Table of content
Meditation er et omfattende og meget værdifuldt uddrag af Roberto Assagiolis tanker om meditationens proces, formål og virkninger. Et godt udgangspunkt for den der ønsker at meditere.
Af Roberto Assagioli (se kildehenvisning), oversat af Gunnar Hansen.
______________________________________________
I vore dage[1] kan man nærme sig meditation på mange måder. Nogle er nye, andre har været kendt og brugt i tusinder af år. Denne artikels metode bygger på klassiske østlige systemer, såsom Raja Yoga , og på vestlige psykologiske systemer der medtager den transpersonlige dimension, såsom psykosyntese .
Meditationens formål er at udvide, højne og oplyse bevidstheden gennem kroppens, følelsernes og sindets harmoniske og integrerede handling. Den udnytter sindets store kraft og dirigerer den hen imod højere bevidsthedsniveauer. Den er velegnet for mange af os i dag som en brobygning, et forbindelsesled, hvorved vi kan udvide vores opmærksomhed hinsides vores normale niveau for konkret mental aktivitet, og nå frem til en verden af mening, af rene ideer og til det overbevidste område. Når vi bygger en anvendelig bevidsthedsbro mellem disse områder, da kan indsigter der flyder ad denne vej gennemtrænge og belive hele vores væsen, og efterhånden som processen fortsætter, kommer vi mere og mere i harmoni med os selv og alt der er omkring os.
Hvad er meditation?
I dag oplever mange en trang til at opdage mere om livets indre side, og det har afstedkommet en ny interesse for meditation. Tidligere blev denne form for ”højere tænkning” anset for at være en passiv, reflekterende hengivelse, men meditation som den praktiseres i stort mål i dag er en positiv og kreativ måde at bruge sindet på, som aktivt sammenkæder den ydre og den indre verden. Den omfatter koncentration , refleksion og formuleringen af ideer og tanker, og dernæst overvejelser over hvordan disse kan bringes ud i livet, idet der tages hensyn til både følelser og fysisk aktivitet. Den normale modstilling mellem meditation på den ene side og handling på den anden er vildledende. Meditation er indre handling.
Tankens ”indre handling” er noget vi bruger hele tiden, uanset om vi bemærker det. Der ligger tanke bag alt hvad vi gør: den opbygger vores holdninger, vores forhold til andre og hele vores livsmåde. I tankens verden fødes de praktiske begyndelser på alt hvad mennesket skaber på jorden. Fra arkitektens tanker før han tegner sine streger, til videnskabsmanden på jagt efter en ny formel; fra statsmanden til læreren; hverdagslivets stof væves af tænkning. På denne måde skabes fremtiden time for time, tænkere bygger mønstret af ting der skal komme.
Vi kan alle bruge kreativ tænkning, og dermed medvirke til at bygge den indre struktur i fremtidens verden. For det er ikke kun opfindernes tanker, videnskabsmændene og statsmændene der skaber den nye civilisation – den enorme vægt af alles tanker og kraften bag alle menneskers aspirationer frembringer de omstændigheder og betingelser, vi skal leve under i morgen. Vi kan alle spille en konstruktiv rolle heri, hvis vi vælger at gøre det.
Sindet kan blive et stort kreativt redskab, såvel som en vigtig ”aktivator”. Dets vision kan give os forbindelse med vores højere muligheder, og gennem det kan vi udforske de ydre grænser for vores nuværende viden og få øjenkontakt med den verden der rummer mening og værdier. Dette sætter os i stand til at indhøste de højere ideer om det gode, det sande, det der er behov for, og bringe dem ned til hverdagserkendelsen og gøre dem til en del af tilværelsen.
At tænke kreativt er et nødvendigt trin i at gøre ideer og højere begreber objektive, alment erkendte. Og fordi tanken er en kraft, kan vi bruge dens energi til at udvikle de egenskaber, holdninger og vilkår som vi mener, bør dominere. Hvis vi bruger tanken bevidst og kreativt, kan vi frembringe forandring i os selv og i vores liv, såvel som i vores miljø og i verden.
Men tanken leger ofte i os på en tilfældig og ubevidst måde, og ofte er det den der har os, i stedet for os der har den, hvilket skaber bekymring og depression, når den fejer os af sted med sin kraft. Hvis vi bruger den selvisk , kan den meget vel være ødelæggende. Derfor, samtidig med at vi anerkender tankens kraft, må vi erkende behovet for ret tænkning, for det rette motiv bag tænkningen, og for den rette forståelse af dens spidsfindige virkemåde.
Meditationens proces
De fleste mennesker har kun en vag forestilling om hvad meditation i virkeligheden er, og vi vil her klarlægge hvordan den opnås, hvordan den fungerer, hvad den kan opnå, og den tjeneste den kan yde.
Tanken er en energiform, en uerkendt men virkelig kraft, og gennem meditation kan vi fokusere den og dermed bygge, nære og opretholde en idé, en egenskab eller en af livets regler eller love. Som vi allerede har sagt, er meditation indre handling – handling i de indre verdener. Der er mange slags indre handling: al tænkning, håb, forestillinger, alle aspirationer og begær, er aktiviteter af denne type, men de udføres normalt uden bevidst hensigt og uden en følelse af ansvarlighed. Meditation er derimod bevidst, velovervejet, indre handling med den hensigt at opfylde et bestemt formål.
Vi kan få en forestilling om de forskellige former for handling og deres afgrænsede trin, som vi stræber efter at mestre i meditationen. Vi bruger en analogi om et rumfærge[2] der sendes ud i rummet, forfølger sin bane og vender tilbage til jorden. En tilsvarende proces finder sted i den meditative proces.
Det første trin er affyring. Rumfærgens fremdriftsenergi overvinder tyngdekraftens træk nedad og sender det opad i kredsløb omkring jorden, eller længere ud. På samme måde kan vi sende vort bevidsthedscenter opad, gennem følelsernes og forestillingsevnens verdener til tankens verden – og endda længere – til de transpersonlige verdener. Vores fremdriftsenergi er aspirationen, der ofte har tillægsordet ”brændende” knyttet til sig. Vi dirigerer denne energi – sådan som vi nødvendigvis må dirigere hele meditationsprocessen ved hjælp af viljens store urealiserede potentiale.
Rumfærgens andet trin indtræder, når det nærmer sig tyngdekraftsfeltet fra et andet tiltrækkende center. I meditationen svarer det til at komme i kontakt med et højere energi- eller livscenter, et tankens rige, eller et eller andet område i de indre verdener.
Det næste trin er svært, nemlig at bruge tiltrækningen fra det nye center. Hvis det opnås på den rigtige måde, vil fremdriftsenergien i rumfærgen sætte den i stand til at kredse omkring dette nye center, og holde den i kredsløb. Det samme gælder, når en bevidsthed trænger ind i højere, indre verdener. Den skal nå det sted den er rettet imod, men den skal også bevare sin frihed og ikke blive fange af denne. Den skal kun blive i dette område i så lang tid som er nødvendig for at opnå sit formål, nemlig at opleve og registrere det der kan opsamles i denne verden, som der er skabt kontakt til, eller fra dens tankeverden. Dernæst skal vi afslutte meditationen harmonisk og bevidst. [3]
Den vigtigste opgave er at indsamle oplysninger fra instrumenterne i rumfærgen. Dette svarer til at vi korrekt kan fortolke de ideer som vi finder i de højere riger. Og endelig skal alt det indsamlede bruges og integreres i vores øvrige viden og erfaring.
Der er endnu et element i analogien: Kontrol af rumfærgen og viden om dens position i forhold til jorden er kendt under hele færden. Således også med meditationen: bevidst kontrol må aldrig opgives. Det er muligt at falde ind i en tilstand af ubevidsthed, men at bringe sig i denne situation er forkert og farligt. Meditation skal altid være en bevidst proces, vi skal forblive fuldstændigt opmærksomme hele tiden, og fra dette opmærksomhedspunkt – her hvor vi er – skal vi dirigere hele processen, holde øje med den, kontrollere den og regulere dens omfang og varighed.
Meditationens forberedelse
Meditationens succes afhænger i meget høj grad af den rette og omhyggelige forberedelse. Først skal der findes et sted der er så stille som muligt – i hvert fald indtil vi er vant til at meditere. Et sted hvor vi kan føle os uforstyrrede. Vi skal sidde i en behagelig stilling. Den østlige metode med at sidde i skrædder- eller lotusstilling har den fordel at den holder rygraden opret, men den er vanskelig for folk der ikke er vant til den, og den er ikke nødvendig. En effektiv forberedelse til meditation er at læse eller studere noget der vedrører det tema vi vil meditere på, det øger sindets evne til at rette sig ind på emnet.
Afslapning i meditation
Det næste er at forsøge at udelukke al fysisk, følelsesmæssig og mental spænding, fordi denne spænding er et unødvendig forbrug af både nerve- og muskelenergi. Afslapning er en kunst der skal opøves, og er ikke så enkel som det synes. For at opnå den har vi en tilbøjelighed til at falde i den modsatte grøft: en tilstand af passivitet, der ender i søvnighed. Formålet er at udelukke al overflødig spænding, mens vi bevarer den muskelspænding der er nødvendig for årvågenhed og fuld bevidsthed om hvad vi foretager os.
Afslapningens forskellige teknikker kan ikke beskrives her, men der er mange bøger som omhyggeligt beskriver de forskellige aspekter ved emnet. En af de mest effektive metoder er langsomt, rytmisk åndedræt. Men åndedrætsøvelser skal udføres med forsigtighed, for de kan være skadelige, hvis de udføres for ihærdigt. En passende øvelse består af dybe åndedræt med korte pauser efter hver ud- og indånding. Dette kan gøres ca. 10 gange, rytmisk og langsomt. Der må ikke være nogen følelse af anstrengelse, hverken i selve åndingen eller i pauserne, den regelmæssige rytme er målet snarere end tiden der medgår. Lungens muskler bør afslappes med hver udånding; denne spændingsfrigørelse kan så udbredes til kroppens andre muskler og en almen tilstand af afslapning kan opnås.
Fysisk afslapning er et første og nødvendigt trin i retning af den vigtigere psykologiske afslapning. Denne omfatter følelsesmæssig og mental afslapning, hvilket opnås gennem to klart adskilte faser, svarende til de to forskellige niveauer i de indre verdener, hvor vi vil arbejde: det følelsesmæssige og det mentale. Hver af disse skal håndteres for sig og på sin egen måde.
Når vi slapper af fysisk, begynder vi at observere os selv psykologisk, og så finder vi at forskelligartede følelser kommer og går. Disse følelser skal aftage. Det er ikke godt at undertrykke dem med tvang, men blot det roligt at iagttage dem ”oppefra”, uden at identificere sig med dem, får dem til gradvist at miste deres styrke og intensitet, så de ophører med at beherske os og bliver rolige – om ikke fuldstændigt, så i hvert fald til et niveau hvor de ikke længere udgør en alvorlig hindring; og det er godt nok.
Dette er den første del af den psykologiske afslapning. Den anden del er den mentale afslapning. Af natur er sindet rastløst og i stadig aktivitet, og dette forstærkes af det høje tempo i den moderne livsførelse, og ligeledes af følelsesmæssig stimulation. Hvis det lykkes os for et øjeblik at udelukke dagliglivets aktiviteter og få følelserne til at tie, så vil det være mindre vanskeligt at håndtere sindets naturlige rastløshed.
Dette kan ikke gøres fuldstændigt i det forberedende stadium; det bliver derimod hovedopgaven i den første del af selve meditationen, som er koncentration . I det forberedende stadium er det nok at opnå en vis grad af disidentifikation fra sindets aktivitet og at modstå at blive båret hid og did, hvilket skal adskilles fra selvets bevidsthed, som vi kunne kalde ”iagttageren”. Dette giver os hvad vi kan kalde en platform, hvorfra vi kan gå til den egentlige meditation. Også her er metoden ikke at undertrykke med vold, eller ved en anstrengelse der straks frembringer spændinger og derfor ødelægger vores hensigt. Den metode vi skal bruge er snarere nedslidning, at afholde os fra at nære med vores interesse enhver tilfældig tanke eller billeder som findes i sindet. Hvis det lykkes, vil de ikke komme nævneværdigt i vejen for meditationens indre handling. Denne forberedelse kan beskrives som at skabe plads i og rundt om bevidsthedens centrum for de koncentrationsøvelser der kommer, men altså uden at forsøge at rydde hele feltet fuldstændigt på dette trin.
Koncentration og meditation
Det første man skal erkende vedr. koncentration er at erkende forskellen mellem spontan eller automatisk koncentration og på den anden side velovervejet, kontrolleret koncentration. De er forskellige, både i deres natur og i den måde de virker på. Spontan koncentration er den måde sindet fungerer på under indflydelse af en stærk interesse, ønske eller følelse, der får det til at arbejde på en særlig måde. Et typisk eksempel er forretningsmanden der planlægger sit firmas succes. Et andet eksempel er den studerendes koncentration om de emner han forventer at blive eksamineret i.
De der kan koncentrere sig på denne måde, tror selv at deres evne til koncentration er god, men det er en illusion. Det antyder et vist aspekt af koncentration, men evnen til at holde sindet på en opgave eller et emne som drives af intens interesse, behov eller frygt, betyder ikke nødvendigvis at de kan gøre det samme, når denne ansporing mangler. Sagen er den, at når vi forsøger at koncentrere os om et abstrakt emne, eller om noget der ikke har en personlig interesse eller fordel, så finder vi det meget vanskeligere, og vi opdager ofte at vi slet ikke har en reel kontrol over vores sind.
Det er anerkendt at vores følelser, drifter og tanker virker næsten dramatisk i os og er de stærkeste kræfter i vores liv. Med andre ord drives vi af dem og det er ikke os selv, der vælger, dirigerer og kontrollerer.
Det er en af grundene til at rent mentale eller åndelige interesser ikke har den samme fremdrift som ved personlige interesser. En anden grund er en indbygget forskel i disse interessers natur. Abstrakte emner er ”tyndere”; de er mere uhåndgribelige for sindet at tage fat i og holde fast i. Sindet som er mindre tilvænnet denne mere spidsfindige måde at fungere på, tøver med at se den i øjnene og vender sig bort. Det er en ny form for aktivitet, og i almindelighed udviser ethvert nyt emne eller nyt erkendelsesområde vanskeligheder i begyndelsen. Vores sind kan ikke lide at begynde at arbejde i nye områder. I de områder det er bekendt med, er meget arbejde allerede gjort; der er en baggrund eller noget erfaring, og der er forbindelser der gør arbejdet lettere. Et nyt emne kræver meget mere koncentration og anstrengelse.
Erkendelsen af at vi ikke er herrer over vores sind er måske chokerende, men det er kun godt hvis vi bliver chokerede. Det vil opildne os til at anstrenge os henimod dette mesterskab, og vil hjælpe os til at finde den følelsesmæssige drift vi tidligere manglede. Et andet vigtigt resultat af disse opdagelser om os selv er erkendelsen af at der er forskel på os selv og vores sind og vores følelser. Den manglende succes med at holde sindet ”til ilden” har vist at der er en konflikt, og konflikt betyder at der er to uenige kræfter. Erkendelsen af konflikt er derfor værdifuld ved at bringe forskellen frem i lyset mellem jeg’et og dets vilje på den ene side, og på den anden side sindet, som ofte er ulydigt, tøvende eller doven, eller som på en måde har sit eget liv.
Disse indledende, men vigtige erkendelser giver os et fundament for opgaven med at lære at koncentrere sindet med viljen . De får os til at forstå os selv og giver os den spore vi har brug for for at mestre dette kostelige redskab, sindet, der er så glimrende en tjener, når det er under kontrol, men som giver os så mange problemer, når det går sine egne veje.
Den indledende teknik til at opnå kontrol med sindet, og evnen til at koncentrere sig når man selv vil er i begyndelsen at koncentrere sig om simple og neutrale genstande, som ikke har nogen interesse for os. På denne måde lærer vi at holde sindet fast uden hjælp fra personlig interesse og begær. Der er mange slags øvelser af denne type. Visuel sansning er enkel, og derfor god at begynde med. Den træner opmærksomheden, ikke tankeprocessen, og den udvikler en elementær evne til at fokusere opmærksomheden, hvilket er første skridt i den mere avancerede og komplekse proces: at meditere på abstrakte emner.
En simpel øvelse i visuel sansning er at betragte et sæt af genstande hurtigt og præcist. Betragt fx indholdet i et rum i et halvt minut, og skriv så en så detaljeret beskrivelse af dem som muligt. Den samme øvelse kan bruges om et butiksvindue eller et billede.
Øvelser i at betragte ydre objekter er en forberedelse på at koncentrere sig på indre objekter – indre billeder eller forestillinger. En øvelse der formidler en overgang mellem de to niveauer, er at betragte et billede i 20-30 sekunder, så lukke øjnene og prøve at holde billedet i ”sindets øje” eller det ”indre øje”. Vi har alle denne forestillingsevne til at se emner, ansigter etc., som er kendte for os. Det er mere udviklet og levende hos nogle mennesker end andre, men til vores formål er det ikke så meget livagtigheden der er vigtig, men snarere at kunne holde billedet fast for sindets øje, og at være i stand til at koncentrere opmærksomheden på det. At betragte billedet en tid hjælper meget på at opnå et klart indre billede, og derfor på at kunne holde på dette.
En anden øvelse af denne type er at erindre sig et billede og holde det fast i kort tid uden at have set på det for nyligt. Man kan begynde med en velkendt genstand, så som en bygning man ser hver dag, en udsigt man kender, eller et familiemedlem. Billedet skal opbygges præcist, med koncentration på detaljerne, og så fastholdes et stykke tid.
Her begynder en sand kamp – en interessant men sommetider udmattende skærmydsel – mellem vores vilje til at holde billedet fast og så vores forestillingsevnes flygtige natur, som er vant til at flimre fra en ting til en anden i hurtig og ofte uordnet rækkefølge. Den vil gøre alle mulige krumspring; den vil forvrænge billedet, forstørre, tilføje et fremmedelement, dele det i to eller flere dele, erstatte det med noget andet – ja, faktisk gøre alt undtagen at lade billedet stå roligt for det indre øje.
Den kendsgerning er igen afslørende. Igen får vi bevis for at vi ikke er vores egen herre, og at der er en konflikt mellem vores redskaber og os selv. Det er her processen med at styre sig selv virkelig begynder, i betydningen at kontrollere, dirigere og bruge – med viljens kraft – alle vore redskaber.
Foruden sådanne øvelser er der i hverdagslivet en glimrende mulighed til at træne vores koncentration. Vi skal simpelthen koncentrere os fuldstændig om det vi beskæftiger os med, uden at lade sindet strejfe om. Vanehandlinger udføres ofte på en nærmest drømmeagtig måde, med strøtanker om uvedkommende ting, der kommer og går i sindet. Dette skaber en tilstand af passiv dissociation, der kan vokse til skadelige dimensioner, og som i hvert fald er spild af energi. Mens koncentration på den anden side øger evnen til at leve i nuet i almindelighed, og i særdeleshed i den fokuserede del af nuet hvor vores øjeblikkelige aktivitet foregår.
Der er en højere og vigtigere form for koncentration end de typer vi hidtil har beskæftiget os med. Det er Iagttagerens eller den indre Tilskuers som, fuldstændig koncentreret, betragter det flydende panorama, som udgør det psykologiske liv. Det som af William James er blevet kaldt bevidsthedsstrømmen. Uden at være en del af strømmen opfatter iagttageren den, vurderer den, og når der er behov, griber ind og forandrer den. En sådan indre holdning er ikke let at fastholde varigt. Hvis man står så at sige ”på bredden” af bevidsthedsstrømmen, er der en risiko for at blive trukket ind i dens strømhvirvler. Opmærksomheden bliver let optaget af en bølge af følelser, af en eller anden interessant idé, af en stærk drift, og vi må konstant trække den tilbage til koncentrationens centrum, til opmærksomheden, den del af os som er vedholdende og uforanderlig igennem alle forandringer i det psykologiske flow.
Nøglen til at opnå evnen til koncentration er, som ved enhver anden færdighed, stor tålmodighed og gentagen praksis. To yderpunkter bør undgås. Den ene er at gøre disse tilsyneladende uinteressante øvelser på en mere eller mindre skødesløs måde, som en slags rutine. Dette vil være for overfladisk til at tjene noget formål. Det andet yderpunkt er at arbejde alt for tvunget og anstrengt med dem. Ej heller bør vi gøre disse øvelser, når vi er trætte, for da er der ringe chance for succes, og ethvert fremskridt vil koste alt for meget anspændelse.
Man må heller ikke lade sig slå ud af mangel på succes i begyndelsen, i særdeleshed evnen til at opretholde koncentrationen en vis tid. I begyndelsen er det godt nok hvis vi kan fastholde koncentrationen i ti eller tyve sekunder; et minut eller to er ganske lang tid. Så det er bedre at udføre korte, gentagne øvelser med en vis succes, end at søge at tvinge sig selv til at fastholde koncentrationen i et længere tidsrum.
Sluttelig er der to gavnlige holdninger som vi alle i egenskab af iagttageren bør stræbe efter at fastholde igennem alle øvelser og eksperimenter. Den første er tålmodighed med os selv, eller mere præcist: med vores redskaber. Den samme holdning vi ville bruge over for et ulydigt barn hvis samarbejde vi håber at opnå til sidst. Den anden holdning er tillid til at vedholdenhed vil bringe succes. De følgende ord af Hermann Keyserling – fra hans ”Travel Diary of a Philosopher” – vil styrke vores tillid og understrege værdien at det vi søger at opnå:
”Koncentrationsevnen er utvivlsomt den drivende kraft i hele vores psykiske mekanisme. Intet øger vores ydeevne så meget som når den øges; enhver succes, uanset inden for hvilket område, kan spores tilbage til den intelligente brug af denne kraft. Ingen hindring kan i længden modstå den enorme kraft i den højeste koncentration. Opmærksomheden tvinger ethvert problem til før eller senere at afsløre alle sine aspekter, som kan erkendes af den enkelte.”
Typer af meditation
I overensstemmelse med traditionen kan vi definere meditation som ”en proces af vedholdende, kontrolleret mental opmærksomhed og aktivitet”. Under denne generelle definition kan man så benævne de forskellige typer, trin og teknikker. Vi har allerede beskæftiget os med det første trin af meditation: koncentration . Vi vil nu kort betragte de vigtigste typer af meditation, inden vi beskæftiger os i detaljer med nogle af dem.
Først er der den reflekterende meditation som er en fuldstændig mental proces. Den er en sekventiel, koordineret tænkning på eller om et defineret emne, tema, ord eller tanke – fx sådan nogle som vi har kaldt ”sædtanker”. Det er en god betegnelse fordi oprindelses- eller starttanken er sædekorn og udgangspunkt for al den følgende udvikling af emnet.
Så er der den vi kalder for receptiv eller modtagende meditation[4] fordi dens formål er at sindet modtager ”lys” på et emne, en sandhed, en erkendelse.
Det er vigtigt at erkende at modtagende ikke betyder passiv eller negativ. Nej, det betyder en tilstand af intens vågenhed uden at nogen autonome systemer kører. Det kan sammenlignes med at lytte eller at prøve at se noget meget langt borte, eller – for at bruge ord fra elektronikken – med at sindet optræder som en radiomodtager og prøver at indstille sig på afsenderstationen. Afsenderstationen er primært det højere Selv (det transpersonlige selv ). Processen kaldes inspiration, eller i nogle tilfælde intuition , og resultatet er sindets oplysning. Men virkningen af den slags meditation er ikke begrænset hertil, for de nye og højere sandheder der modtages har en transformerende og løftende virkning i hele personligheden; de forandrer hele mennesket.
Den tredje type er skabende meditation der først sigter mod at opbygge en dynamisk, effektiv, veldefineret tanke eller idé, dernæst at forandre den med følelsens energi, og endelig at indgive liv eller fremdrift ved hjælp af viljen , så at den kan udfylde en funktion eller et formål. Denne funktion kan foregå både i de indre verdener, eller i den ydre handlingens verden, ved at indgive et mønster eller en ansporing.
Der er endnu et aspekt af meditation, som er blevet kaldt elevation eller opstigning. Som udgangspunkt fører den til receptiv meditation. Her stræber man efter med fuldt overlæg at løfte centret for bevidstheden til stadigt højere niveauer i den indre verden. Det er som at klatre op ad en indre stige op imod det transpersonlige Selv, og nogen gange at kunne kontakte det et øjeblik. Når toppunktet er nået, kan der finde et aktivt samspil sted mellem sindet og Selvet . Martin Buber og andre har kaldt dette den indre dialog.
Reflekterende meditation
Den enkleste definition på den første type meditation – reflekterende meditation – er simpelthen: at tænke. Det er en korrekt definition, men den er for snæver, for normalt tænker vi ikke meget over vores tænkning! Vi forestiller at siden vi er intelligente, kan vi tænke – men det at tænke på noget der interesserer os, er faktisk kun en grundlæggende form for mental aktivitet.
Det siges at sindet sædvanligvis ”tænker i os”, snarere end at vi tænker. Det betyder at sindets aktivitet er en proces der som regel foregår stort set af sig selv, drevet af indtryk eller drifter af forskellige art; og at den flyder uordnet, den ene tankerække fortrænges af den næste, og af den næste og så fremdeles. Vi kan beskrive denne tingenes tilstand mere præcist ved at sige at sindet normalt er uafhængigt af ”Jeg’et” og af viljen . Det forstyrres konstant af følelser, drifter, forestillinger og ydre påvirkninger, og reagerer på dem. Sådan mental aktivitet fortjener dårligt nok betegnelsen virkelig tænkning, for det er kun når en stærk drift eller interesse holder sindet i gang, at det fungerer ordnet og produktivt.
Spontan – eller vi kan også kalde det ubevidst eller uerkendt – meditation praktiseres ofte af folk, der ikke kalder den sådan. Videnskabsmanden der arbejder med et problem, filosoffen der udtænker et begreb, forretningsmanden der intelligent planlægger organisering af sine forretninger, er alle eksempler herpå, for de udviser alle en sammenhængende og organiseret brug af sindet – af tænkningen.
Som forudsætning for virkelig meditation må vi erkende at sindet i virkeligheden er et redskab, et indre redskab, som vi skal disidentificere os fra for at kunne anvende det rigtigt. At praktisere koncentration lærer os det første trin – hvordan man kontrollerer sindet, hvordan man holder det på sporet i den retning man ønsker. Nu kommer så næste trin – hvordan man ikke blot holder det fast, men får det til at bevæge sig fremad, at gå ad den vej vi vil have det til at gå, henimod et udvalgt mål.
At tænke på denne måde betyder at reflektere eller grunde over et givent veldefineret emne, og at udforske alle implikationer, forgreninger og betydninger der ligger gemt i det. Og meditation kan siges at være en ubrudt flod af tanker henimod koncentrationens emne.
Den første forudsætning for at udvikle kunsten at tænke er derfor at være fuldstændig opmærksom på selve tænkeprocessen, for eksempel ved øjeblikkeligt at lægge mærke til når dens kurs begynder at afvige som et resultat af enten emotionel reaktion, eller en forudfattet mental holdning, eller – hvilket ofte er tilfældet – som et resultat af mekanisk association, som bærer sindet gennem en serie af beslægtede emner til et punkt langt fra udgangspunktet.
Den anden forudsætning er vedholdenhed – at tænke igennem. Her sker der noget underligt. Efter et par minutters reflekterende tænkning, føles det først som om emnet er udtømt, at der ikke er mere at tænke over. Men hvis vi holder ved gennem dette tomrum og fortsætter med at reflektere, begynder vi at opdage nogle uerkendte aspekter. Måske finder vi endda at det der først syntes at være tomt for indhold, i virkeligheden rummer en overflod – hvad franskmændene kalder en ”embarras de richesses”. Herefter optræder der en ny udfordring: hvordan kan man udforske alle de nu erkendte aspekter og kompleksiteten i emnet, og hvordan skal man håndtere denne indstrømning af nye tankerækker.
Utallige emner egner sig til reflekterende meditation, her kan kun nævnes de forskellige kategorier. Psykologiske og åndelige egenskaber tilbyder en næsten uendelig række – mod, harmoni, ro, glæde, vilje og så fremdeles. Symboler udgør en anden mulig type.
Man kan også meditere på en sætning der giver konkret udtryk for en tanke. Sådanne ”sædtanker” er naturligvis også utallige, men de kan groft inddeles i to klasser: for det første dem der forekommer simple og indlysende, men som viser sig at rumme en verden af mening. For det andet dem der er formuleret som paradokser og derfor fungerer som udfordringer. Disse optræder ofte i form af tilsyneladende selvmodsigelser, hvis forsoning ligger i formuleringen af en højere eller mere vidtfavnende syntese af de to modstridende udtryk, for eksempel:
”Handl med interesse uden interesse”
”Lid med glæde” (hvilket ikke betyder at nyde lidelse)
”Skynd dig langsomt” (fra latin: festina lente)
”Lev i evigheden og i øjeblikket”
”Se handling i uvirksomheden og uvirksomhed i handling”
Tekniske forslag vedrørende reflekterende meditation
Det første forslag går ud på aldrig at fokusere på negative aspekter, men at dirigere opmærksomheden hen i mod de positive. Det andet er straks at skrive alle betydningsfulde tanker eller konklusioner ned. Begreber der synes klare og levende under meditationen har det med at forsvinde fra bevidstheden meget hurtigt, og så er de tabt – i hvert fald midlertidigt – hvis de ikke fastholdes med det samme. At formulere tankerne i ord tvinger os også til klarhed i tanken og til præcision, og det afslører enhver forvirring og usikkerhed i vores sind. Skriveprocessen er i sig selv en spore til meditation , og kan føre til yderligere værdifulde tanker, der så at sige ”flyder fra pennen (eller PC’en! (o.a.))”. At skrive på denne måde er en meditationsteknik. Det hjælper helt sikkert på at holde sindet målrettet og aktivt i den retning man selv ønsker.
Tiden der bør bruges på meditation varierer, men i begyndelsen bør det ikke overstige 10-15 minutter. Det er nok. Den tid der bør bruges på hvert meditationstema varierer også, men det bør ikke være mindre end en uge, og efter nogen øvelse finder man ofte at en måned er mere passende. Faktisk synes nogle emner at være nærmest uudtømmelige. En god metode er at meditere på visse temaer i en cyklus, altså således at en liste af emner bruges efter tur en uge ad gangen, hvorefter serien tages forfra.
Her bør tidsfaktoren nævnes. Det er et problem, alle møder. Næsten alle føler at de har så travlt, deres liv er så komplicerede, der er så lidt privatliv i dag, og kravene fra arbejde og familie efterlader kun meget lidt tid og energi, så at man – selvom man erkender værdien ved meditation hver dag – føler at man ikke kan overkomme det. Disse vanskeligheder er reelle nok. Det moderne livs indretning og virkemåde tager ikke hensyn til det indre livs rettigheder, så hele tendensen for øjeblikket er imod det. Men på trods af disse store problemer, kan vi faktisk finde tid til i det mindste en kort meditation i løbet af dagen, hvis vi stærkt nok føler værdien af et indre liv og har en stærk hensigt om at bruge tid hertil. 10-15 minutter er ikke særlig lang tid at putte ind i et 24-timers program.
Det er imidlertid klart at det er næsten umuligt i et moderne liv at have ideelle betingelser til dette, og enhver rolig time vi har i løbet af dagen er en oase, der skal bruges. En god rytme er at meditere på samme sted straks om morgenen, før vi begiver os ind i dagens strabadser. Regelmæssighed er særdeles værdifuld, men vi må på den anden side ikke blive afhængige af en sådan rytme, så selv om det tager lidt længere tid at stille os ind på det indre arbejde og er vanskeligere, så er det godt at lære at gøre dette, uafhængigt af vores omgivelser. Vi har alle disse problemer, og enhver må selv finde sin egen løsning på dem.
Gevinsterne ved reflekterende meditation er mange. For det første gør den os bedre til at bruge det mentale redskab og giver en voksende følelse af at kunne beherske vores sind. Dette opnås naturligvis gradvist, og vi kan ikke forvente at opnå perfektion; men bare en beskeden grad af beherskelse af sindet er tilfredsstillende og yderst værdifuld, for sindet er en dårlig herre, men en særdeles god tjener. Andre resultater vil dukke op, hvis vi alvorligt påbegynder og fortsætter denne form for indre handling, som også er en nødvendig forudsætning for de andre typer af meditation. Den begynder vores træning i dette område og lægger fundamentet for alle kommende opnåelser.
Receptiv meditation
Den modtagende (receptive) meditation er den mest værdifulde del af vores mentale træning, men selvom den forekommer ganske enkel, er den faktisk den vanskeligste, og det er højst sandsynligt at vi begår fejl i udøvelsen af den. Der er også reelle farer knyttet til den, og vi kan derfor føle os tilskyndede til at lade den ligge. Den er sandelig ikke tilrådelig for alle, men der er gode grunde til at træne os i den og tage den ind som en regelmæssig del af vores indre handling, og derfor vil jeg nu gennemgå dens rette og sikre brug.
For det første er det nødvendigt at erkende hvor uvurderlig receptiv meditation er, og hvor meget nyttig indsigt den kan bringe, både i vores åndelige erkendelser og ved at vejlede os i vores dagligliv. For det andet er forøget følsomhed og modtagelighed over for ”indtryk” et naturligt og spontant resultat af indre harmonisering, og af et forhold eller kontakt til det Transpersonlige Selv . For det tredje, når den udføres korrekt er den ikke blot farefri, men også en stor hjælp til at undgå farerne ved ubevidst modtagelighed. Dette er så vigtig og hyppig en foreteelse at jeg vil dvæle lidt ved den.
Vi bør starte med en klar forståelse af at vi er udsat for utallige individuelle, gruppe- og massepåvirkninger hele tiden. De sidste tager form af bølger af ophidselse, panik eller fjendtlighed, som fejer gennem menneskeheden, eller store dele af den, og påvirker eller endda opsluger dem der ikke ved, hvordan man skal håndtere dem. Disse bølger eller kraftige påvirkninger, som i dag anerkendes mere og mere under benævnelsen ”vibrationer” eller ”energier”, kan nå os gennem de normale sanser, telepatisk som psykiske indtryk, eller fra det mentale plan.
Det er særdeles nyttigt – om end det kan virke chokerende – at erkende hvor meget vi er redskaber eller ofre for indflydelse, som vi ikke er bevidste om, eller som vi passivt giver efter for. Et strålende eksempel, der kan betragtes som et kæmpe eksperiment i massesuggestion og adfærdspåvirkning, er reklamen, hvis effektivitet kan måles i milliarder af $. Først blev den brugt mere eller mindre empirisk[5], om end med psykologisk dygtighed; men i dag bruges den ganske overlagt, idet den udnytter bestemte psykologiske teknikker.
Man kunne tro at vi skulle prøve at blive ikke-modtagelige over for ydre indflydelse, men det er ikke den rigtige løsning. Det er nærmest umuligt at blive ikke-modtagelig, og det er heller ikke ønskeligt. Vi lever ikke isoleret; vi er intimt forbundet og interagerer med andre både individer og grupper. Isolation ville betyde selv-centrerethed, og det er en så unaturlig tilstand at den ofte viser sig at være smertefuld og endog ubærlig. Smerten ved ensomhed, opstået på grund af isolation, er levende beskrevet af adskillige eksistentialistiske forfattere, såsom Kierkegaard og Kafka.
Menneskelige forhold indebærer modtagelighed, og mangel på modtagelighed udelukker kærlighed. Den rigtige løsning indebærer klar tænkning og dygtighed i handling, og kan nås gennem tre stadier af indre aktivitet – opmærksomhed, kontrol og viis brug. Disse funktioner i den receptive meditation giver den bedste mulighed for at vende belastninger, fejltagelser og farer ved modtageligheden til at være goder. Man bør forstå og huske at receptiv meditation er en speciel type meditation – det er en bevidst og kontrolleret mental aktivitet. Det er ganske forskelligt fra psykisk modtagelighed, som åbner os mod indflydelse af en følelses- og forestillingspræget karakter. Meditationens mentale egenskaber sætter os i stand til at skelne mellem de forskellige indtryk, at registrere dem korrekt, og senere at fortolke dem rigtigt. Disse pointer vil senere blive yderligere udfoldet, når den receptive meditations teknikker beskrives.
Stadier i receptiv meditation
Den første betingelse for sikker, receptiv meditation er evnen til at holde vores bevidsthed konstant og opmærksomt på det mentale niveau, og derfor bør den først udføres efter den samme forberedelse som beskrevet for refleksiv meditation. Det betyder at vi skal gå igennem stadierne: afslapning, mental forberedelse ved hjælp af passende læsning, disidentifikation af selvet fra kroppen og følelseslivet, hævelsen af bevidsthedscentret og opnåelse af Iagttagerens indre holdning. Dette er en tilstand af positiv, totalvågen opmærksomhed. Det er også tilrådeligt på dette trin – når det er muligt – fortsat at udføre en kort, refleksiv meditation; dette vil konsolidere den positive indre holdning og udvikle evnen til at bruge sindet som et lydigt redskab.
For at erkende forskellen mellem refleksiv og receptiv meditation er det nyttigt at betragte sindet som et ”indre øje”, hvilket det fra en vis synsvinkel virkelig også er. I refleksiv meditation er sindets øje billedligt talt rettet horisontalt, og prøver at se hinsides det tilsyneladende, eller forsøger at fortolke korrekt det der er kommet ind i bevidsthedsfeltet . I receptiv meditation derimod retter vi sindets øje opad, og prøver at skelne hvad der er ”deroppe”, på et højere niveau end det vi er bevidst om. Dette kan også beskrives ved hjælp af udtryk fra høresansen: vi prøver at fange en indre lyd eller budskab, der kommer fra en højere eller finere region.
Stilhed
Dette stadium skal beskrives omhyggeligt, for der er mange slags stilhed. Den sikre og sande slags, som vi har brug for, er en positiv stilhed, det vil sige at opretholde en årvågen indre stilhed i den ønskede periode, hvori vi eliminerer så meget som muligt af sindets spontane aktivitet.
Denne fase af stilhed er en nødvendig betingelse for at modtage og registrere indflydelse fra højere sted. En der stræbte efter at opnå denne indre stilhed, beskrev det engang på denne morsomme måde: ”Jeg var i dyb meditation og vidste at jeg havde nået et meget klart og lysende sted, og som et lyn kom tanken: ’Jeg ved at jeg er på et meget virkeligt indre sted, og dog er jeg døv og blind, og kan intet se eller høre.’ En brøkdel af et sekund senere kom dette svar: ’Hvis du også var stum, kunne du måske både høre og se!’”
At opnå og fastholde den indre stilhed er en vanskelig opgave, der kræver vedholdenhed og fast beslutsomhed; det er en vedvarende viljeshandling . Vores psykologiske mekanisme er ikke vant til så stærk disciplin, den modsætter sig den og prøver på enhver måde at ryste den af. En syndflod af indtryk, sansninger, følelser, forestillinger og tanker invaderer bevidsthedsfeltet og en hård kamp om overherredømmet begynder. Det føles som om vi aldrig vil kunne fordrive de indtrængende som synes at komme fra alle sider på én gang. Men det er ikke nødvendigt at gribe til drastiske midler; alt for anstrengt en fremgangsmåde er ikke ønskelig og vil aldrig nå sit formål.
Der er adskillige teknikker vi kan tage i anvendelse; én er at gentage det samme ord eller sætning igen og igen; en anden at fremkalde et billede og holde det klart og roligt i bevidsthedens centrum. De bedste ord eller billeder til dette brug er dem der angiver en tilstand af ro, af fred eller stilhed. En effektiv sætning er for eksempel (fra en salme der bruges i de græske mysterier): ”Vær tavse, oh strenge, så at en ny melodi kan komme til mig.” Billeder som de følgende hjælper til at stilne sindet: en rolig sø der reflekterer himlens blå; en majestætisk bjergtinde; den stjernebestrøede himmel i nattens stilhed.
De der allerede har en vis træning i meditation, vil være i stand til at bruge den teknik der består i at betragte den mentale strøm på en ubundet , ulidenskabelig måde, som noget objektivt, der ikke tilhører én selv. Hvis det lykkes os at holde denne positivt overvågende holdning længe nok, vil strømmen af følelser og tanker blive langsommere og langsommere, indtil den stilner helt af.
En modsat tilstand, nemlig søvnighed, forekommer nogen gange. Dette skal undgås for det bidrager ikke til at kunne modtage højere tilstande, men kan i stedet frembringe uønskede og ligefrem farlige tilstande.
Det er umagen og den konstante træning værd at stræbe efter at opnå indre stilhed. Foruden at være nødvendig for receptiv meditation, har den sin egen værdi; den bidrager til en tilstand af harmoni, fred og stille glæde, og den skaber en følelse af udvidet bevidsthed. Den er også i sit inderste væsen fyldt med hvile og friskhed.
Metoder til at modtage i meditation
Når en tilstand af stilhed er blevet opnået, efter en periode med anstrengelser og kamp for at opnå stilhed, så er vi klar til det næste trin: modtagelse. Den indre holdning er nu stille årvågenhed og tålmodig venten; den kan også beskrives som en tilstand af intens, men ikke følelsesbetonet interesse for hvad der kan ske, og hvad vi kan blive opmærksomme på. Kilden som vi venter på indtryk fra, og som vi derfor retter vores fokuserede opmærksomhed, bør være det Transpersonlige Selv . Denne er den sikre kilde til sande indtryk. Men den er ikke den eneste kilde. Indtryk fra andre kilder bliver ofte – hvis de er høje og sande – kanaliseret eller viderebragt gennem Selvet til bevidstheden.
Indre syn og meditation
Der er mange måder at modtage på. Vores bevidsthed kan modtage indtryk gennem synet, hørelsen, følesansen eller gennem en trang til handling – og på andre måder. Det mest almindelige er nok ved syn eller illumination (åndelig oplysning). Sindet er symbolsk set et indre øje, og syns-symbolikken bruges ofte. Vi taler om indsigt, om illumination, om ”at se” i betydningen af at erkende meningen eller betydningsfuldheden af en kendsgerning eller begivenhed, og vi taler om at ”se” løsningen på et problem, og om at få en ”lys” idé. Nogle gange kommer en abstrakt geometrisk figur eller en anden symbolsk form ind i vores bevidsthedsfelt. Der kan dog også optræde en serie af konkrete billeder eller former og farver, men sådanne kommer fra forestillingsevnen (fantasien) og har ikke mental oprindelse. Under receptiv meditation skal man ikke lægge vægt på denne type billeder, højst bør de observeres roligt i kort tid uden for stor interesse.
En højere form for åndeligt ”syn” kan kaldes intuition . Ordet er måske misvisende fordi det har været brugt med forskellige betydninger. Etymologisk betyder det at ”se ind i”. I sin højeste og reneste form kan intuition betragtes som en direkte, suprarationel[6] forståelse af en tings sande natur og virkelighed; forståelse af dens sande kvalitet, formål og væsen. Det er helt forskelligt fra det vi kalder ”anelser”, som er psykiske indtryk der vedrører mennesker eller begivenheder og som er af personlig karakter, eller har personlig interesse.
Indre hørelse og meditation
Den anden måde at modtage indtryk på er gennem indre hørelse. Igen må vi skelne skarpt mellem det at høre stemmer på det psykiske niveau, og den meget højere indre åndelige hørelse. Det er ikke en let skelnen, og den kræver en finere sans end den der er brug for til at skelne mellem billeder og sand åndelig indsigt, nævnt ovenfor. Forskellen drejer sig om kvalitet og niveau. Efter nogen træning i modtagelighed bliver man mere og mere bevidst om det niveau hvorpå bevidstheden fungerer. Hvis den fungerer på fantasiens og det følelsesmæssige niveau, vil de stemmer man hører som regel give budskaber eller indtryk af personlig karakter, stærkt farvet af følelser.
Men inspiration der kommer fra høje niveauer er normalt upersonlige. Budskaberne er korte, indtrængende og meningsfulde. De handler som regel om ens spirituelle udvikling og indeholder kloge råd, måske en fejl der bør overkommes, en åndelig egenskab der bør udvikles, eller et højt mål der bør opnås. Nogle gange er budskabet symbolsk, selvom sætningen synes at have en konkret betydning. Det var fx tilfældet med den velkendte besked, som Den hellige Frans modtog: ”Gå ud og genopret min kirke.” Han fortolkede det først som et påbud om at færdigbygge en lille kirke, der lå i ruiner, men senere forstod han at det var en ordre om at genopbygge sin tids romerkirke.
Til denne type indtryk hører også mange kunstneriske, litterære og musikalske inspirationer. Digteren eller musikeren har indtryk af at noget i ham eller en anden dikterer. Han synes at ”høre” indvendigt, og digtet eller ideen eller temaet dukker spontant op i hans bevidsthedsfelt. Denne proces er gennem årene blevet udtrykt gennem symbolet med Musen, der inspirerer eller taler til digterens opmærksomme øre.
Nogen gange etableres der en dialog mellem den bevidste personlighed og Selvet; et spørgsmål, som det mediterende sind stiller, modtager et hurtigt og klart indre svar, som synes at formulere sig selv og dukke op i bevidstheden. Hvis personligheden kommenterer det og svarer, registreres en yderligere reaktion. Denne dialog er blevet behandlet på det generelle niveau af Martin Buber i adskillige af hans bøger, og han bruger udtrykket om alle slags åndelige forhold. Denne dialog kan fremmes ved at bruge en af Selvets symboler, nemlig den Gamle Viise mand.
Indre kontakt og meditation
Den tredje form for modtagelighed kan kaldes kontakt, fordi den er ligesom den fysiske følesans. Men man skal ikke tage dette udtryk bogstaveligt. Når vi siger at vi ”kontakter nogen” eller ”er i kontakt med nogen”, betyder det jo ikke at vi berører personen fysisk, men det fortæller om et forhold, et villet samspil. Det samme kan siges om indre kontakt, som specifikt hentyder til Selvet. Det betyder en let adgang, eller stillen sig ind på Selvet, som åbner sig modtageligt og vi forstår dets egenskaber og art, og gradvist sættes vi i stand til at identificere os med, eller forene os i bevidstheden med det, om end delvist og for et øjeblik.
Gennem denne nærhed, denne ”berøring” af Selvet harmoniseres og oplives vi, genoplades med energi, eller med det som vi netop har brug for, og som Selvet prøver at få os til at forstå. Virkningen er klargørelse og oplysning. Vi fyldes med vished, mod, glæde; vi føler os fornyet og rede til at vende tilbage til det personlige liv og møde dets kritiske situationer og udfordringer. Vi føler at en højere magt er steget ned til os og har givet os et indtryk eller indgydelse af udstrålingen fra overbevidste niveauer gennem Selvet.
Tilskyndelse til handling
Den fjerde måde vi kan modtage indtryk fra Selvet på er gennem en tilskyndelse til handling. Vi bliver opmærksomme på den som en klar trang til at gøre noget bestemt, at påtage os en opgave eller en pligt der har med tjeneste at gøre; nogen gange kan det være en trang til indre handling, til at forandre noget i os selv. Den type indtryk er hvad kvækerne – som i stor udstrækning har praktiseret denne slags receptiv meditation – kalder ”anliggende”.[7]
Igen må vi omhyggeligt skelne mellem tilskyndelser fra Selvet eller fra et højt, overbevidst niveau, og så de der kommer fra det mellemste eller lavere ubevidste . Den måde de optræder i bevidstheden på er ens, men en forskel kan opleves i tilskyndelsens kvalitet og indhold. Når den optræder som et kald i retning af storslået mission og en handling med store personlige gevinster, er der god grund til mistro. En sådan tilskyndelse er som regel af lavere oprindelse, er uægte og bør afvises.
Registrering under meditation
Efter modtagelsen kommer registreringstrinnet. Ethvert indtryk – uanset hvilken type og hvordan det modtages – bør omhyggeligt og straks nedskrives. Som nævnt tidligere i forbindelse med reflekterende meditation, er de højere indtryk ofte levende og klare i modtagelsesøjeblikket, men de har en mærkelig tendens til at forsvinde hurtigt fra bevidsthedsfeltet , og hvis de ikke gribes og registreres med det samme, vil de sandsynligvis gå tabt. At formulere og skrive dem ned hjælper også til at forstå dem bedre. Nogen gange vil indtrykket udvikle sig mens vi nedskriver det, og vi vil fortsætte med at modtage det. At skrive kan faktisk bruges til at fremkalde inspiration; det skaber en passende kanal for de højere indtryk. Men mens man skriver skal man altid forblive årvågen og fuldstændig bevidst, og ikke tillade nogen form for automatskrift, som let kan have uønskede og endog farlige virkninger.
Forsinket modtagelse
Et andet interessant træk ved modtageligheden er den forsinkede modtagelse af indtryk. Det virker ofte som om intet sker under receptiv meditation. Vi forbliver i en tilstand af tomhed og bliver ikke bevidste om noget, undtagen måske en følelse af ro, hvile og forfriskning. Men det betyder ikke nødvendigvis at meditationen har været nyttesløs og mislykket, for meget ofte kommer der en inspiration eller et indtryk ind i vores bevidsthed senere på dagen eller en følgende dag. Måske i en anden meditation eller på et tidspunkt hvor vi er optaget af helt andre aktiviteter. Det kan være i et øjebliks afslapning eller ved opvågnen om morgenen; men når det sker, genkender vi en forbindelse mellem den tilsyneladende mislykkede meditation og den følgende inspiration. Denne forbindelse bliver tydelig, når det svar på vores spørgsmål som vi søgte, dukker op i vores sind, men der kan også være en mindre dramatisk, men lige så sand, forsinket modtagelse af indtryk, som vi skal være opmærksomme på.
Derfor skal vi altid efter meditation fastholde en indre holdning af vagtsomhed eller opmærksomhed – det der kaldes en ”meditativ holdning” – igennem hele dagen. Vi kan træne os op til en dobbelt bevidsthed, nemlig at fastholde vores normale koncentration på vores ydre aktivitet, mens vi samtidig holder en del af vores bevidsthed rettet mod den indre verden. Dette er ”Iagttagerens holdning”: at se både hvad der sker i den ydre verden og på livets forskellige indre niveauer.
Farer og fejlmuligheder ved receptiv meditation
Der er mange mulige og reelle farer, som bør forstås og omhyggeligt imødegås. De to vigtigste farer er negativitet eller passivitet på den ene side og overstimulering og pirring på den anden. Passivitet tillader at der kan trænge elementer fra det ubevidste (også fra de lavere niveauer) ind i bevidsthedsfeltet . De bliver ikke altid genkendt, men selv når det sker, kan det være svært at imødegå deres indflydelse og modstå deres fremstormen. Vanskeligheden bliver større, når de narrer os ved en lokkende fremtoning. De kan synes uskadelige eller endog af en højere orden, og dog er de ikke blot uden reel værdi, men de kan være fuldstændigt vildledende.
Bevidstheden kan også blive invaderet af indflydelser fra kilder uden for det individuelt ubevidste. Vi kan sige de kommer fra det kollektivt ubevidste . Dette kan omfatte generelle psykiske tendenser, almindelige symboler og former (hvad Jung kaldte ”arketyper”) og visse gruppeindflydelses centre. Dette område er stort, og endnu forholdsvis lidt kendt, og vi kan ikke her gå ind i en nærmere diskussion om emnet. Det er nok for vores aktuelle formål at fremhæve den reelle fare.
Det vigtigste værn mod denne fare er en konstant årvågenhed, som sagt. Et andet værn er at stræbe efter gøre sig klart forskellen mellem åndelige indtryk og på den anden side de mangeartede, men lave psykiske indflydelser. Psykiske fænomener har ingen iboende værdi for åndelig eller blot personlig udvikling, og overdreven interesse i dem kan blive et afgørende vildspor for vores vækst. Man gør klogt i at erindre sig at dyr og primitive mennesker har psykiske evner. På den anden side har videnskabelig udforskning af disse fænomener klart sin plads, men det er også noget helt andet, og det kræver helt andre metoder end dem der anvendes i receptiv meditation .
Den anden fare man skal passe på er overstimulation. Dette er uanset hvilken natur eller kilde der ligger til grund for de modtagne indtryk; for selv en høj åndelig indflydelse kan, hvis den flyder ind i personligheden med fuld styrke, forårsage uønskede virkninger i nogle tilfælde. Det kan række fra nervøs spænding og udmattelse til følelsesmæssig ophidselse, fanatisme, overdreven og feberagtig aktivitet eller opdukken af ukontrollerede psykiske fænomener. Men uønskede virkninger kan forebygges ved på fornuftig vis at regulere sin meditationspraksis, eller ved at indstille den i nogen tid, når der er tegn på problemer.
Disse virkelige farer kræver i sandhed forsigtighed, men bør ikke skabe frygt eller hæmme udøvelsen af meditation. Alt hvad der er effektivt, kan være en kilde til fare. Selv den mest gavnlige medicin kan være skadelig, når den indtages i for store doser. Og for at bruge en anden analogi: både indre opstigning og bjergbestigning kan være farlige, men med den rette forberedelse, forsigtighed og dygtighed i udførelsen, minimeres farerne. Og for meditationens vedkommende opvejer fordelene langt risikoen.
Det bør gentages at receptiv meditation der er korrekt udført – det vil sige med konstant, årvågen opmærksomhed – og som følges af indsigtsfuld og viis fortolkning af resultaterne, kan beskytte effektivt mod indflydelser og påvirkninger fra både den indre og den ydre verden, som måske ikke tidligere er blevet tilstrækkeligt anerkendt eller håndteret. Meditation fokuserer bevidstheden på det mentale niveau, hvorfra den kan både udøve en intelligent ledelse af følelsernes, fantasiens og de psykiske fænomeners verdener, og på den anden side modtage lys, inspiration og kraft fra oven.
Den skabende meditations stadier [8]
Skabende meditation består af flere specifikke og ret forskellige måder at anvende vores indre kapaciteter. Man kan fx kalde den refleksive meditation for det modsatte af receptiv meditation fordi den kræver en helt anden mental proces. De forskellige aspekter af den skabende meditation kan opstilles således:
Koncentration , der er den nødvendige forberedelse for alle typer meditation.
Refleksiv meditation, der er strengt mental af natur.
Receptiv meditation, der indbefatter indre stilhed, kontemplation og intuitionens opvækkelse.
Bøn, og følelsesfunktionen som har et særligt bidrag at yde.
Forestilling, der måske er den mest effektive fremaddrivende kraft i den indre handling og som rettes og anvendes gennem
Visualisering, der er en anden særlig skabende teknik.
Bekræftelse, bringer viljen i funktion
Invokation og Evokation er yderligere aspekter der skaber den fuldendte tankeform, dvs. en tankeform der er opbygget gennem en afbalanceret fusion af tanke, følelse, forestilling og vilje .
Anvendelse af denne tankeform til menneskehedens vel. Det må foregå på to niveauer: på det indre niveau som:
Telepatisk udstråling, og i den ydre verden som
Manifestation eller Udfoldelse – de ydre virkninger af det indre arbejde.
Den specifikke definition på skabende meditation
Meditation kan være skabende, fordi den er ”indre handling”. Der skabes nogen gange en modsætning mellem meditation og handling, men det er ikke korrekt. Mestring og anvendelse af psykologiske og spirituelle energier er handlinger, fordi de kræver vilje, træning og iværksættelsen af de rette teknikker, og frem for alt fordi de er effektive – de skaber resultater.
Der er forskellige formål, som vi kan benytte i forhold til skabende meditation. Den første og vigtigste er selv-skabelse. Ved hjælp af meditation kan vi tilpasse, forvandle og forny vores personlighed. En effektiv måde at gøre dette er ”idealmodel” øvelsen (se Assagiolis bog: Psykosyntese ). Den kan betragtes som en ”model” for skabende meditation.Vi anvender uafbrudt, spontant og jeg vil sige uundgåeligt, tankens skabende kraft og alle de andre psykologiske kræfter. Men normalt gør vi det ubevidst, tilfældigt, og derfor med få konstruktive virkninger eller i værste tilfælde til skade for os selv og andre. En gavnlig anvendelse kræver frem for alt, at vi vurderer de motiver, der ansporer os og kun tillader de gode, det vil sige, dem der er et udtryk for ”viljen til det gode”. Derefter er det nødvendigt at bestemme vores mål præcist.
I den nuværende periode af forandring bliver nye ”former” opbygget inden for alle livsområder, og vi kan samarbejde ved at hjælpe med skabelsen og manifestationen af de ideer, der oplyser, beliver og danner disse nye former.Den skabende meditations forskellige stadier er:
1. Den klare begrebsliggørelse og formulering af ideen.
2. Anvendelse af forestillingsevnen, det vil sige, ideens ”iklædning” i billeder og ”suggestive” symboler.
3. Livgivning af ideen gennem varme følelser og begærets fremaddrivende kraft.
Kilde:
Artiklen er et uddrag fra tre gule bøger som blev udgivet i slutningen af tresserne under navnet ”Meditation for den nye tid”. Assagioli var sammen med en gruppe af mennesker hovedmand bag disse instruktioner. De første udgivelser bar hans navn, senere udgivelser blev udsendt anonymt af Sundial House, England.
Notehenvisninger:
[1] Artiklen har mange år på bagen, men udgiveren mener at tankerne heri har den samme gyldighed i dag – principperne i meditation forandrer sig ikke, selv om samfundet forandrer sig.
Roberto Assagioli har en generel og en mere specifik definition af skabende meditation. Den generelle synsvinkel betragter hele meditationsprocessen som skabende, hvad der fremgår af første afsnit: Den skabende meditations stadier, der er hentet fra samme kilde som hovedartiklen (se kildehenvisning).
Det andet afsnit: Den specifikke definition af skabende meditation er hentet fra afsnittet: Tænkning og Meditation som indgår i Assagiolis bog: Viljens Psykologi. Som en uddybning til andet afsnit kan det siges at den skabende meditation også kan kaldes for meditationens manifesterende aspekt. Hvor receptiv og refleksiv meditation i højere grad bringer illumination og indsigt, da er skabende meditation rettet mod at føre disse indsigter ud i livet gennem tankens skabende kraft. Det kan fx være videnskabelige eller kunstneriske projekter der begrebsliggøres, visualiseres, planlægges og belives gennem et vedvarende mentalt fokus. Skabende meditation kan også have det formål at perfektionere personligheden gennem meditation på en idealmodel. Den vedvarende koncentration på dette idealbillede af personligheden vil fremkalde de ønskede åndelige kvaliteter i personligheden.
Sådan kan du komme videre med meditation
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli
Læs introartiklen om integral meditation
Gem kommentar