Maslows behovspyramide anvendt i psykosyntese terapi

Artiklen beskriver en terapeutisk case, hvor Maslows behovspyramide og psykosyntesens delpersonlighedsbegreb styrker klientens evne til at forstå sine reaktionsmønstre

Af Kenneth Sørensen

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Indledning

Arbejdet med delpersonligheder er et centralt tema i psykosynteseterapi og bidrager ofte til at give klienten nogle gode evner til at håndtere sine mangfoldige og ofte modsatrettede sider og koordinere dem til en velintegreret personlighed. Men arbejdet med delpersonligheder forudsætter at der sideløbende arbejdes med at skabe en evne til centrering, at klienten støttes til at finde sit indre center af ren selvbevidsthed og vilje . Det er nemlig fra dette indre center at delpersonlighederne kan identificeres, integreres, transformeres og syntetiseres. Det at få en klar oplevelsesmæssig erkendelse af sig selv – som et center af ren selvbevidsthed, (kaldet iagttageren, vidnet og det bevidste jeg ) er ofte forbundet med en oplevelse af stor frihed. Vi oplever nemlig, at de mangfoldige kræfter i personligheden er langt lettere at styre når man har fundet et neutralt iagttagende center at arbejde ud fra. Dette center er subjektet og det indre væsen i ethvert menneske.

En af psykosyntesens centrale postulater er, at vores sande identitet ikke er kroppen, følelserne, tankerne eller nogen af de mangfoldige roller vi spiller i hverdagen. Den centrale identitet er derimod selvet – der kaldes for det bevidste jeg, når der er tale om hverdagsbevidstheden og det højere Selv, når vi kontakter den højere universelle bevidsthed . Dette selv defineres som et center af ren selvbevidsthed og vilje. (læs artiklen: Psykosyntese – vejen til dit højere selv!).

Når det bevidste jeg er forankret i centret og ikke identificerer sig med følelserne og rollerne (fx mor, far, flinke pige, stærk mand osv.) opstår der en evne til at handle gennem de psykologiske funktioner og de specifikke delpersonligheder eller roller og det giver større indre frihed fra hæmmende karaktertræk og evne til at udtrykke sin vilje. Set i det perspektiv bliver det tydeligt hvorfor psykosyntesen har stor fokus på at styrke det bevidste Jeg gennem Roberto Assagiolis selv-identifikations øvelse mv.

Arbejdet med selvidentifikation og disidentifikation er en af psykosyntesens centrale træk, og noget som betones meget i den terapeutiske praksis. Med udgangspunkt i denne korte indledning, lad mig da præsentere artiklens hovedfokus.

Kan delpersonligheder placeres i Maslows pyramide?

I efteråret 2004 stødte jeg i mit klientarbejde på en primær delpersonlighed , som klienten kaldte for ”Flygtningen”. Dens grundlæggende behov var at overleve økonomisk og skabe materiel sikkerhed for klienten selv og sin familie. I den forbindelse overvejede jeg om delpersonlighederne kunne placeres i Maslows behovspyramide, noget jeg havde set antydet af Roberto Assagioli . Spørgsmålet sætter delpersonlighederne ind i et evolutionært eller udviklingspsykologisk perspektiv, da Maslows pyramide taler om ”lavere” og ”højere behov”, hvilket umiddelbart svarer godt til Assagiolis ovaldiagram, med det lavere og højere ubevidste . Sagt på anden vis så rejses der et spørgsmål om kernemotivationen – behovet – i delpersonligheden kan verificeres som henholdsvis et sikkerhedsbehov, kærlighedsbehov, selvværdsbehov etc. jf. Maslows behovspyramide. Hvis spørgsmålet kan besvares bekræftende kan det formentlig give et godt redskab til at bestemme en delpersonligheds primære aktivitetsområde indenfor personligheden og dermed gøre delpersonlighedens identifikations- og integrationsfase nemmere.

Det kliniske arbejde med delpersonligheder kan ofte få et kaotisk præg, når de mange delpersonligheder dukker op med mangfoldige og ofte modsatrettede behov der kan udløse en indre kamp præget af ambivalens. En teoretisk referenceramme der placerer disse delpersonligheder i et værdisystem kunne måske bidrage til at kaste større klarhed over delpersonlighedernes indbyrdes forhold.

Når den centrale organiserende kraft i mennesket – selvet med dets vilje – skal træffe en afgørelse der fx vedrører valg mellem forskellige indre tilskyndelser er det meget vigtigt at vide hvilke behov der skal tjenes. Er det kærligheds- eller selvværdsbehovene der skal tilfredsstilles nu? At besvare dette spørgsmål har ikke kun en teoretisk relevans, for det er et vigtigt spørgsmål at afklare, når vi skal lære at anvende vores vilje bevidst og formålsrettet for da må vores valg være gennemtænkt. Ofte er vores handlinger nemlig udtryk for svært gennemskuelige motiver, der kan skabe vanskeligheder for os senere.

Men er det muligt at placere psykosyntesens delpersonlighedsbegreb inden for Maslows behovspyramide?

Denne artikel vil ikke forsøge at give en uddybende beskrivelse af delpersonlighedsbegrebet eller af Maslows behovs- og motivationsteori. Den vil alene trække de to begreber kort op og forsøge at relatere dem til hinanden med udgangspunkt i bl.a. Roberto Assagiolis og Abraham Maslows litteratur. Dernæst vil jeg perspektivere begreberne til min kliniske praksis og der igennem forsøge at sandsynliggøre, hvorvidt det i praksis lader sig gøre at relatere delpersonlighederne til Maslows behovspyramide og hvad de terapeutiske konsekvenser bliver.

Definition af delpersonlighedsbegrebet

Et af psykosyntesens store bidrag til psykologien er begrebet delpersonligheder og selvom Roberto Assagioli ikke nødvendigvis var den første der opdagede, at menneskes personlighed ofte er sammensat af en lang række forskellige og selvstændige delelementer[1], så har hans indsats i høj grad været med til at trække ideen frem i lyset.

I Roberto Assagiolis bog Psychosynthesis definerer han delpersonlighederne således:

”Opbygningen af del-personlighederne er meget afslørende og sommetider overraskende og forvirrende og til tider måske skræmmende. Man opdager, hvor forskellige og ofte helt modsat rettede karaktertrækkene viser sig i de forskellige roller. Disse forskelligheder i trækkene, der er opbygget omkring en rolle, retfærdiggør efter vores mening anvendelsen af ordet ”del-personligheder.” Almindelige mennesker skifter fra den ene personlighed til den anden uden en klar viden herom, og kun en tynd hukommelsesstråd forbinder dem, men i alle praktiske henseender er de selvstændige væsener – de handler selvstændigt, og de fremviser forskellige karaktertræk.”[2]

Da delpersonlighederne kun kan forstås i sammenhæng med selvet – der er den centrale kerne og subjektet i mennesket, hvor omkring delpersonlighederne bør integreres, så er det også væsentligt kort at definere dette selv. Det kan som tidligere nævnt også kaldes for det bevidste jeg eller det personlige selv i personlighedens verden og det højere Selv når det udtrykker sig i den transpersonlige verden. Når vi taler generelt om selvet kalder man det blot for selvet for der er ikke to selv, men kun en kerne.

Assagioli definerer selvet som et ”center af ren selvbevidsthed og vilje ”.[3] Vi er med andre ord ikke de roller vi ofte identificerer os med, men netop vidnet, iagttageren,den potentielle indre dirigerende kaptajn, der kan lære bevidst at styre personlighedens mangfoldige karaktertræk og roller. Ofte er det dog sådan, at vi i realitetens verden er fuldkommen identificeret med en rolle som mor, far, eller en jobfunktion. Problemet er ifølge Assagioli at:

”Identificeringen med en del af personligheden udelukker eller formindsker i stort omfang evnen til selvidentifikation med alle de andre dele af personligheden”.[4]

Hvis dette er sandt og mange oplever det er, så må vi dis-identificere os fra de falske selvopfattelser og gribe den mulighed det er at kende vores sande identitet. Det er ifølge psykosyntesen selvet, som udtrykker sig gennem mange forskellige karaktertræk og delpersonligheder som middel til at blive den vi potentielt set er og udtrykke det i verden gennem tjeneste. Det er hvad der forstås ved enhed i mangfoldighed – iagttageren er altid den samme, men udtrykker sig på mangfoldige måder. Dette er skelnen mellem selvet og ikke-selvet.

Selv-identifikationsprocessen fremmes gennem disidentifikation fra rollerne og identifikation med selvet. Assagiolis klassiske aksiom i denne henseende lyder: ”Vi domineres af alt, som vort selv identificerer sig med. Vi kan dominere og mestre alt, som vi disidentificerer os med.” [5]

Arbejdet med at disidentificere sig fra rollerne eller delpersonlighederne og identificere sig med selvet er grundlæggende i psykosyntese . I gennem denne proces har vi mulighed for at skabe en syntese af de ofte særdeles forskellige og antagonistiske delpersonligheder, fordi identifikation med selvet – den indre iagttager – giver os et ståsted hvor omkring vi kan integrere delene. James Vargiu citerer Henry A. Murray i en klassisk artikel om delpersonligheder: “En personlighed er en kongres fuld af talere og pressionsgrupper, af børn, demagoger, Machiavellis, Cæsars og Kristus'” [6] Dette billede giver et godt indtryk af den opgave et hvert menneske står overfor.

Introduktion til Maslows motivationsteori

Maslows behovspyramide

Maslow redegør i sin banebrydende bog fra 1954 Motivation and Personality for sin behovs- og motivationsteori. Der er så mange aspekter i denne teori, som der ikke er plads til at komme ind på her. Derfor vil jeg i nedenstående alene skitsere Maslows behovspyramide. (klik for stor udgave af Maslows behovspyramide)

Bemærk at den skitserede model også rummer de selvrealiseringsbehov, som Maslow beskriver i bogen The Farther Reaches of Human Nature. Disse dækker de mystiske enhedsoplevelser og altruistiske behov som får mennesket til at overskride sit ego.

Maslows hovedtese er, at mennesker overalt i verden er motiveret af de samme universelle behov, selvom de anvender mangfoldige og forskellige strategier til at tilfredsstille disse behov. Det udtrykker han således: “Tilsyneladende er målene i sig selv langt mere universelle end de veje der tages for at opnå de mål, for disse veje bestemmes lokalt i den pågældende kultur. Mennesker er langt mere ens end man først skulle tro”[7]

Dernæst antager han at behovene kan opstilles i en behovspyramide, hvor de mest basale overlevelses- og sikkerhedsbehov først må tilfredsstilles førend de højere fx kærligheds og selvværdsbehov giver sig til kende. Som han siger: ”Vi ville aldrig have ønsket om at komponere musik eller skabe matematiske systemer, udsmykke vores hjem eller gå op i vores påklædning, hvis vores maver var tomme det meste af tiden eller vi uophørligt var ved at dø at tørst eller var truet af en nært forestående katastrofe eller hvis alle og enhver hadede os.” [8]

Maslow antager at menneskets behov aldrig bliver endegyldigt tilfredsstillet. Så snart et behov er tilfredsstillet vil et nyt og højere behov dukke op, hvilket er det princip der fører til at mennesket udvikler sig og realiserer det, de har potentiale til at blive.

Maslow har en vigtig hypotese i forbindelse med udviklingspsykologien. Han antager, at de mennesker der har oplevet at få deres behov dækket har lettere ved at tåle et afsavn senere og omvendt, de mennesker der tidligt har oplevet afsavn på dette område vil gennem hele livet have sværere ved at tåle frustration på netop dette område.[9] Der kan med andre ord opstå en udviklingspsykologisk forstyrrelse, der knytter sig til behovstilfredsstillelsen og neurotiske træk kan bygges op omkring denne forstyrrelse.[10] Det kan fx være angst for fattigdom og sult på trods af stor rigdom. Det ser man nogle gange eksemplificeret i fx gnierens liv.

Maslow definerer det neurotiske menneske således:

“Det neurotiske menneske kan på en meget nyttig måde beskrives som et voksent menneske, der opretholder sine barndoms holdninger til verden. Det vil sige, at en neurotisk voksen faktisk optræder som om han er bange for en endefuld, sin moders misbilligelse, at blive forladt af sine forældre, eller få frataget sin mad.”[11]

De forskellige behov klassificerer han således, at de førstnævnte er de mest basale og udgør pyramidens bund (se diagram bilag 1):

1. Fysiologiske behov, 2. Sikkerhedsbehov, 3. Kærligheds- og tilknytningsbehov, 4. Selvværdsbehov, 5. Selvaktualiseringsbehov. 6. Selvrealiseringsbehov.

Definition af Maslows behovspyramide

1. Fysiologiske behov.

Mennesket har førend alt andet behov for vand og mad for at overleve. Derfor er de fysiologiske behov de stærkeste af alle behovene. Når mennesket er sultent fyldes hele bevidsthedsfeltet af behovet for at stille sin sult og alle de andre behov træder i baggrunden og er praktisk taget ikke-eksisterende.

Hele fremtidsbilledet ser også ud til at ændre sig i forhold til de behov der er mest fremme. Det sultne menneske tænker kun på at spise – at skaffe sig mad. Han tror, at hvis blot han får garanti for at han kan stille sin sult, så vil han være lykkelig i resten af sine dage. Livet går ud på at spise – frihed, kærlighed og idealisme eksisterer ikke. Et menneske der lever i denne tilstand lever praktisk talt af brød alene.

Men hvad sker der når der pludselig er nok brød. Øjeblikkelig opstår der et andet og højere behov og det vil nu dominere mennesket. Når dette behov er opfyldt vil et nyt og højere opstå osv. Det er det der menes med, at de basale behov er organiseret i et hierarki af relativ styrke.

2. Sikkerhedsbehov.

Når kroppens behov er stillet i en rimelig grad dukker det højerestående sikkerhedsbehov op. Det handler om behovet for sikkerhed, stabilitet, beskyttelse, frihed fra frygt, nervøsitet og kaos. Behov for struktur, orden, lov, grænser, osv. En stor del af børns udvikling handler netop om at give dem indsigt i verden, så deres angst for de truende fænomener mindskes – frygten for det ukendte – torden etc. Børn har derfor behov for orden, struktur og rutiner omkring dem – ro, renlighed og regelmæssighed. De har med andre ord behov for en forudsigelig og lovmæssig verden. Forældrenes uretfærdighed og utilregnelighed skaber usikre børn fordi verden bliver utilregnelig.

Derfor er kaotiske, aggressive og forstyrrede forhold i hjemmet en forhindring for at opnå sikkerhed.

I dag kommer sikkerhedsbehovet i den civiliserede del af verden mest til udtryk som behovet for et fast arbejde, en opsparing, forsikringsordninger – behovet for kendte snarere end ukendte ting omkring os. Religion, videnskab, filosofi kan for nogen være en vigtig sikkerhedsfunktion, der forklarer verden og giver tryghed i forhold til døden. Men der er naturligvis også mange andre behov knyttet til religion.

Den neurose hvor det frustrerede sikkerhedsbehov kommer tydeligst til udtryk er tvangsneurosen (OCD), hvor et patologisk behov for sikkerhed tvinger personen til at ritualisere sin hverdag i en særdeles hæmmende og kontrollerende adfærd.

3. Kærligheds- og tilknytningsbehov.

Når sikkerhedsbehovene er opfyldte i en rimelig grad melder behovene for kærlighed, ømhed og tilknytning sig.

Nu bliver mennesket smerteligt bevidst om sin mangel på venner, kærester, ægtefælle, børn. Han vil længes efter en kærlig og omsorgsfuld familie. Ifølge Maslow kan børn og voksne tage skade af at leve udenfor sin familie, gruppe eller i landflygtighed. Han mener dog at behovet for at høre til i et fællesskab undervurderes som følge af urbaniseringen og individualiseringen. Kærlighedsbehovene indebærer såvel at give som at modtage kærlighed. Når disse behov er tilgodeset i en vis grad melder behovet sig for at være noget i sig selv.

4. Selvværdsbehov.

De fleste mennesker har et behov for en stabil, godt funderet selvagtelse og selvværd og for at modtage påskønnelse og værdsættelse fra andre. Disse behov kan deles i to:

Behovet for styrke, præstation, kompetence, tilstrækkelighed, beherskelse og selvsikkerhed i forhold til verden og for uafhængighed og frihed.

Dernæst har vi behovene for at have et godt omdømme, prestige, status, berømmelse, anerkendelse, opmærksomhed, der er et udtryk for respekt eller værdsættelse fra andre.

Tilfredsstillelse af selvværdsbehovene leder til selvsikkerhed, selvværd, styrke, duelighed og tilstrækkelighed, af at være nyttig og nødvendig for verden. Manglende opfyldelse af dette behov leder til mindreværdsfølelse, svaghed, og til hjælpeløshed.

Maslow pointerer at der er store farer forbundet med at bygge sin selvagtelse på andres meninger frem for på reel kapacitet. Den mest sunde selvagtelse er baseret på fortjent respekt fra andre i stedet for ydre berømmelse og idolisering.

5. Selvaktualiseringsbehov.

Der er ikke plads til indenfor rammerne af denne opgave at definere alle de karaktertræk, som Maslow tillægger de selvaktualiserende mennesker han forskede i. Derfor vil jeg kort citere hans definition af dette behov.

“Selv når alle andre behov er tilfredsstillet kan vi ofte forvente (hvis ikke altid), at en ny utilfredshed og rastløshed snart vil udvikle sig, medmindre individet gør, hvad han individuelt set er egnet til. En musiker må spille musik, en kunstner må male, en poet må skrive, hvis han ultimativt skal finde fred med sig selv. Hvad et menneske kan blive, må det være. Han må være sand over for sin egen natur. Dette behov kunne kaldes selvaktualisering .” [12]

Selvaktualiseringsbehovet relaterer til menneskets behov for selvfuldkommengørelse, nemlig at blive det man har potentiale til at blive, set ud fra et personligt perspektiv. I den henseende skelner Maslow mellem mangelbehov og vækstbehov, hvor førstnævnte dækker de fire første behovskategorier, som kan mættes gennem den rette strategi. Men selvaktualiseringsbehovet dækker over et vækstbehov, som aldrig kan mættes, det vil hele tiden lede mennesket frem mod fortsat nye udviklingsmuligheder og realisering af det iboende potentiale i mennesket. [13]

6.Selvrealiseringsbehov.

I sine senere bøger Toward a Psychology of Being og The Farther Reaches of Human Nature udvider Maslow sin behovspyramide ved at indkludere selvrealiseringsbehovene eller de transcendente værdier og behov. Selvaktualisering er primært den fulde udvikling af alle de personlige ressourcer og potentialer. Et menneske kan derfor sagtens være rimelig selvoptaget selvom det er selvaktualiseret.
Ved at inkludere de transcendente værdier, dvs. de værdier der får mennesket til at række ud over sig selv og forene sig med noget større træder mennesket ind i de spirituelle energiers verden. Det er her de store mystikere og altruistisk motiverede mennesker henter deres motivation.

I Viljens Psykologi beskriver Assagioli forholdet mellem mangelbehov, selvaktualisering og selvrealisering på følgende måde:

“Maslow har præsenteret et oplysende forslag til en fremadskridende evolutionær udvikling i fem stadier. De typer, der hører til de første to stadier hører under Teori X. De er primært bestemt af mangelbehov. Den tredje og fjerde type hører ind under Teori Y. De er primært styret af drifterne mod selvaktualisering. Den femte type kommer under det han kalder Teori Z. Dette er personen som samstemmer sit liv med transcendente værdier.”

Selvrealisering kan også betragtes fra viljens perspektiv. I artiklen Træning af viljen siger Roberto Assagioli:
“Når det enkelte menneske vil samarbejde harmonisk med den Vilje , der styrer Universet, så samarbejder den Vilje med det menneske og stiller Dets egne ubegrænsede kræfter til rådighed for ham. I de Love, der styrer Kosmos, opdager mennesket de love, der bør styre hans egne handlinger.
På denne måde bliver viljen, idet den bliver god, på samme tid stærk og viis, og denne forening, denne syntese af de tre, vil skabe den komplette vilje – den Perfekte Vilje.”

Kan delpersonligheder placeres i behovspyramiden?

I dette afsnit ønsker jeg at diskutere om det er muligt set fra en teoretisk vinkel at placere delpersonlighederne i Maslows behovspyramide. Ideen er ikke fremmed i Roberto Assagiolis bøger, hvor Maslow ofte citeres.

Psykosyntesens selvrealiseringsproces og behovspyramiden
Overordnet set er der ifølge mine undersøgelser ikke noget i Psykosyntesen der umiddelbart strider imod Maslows behovspyramide. Maslow såvel som Assagioli anvender en udviklingspsykologisk stadiemodel til at beskrive den personlige udviklingsproces fra barn til modenhed og hvis vi læser Ken Wilbers forfatterskab, så finder vi her overvældende videnskabelig dokumentation for den tanke. Roberto Assagioli definerer netop selvrealiseringsprocessen som en rejse gennem den personlige og spirituelle psykosyntese .[14] Det er naturligvis langt mere kompliceret end som så, og i Viljens Psykologi tager han netop udgangspunkt i Maslows opdagelser:

Ovaldiagrammet og Maslows behovspyramide

”Maslow har præsenteret et oplysende forslag til en fremadskridende evolutionær udvikling i fem stadier. De menneskelige typer, der hører til de første to stadier hører under Teori X. De er primært styret af mangelbehov. Den tredje og fjerde type hører ind under Teori Y. De er primært styret af drifterne mod selvaktualisering . Den femte type kommer under det han kalder Teori Z. Dette er personen som samstemmer sit liv med transcendente værdier.”[17]

Maslow betegner behovenes opståen som følge af “indefra kommende biologiske og instinktlignende impulser der er givet … denne indre kerne viser sig gennem naturlige tilbøjeligheder, der driver den frem”.[15], kernen har ”sin egen dynamiske kraft, der altid presser henimod en åben og uhæmmet udfoldelse … den kraft er et hovedaspekt af “viljen til sundhed”, tilskyndelsen til at vokse, presset mod selvaktualisering, søgen efter ens identitet. Det er hvad der i princippet gør psykoterapi, uddannelse og selvudvikling mulig.” [16].

Her understreger Maslow viljen og kommer meget tæt på Assagiolis definering af selvet selvom der også er nogle afgørende forskelle. Indenfor psykosyntesen vil vi se behovenes opståen som følge af selvets evolutionære udvikling og dens vilje til at være, for dybest set – eksisterer der ikke børn, men kun ”sjæle” på forskellige udviklingstrin.

I de tidlige udviklingsfaser i barndommen, udtrykker selvet sin vilje til at være gennem de lavere behov og senere gennem de højere “værens” behov.

Assagiolis referencer til Maslows behovspyramide forekommer adskillige gange[18], så den pointe vil jeg ikke yderligere underbygge i det efterfølgende. Derimod kunne jeg tænke mig at undersøge hvorledes delpersonlighederne opstår og om de kan sættes i forbindelse med behovspyramiden.

Delpersonlighedernes opståen

Under afsnittet om delpersonligheder i det foregående blev de defineret som en række karaktertræk organiseret omkring en rolle, der handler og optræder selvstændigt. Men hvordan er de opstået? Gretchen Sliker behandler spørgsmålet i sin bog Multiple Mind og siger bl.a.:

”Delpersonligheder er et naturligt og normalt produkt af udviklingen. Efterhånden som barnet vokser bliver skemaerne [19] mere komplekse. De biologiske funktioner bliver mestret og livet bliver opretholdt mere og mere automatisk hvilket frigør barnet til frit at deltage i den gruppe, hvor hun bliver plejet. Efterhånden som overlevelsespresset bliver socialt konfronteres barnet med nye udfordringer i de forskellige kulturelle grupper for at sikre sin position i gruppen. Delpersonlighedens skabelon ligger først i biologien og derefter i det kulturelle mønster. … Delpersonligheden er et særlig udformet skema, der kan skelnes fra andre skemaer ved dets sociale orientering og funktion. Det udvikler sin særlige form i forbindelse med den unikke personlige historie og barnets erfaringer. Delpersonligheden bliver udviklet som et psykisk redskab til at forhandle og mestre barnets kulturelle verden og denne verdens forventninger. Kernen i enhver delpersonlighed er en nødvendig livsfunktion (min fremhævelse) … Indeholdt i delpersonlighedens lag findes et udviklende selvbillede, et billede af verden og de følelser der er forbundet med disse bestemte billeder.”[20]

I følge Sliker udvikles delpersonlighederne løbende gennem barnets udvikling, som følge af dets overlevelsesbehov såvel biologisk som socialt. Det svarer meget godt til Maslows beskrivelse af de tre nederste behov, som barnet først må have tilfredsstillet. Set i det perspektiv vil jeg tillade mig at konkludere, at delpersonlighederne opstår som følge af selvets (i starten instinktive) behovstilfredsstillelsesstrategi og omgivelsernes respons på den strategi.

Sliker beskriver i ovenstående at delpersonlighedens skabelon først ligger i biologien og derefter i det kulturelle mønster. Her er det dog vigtigt at betone subjektet, den indre kerne, selvet , som den primære årsag til disse delpersonligheders opståen. Denne fastholden af den indre kerne er en af psykosyntesens vigtigste indsigter, og det er således også min hypotese, at det altid er selvet (på et givent udviklingspsykologisk stadie) som fremkalder alle instinkter, drifter, behov etc.

Sliker fortæller ligeledes i ovenstående, at kernen i enhver delpersonlighed er en ”livsfunktion”, men kunne man ikke med lige så stor ret kalde delpersonlighedens kerne for et behov, der opstår som følge af selvets vilje til at manifestere sig? Kunne behovet ikke være en livsfunktion? En delpersonlighed kunne derfor også defineres som den psykiske struktur der opstår, som følge af den ubevidste/bevidste forhandling mellem selvets behov for at manifestere sig og de kulturelle omstændigheder som selvet må tilpasse sig for at overleve i en kulturel sammenhæng.

Sliker lægger stor vægt på overlevelsesbehov – for stor ifølge min mening, da det ikke er mit indtryk at alle delpersonligheder handler om overlevelse.

Roberto Assagioli fortæller at delpersonlighederne opstår af “den tragiske kontrast mellem tanke og følelse, mellem fornuft og tro, mellem overbevisning og tilbedelse.”[21] Med andre ord opstår delpersonlighederne som følge af livets modsætninger. Eller som Assagioli beskriver det andetsteds opstår der i konflikten mellem lavere og højere behov delpersonligheder, der varetager de forskellige behov. I et afsnit omhandlende delpersonligheder fortæller han nemlig følgende:

” En realistisk observation af det psykologiske livs strømninger i mennesket viser klart eksistensen af et antal forskellige og konfliktskabende tendenser, der til tider kan skabe kernen til halvt-selvstændige del-personligheder. … En anden basal konflikt er den, der på den ene side drejer sig om inerti, træghed, dovenskab – tendensen til at bevare og en stræben efter sikkerhed (der udtrykker sig som konformitet), og på den anden side tendenser til vækst, selvhævdelse og eventyrlyst. En yderlig kilde til konflikt er opvækkelsen af nye drifter eller behov, der er i modstrid med de eksisterende; dette finder specielt sted inden for to hovedområder: (a) den tumultagtige opvækkelse af nye tendenser og tilbøjeligheder under opvæksten i ungdommen, (b) opvækkelsen af religiøse aspirationer og nye spirituelle interesser, man især oplever som en middelaldrende person.” [22]

I dette citat beskriver han netop ”opvækkelsen af nye drifter eller behov” som årsag til de konfliktskabende tendenser der kan skabe ”kernen til halvt-selvstændige delpersonligheder”. Man kunne derfor godt forestille sig, at de delpersonligheder der er skabt med det formål, at sikre stabilitet og sikkerhed (sikkerhedsbehov) i livet, ville stå i modsætningsforhold til opståede behov for nye udfordringer i karrieren, der indebærer risici men også mulighed for større påskønnelse og ansvar (selvværdsbehov). Det er min hypotese at der, såfremt det lykkes for individet at tilfredsstille et højere behovs opståen, vil opstå en ny delpersonlighed omkring dette højere behov, der kan stå i modsætning til de lavere behov, men ikke nødvendigvis. Der er ifølge Assagioli ikke tale om, at alle de nye behov automatisk trækker på de delpersonligheder, der er udviklet i den foregående udvikling for ind imellem opstår helt nyt materiale i bevidstheden:

”Det er derfor nødvendigt at skelne dette overbevidste , men tidligere ubevidste materiale fra den form for materialer, der kan komme fra de lavere planer i det ubevidste, hvilket har været grundigt studeret af Freud og hans tilhængere. Det ser ud som om, at der i nogle af tilfældene med indtrængen fra overbevidste planer, dukker materiale op, der så at sige er klargjort, og som har meget ringe tilknytning til tidligere oplevelser. Det er ikke noget, der dukker op på den sædvanlige måde fra det lavere ubevidste som dele af et nu frigjort, men tidligere undertrykket erfaringsmæssigt materiale. Det er noget nyt og som tidligere nævnt noget, der kun har ringe forbindelse til forudgående personlige oplevelser hos individet.” [23]

Disse nye indtryk kan ifølge Assagioli danne baggrund for nye motivationer og dermed behov:

”Lad os nu undersøge en anden måde at tage beslutninger på, især dem der bestemmes af motiver, der udgår fra eller kommer via det højere ubevidste (overbevidste) i form af illuminationer, inspirationer og tilskyndelser til handling af indre og ydre art. Overordnet set kan disse motiver betragtes som transpersonlige i deres karakter: kunstnerisk kreativitet, altruistisk og humanitære impulser, sandhedssøgen, etc. Deres oprindelse kan ofte ikke identificeres med sikkerhed, de kan være det overbevidstes aktiviteter, de kan kommer fra det Højere eller Transpersonlige Selv , eller de kan have andre kilder.” [24]

Delkonklusion på delpersonligheder og behovspyramide

Såvel Assagioli som Maslow anvender en evolutionær model i deres beskrivelse af menneskets selvaktualiseringsproces, forstået som menneskets udvikling gennem en fremadskridende proces hvor tilfredsstillelse af højere og højere behov er centralt.

Dette sandsynliggør at delpersonlighedsbegrebet teoretisk set kan placeres inden for Maslows behovspyramide, da delpersonlighederne formentlig, som det fremgår af ovenstående, opstår som et resultat af behovstilfredsstillelsen på de forskellige niveauer i pyramiden.

Kernen i enhver delpersonlighed antages derfor at være et behov, der er rettet mod tilfredsstillelsen af et eller andet behovsniveau i pyramiden. Et nyt behovs opståen fra det højere ubevidste kan derfor medvirke til at skabe en helt ny delpersonlighed – en række karaktertræk, sociale færdigheder, kognitive evner – alle rettet mod at tilfredsstille det nye behov.

Hvorvidt der kan opstå flere delpersonligheder på samme niveau i behovspyramiden, der samlet set varetager behovstilfredsstillelsen på det aktuelle niveau er ikke afklaret. Men jeg finder det sandsynligt, da jeg sagtens kan forestille mig forskellige roller og funktioner (delpersonligheder) der opererer inden for forskellige livsområder, fx på jobbet og på hjemmefronten og som alle varetager fx sikkerhedsbehovene.

Set fra et teoretisk perspektiv vil jeg tillade mig at konkludere at delpersonlighederne kan placeres indenfor rammerne i Maslows behovspyramide. I det efterfølgende vil jeg eksemplificere dette gennem en klinisk casestory.

Terapeutisk arbejde med delpersonligheder og behovspyramiden

Karen var en 42 årig kvinde der søgte et psykoterapeutisk forløb med det formål at arbejde med eftervirkningerne fra en arbejdsbetonet udbrændthed.

I september 2003 havde hun sagt sit faste job op i konsulentbranchen med det formål at skifte karrierespor i livet. Hun påbegyndte derfor en efteruddannelse i pædagogik på universitetsniveau på fuld tid. Hendes hensigt med dette uddannelsesår (med statsstøtte), var at slappe af og fordybe sig i nye områder, og derefter tage et nyt arbejde op i efteråret 2004. Men perioden blev langt fra så harmonisk og afslappet som hun havde tænkt sig, for gennem hele perioden 2003 – 2004 var der en indre utryghed og stresstilstand, der drev hende ind i mangfoldige arbejdsaktiviteter. Hun spurgte tit sig selv, hvorfor i alverden hun knoklede så hårdt og efterhånden blev det klart, at den usikre jobsituation fremover i høj grad gjorde hende permanent utryg.

I maj 2004 søgte og fik hun en konsulentstilling inden for sit oprindelige arbejdsområde, selvom hun udtrykkeligt havde lovet sig selv ikke at arbejde inden for det område mere. Hun var nemlig løbet tør for ressourcer og inspiration på dette område siden 2001, men frygten for fremtiden – en udefinerbar frygt på dette tidspunkt – fik hende til at ændre mening. Ansættelsen blev kortvarig – fem måneder – men disse måneder gjorde det helt klart at løbet var kørt for den type job. Der var ikke flere ressourcer og stresstilstanden truede med at gøre hende fysisk syg. I november 2004 meldte hun sig fuldtidsarbejdsløs og måtte se sin utryghed i øjnene.

Det var på dette tidspunkt at hun kontaktede mig for at arbejde med sin stresstilstand. Det var i en af de første sessioner, at ”Flygtningen” for første gang dukkede op. (se tegning af Flygtningen) I denne specifikke session tog hun udgangspunkt i sin frygt for fremtiden og den grundlæggende utryghed hun befandt sig i. Kontakten med den indre stresstilstand og følelsen af at ”leve for at overleve” skabte et indre billede af Flygtningen, som hun udtrykte i en tegning. (se bilag 2.) Frihåndstegning er et af de mest værdifulde terapeutiske redskaber som jeg ofte tager i anvendelse når en delpersonlighed skal identificeres. Tegningen blev da også en åbenbaring for Karen, da den på fortræffelig vis afslører delpersonlighedens primære behov og strategi.

Flygtningen

Flygtningen var helt klart blevet aktiveret af hendes arbejdssituation, da skiftet fra et sikkert arbejde til en uvis fremtid skabte følelser af frygt og usikkerhed, samt et behov for at finde ny sikkerhed i tilværelsen. I den forbindelse er det forholdsvis nemt at se korrespondancen til Maslows sikkerhedsbehov. Strategien som Flygtningen valgte for at sikre sine sikkerhedsbehov var at tilskynde Karen til at arbejde i ”døgndrift” med at skabe et nyt indtægtsgrundlag gennem udarbejdelse af nye undervisningsprogrammer. Hun havde i mange år overlevet materielt ved at sælge sin viden og undervisning. Nu var denne viden ikke længere tilstrækkelig som indtægtsgrundlag for nye og højere behov havde meldt sin ankomst[25] og fået hende til at forlade et ellers sikkert karriereforløb og indtægtsgrundlag.

Behov for sikkerhed og frygt for fremtid
Det, der var den primære drivkraft i Flygtningens arbejdsaktivitet var dels behovet for sikkerhed, og i den aktuelle situation en stærk frygt for fremtiden. Frygten afspejler sig tydeligt i tegningen og det tilbageskuende ansigt, der er rettet mod fortidige begivenheder, hvor traumatiske oplevelser af ”meningsløshed” ligger begravet. Terapien afslørede en dyb frygt for at blive tvunget ind i tidligere tiders meningsløse jobs (regression), hvor hendes potentialer ikke kunne få lov til at udfolde sig.

Frygten kommer også til udtryk i tegningen gennem skæbnes store hånd, som er et symbol på såvel myndighedernes magt over hendes liv, men også frygten for ”Guds ukendte vilje”.

Den feberagtige studieaktivitet og formuleringen af nye undervisningsprogrammer var en måde at bedøve smerten. Så længe hun arbejdede kunne hun holde frygten på afstand. Det var naturligvis ikke en frygt der var lige stærk på alle tidspunkter, men den lå som en underliggende trussel og forstyrrede hendes væren.

De terapeutiske sessioner, hvor Flygtningen var i centrum hjalp hende til at identificere og acceptere en primær delpersonlighed , der i høj grad styrede hendes hverdag. Det var særdeles afslørende at se den nærmest famlende måde Flygtningen bevægede sig fremad mod ”stjernen” og fremtiden, med ansigtet vendt mod fortiden. Forløsningen af den smerte og fortvivlelse delpersonligheden følte over fortidens meningsløshed var med til at berolige den en del. Men dybt i Flygtningen lå der også en følelse af værdiløshed, af ikke at blive påskønnet for sine potentialer (selvværdsbehov), og derfor frygten for at skulle udføre ”slavearbejde”.

Transpersonligt potentiale i Flygtningen
Det var en dyb erkendelse at se Flygtningens behov for et meningsfuldt arbejde, hvor Karens højere behov for at undervise i integration af flygtninge kunne udtrykke sig. Ren og skær overlevelse er ikke nok for denne delpersonlighed og man kan derfor stille sig selv det spørgsmål om der virkeligt er tale om en delpersonlighed, der primært varetager sikkerhedsbehov?

I ovenstående kommer det tydeligt til udtryk, at der er såvel selvværdsbehov (arbejde der passer til evnerne) som selvaktualiseringsbehov (idealistisk målsætning) involveret. Flygtningen har netop ikke lyst til at tage et hvilken som helst arbejde!

Det var dog Karens følelsesmæssige og intuitive fornemmelse af denne delpersonlighed, at den primært søger at overleve økonomisk og materielt. Forklaringen på delpersonlighedens flertydige motivationsfaktorer kan anskues på flere måder:

Når et menneskes overordnede fokus er rettet mod højere behov, hvilket betyder at det personlige selvs tyngdepunkt ligger på grænsen mellem det personlige og transpersonlige område, så er der en tilbøjelighed til at alle dele af personligheden farves af det personlige selvs højere værdier. Det er naturligvis ikke sandt i alle tilfælde, fordi der er mange eksempler på hvorledes højtudviklede mennesker i fx en kunstnerisk forstand kan være ret neurotiske på visse områder.

En anden vigtig forklaring er gennem den antagelse, at enhver delpersonlighed rummer et transpersonligt potentiale, uanset hvor forvrænget den udtrykker sig. En delpersonlighed der oprindeligt blev udviklet til at varetage egoets sikkerhedsbehov vil senere gøre det på en altruistisk vis. Det er en hypotese der fremme i psykosyntesemiljøet, men som jeg ikke har kunnet verificere i nogle af Assagiolis skrifter, så formentlig er det en arbejdshypotese, der er udviklet efter hans død.

I Flygtningens tilfælde bliver denne hypotese eksemplificeret gennem en delpersonlighed, der har et stærkt sikkerhedsbehov for at tjene penge til livets opretholdelse, men samtidig ønsker at gøre det på en meningsfuld måde. Behovet for meningsfuldhed og for at tjene penge gennem udnyttelse af sine højere potentialer skaber en syntese mellem de højere og lavere behov. I Flygtningens tilfælde er målet at udtrykke transpersonlige ”metabehov” gennem økonomisk indtjening. Dette eksempel viser hvor sammensat og flertydigt den menneskelige psyke arbejder.

Flygtningens udvikling
På nuværende tidspunkt (maj 2005) er Flygtningen fortsat urolig, da den endnu oplever at indtægtsgrundlaget er usikkert. Men situationen er blevet stærkt forbedret efter det terapeutiske forløb og ved at hun har fået deltidsarbejde, hvor hun kan arbejde med sine ideer.

Karens arbejde med denne delpersonlighed har bestået i at skabe en grundlæggende tillid til fremtiden, baseret på de evner hun har nu, og dem hun er ved at udvikle. En tillid til, at de indre ressourcer hun har, er tilstrækkelige til at sikre hende et indtægtsgrundlag for sig selv og sin familie. Tillid, til egne evner, andres gode vilje og den større mening (Gud), er blevet det transpersonlige potentiale, der søges udviklet gennem denne proces. Karen er godt på vej i denne henseende.

Konklusion

Det er mit indtryk, at jeg gennem denne casestory, har sandsynliggjort at man også praktisk kan anvende delpersonlighedsbegrebet i sammenhæng med Maslows behovspyramide. Men også, at det ser ud som om de forskellige basale behovsniveauer ikke er så skarpt adskilte, som pyramiden kunne forlede en til at tro. Behovene griber i praksis ind i hinanden, især i en situation hvor truslen om fysisk overlevelse ikke er så overhængende som i visse ulande. Det må også tages i betragtning, at Karen i vid udstrækning var styret af selvaktualiseringsbehov, hvilket uvægerligt vil farve de delpersonligheder , der er i spil – i modsætning til et menneske, hvor penge alene var en værdi.

At placere delpersonlighederne i Maslows behovspyramide giver i høj grad en støtte til at identificere de centrale behov, der styrer delpersonlighederne, samt en teoretisk referenceramme, der kan hjælpe med at kategorisere dem i forskellige klasser. Det skaber overblik og styrker evnen til at foretage valg (anvende viljen ), på baggrund af et godt overblik over de indre delpersonligheder, der bliver aktiveret af dette valg og deres primære motiver.

Som det fremgår af ovenstående delkonklusioner, mener jeg, at det er muligt at opstille en begrundet hypotese om, at det er muligt at anvende Assagiolis delpersonlighedsbegreb sammen med Maslows behovspyramide. Såvel teoretisk som praktisk.Der skal naturligvis forskes meget mere i emnet førend vi kan vide det med sikkerhed, men der findes efter min mening gode argumenter for at indlede et sådant forskningsprojekt, da Maslows behovspyramide giver de mangfoldige delpersonligheder en egnet referenceramme, der kan bidrage til at kaste yderligere lys over delpersonlighedernes opståen, deres primære motivationer og hvordan de forenes i en højere syntese .

Sådan kan du komme videre

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen delpersonligheder og psykoterapi