydning, som beriger foreningen af disse to sjæle og personligheder og gør den mere harmonisk.
På den anden side kan den kvinde, som har mistet sin mand, eller som af den ene eller den anden årsag ikke kan leve i et harmonisk forhold med ham, gøre moderskabet til sit fokus. Hun vil da søge årsagen og meningen til – og værdien af – sit liv i denne rolle.
Moderskabet, betragtet i sin bredeste og dybeste betydning, var et kosmisk princip, inden det blev en menneskelig funktion. Stoffet, den substans, der modtog Åndens kreative impuls og siden uddybede den og udtrykte den i en myriade af væsener, er den Universelle Moder. Den – eller hun – gør eksistensen af det manifesterede univers mulig. På vor planet kaldes dette Universelle Moderskab for Naturen, den jordiske moder, som skaber og nærer alle væsener. Dette har været forstået og følt på et dybere plan af alle mennesker fra de tidligste tider. I det gamle Egypten var tilbedelsen af Isis, og i Grækenland af Demeter og Cybele, udtryk for denne tro. I Kristendommen har vi tilbedelsen af Moder Maria, Frelserens Jomfrumoder, der står sammen med Sønnen i hans frelsermission.
Hvis vi på baggrund af en undersøgelse af disse udtryk for tilbedelse og fra en direkte iagttagelse af moderskabet søger at definere dets grundlæggende karakteristika, opdager vi, at de består af frugtbarhed, kreativitet, det at give liv, og af generøs kærlighed, gennemtrængt af opofrelse, hengivenhed og beskyttertrang. Disse funktioner er ikke udelukkende menneskelige; de kommer også til udtryk i dyreriget. Som vi ved, vil den høne, som netop har udruget et kuld kyllinger, afstå fra fødeindtagelse, hvis det er nødvendigt, for at hendes afkom kan få føde. Men der er endnu mere dramatiske eksempler. Blandt insekter vil silkeormen give af sig selv for sit afkom og dør efter denne selvfornægtelse. Nogle bladlus placerer sig på en sådan måde, inden de dør, at deres døde krop beskytter deres afkom imod barsk vejrlig. Hos firbenede dyr beskytter mødrene ofte deres afkom i en sådan grad, at det koster dem deres eget liv.
Blandt urkvinder er moderskabet det højeste livsudtryk. Visse vilde stammer mener, at kvinden først får en sjæl, når hun er blevet moder. Som moder opnår hun en grad af værdighed, som hun ikke havde, da hun alene var hustru. I alle civilisationer er moderens moralske funktion stor. Foruden ansvaret for fysisk omsorg har moderen pligt til at lære børnene følelser og fantasi og til at indpode dem med en grundlæggende moral og religiøs tro. Andre specifikke moderlige funktioner er at vække følelsen af skønhed og at træne barnet til uselviskhed, medfølelse og hengivenhed.
Hvis jeg synes at lægge vægt på disse velkendte sider af den kvindelige adfærd, er det, fordi jeg finder det nødvendigt at skabe en modbalance til det negative syn på moderskabet. Den fejltagelse, der beklageligvis er meget almindelig i udøvelsen af de kvindelige funktioner, kan kaldes materialistisk. Den grundlæggende fysiske omsorg, som børnene modtager i deres første leveår, er nødvendig og grundlæggende. Men fysisk omsorg er ikke den eneste nødvendige omsorg, og når den har forrang for andre aspekter af moderlig omsorg, opstår der en materialistisk begrænsning af den moderlige funktion, som kan være meget skadelig. Hvis vi sammenligner den omsorg, som mange mødre giver deres børns krop, forberedelsen af deres børn til den senere karriere og ydre succes i livet med den omsorg, de giver deres børns sjæl, og med den grad af intellektuelt og åndeligt samvær, de har med deres børn, vejer de materielle værdier absolut tungest. Der tages derfor god hånd om børnene; de er velbeskyttede og spores på en fin måde ind i forhold til professionelle studier, men de mangler sensitivitet i forhold til de åndelige virkeligheder og modtagelighed i forhold til moralske værdier.
En anden fejl er at udtrykke en overvældende moderlig kærlighed. Det kan udtrykkes med ordene ”tilknytning”, ”identifikation” og ”besiddertrang”. Denne fejl er ganske vist mere menneskelig og tilgivelig, men den kan være lige så skadelig som den første. Det er forståeligt, at jo mere vi giver af os selv i forholdet til et andet menneske, og jo flere ofre vi bringer i forholdet til dette menneske, jo mere knytter vi os til det, identificerer os med det og binder os selv til det. Men før eller senere kommer der et tidspunkt i børnenes liv, hvor frigørelse fra moderen er nødvendig. Der kommer et tidspunkt, hvor sønnen eller datteren må opnå frihed og selvstændighed for at leve sit eget liv. Det er så naturlig en ting, at dyrene instinktivt udtrykker det. Hos dyrene, hvor de mange menneskelige komplikationer er fraværende, sker adskillelsen på en ukompliceret måde, når tiden er inde. Et typisk eksempel ser vi hos fuglene, som skubber deres unger ud af reden, så de lærer at bruge vingerne. (Dette er faktisk et udtryk, der har en meget symbolsk betydning). Hos primitive folkeslag finder en lignende begivenhed sted. I deres velorganiserede samfund er der ritualer, der knytter sig til indvielse og pubertet. Tidspunktet for adskillelse fra moderen, som falder sammen med tidspunktet for puberteten, anerkendes som et afgørende tidspunkt i det unge menneskes liv. Det er det tidspunkt, hvor de unge mennesker virkelig bliver bevidste om sig selv som ansvarlige individer.
Men ofte har den ”civiliserede” moder hverken den fornødne forståelse eller visdom til at bringe dette ophøjede og mest subtile af alle ofre; det, der koster hende mest, og som paradoksalt nok kan kaldes ”ofringen af tidligere ofre”. At ofre sin egen binding til sine børn og være i stand til at ”trække sig tilbage” er meget svært, da det går stik imod, hvad man hidtil har ønsket. Alligevel er livet fuldt af disse forandringer og overgange, hvor det, der var godt og rigtigt på et givent tidspunkt, nu bliver overflødigt, upassende eller skadeligt i forholdet til et andet menneske. Derfor kan moderen ofte ikke se det og kan ikke bringe dette offer. Hun søger på enhver måde at binde sine børn til sig og hverken ser eller opmuntrer disse brist. Det værste ved det er, at hun tror på – eller ønsker at snyde sig selv og andre til at tro – at det er for sine børns skyld.
Børn, som accepterer denne bekvemme tilstand af beskyttelse, som er en slags værn imod livets knubs, uden at gøre oprør og til tider med en laden-stå-til, møder livet ganske uforberedte på dets kampe og fælder. Der opstår farer på grund af den manglende psykologiske og åndelige forberedelse i forhold til deres helbred og deres fremtidige stilling i samfundet og i forholdet til deres medmennesker. De forbliver ofte svage, frygtsomme og uduelige. Men i mange andre tilfælde sker der det modsatte. Når et barn har et mere mandigt og kraftigt temperament, vil barnet søge at undslippe familiens tyranni. Båndene til moderen, der havde varet ved unaturligt længe, brydes nu på en voldsom måde, og oprøreren beskyldes for utaknemmelighed og mangel på kærlighed. Moderen forstår ikke barnet, og der opstår smertefulde skænderier. Der graves en afgrund mellem moderen og barnet, og det er moderen, der lider mest under det. Hun mister på den måde både sit forhold til sit barn og dets anerkendelse af de ofre, hun har bragt, fordi hun presser barnet til at hævde sin selvstændighed. Men på grund af sin trang til at overbeskytte barnet har hun forhindret barnet i at udvikle sit eget skøn, og fordi han under sin oprørskhed stadig er ret afhængig af hende, er han særligt udsat for at falde under forkert eller skadelig indflydelse.
Denne krise i en kvindes liv forklarer også noget, vi laver sjov med, men som både er anledning til skade og stor lidelse: ”svigermoder-problemet”. Krisen hos en kvinde, hvis datter bliver gift, er ofte farlig. Hvor en voksen søn sædvanligvis gradvist frigør sig fra moderen, forårsager en datters ægteskab til tider en brat og smertefuld adskillelse. Helt frem til hun gifter sig, kan en datter være meget tæt forbundet med sin moder. Men pludselig er der en fremmed, som blander sig i deres forbundethed og bryder den. Det er et farligt tidspunkt for moderen. Hvis hun ikke kan komme igennem processen med visdom og mod, risikerer hun at blive en ”svigermoder” i ordets nedsættende betydning. Hun føler fjendtlighed og er jaloux i forhold til den mand, der synes at have berøvet hende hendes datter og forbundsfælle. Naturligvis fremkalder hendes uretfærdige reaktion fortrydelighed hos svigersønnen, og nogle gange også fra datteren. Følgen er de velkendte vanskeligheder og konflikter.
I nyere tid er denne situation blevet mindre hyppig, fordi piger, navnlig i større byer, i stigende grad efterligner drengenes selvstændighed og dermed frigør sig fra deres moder på et tidligere tidspunkt. Men dette gør det så meget mere nødvendigt for moderen at holde sig psykologisk på højde med datteren. Det at bevare et meningsfyldt forhold til et ungt menneske i en rivende udvikling er en virkelig kraftanstrengelse for moderen i forhold til at have forståelse for sit barns situation.
Der er et grundlæggende, forebyggende middel til sådanne problemer: Vi må ikke lade os opsluge alene af én menneskelig funktion, hvori den så end består, selv ikke den fineste og mest ansete. Kvinden må, for at være moder på den bedste og mest effektive måde, ikke falde i den grøft kun at være moder. I stedet må hun være et menneske, som også er moder, og som udfører en moders forskellige roller med al den kærlighed, det fordrer af hende. Men – og jeg gentager – hun må ikke kun være moder. Det er nødvendigt, at hun indser, at der i hende (og jeg vil endda sige over moderrollen) lever en menneskelig sjæl, som er selvbevidst, som også har andre interesser og gøremål, og som er involveret i sociale anliggender og åndens liv. Det gør ikke kvinden mindre som moder, men det gør hende til en bedre moder.
Først og fremmest er kvinden, som er interesseret i sociale problemer, og som deltager i livet omkring sig, i samfundet og i landets anliggender, bedre i stand til at forstå den verden, som hendes børn vokser op i. Hvis hun, mens børnene er små, bruger noget af sin opmærksomhed på at holde sig opdateret med tidens anliggender, læse betydningsfulde bøger og beskæftige sig med problemer, der rækker ud over hendes lille familiesfære, vil hun, når hendes børn er unge mennesker, være i stand til at følge og forstå dem og være deres ven og allierede. Derfor er det i moderrollens interesse vigtigt for hende ikke kun at være moder. Når adskillelsens tid er inde, vil hun have andre menneskelige og åndelige interesser, som hun kan bruge sin energi og sin tid på.
Jeg vil gerne illustrere dette synspunkt med et eksempel på en amerikansk kvinde, der stod over for nødvendigheden af at leve sammen med sin gifte datter og sin svigersøn. For at undgå i en alder af 50 år at blive den typiske svigermor, tilmeldte hun sig universitetet for at tage en grad. Som hun plejede at sige: ”Ser du, når jeg kom hjem til middagsmaden om aftenen, havde jeg andre og bedre ting at beskæftige mig med end skænderierne mellem min datter og svigersøn. Jeg tænkte på Platon og egypterne”.
Faktisk kan kvinden, når hun har større og mere righoldige interesser, forholde sig til dagligdagens små trivielle familietvister, konflikter og tilpasningsproblemer i datterens liv med meget større sindsro. På grund af denne objektivitet kan hun, i stedet for at være en forhindring og en byrde, være sin datter til virkelig hjælp. Samme amerikanske kvinde plejede at sige om sin svigersøn, der havde en ubehagelig personlighed, og som plejede at hidse sig op over alt: ”Han fortjener vores medfølelse; vi kan se bort fra, at han er ubehagelig, men han kan ikke flygte fra sig selv”.
Dette er naturligvis et exceptionelt tilfælde. Det er svært i en alder af 50 år fra det ene øjeblik til det andet at skifte fra huslige sysler til det at være studerende. Man bør derfor gradvist forberede sig på denne overgang ved at kombinere bredere intellektuelle, sociale og åndelige interesser med moderrollen. Hvor kvinden i de første år af sit ægteskab ofte til en vis grad måtte ofre sine andre interesser til fordel for de huslige sysler, kan hun nu tilfredsstille sin forsinkede tørst efter kulturelle og åndelige aktiviteter. Dette vil gøre hendes nye vej i livet meget lettere.
IV. Psykologiske og moderlige roller
a. Undervisning
Dette fører os frem til en betragtning over de kvinder, som ikke er mødre. Disse kvinder er ikke på nogen måde afskåret fra moderrollen. Tværtimod kan de manifestere dens bredere og socialt mere nyttige aspekter; de kan udtrykke det åndelige moderskab. Det kan gøres på mange måder, afhængigt af forskellige evner og omstændigheder. En af de første og mere vigtige er inden for uddannelse . Læreren for de små klasser må ofte træde i stedet for de mødre, som ikke ved hvordan, eller som er ude af stand til at uddanne deres børn på en forsvarlig måde. Hun bør derfor altid anse sin rolle for at være delvist moderlig. Ved at gøre dette sætter hun sit forhold til sine elever i det rette menneskelige lys, og hun undgår mange af de misforståelser, der er så almindelige inden for uddannelsesområdet. Hun supplerer på en effektiv måde de golde og overintellektualiserede aspekter af uddannelsesfunktionen med en menneskeliggørende kvalitet. Igennem sin indvirkning på sine studerende kan hun indirekte udøve en værdifuld funktion ved at sprede lys og harmoni blandt dem og indirekte blandt forældrene.
Gymnasielæreren har også en delvist moderlig rolle. Den er sværere, mere krævende og kræver en større balancegang end for læreren for de små klasser, ligesom det er sværere og mere kompliceret for en moder at vejlede sine store børn. Læreren skal være i stand til både moralsk og intellektuelt at vejlede de unge, hvis personlighed er i rivende udvikling, i den mest kritiske fase af deres udvikling. Hun skal derfor være moden, vidende og disciplineret. Hun har brug for megen indre forberedelse, psykologisk indsigt, takt og diskretion. Til gengæld vil hun opnå et resultat og en tilfredsstillelse, som er dyb og meget givende. Hun burde virkelig være i stand til at vække og få unge mennesker til at få øje på sig selv, og til at redde forvirrede og vildledte unge mennesker fra misforståelser og fejltagelser. Men for at gøre dette på en effektiv måde må læreren mere være som en forstående og kærlig moder end en formel instruktør. Med andre ord må hun kræve det nødvendige mentale arbejde af sine elever og ikke ligge under for en steril intellektualisme, og hun bør heller ikke søge at formidle en kold og ofte ubrugelig mængde af informationer til sine studerende. I stedet bør hun behandle eleverne som individuelle mennesker ved at vinde deres tillid og give dem en forælders interesse og støtte.
b. Pleje
Kvindens moderlige kald, det kvindelige behov for at hellige sig beskyttelsen af og omsorgen for andre, finder et af sine fineste udtryk i hjælpen til syge og dem, der lider. Sygeplejeprofessionen kan, forudsat den udspringer af humanitære og medfølende motiver og følelser, blive en mission i ordets sande betydning som i tilfældet med Florence Nightingale, pioneren inden for den store moderne sygeplejebevægelse.
c. Socialt arbejde
Et andet erhverv, hvor kvinder kan gøre meget godt arbejde og udøve en moderrolle i arbejdet, er det sociale område. Når jeg har talt med nogle af disse kvinder, som er ansat inden for den europæiske industri, har jeg været imponeret over, hvor meget de kan gøre for arbejdernes familier i alle deres sociale vanskeligheder, i deres forhold til myndighederne, i helbredsspørgsmål etc. Gennem denne form for arbejde kan mange kvinder bringe åndeligt lys og moralsk lærdom til tusinder af arbejdende familier. I USA er der mange former for socialt arbejde, som alle er lige vigtige for fremmelsen af sundhed, såvel fysisk som psykologisk og åndeligt. Det at være fortaler for de fattiges behov, dem på samfundets nederste trin, de syge og de emotionelt forstyrrede er et kald af høj åndelig værdi. Det er i særlig grad egnet til at udtrykke de feminine kvaliteter.
Selvom vi indtil nu har talt om konkrete roller, kan alle disse roller – eller i hvert fald nogle af dem – udvikles og anvendes af kvinden uafhængigt af hendes situation, eksempelvis en ugift karrierekvinde igennem hendes mange kontakter og relationer til sine medmennesker.
V. Kvinden som inspirationskilde
Der er endnu en feminin funktion, der fortjener at blive nævnt. Det er et af kvindens fineste og højeste kald at inspirere andre. I denne åndelige funktion anvender kvinden sin højeste feminine kraft, intuitionen . Den kvinde, hvis intuition er vakt, og som hverken har personlige følelsesmæssige problemer eller er for involveret i intellektuelt arbejde, kan hæve sig til den overbevidste , lysende sfære, hvor hun er i stand til at sanse de varige værdier og essentielle sandheder. Nogle gange er hun endda i stand til at forudsige fremtiden ved at fornemme tendenser, der er på vej til at manifestere sig i den synlige verden.
I de gamle civilisationer var disse ophøjede, feminine egenskaber anerkendt og værdsat, og de blev udnyttet. De blev anvendt af Druide-præstinderne og Sibyllerne. Vise mænd med autoritet som f.eks. Numa Pompilius, tøvede ikke med at gøre brug af deres visdom. Senere var kvinderne muser for digtere og kunstnere. Edouard Schurés bøger, Femmes Inspiratrices et Poètes Annonciateurs og Prophètes de la Renaissance er et fint psykologisk studie af forholdet mellem kvinder og digtere. Goethe refererede helt sikkert også til dette ophøjede feminine aspekt, da han udgav Faust med ordene ”Alles Vergängliches ist nur ein sin Gleichnis. Das Ewig-Weibliche zieht uns hinan” (Alt, hvad der er forgængeligt, er blot et symbol. Det evige, feminine viser os vejen frem).
I verden, som den er i dag, ignorerer vi enten denne åndelige, feminine funktion eller søger at udnytte de lavere aspekter af kvindens psykiske sensitivitet ud fra nysgerrighed eller selv-interesse. Det er derfor håbet, at kvinden – enten igennem et videnskabeligt studie af de parapsykologiske evner eller gennem åndelig opvågnen (som der er klare tegn på, selv midt i den fremherskende materialisme i verden i dag) – vil genvinde bevidstheden om sine højere psykospirituelle gaver, og at manden vil anerkende dem og på ny gøre brug af dem til gavn for deres gensidige åndelige vækst.
VI. Konklusion
Kvinden kan derfor gøre god brug af sin femininitet inden for alle områder af menneskelivet. Dette er specielt nødvendigt i vor tid, hvor civilisationen i for høj grad er baseret på de maskuline kvaliteter. Der er meget godt at sige om det maskuline aspekt; det er dynamisk, konstruktivt og progressivt. Vi må anerkende disse gode egenskaber, men også anerkende dets overdrivelse og mangler. Tendensen til selvhævdelse, tørsten efter magt og herredømme, og voldsomheden af de kamplystne energier skaber hårdhed og grusomhed, krige og ødelæggelse. Omvendt er kvindens særlige funktion at bevare. Hun forsvarer liv, opretholder det og giver det videre.
Vi har derfor i samfundet brug for en passende balance mellem mandens eventyrlystne og skabende kraft, og kvindens værnende, medfølende beskyttertrang. Kvinden har en vigtig social funktion at udføre, og hun udfører den bedst uden at engagere sig i feminismen. Det at være feminist ville snarere være det samme som at fraskrive sig sin sande natur og gøre sig selv til en dårlig efterligning af manden. Det er sandt, at kvinden til en vis grad bør udvikle nogle af de bedre maskuline kvaliteter for at berige og fuldstændiggøre sin personlighed, men dette kan hun gøre samtidig med, at hun helt grundlæggende forbliver feminin i ordets højeste betydning. Ud over at være en god hustru og moder kan hun gradvist udvikle sig væk fra den begrænsede hjemlige sfære og bringe sit ”spirituelle moderskab” ind i samfundet. På denne måde kan hun bibringe sine medmennesker en nærende kærlighed, medfølende ømhed og en helende beskyttertrang.
*) Forfatteren ønsker at udtrykke sin taknemmelige anerkendelse af Dr. Frank Haronian for dennes hjælpsomme forslag og generøse samarbejde forud for offentliggørelsen af denne artikel.
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli
Læs introartiklen om integral meditation
Gem kommentar