Kroppen spiller også en vigtig rolle i psykosyntesen og i denne artikel gennemgår Assagioli nogle af de forskellige metoder som Psykosyntesen anvender herunder kropsterapeutiske.
Af Roberto Assagioli , M.D, oversættelse Kirsten Hansen
For en forsamling af højt kvalificerede terapeuter, som jeg har den ære at tale for ved denne lejlighed, behøver jeg ikke udbrede mig om principperne for og anvendelsen af psykosomatisk medicin. Tværtimod er jeg i den heldige situation at lære meget af jeres bidrag til møderne i løbet af denne ”psykosomatiske uge”. Jeg tillader mig derfor at hellige den korte tid jeg har til min disposition til en – i sagens natur kort, og jeg ville endda sige en ”syntesisk” – skitsering af bio-psykosyntesens nuværende og fremtidige bidrag til den psykosomatiske medicin.
Ordet ”psykosyntese” er blevet anvendt af forskellige forfattere, men de har ikke taget det til sig, som et entydigt begreb eller anvendt det som en specifik terapeutisk metode. Jeg må imidlertid begrænse mig til at beskrive brugen af det, som vil være mit personlige bidrag her.
Psykosyntese har udviklet sig naturligt, og jeg vil sige spontant, ud fra psykoanalysens område eller hovedstrøm som en psykoterapeutisk metode – eller mere præcist som en samling af teknikker og metoder, koordineret og rettet mod opnåelse af en fuldkommen og harmonisk udvikling af den menneskelige personlighed. Dens principielle målsætninger og opgaver er:
1. Eliminering af konflikter og forhindringer, bevidste eller ubevidste , som blokerer for denne udvikling
2. Brug af aktive teknikker til at stimulere de psykologiske funktioner, som stadig er svage og umodne.
Brugen af psykosyntese afslørede imidlertid meget hurtigt nødvendigheden af at inkludere kroppen, dvs. at erkende og bruge de tætte bånd mellem krop og psyke, samt de gensidige aktioner og reaktioner. Dette er fuldt ud anerkendt både ud fra et teoretisk og praktisk synspunkt, og derfor er den rette betegnelse for psykosyntese bio-psykosyntese. (I praksis er det sædvanligvis mere passende at anvende ordet ”psykosyntese”, men man må forstå, at det altid inkluderer kroppen, bio, og det altid står for ”bio-psykosyntese.”)
Den psyko-fysiske interaktions virkelige natur og virkemåde har været og er stadig som bekendt genstand for livlig diskussion. Modstridende opfattelser og teorier er blevet præsenteret, men psykosyntesen med sin grundlæggende pragmatiske orientering tager ikke noget standpunkt i denne forbindelse. Den tager realiteten af denne interaktion for givet (som danner grundlaget for al psykosomatisk medicin) og anvender dens funktionsmåder til terapeutisk formål.
For at gøre udstrakt brug af en energi er det i praksis ikke nødvendigt at have indgående forståelse af energiens natur eller af, hvad den virkelig er. Ligesom viden om tyngdeloven ikke er nødvendig for at konstruere flyvemaskiner, eller hvad elektricitet er for at anvende den på utallige måder; således kræver brugen af vor krop ikke kendskab til arten af forholdet mellem krop og psyke. Vi behøver ikke vide, hvorledes viljen , en idé eller et mentalt billede kan føre til, at muskler bevæges. Hvis jeg vil løfte en arm, løfter armen sig selv, uden at jeg ved hvordan. Boksere, akrobater og pianister udvikler en forbløffende effektiv psyko-neuromuskulær koordination, en virkelig psyko-fysisk syntese uden at behøve kendskab til selv den mest elementære anatomi – f.eks. om placeringen af de cerebrale motoriske celler og forgrening af nerver, hvis funktion er at stimulere muskulære sammentrækninger.
Denne opfattelse deles af professor Atonielli, den dygtige organisator af denne omfattende og alsidige Psykosomatiske Uge. ”I psykosomatisk medicin”, skriver han, ” det er ikke så vigtigt, i det mindste for klinikeren, at kende den psykosomatiske strukturelle proces som at kende dens oprindelse og vide, hvordan den kan diagnosticeres samt hvilke teknikker, der kan anvendes til helbredelse. Dette praktiske kendskab har vi opnået”. (Practical Aspects of Psychosomatic Medicine, in ”Medicina Psychosomatica,” Vol. 12, n. 2, p. 133)
Et af psykosyntesens vigtigste specifikke bidrag, som adskiller den fra forskellige andre opfattelser af den menneskelig psyke og fra andre psykoterapeutiske metoder, (men samtidig ikke står i modsætning hertil), er erkendelsen af psykens højere funktioner samt påvisningen af deres betydning for mange nervøse og psykosomatiske forstyrrelsers patogenese.
Psykosyntesens opfattelse af menneskets psyko-fysiske struktur vises i følgende diagram
Ovaldiagrammet anvendt i psykosyntesen
Hele den ovale figur omfatter det bio-fysiske menneske; den inderste cirkel repræsenterer bevidsthedsfeltet , og prikken i centrum repræsenterer det personlige selv eller ”jeg”. Resten af ovalen viser det udstrakte ubevidste, som er inddelt i tre zoner:
1. Det lavere ubevidste (den nederste zone) indeholder først og fremmest de elementære, men behændige psykiske aktiviteter, som styrer det organiske liv. Nogle biologer taler nu om en bio-psyke og anser liv og intelligens som uadskillelige. Dette område er også sædet for instinkter eller fundamentale drifter såsom seksualitet, overlevelsesinstinkt og aggression. Her findes også de meget følelsesladede komplekser, som er resultatet af traumer og psykiske konflikter.
2. I den mellemste zone findes de psykiske elementer og aktiviteter, som er lig vågen bevidsthed , og som er let tilgængelige. Det er det før-bevidste; her bearbejdes oplevelse, og fremtidige aktiviteter forberedes.
3. Den øverste zone indeholder det højere ubevidste eller det overbevidste . Herfra kommer intuitioner og inspirationer af en ophøjet, religiøs, kunstnerisk, filosofisk eller videnskabelig natur samt skabelsen af enestående etiske påbud og fremkaldelse af altruistisk handling.
Stjernen øverst oppe på det overbevidste repræsenterer, hvad moderne psykologi – og i særlig grad Jung – betegner som Selvet . Egoet, centeret for det personlige selv, er et genskær heraf. Uden for ovalen findes det kollektive ubevidstes grænseløse psykiske verden.
Alle linierne er prikkede for at angive en stadig udveksling af elementer og energier. Man kunne sige, at der foregår ”en psykisk osmose” mellem ethvert område og alle de andre psykiske områder.
En tydeliggørelse af det højere ubevidste er ønskelig. Dets eksistens er stort set ikke blevet undersøgt af den moderne psykologi. Mange forskere tror virkelig ikke, at det kan undersøges med en videnskabelig metode. Men dette synspunkt stammer fra en begrænset og fejlagtig opfattelse af en sådan fremgangsmåde, som derved indskrænkes til brug af teknikker, som anvendes i de fysiske videnskaber. Den videnskabelige metode, som siges at stamme fra Francis Bacon’s Novum Organum består i virkeligheden hovedsagelig af eliminering af sproglige og skønsmæssige fejltagelser. Han kaldte dem ”illusioner”, og de er blevet endnu mere behændigt afsløret af moderne semantik. Det er hovedsageligt et spørgsmål om sund fornuft . Således kan alt være legitim genstand for videnskabelig betragtning; der findes ikke nogen grund til, at seksualitet skulle være videnskabelig, men ikke kærlighed. Denne opfattelse er nylig blevet anerkendt af flere avantgarde psykologer, som Sorokin, Maslow , Frankl og andre, som har overtaget denne humanistiske, eksistentielle og antropologiske holdning.
Men den psykosomatiske medicin har ikke ignoreret disse højere aspekter af virkeligheden og det psykiske liv. I virkeligheden har nogle af de mest fremtrædende eksponenter vedholdende henledt opmærksomheden herpå. Her vil jeg særlig nævne lederen af Medical Clinic of Hamburg University, prof. Jores, som vi har æren af at have blandt os. I sin fortræffelige bog, Der Mensch und seine Krankheit (Stuttgart: Klein, 1956) viser han, at mange forstyrrelser har rod i en frustrering af et dybt behov for at dyrke personlighedens ydeevne og udvikling. Dette behov er ikke blot en simpel bekræftelse af personligheden foran andre mennesker. Det er trangen til at udvikle latente muligheder og til at vokse, som ofte ikke erkendes eller er fortrængt. Ligesom en normal biologisk organisme oplever en ubetvingelig tendens til vækst, er der en væksttendens i mennesket, som varer hele livet; eller i det mindste meget længere end den biologiske vækst periode. Når denne vækst ikke erkendes eller undertrykkes, eller frustreres af ydre forhindringer, opstår psykosomatiske forstyrrelser.
Prof. Frankl, leder af Neurological Clinic of the University of Vienna, udtrykker sig i lignende vendinger. Med hensyn til eksistentiel vækst og udviklings kriser, udtaler han, at de ikke må betragtes som mentale sygdomme, og at lægen ikke bør forsøge at lette den eksistentielle fortvivlelse med beroligende midler, men snarere bør guide patienten til at overvinde krisen. (Man’s Search for Meaning, N.Y.: Washington Square Press, 1963, p. 103.) Ifølge Frankl er ”søgen efter mening en primær kraft i mennesket og ikke en sekundær rationalisering af instinktive impulser. De værdier, der giver livet mening, driver ikke et menneske frem, men tiltrækker ham derimod.” (ibid. P. 157)
Dette faktum bifalder Abraham Maslow , professor i psykologi på Brandeis University (USA) og nuværende præsident for American Psychological Association, på det kraftigste. ”Den fulde beskrivelse af en person eller af den menneskelige natur skal således omfatte indre værdier, som en del af den menneskelige natur”, skriver han. ”Disse indre værdier er instinktive af natur; dvs. at de er nødvendige for at 1) undgå sygdom og for at 2) opnå den mest fuldstændige menneskelighed og vækst. Sygdom som resultat af berøvelse af indre værdier (metabehov) kan vi betegne som metapatologier. De højeste værdier, det spirituelle liv, menneskets højeste aspirationer er derfor passende emner for videnskabelige studier og undersøgelser. De findes i naturens verden.” (A Theory of Metamotivation: The Biological Rooting of the Value-Life. Journal of Humanistic Psychology, Fall, 1967.)
Det andet af psykosyntesens bidrag er, at viljens betydning og værdi atter betones, idet den gør opmærksom på, hvorledes viljen har en særlig position, da den afviger fra de andre psykologiske funktioner. Man kan kalde viljen for den moderne psykologis askepot. Siden William James er den næsten blevet fuldstændig ignoreret, ikke alene af teoretiske psykologer, men også af de førende eksponenter for dynamisk psykologi.
Jeg kan ikke ved denne lejlighed diskutere årsagerne til denne mærkelige forsømmelse. Jeg vil blot nævne, at den største årsag kan tilskrives den udprægede materialistiske og objektive orientering, som indtil for nylig har hersket inden for psykologien. I denne forbindelse vil jeg foreslå følgende modificering af den velkendte udtalelse om psykologiens sørgelige skæbne: ”Først mistede psykologien sin sjæl, derefter sin vilje og så sin bevidsthed, og har ikke andet tilbage end sin adfærd.” Men den har i nogen tid været i gang med at rejse sig efter dette sammenbrud; den er ved at genvinde sin bevidsthed eller snarere selvbevidsthed ved at anerkende egoet; og nu må den finde sin vilje igen.
Der er synlige positive tegn på en udvikling i denne retning, og jeg er glad for kunne sige, at en af de førende psykologer i Italien, prof. Leonardo Ancona, som er ordstyrer i dag, anerkender eksistensen af viljens funktion i det psykiske liv. I sin monografi om motivation, udgivet i bogen Questioni di Psicologia, redigeret af ham selv, analyserer han indgående forskellige typer motiver og inkluderer blandt dem værdimotiver som værende specielt menneskelige. Han udtrykker sin mening således: ”Et menneske tilsigter at gøre noget, snarere end at være tvunget eller presset eller simpelthen har lyst til at gøre det. Dette faktum udtrykkes ved at sige, ”individet vil”. På dette niveau er motivationen ikke eksternaliseret som handling, men som en kognitiv forestilling, og identificerer sig med viljesbegrebet. Her drejer det sig om anticiperet adfærd, hvor realiteten er ”villet” i det abstrakte, før den udføres på det konkrete plan.”
Prof. Jores taler om viljen i stort set samme vendinger: ”Individet er begavet med intelligens,” skriver han, ”således at han er i stand til at kontrollere sine handlinger og bedømme deres virkninger; på grundlag af erfaring kan han sørge for fremtiden. Når en af disse handlinger er styret af motivation, taler vi om viljeshandling . Individets handlingsområde består af et system af værdier. På denne måde er mennesket blevet et moralsk væsen” (Der Mensch und seine Krankheit, p. 22.)
Som jeg har nævnt, har psykosyntesen gjort viljen til genstand for et særligt studie; den har beskrevet viljens forskellige stadier (mål, vurdering, hensigt, overvejelse, beslutning , planlægning, kontrol af udførelse) og har specificeret dens kvaliteter (energiladning, evne til at hæmme, parathed, udholdenhed). Psykosyntesen har givet viljen den centrale position blandt de psykologiske funktioner, som vises i følgende diagram:
Bevidsthedens center og de psykologiske funktioner
Erkendelse og brug af vilje har stor betydning i den psykosomatiske medicin, og udførelsen af mange af de psykologiske og psyko-fysiske teknikker kræver patientens frivillige og aktive samarbejde. Dette omfatter ikke kun brugen af viljen, men kræver en fundamental vilje til at blive helbredt. Hvor viljen er mangelfuld, blokeret eller overvældet af, hvad man har kaldt modvilje (Gegenwille), dødsinstinktet (Freud), tendens til selvdestruktion (Menninger), er det vigtigt for lægen at være meget bevidst om situationen, og han må prøve at vække eller forstærke viljen til at blive helbredt. Hvis denne mangler, forbliver enhver terapeutisk bestræbelse uden effekt.
Idet vi nu vender os mod terapiens særlige område, er det naturligt, at psykosyntesens holdning må være ”syntese”. Den værdsætter og vægter alle terapiers, alle metoder og teknikkers fortrin uden forudfattede meninger. Den benytter sig af alle og udvælger, kombinerer og skifter på forskellig vis mellem metoderne alt efter, hvad hver enkelt eksistentielle, kliniske situation og symptom kompleks indikerer. Disse kombinationer er ikke alene forskellige og endda unikke for hver patient, men de varierer kontinuerligt i løbet af sygdommen og dens behandling.
I overensstemmelse med psykosyntesens erkendelse af det overbevidstes eksistens og betydning tager den specielt hensyn til patientens eksistentielle virkelighed og opfattelse af livet. Her kan man indvende: ”Men det her er da begreber, der hører til filosofiens område. Hvorledes kan de på nogen måde fremkalde psykosomatiske forstyrrelser?” Først og fremmest må man indse, at alle, ethvert individ, fra det mest enkle til det mest kultiverede, af nødvendighed må have sin egen opfattelse af livet, hvor rudimentær og næsten ubevidst den end måtte være.
Dette er let at påvise ud fra, at alle ”dømmer”; i virkeligheden dømmer de mere uvidende hyppigere og mere villigt end andre. Men at ”dømme” forudsætter ”en vurdering”; dvs. at man dømmer på basis af et system eller en række af værdier, og disse værdier forudsætter en forestilling om verden, om livet og om menneskeheden. Ikke alene domme, men også handlinger, er afhængig af vurderinger og derfor også afhængige af disse forestillinger.
Ligesom M. Jourdain i Molieres komedie, som skrev prosa uden at vide det, har alle mennesker deres egen ”filosofi”, som er mere eller mindre enkel og primitiv, uden at betegne den således; undertiden endog uden at vide, hvad filosofi er! På den anden side er denne filosofi, denne forestilling om verden, ofte ikke alene rudimentær men også selvmodsigende, som man kan forvente af den psykiske kompleksitet, som vi alle har. Dens egenskaber skifter i overensstemmelse med øjeblikket, den individuelle sindstilstand eller den delpersonlighed , som er ”på scenen” i bevidsthedens teater. André Maurois, som i sine bøger viser en skarp psykologisk intuition , skønt han ikke er professionel psykolog, er gået så vidt som til at sige, at det normale menneske ændrer sin filosofi ti gange om dagen.
Der bør tages højde for det enkelte menneskes forestilling om livet, specielt når han er syg. Det er vigtigt at vide, hvilken betydning han giver livet, eller om han tror, livet har en mening. Den psykiske tilstand hos den person, som tror livet har en mening og derfor en værdi, er meget forskellig fra og mere gunstig end hos det individ, som tvivler eller benægter det. Frankl har bevist dette i sin bog From Death Camp to Existentialism (genoptrykt med titlen Man’s Search for Meaning), hvor han beskriver sine egne og sine ledsageres oplevelser i de måneder, de tilbragte i en koncentrationslejr. Han konstaterede, at de, der som han selv var i stand til og ønskede at give livet en positiv betydning, overlevede, mens de andre ikke gjorde det.
Den psykosomatiske effekt af, hvorledes man opfatter verden og livet – med andre ord effekten af den eksistentielle stilling eller holdning, man møder livet med – kan let forklares. Denne holdning er ikke kun en mental overbevisning, men vækker emotioner og følelser, ofte intense og undertiden endog voldsomme, som i form af en fortvivlelse. Som andre emotioner og følelser, opstået af enhver anden årsag, fremkalder fysiske reaktioner, dvs. at de forårsager psykosomatiske forstyrrelser.
Jeg vil imidlertid gøre det klart, at psykosyntesen som et videnskabeligt begreb og en biopsykoterapeutisk teknik ikke indtager nogen metafysisk og endnu mindre religiøs holdning. Den tilskriver disse aktiviteter i den menneskelige ånd den højeste værdi, men forsøger ikke på nogen måde at invadere deres territorium. Den går så langt som til tærskelen til mysteriet og standser dér. Derfor kan alle godkende og bruge den, uafhængig af tro og metafysisk holdning.
Idet vi nu kommer til de psykoterapeutiske teknikker, vil jeg erindre om Freuds klare udtryk for forskellen mellem psykoanalyse og suggestion. Førstnævnte, understreger han, er skabt for at fjerne blokeringer, som findes i det ubevidste; sidstnævnte skal introducere nye psykiske elementer og indhold i patientens psyke.
Psykosyntesen anerkender fuldt ud betydningen af begge psykoterapeutiske teknikker og bruger begge maksimalt. Men på grund af dens integrerende og psykodynamiske idé anvender den også mange aktive teknikker skabt til at:
1. Vække latente energier, særlig i det højere ubevidste.
2. Udvikle de konstitutionelt svage psykologiske funktioner og de, som er forblevet på et infantilt stadie.
3. Transformere de overvældende bio-psykiske energier samt de, som ikke kan udløses eller udtrykkes på en direkte måde.
4. Disciplinere og regulere (uden at fortrænge eller fjerne) alle psykiske energiers udladninger på ethvert niveau, idet deres konstruktive og effektive brug samt kreative udtryk understøttes.
5. Harmonisere de forskellige funktioner og energier, hvorved en integreret menneskelig personlighed dannes.
6. Fremme individets funktion i samfundet ved hjælp af harmoniske mellemmenneskelige og grupperelationer.
Denne lejlighed tillader mig ikke at opremse de mange teknikker, som anvendes i den psykosyntesiske terapi for at nå disse mål. Der findes mere end fyrre. En del af dem er blevet præsenteret, og deres indikationer og kontra-indikationer diskuteres i min bog, Psychosynthesis – A Manual of Principles and Techniques.
Jeg vil kun nævne ét punkt, som har særlig interesse for psykosomatisk medicin – inkluderingen af kroppen i psykoterapi, eller snarere integrationen af en strengt psykologisk metode med brug af fysioterapeutiske og fysio-psykiske teknikker.
Man kan sige, at der hvad kroppen angår er to modstridende holdninger. Mange individer identificerer sig fuldstændig med kroppen og lever stort set et liv bestående af forskelligartede sansninger, hvorved kroppens glæder og lidelser får en så overdreven betydning for dem, at de bliver slaver af den. Deres materialistiske opfattelse fører til en tendens til, at de tillægger alle deres forstyrrelser fysiske årsager uden at erkende den partielle eller totale psykiske baggrund for mange af dem. Og dette gælder også for mange læger!
Der er på den anden side to kategorier af individer, hvor det modsatte sker. Den første består af de individer, der næsten udelukkende lever i en verden af emotioner, følelser og forestilling; den anden gruppe omfatter mange studerende og kultiverede mennesker – de ”intellektuelle”. Ingen af disse grupper er interesseret i kroppen; de kan ignorere den og anser den endog ofte som en begrænsning, en byrde. Men denne mangel på opmærksomhed og værdsættelse, denne mangel på ”kropsbevidsthed” og ligegyldighed for passende fysisk aktivitet, fører til svækkelse af kroppen og opståen af forskelligartede funktionelle forstyrrelser.
Alle disse tilfælde indikerer anvendelse af psyko-fysiske teknikker. De mest effektive øvelser til at opnå kropsbevidsthed og gradvis kontrol er afslapnings teknikker og autogen træning – som får passende opmærksomhed under den ”Psykosomatiske uge ”.
Yderligere er der alle de aktiviteter, som skal udvikle psyko-neuromuskulær koordinering: gymnastik; harmoniske rytmiske bevægelser og klassisk dans (ikke moderne); forskellig slags sport som golf, tennis, baseball og med til en vis grad fodbold. Alle disse teknikker anvendes i bio-psykosyntesisk terapi. De udvælges i overensstemmelse med de særlige krav, som det overordnede behandlingsprogram stiller.
Jeg vil nu henlede opmærksomheden på det sidste vigtige punkt. Psykosyntesisk terapi begrænser sig ikke kun til brugen af teknikker, hvor talrige de end måtte være. Den anerkender fuldt ud den terapeutiske betydning (men samtidig også faren for, at sygdommen er indbildt) ved læge-patient forholdet. Den indflydelse, lægens personlighed har, er kompleks og vanskelig at definere. Et betydeligt antal af læger har gjort opmærksom på det: Lad mig påpege Maeder, Tochtermann og Tournier blandt mange. Dr. Balint har for nylig behandlet emnet indgående og vil om lidt fortælle os om det ud fra sin store erfaring. Også i dette tilfælde afhænger en effektiv brug af denne indflydelse ikke af en dyb forståelse af dens natur.
Der kan skelnes mellem fire hovedtyper af læge-patient forhold i psykosyntesen. Hver enkelt bruges, styres og målrettes i overensstemmelse med behandlingens formål. (Jeg har beskrevet disse forhold i et foredrag, som var en del af et kursus holdt i Istituto di Psicosintesi i 1966 og siden udgivet i monografien C.G. Jung og Psykosyntese (New York: Psychosynthesis Research Foundation, 1967)).
I de få minutter jeg har tilbage, kan jeg blot nævne to andre vigtige områder, hvor psykosyntesen kan give vigtige bidrag. Det første område er den terapeutiske gruppe. Dens virkelige nytte, men også de hermed forbundne ikke ubetydelige vanskeligheder, er blevet påvist i et interessant eksperiment udført på Tavistock Clinic i London. Dr. Balint har i sin værdifulde bog The Doctor, His Patient and the Illness (London: Pitman Medical Publications Co., 1957) givet en udførlig beskrivelse heraf. Det andet område, gruppeterapi i forskellige former, er nu inde i en omfattende udviklingsproces og udvidet så meget, at det nu bliver betegnet som socio-terapi.
Psykosyntesen har gennem sin udvikling på de mellemmenneskelige og sociale områder inkluderet og udviklet en variation af teknikker, både for at fjerne konflikter mellem individer og grupper, og mellem grupper indbyrdes. I stedet skal konflikter erstattes af harmoniske og konstruktive relationer. Den samlede målsætning er at fremme og opnå udvikling og integration af alle det menneskelige livs aspekter, resulterende i stadigt udvidende og inklusive helheder.
Det er denne ånd, som besjæler bio-psykosyntesen og dens ideale målsætning.
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi
Gem kommentar