Meditation og den nye tidsalder karakteregenskaber

Af Roberto Assagioli. Uddrag fra bogen Skabende meditation.

Indledning

I andet års første instruktion er der en kort omtale af den nuværende verdenssituation og af overgangsperioden fra den gamle til den nye tidsalder, som menneskeheden er vidne til, og som alle uundgåeligt  er deltagere i. I tredje års meditation skal naturen af den nuværende verdenskrise og dens betydning samt problemerne i perioden mellem de to tidsaldre undersøges nærmere. Den nye tidsalders hovedtendenser, kvaliteter og karakteregenskaber, der allerede nu er ved at dukke op, skal ligeledes udforskes.

Cyklusser og tidsaldre

Menneskehedens historie lige fra de tidligste kendte tider til den nuværende viser, at udviklingens forløb er sket gennem en række cyklusser. Nogle gange har de fulgt umiddelbart efter hinanden, andre gange har de udviklet sig sideløbende i forskellige dele af verden. De længst forsvundne cyklusser benævnes ”tidsaldre” som ”stenalderen”, ”bronzealderen” etc. Der findes desuden optegnelser fra flere lignende store cyklusser i nyere tid, f.eks. den kinesiske, den indiske, mayaiske og egyptiske – hver af dem bestod i mange århundreder. I disse cyklusser har der endvidere været kortere og godt dokumenterede perioder, der var karakteriseret ved en speciel religion, ved et politisk eller økonomisk system eller ved et særligt kulturelt kendetegn.

De processer, hvor der foregår en ændring fra en cyklus til en anden, har igen og igen været karakteriseret ved kriser. Nogle af dem har været voldsomme men korte, og andre er forløbet mere gradvist og så langstrakt, at cyklusserne har overlappet hinanden. Et studie af disse cyklusser er meget interessant og oplysende.

Den nuværende krise er anderledes

Sammenlignet med tidligere kriser viser den nuværende krise nogle helt andre og endog unikke tegn, og den er total og altomfattende i to retninger:

Som det første geografisk. Krisen er ikke begrænset til ét land eller ét kontinent, men spreder sig ud over hele planeten og inkluderer hurtigt alle lande.

Som det andet involverer den alle aspekter i menneskehedens handlingsområder. Den tilvejebringer store ændringer i det materielle og fysiske liv, den ophidser til voldsomme følelsesmæssige uroligheder, men den tilvejebringer tillige en hurtig udvikling og intens stimulering af menneskenes tænkning. Det har bevirket, at alle livsområder er blevet dybt påvirket (det gælder områder som det religiøse, politiske, sociale, økonomiske, videnskabelige, litterære, kunstneriske og uddannelsesmæssige), og det har også bevirket, at alle har fået større kendskab til områder, der hidtil har været små eller næsten ukendte, (som f.eks. teknologi, psykologi og økologi).

Som det tredje er der sket en overvældende udvikling af de moderne kommunikationsmetoder, og det har bevirket, at det tempo, som man kan modtage viden om alle begivenheder, er særdeles hurtigt. Dette har medvirket til, at der er blevet skabt en virkelig konflikt mellem fortid og nutid, mellem det gamle og det nye. Et af de tydeligste resultater    er konflikten mellem generationer. I nogle tilfælde synes der at være århundreder imellem deres mentaliteter.

Et grundigt studie og analyse af den nuværende periode med forandring vil være nyttigt for at nå frem til en forståelse af dens sande natur og betydning, og det vil også hjælpe til at se de veje, der fører gennem den, og til at samarbejde i overgangsperioden til den nye tidsalder.

Hvad er nyt?

Ordet ”nyt” spænder vidt. Det kan anvendes i mange forskellige relationer, som man må kunne skelne mellem for at forstå og anvende budskabet korrekt. ”Ny” kan således dække over forskellige begreber, som:

1. At erfare noget, der er velkendt for andre. Det kan man kalde det ”eksistentielle nye”. Der findes en væsentlig forskel mellem information eller intellektuel viden, som andre har erfaret, og som man selv erfarer for første Et tydeligt eksempel er forskellen mellem at høre eller læse om kærlighed og selv blive forelsket. I eksistentiel forstand er hver erfaring ny og unik. Når talen er om forelskelse kan man sige, at hver efterfølgende ”forelskelse” er ny og anderledes, fordi personen, der forelsker sig, har selv forandret sig, og de efterfølgende partnere er forskellige. Inden for pædagogiske kredse erkender man, at det er værdifuldt og endog nødvendigt, at sådanne erfaringsprocesser gentages, og det har været den tilskyndelse, der ligger bag bestemte nye undervisningsmetoder.

2. Nye former og nye symboler, der giver udtryk for eksisterende ideer, principper og værdier. Dette er et meget betydningsfuldt punkt, fordi mange fejler, når de skelner mellem en ide og dens tilkendegivelse, mellem en sandhed og dens fremstilling og mellem en værdi og reglerne for dens virkeliggørelse. Manglende evne til at skelne på denne måde kan have meget skadelige Ofte kan afvisning af en bestemt form eller tilkendegivelse føre til, at man afviser den tidløse ide eller det princip, der ligger bag den. Reaktionerne mod den gamle holdning til moral er et tydeligt eksempel på dette. Afvisning af de snæversynede, fanatiske og ofte inhumane og hykleriske hævdvundne regler og tabuer, der herskede i samfundet i 1800-tallet, rejste sig til et oprør, og det gik så vidt i nogle tilfælde, som til at nægte at se nogen værdi eller noget etisk i et hvilket som helst moralsk princip. Det var det samme som – for at bruge et populært udtryk – at skylle barnet ud med badevandet.

Man kan sige, at manglende skelneevne er årsag til, at formen fremhæves og ikke ånden. Med andre ord, når en sandhed og et princip ikke præsenteres i en særlig form, så evner mennesket ikke at opfatte den. Sådanne erkendelser kræver, at man anvender den abstrakte tænkeevne og intuitionen, og derfor er det vanskeligt, men man kan altid prøve at opfatte den ide, der ligger bag eller inde i de forskellige formler om det, der dukker op på forskellige tidspunkter i forskellige tankeog trosretninger. Dette vil gøre det mulgit at se det, når det præsenteres på en ny måde.

3. Et mindre drastisk men uundgåeligt ”nyhedspræg” kan man se i den vedvarende og til tider ret omfattende forandring af de eksisterende former, og i den måde de tilpasses og fornyes på. Dette er den sande konstruktive betydning af ”reformation”. Der foregår hele tiden en omfattende proces i menneskets legemer, i sprogenes udvikling og i mange andre områder.

4. Ny betoning eller ”hovedvægt”, der lægges på en specifik kvalitet eller på et aspekt af et samlet principielt område. Et eksempel på dette findes i det religiøse område. De fleste religioner omfatter og forkynder de samme grundlæggende principper og værdier, som lys (indre oplysning, sandhed, visdom) og kærlighed (den gode vilje, harmløshed, barmhjertighed), men tillægger dem forskellig betydning.

Buddha fremhævede i sin lære specielt indre oplysning og visdom, skønt han i sit liv og sin lære samtidig fuldt ud gav udtryk for kvaliteter som kærlighed og broderskab gennem barmhjertighed og harmløshed. Det vidner følgende beretning om, idet han efter at have opnået indre oplysning og frigørelse fra genfødelse var så motiveret af dyb medfølelse med menneskenes manglende indsigt og deres lidelser, at han valgte at blive på Jorden. Han vandrede gennem Indien i mere end halvtreds år og underviste om de fire ædle sandheder og skolede sine disciple.

Kristi lære, der kom nogle få århundreder senere, lagde hovedvægten på næstekærlighed, skønt læren på ingen måde negligerede visdom. Hans lignelser er så sandelig fyldt med visdom, og uden tvivl flettede han endnu større rigdomme af visdom ind i undervisningen til sine disciple. Det er fra disse væsentlige hovedpunkter, uanset hvor forskellige de er, at nye religiøse doktriner, former og livsmåder er opstået.

5. Nye anvendelsesmuligheder af et allerede kendt princip eller Det sker til alle tider, specielt nu for tiden inden for videnskab og teknologi. De store fremskridt med hurtigere flyvehastighed skyldes de nye måder at anvende princippet om aerodynamik og princippet om metallurgi. De nye måder at anvende disse principper på gjorde det muligt at anvende en jetmotor, og oprindeligt satte det i virkeligheden mennesket i stand til at få den første flyvemaskine i luften.

6. Nye kombinationer af eksisterende elementer kan danne nye substanser. Det er baggrunden for de kemiske virksomheders utallige nye produkter, som f.eks. plastik.

Det er vigtigt at forstå, at samarbejde i grupper, der har til hensigt at blande forskellige elementer og ideer, kan føre til helt nye resultater, idet en syntese af det gamle kan blive noget magisk originalt. Princippet om syntese er blevet anvendt af Teilhard de Chardin i hans lære om menneskehedens sociale og åndelige evolution, og af Robert Assagioli i hans lære om psykologi, idet de opbyggede deres emner med psykosyntese som grundlag.

7. Nye fremgangsmåder, teknikker, handlemåder og levemåder. Det kan spænde lige fra den måde, Gandhi ændrede uafhængighedsbevæ- gelsen på i Indien til nye former for ikke-voldelige aktioner og til at finde frem til nye og mere oplyste måder til at skabe gode relationer mellem familier og kolleger. Menneskeheden har tit været vidne til, hvordan nye processer i fabrikation og teknologi har forandret industrien. Det er Henry Fords samlebånd et eksempel på. Udviklingen af vekselstrømmen, og den rolle det har spillet i udbredelsen af information, er en mere ny illustration på, hvordan nye teknikker kan ændre menneskenes liv.

8. Det absolut egentlige nye. Her menes fremkomsten af noget originalt, noget uden fortilfælde og til tider modsætninger til det eksisterende. Det kan ses både i naturen og i menneskenes forhold. I naturen er det blevet kaldt ”emergent evolution”, det vil sige udvikling, hvor noget helt nyt vokser frem. Det er gennem biologiske ”mutationer”, at nye planter og nye dyrearter dukker op. Det ”nye uden fortilfælde” skabes i menneskenes verden af de skabende evner, og derved fremkommer nye stilarter i kunst, nye litterære værker, nye videnskabelige opdagelser og teorier. Et glimrende eksempel på dette er de nye teorier om tid og rum, som fysikeren Stephen Hawking har fremlagt, samt udviklingen i de to sidste århundreders nye kommunikationsmetoder fra telegraf, til telefon, til fax, til internet.

Alle disse forskelligheder i det nye er til stede i dag og medvirker i opbygningen af den nye tidsalders mønster, så det vil være klogt at fastholde dem i tankerne. Derved vil man blive i stand til at forstå deres indvirkning og til at samarbejde forstandigt med dem.

Den nye tidsalders karakteregenskaber og tendenser

Den nye tidsalder er allerede begyndt at manifestere sig. Nye energier, nye tendenser, nye menneskelige egenskaber er hurtigt ved at trænge frem, og de er meget forskellige fra dem, der har karakteriseret civilisationerne i de seneste to tusinde år. Det er kløften mellem det gamle og det nye, der er hovedårsagen til den nuværende uro i verden.

Selv om man ikke kan vide, hvordan den nye tidsalder bliver, når den kommer i fuld manifestation, eller hvilket nyt den vil bringe til menneskenes liv, når den er i fuld blomstring, så kan man allerede nu fornemme nogle af de tendenser og egenskaber, som vil karakterisere den, og de er på nuværende tidspunkt begyndt at træde tydeligt frem. Derfor bør man prøve at forstå dem og at gå de udfordringer i møde, de skaber, og at gennemføre de opgaver, der er nødvendige for at kunne træde ind i den nye cyklus.

Man bør altid huske, at påvirkningerne fra alle de energier og egenskaber, der strømmer ind fra høje kilder, variere meget, idet deres standard svarer til den måde, som menneskeheden anvender dem på. Og det afhænger ligeledes af modtagernes udviklingstrin, og – efterhånden som menneskene udvikler intelligensen – af evnen til at vælge og beslutte.

De nævnte opgaver indebærer følgende:

1.Vedvarende tilkendegivelse af de højere aspekter af hver af den nye tidsalders kvaliteter og egenskaber.

2. Undgå overdrivelse, fordrejelse, og forvanskning af disse egenskaber. I denne forbindelse bør det nævnes, at almindeligvis er der i de første stadier tendens til at misbruge de nye energier og egenskaber. Menneskeheden har ikke kendskab til, hvordan disse energier skal håndteres og har derfor tendens til at blive overvældet og drevet frem af dem. Derfor vil man, når de beskrives, gøre opmærksom på det misbrug, som man allerede kan se i mange tilfælde, og på forebyggelse og modvægt.

3. Afbalancering og integrering af de nye specifikke tendenser med andre, der er udviklet i tidligere æraer eller cyklusser af den menneskelige erfaringsproces. Påpasselighed, kontrol og ledelse, der styres og inspireres af visdom, er nødvendige evner for at kunne tilvejebringe denne betydningsfulde En af de teknikker til at opnå en sådan syntese er den form for gruppemeditation, som udføres af meditationsgrupper for den nye tidsalder.

Fem fremtrædende tendenser

Der manifesteres utallige tendenser og egenskaber i denne tid, som hører til den nye tidsalder, blandt dem er: Gruppeaktivitet, respekt for forskellighed, åbenhed, anerkendelser, verdensomspændende kommunikation, gensidighed, løfte sig over materialisme og højne sin omsorg for helheden. I den sidste del af dette år (tredje års sjette instruktion) studeres specielt fem tendenser. De er:

1. Udvikling af tænkeevnen. De mange globale projekter til undervisning af masserne vil meget hurtigt virkeliggøre dette i stor skala. Det anslås, at analfabetisme er stigende i de underudviklede nationer. Man kan observere, at der findes en så omfattende tørst og længsel efter kundskaber, at en mental aktivitet kommer til udtryk i forespørgsler, debatter og planlægning i en søgen efter en mening på et højere niveau.

2. Positiv tænkemåde og dynamisk anvendelse af Disse egenskaber er ansvarlige for denne tids vitale og dynamiske holdninger, f.eks. stræben efter fart og efter intensitet i levemåde. Man kan endvidere iagttage, at magt er meget eftertragtet, lige som det at kunne overvinde naturkræfterne, tid og rum samt, at anvende viljen til at styre andre og deres handlinger. Mere positivt er det, at disse kræfter også kan vække og stimulere ønsket om at kunne håndtere de højere energier og tilskynde sjælen og en dyb iboende drivkraft til at opbygge og styrke kontakten mellem personligheden og sjælen.

3. Udadrettethed – at føre ånden ud til ydre manifestation. Nogle af den nye tidsalders tendenser fører til en ekstrem tilskyndelse efter at komme til udtryk i den ydre materielle Det kan resultere i, at der lægges overvægt på det praktiske liv og på besiddelser og på overvurdering af sport og af de fysiske aspekter, som f.eks. hvem man har tilknytning til. På et højere niveau skaber det en stigende kreativitet inden for alle livsområder samt skabelse af nødvendige nye livsværdier. Man har mulighed for og forpligtelse til at sikre sig, at kærlighed og lys besjæler de nye livsværdier, og at de er præcise genspejlinger af de højere åndelige impulser, der ligger bag skabelsen af dem.

4. Udtryk for glæde. Glæde er forbundet med de andre nævnte egenskaber, idet glæde både påvirker og fremkalder dem, og det kan derfor forventes, at der sker en voksende manifestation af dem i den nye tidsalder. I de sidste to tusinde år (i Fisketidsalderen) har mange enkeltpersoner erfaret, at glæde er en del af livets Når den nye tidsalder (Vandbærertidsalderen) begynder, går menneskeheden ind i en periode, hvor glæde vil komme til udtryk i alle gøremål, i relationer, i tjeneste for menneskeheden, og i alt det, mennesker skaber.

5. Syntese og universalitet. Disse tendenser er ret indlysende, og de betinger allerede nutiden på mange måder. Man er afhængig af dem, når det gælder fremskridt inden for kommunikationsområdet, så man næsten øjeblikkeligt kan vide, hvad der sker et hvilket som helst sted på Jorden. I stadig højere grad rejser menneskene til forskellige nationer og kontinenter, for ikke at nævne, at rejser til andre planeter snart vil begynde. Man oplever at få relationer til steder langt fra sit fødested, og hvor man Man får en voksende følelse af, at ”alle mennesker er et samlet hele”.

I alle disse tendenser og egenskaber kan man se en betagende fremtid, og man bør ikke afskrækkets af menneskehedens øjeblikkelige reaktioner på de nye energier og påvirkninger. Konflikten mellem det gamle og det nye, og de vanskeligheder, som den rigtige håndtering af de nye energier indebærer, er ikke til at komme uden om i en periode med uro, prøvelser og fejltagelser. At nå frem til en forståelse af, hvordan kræfterne virker, har derfor umådelig stor betydning, for det er ved at trænge igennem til deres sande kvalitet, der ligger hinsides den nuværende uro, og ved at samarbejde med de aspekter af dem, som er betingende for fremtiden, at man kan hjælpe menneskeheden med at foretage de skæbnebestemte fremskridt.

Udvikling af tænkeevnen

Et af menneskehedens mest betydningsfulde fremskridt i nyere tid ses i den omfattende udvikling af den mentale aktivitet. I alle tidsaldre har der altid eksisteret en minoritet af intelligente og højt kultiverede personer og grupper, mens majoriteten levede næsten udelukkende på de materielle og følelsesmæssige niveauer. Mange havde dybe, fromme og religiøse følelser og var i stand til store selvopofrelser, men deres tænkning fungerede kun meget begrænset. I virkeligheden kan man sige, at de  var ”ikke-tænkende” og  hovedsageligt motiveret af følelserne.

Tænkningens historie

I renæssancetiden og efter udviklingen af naturvidenskaberne og specielt efter opfindelsen af bogtrykkunsten begyndte et stadigt stigende antal mænd og kvinder at anvende deres tænkeevne mere og mere. Processen accelererede i tiden ved den franske revolution og ved etableringen af demokratierne i 1800-tallet, og her blev grunden lagt til en langt større almen deltagelse i det offentlige og sociale liv. Men i sidste del af 1900- tallet er menneskehedens masser blevet stimuleret, ja man kan endog sige blevet tvunget til at tænke på grund af den fænomenale udvikling af kommunikationsmetoder, emigration og ufrivillig sammenblanding af mennesker i to verdenskrige og af skiftende regimer i mange lande og tillige på grund af konfliktskabende og udbredte ideologier såvel som af den verdensomfattende  interesse for uddannelse.

Endnu en årsag til væksten af mental aktivitet er, at menneskene interesserer sig i stadig mindre grad for abstrakte, filosofiske begreber og teologisk og autoritativ belæring og har afvist – og det gør de klogt i – at tro på og acceptere ”færdigkonstruerede” teorier. Det, de ønsker, er at forstå. De ønsker at finde frem til de sande værdier i livet og livets virkelige formål både for det enkelte menneske og for verden som helhed. Denne selvstændighed i tænkningen har i dag nået et kritisk punkt, og menneskeheden – specielt den unge generation – stiller spørgsmål og debatterer alt.

Denne mentale opvågnen spreder sig med hast på alle kontinenter. Tusinder af mennesker  i  udviklingslandene  prøver  ivrigt  og  næsten fanatisk at nå op på de samme niveauer for uddannelse og mental aktivitet som i Europa og Nordamerika.

Dette er en særlig karakteregenskab i den  nye tidsalder, og  det  vil bringe menneskeheden uventede forandringer og udfoldelsesmuligheder. Først vil den nuværende kritiske, separatistiske og stridbare måde at anvende tænkeevnen på blive styrket, men senere vil den tjene som en kæde, der forener og skaber fælles berøringspunkter, fordi den da vil være afbalanceret og knyttet sammen med andre nye tidsaldertendenser, som bl.a. er enhed og syntese.

Tænkeevnens  højere aspekter

Mental udvikling bør imidlertid ikke udelukkende betragtes som udvikling af den konkrete analytiske tænkeevne. Der findes et højere aspekt af mental aktivitet, som nu for tiden er under hastig udvikling, og det drejer sig om kendsgerninger, begivenheder og adfærd. Det kommer til udtryk som spørgsmålet hvorfor. Det kommer også til udtryk som tilskyndelse til at forstå den menneskelige natur, både i ens eget indre og andres, og til at opfatte ikke alene, hvordan naturlovene virker, men også hvordan de psykologiske og åndelige love virker – især loven om årsag og virkning.

Ved at rejse disse problemer opdager menneskene, at det er en begrænsende og en utilstrækkelig metode udelukkende at anvende en mental fremgangsmåde, og at det er nødvendigt at anvende en anden metode for at kunne opfatte virkeligheden – det er intuitionen.

Den højere tænkeevne

Man har i længere tid vidst, at denne højere evne eksisterer. Plotin skrev i det tredje århundrede:

”Du spørger, `hvordan kan vi opfatte uendeligheden’? Jeg svarer, `ikke med fornuften’. Det er fornuftens opgave at skelne og definere. Derfor kan uendelighed ikke sidestilles med fornuftens opgaver. Du kan kun opfatte uendelighed med en evne, der ligger på et højere niveau end fornuft.”

Intuition er en klar, synteseskabende vision, der bringer ”lys” til opnået viden og transmuterer viden til visdom. Menneskenes fremtidige opgave er derfor at udvikle tænkeevnens højere funktioner, at anvende både de analytiske og ”konkrete” evner og den tiltagende vækst af de højere evner til at skelne, at trænge igennem, at forstå og at erkende på velovervejet og styret måde.

Så længe man ikke opfatter tænkeevnens højere kapacitet og heller ikke det område, den lavere konkrete tænkeevne bør udfylde som et redskab for den højere tænkeevne, lige så længe vil man ikke have større kapacitet end den nuværende til at overudnytte den konkretiserende, materialiserende evne med sin tendens til at lære udenad, korrelere kendsgerninger, analysere og kun fremme det, der imødekommer menneskehedens lavere behov og ønsker.

Problemet med at harmonisere intellektet og intuitionen og at nå frem til en forklaring om, hvordan de kan fungere sammen, vil blive en vigtig faktor for undervisere at studere, for en integration af disse to kan ikke undgå at blive en af de betydningsfulde udviklinger i den nye tidsalder.

Udviklingsprocesser

Uddannelse synes at være den mest indlysende metode til udvikling af tænkeevnen, for man kan se, at der er etableret undervisning så godt som alle steder på Jorden i dag, lige som kravet om undervisning prioriteres højt i den sociale bevidsthed. Men med vor tids levemåde er der dog også meget andet i omgivelserne, der giver ”næring” til tænkeevnen og fører den ud i mange retninger, og i den udviklingsproces spiller videnskaben en stor rolle.

Abstrakt tænkning

Ikke alene trænger forskernes tænkning ind i sfæren for ”abstrakt tænkning”, den bevirker også, at alle mennesker fremskynder deres egen udvikling. Mennesket bliver konstant motiveret – om ikke tvunget – til at udvide tænkningen til grænserne for dets kapacitet i bestræbelserne for at forstå og klare at leve i den verden, der bygges op. Mennesket bliver ustandseligt introduceret for nye begreber og større komplicerede faktorer og viden. Den nye generation tilegner sig hurtigt disse nye begreber, og på den måde bliver de almindelige i menneskenes bevidsthed, og det har en grundlæggende betydning for, at menneskeheden vil kunne overstige det, den tidligere har forstået og derved vokse mentalt ved hvert nyt perspektiv.

Meditation som udviklingsmetode

Meditation kan give et stort bidrag til udvikling af tænkeevnens højere aspekter. Praktiseres meditation rigtigt, fører den tænkningen ind i subjektive områder, der åbner for indre forståelse, og for at lære forædling og styring af modtagelighed, så man bliver i stand til at komme i kontakt med sandheder og realiteter, der er langt mere subtile end dem, man hidtil har kunnet forstå.

Den nuværende omfattende interesse for de forskellige meditationstyper er bevis på, at menneskene søger metoder til udvikling af disse højere evner. Det er ligeledes en indikation på en mere eller mindre vag opfattelse af, at der findes bevidsthedsniveauer, som mennesket endnu mangler at trænge ind til. Men her må lyde et advarende ord, for man skal ikke følge meditationsmetoder, hvori det påstås, at man ikke skal fremkalde tænkeevnens højere kræfter, før den er blevet udviklet. Det rigtige er, at tænkeevnen skal udvikles og anvendes på alle niveauer for at blive et højere redskab og for at kunne arbejde rigtigt sammen med intuitionen. Tænkeevnen er således nødvendigt i hele udviklingsprocessen, for at man kan lære at skelne mellem psykiske indtryk, ”fornemmelser”, imaginative illusioner og intuitionens sande funktion.

Udforskning af tænkeevnen

Tænkeevnens funktioner dækker tillige et stort område, som man i denne forbindelse bør udforske. Hovedopgaven her er at finde grundlaget for denne tendens, at udvikle den i den begyndende nye tidsalder, og at finde frem til, hvilke retninger den bør følge. Følgende uddrag af Alice A. Baileys bog Fra intellekt til intuition illustrerer dette præcist: ”Efterhånden som menneskeheden gør fremskridt, skabes mentallegemet, og det kommer i aktivitet og overtager gradvist og ganske naturligt styringen. Lige som de fysiske og følelsesmæssige systemer er denne mentale mekanisme i første omgang helt objektivt orienteret og bringes i aktivitet af de indtryk, der kommer til den fra den ydre verden via sanserne. Efterhånden som den bliver positiv, begynder den langsomt, men sikkert at styre menneskets andre objektive aspekter, indtil personligheden med dens fire aspekter er fuldt udviklet og virker som en samlet enhed på det fysiske plan. Når det er en realitet, har mennesket nået et krisepunkt, og en ny udvikling og udfoldelse bliver mulig … Menneskeheden er nået til at forstå de love, der styrer naturen, og nogle af de love, der styrer det psykiske område. Lovene for det såkaldt åndelige område mangler at blive videnskabeligt opdaget og taget i anvendelse … Har vi ikke på nuværende tidspunkt mulighed for at fortsætte videre til det næste evolutionære udviklingsstadie? Når vi er nået til nogen forståelse af menneskehedens og tænkningens natur, kan vi så ikke begynde at fatte intuitionens natur og begynde at virke i et andet naturrige med lige så stor forståelse og lethed, som vi fungerer som mennesker?”

 (43/44-125/126)

Denne bog er anbefalelsesværdig til alle, der ønsker at studere dette emne mere dybtgående.

Dette er en udfordrende og stimulerende tanke. Den stadige vækst, man har været vidne til ned gennem tidsaldrene af menneskenes evne til at tænke, udgør en samlet stor impuls i 1900-tallet. Dette giver uundgåeligt vanskeligheder såvel som fordele, problemer såvel som fremskridt i virkeliggørelse, men de vil være trædesten til større forståelse. En ”hovedvej” ligger åben for menneskeheden, og derved er der mulighed for at få en ny opfattelse af os selv og af det univers, mennesket lever i, og en rigtig udvikling af tænkeevnen vil være en af de største faktorer til at gøre den æra, der ligger forude, til en sand oplyst tidsalder.

Positiv tænkning, handling og dynamik

Det er nu hensigten at tage fat på den anden af den nye tidsalders karakteregenskaber, der blev nævnt i dette års første instruktion – tendensen til positiv tænkning, handling og dynamik, og det er manifestationer af viljesaspektet.

Emnet “vilje” er så omfattende og vanskeligt, at det ikke kan behandles fuldt ud i denne instruktion, for det inkluderer formål, hensigt, motivation, målrettethed, beslutning eller valg, påkaldelse, planlægning og retninger for indre og ydre handlinger. Her er det kun muligt at studere viljens virksomme og dynamiske funktion, som er at fremskynde og føre energi til implementering af det, der er enighed om.

For  det  enkelte  menneskes  vedkommende  kan  positiv  tænkning og handling komme til udtryk som selvhævdelse, mod, villighed til at tage risici, til at påtage sig ansvar og til at engagere sig. Det kan også manifestere sig som beslutning om at ville beherske noget både i den ydre og indre verden – f.eks. stoffet, naturen og de psykologiske kræfter i sit eget indre og i andres.

Viljen og ildens symbolik

Et passende symbol på vilje er ild. Ild symboliserer sejr over frygt og inerti, over tendensen til mindst mulig indsats, og det siges ofte om et menneske, at det er en “ild”-sjæl i betydningen, at det er dynamisk, at det besidder en fremdrivende kraft, og at det er positivt, hvad angår hensigt og vilje. Udviklingen af viljen, og hvordan den kan anvendes i forbindelse med meditation, vil blive belyst i næste instruktion.

Dynamik er et særdeles godt udtryk for positiv tænkning og handling. Den viser sig som en vital og stærk energiudfoldelse, som en fremdrivende kraft, som entusiasme og livslyst og som en særlig intensitet, og den fremskynder livet på enhver måde. Dynamik har således en positiv værdi, fordi den får tempoet i evolutionsprocessen til at accelerere, men den kan også være og har allerede vist sig at være farlig og destruktiv, når den motiverer til ukontrollerede aktiviteter eller til en rastløshed, der fører til forceret magtanvendelse.

Dynamik og stress

De mest fremherskende tilfælde er trangen til et overdrevent og nytteløst tempo, til et vedvarende højt pres og spændinger i et moderne liv, og febrilske og hensynsløse aktiviteter, som meget ofte resulterer i nervøse lidelser og psykisk udmattelse, og som til tider endog fører til døden. Her er det allermest nødvendigt at anvende det aspekt af viljen, der fører til selvbeherskelse og selvkontrol – det er et aspekt, der er lige så vigtigt som de mere almindeligt kendte: Beslutsomhed og vedholdenhed. Heltemod Det højeste åndelige udtryk for positiv tænkning og handling er heltemod. Men man kan se en mere almindelig manifestation inden for sporten, f.eks. i sportens konkurrencebetonede ånd og i incitamentet til at bryde rekorder. Det ses ligeledes tydeligt i bjergbestigning og i særdeleshed i udforskningen af rummet.

Et andet og helt anderledes udtryk ses i den nuværende tids hurtigt tiltagende interesse for yoga, psykisme og påkaldelser som metoder til at få tilført kraft. Denne tendens til positiv tænkning, handling og dynamik har som alle andre tendenser også overdrivelser, fordrejelser og “forringelser”. Overdrivelse kan ofte spores som overdreven selvhævdelse, hensynsløshed, stridbarhed eller mangel på omtanke for andre og mangel på at forstå andre. Der findes også en pseudo-positiv tænkning og handling, og den ses tydeligt hos de mennesker, som i det ydre er overaktive, og som er påvirket af tilskyndelse til at handle, men som ikke mestrer at anvende den på nogen som helst konstruktiv måde.

Integration

De mennesker, der har størst behov for at lære at stille ind på og at udvikle positiv tænkning og handling, er de religiøse, især de kristne, der har udviklet en accept af hengivenhed til og underdanighed for Guds vilje. Dette betyder ikke, at de bør eliminere disse høje åndelige dyder, men at de bør harmoniseres og integreres med de positive egenskaber. På den anden side må de, der helt spontant har opnået evnen til positiv tænkning og handling, afbalancere dens overdrivelser og dens ensidighed med en tilsvarende udvikling af receptiv tænkning og handling, og af det “feminine” princip om accept, kærlighed, hengivenhed, beskyttelse og bevarelse af liv.

Når denne integration er opnået – i det mindste til en vis grad – så kan man mestre og anvende begge udtryk for tænkning og handling, og anvende dem vekselvis og rytmisk svarende til den indre og ydre situation og til behovet. Det højeste mål er at løfte bevidstheden og forblive oven over begge polariteter, og fra dette høje punkt med indre frihed anvende dem med visdom.

Kvindens tidsalder?

Før dette emne forlades, er det vigtigt at eliminere en eventuel misforståelse og forklare et tilsyneladende modsætningsforhold. Enkelte forfattere har beskrevet den kommende cyklus som “kvindens epoke”, og det synes at stå i kontrast til den positive tænkning og handling, der er egenskaber i den nye tidsalder. I virkeligheden er det ikke et modsætningsforhold. Den kommende tidsalder kan godt benævnes som “kvindens æra”, fordi kvinder nu for tiden og fremover for første gang har mulighed for at deltage fuldt og helt og på lige vilkår med mændene i menneskehedens liv. I løbet af de sidste årtier har kvinder på grund af de nye tilstande både krævet at få og forpligtet sig til at tage en stadig større aktiv rolle i det sociale liv. Dette var uundgåeligt og har haft gode resultater. Kvinder er ikke længere begrænset til deres feminine rolle, selv om disse roller har stor betydning og er værdifulde, men som enkeltpersoner, som mennesker, bidrager de mere og mere med deres specifikke menneskelige egenskaber til menneskehedens liv.

Denne udvikling kan dog også føre til farer og overdrivelser, og det har man allerede kunnet se i den overdrevne maskuline prægning af kvinder, og i de tilfælde hvor kvinderne imiterer og konkurrerer med mændene, samt i kvindernes tilsvarende mangel på at påskønne de feminine roller og endog nægter at fuldføre dem. Dette kaldte Alfred Adler en “maskulinitetsprotest”, idet han tillagde denne tendens stor betydning som årsag til flere af tidens nervelidelser og psykologiske vanskeligheder.

Accept af den feminine rolle

For at undgå sådanne overdrivelser eller overkompensationer er det nødvendigt, at kvinderne får klar indsigt i denne problematik, så de bliver klar over, at løsningen ligger i fuldstændigt at acceptere deres feminine roller, at påskønne værdien i dem og at fuldføre dem på en styret måde. Hermed menes ikke, at kvinderne fuldt og helt skal identificere sig med enhver feminin rolle og heller ikke bevidst supplere den med højere maskuline egenskaber (ordet “højere” fremhævet af redaktionen). Dette er igen et spørgsmål om integration og om syntese uden at eliminere noget vitalt og værdifuldt.

Når kvinderne har udviklet en sådan integration i deres indre både individuelt og som gruppe, bliver de i stand til at samarbejde frit og på lige fod med mændene i den store opgave, det er at forme den nye civilisation og kultur. I denne opgave har de desuden den betydningsfulde rolle at modvirke den overdrevne positive maskuline tænkning og handling, at integrere den og at afbalancere den med de højere feminine egenskaber.

Afbalancering af kærlighed og vilje

Man kan sige, at afbalanceringen af de maskuline og feminine polariteter og roller er et aspekt af relationen mellem kærlighed og vilje. Meget ofte forekommer disse to begreber hver for sig og endog i opposition til hinanden, og dette er en af årsagerne til mange af nutidens vanskeligheder.

Problemet er, at de mennesker, der har en stærk vilje, har for det meste kun lidt kærlighed, og de mennesker, der har megen kærlighed, har kun en begrænset vilje. Løsningen er tydelig, men ikke nem at praktisere. De, der har kærlighed, bør udvikle en tilsvarende grad af vilje, og de, der har vilje, bør udvikle kærlighed. Desværre er det således, at de, der har en stærk vilje, de føler sig som regel ikke tilskyndet til at udvikle kærlighed og er tilfreds med at lade deres vilje være gældende, indtil de møder reaktioner og modstand, og det nedbryder dem ofte. Det findes der mange historiske eksempler på.

På den anden side bør de, der hovedsageligt er kærlige, være “villige”  til at udvikle viljen for at gøre deres kærlighed mere effektiv, mere skabende, og for at neutralisere eller afbalancere den overdrevne vilje, der er så fremherskende nu for tiden. Dette er en presserende opgave – at udvikle vilje for at kunne give udtryk for kærlighed mere effektivt og konstruktivt, og det er et betydningsfuldt aspekt af afbalanceringen og synteseskabelsen af de modsætninger, som blev behandlet i den forrige instruktion.

Udadvendthed

Udadvendthed, der grundlæggende retter sig mod interesserne og opmærksomheden i den ydre verden og mod ydre aktiviteter, er en egenskab i den nye tidsalder, som den vestlige civilisation allerede er fortrolig med. Udadvendthed har spillet en stor rolle i formuleringen af livsmønstret på denne halvkugle og er stort set ansvarlig for den materialistiske filosofi, der har farvet de civiliserende processer, pionerånden og de store objektive præstationer i de sidste århundreder.Disse egenskaber har ikke haft særlig stor styrke i Østen. Dér har man altid tillagt de subjektive livsaspekter større betydning, og en indadvendt holdning har været den dominerende. Jung skrev om denne grundlæggende forskel i sit forord Psychological Commentary i bogen Tibetan Book of the Great Liberation, p. 35 (1954-udgaven, udgivet af W.Y.Evans-Wentz, publiceret af Oxford University Press):

“Selv et overfladisk kendskab til Østens tænkning er tilstrækkeligt til at vise den fundamentale forskel, der findes mellem Øst og Vest. Østens tænkning er baseret på, at det psykiske er en realitet, dvs. på, at psyken er den vigtigste og mest unikke tilstand i vores eksistens. Det synes, som om denne østerlandske opfattelse er et psykologisk resultat af temperamentet snarere end begrundet af forstandsmæssig filosofi. Det er et typisk indadvendt synspunkt i modsætning til det lige så typiske udadvendte synspunkt i Vesten

… Indadvendthed er, så at sige, Østens “stil” med en vanemæssig og kollektiv indstilling, lige som udadvendthed er Vestens “stil”. Indadvendthed føles her i Vesten som en unormal og forkert eller uheldig tendens … I Østen misbilliger man Vestens skattede udadvendthed som illusorisk begærlighed, og som at eksistere i sangsara, hvilket er essensen i nidanakæden, der kulminerer i summen af verdens lidelser.”

Med den vægt, der i den nye tidsalder vil blive lagt på frihed, på indstilling til det universelle og specielt på de positive og intense egenskaber, som blev omtalt i forrige instruktion, kan man forvente en voksende udadvendt tendens i verden i al almindelighed. Man kan allerede se denne tendens hos ungdommen og i de ændringer, der finder sted i de sociale holdninger. I denne forbindelse kan en sammensmeltning af Østens og Vestens holdninger blive en hjælp i afbalanceringsprocessen, og den udbredte interesse som Vesten viser for Østens religioner og kulturer, er et håbefuldt tegn på, at denne sammensmeltning er ved at begynde. Eksempler på udadvendthed Der findes mange andre aspekter af udadvendthed ud over de velkendte egenskaber som det ydre udseende og ydre aktiviteter. Den tilskynder f.eks. menneskene til at blive herrer over energierne i naturen – hvilket for det meste betyder udnyttelse af dem, men det kan også føre til en bedre anvendelse af planetens ressourcer. Et andet eksempel er den omsorg og opmærksomhed, man viser det fysiske legeme ved at træne det til større effektivitet, og resultaterne af denne indsats kan man bl.a. se i den høje standard, der i dag er opnået inden for de forskellige sportsgrene.

Den udadvendte tendens er endvidere i særdeles høj grad ansvarlig for underværkerne i teknologien inden for ethvert område i dag, og for den evne, som menneskeheden har udviklet til at skabe de mest utrolige, indviklede og effektive “former” og “maskiner”, der kan producere alt det, der ønskes, uanset hvad.

Faren for overdrivelse

Men i alt dette findes der en fare for overdrivelse og endog for noget, der er naturstridigt. De ydre resultater, de teknologiske opfindelser og oprettelse af organisationer har tendens til at fascinere, absorbere og blive overvurderet. En mere alvorlig fare er fristelsen for at gøre selvisk, hensynsløs og destruktiv brug af de umådeligt store kræfter, som disse resultater har givet menneskeheden ansvaret for. Resultaterne kan friste menneskene til at anvende dem ikke alene for effektivitetens skyld, for at spare tid, energi og for at forbedre livet i al almindelighed, men også for at få materielle goder og for at forøge egne værdier.

Der er derfor et tvingende behov for at afbalancere udadvendthed med indadvendthed, således at man giver ligelig opmærksomhed til de indre verdener og til udforskningen af dem. Kunne menneskene dog blot forstå, at opdagelse og anvendelse af energierne i disse verdener er endnu mere fascinerende og værdifulde end dem i den ydre verden. Man kan sige, at denne opdagelse er det centrale formål med meditation.

At handle eller at være

Skønt nøgleordet er udadvendthed for de vestlige samfund, så bliver det langt fra forstået og anvendt rigtigt. Med vægten lagt på handling og resultater viser udadvendthed sig oftest som en tendens til at handle og levner ikke tid til at være. Menneskene bliver tryllebundet af tiltrækningskraften fra præstationer og resultater og bliver helt afhængige af ydre kontakter og relative flygtige faktorer som støtte gennem livet.

Det er interessant her at bemærke, at i bestemte dele af læren i Østen tales der om tre betydningsfulde “livsniveauer”:

Tilsynekomstens eller resultaternes verden.
Meningens verden.
Årsagernes verden.

Denne sondring mellem de forskellige områder for væren giver et klart billede af den bestemte “verden”, hvor udadvendthed lettest og uden besvær fungerer, og et lige så klart billede af, at de to andre verdener, der er underlagt de omtalte niveauer, skal opfattes og udforskes. Den illustrerer også de niveauer, hvor det indadvendte menneske er disponeret til at leve, og det fremgår klart, at denne “verden” ikke kan adskilles fra den objektive ydre verden, når dens levendegørelse og mening skal fuldbyrdes.

Indadvendt og udadvendt på samme tid

Dette fører til en anden synsvinkel. Udadvendthed manifesteres ikke på samme måde på de forskellige niveauer af menneskets liv – dvs. på det fysiske, følelsesmæssige, mentale og åndelige. Hertil kommer, at et menneske kan være udadvendt på et eller to niveauer og indadvendt på de andre. F.eks. kan det være udadvendt på det fysiske og det mentale niveau og anvende al sin opmærksomhed, tid, energi og mentale fokus på det fysiske område, hvor det arbejder og sandsynligvis er fremragende dygtig, og på samme tid være indadvendt på det følelsesmæssige og det åndelige niveau og derfor være ude af stand til at give udtryk for sine følelser og ude af stand til at relatere sin åndelige natur til det daglige liv.

Dette forklarer mange af de modsætningsforhold, der findes i den menneskelige natur, og det bør advare mod at “stemple” andre, specielt fordi der findes så stor variation i den måde menneskene lever. Ofte kan man se en vekselvirkning mellem udadvendthed og indadvendthed, og sådanne vekselvirkninger kan og bør styres og reguleres med viljen. Man kan sige, at et velintegreret menneske er både “udadvendt og indadvendt”, så det bevidst og efter ønske kan rette opmærksomheden og aktiviteterne “udad” og “indad” efter behov, situationer og formål.

Udadvendthed er mange ting

Med alt ovenstående som grundlag kan man se, at udadvendthed er en mere kompleks evne end først antaget. Aldous Huxley siger i The Perennial Philosophy, “at Jungs opfattelse af udadvendthed som en ganske enkel antitese til indadvendthed er utilstrækkelig. Udadvendthed er ikke så enkelt. Den består af to helt forskellige aspekter – det fysiske og det følelsesmæssige”. Han peger også på, at når det ses i dette lys, så kan man bedre forstå Bhagavad Gitas opdeling af vejen til frelse. En person med en medfødt tendens til at give udtryk for sine følelser i det ydre følger helt naturligt hengivenhedens vej. Handlingens vej følges af dem, der under alle omstændigheder føler behov for at “udføre noget”.

Indadvendthed og udadvendthed – ebbe og flod

Det er blevet sagt, at indadvendte mennesker er dem, der “søger lyset til forståelse”, og at udadvendte mennesker er dem, der “søger lyset til erfaring”. Begge egenskaber er nødvendige, for at man kan blive sandt oplyste mennesker, derfor vil der komme perioder, hvor man – lige som tidevandets ebbe og flod – gør fremskridt i den ene periode og trækker sig ind i en anden periode. Dette gælder en civilisation såvel som en menneskehed som helhed, og også det enkelte menneske. Når man forstår dette, vil det være en hjælp til at værdsætte en rigtig funktion af udadvendthed i den nye tidsalder, og til at se, hvordan udadvendthed kan bidrage til fremkomsten af en mere åndelig æra forude.

Yderpunkter og balancepunkt

Det kan synes besynderligt, at udadvendthed, hvor opmærksomheden specielt rettes mod den ydre verden og giver impuls til objektiv handling, kan bringe større åndelighed til den “nye verden”. Men uden objektivitet kan de højere, indre, åndelige egenskaber ikke komme til udtryk fuldt ud. En rigtig form for udadvendthed er essentiel, for at disse egenskaber kan komme til udtryk som levende kræfter i verden. Man kan blot tænke på den virkningsløse effekt af undertrykkelse og hæmninger for at forstå dette og for at se, hvor nødvendig udadvendthed er for at kunne skabe de rigtige former.

Hvis den nuværende tendens til udadvendthed synes ekstrem, bør man huske, at pendulet må svinge mellem yderpunkterne, før det når et balancepunkt. Et tidevand med intens kreativitet vil også strømme ind med den nye tidsalder, og dette kombineret med den tidligere omtalte tænkning, handling og dynamik kan bidrage til, at udadvendthed kan komme til at fungere rigtigt og fuldt ud – dvs. at føre den indre, åndelige verden ind i det daglige liv og blive tilkendegivet og til nytte i det ydre.

Dette ideal skal tydeliggøres og styrkes af den konstruktive tænkning og meditation, og menneskenes opgave i relation til disse egenskaber i den nye tidsalder ses tydeligt. Ikke alene er det nødvendigt at udvikle en indre balance mellem udadvendthed og indadvendthed, de bør også få kendskab til de forskellige niveauer, som udadvendthed kan eksistere på, og til den vigtige rolle den har i eksternaliseringen af det åndelige liv. Næste gang de præsenteres for at skulle afbalancere det indre og ydre liv, vil det ikke blive et problem for den, der studerer meditation.

Princippet om samstemmighed

Man er begyndt at erkende, at samstemmighed er nøglen til fremskridt inden for et voksende antal områder, lige som den giver grundlag for at kombinere forskellige initiativer mod det samme mål. Man kan sige, at det grundlæggende princip om samstemmighed er ved at komme frem som en særlig kraft i verden.

I andet års fjerde instruktion blev samstemmighedens betydning forklaret, tillige med forskellen mellem ensartethed og den mere subjektive forening af formål og identitet på de dybere niveauer. Dette punkt burde nu være tydeligt. Erkendelse af samstemmighed fører ikke til ensartethed i midler og metoder, men derimod til enhed med sjælen, og som følge deraf betyder det ensartethed af mål, hensigt og retning, hvilket er nøglen til gensidige fremskridt for menneskehedens utallige racer, farver, trosretninger, uddannelser og sociale forhold. Det er denne grundlæggende enhed og den konsekvente ensartethed i behov, som man i stadig højere grad må drage ind i tænkningen, for det er ved at styrke dette i menneskenes bevidsthed – så det vil blive en del af deres  handlemåde – der vil tilvejebringe den nødvendige brobygning med længerevarende inddelinger. Det er viljen til at samarbejde, man skal nå frem til.

Samarbejdets nødvendighed

Dette mål skal opnås, ikke kun fordi samarbejde vil erstatte konkurrence, efterhånden som den åndelige udvikling gør fremskridt, men fordi det er et helt praktisk faktum, at det stigende antal mennesker på planeten gør denne forening af praktiske bestræbelser nødvendige, for at menneskeheden overhovedet kan overleve. Illustrationen på denne side er et godt eksempel på, at harmoni er mere lønsom end stridighed, og dette enkle budskab kommer fra dybsindige erfaringer.

Plotin skrev, at menneskeheden som en fundamental enhed farver al gensidig påvirkning:

“Det, der rummer alt levende som en enhed, er et princip, hvori hver enkelt del eksisterer sammen med alt andet levende. Ud fra dette princip, der har en fast og ubevægelig kerne, trænger delene frem som fra en enkelt rod, der aldrig selv viser sig. Delene forgrener sig og mangedobles, og hver enkelt gren afsætter et spor fra den fælles kilde … Delene, der påvirker hinanden, er forgreninger fra en fjern begyndelse og er derfor nu meget forskellige, men de stammer oprindeligt fra én og samme kilde. Al gensidig påvirkning svarer til det forhold børn af samme forældre har til hinanden, da de har modtaget livet fra samme kilde.”

 Med dette menes, at der findes en gensidig, magnetisk og tiltrækkende kraft, som virker i menneskeheden – det er en tanke, der også støttes i bogen I Ching:

 “Der findes hemmelige, virksomme kræfter, der sammensmelter dem, som hører sammen. Åbner man sig for denne tiltrækning, så gør man ingen fejltagelser. Hvor der eksisterer indre relationer, er det ikke nødvendigt med store forberedelser og formaliteter. Menneskene forstår straks hinanden, lige som guddommelighed på imødekommende måde accepterer et lille offer, når det kommer fra hjertet.”

På samme tid bør man ikke gøre de forskelligheder mindre betydningsfulde, som denne enhed kommer til udtryk igennem. Forskellighederne ville så sandelig virke kaotiske, hvis man kun regner med begrebet enhed, for enhed begrænses, såfremt der ikke findes forskellighed. Enhed er målet, forskellighed er metoden til vækst. Man må ikke tabe det ene af disse begreber af syne, men fastholde opmærksomheden på dem begge.

Samstemmighed og samhørighed

Samstemmighed opfattes på hemmelige steder i hjertet. Dette bekræftes af den illuminerede højere tænkeevnes åndelige intuitive opfattelse, men ikke af den analytiske tænkeevnes forskellige udfoldelser. Man kan sige, at samstemmighed er et af de første budskaber, der kommer intuitivt. Her ser man, hvor værdifuld meditation er til at nå et virkeligt højt begreb eller en “viden”, men man må ikke forveksle denne oplevelse med den mere generelle gennemtrængende følelse af samhørighed, der hører hjemme på de mere følelsesmæssige niveauer. “Hjerteviden” er en frase, der beskrives flere steder i den østerlandske lære som en metode til at nå frem til sandhed og virkelighed på de højere niveauer. Dette er en frase, der er værd at fundere over, for den åbner for de specielle egenskaber til “viden”, der ikke kun kommer fra hjertet eller fra hovedet, men fra både hjertet og hovedet, når de er afbalanceret og kombineret rigtigt.

Udviklingen i det indre af princippet om samstemmighed er også et eksempel på, hvordan den individuelle vilje, der i stadig højere grad samarbejder med sjælens vilje, kan bidrage til det bedste for helheden (tidligere i denne instruktion er rigtig anvendelse af vilje beskrevet).

Uvilje må overvindes

I enhvet menneske og i enhver gruppe og nation findes der meget, der hindrer etablering af en verdensenhed og af en sand ny verdensorden med rigtig syntese og samarbejde. Viljen-til-det-gode er nødvendig for at fremme menneskets stræben mod disse høje mål, for at overvinde “uviljen” til at give afkald, for at opgive de materielle, følelsesmæssige og mentale bindinger, og for at frigøre sig fra de mange betingende faktorer, der begrænser og tryllebinder.

Villigt samtykke

Men man må huske, at samstemmighed kan man kun opnå gennem et frit samtykke fra alle, og gennem alles erkendelse af det, der er retfærdigt, er godt og har varende værdi samt frem for alt behovet for disse mål. Enhver form for autoritær tvang og totalitære metoder, brugt mod en hvilken som helst af den nye tidsalders tendenser og egenskaber, strider imod selve naturen i samstemmighed, der er villigt samtykke. En sådan form for tvang ville være en krænkelse af princippet om frihed, og som historien gentagne gange har bevist, vil det før eller senere skabe en voldelig reaktion og derved forfejle hensigten.

Enighed i målsætning

Derfor bør samstemmighed højnes til enighed i målsætning. Man må se realistisk på denne kendsgerning og vide, at først når den nye tidsalder er etableret, kan man forvente en generel samstemmighed i menneskeheden. I tider under forandring som nu, vil der altid være skabt et grundlag for en udbredt konflikt mellem fortiden og fremtiden, mellem de enkeltpersoner og grupper, der klamrer sig til gamle former og levemåder, og de mennesker, der til tider utålmodigt og næsten voldeligt stræber efter at skabe det nye. Men det er trods alt muligt for hver især at opnå en stadig større følelse af samstemmighed, så den kan betinge såvel tænkning som holdninger mere og mere, sådan at det bliver muligt at arbejde i omgivelserne med klarsyn og klogskab, og undgå de mange unødvendige gnidninger, forsinkelser og spild af energi. Man kan ligeledes bidrage ved at udstråle en harmonisk samarbejdsvilje, der har rod i sand samstemmighed. Sådanne egenskaber er smittende af natur og inspirerende i virkning.

Samstemmighedens facetter og toner

Samstemmighed symboliseres med en diamant, som med dens mange facetter reflekterer den mangesidede storhed i en enhed, der manifesteres gennem forskellighed. Den er også blevet sammenlignet med en symfoni, der komponeres ved at sammensætte en mangfoldighed af noder. Noderne sammensættes som fraseringer, fraseringerne som temaer og temaerne til satser. Hele symfonien er en enhed, der er opnået ved at bringe disse komponenter og forskellige dele og endog modstridende dele sammen på en sådan måde, at alle tilsyneladende dissonanser opløses og toner frem som harmoni. Gennem hele kompositionen toner det underliggende “tema” frem på forskellige måder – det lyder igen og igen med komponistens oprindelige budskab eller hensigt.

På bestemte tidspunkter i udviklingen bliver man klar over, at man har et fælles mål, og at man er en essentiel enhed med relation til forskellige former, metoder og teknikker. På disse tidspunkter erkender man, at man er “én gruppe, der tilkendegiver det guddommelige”.

Det er en opfordring til at arbejde på at udvikle denne latente, dybt skjulte viden, som findes i det indre – følelsen af samstemmighed – og finde frem til, hvor den ligger, og bringe den frem til praktisk nytte, hvor end behovet og mulighederne viser sig. På denne måde aktiverers et stort guddommeligt princip her på Jorden, og som det siges i Bhagavad Gita:

“Den, der ser, at alle de forskellige retninger
i hele skabelsen er forenet i Brahman, og frembragt af Brahman, finder selv Brahman.”

Glæde

Hvad er glæde? Man kan opleve glæde som en følelse, men man bør også tænke på den som energi, som en levende, dynamisk livsmanifestation, man kan åbne sig for og påkalde, en energi, man både kan samarbejde med og udvikle i det indre.

Glæde er en af den nye tidsalders karakteregenskaber, og den har en nær relation til de karakteregenskaber, der er nævnt i tidligere instruktioner. De har både oprindelse i glæde og er en virkning af den, hvilket fremmer deres virkeliggørelse. Positiv tænkning og handling, enhed, syntese, universalitet, dynamik og intens levevis hører helt naturligt til glæde. Omvendt stimulerer og støtter glæde fællesskab, harmonisk samspil, grupperelationer og samarbejde. Glæde giver livslyst og forskønner, den er en hjælp til en positiv holdning, og den er ifølge sin natur udstrålende og styrker udadvendthed.

Glæde ved det nye

Glæde er endvidere naturligt forbundet med alt nyt, med alt der indledes, med alt der spirer og med alt ungt. Alle kender børns spontane glæde, og man føler altid en vis glæde ved at påtage sig en ny forpligtelse eller et nyt projekt og ved at se frem til at skabe noget nyt. Her ved begyndelsen af den nye tidsalder er der grund til at se fremad med stor forventning og med en håbefuld og glædelig følelse af de muligheder, der ligger i fremtiden.

I løbet af den sidste tidsalder blev vægten ofte i et overdrevent omfang lagt på den åndelige værdi i lidelse som en rensende og transmuterende faktor, der fremmede åndelig udvikling. Men i de urgamle religioner blev den åndelige natur og værdi af sand glæde fremhævet, og det blev den også i den oprindelige kristendom. Paulus talte om, at Guds rige blandt andet er “glæde i Helligånden”.

Farer ved glæde

På den anden side må man være klar over, at glæde lige som alle andre egenskaber og kvaliteter også kan have sine overdrivelser og indeholde farer. En af farerne er en utilbørlig trang til glæde, der uundgåeligt fører til en selvisk søgen efter den, en anden fare er at sole sig i glædens gunst, og derved blive statisk.

Enhver behagelig tilstand, enten ydre eller indre, har tendens til at gøre mennesker tilfredse og derfor dovne. Men lykkeligvis set fra et åndeligt synspunkt og med det allerbedste for menneskeheden i tankerne, så opstår en sådan tilstand med tilfredshed og tilfredsstillelse sjældent nu om dage, men hvis det sker, består den ikke længe.

Der findes noget i menneskenes essentielle natur, der ikke tillader at forblive på det samme niveau i længere tid, så deres liv bliver statisk. Det bevirker, at der spirer rastløshed og utilfredshed frem, og det har Harry Overstreet beskrevet således:

“… mennesket har nået et niveau, hvor en slags glædelig utilfredshed giver den højeste tilfredshed … Med mennesket kom en ny form for lykke ind i opfattelsen af virkeligheden, nemlig lykken af at have en forudanelse om det højeste og af til evig tid at nå frem til at kunne fuldkommengøre det.”

The Enduring Quest, p. 95

Alice A. Bailey forsøger at forklare denne grundlæggende og eksistentielle holdning i bogen Sjælens Lys, side 155 (Esoterisk Center Forlag): “Begær efter lykke er en grundlæggende kvalitet hos alle mennesker, selv om den viser sig på mange forskellige måder. Den bygger på en iboende skelneevne og på en rodfæstet sans for at sammenligne “Faderens” hjem med den fortabte søns nuværende tilstand. Det er denne iboende evne til “lyksalighed” eller lykke, der skaber den rastløshed eller trang til forandring, som ligger bag selve den evolutionære fremdrift. Den er årsagen til handling og fremskridt. Utilfredshed med den nuværende tilstand beror på en vag erindring om en tid med tilfredshed og med lyksalighed. Dette må nødvendigvis opnås igen, før fred kan erkendes.”

Fornøjelse

Begæret efter lykke manifesterer sig på forskellige niveauer og på forskellige måder. Den mest elementære på personlighedens niveau er søgen efter fornøjelser, efter nydelser og efter fysisk tilfredsstillelse af forskellig slags. Tilfredsstillelse af de fysiske instinkter er passende og på sin plads, men man må huske, at instinkter hører til den animale del af menneskets personlighed, for den deler menneskeheden med dyreriget.

Glæde

På en højere oktav findes glæden, for den er dybest set en sjælskvalitet. Glæde er et udtryk for vished om sjælens eksistens, og i den udstrækning, som man er “sjælsintegreret”, viser man glæde. Sjælsglæde har en afklarende kvalitet, en permanent undertone og sindsro, hvilket     er helt anderledes end personlighedens såkaldte glæder, såsom fysisk tilfredsstillelse, følelsesmæssig begejstring, og opfyldelse af personlige begær og ambitioner, for de er ikke sande udtryk for glæde. På en måde viser graden af glæde den grad, man har opnået af forening med sjælen. Man kunne kalde det et termometer, der viser graden af sjælskontakt og sjælsintegration.

Lyksalighed

På et endnu højere niveau findes lyksalighed. Dette ord anvendes ofte lidt flygtigt, men det er i virkeligheden “et arketypisk mønster på glæde”. Alt på de lavere niveauer er refleksioner af noget på højere niveauer, og de lavere indikerer, at der findes højere realiteter. På den måde har man fornøjelse, glæde og lyksalighed på forskellige niveauer. Fornøjelse hører til personligheden, glæde til sjælen, og lyksalighed siges at have “karakter af åndelig væren – gaven med syntese”.

Al samhørighed på sjælens niveau er glædelig. Gruppebevidsthed og samstemmighed findes på dette niveau og er frydefuldt. Sammenhold i helheden, universalitet, er lyksaligt. Et kort citat fra Alice A. Baileys bog, Sjælens Lys, s. 48 (Esoterisk Center Forlag):

“Salighed følger altid en erkendelse
af delen og helhedens enhed.”

 Kilder til glæde

En af de hyppigste kilder til glæde er skønhed. Enten det er skønheden i naturen, eller den kommer til udtryk i malerkunst, musik m.m., så er årsagen til glæden den samme, fordi det er refleksioner af den harmoni, der hersker på de højere niveauer, og det er noget, som mange har erfaret i virkeligheden. Den skønhed, som man har opfattet, er en refleksion af helhedens skønhed og harmoni.

Platon siger det på udmærket måde i sin “Skønhedsstige”, hvor de forskellige oktaver eller trin i skønhed skildres således: “Formens skønhed, den fine sjæls skønhed, den essentielle skønhed og arketypen til skønhed. Fordi skønhed reflekterer harmonien på de højere niveauer, er skønhed en af de vigtigste kilder til glæde”.

Realitetens skønhed

En anden stor kilde er opfattelse af realitet – dvs. opfattelse af den realitet, der ligger bag tilsynekomst. Denne realitet er både oprindelig og et mål, den har eksisteret fra dengang, menneskene kom, og vil eksistere i den tid, der venter. Derfor – uanset i hvilken tidsperiode man observerer den, så får man en følelse af noget virkeligt, og man føler glæde. Denne glæde vil man føle, når som helst man observerer lovene og principperne for realitet og de forskellige efterfølgende trin i de evolutionære processer.

Forundringens glæde

At kunne forundres er en anden kilde til glæde. Når man nærmer sig verden med denne følelse, så fyldes man ustandseligt med glæde. Dr. Frances G. Wickes, en velkendt psykiater og skribent, udtrykte det meget rammende:

“Glæde kommer af forundring – skabelse har rod i forundring, og den fuldbyrdes i glæde”.

Kraftens og viljens glæde

Blandt andre kilder til glæde er kraft og vilje. Den erkendelse, at man ikke alene har en personlig, individuel vilje, men også en sjælsvilje skaber en særlig cirkel af glæde. Også kraft med dens energi giver glæde, og glæde giver igen energi. Dette er en interessant vekselvirkning, der kan kaldes en “velgørende cirkel” i modsætning til de skadelige cirkler, som man så ofte finder sig lænket til. En følelse af glæde vækker energi, og følelsen af denne energi øger glæden. Man burde anvende denne kendsgerning meget mere, end det i al almindelighed er tilfældet.

Humorens glæde

Der findes endnu en kilde til glæde – humor. Dette er en kompleks og særegen menneskelig egenskab og gave. Man kan sige, at den er sammensat af glæde, visdom og barmhjertighed. Humor kommer af åbenhed for en næsten universel mangel på proportioner i menneskets liv. Sand humor er ikke kritisk, fordi den er baseret på den opfattelse, at alle mennesker deler en fælles ufuldkommenhed. Derfor er humor velgørende og medlidende, og det er at se manglen på proportioner samt at forstå den. Når dette sker, er man glad, fordi man i det øjeblik befinder sig uden for den fremherskende fordrejning og mangel på proportion. Visdom, barmhjertighed og glæde kan være til stede i forskelligt omfang, men disse tre egenskaber vil være kendetegnende for sand god humor.

Glæde ved tjenestearbejde

Derefter er der glæden ved tjenestearbejde. Sande tjenestearbejdere finder stor glæde ved at tjene, uanset hvor krævende og udmattende tjenestearbejdet måtte være, fordi de ved at tjene føler sig i harmoni med den evolutionære proces, og de deltager villigt og aktivt i den. Det giver en følelse af værdighed og af at være medarbejdere i Guds plan såvel som af at kunne hjælpe andre, og alt dette er glade erkendelser.

Glæde ved indifferens

Paradoksalt nok er en anden af kilderne til glæde indifferens, for sand åndelig indifference betyder ikke, at man afviser glæde. Sand glæde kræver i virkeligheden indifferens, og det betyder, at man er villig til både at besidde den eller ikke besidde den, fordi glæde taber sine sande egenskaber og gaver, når som helst man klæber til den. At føle sig glad er en følelsesmæssig tilstand, hvorimod glæde er en af sjælens kvaliteter.

Glæde og smerte

Dette fører til spørgsmålet vedrørende glæde og smerte. Hvordan kan man være glad, lyder det ofte, når man har smerter? Smerter og glæde kan sameksistere. Dette skyldes den mangfoldighed, der findes i menneskets natur, og den kendsgerning, at man kan fungere bevidst på forskellige niveauer, og gør det. Det har man altid gjort, men for det meste uden at være klar over det. For at forstå det, må man have en del erfaring med ikke at identificere sig med sin egen egentlige natur (som beskrevet i tredje års tredje instruktion). Glem ikke, at mennesket har et fysisk legeme, og at det ikke er dette legeme, at det har følelser, og at det ikke er disse følelser, at det har en tænkeevne, og at det ikke er tankerne – med andre ord mennesket er sjælen. Denne opfattelse hjælper til at træde tilbage fra det område, hvor man føler smerte. De forskellige dele af menneskets væsen kan reagere på forskellig måde på samme tid. Man kan føle smerte i det fysiske legeme, og på samme tid føle glæde, kærlighed, og resultater eller former for tilfredshed og mental glæde. Et eksempel på dette er den glæde, der findes i mange anstrengende aktiviteter som f.eks. at klatre i bjerge til trods for den fysiske lidelse det indebærer.

Glæde – et smertestillende middel

Smerter kan også mindskes, og til tider endog elimineres ved at acceptere dem med en glad holdning. Dette kan synes meget vanskeligt at gennemføre, men hvis man ser smerten som noget midlertidigt, som noget der bringer værdifulde lektier, som noget der endog kan være frigørende, så vil man mere beredvilligt kunne acceptere den – og når man kan gøre det, så lider man mindre, fordi man nedbryder den onde cirkel med smerte, lidelse og mismod.

Når man lider fysisk eller følelsesmæssigt og føler sig krænket og gør oprør imod det, så forøger man den oprindelige lidelse. Når man kan forstå det og kan bryde den onde cirkel ved at acceptere lidelsen med et smil og bede om, at lektien, der er forbundet med den, kan blive åbenbaret, så tager man et positivt skridt hen imod lindring. Smerte og glæde udelukker således ikke hinanden. Man kan føle fysisk smerte og alligevel være glad, og glæde kan i sig selv være en stor helbreder.

Glæde er helbredsopbyggende. Glæde skaber en hjælpsom substans i det fysiske legeme, idet den stimulerer visse kirtler. Dette har en fysisk virkning, og hvis man hele tiden kan være glad – hvilket naturligvis ikke er muligt endnu – kan man hele tiden være rask. Glæde gør det ofte muligt at nå supernormale styrkende og evnerige niveauer, og det er blevet sagt, at “glæde fjerner menneskets sårbarhed”. Denne opfattelse støttes af den kendsgerning, at det nu er kendt, at enhver intens følelse giver psykosomatiske reaktioner. F.eks. skaber frygt og vrede giftstoffer. Det siges, at frygt giver en udstråling eller odør, som irriterer dyr, og at en af hemmelighederne hos dem, der træner dyr, er deres frygtløshed, idet de udstråler noget, der giver dyrene tillid.

Anvendelse af glæde

Glæde kan komme til udtryk på mange forskellige måder. F.eks. er glæden ved at anvende viljen anderledes end glæden ved at anvende kærlighed. Glæden ved intelligent aktivitet er anderledes end glæden ved at skabe harmoni, der har sin helt egen iboende egenskab, og glæden ved at gå på opdagelse – på alle niveauer – er helt speciel, som mange gør store ofre for at opleve. At vie sig til en sag er endnu en form for glæde – glæden ved at forene. Og der findes stor glæde ved at organisere og ved at være en del i en stor organisation eller i et system eller i en ceremoni, der glæder mange.

Alle disse forskellige former for glæde kan anvendes. Det gør man faktisk også hele tiden, dog uden at være klar over det, for man vælger altid at gøre det, der giver størst glæde. Men vælger man at anvende den form for glæde, der specielt stimulerer og styrker, så bliver man i stand til at anvende glæde på en mere kompetent og effektiv måde.

Glædens disciplin

Den vægt, der tidligere er blevet lagt på lidelsens åndelige værdi og på, at glæde ofte blandes sammen med selvisk behag, har givet glæde et “dårligt ry” så at sige, og har hindret opfattelsen af den åndelige værdi. Men det er så sandelig en pligt at udvikle glæde. Man har sagt, at lige som der findes en “disciplin” mod smerte og sorg, så findes der også en “disciplin” til at fremme glæde og fuldbyrdelse af den. Glæde er velgørende, den modvirker lidelser og frigør fra trældom, og derudover påvirker den alle i omgivelserne og er “smittende”. Dette gælder for så vidt alle følelser i et vist omfang, men glæde er især “smitsom”, og denne indsigt bør øge ansvarsfølelsen, hvad angår de indre holdninger.

Forbindelsen mellem glæde og vilje

Glæde omtales som én af “syv dyder” i visse yoga-retninger. Det er forståeligt, at mange synes, at det er mærkværdigt at betragte glæde som en dyd. Men vedvarende glæde har utvivlsomt relation til viljen, hvilket betyder, at man kan fremkalde glæde ved en viljeshandling, hvis man blot ulejliger sig med at udføre den nødvendige indsats. Dette viser, at der findes en forbindelse mellem vilje og glæde. Man må anvende viljen til at vække, skabe og opretholde glæde.

Hvordan kan dette lade sig gøre? Det er blevet sagt, at man bør “kultivere glæde, som var det en dyrebar blomst”. Altså:

“Vid, at det at finde glæde er et evigtvarende arbejde med en altid nærværende årvågenhed.”

Dette henviser til det, der kaldes “glæde på vejen”, dvs. glæden ved at deltage i arbejdet for den evolutionære proces.

Glæde ved vanskeligheder

Det fører frem til værdien ved at glædes over hindringer. Dette kan synes paradoksalt såvel som vanskeligt, men der findes en tendens i menneskenes natur til at skabe hindringer for at vise, at de kan overvinde dem, f.eks. forekommer det i mange sportsgrene. Ofte skaber man vanskelige og endog farlige situationer for at få glæden ved at overvinde dem. På den anden side afviser man ofte meget mindre vanskeligheder, når man ikke selv har skabt dem.

Mærkværdigvis bliver nogle mennesker, der møder store genvordigheder, de selv med glæde har valgt, vrede og afvisende, når andre konfronterer dem med mindre genvordigheder eller besvær. Dette er én af menneskets mange inkonsekvente tendenser, som kan appellere til den humoristiske sans.

Den måde, som man praktiserer “sporten” at glæde sig over vanskeligheder på, er forholdsmæssig let. Man bør betragte dem som prøver, som udfordringer i situationer, der skal overvindes. Man kan ligeledes få god gavn af hver eneste vanskelighed, hvis man stiller disse spørgsmål til sig selv: Hvad går denne lektie ud på? Hvad er budskabet? Hvilken mulighed bringer det? Til tider kan denne holdning endog bevirke, at vanskeligheden forsvinder, fordi årsagen til den er blevet fjernet og dens funktion fuldført. Det kan være tilfældet, hvis hindringen er psykologisk og selvskabt. Dette er et af livets “magiske” aspekter. Derfor er det god praksis at vise glæde ved vanskeligheder, for ofte er de ikke så forfærdelige, som

de ved første øjekast kunne se ud til, og det er en værdifuld del ved at udvikle “disciplinen glæde”.

Glædens center

Glæde er en af den nye tidsalders mest dyrebare karakteregenskaber. Når man giver efter for tungsind, fortvivlelse og depression, bliver man et negativt og destruktivt punkt i omgivelserne. På den anden side åbner glæde kanalerne til det indre liv og til sjælens højere egenskaber. Det er muligt at blive helt vidende om dette center med stilhed og fred, “hvor glæde og lyksalighed har hjemme”. Derved bliver glæden fra sjælen en styrke, der strømmer gennem mennesket og videre til andre. Glæde er lys Som det sidste bør man huske den tætte relation, der findes mellem glæde og lys. Og lys er glæde, helt specielt mental indre oplysning og intuitionens og sjælens lys. “Vis glæde”, har en østerlandsk skribent sagt, “for glæde åbner for lyset, og hvor der er glæde, findes der ikke plads til blændværk og misforståelse”.

 Tilbageblik på glæde

Tilbageblikket bør udføres ud fra en objektiv iagttagers synsvinkel. Det er ikke en øvelse til at genopleve noget, men til at erkende og vurdere både glædens sted og dens funktion i sit liv. Det foreslås, at man funderer over hvert spørgsmål efter tur gennem disse to måneder. Hvis det er muligt, er tidspunktet for tilbageblikket bedst lige før man lægger sig til at sove.

Når jeg ser tilbage på min dag, hvilken del har glæde så spillet?

Hvordan kan jeg definere ordet glæde?

Gennem hvilken del af mig selv kan jeg lettest give udtryk for glæde?

Hvilke aktiviteter og egenskaber i min natur har jeg behov for at fjerne for at blive mere glad?

Kan jeg helt ærligt sige, at jeg tjener med glæde?

På hvilken måde kan jeg bedst kanalisere glæde til mine medmennesker?

Strømmer der en forsonende og glædelig kraft gennem mig?

Hvor meget af glædens healende kraft har jeg kanaliseret til mig selv og til mine omgivelser i dag?

Kan jeg påkalde glæde, når der er behov?

Glæde er den kvalitet, der udvikles fra selverkendelse. Er jeg i stand til at glemme min lille personlighed og erkende den Ene sjæl i alle sjæle?

Enhed – syntese – universalitet

Som tidligere omtalt begynder en æra ofte med, at nye energier dukker op og strømmer ind på primitive, umodne og unormalt voldsomme måder. Nu for tiden er emner som enhed og syntese nogle af de letteste at forstå og at tilslutte sig teoretisk, men de er muligvis de vanskeligste at følge og føre ud i det praktiske liv, fordi det ofte giver de mest drastiske og revolutionerende konsekvenser. Det stiger hurtigt i styrke og manifesteres ofte på meget voldsomme måder, som var det en kraftig hvirvelvind, der fejer alle former for modstand væk. Som følge heraf findes der megen modstand mod tendensen til socialiseringer, sammenslutninger og synteseskabelse, og modstanden kan endog blive så intens, at reaktionerne stiger til voldsomhed.

Fortidens minder træder stadigt tydeligt frem i menneskehedens bevidsthed, og det er derfor nødvendigt at acceptere, at det nye kræver en række frigørelsesprocesser på alle niveauer af det personlige liv – fysisk, følelsesmæssigt og mentalt. På det materielle niveau betyder det, at man hele tiden må sætte det gode for menneskeheden før egne interesser og før opgaverne i gruppen eller grupperne, som man er knyttet til.

Dette indebærer, at man må opgive mange privilegier, der normalt ikke anerkendes som privilegier, og som derfor betragtes som retmæssige, og det indebærer, at man rent moralsk må acceptere og tilpasse sig de hurtige ændringer i de sociale og økonomiske forhold og strukturer, hvilket kræver, at man klarer at besejre alle slags “unøjagtigheder” og fordomme og al klasseforskel og national stolthed.

Det er ikke så underligt, at menneskehedens liv nu for tiden kendetegnes ved skarpe opdelinger, fundamentale forskelle og akutte konflikter inden for alle områder. Alle er mere eller mindre villige og bevidste deltagere i dette, og det er derfor vanskeligt at have et afbalanceret og fordomsfrit syn på situationen.

Bindingen til det materielle

Ønsker man at berede vejen for den nye tidsalder, så er den første opgave at eliminere det, der hindrer de nye tendenser, og hver enkelt må begynde i sit eget indre og derefter gå udad i stadig større cirkler og påvirke omgivelserne. En af hindringerne er ofte bundethed til materielle ting, til besiddelser og penge, hvilket skyldes den grundlæggende tendens til at identificere sig med de materielle livsaspekter. Man identificerer sig primært med det fysiske legeme, og dette medfører, at man underordner sig det fysiske legemes instinkter og begær og lefler for dets krav. Udover det har man utallige bindinger til ting. Ting har en tiltrækkende kvalitet, omtrent sit eget liv, hvorved man ikke alene besidder dem, men de besidder også ejeren, idet man føler sig fuldstændig ét med dem. Mål og midler Bindinger til ting øges af en anden generel tendens eller illusion, og det gælder den overdrevne vægt, der lægges på midlerne til at nå målene. Denne overdrevne vægt når ofte et punkt, hvor midlerne bliver selve målet, og hvor man glemmer det oprindelige formål. Denne fejltagelse ses særlig tydeligt, når det drejer sig om penge.

Penge er et praktisk og bekvemmeligt middel til at lette erhvervelse af varer og til at kompensere for tjenesteydelser. Penge er ikke “dårlige” i sig selv, tværtimod kan de være et kraftfuldt redskab til humanitære og åndelige formål. Men når – som det alt for ofte er tilfældet – besiddelsen af penge bliver et selvstændigt mål, en trang eller endog en besættelse, så kan de drive mennesket ud i de værste former for selviskhed, umenneskelighed og aggression.

Der findes også et stort område med hindringer, der skyldes følelsesmæssige bindinger. De mest fremherskende stammer som tidligere nævnt fra fortiden, og det gælder former af enhver slags, og de er næsten ikke til at blive af med. Disse former har tilegnet sig et eget liv, og de udgør kollektive væsener (i det “kollektive ubevidste”), som er særdeles kraftfulde og ofte besætter det enkelte menneske.

Fejlagtige følelser om fortiden

En mere subtil form af blændværk skyldes den “idealiserede” vision, der ofte er af fortiden. Man glemmer dens negative aspekter og er tiltrukket af sentimentale synspunkter og af de følelser, som man fik i fortiden, og som har været rigtige på det tidspunkt, men når de har fuldført deres funktion, så er de ikke længere virkelighedstro og derfor uden betydning – de kan ikke bestå for evigt.

Øjeblikkets blændværk

Men nutiden såvel som fortiden kan skabe hindringer ved indledningen til den nye tidsalder. Det man kan kalde øjeblikkets blændværk, det snæversynede vue, der giver nutidens menneske og gruppers forhold en overdreven betydning, kan skabe et ønske om at anvende ydre midler til at ændre de personer, der ikke virker tilfredsstillende eller acceptable. Der findes i sådanne tilfælde ikke nogen langtrækkende vision eller fremadskuen, og der mangler en rigtig proportionssans.

Der findes flere forhindringer, men de er af mere mental karakter, og det drejer sig om ideologier og en række ideer, der ofte bliver så forankrede ideer, at de skaber fanatiske holdninger og handlinger. De har rod i en mental snæversynethed og ensidighed og i mangel på en mere vidtstrakt indstilling og forståelse. Fordom er en meget kraftig hindring, idet et mentalt snæversyn og en afstumpethed til tider kan nå den højeste form for dumhed og blive kombineret med intense følelsesmæssige reaktioner, der ofte er betinget af ubevidste faktorer.

Alle disse faktorer kan forekomme i forskellige kombinationer, men sommetider er de alle til stede samtidig, de ikke alene hindrer indledningen til den nye tidsalder, de giver også grundlag for den nuværende og meget fremherskende konflikt. Sådanne konflikter kan endog kulminere i krig, og man bør være klar over, at i dag er årsagerne til krig hovedsagelig af psykologisk natur.

Enhed og syntese i den nye sociale struktur

Tendensen til at skabe enhed og syntese rejser problematikken om rigtige relationer mellem det enkelte menneske og det samfund, som det tilhører. Denne problematik er blevet akut nu for tiden, specielt inden for det politiske område, skønt det i virkeligheden har eksisteret helt fra begyndelsen af menneskenes liv på Jorden. Primitive mennesker dannede stammer, så de kunne hjælpe hinanden og forsvare sig i fællesskab, og båndet var stærkt, ikke alene fordi det var nødvendigt, men også fordi den enkeltes bevidsthed kun var udviklet i mindre grad, og fordi den kollektive bevidsthed var den fremherskende. Derfor var det let for stammernes overhoveder at kræve lydighed og at få den. Fra disse primitive samfundsgrupper udvikledes gradvis forskellige former for større samfund frem til kongeriger, imperier, demokratier og de store unioner af stater.

Balancen mellem enhed og frihed

Det ses i dag, at de gamle sociale og politiske strukturer er brudt sammen, og at tendensen til at skabe nye former for kollektive organisationer har bragt relationerne mellem det enkelte menneske og samfundet ind i en akut krise. Den nuværende tendens til at skabe enhed og organisation inden for de sociale og politiske områder har skabt ekstreme former for standardisering eller tvunget det enkelte menneske til at indordne sig og pålægge det totalitære byrder. Men disse byrder har fremkaldt stærke reaktioner både fra det enkelte menneske og fra grupper. Det er ikke nødvendigt at give eksempler, for dette er nutidig historieskrivning.

Løsningen på denne problematik kan siges helt generelt at være en søgen efter og etablering af en rigtig balance mellem enhed og frihed. Dette indebærer følgende erkendelser:

1. Hverken enhed eller frihed er “endelige mål”. Der består ikke et modsætningsforhold mellem dem i den forstand, at de udelukker hinanden.

2. Enhed og frihed kan begrænse Det kan og bør reguleres og afbalanceres af det højere princip, som er syntese. Et eksempel på en sådan syntese kan man se i et organ, der koordineres med underordnede organer og funktioner i et godt helbredsmæssigt og levende fysisk legeme.

3. Der findes intet fast eller statisk mønster på en social eller politisk organisation, der viser den ideale syntese. De relative “proportioner” mellem enhed og frihed og de strukturer, hvori en syntese af dem kan virke, kan være ikke så lidt forskellige svarende til de historiske forhold, til de psykologiske karakteregenskaber, og til alle gruppers og samfunds særegne natur. Men der findes nogle grundlæggende former for frihed, som ethvert menneske og ethvert samfund og nation har en medfødt ret til at besidde. Uden dem kan der ikke være retfærdighed og ingen virkelig fred på Jorden. Det er de “fire friheder” – talefrihed, religionsfrihed, og frihed for nød og for frygt.

4. Søgen efter praktiske løsninger, der kan imødekomme disse ffoorrskellige konkrete situationer, bør ikke kun ske på basis af nogen forudfattede teorier eller ideologier. Den bør i stedet være gennemtrængt af en eksperimenterende ånd og en beredvillighed til at ændre og tilpasse situationerne, så de svarer til resultaterne af eksperimenterne og til de tilstande, der hele tiden ændrer sig. Det faktum, at tilstandene hurtigt ændrer sig og vil fortsætte med at ændre sig ofte på uforudseelige måder, indtil den nye æra er etableret, bør man altid være opmærksom på og tage hensyn til.

5. Et samfunds form eller mønster – uanset hvor ønskværdigt det kan synes, og hvor vellykket det er at anvende – kan ikke uden videre indføres i andre samfund, hvor det muligvis overhovedet ikke er velegnet.

6. Mere betydningsfulde og afgørende end den ydre form er de psykologiske og åndelige faktorer, såsom det bedste for helheden, den gode viljes ånd og en ægte interesse hos dem, der er ansvarlige for organisationen og for, at den fungerer efter hensigten.

Målet er en verdenssyntese

Alle disse kriterier er effektive metoder til gradvist at opbygge en enhed af klasserne i samfundet og til gennem mellemliggende stadier at nå til en verdenssyntese, der omfatter hele menneskeheden.

Selv om tendensen til enhed manifesterer sig specielt inden for områderne økonomi, socialorden og politik, så kommer den også i stigende grad til udtryk på en forbløffende måde inden for:

1. Kommunikation. Både befordringssystemerne, pressen, radio, fjernsyn og internettet har skabt kommunikation mellem mennesker og folkeslag, og det har nået en ny fase de sidste tiår.

2. Relation, udveksling og kontakter. Disse faktorer er ofte i begyndelsen en kilde til konflikt snarere end til harmoni, men man må huske, at endog konflikt er en form for relation, der ikke er sammenlignelig med isolation og afsondring.

3. Grupperinger, fusioneringer, identifikation med en større Dette er et yderligere skridt fremad mod enhed, der resulterer i samarbejde, gruppearbejde og gruppetjeneste.

Disse gradsforskelle i og former for enhed kommer til udtryk i forskelligt omfang. Når grupper og blokke har dannet sig, kommer de ofte i konflikt med andre grupper og blokke. Det er dette, der er tilfældet i den nuværende periode, og der ligger en fare i den situation. Men denne fare kan undgås ved at fremme udviklingen af tendensen til enhed, således at en organisk syntese tilvejebringes på alle niveauer, og det vil til sidst kunne føre til en verdenssyntese og til én menneskehed.

Gruppebestræbelser

Vekselvirkningen i personers og gruppers relationer giver næring til enhed og syntese, og det skaber solidaritet, samarbejde og venskab, der er i stand til at udvikle sig til gruppekærlighed, gruppeforståelse og gruppehengivenhed. I denne forbindelse bør man erkende de kvaliteter, som kærlighed i den nye tidsalder vil åbenbare. Det kan forventes, at den bliver mindre følelsesbetonet, personlig og ensidig, og mere omfattende, medmenneskelig og motiverende til humanitære handlinger, og til at udfolde socialt ansvar og som følge deraf gruppebestræbelser, der er rettet mod et tjenestearbejde for andre. Denne tendens styrkes af den nye tidsalders to andre karakteregenskaber, der er nævnt tidligere – dynamik og udadvendthed – der nærer en aktiv tilkendegivelse i den ydre verden af alle impulser.

Dette gav Walt Whitman udtryk for i Leaves of Grass, (Doubleday, Doran & Company, 1940) på denne måde:

Jeg drømte i en drøm, at jeg så en by, der var uovervindelig
endog af angreb fra hele resten af Jorden. 

Jeg drømte, at det var en ny by – en venskabets by. 

Intet var større dér, end den egenskab en intens kærlighed
står for, og den var deres ledestjerne.

Det så man til hver en tid i de handlinger, som denne bys
mennesker foretog, og i alle deres synspunkter og ord.

 Teknikker til enhed

De positive teknikker til opnåelse af enhed og syntese kan sammenfattes således:

1. Rigtig information En af årsagerne til spænding og konflikt er mangel på gensidig information mellem enkeltpersoner,  grupper og nationer.
2. Forståelse Selv den bedste form for information er ikke tilstrækkelig som grundlag for en rigtig fremgangsmåde og enhed, hvis den ikke evalueres rigtigt, så den kan føre til sand forståelse.
3. Samarbejde Samarbejde er tydeligvis fordelagtigt for alle berørte parter. Det eliminerer det store spild af tid og kræfter, der forbruges ved konflikter, og det samler ressourcer og integrerer gensidige evner. En mere oplyst egeninteresse bør tilskynde alle, både enkeltpersoner og grupper, til at praktisere samarbejde.
4. Den gode vilje Den gode vilje er et af de mest effektive midler til at eliminere hindringer og til at opnå enhed og syntese.

Universalitet

Relationen mellem den enkeltes sjæl og den universelle sjæl blev beskrevet ud fra et psykologisk aspekt i tredje instruktion, men i mere almindelig forstand er universalitet det tredje og sidste stadie i den tendens, der fører til enhed og syntese, det er baseret på en erkendelse af, at universalitet er en realitet, og at menneskene er forbundet med den.

Som bekendt antyder visse astronomiske observationer, at det synlige univers udvider sig i et særdeles højt tempo. Uanset om denne teori er rigtig eller ej, så er der så sandelig sket en gradvis udvidelse af menneskenes viden om og opfattelse af universet og i nyere tid ret hastigt.

Op til tiden for få århundreder siden var Vestens fremherskende model af universet den ptolemæiske model, hvor Jorden var universets midtpunkt, som planeterne, Solen og de øvrige stjerner kredsede omkring. Derefter kom den “kuperniske revolution”, hvor Solen blev betragtet som solsystemets midtpunkt, og hvor Jorden blev tildelt en mindre flatterende plads som en af planeterne, der kredser om Solen.

Menneskehedens kosmiske borgerskab

Senere opdagede man, at Solen blot er en af de mange millioner af stjerner, der danner den galakse, der kaldes Mælkevejen. I de sidste tiår har konstruktioner af større og større og stadig kraftigere teleskoper ført til opdagelse af talløse galakser og af grupper af galakser i afstande på billioner af lysår. På samme tid har videnskabens forskere ved hjælp af forskellige instrumenter, specielt radioteleskoper, opdaget udstrålinger i stadigt større antal og med stadig større styrke, der kommer til Jorden fra alle dele af universet.

Således er det nu videnskabeligt tilkendegivet, at universet både er utrolig stort i udstrækning og har en meget tæt sammenhæng. Dette har bevirket, at menneskeheden har udviklet sansen til at opfatte endnu større helheder. Menneskene er ved at opnå en større sans af universalitet, af at høre til et ubegrænset kosmos og af at blive påvirket af alt, som det er sammensat af. Selv om menneskene bor på planeten Jorden, er de begyndt at betragte sig selv som sande kosmiske beboere.

Indtil nu har denne sans for “kosmisk tilhørsforhold” kun påvirket menneskenes holdning til sig selv og andre på en begrænset måde. Man kan sige, at rent psykologisk fastholder man stadig en “ptolemæisk opfattelse”, idet man stadig føler og handler, som om man er midtpunkt   i det indre univers. Det samme kan man sige om grupper – og især om nationer. Der findes stadig en stor, og man kunne sige chokerende, mangel på proportion mellem den mentale udvidelse og den personlige selvcentrerethed.

Men dette misforhold er man begyndt at erkende, og man kan se en tendens til at skabe enhed og syntese i det sociale liv. Man er begyndt at danne alle former for grupper. Gensidig afhængighed bliver i stadig højere grad erkendt som en kendsgerning, og mange former for samarbejde bliver forsøgt og etableret.

Alle disse faktorer er begyndende manifestationer af den sans for universalitet, der i tiltagende grad vil blive erkendt i den nye tidsalder. Universalitet vil være betegnende for den vigtigste storhed og vil være medvirkende i opbygningen af de nødvendige fundamenter til manifestation af det, man kan betragte som det femte rige, det der i religiøs terminologi kaldes sjælenes rige eller Guds rige.

Den nuværende overgangsperiode

På baggrund af ovenstående bliver man klar over, at den periode, som menneskeheden lever i nu, er overmåde interessant, men på samme tid er det en af de vanskeligste i menneskehedens historie. Det er en periode med forvirring og med akutte konflikter inden for alle livets områder. Alle de gamle og højt skattede former forringes hastigt og bryder sammen i mange tilfælde under presset fra de nye frembrusende energier. De resterende former viser sig at være mere og mere utilstrækkelige til de nye tilstande og til den nye mentalitet hos den yngre generation. På den anden side har de første påvirkninger fra de nye strømninger ofte vist sig at være grove og eksperimenterende og utilfredsstillende på mange måder, men i dem findes kimene og håbet for fremtiden.

Det er meget ubehageligt at leve i en så kaotisk periode. Det kræver megen visdom og dygtighed i handling og en konstant bestræbelse på at afbalancere forvirringen, fortvivlelsen, den negative kritik og frygt, der er så udbredt nu for tiden. Men klar vurdering af situationen og rigtig bedømmelse af de tendenser og aktiviteter, der nu for tiden kommer frem, er til stor hjælp.

Man må på dybtgående måde skelne mellem den oprindelige kvalitet, den essentielle natur af de nye tendenser, som oven for er beskrevet, og de forskellige og ofte tvivlsomme måder, de kommer til udtryk på og bruges eller misbruges på.

Det er en almindelig lov, at en gradvis nedstigning af en ren ide fra et højt mentalt niveau til konkretisering og inkarnation i en eller anden form eller ydre aktivitet, uundgåeligt bliver underkastet mange slags begrænsninger, fordrejninger og misbrug. Det vil være klogt at overveje de forskellige omskiftelser, som ideerne er udsat for, da det gør det muligt at modvirke eller stilne dem i en vis målestok.

Faren ved overdrivelse

Den første fare for en ny ide er, at den overdrives. At overdrive den nye ides betydning kan føre til en idealisme og fanatisme, der er tilbøjelig til at forårsage, at den bliver styrket for stærkt og for hurtigt, uden at man opdager, at det kan føre til genvordigheder og lidelser. Det vil derfor være bedre og endog nødvendigt at introducere den gradvis. Selv når impulsen til et ideal er høj med uselviske motiver, kan idealet blive en besættelse og være så blændende med sit lys, at man ikke kan se, at der er andre hensyn at tage. Der findes mange eksempler på dette nu for tiden. Som tidligere nævnt, har tendensen til enhed og syntese i mange tilfælde ført til at styrke totalitarisme, for vidtgående standardiseringer, tvang til føjelighed, samt undertrykkelse af individualitet, initiativ, originalitet og selvudfoldelse.

Blandt de andre tendenser, der er nævnt i disse instruktioner, er det nemt at se, at det positive og maskuline element er meget udbredt, og at dynamik og udadvendthed også overdrives og er ensidige, når de gives til kende nu for tiden.

Intelligent nedtrapning

Nedstigningen af en ide eller af en oprindelig tilskyndelse til ydre manifestation bør fuldføres ved, at den “nedtrappes gradvis”, hvilket  er den etymologiske betydning af ordet  degradering. Denne proces   er uundgåelig og normal, men ulykkeligvis skaber denne “gradvise nedtrapning” ofte en rigtig “degradering”. Den oprindelige ide eller impuls reduceres, forstås på en overfladisk måde og materialiseres på overdreven måde, således at dens mening og potentiale er begrænset eller endog tabt. Klare eksempler på dette er stærk fart og dynamik. I deres bedste aspekter kan de betragtes som åndens sejr over stoffet,  og som initiativers, udfordringers og beslutsomheders sejr over inerti, dovenskab og frygt. Ofte glemmes deres formål eller det mangler helt, og hvad angår den høje hastighed, så bliver den et mål i sig selv, hvilket er formålsløst, ødelæggende og farligt både for en selv og for andre.

Mange former for fejlagtighed og misbrug har tendens til at vise sig i nedtrapningsprocessen. Det kan skyldes forkerte eller blandede motiver, der forstyrrer og udnytter en oprindelig ide eller en indstrømmende energi, eller det kan skyldes en uhensigtsmæssig metode og misforståelse eller mangel på dygtighed.

Vanskelighederne kan besejres

Viden om vanskelighederne, farerne og smerterne i overgangsperioden bør ikke virke så overvældende, at de positive aspekter tabes af syne. Det gælder også de store resultater, der allerede er nået, og frem for alt de undere, som nærmer sig, og som vil blive storheden i den nye tidsalder. Vanskelighederne kan besejres og fravigelser vil der blive rettet op på af det nye liv, der strømmer ind, og af virkningerne fra de nye og storslåede energier, der opererer med stigende styrke. Det enkelte menneskes problem og hele menneskehedens problem er at håndtere disse energier rigtigt, og enhver måde, som man kan bidrage til dette, er yderst betydningsfuldt. Ikke mindst er en af disse måder meditation – meditation for den nye tidsalder.

En inspirerende vision

I The Phenomenon of Man (Harper & Row, New York, 1965) beskriver Teilhard de Chardin en inspirerende vision og illustrerer den øjeblikkelige rækkevidde af menneskenes fremskridt mod et nyt og højere niveau:

“I dette øjeblik vandrer vi i en overgangstidsalder. En tidsalder med industri, en tidsalder med olie, elektricitet og atomer. En tidsalder med maskiner, med enorme kollektiver og med videnskaber – fremtiden vil vise, hvilket navn der bedst kan beskrive den æra, vi vandrer ind i. Ordet har ikke så stor betydning. Det, der betyder noget, er, at vi burde have at vide, hvilken pris vi må betale for det vi gennemgår, for livet tager et skridt fremad, samt et afgørende skridt i vort indre og i vores omgivelser. Efter den lange modningsproces, der til stadighed er foregået under en tilsyneladende ubevægelighed i århundrederne med landbrug, er den tid endelig kommet, der karakteriseres af uundgåelige fødselssmerter ved ændringen af tilstanden. I begyndelsen var der mennesker, der vidnede om vores oprindelse. Der kommer andre, der vil vidne om de store begivenheder ved slutningen. For os – i vores korte livstid – sker der kl. 12 middag et kritisk skift af æren og den gode skæbnes tilfældighed.  I disse forvirrede og rastløse zoner, hvor nutiden blandes med fremtiden i omvæltningerne i verden, står vi ansigt til ansigt med al den storhed, der er uden fortilfælde i menneskenes fysiske forhold. Her om nogen steder, nu om nogen sinde, har vi mere legitimt end nogle af vores forgængere ret til at tro, at vi kan afpasse vigtigheden af og påvise retningen i den proces, der udvikler menneskene yderligere.  Vores Jord med fabriksskorstene og med kontorer, der syder af arbejde og forretningsmøder, og vores Jord med hundreder af nye udstrålinger, er en levende organisme, og denne store organisme lever dybest set ved hjælp af og af hensyn til en ny sjælsimpuls. Udover ændringer i alder ligger ændringer i tænkning. Hvor kan vi søge, og hvor kan vi foretage denne renovation og subtile forandring, som uden at ændre væsentligt i vores legemer har frembragt os som nye skabninger? Ét sted og i ét legeme har en ny intuition, der involverer en total ændring i fysionomien af det univers, hvori vi bevæger os, ført til en opvågnen.”  En ny og højere type mennesker er ved at komme i inkarnation, og de har et langt videre livssyn end deres forgængere havde, og de er hastigt ved at overvinde fortidens begrænsninger. Men ud over det – og dette er den største garanti for fremtiden – giver mennesker allerede udtryk for at “deltage”, og det er en følelse, som ligger hinsides planeten. Der rækkes ud for at få større viden om de kosmiske dimensioner og relationer og for at opnå en universalitet, der til stadighed bliver mere vidtrækkende.

 

Sådan kan du komme videre

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli

Læs introartiklen om energipsykologi

Læs introartiklen om integral meditation