Psykosyntese-individuelt og samfunds­mæssigt

I denne artikel beskriver Roberto Assagioli hvorledes at psykosyntesens vision inkluderer og udvider det psykoanalytiske idegrundlag. Psykosyntesens perspektiv omhandler såvel foreningen af det enkelte menneskes personlige og spirituelle områder som en forening af mennesket med samfundet.

Af Roberto Assagioli , oversættelse Torben Steffensen

Psykoanalyse og psykosyntese

Psykosyntesen har psykoanalysen som forudsætning eller inkluderer den snarere som et første og nødvendigt skridt. Der er i denne henseende en tæt analogi til kemiske processer – både til de, der bliver produceret i videnskabelige laboratorier og til de, endnu mere forunderlige, som hele tiden er i gang i den menneskelige krop. For eksempel nedbrydes de komplekse molekyler i de proteiner, der er indeholdt i føden, i peptonernes simplere molekyler i fordøjelsens biokemiske analytiske processer. Gennem en synteseproces indgår disse i større molekyler, der udgør de specifikke proteiner i vores egen organisme.

Den samme ting sker i menneskets psyke, hvor der til stadighed finder en opløsnings- og genopbygningsproces sted. Sommetider foregår disse psykologiske assimilationsprocesser (man kunne sige indtagelse og fordøjelse) let og spontant, men ofte forekommer der psykologisk fordøjelsesbesvær og giftige tilstande, og der udvikles psykopatologiske abscesser og svulster i individets underbevidsthed.

Behovet for at undersøge og helbrede disse forstyrrelser har ført til udformningen af og brugen af nye forsknings– og behandlingsmetoder, og til forskellige teorier og forklaringer, hvoraf den mest almindeligt kendte er psykoanalysen.

Hele psykoanalysen har været besynderlig. Hvad der er sket, må vi beklage på grund af de mange uheldige konsekvenser, men det burde, med vores psykoanalytiske kendskab til den menneskelige natur, ikke overraske os. De mere tvivlsomme, for vidtgående og farlige aspekter af psykoanalysen har været dem, der er blevet betonet mest, og som er blevet mest udbredte. Seksualteorien (eller den påståede seksuelle oprindelse til de fleste af menneskelivets manifestationer) og et system af ofte vilkårlige og vilde fortolkninger, har haft en stor popularitet i offentligheden, og har vakt usund nysgerrighed og ofte skabt en pseudoretfærdiggørelse af en ukontrolleret eftergivenhed over for den instinktive natur. Samtidig har de højere aspekter, den menneskelige naturs ædle blomstring, såsom at udtrykke sig gennem religion og kunst, været genstand for en destruktiv analyse, som overser deres sande og dybere væsen.

Som en konsekvens af disse overdrivelser og afvigelser er et antal psykologer og psykiatere blevet ledt ind i en fuldkommen fornægtelse af og fordømmelse af psykoanalysen og en afvisning af de vigtige elementer af sandhed, som den indeholder, og den nyttige psykoterapeutiske og uddannelsesmæssige teknik, den har udviklet.

Man kan sige, at dens mest frugtbare bidrag har været en påvisning af, at der ikke kan være nogen virkelig sundhed, ingen indre harmoni og frihed, og ingen usvækket ydeevne, uden at vi først oprigtigt, modigt og ydmygt anerkender alle de lavere aspekter af vores natur, alle impulserne, passionerne og illusionerne, foruden deres mangfoldige kombinationer og afvigelser, som dvæler og syder i vores underbevidsthed, og som narrer, begrænser og slavebinder os.

Psykoanalysen er, i sine bedste aspekter, effektiv med hensyn til at hjælpe os med at overvinde de former for modstand og de fortrængninger, som skabes af vores uvidenhed, vores frygt, vores stolthed og vores hykleri; disse forhindrer os i klart at se de mørkere sider af vores natur. Erkendelsen af dem er en forudsætning for at håndtere dem på en tilfredsstillende måde og således lægge et sundt og stabilt fundament for alt vores efterfølgende arbejde i den psykologiske opbygning af vores personlighed.

Som Freud (2) gjorde gældende, kan psykoanalysen hjælpe os med at bevæge os fra ”behag/smerte princippet,” fra den uendelige svingning mellem disse to poler i forgæves forsøg på at klamre os til den første og undgå den anden, til ”realitetsprincippet,” det vil sige til anerkendelsen af og den bevidste accept af virkeligheden – med dens love og retfærdige fordringer. Således kan en rigtigt forstået og anvendt psykoanalyse hjælpe os med at bevæge os fra en verden af passioner og følelser, af forfængelige forestillinger og illusioner, til den sunde fornufts verden, til en objektiv og videnskabelig vision af os selv og andre.

Men sommetider viser denne hjælp sig, selv når den bliver ydet af den bedste form for psykoanalyse, utilstrækkelig til at løse menneskets psykologiske og spirituelle problemer. Det er set igen og igen, at medens det at bringe de forskellige tendenser i vores underbevidsthed, som bekriger hinanden, frem i bevidsthedens lys, kan fjerne nogle sygelige symptomer, er det ikke tilstrækkeligt til at løse konflikterne. Sommetider kan det endog, som når patienten er ude af stand til at klare en for pludselig eller forhastet afsløring, forværre tilstanden. Desuden kan en for insisterende og ensidig dykning ned i de lavere aspekter af den menneskelige psyke være klart skadelig.

Derfor kræver udøvelsen af psykoanalysen megen forsigtighed, og den bør holdes inden for klart definerede grænser; men frem for alt bør den integreres med aktive psykosyntesiske procedurer. Denne integration sætter terapeuten i stand til at hjælpe sine patienter, og underviseren i stand til at hjælpe unge med at gøre brug af, forvandle og sublimere deres frodige vitale og psykologiske kræfter.

De psykologiske love

Der er specifikke psykologiske love, som regulerer brugen af og transformationen af følelsesmæssige og mentale kræfter, der er meget analoge med hydrodynamikkens love, og den teknik, hvormed disse kræfter kan styres ind i de ønskede kanaler og anvendes til konstruktive formål, bygger på disse love. Disse metoder bliver i stigende grad udviklet og perfektionerede til et punkt, hvor de udgør en specifik gren af anvendt psykologi, psykodynamik.

Således kan vi nære og bevidst styre dannelsen af og udviklingen af en fuldkommen, velintegreret og organiseret menneskelig personlighed. Dette er psykosyntesen i ordets strenge betydning, resultatet af brug af psykosyntesiske metoder.

De overbevidste elementer i mennesket

Men der er en anden og vigtigere kendsgerning, som er blevet opdaget, eller snarere videnskabeligt konstateret og anerkendt, i udøvelsen af psykoterapi, hovedsagelig af Jung. Den går ud på, at der i mennesket er kvaliteter, energier, tilskyndelser og behov, som er af højere natur og på et højere niveau end dem, der er til stede i den normale gennemsnitlige menneskelige bevidsthed .

Disse tendenser og energier, der kan betegnes som overbevidste , har relation til og interagerer med den bevidste personlighed, som er besynderligt analog – på et højere niveau – med de lavere underbevidste drifter. Det er blevet fastslået, at disse højere energier ofte afvises af ”bevidsthedsfeltet” med lignende motiver: Mangel på forståelse, frygt, forudfattede ideer, nedvurdering, uvillighed mod at blive forstyrret eller udføre nye indre opgaver og at give afkald på selviske tilknytninger og tilfredsstillelse.
Men også i disse tilfælde skaber afvisninger og fornægtelser reaktioner, konflikt og mangeartede nervøse og psykologiske vanskeligheder. Som Jung (3) klart slog fast:

”At være ”normal” er et strålende ideal for dem, der ikke har succes, for alle dem, der endnu ikke har fundet en tilpasning. Men for mennesker, som har langt større evner end gennemsnittet, for dem, for hvem det aldrig var svært at få succes og fuldføre deres del af arbejdet i verden – for dem står det at begrænse sig til det normale som Prokrustes seng, ubærlig kedsomhed, djævelsk ufrugtbarhed og håbløshed. Som følge heraf er der mange mennesker, der bliver neurotiske, fordi de kun er normale, ligesom der er mennesker, som er neurotiske, fordi de ikke kan blive normale.” (s.55)

Følgelig har nogle af de mere avancerede psykologer anerkendt eksistensen af og har påbegyndt det videnskabelige studium af det overbevidste, det vil sige af den psykospirituelle virkelighed, hvor alle højere inspirationer, filosofiske og videnskabelige institutioner, telepatiske indtryk, usædvanlige healingsevner og impulser til heroiske og selvopofrende gerninger er organiseret og udviklet, og hvorfra de trænger igennem til menneskets bevidsthed.

Tiden er virkelig inde til, at videnskaben anerkender eksistensen af og værdien af disse indre realiteter og gør sig klart, at dem, som har sådanne oplevelser, vil hilse en fordomsfri, velvillig udforskning velkommen. Kirker og andre religiøse organisationer, som er grundlagt på åbenbaringer, der udspringer fra de nævnte transcendentale niveauer, ville ikke have noget at frygte fra det lys, som større psykologisk viden kan kaste på dem. Det, der er sandt og virkeligt, er som en diamant, intet metalredskab kan lave ridser i; det er som det pure guld, der modstår en hvilken som helst analyses syretest. Det er på tide, at religion og videnskab slutter deres lange og unaturlige konflikt, resultatet af gensidig misforståelse og begges uberettigede påstande. Tiden er kommet, hvor de skal kaste lys på hinanden og integrere sig med hinanden i en ædlere, mere omfattende syntese .

Så ville en sådan indtrængning, (der ofte er pludselig og voldsom), af de højere energier ikke længere forårsage konflikter, forstyrrelser, afvigelser, fanatiske reaktioner, fejlagtige fortolkninger og vurderinger eller mærkelige blandinger af sandhed og illusion, som de ofte gør, når de bevæger sig ned i de mellemste og lavere psykologiske niveauer. I stedet vil vi lære at understøtte virkningen af disse nedadstigende strømninger af energier, at styre og assimilere dem på en passende måde, på fornuftig vis så at sige reducere deres potentiale ved – gennem vores modstandskraft – at tilpasse deres regenerative påvirkning af os selv og dem, de skinner på. Med andre ord er det muligt, og det burde være vort mål, at nå en harmonisk integration og et harmonisk samarbejde mellem de normale og højere spirituelle energier – det vil sige at opnå en Spirituel Psykosyntese .

En sådan opfattelse bringer en anden pointe frem, nemlig at psykosyntesen ikke er et foretagende, som kan afsluttes, og som fører til noget endeligt og statisk, ligesom konstruktionen af en bygning gør det. Psykosyntesen er en vital og dynamisk proces, der fører til stadig nye indre sejre, til stadig mere omfattende integreringer.

Psykosyntese i grupper

Alt dette er sandt for enhver af os som individer, men det er lige så sandt for så vidt angår de relationer, som eksisterer, eller som kan og bør etableres mennesker imellem. I virkeligheden er et isoleret individ en ikke-eksisterende abstraktion. Faktisk er hvert enkelt individ indvævet i et indviklet netværk af vitale, psykologiske og spirituelle relationer, som indebærer fælles udveksling og interaktioner med mange andre individer. Hver enkel er inkluderet i og former en nødvendig bestanddel af forskellige menneskelige grupperinger og grupper af grupper, på samme måde som en celle er en lillebitte del af et organ inden for en levende organisme. Derfor er individuel psykosyntese kun et skridt hen imod interindividuel psykosyntese.

Ligesom et organ (f.eks. leveren) og et system af organer (f.eks. fordøjelseskanalen) udgør vigtige dele af organismen, således udgør de forskellige menneskelige grupperinger bestemte psykologiske enheder eller helheder, som udfylder specifikke funktioner og følgelig hver har deres eget særlige liv, aktivitet og virkelighed eller væren.

Den første af sådanne menneskelige grupperinger er den, som består af manden og kvinden, parret. Det er den mindste og simpleste ud fra det kvantitative synspunkt, dvs. når man betragter antallet at dets delelementer. Men kvalitativt er det en af de mest komplekse på grund af den mangfoldighed og nærhed, som kendetegner ikke blot de indbyrdes interaktioner, men også på baggrund af de intime fysisk-psykisk-spirituelle sammenhænge og sammensmeltninger, som forekommer i mand-kvinde forholdet. Dette forklarer, hvorfor det er så vanskeligt for en spontan, næsten automatisk, psykosyntese eller harmonisk relation og udveksling at forekomme, som mennesker med en naiv og katastrofal uvidenhed om den menneskelige naturs kompleksiteter almindeligvis forventer. Vi ser en overflod af beviser på denne vanskelighed i de næsten universelle konflikter og de ofte forekommende dramaer, som bringer den ægteskabelige relation i fare og ikke sjældent for den til at bryde sammen. Passende psykologisk viden og forståelse og en bevidst brug af psykosyntesens metoder kunne på en effektiv måde hjælpe menneskeheden til at undgå og at eliminere utallige lidelser.

Den anden psykologiske gruppe eller identitet er familien. Tidligere var dens medlemmer knyttet tæt sammen, og den udøvede ofte en begrænsende og tvingende indflydelse på dem. Nu om dage befinder familiegrupperingen sig i en alvorlig krise, hovedsagelig på grund af markerede forskelle, og deraf følgende akutte konflikter, mellem de ældre og de yngre generationer. Studiet af og elimineringen af disse konflikter og etableringen af harmoniske og konstruktive relationer mellem medlemmerne af familiegruppen er en vigtig del af uddannelse i psykosyntese. Må vi understrege, at dette inkluderer uddannelsen af forældrene på lige fod med uddannelsen af deres børn.

Dernæst er der bredere grupperinger af forskellig slags, som har en større eller mindre sammenhæng eller grad af enhed. Der er f.eks. de forskellige fællesskaber, som er formet af mennesker, der tilhører den samme klasse eller kaste, eller den samme branche eller profession, eller den samme organisation. Klare eksempler på dette ses i den typiske mentalitet i den aristokratiske klasse i fortiden; i den militære professions ”esprit de corps;” og i den psykologiske sammensmeltning på et sports- eller arbejdshold, eller mellem mennesker, som, selvom de er fysisk adskilte fra hinanden, er engagerede i det samme fysiske arbejde, som for eksempel verdens astronomer. Det er imidlertid ikke vores intention at beskæftige os med sådanne grupperinger, men snarere at ofre større opmærksomhed på den form for gruppe, som i øjeblikket rejser nogle meget akutte problemer, det vil sige den gruppe, som et folk eller en nation består af.

For rigtigt at forstå en sådan gruppes natur vil vi benytte os af den nære analogi, der er mellem en nation og et menneskeligt væsen. Dette anerkendes ofte, mere eller mindre klart, for vi hører jævnligt og læser udtalelser om et folks ”sjæl,” om dets ”psykologi,” dets ”mentalitet,” dets fejl og kvaliteter, dets udvikling og dets uddannelse. Sådanne udtryk korresponderer med en bestemt psykospirituel virkelighed – et koncept, som den polske filosof W. Lutoslawski fremlagde så langt tilbage som i 1911 i sin afhandling, Nationer som metafysiske enheder, ved ”Den internationale Filosofikongres ” i Bologna det år.

Psykosyntese i nationer

Studiet af en nation som en levende enhed er meget tankevækkende, og vi kan derfra uddrage mange praktiske slutninger og regler for handling. Den første kendsgerning, der afsløres ved et sådant studie – en kendsgerning, som ikke burde chokere os, men snarere betragtes som en kilde til rimelig optimisme, for den forklarer og retfærdiggør mange ting – er, at hver enkelt nations ”personlighed” stadig er på et stadium, der svarer til den besværlige før-pubertets alder, eller måske, hvis mere avanceret, til ungdommen. Det er det stadium, hvor det unge menneske er ved at nå en begyndende grad af selvbevidsthed; og dens tidlige beviser herpå antager almindeligvis en ukontrolleret og frodig form for separatistisk og aggressiv selvhævdelse.

En indvending mod dette synspunkt kunne fremsættes ved det, at et antal folkeslag har en gloriøs fortid med fornemme kulturelle præstationer. Hertil ville vi svare, at vi ikke her beskæftiger os med folkeslag i almindelighed, men med nationer, som de forefindes nu og her, hvis formning er af forholdsvis nyere dato. Desuden må vi tage i betragtning, at et folk kan skabe store kunstneriske og litterære værker ved hjælp af nogle få fremragende individer, ligesom nogle kunstnere kan skabe iøjnefaldende værker i deres tidlige barndom og dog forblive som børn eller unge resten af deres liv, uden at udvikle en virkelig moden ”personlighed.”

Folkeslagenes evolution går ikke i en lige linie, men på ”cyklisk” maner, således som historikeren G.V. Vico (6) påpegede i sin teori om ”historiske gentagelser” længe før nyere tænkeres bidrag, såsom Spengler (4) og Toynbee (5). Selv hos det enkelte menneske bevæger de psykologiske og spirituelle aldre sig ofte ikke parallelt med kroppens alder. De har markant vekslende perioder med aktivitet og inaktivitet, med at sætte fart på og bremse op, modenhed eller senilitet og foryngelse. Goethes liv er et typisk eksempel på dette. Det antog en klar cyklisk udvikling med tilbagevendende perioder af en forbavsende foryngelse. Under den sidste af disse, i en alder af 74, blev han forelsket i en 19 år gammel pige, Ulrika von Lewetzow, og han skrev et af sine mest inspirerede lyriske digte til hende, hvori han udtrykte følelser af en næsten ungdommelig karakter.

Desuden er den enkelte nations særlige cykler i øjeblikket underordnet en større cyklus, som involverer hele planeten. Denne cyklus markerer enden på en æra og begyndelsen på en ny. Den indebærer således en psykologisk foryngelse af menneskeheden fulgt af udbruddet af elementære, primitive, barbariske kræfter.

En anden vigtig kendsgerning (som relaterer sig til den, vi lige har set på) er, at en nations psykologiske liv i vidt omfang svarer til det, som befinder sig på det ubevidste plan hos individerne. Moderne forskning af ubevidste psykologiske aktiviteter har bekræftet, at disse hovedsageligt er instinktive, emotionelle og imaginære. De bliver let påvirket af suggestion, og er ofte dominerede af det kollektivt ubevidste , styret af nedarvede ”billeder” eller arketyper, som Jung kaldte dem. En virkelig og fordomsfri observation af alle folkeslags psykologiske liv viser, at de er dominerede af de samme karakteristiske træk.

Det enkelte menneskes bevidste del svarer hos et folk til en minoritet, sammensat af dets tænkere (filosoffer, historikere, psykologer, sociologer og andre videnskabsmænd), som bestræber sig på at udvikle nationens selvbevidsthed, at fortolke dens fortid, at vurdere dens aktuelle tilstand og pege mod fremtiden. Men en sådan minoritet er indtil nu mere på et forsknings- og diskussionsstadium end på et stadium af sikre konklusioner og klar handling. De, som tilhører den, er ofte i strid med hinanden, og deres indflydelse på livet i deres nation er begrænset eller ustabil.

Nationens sjæl

Selvet , ”Sjælen,” det sande spirituelle Center, er – både hos nationer og individer – overbevidst. Det eksisterer, men i en virkelighed og på et niveau, som almindeligvis rækker ud over den personlige bevidstheds rækkevidde. Dets virkelighed åbenbares gennem dets manifestationer, som sædvanligvis kun forekommer ved særlige lejligheder, men som er så levende, potente og af en så anderledes kvalitet, at de er et sikkert bevis på deres højere oprindelse.

Hos individer bliver dette på fremragende vis demonstreret af genier, mystikere, hellige mænd og helte, hos hvem vi ikke kan undgå at genkende ”noget andet” end almindelige menneskelige karaktertræk. Det sker også nogle gange, at disse store individer bliver inspirerede ikke blot af deres eget Selv, men også af sjælen i deres nation, der bruger dem som instrumenter og repræsentanter, for at åbenbare sig selv og opnå sine gruppeformål. Eksempler på sådan en inspiration eller ”overskygning” har været Moses, Dante, Jeanne d’Arc og Lincoln.

Den psykologiske undersøgelse og evaluering af et folk er et vanskeligt og kompliceret foretagende, og dette kan delvis forklare den kendsgerning, at den forskning, der indtil nu er udført vedrørende de forskellige folkeslags psykologi, ikke som helhed er særlig tilfredsstillende, og at dem, der er udført på en virkelig videnskabelig, objektiv og uhildet måde, er sjældne. I virkeligheden har irrationelle impulser, illusioner og stolthed så stor en indflydelse, at de slører synet og således forvrænger vurderingen af selv nationens materielle ressourcer. Hvor meget mere må så den samme bedrageriske indflydelse ikke tilsløre anerkendelsen af psykologiske faktorer, som er mere flydende, komplicerede og vanskelige at fortolke.

Derfor bør det psykologiske studie af de forskellige folkeslag først udføres efter særlig forberedelse og med tilbørlig forsigtighed; dvs. efter at forskerne har gennemgået en grundig og seriøs selvanalyse for i så vidt omfang som muligt at eliminere deres egne ubevidste komplekser, deres emotionelle reaktioner og de afvigelser og illusioner, som har en tendens til at farve og forvrænge deres bedømmelse og konklusioner. På baggrund af vanskelighederne med at være objektiv og upartisk i denne sag ville det være tilrådeligt, at studiet udføres af grupper af forskere, og at hver gruppe inkluderer medlemmer, som ikke tilhører den nation, der bliver undersøgt. Ofte kan de, der er ”udenfor” og derfor iagttager fra en vis ”psykologisk distance,” skelne mere klart end de, som er ”indenfor.” Set fra dette synspunkt kan en hård kritiker – og selv en fjende – vise sig at være mere nyttig end en blind beundrer. De vise gamle indere gik så vidt i denne henseende som til at hævde: ”En fjende er ligeså nyttig som en Buddha!”

Endelig burde alle menneskelige individer og grupper af alle slags betragtes som elementer, celler eller organer (dvs. levende dele) af en større organisme, som inkluderer hele menneskeheden. Således bringer princippet om, og udviklingen hen imod, syntese os fra gruppe til gruppe i stadig større cirkler til menneskeheden som et integreret hele. Den essentielle enhed i oprindelsen, i natur og mål, og den ubrydelige indbyrdes afhængighed og solidaritet mellem alle menneskelige væsener og grupper er en spirituel, psykologisk og praktisk realitet. Den kan imidlertid ikke undertrykkes, uanset hvor ofte den bliver benægtet og krænket gennem de talløse konflikter, hvormed mennesker på tåbelig og smertefuld vis spilder deres kostbare energi og endog frarøver hinanden livets hellige gave.

Til trods for alle kontraster, alle modsætninger og alle negative manifestationer vinder princippet om gensidig afhængighed, om solidaritet, om samarbejde, om broderskab – dvs. syntese – hastigt anerkendelse. Et stigende antal af mennesker er besjælede af viljen til at implementere den og arbejder aktivt inden for forskellige grupper og på alle felter, udadtil uorganiserede, men indadtil tæt forbundne af fælles dedikation til det samme formål: Menneskehedens psykosyntese.

Sådan kan du komme videre

Læs også: Energityperne i samfundet og kollektivt set

Læs Roberto Assagiolis artikel: Den nationale sjæl og personlighed

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli

Læs introartiklen om integral meditation