En psykologisk metode til at lære sprog

Assagioli betoner i denne artikel, at sproget skal leges ind og først senere skal grammatikken uddybe de lydoplevelser, vi har haft. Således udnyttes det ubevidstes naturlige evne til huske – vi må blive som børn igen.

Af Roberto Assagioli , M.D., Oversættelse Britt Jakielski

---

Som følge af de hastigt voksende rejsemuligheder og den voksende kulturelle og økonomiske forbundethed mellem mennesker og nationer bliver behovet for at lære fremmedsprog stadigt større og mere påkrævet.

Men for mange mennesker viser det at lære sprog sig at være en lang og krævende proces, hvis resultater ofte ingenlunde er tilfredsstillende. Dette er især synligt i de offentlige skoler. Utallige unge mennesker gennemfører års studier af fremmedsprog og tager eksamen – blot for at erfare, at de ikke i virkeligheden mestrer disse sprog, når de er i en situation, hvor de skal bruge sproget, f.eks. i forbindelse med et besøg i det pågældende land. Det meste af den tid og energi, der har været brugt på studiet, viser sig derfor at være spildt.

Denne situation forekommer stadig mere overraskende og chokerende, når den holdes op imod den lette og spontane måde, hvorpå vi lærer vort modersmål, som alle normale børn gør. Det er så universel en begivenhed, at vi ikke engang gør os klart, hvor vidunderlig den faktisk er. En lille dreng, hvis sind endnu ikke er særligt udviklet, som er ved at lære at få kontrol over sine sanser og udtryk, lærer – uden ydre midler som oversættelse eller forklaring – miraklet at forstå et hastigt voksende antal ord og sætninger. Og dette sker uden synlige anstrengelser, nærmest som en leg og med synlig glæde.

Denne kontrast indikerer, at der må være noget grundlæggende forkert med de nuværende metoder til at lære sprog, og at elimineringen af det nuværende kolossale spild af tid og anstrengelser inden for dette felt nødvendiggør ikke blot forbedringer, men en radikal eller endda revolutionær ændring. Vi må se hen til den moderne psykologi med dens nyere udvikling for at finde en forklaring på de gængse metoders manglende brugbarhed og for en formulering af de principper, som en mere effektiv og frugtbar teknik skal baseres på. Den nøgle, der derigennem vil dukke op, vil afsløre det ubevidstes grundlæggende betydning, dets natur og lovmæssigheder. Dette vil være indlysende, når vi gør os klart, at hukommelsen, som kendskabet til et hvilket som helst sprog hviler på, er en funktion af det underbevidste.

Uden at gå ind i en teknisk drøftelse af hukommelsesteorierne er det indlysende, at alle de indtryk, vi modtager fra den ydre verden igennem sanserne, kun forbliver ganske kort i bevidsthedsfeltet , og derefter forsvinder de tilsyneladende ind i intetheden og afløses af andre sanseindtryk eller af sindets og følelsernes spontane aktiviteter. Men disse indtryk er ikke forsvundet, som skygger på en væg. På en eller anden måde efterlader de et eller andet sted et spor i os, og disse spor har magt til – under passende omstændigheder – at genfremkalde eller på ny at vække det oprindelige indtryk eller fornemmelse i bevidstheden.

Det er ikke relevant for vort formål her at drøfte, hvorvidt disse hukommelsesspor er af fysiologisk eller psykologisk natur; det relevante er overvejelsen af de forhold og lovmæssigheder, som afgør resultatet, bevarelsen og fremkaldelsen af det oprindelige indtryk.

Modstande i sindet mod nye indtryk

Der er to retninger inden for psykologisk undersøgelse og anvendelse, nemlig psykoanalysen og suggestion, som fastslår følgende kendsgerninger:

1. Ubehagelige og trættende indtryk har en tendens til at blive glemt eller skubbet ud af bevidstheden, ind i det ubevidste , igennem en regulær undertrykkelseshandling (Freud’s Verdrängung),

2. Enhver anstrengelse er af natur mere eller mindre ubehagelig og egnet til at vække modstand, opmærksomhedsflugt, manglende modtagelighed eller træthed. Jo stærkere det gør sig gældende, jo stærkere er den indre modstand og jo dårligere resultatet. Dette er en psykologisk lov, som Baudoin har formuleret og kaldt ”Loven om den omvendte anstrengelse”.

3. Eksterne stimuli, som ikke næres af en aktiv interesse eller behagelig eller positiv følelse, vil kun gøre overfladisk og ringe indtryk på os, og udviskes let af andre, mere levende indtryk.

Den stadige overtrædelse af disse tre grundlæggende principper i de nuværende sprogindlæringsmetoder vil tydeligvis over tid føre til en afskaffelse af sidstnævnte. Hvad kunne være mere kedeligt, trættende eller uinteressant for drenge og piger med deres aktive, rastløse sind og deres endnu mere aktive, rastløse kroppe; hvad kunne være mere nedslående for voksne mennesker, der er optaget af de alvorlige problemer, som de måtte have i deres liv, end at være nødt til at slide sig igennem den tørre grammatik med dens utallige undtagelser, eller at bøje mængder af drilske, uregelmæssige verber? Er det ikke uundgåeligt, at ofrenes underbevidsthed enten voldsomt eller på snedig vis unddrager sig en sådan form for mishandling og modsætter sig den af alle kræfter?

Selv når det lykkes os med vold og magt eller igennem vedholdenhed at indpræge underbevidstheden og at tvinge den til at gemme og genskabe de ord, vi har indpræget i den, er ordene som en slags dødvægt eller en serie statiske indtryk, som fonografiske arkiver frem for noget, vi på vital måde har indoptaget i os. Resultatet er, at vi ikke er i stand til at forstå, hvad tjeneren siger til os i restauranten, eller på en intelligent måde over for en fremmed at give udtryk for vores praktiske behov eller idéer.

Vi må blive som børn igen

Hvad er da alternativet? Det kan siges på en enkel måde, men med vidtrækkende konsekvenser: Vi må lære fremmede sprog på samme måde, som vi lærte vort modersmål ved igen at ”blive som små børn”.

Lad os se nærmere på, hvad dette betyder og indebærer. Barnet lærer næsten udelukkende igennem underbevidsthedens evne til at ”absorbere” uden bevidst anstrengelse, uden at ”studere” og uden bekymring eller hastværk. Vi bør derfor søge, så vidt vi er i stand til det, igen at hensætte os i barnets tilstand af ren modtagelighed, afslapning, ivrig evne til at tilegne os de mærkelige og morsomme lyde, vi hører, og at byde alt nyt velkommen med et smil. Vores indre tilstand bør være præget af glad opdagelse af det vidunderlige overraskelsernes land.

Denne tilstand af modtagelighed bør tillades at fortsætte uforstyrret, indtil der spontant opstår en trang til at genskabe de lyde, vi har hørt. Ethvert for tidligt forsøg på at genskabe lydene indebærer anstrengelse, og den deraf følgende reaktion i underbevidstheden giver anledning til tab af energi og forsinker, snarere end fremmer, det ønskede fremskridt. Visse mennesker af den energiske type føler trang til med det samme at gentage, hvad de hører, og det er godt at give denne impuls frit løb. Andre, som er af den mere passive, indadvendte type, som er følelsesmæssigt ængstelige og usikre, behøver længere tid, førend underbevidstheden er så mættet, så fyldt, at de føler sig klar til at give udtryk for det, de har lært.

Lad mig komme med et ekstremt eksempel. En lille italiensk pige, som var meget genert og nervøs, havde i flere år haft en engelsk lærer, men kunne ikke formås til at tale engelsk. Hun blev anset for et håbløst tilfælde, indtil hun en dag af sig selv begyndte at tale engelsk, og siden har gjort det helt uden tøven.

Der er en interessant, betydningsfuld og temmelig tør analogi mellem denne metode og Montessori-systemet, hvor små børn – som det er velkendt – får lov at forholde sig uforpligtende til det materiale, de har til rådighed, og andre børns brug af det, indtil de spontant føler trang til selv at gøre aktivt brug af det.

Disse indre, psykologiske rytmer må anerkendes og respekteres. Opdagelsen af dem i hver af os og vores tilpasning til dem udgør et af de mest interessante aspekter af kunsten at leve. På tilsvarende vis kan kunsten at lære at læse og skrive et fremmed sprog i høj grad befordres af kendskabet til underbevidstheden og dens lovmæssigheder.

Undervisningen må tilpasses underbevidsthedens lovmæssigheder

Her følger nogle af de mest vigtige regler at være opmærksom på:

1. Livligheden og charmen ved visuelle indtryk
Betydningen af disse forhold er velkendt af annoncører, som gør et nummer ud af at trykke annoncer på en måde, så de fanger blikket, og at anvende attraktive og muntre illustrationer, der er udformet med henblik på at gøre et behageligt og varigt indtryk på læseren. Hvorfor skulle sproglærere være ringere psykologer end forretningsfolk? Skulle ikke også de så vidt muligt drage fordel af disse tilskyndelser for således at gøre deres elevers opgave lettere og mere behagelig?

2. Forbindelsen mellem forskellige former for indtryk
Sanseindtryk af forskellig slags skaber, når de kombineres, et dybere hukommelsesindtryk, som lettere aktiveres. Læreren burde benytte sig af dette og på kvalificeret måde kombinere visuelle, auditive og motoriske indtryk. Den enkleste måde at opnå dette er at udtale en sætning, han samtidig viser på tavlen med store bogstaver, og bede eleverne fokusere opmærksomheden på skiftevis at lytte og se, medens sætningen gentages flere gange. De bør altid gøre dette på en let og ubesværet måde uden at bekymre sig om at huske, hvad de har set eller hørt. Straks derefter kan de kopiere sætningerne flere gange og gentage dem højt og derigennem aktivere kraften i de visuelle og lydmæssige indtryk.

3. Gentagelse og vedholdenhed i indtrykkene
Gentagelse er nødvendig for varigt at skabe blivende indtryk, som er i stand til at modstå den hurtige strøm af stimuli, der konstant flyder ind i os i det moderne liv. Pågående sælgere er blandt andre meget opmærksomme på effektiviteten heraf og anvender den systematisk.

Det samme formål kræver, at indtrykkene sker langsomt. Sætningerne må udtales tydeligt, og den skrevne tekst må have lov at stå et stykke tid, så eleverne kan se den og har tid at lære på en afslappet måde. Det er muligt at eksperimentere med de visuelle og auditive teknikker igennem fonografiske optagelser eller båndoptagelser, som det i stadigt tiltagende omfang sker. Disse midler kan tages i anvendelse for at forbinde det lydmæssige med det visuelle, og indtrykkene kan fornyes efter behov. De er meget velegnede til formålet og udgør en virkelig hjælp, men de kan ikke siges i sig selv at udgøre en komplet og tilfredsstillende metode, da de mangler nogle af de andre essentielle kvaliteter, som det vil fremgå af nedenstående.

4. Efterligning
Betydningen af efterligning er en velkendt og indiskutabel kendsgerning, som imidlertid ikke er tilstrækkeligt udnyttet i studiet af sprog. Efterligning udgør grundlaget – og dét med forbløffende resultater – af undervisningen af døve og stumme, som lærer at udtale ordene korrekt igennem nøje iagttagelse af lærerens mund, når han eller hun taler. Igennem en ubevidst efterligning skaber en sådan iagttagelse en evne til at gentage lærerens bevægelser, og eleverne bliver derigennem i stand til at udtale ordene klart og korrekt. Ved at tilegne sig denne enkle og nemme metode kan man hurtigt tilegne sig en god udtale af et fremmedsprog – en præstation, der normalt anses for at være svær og kræve megen øvelse.

På baggrund af de her nævnte principper er det tilrådeligt at overvære undervisning og teaterforestillinger og at deltage i samtaler på det sprog, vi ønsker at lære, også selvom vi ikke forstår ret meget. Vi kan have tillid til, at vores underbevidsthed optager og derefter efterligner det, navnlig når vi understøtter det igennem en bevidst holdning og tilstand af afslappethed, som er befriet for anstrengende indsats for at forstå og enhver form for utålmodighed eller mindreværdsfølelse.

5. Syntesisk forståelse
I modsætning til hvad vi kunne forvente og i strid med den nuværende fremgangsmåde i indlæringen, har nyere psykologisk forskning bevist, at den spontane og naturlige vej til at lære og at huske det indlærte er helheds- og ikke detailorienteret. Et ord eller en kort sætning bliver opfanget både auditivt og visuelt som en ”helhed”, som et hele. Underbevidstheden er syntesisk og ikke analytisk; på samme måde som den er irrationel og ikke rationel. Vores hyppige fejltagelser på mange områder, inklusive det sproglige, skyldes en forglemmelse af disse og andre grundlæggende forskelle mellem vores bevidste og underbevidste sind. Derfor understøtter dette syntese-princip anvendelsen af korte eller endog længere sætninger uden at gøre holdt for at analysere deres bestanddele eller grammatiske ejendommeligheder – et tørt og trættende arbejde, der har en tendens til at køre vores opmærksomhed ud på et sidespor og forvirre indtrykkene.

6. Følelsesmæssige og æstetiske faktorer
Visse filosoffer og etnologer har hævdet, at poesi er det naturlige og oprindelige udtryk for det menneskelige sprog. Det er klart, at vore forfædres første verbale manifestationer som følge af vitale behov og følelsesmæssige udbrud ikke kan kaldes prosa i vores kolde, nøgterne betydning. Men det er sikkert, at poesien, igennem sin kombination af charme, rytme og rim, og sangen, med sin melodiske skønhed, rummer en særlig appel og derfor gør et langt dybere og stærkere indtryk end en blot og bar fortsættelse af prosaiske sætninger.

Jeg laver indimellem et morsomt og overbevisende eksperiment i denne sammenhæng. Når udenlandske venner over for mig giver udtryk for ønsket om at lære italiensk, samtidig med at de giver udtryk for deres manglende tillid, baseret på forudgående, ulykkelige forsøg med dette eller andre sprog, svarer jeg, at sprog ikke er forskellige at lære, og at fejlen ikke ligger hos dem, men i de nuværende indlæringsmetoder. Jeg hævder, at jeg kan bevise det her og nu ved i løbet af en halv times tid at demonstrere, at de vil være i stand til at forstå en sonet. Denne bekræftelse giver dem en behagelig oplevelse og vækker deres interesse, og det er en god forberedelse. Jeg fortsætter derefter med at recitere denne vidunderlige sonet, inspireret af Beatrice:

”Tanto gentile e tanto onesta pare

la donna mia, quand’ella altrui salute” etc.

(Vita Nuova Sonetto XV)

Hvis vi sammenligner sådanne poetiske udtryk med de sætninger, som udgør øvelserne i de nuværende grammatikbøger – såsom ”min tantes kat er mindre end min onkels hund”, eller ”min bedstemoders paraply er gammel” etc. – er det let at se, hvor overlegen poesi er i enhver sammenhæng. Alligevel forsøger i tusindvis af elever i offentlige og private skoler verden over, der keder sig grundigt, modstræbende, men hårdnakket at banke ind i deres hoveder: ”Hvor er min onkels papirkniv”, ”Jeg kan godt lide bladselleri, men ikke kål” og mange andre tilsvarende, stimulerende og inspirerende sætninger.

Når jeg siger dette, er det ikke mit ønske at blive taget til indtægt for, at studiet af sprog udelukkende bør baseres på berømt poesi og dermed udtrykke foragt for andre emner af almen eller praktisk interesse. Min pointe er derimod – i modsætning til den offentlige mening – at poesi er lettere at huske og mere behagelig for underbevidstheden end kedelige sætninger, og at den derfor både er at foretrække og praktisk at starte med for at lægge en god bund. Efter at have lokket underbevidstheden til at åbne sig, kan vi påtage os de mindre tiltalende dele af studiet.

I denne første indlæringsfase er det gavnligt at motivere underbevidsthedens villige samarbejde ved ikke blot at anvende berømt poesi, men også enkle børnerim og små børnevers. Dette er samlet set i overensstemmelse med førnævnte fundamentale princip, at vi i dette arbejde på ny må blive som små børn.

Lærer – Elevforholdets betydning

En anden værdifuld metode til at fremme indlæringen af sprog er et tillidens bånd mellem lærer og elev. Moder­ne psykologi har med rette fremhævet den vigtige betydning af de emotionelle og irrationelle faktorer i alle menneskelivets aspekter. Men disse er indtil videre ikke blevet passende anerkendt og anvendt inden for uddannelsesområdet og har kun været genstand for ringe opmærksomhed i indlæringen af sprog. Dette antyder ikke, at der er behov for et særligt personligt bånd eller følelsesmæssig relation mellem lærer og elev, selvom et sådant, når det eksisterer, som i tilfældet mellem en mor og hendes barn under indlæringen af barnets modersmål, er meget virkningsfuldt. Hvad der derimod bør skabes er en glad, venskabelig relation, uformel og fuld af liv, og ganske forskellig fra den stive, reserverede eller professoragtige relation, der er normen.

Der kan gøres meget i retning af at etablere en sådan atmosfære ved løbende at krydre undervisningen med humoristiske og vittige bemærkninger, ordspil, verbale tricks og absurditeter. Det morsomme appellerer på en meget speciel måde til underbevidstheden og skaber en helt klar indprægning og huskes derfor med stor lethed.

Tiden er ganske sikkert inde til at afskaffe den meningsløse tanke, at studier altid skal ledsages af ensomt og hårdt slid. Lad os i stedet vende os imod en livfuld, attraktiv og glædesfyldt aktivitet. Lad os vende opmærksomheden mod muligheden for at introducere en anderledes, vigtig faktor: den almene og levende interesse, der vækkes igennem leg og sport. Det burde være let for læreren, som ikke er en ren og skær robot, der terper grammatik, at foreslå puslespil, små opgaver og konkurrencer for at stimulere sine elever til ivrighed efter at lære, navnlig med hensyn til de mindre attraktive dele af sproget eller andre emner. Det ville være ønskeligt, hvis de lærebøger, som gør brug af disse metoder, i langt højere grad blev benyttet inden for undervisningsområdet.

På denne måde kan der ske en tilnærmelse af studier og sport – frem for at være to adskilte og ofte modsatrettede aktiviteter; ikke mindst, fordi spil og sport set fra et praktisk synspunkt med lethed kan anvendes til indlæring af mange videnskabelige kendsgerninger, love og metoder.

Grammatikkens betydning

På dette sted vil jeg gerne benytte lejligheden til at foregribe den mulige tvivl, som nogle mennesker nu oplever. Er grammatik da i virkeligheden forældet? Bør vi blot henvise den til papirkurven eller sætte en tændstik til den? Mine synspunkter er ikke helt så revolutionerende! Jeg har stor respekt for grammatik og mener oprigtigt, at den har sin berettigede plads og udfylder en vigtig funktion i den menneskelige lærdom. Men i mine øjne er dens plads og funktion stik modsat af den, den almindeligvis tillægges. Grammatikbøger burde ikke anvendes, som det er tilfældet, i begyndelsen af indlæringen af et sprog; deres anvendelighed bliver først aktuel, når man har erhvervet en tilstrækkelig, praktisk beherskelse af sproget. Når dette er opnået igennem direkte tilegnelse, opstår der spontant et behov for at finde mening i de mange ejendommeligheder og oprindelsen og udviklingen af det sprog, man nu lærer at værdsætte. Dette er rigtigt og godt og er et udtryk for lysten til at tilegne sig en videnskabelig forståelse.

Studiet af grammatik og syntakser antager nu en ganske anderledes kvalitet, idet det bliver et redskab for tilfredsstillelsen af et spontant og naturligt behov og for udtrykkelsen af en iboende interesse. Det udløser derfor en mental tilfredsstillelse, der opvejer den nødvendige anstrengelse. Denne holdning er ikke nær så revolutionerende og bemærkelsesværdig, som den ser ud. En meget sober og rationel filosof som Herbert Spencer skrev: ”Et sprog tales, og megen poesi skrives, førend der så meget som tænkes på grammatik og prosodi. Vi har ikke afventet en Aristoteles for at kunne tale korrekt. Grammatikken er opstået efter sprogets opståen, og den må læres, når man har lært sproget”. I denne betydning kommer den nuværende populære grammatik sørgeligt til kort i relation til sin rette anvendelse, som er at afsløre et sprogs særlige struktur, oprindelse og udvikling. Grammatik skulle hjælpe os til at åbne et sprog som en levende organisme og igennem syntaksen opdage dets psykologiske kvaliteter og dets udtryksmæssige værdi.

Denne anden fase af indlæringen fuldender og afrunder den første og er dens naturlige resultat. Denne rækkefølge i studiet af sprog svarer til evolutionens almindelige princip og vækst, der sætter – eller burde sætte – dagsordenen for alle aspekter af menneskelivet. Først den direkte oplevelse, levende kontakt og tilegnelse, og dernæst den bevidste overvejelse og en klar mental forståelse af det stof, vi har tilegnet os. Først underbevidst modtagelighed, og dernæst selvbevidst tilegnelse; først praksis, dernæst teori. Al undervisning burde først have til hensigt at fremme og udbygge elevens erfaring og kontakt med det virkelige liv, hans ”erfaringsområde”, og dernæst at hjælpe ham til at høste alle erfaringens frugter, viden og visdom, som denne levende kontakt er i stand til at tilbyde ham.

Lærerens opgave er at være broen til erfaring og liv, og det oversættende led; ikke, som det almindeligvis er tilfældet, en skærm, der forhindrer en levende udveksling med virkeligheden. I det nuværende skolesystem (bortset fra et mindretal af skoler, som har taget moderne ’aktive’ metoder til sig) søger læreren ud fra en velmenende intention at berøve de unge mennesker deres ret til at gennemgå de naturlige processer, vi her har beskrevet, ved at fylde dem med på forhånd gennemtyggede og kunstigt sammenpressede videnspiller.

Sproget som en bro til et folks sjæl

Den harmoniske relation, der bygger på en sympatisk relation mellem lærer og elev, der – som vi har set – er en stor hjælp i mestringen af et sprog, bør udvides til alle mennesker og hele den nation, hvis sprog vi søger at lære. Dette har ikke blot den fordel, at det fremmer vores læreproces, men har også en bredere og højere værdi af mere åndelig karakter. Et sprog er det direkte og klare udtryk for et folks sjæl. Det afslører sidstnævntes særlige, indre kvalitet, og ved hjælp af det manifesteres det unikke bidrag, som denne nation har ydet og yder til menneskehedens samlede liv. Det er den store oversætter af de noder og strenge, de melodier og harmonier, der udgør denne nations deltagelse i den store menneskelige symfoni.

Hvis vi derfor tilegner os en sympatisk forståelse og dyb værdsættelse af det folk og igennem vores sjæl kontakter det folks sjæl, vil studiet af dets sprog tilføre os en ny og dybere forståelse. Det vil skabe en indre, levende relation, der vil sætte os i stand til med overraskende lethed at tilegne os dets sprog. Vi vil kunne stole ikke blot på samarbejdet med vort underbevidste, men også med vort overbevidste med dets højere intuitive og telepatiske kraft, med dets stærke tendens til at skabe sammensmeltning og identifikation.

Resultaterne af denne anerkendende og sympatiske holdning vil være vidtrækkende. Vi vil lære sproget med et minimum af tid og anstrengelse, ”sans larmes *)”, som Reinak så morsomt udtrykker det. Ydermere giver en sådan tilgang os en endnu vigtigere fordel af åndelig karakter – en udvidelse af sindet og følelserne. Mange mentale begrænsninger, fordomme og uberettigede følelsesmæssige reaktioner overvindes derved, og vi vinder en ny indsigt, en ny tilgang til virkeligheden og bliver mere fleksible og forfinede. På den måde vil vi gradvist nå til en mere levende og ikke kun intellektuel erkendelse af den kendsgerning, at der er mange synspunkter, som alle er lige berettigede, og at kun ved at acceptere og anerkende hvert lands bidrag og race kan vi håbe at nå frem til en mere fuldkommen og sand forståelse af virkeligheden.

Denne indre udvidelse og forøgelse af vores evne til at sympatisere med og forstå, denne overvindelse af selvcentrerethed, har ikke blot en frigørende virkning på os individuelt, men udgør et af de mest effektive og praktiske redskaber til at eliminere nationale og racemæssige misforståelser, antipati og den udprægede antagonisme. Historien har i nyere tid på dramatisk måde vist os, hvor meget vi har fejlet i etableringen af internationalt samarbejde, nedrustning og fred igennem ydre midler såsom fredstraktater, juridiske foranstaltninger, tvang og frygt. I dette, som i alle tilsvarende tilfælde, må den eneste virkelige, effektive løsning udvirkes igennem den naturlige og samtidig åndelige metode, der arbejder indefra og ud, fra sjæl til krop, fra ånd til form.

Når den sande fredens ånd og almindelige, internationale vilje-til-det-gode gennemtrænger hjerte og sind hos størstedelen af menneskeheden vil mere udførlige, formelle forbund og traktater være overflødige, og i dén åndelige atmosfære vil de nødvendige reguleringer og aftaler let kunne etableres og føres ud i livet.

For at yde vort individuelle bidrag til dette store arbejde, som fremtidens civilisation meget vel kan afhænge af, bliver det nærmest en nødvendighed for os at gøre brug af den hjælp, som kendskabet til et af de større fremmedsprog kan tilbyde os. Som vi har set, kan vi tilegne os det langt lettere og mere smertefrit, hvis vi afskaffer de nuværende utilfredsstillende og kunstige metoder og i stedet opdyrker den visdom, der ligger i på ny at blive som børn. Lad os åbne vort sind og hjerte for de mange stemmer, hvorigennem menneskeheden udtrykker sine sorger og glæder, og som tilbyder os frugterne af den viden og skønhed, der er indhøstet af dens sønner. Lad os dagligt deltage i bestræbelserne på at skabe en ny civilisation, et nyt udtryk for menneskets iboende guddommelige kvaliteter.

*) ”Smertefrit” (egentligt: uden tårer)

 

Sådan kan du komme videre

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen Kreativ udtryk i undervisningen.