Nærværsbaseret psykoterapi, af Kenneth Sørensen

Nærværsbaseret psykoterapi er et grundlæggende element i psykosyntesen, da der bliver lagt så stor vægt på at opdage den nærværende iagttager. Artiklen beskriver gennem cases og teori fundamentet for den nærværsbaserede psykoterapi.

Af Kenneth Sørensen, temaet indgår centralt i bogen Psykosyntesens Sjæl Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv, en af dem handler om nærvær.

___________________

”Da en god personlig psykosyntese er alt, vi kan håbe på hos mange af vore patienter, er den idé hvoromkring hvilken hele den personlige psykosyntese drejer sig, det personlige selv som et center af selvbevidsthed. Den realiseres sammen med erkendelsen og anvendelsen af dets styrende vilje, som er af største vigtighed” (Assagioli, 1975, s.87)

Da jeg første gang mødte Maja i min psykoterapeutiske praksis var det tydeligt, at hun levede i sit hoved. Jeg kunne også mærke, at jeg hurtigt blev irriteret over hendes rationaliseringer og manglende kontakt med sin krop og sit følelsesliv. Hun var i ordets egentlige forstand ”overfladisk” fordi hendes verden bestod af fornuftige koncepter, som manglede følelsesmæssig dybde og kropslig erfaring. På den anden side, så var det netop derfor hun var kommet til mig, for hun var ulykkelig over sit manglende kærlighedsliv. Hun var nu 33 år og havde endnu ikke stiftet familie. Det var 5 år siden, at hun var i et forhold sidst, så hun mærkede hvor desperat hun efterhånden var blevet fordi hendes venner fik børn og etablerede sig i familier. Det vil sige, hun havde et forhold til en gift mand, men det var tydeligt, at han aldrig havde tænkt sig at forlade konen, så det forhold bragte for tiden mere smerte end lykke.

Jeg vidste at vores rejse straks måtte indebære en ”nedstigning” til de kropslige og følelsesmæssige områder og at nærvær og intimitet måtte være første destination. Når hun fortalte, at hun var ulykkelig, var der ingen følelsesmæssig ladning i ”rummet” og når hun fortalte om sin kærlighed til manden, så kunne jeg heller ikke mærke hende.

Vi måtte med andre ord bringe nærvær og bevidsthed ned i kroppen. Jeg ville pege på det faktum, at hun kunne identificere sig med iagttageren og sanse sig ind i alle de kropslige og følelsesmæssige reaktioner, der lå bag ord som: ”Jeg er ulykkelig”, ”Jeg elsker ham” etc. Jeg ønskede, at hun fik dybde på sin oplevelse, så hun bevidst kunne vælge, at inkludere en langt større del af sin indre verden. Jeg ville kort sagt træne hende i, at blive et nærværende center af ren selvbevidsthed og vilje. Det vil sige, et kærligt vidne til sine psykologiske processer.

Hvad betyder det egentlig at være ”et center af ren selvbevidsthed og vilje”?

Vi ved, at det er en af de helt centrale definitioner på selvet som Roberto Assagioli anvender, uanset om vi taler om det personlige- eller transpersonlige Selv. Men hvordan arbejder man med denne selv-oplevelse i praksis og hvorfor er det vigtigt? Dette er spørgsmål, som er utrolig vigtig at besvare, hvis vi vil forstå, hvad der i særlig grad udgør Psykosyntesens sjæl.

I en udtalelse til psykosyntesecentre rundt omkring i verden (Om psykosyntese træning) beskriver Roberto Assagioli, hvad han forstår er de essentielle træk ved Psykosyntesen og her er disidentifikation og det personlige selv, de to første punkter ud af syv.

Det, der gør Psykosyntesen unik, i forhold til mange andre psykoterapeutiske tilgange er netop, at den definerer den centrale identitet som ren bevidsthed og som noget helt andet end bevidsthedens indhold af tanker, følelser og sansninger. Assagioli var dybt inspireret af Østens og især yogafilosofiens opfattelse af Selvet. Han skrev bl.a. forordet til den italienske udgave af Alice Baileys kommentar til Patanjalis Yogasutraer.

Ren bevidsthed, vågenhed og nærvær er alle ord der peger på den fundamentale kendsgerning, at vi er bevidste. At vi kan iagttage bevidsthedens indhold, eller bevidsthedsstrømmen fra et neutralt observerende sted. Faktisk er det ikke et sted, men den vi fundamentalt set er, for når vi i meditation søger at iagttage iagttageren, eller vender bevidstheden mod dens egen kilde, så finder vi intet andet end bevidsthed (og vilje, men derom senere.)

Det er med andre ord muligt, at iagttage alle de psykologiske processer, der foregår i vores indre og værdien af det er indlysende i en psykoterapeutisk kontekst. Når jeg arbejder med klienter, så bruger jeg metaforen ”det indre hus” om ovaldiagrammets tre niveauer (se diagram). Det lavere ubevidste er kælderen, det mellemste ubevidste er første sal og det overbevidste er anden sal. På hver af disse etager er der forskellige energier og behov, som påvirker selvet (iagttageren) i forskellige retninger. Der er endog rum, hvor der bor delpersonligheder, som påvirker stemningen i hele huset. Assagioli lavede selv en sammenligning mellem Maslows behovspyramide og ovaldiagrammet, som jeg illustrerer nedenfor.[1]

Det var tydeligt, at Maja i overvejende grad opholdt sig på den etage i hendes indre hus, der var styret af rationalitet og logik. Hun var slet ikke klar over, den rigdom af nuancer som hun indeholdt ”under sig” og ”over sig”.  Når vi vender bevidsthedens lys mod det indre, så sker der en oplysning, vi begynder med andre ord at erkende, hvad vi indeholder og hvad der påvirker vores adfærd i mangfoldige retninger. I praksis er det dog langt sværere end det lyder, fordi det ofte er ubehageligt at gå ind i de mørke rum, hvor gamle smertefulde tilstande bor, men omvendt er det en forudsætning for frihed.

Nærværsbaseret psykosynteseterapi handler om at træne sin klient i at være nærværende og opmærksom på, hvad der sker i kroppen, følelserne og tankerne, når vi taler om et bestemt tema. Helt praktisk beder jeg klienten om at vende opmærksomheden mod sit indre, efter jeg har introduceret personen for ideen om det indre hus og sin bevidsthed, som det lys der kan oplyse, hvad der foregår inden i.

Klienten kan sidde med lukkede øjne eller åbne afhængig af temperament og ganske langsomt guider jeg klienten ind i en rolig opmærksom iagttagelse af åndedrættet, kropslige sansninger, stemninger og tanker, som relaterer til det tema, vi arbejder med. Det der foregår i denne tilstand er en art refleksiv meditation over indholdet i klientens bevidsthed, samt en træning i at sætte de rigtige præcise ord på de energier, der sanses og iagttages. Effekten af det arbejde er at ”komme hjem i sig selv”, tage alle etager i anvendelse og skabe en ny og bedre atmosfære i de indre rum.

Når Maja fortalte om sin ulykkelighed, så brugte vi tid på at mærke hvor i kroppen den føltes. Var den varm, kold, tung, skærende, sugende … Vi undersøgte hvilke følelsesnuancer der var i ulykkeligheden, hvilket resulterede i, at hun faktisk opdagede at hun også var vred. På sig selv og ”manden” fordi hun følte sig udnyttet og lod sig udnytte. Maja var, hvad jeg vil kalde for en følelsesmæssig og kropslig analfabet fordi hendes oplevelse var reduceret til et lille rationelt udsnit af hendes indre virkelighed. Af samme grund indeholdt hendes sprog få ord, der kunne beskrive hvad der foregik indeni. Men gradvist som sessionerne skred frem begyndte hun at opleve en større intimitet med sig selv og sin indre verden.

At komme hjem i sig selv, er at kunne være med det der er, uden at fixe eller løbe væk fra det. Dernæst er opgaven, at kunne mestre det, for det er ikke nok blot at være vidne til sine oplevelser. At være hjemme, men bevidst slave af sine reaktionsmønstre er ikke særlig attraktivt, derfor må vi gøre os til ”mesteren i huset”. Det er netop hvad psykosyntese handler om. Mesterskab kræver kærlighed og vilje ud over bevidsthed og det vil jeg tydeliggøre i det følgende.

Kærlighed er et must

At kunne være med det der er, er grundlaget for nærværsbaseret psykoterapi, men at iagttage processerne er kun det første stadie. Det næste er, at kunne rumme, acceptere og inkludere det, der iagttages. Kærligheden må med andre ord inddrages i processen, da mange af de tilstande og delpersonligheder vi møder i det indre hus, er hjemløse, efterladte og udstødte. Jeg plejer at sige:

Iagttag, alt hvad der er …
Elsk, alt hvad der er …

Empati er nøgleordet i denne sammenhæng, for det at kunne leve sig ind i tilstandene og forstå dem indefra er netop det, der samler og heler. Kærligheden er magnetisk og den skaber en integration og dybest set en syntese eller en sammensmeltning mellem den elskende og det der elskes. Den skaber intimitet.

I starten er det ofte psykosynteseterapeuten, der må holde det inkluderende rum af accept, fordi klienten er så identificeret med det i sig, som frastøder eller fortrænger de uønskede energier og delpersonligheder. Men nærværet og det at indtage perspektivet – eller jeg vil hellere sige – identiteten som det kærlige vidne, vil langsomt forløse det indre spændingsforhold mellem udstøderen (en delpersonlighed) og det udstødte (en delpersonlighed).

I forhold til Maja, så var opgaven, at hun opdagede sine følelser og kunne eje dem, det vil sige, rumme at de tilhørte hende og var vigtige at forholde sig til. I starten skulle jeg fungere som det eksternt forenende center af empati. Men nærværsbaseret psykosynteseterapi, vil så hurtigt som det er muligt, lægge ansvaret på klienten. Det gøres ved at styrke klientens identifikation med den kærlige iagttager, der rummer de sårbare sider.

Den nærværsbaserede psykosynteseterapi vil med andre ord guide klienten ind i en åben, opmærksom og accepterende værensmåde, ved at pege på det fundamentale faktum, at klienten eksistentielt set er det kærlige vidne. Det er i denne proces, at vi etablerer centret af ren bevidsthed og vilje, og her rører vi ved et af de helt centrale elementer i Psykosyntesen.

Psykosyntesen adskiller sig fra gestaltterapien og andre retninger, der også bevidst anvender nærvær. Vi peger på, at der er et center, der er et subjekt, en indre identitet bag ved tanker, følelser, sansninger, som vi kalder for selvet. Dette selv er et levende væsen, hvis grundlæggende træk er bevidsthed og vilje. Det vil sige, at det kan være bevidst om, hvad der sker inden i og vælge, hvordan det vil forholde sig til det, der sker. (Mere om viljen senere). Det er også i forhold til selvet som et levende subjekt, at psykosyntesen adskiller sig fra buddhismen og mindfulnessbaseret tilgange. I buddhismen er der ikke noget center, ikke noget selv, og i den sammenhæng bliver det vanskeligere at arbejde med integration.

Psykosyntese handler om at integrere, harmonisere, syntetisere alle elementer i de tre ubevidste områder omkring et center. Centeret er selve forudsætningen for, at vi kan samle de løsrevne dele, der ofte er i konflikt med sig selv.  Centeret er iagttageren. Denne iagttager er ikke en ide, eller en teori, den er en fundamental kendsgerning, som alle kan vågne op til. I starten af processen er iagttageren mere en teori, eller et perspektiv man tager. De fleste klienter forstår godt, at de kan iagttage deres indhold, for det oplever de netop i den nærværsbaserede tilgang.

Det er dog ikke det samme som den opvågning, der sker når de vitterligt erkender, at de er bevidstheden. At deres fundamentale identitet altid er bevidsthed, vågenheden, ubundet af bevidsthedens processer tanker, følelser og sansninger. Dette er en revolution for klienten når det sker, for nu er der fundet et sted der altid er roligt, stabilt, nærværende, det samme. Klienten har fundet øjet i orkanen og at selve opdagelsen er så enkel og ligetil er næsten chokerende. Virkningen er først og fremmest frihed og en evne til at træde et skridt tilbage i forhold til alle de stærke dragende kræfter, som virker inden i.

Når der fortsat er en stærk identifikation med det mentale, så kan iagttagelsen blive mental, kølig og helt neutral. Men når kroppen og følelseslivet inkluderes, så bliver oplevelsen af iagttagelsen intim og nærværende. Det skyldes, at bevidstheden virker gennem alle tre grundlæggende funktioner: Tanke, følelse og krop.

Maja oplevede med tiden en øget evne til at være langt mere tilstede, her og nu, med det hun oplevede i et givent nu. Hun fik et mere nuanceret sprog og en evne til at træde ud af bevidsthedsstrømmen, ved at trække vejret, iagttage hvad der sker, og herfra vælge hvad det rette perspektiv kunne være.

Disidentifikation er en hjørnesten i psykosynteseterapi

Der er dog endnu en væsentlig evne som må tilføjes og trænes førend iagttageren bliver en realitet for klienten og det er den praktiske anvendelse af disidentifikation. Den nærværsbaserede psykosynteseterapeut må kontinuerligt spejle klienten i, at vedkommende dybest set er den kærlige iagttager. Det er dog en længere og langstrakt proces, som ofte kræver stort arbejde fordi klienten har identificeret sig så stærkt med tillærte og begrænsende overbevisninger, som ikke umiddelbart lader sig opløse. Disidentifikation er at indtage positionen som iagttager og se sine tilstande på afstand. Disse tilstande er vi ofte så identificerede med, at de sidder helt oppe i ansigtet. Det kan være følelser eller overbevisninger eller ydre objekter som vores ejendele eller mennesker omkring os. Når vi disidentificerer os med noget, så gør vi som den amerikanske tænker Ken Wilber siger: ”subjects to objects”. Det er en genial måde at sige det på, for pludselig kan man se noget som før var ”mig”, blive til noget ydre.

Det betyder ikke, at vi laver en fuldkommen separation imellem os selv som iagttager og det iagttagne, for hensigten er netop at kunne møde den side af os selv med kærlighed, som det kærlige vidne. En forudsætning for, at vi kan elske noget er, at vi skaber en dualitet mellem den elskende og det der skal elskes.

Der har været en modreaktion mod Roberto Assagiolis oprindelige disidentifikationsøvelse i psykosyntesemiljøet. Den oprindelige øvelse indeholder bekræftelserne: Jeg har en krop, men jeg er ikke min krop, jeg har nogle følelser men jeg er ikke mine følelser, jeg har nogle tanker, men er ikke mine tanker. Det har flere ændret til, at jeg har en krop, men jeg er mere end kroppen osv. Argumentet er, at den radikale disidentifikation kan skabe en separation og måske i nogle tilfælde en dissociation med det, man disidentificerer sig fra. Denne nuanceforskel tillader fortsat en identifikation med kroppen og det forstår jeg godt, når man arbejder med nybegyndere. Eller mennesker med en meget usikker personlighedsstruktur. Det er ikke alle mennesker der er parat til at identificere sig med bevidstheden, for det er et helt nyt paradigmeskift i forhold til identitet.

Det er en radikal opvågning at bekræfte, at man er bevidstheden, men eksistentielt set har Assagioli ret og han er i godt selskab med alle de store mystiske erkendelsesveje, yogiske, tantriske, budhistiske og kristne, som fastslår det samme. Vi er bevidstheden. Psykosyntesen er i den forstand en ægte syntese mellem Østens visdom og Vestens dybe indsigter i det ubevidste. Når klienten er villig til at indtage positionen som iagttager, og jeg har ingen klienter, der ikke kan, så bør man så hurtigt som muligt anvende den i terapien, jævnfør Assagiolis anbefalinger.

En forudsætning for, at det overhovedet kan lade sig gøre, er at psykosynteseterapeuten selv arbejder som iagttager og kan holde det space i rummet. Det kræver en skarp iagttagelse, at høre alle de steder, hvor klienten har identificeret sig, for det afsløres igennem kommunikationen, hver gang klienten bekræfter sin identitet med en tanke, følelse eller sin krop. Jeg er vred, frustreret, grim, dum etc.  Når psykosynteseterapeuten selv fungerer som iagttager, bliver det muligt at pege på identificeringen og iværksætte en disidentificeringsproces.

Der findes mange måder at gøre det på. Sidder klienten med lukkede øjne og er nærværende og sansende ind i det indre rum, så kan man arbejde med at lægge tilstande og delpersonligheder ud i hænderne. På den måde skelnes der mellem den kærlige iagttager, som er vågen i hovedet og elsker fra hjertet og den tilstand eller delpersonlighed man arbejder med er ude i hånden. Med åbne øjne kan man tegne tilstanden, så objektgøres den også eller man kan placere den på en stol i rummet. Nu bliver det muligt at elske den fra den position man sidder i. Den afgørende faktor, og det der gør det til psykosynteseterapi er, at terapeuten holder perspektivet, at klienten er iagttageren. Det vil sige, hele tiden spejler klienten i sin fundamentale identitet som bevidsthed. Med mindre man som led i processen, tillader en midlertidig fuld identifikation med det sårede barn, ofret etc. som en måde at gennemleve og eje processen på, indtil der kan gives slip på identifikationen med det.

I nogle situationer er klienten ganske enkelt ikke i stand til at disidentificere sig fordi smerten er for stærk eller gevinsten er for stor, som den fx ofte er, når man er offer-identificeret. I disse tilfælde kan psykosynteseterapeuten holde muligheden åben i feltet og gradvist træne klienten i evnen til at møde tilstanden fra afstand med et åbent hjerte.

I praksis arbejder man med tre perspektiver i en nærværsbaseret tilgang: Første- Anden- og Tredjepersons perspektiv. I første-persons-perspektivet er man fuldt identificeret med tilstanden, man går bevidst ind og oplever, hvordan det er at være i fuld kontakt med alle tilstandene eller delpersonlighedens processer. Er klienten opmærksom på sig selv som iagttager, så vil der dog i realiteten være reserveret et iagttagende rum, hvor man reflekterer over oplevelsen, mens man dykker ned i den. I anden-persons-perspektivet er man i dialog med tilstanden, stiller spørgsmål og lytter til svar. Her er formålet at opnå et samarbejde og en kærlig udveksling mellem iagttager og delpersonlighed/tilstand. I tredje-persons-perspektivet ser man tilstanden på afstand og beskriver, taler om den.

Der er ofte et flow og en fleksibel vekslen mellem de forskellige perspektiver og når de mestres af terapeuten er de et utrolig værdifuldt værktøj til indsigt og integration.

Det lille selv og transpersonlige Selv

Der er kun ét selv. Assagioli var meget klar i mælet om, at der dybest set ikke er tale om flere selv, men kun det samme selv, der udfolder sig på forskellige niveauer. Det vil sige bevidstheden, det indre lys, nærværet er det samme. Det er omfanget af bevidstheden, hvor meget selvet kan rumme og inkludere i sin bevidste identifikation, der afgør hvor stort selvet er. En oplyst vil vide med stensikker vished og ud fra indre erfaring, at den bevidsthed der kigger ud i gennem dine øjne er den samme bevidsthed, der kigger ud igennem mine.

Forskellen mellem det personlige selv og det transpersonlige Selv er derfor dybest set, hvor frigjort iagttageren er. Når vi oplever det personlige selv som ren bevidsthed, så er der fortsat en oplevelse af adskilthed. Der er en klar oplevelse af, at ”jeg” er noget helt andet end ”dig”. Det skyldes at iagttagelsen fortsat fungerer igennem det mentale felt, som begrænser og skaber dualitet.

Når bevidstheden derimod krydser grænsen til det overbevidste, så opleves det som, at bevidstheden spontant udvider sig langt langt ud over kroppens grænser ud i det uendelige. Der opstår en fuldkommen ophør af tanker og dermed slipper man ud af det adskilte fængsel, som det mentale skaber. Det er en tilstand af fred, frihed og en evne til at være her-og-nu. Det at tænke opleves næsten, som at tage en spændetrøje på. Det kan sagtens lade sig gøre, men det er som at begrænse det ubegrænsede i en alt for lille form. Der er fortsat en oplevelse af ”mig-hed” (I-Amness), så der er fuld identitet. Jeg er aldrig noget andet end mig, det er blot et langt mere frigjort mig, der ikke er bundet til den personlige historie, som det lille jeg er.

Det er naturligvis særdeles sjældent, at man i en nærværsbaseret psykoterapi får lejlighed til at pege på den mere transcendente selvoplevelse. Det sker dog engang i mellem, især hvis psykosynteseterapeuten har en seriøs meditationspraksis og jævnligt praktiserer nærværsmeditation.  En meget stærk metode er, at holde en øjenkontakt med klienten gennem lang tid og blot være. Give helt slip ind i bevidstheden på den anden.

Disse dybe øjenkontakter kan skabe disse oplevelser af fred og frihed, især hvis psykosynteseterapeuten ved hvordan tilstanden skal transmitteres. Det er en praksis jeg privat har trænet et langt stykke tid og indimellem er der en klient, der spontant opdager den mulighed eller blot får et behov for at holde nærværet. For et stykke tid siden opstod det spontant og vi sad i 45 minutter uden at ytre et ord. Vi vidste begge, at noget transpersonligt, en dybere væren var aktiveret. Tiden ophører og to sjæle er blot sammen i et tidløst nu og resultatet er dyb fred. Klienten sagde efterfølgende. ”Det er første gang nogensinde, at et andet menneske har kunne være med mig i min dybeste væren. ”

Der er ét selv men mange Jeg-er

En nærværsbaseret psykosynteseterapi er optaget af at udvikle et helstøbt menneske, som kan udtrykke sig frigjort gennem alle sine psykologiske funktioner. Kropsligt, følelsesmæssigt, mentalt og intuitivt etc. Det forudsætter ideelt set, at funktionerne udvikles og at identiteten trækkes tilbage fra funktionerne, så man i realiteten oplever at man har en krop, men ikke er sin krop. Assagioli beskriver i stjernediagrammet (se diagram) funktionerne som: 1. sansning (kroppen), 2. følelse, 3. begær, 4, fantasi, 5. tanke, 6. Intuition, 7. viljen. Det hvide lys i midten er bevidstheden og selvet.

En nærværsbaseret psykosynteseterapi vil altid pege på det faktum, når klienten er klar, at identiteten er baseret i bevidstheden. Der findes ingen andre identifikationer, der giver den samme grad af frihed, for er man vågnet op til bevidstheden selv, kan man identificere sig med hvad som helst. Bevidstheden er fri, ubundet og kan flyde gennem alle de psykologiske funktioner og give værdifulde oplevelser. Intet andet i os har den kvalitet.

Kroppen skal fx fungere som en værdifuld funktion, hvor igennem man fysisk handler. Kropsbevidsthed hjælper med at integrere kroppen med de øvrige funktioner: følelser, fantasi, tanker, begær og intuition, således at de kan udtrykke sig frigjort gennem kroppen.

Det forudsætter disidentifikation fra kroppen, så vi fra iagttagerens position kan undersøge og opleve kroppens reaktioner fra alle tre perspektiver. Det forudsætter også, at vi aktiverer kroppen i terapien, gennem berøring, rollespil og andre aktive metoder. På den måde kan vi iagttage kroppen i aktion, hvor den er frigjort og hvor den er hæmmet.

Jeg arbejdede på et tidspunkt med en mand, som slet ikke kunne mærke sine følelser og uanset hvilke øvelser jeg lavede med ham – nærvær, tegning, rollespil, så var adgangen til følelserne lukkede. Jeg fik en pludselig indskydelse til at række ud og røre ham på hans lår. Nu kunne han mærke sine følelser af ubehag og det blev et gennembrud i terapien. Vi skulle gennem kroppen for at få adgang til hans følelser.

Når vores egentlige identitet er bevidstheden selv, hvad er så formålet med alle de andre identiteter vi skaber i forhold til de roller, vi spiller i livet, eller de psykologiske funktioner, vi er identificeret med?

Vi er identificeret med at være far, kæreste, læge, klog, følsom, smuk, grim, stærk etc. Ken Wilber taler om, at vi har forskellige stadie-selver, det vil sige, at vi op igennem vores udviklingspsykologiske rejse, identificerer os med forskellige sider af os selv. I starten identificerer vi os med kroppen og den kommer til at fungere som sæde for bevidsthedens identifikation. Hele den ydre verden med alt hvad den indeholder af fysiske objekter inkluderes også i denne identitet. Kroppen, dens udseende og de ydre ting bliver det, som definerer hvem man er. Vi kunne kalde det for krops-jeget.

Senere bliver følelseslivet sæde for identitet og vi identificerer os med det, der får os til at føle os tryg og godt tilpas. Familie, oplevelser og relationer – vi kunne kalde det for føle-jeget.

Senere bliver vi optaget af at definere vores identitet mentalt, ved hjælp af den særlige livsstil vi bevidst vælger. Uddannelse, arbejde, interesser, ideer, kultur og den særlige gruppe af mennesker, der tilhører ens subkultur, bliver nu det, som udgør ens identitet. Det kunne kaldes for tanke-jeget.

Når bevidstheden vågner op til det faktum, at den er en del af en større global virkelighed på det ydre plan og en samhørighed med livet på et indre, så træder vi ind i de transpersonlige verdener. Det er her at sjæls-jeget begynder at tage form. Nu bliver bevidstheden optaget af at finde sin mening, det vil sige, sin plads i den større globale sammenhæng. Hvor kan jeg tjene og bidrage med at skabe en bedre verden, er et typisk spørgsmål, der stilles i denne fase. Livsformål, at finde sit kald og at udvikle sin bevidsthed og identitet bliver helt centralt.

Der findes mange stadier og forskellige måder at opleve denne virkelighed på afhængig af hvilken psykologisk funktion man er mest identificeret med. Den vigtigste opvågning der sker i denne fase er dog erkendelse af sig selv som bevidstheden, frigjort fra de psykologiske funktioner. Bevidstheden er sjælen, mere eller mindre begrænset af de forskellige funktioner, som vi har identificeret os med.

Det er denne opvågning, partiel og mere eller mindre realiseret, som er et af den nærværsbaserede psykoterapis hovedformål. Det forudsætter en healing, en harmonisering og udvikling af alle de psykologiske funktioner fordi bevidstheden har behov for sunde jeg-er at udfolde sig gennem. I modsætning til mange af de klassiske østlige og vestlige mystiske erkendelsesveje, så har Psykosyntesen en tilgang, der handler om at komme ind i livet og udvikle det med alle de ressourcer vi har. De klassiske religioner har ofte et hovedmotiv, som handler om at komme ud af det fysiske liv. Psykosyntesen og mange af de moderne spirituelle udtryk fokuserer mere på at manifestere spiritualiteten.

Set i det perspektiv er formålet med krops-jeget, føle-jeget og tanke-jeget at agere midlertidige fokuspunkter for identitet, indtil tidspunktet er inde, hvor mennesket er klar til at identificere sig med selve bevidstheden. Transpersonligt betyder det at tage springet ind i sjælens tidsløse, allestedsnærværende Nu, der oplever livet gennem en kærlighedsmættet helhedsbevidsthed. Dette NU er også i sin essens det Universelle Selv, der er et levende væsens bevidste nærværelse og dette levende væsen er dig, mig og alt hvad der eksisterer.

De psykologiske funktioner har til formål, at tilbyde mulighed for handling fordi der er noget i os som vil manifestere sig, med alt vi indeholder, i et fuldkommen frit udtryk. Dette noget er viljen i os.

Viljen; den evolutionære impuls i os.

Viljen står naturligvis helt centralt i enhver nærværs- og viljesbaseret psykosynteseterapi. Assagioli går så langt som at indikere, at vi er en vilje.  Er der et aspekt af Psykosyntesen, som virkelig gør den til en unik tilgang, så må det være betoningen af viljen. Men hvad er vilje? Vi har ofte en meget begrænset opfattelse af viljen, som noget kraftfuldt og stærkt, hvor vi på en mekanisk måde kan presse tingene igennem.

Viljen er dog langt mere noget levende, en energi der lever indeni og som tilskynder os til at vokse, blive større, mere autentiske og sande. Viljen er et direkte aspekt af selvet, som ud over bevidsthed også er LIV. Dynamisk liv, som kontinuerligt søger at manifestere sig, udvikle sig og i den forstand kan vi sige, at viljen er den evolutionære impuls i ethvert menneske. Den er såvel personlig, transpersonlig og universel, det vil sige, at det der satte Big-Bang i bevægelse også lever i dig og mig.

Viljen er ikke det samme som stærke følelser og begær, der kan være kraftfulde på deres egen måde. Viljen er mere beslutningen og intentionen bag den bevidste udfoldelse af de stærke følelser. Selvet er såvel ren bevidsthed, der er statisk, ubevægeligt – et vidne. Men også den motiverende kraft, der sætter alt i gang, når vel at mærke vi er vågnet bevidst op til denne funktion. Assagioli bruger Aristoteles udtryk, at selvet er den ubevægelige bevæger.

Vi er dog ofte styret af ydre påvirkninger og ubevidste indre drifter, snarere end den bevidste hensigt. Viljen er med andre ord noget vi skal udvikle en adgang til, lige som den rene bevidsthed. Selvets bevidsthed oplyser os om hvem vi er, den fører til erkendelse. Viljen sætter os i forbindelse med retning og formål og fortæller os hvilken retning vores liv kan tage, hvis vi ønsker det fulde udbytte af det. Selvets bevidsthed er kaptajnen på et skib, mens viljen er styrmanden.

På den måde er bevidstheden en forudsætning for viljen. For det at træffe bevidste valg kræver en bevidsthed omkring de mulige valg. Det er langt fra alle valg, der træffes bevidst og derfor udspringer mange af vores handlinger ikke fra viljen, men mere fra en af de andre psykologiske funktioner. Frygt, begær, ideer, sult kan være motiverende kræfter bag ubevidste valg.

Assagioli beskriver viljens aspekter som: god, stærk og intelligent. Dens niveauer som: personlig, transpersonlig og universel. Dens mange kvaliteter og de metoder vi kan træne den med. I en nærværs- og viljesbaseret psykoterapi vil man altid betone at klienten lærer at lytte til sin vilje, sin oplevelse af hvad der er sand identitet, og hvordan man udtrykker den i livet.

Set i det perspektiv er identitet ikke noget man bare er, det er noget som kontinuerligt vælges efterhånden som vi bevidstgøres. Viljen er selve evnen til bevidst at identificere sig og disidentificere sig. At sige: ”Det er den jeg er!” eller ”Det er ikke mig!”. Når vi identificerer os med noget giver vi det liv og opmærksomhed – vilje og bevidsthed. Det vi giver liv bliver stærkt og vitalt. Det vi trækker liv og opmærksomhed bort fra dør efterhånden.

Når vi virkelig retter bevidstheden mod sin egen kilde fx i dyb nærværsmeditation, så opdager vi, at vi altid holder en intention, et formål, uanset om det ikke kræver nogen som helst anstrengelse. Uanset hvilken tilstand vi er i, så kommer vi ikke uden om at der er foretaget et valg, og at så længe handlingen opretholdes, så længe holdes intentionen levende i bevidstheden. Denne intention er viljen. Vi oplever også at selvom vi kan vælge at være hvad vi vil, så er der noget som opleves mere sandt end noget andet. Det der fortæller os hvad der er sandt ”mig”, det er den dynamiske energi, der viser en retning. Det er viljen.

Vi er med andre ord, ”et center af ren bevidsthed og vilje”.

Viljesbaseret psykosynteseterapi.

Alle disse ovenstående perspektiver må omsættes i den nærværs- og viljesbaserede psykosynteseterapi! Derfor er noget af det første jeg spørger klienten om altid: Hvor går rejsen hen? Hvad er det for en vækst du ønsker i dette forløb? Jeg bruger metaforer som at blive kaptajn i sit eget liv, så klienten selv sætter sin kurs og styrer det. At blive mester i sit eget hus er også en god metafor.

Jeg peger på den fundamentale kendsgerning, at der er en kraft tilstede i klientens liv, som VIL være sig selv. Viljen til at være sig selv er en af de vigtigste drivkræfter at opdage. Vi kalder den også for behovet for autenticitet, ægthed og at være unik.

Når klienten finder ud af sit mål, så opstår der er viljesfokus, som kan handle om alt fra større væren, spontanitet, fred – altså kort sagt mål, som normalt ikke forbindes med viljen. Men netop fordi viljen ofte bliver misforstået og ikke ses som det den er, nemlig intentionen bag enhver bevidst handling.

Maja var optaget af at få sit kærlighedsliv til at fungere. Hun ville have kærligheden til at lykkes og de første sessioner handlede om, at hun bevidst tog ansvar for det, ved at beslutte at indlede et terapeutisk forløb. I sessionerne er jeg altid meget bevidst om ikke at træffe beslutninger på mine klienters vegne, netop fordi klienten empowers af det ansvar, der handler om selv at træffe beslutningerne.

I Majas tilfælde handlede det om at afslutte affæren med den mand hun havde et seksuelt forhold til. Forholdet var uværdigt i forhold til hendes egne behov og værdier. Hun var dog også klar over, at hun var afhængig af den bekræftelse hun fik og det håb om, at han en dag ville blive hendes.

Der var med andre ord en konflikt mellem hendes vilje og hendes begær, noget de fleste mennesker har haft en klar oplevelse af. Viljen i hende bekræftede, at hun fortjente bedre fordi den er selve den levende energi, som bærer oplevelsen af frihed og storhed i sig. Det er den evolutionære kraft, som kontinuerligt skubber os ud over vores komfortzoner og ønsker mere frihed, mere kærlighed, mere storhed. Viljen bærer kraften fra den arketypiske konge og dronning, som dybest set er sjælen og det transpersonlige selv.

Når først den udviklingsflamme er opvækket og erkendt, uanset om det er på det personlige eller transpersonlige niveau, så kommer der en tydelig retning i et menneskes liv. For Maja, betød det et opgør med et mindreværd, som fastholdt hende i relationer, hvor hun ikke blev set og valgt 100%. I løbet af terapien forstod hun, at det i virkeligheden var en direkte afspejling af, at hun ikke så sig selv og valgte sine behov til.

Viljen er frihed og derfor modpolen til afhængighed og offerroller. Når viljen ikke inddrages i det terapeutiske rum, så oplever man ofte at klienterne regredierer til et umodent niveau. Specielt hvis terapeuten ensidigt fokuserer på omsorg og dermed fastholdes klienten i et afhængighedsforhold til terapeuten, hvilket aldrig kan være formålet med psykosynteseterapi.

Når man spejler klientens viljesnatur, så kan det være en god ide at kalde den stol klienten sidder i for direktørstolen, kaptajnens stol, instruktørens stol, kort sagt den stol, hvor der træffes beslutninger. Det handler om at få klienten til bevidst at identificere sig med at være det bevidste kærlige vidne, som træffer beslutninger. Alle andre sider af klienten kan objektiviseres ved at placere stole i rummet, som repræsenterer de forskellige delpersonligheder. Der enten kan samarbejde med klientens mål eller er modstandere til det.

Den væsentligste spejling sker dog i relationen mellem klient og terapeut. Når terapeuten er en god autentisk autoritet, såvel fagligt som menneskeligt, så transmitteres den power til klienten. Når klienten oplever at terapeuten hele tiden søger at frisætte klienten til at være alt det personen selv vælger og har mulighed for at blive, så oplever klienten at blive set i sin styrke.

Denne transmission eller overførsel af styrke er et helt centralt fokus i en nærværs- og viljesbaseret psykosynteseterapi. Den hjælper klienten med at se sig selv som terapeuten gør og at identificere sig med det klienten vælger er sit sande selv på dette udviklingsniveau.

Psykosyntese træning på skolerne

Jeg håber, at ovenstående fremstilling af den nærværs- og viljesbaserede psykosynteseterapi kan inspirere de psykosyntesiske uddannelsescentre til at fokusere mere på de essentielle elementer i psykosyntesen. Roberto Assagioli gav os kun de foreløbige skitser til dette værdifulde arbejde, så det må være op til os, at bringe denne arv ud i en levende praksis.

Fik de studerende direkte erfaring med iagttageren, disidentifikation og viljen som levende kraft, samt lærte at praktisere det, så ville et stort skridt være taget. Psykosyntese er fredsarbejde, fordi det bringer de konfliktende sider sammen i et harmonisk udtryk. Men en forudsætning for at freden opstår, er at klienten opdager sit kærlige dynamiske center, som er den indre fredsmægler.

På Norsk Institutt for Psykosyntese, hvor jeg vil være den faglige leder fra 2015, vil vi fokusere en stor del af vores træning på at opnå netop dette.

Kenneth Sørensen er utdannet MA i psykosyntese på University of East London og i psykosyntese psykoterapi fra Norsk Institutt for Psykosyntese. Han har siden 1988 hatt en daglig meditasjonspraksis sentrert rundt en kjærlighet- og visdomsorientert tilgang.

Han har arbeidet i sosialpsykiatrien i 10 år, som pedagogisk konsulent og gjennom sin egen virksomhet har han i 12 år holdt mangfoldige kurs i psykosyntese, meditasjon og energipsykologi. Han er en erfaren psyko­syntese psykoterapeut, som brenner for å utvikle den psykoterapeutiske praksis.

Han har skrevet flere bøker om esoterisk og integral spiritualitet på sitt forlag, som også utgir andre bøker innenfor området. Hans siste bok er ’Storhedens Kald, Integral meditation og vejen til frihed’.

[1] Assagioli, Roberto, The Act of Will, chapter 9

Sådan kan du komme videre

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen Selvet – et forenende center