Generationernes konflikt og livsfasernes psykosyntese

Dialogens vej

Et indledende skridt er at etablere kontakt mellem repræsentanter for de to generationer igennem dialog. Der er en metode, som jeg altid har fundet effektiv i skabelsen af dialog med ungdommen. Den begynder med at bede om deres tilgivelse for den verden, de er i, og som er skabt af de voksne; og ved oprigtigt at erkende dens mange og alvorlige mangler. ”I har god grund til”, siger jeg til dem, ”at nære mistillid til voksne og nægte at tage deres idéer og værdinormer til jer”. Paul Toumier, en af pionererne inden for den humanistiske medicin, har udtrykt tilsvarende synspunkter. Hans bog Les desharmonies de la via moderne (~ Det moderne livs dishar­moni) er dedikeret til hans børn med ordene: ”Til vore to børn og til den yngre generation, hvis tilgivelse vor generation må bede om, for at overdrage dem en så syg verden”.

Denne uventede tilgang om ikke eliminerer, så i hvert fald reducerer de unges fjendtlige mistænksomhed og ba­­ner vej for den udveksling, der skal bringe os et skridt videre. På dette punkt må den voksne finde den særlige rette måde i den enkelte situation at kommunikere tanken: ”Lad os sammen se, om det er muligt at erstatte konflikten med samarbejde, i hvert fald i et vist omfang. Lad os derpå se, om vi i alles interesse kan frelse men­neskeheden fra den fare, som truer skabelsen af en bedre verden, en ny civilisation og ny kultur; en som i højere grad lever op til ungdommens krav og de nye vilkår, der udspringer af den moderne teknologi”. I første omgang kræver dette samarbejde en gensidigt god vilje , en fælles forståelse; men dets virkeliggørelse kræver, at initiativet tages af voksne på frivillig basis. Det er ikke tilstrækkeligt for voksne kun at gå halvvejs for at møde ungdommen, selvom det ud fra en rationel betragtning ville være rimeligt; de må gå to-tredjedele eller tre-fjerdedele af vejen. Det er ikke blot en psykologisk nødvendighed. Denne ekstra rækken ud er voksnes fulde anerkendelse af, at den gamle mentalitet, de gamle former og de gamle strukturer ikke længere er gyldige, at de ikke længere kan bruges og derfor må udskiftes og, hvor nødvendigt, destrueres – og dette indbefatter de der, skønt de tidligere var gode, ikke længere er egnede til de nye forhold.

På den anden side er det klart, at blot og bar destruktion er utilstrækkelig. Vi kan ikke leve i anarki og kaos. Det er derfor nødvendigt at søge, finde og eksperimentere med nye idéer, begreber og nye former for kultur, som kan erstatte de gamle. Dette er en presserende opgave, som både voksne og unge kan samarbejde om; de voksne bør være villige til at tage det første skridt i etableringen af dette samarbejde. Det kan de gøre ved at spørge ungdommen: ”Hvad foreslår I?”

Svaret er ofte pinlig tavshed eller forvirrede og usammenhængende udtalelser. Det kan gradvist synliggøre for begge parter, at selvom der er berettigede klagepunkter, er der endnu ingen, der kan fremkomme med brugbare projekter og konstruktive, anvendelige løsninger. Erfaringen har vist mig, at svaret har form af et spørgsmål til den voksne: ”Hvad kan og bør vi gøre?” Her må den voksne modstå den naturlige og stærke tilskyndelse til at komme med et hurtigt råd. Han må begrænse sig til samarbejdets ånd og undgå et direkte svar, men stå fast på nødvendigheden af at søge løsningen sammen. Hvad den voksne imidlertid kan foreslå, er en metode der kan anvendes i den fælles søgen, som kan opsummeres på følgende måde: Formulér problemet klart og præcist. Søg de mulige løsninger, og i løbet af denne proces vil alternative muligheder vise sig. Undersøg de enkelte alternativer, vurdér deres konsekvenser, og klassificér det i en af de følgende to kategorier:

1. Hastende og øjeblikkelige løsninger, også selvom de muligvis kun er delvise og foreløbige

2. Mellemløsninger og gradvise løsninger

3. Løsninger, som fører til endelige og helhedsskabende resultater, i hvert fald for en tid.

Hvis de unge tilslutter sig denne løsning, tror jeg, at begge parter vil finde denne fremgangsmåde anvendelig i enhver sammenhæng, men den er specielt egnet til de komplekse problemstillinger, der generelt er forbundet med skole og uddannelse .

Den afsluttende fase består i at eksperimentere med de forskellige løsninger igennem pilotprojekter. Det er bedst at gøre dette med små, blandede grupper; blandede i to betydninger: grupper bestående af unge mennesker og voksne, hvor de voksne er eksperterne eller teknikerne, og også mennesker hvis mangel på specialiseret kendskab gør, at de er fri af forudfattede meninger eller bestemte idéer og derfor mere modtagelige for nye idéer. Det er ikke sjældent sket, at mennesker uden forudgående kvalifikationer har fuldført ting, som eksperterne havde ”bevist” var umulige. Eksperter beviste engang ud fra fysiske lovmæssigheder, at sommerfugle ikke kan flyve; men da sommerfuglene er ubevidste om det, er de bare blevet ved at flyve.

Hvis grupper på forskellige steder og i forskellige lande, og sågar i forskellige kontinenter, vil udføre eksperimenter i tråd med disse retningslinjer, kan de udføre en værdifuld tjeneste ved at diskutere resultaterne af deres samtaler og først og fremmest deres eksperimenter.

Genopdagelse af ungdommens ånd

En opgave som denne præsenterer voksne for en specielt vanskelig opgave – at genopdage ungdommens ånd, og dét på to måder: Ved at blive ung med de unge og bevidst om, at en ny civilisations- og kulturcyklus er ved at fødes, som nødvendigvis fra begyndelsen må have et udpræget ungdommeligt præg. Og dette fører mig til den anden del af mit projekt, menneskelivets psykosyntese i de forskellige aldre, som består i, at vi i os selv holder de bedste aspekter fra hver forudgående alder og udviklingsniveau levende, bevidste og brugbare.

Hver alder er ikke i sig selv dårligere eller bedre end nogen anden, men hver har aspekter, som vi for bekvemmeligheds skyld kan kalde bedre eller dårligere, mere harmonisk eller uharmonisk, mere kreativ og konstruktiv eller passiv, ufrugtbar og endda destruktiv. En undersøgelse af menneskelivets cyklusser gør dette klart, skønt det på dette sted må begrænses til et generelt overblik. Pladsen tillader ikke mere end f.eks. en nævnelse af de utallige, forskellige karakteristika, der udspringer af individuelle forskelligheder i konstitution og karakter, og fra spektret af familie-, sociale og nationale forhold, som det enkelte menneske lever og udvikles i. Men selv en så ufyldestgørende og skematisk undersøgelse vil være tilstrækkelig i begyndelsen af denne integration, denne psykosyntese af menneskelivets aldre.

I forhold til barndommen finder vi her idéen om det naturlige barn, som Rousseau identificerede, upåvirket og uspoleret af at være vokset op under voksnes indflydelse. Men selv i et gængs socialt miljø og uden hensyn til Rousseaus idylliske og diskutable idéer står det klart, at børn udviser meget positive psykologiske aspekter, som ofte går upåagtet og uerkendt hen. (Nogle forfattere har stærkt fremhævet barnets kvalitative karakteristika, der adskiller ham fra den voksne. Den bedste fremstilling af dette emne er givet af Frances Wickers i hendes bog The Psychic Life of Childhood (~ Barndommens psykiske liv); en bog som alle forældre og lærere bør læse. Den præsenterer en psykologisk analyse og er i sin form søgende, original og med en gennemtrængende dybde, som sjældent findes i videnskabelige værker om dette emne). Barndommens positive psykologiske træk omfatter enkelhed, troskyldig tillid, spontanitet, beundring, forundring og glæde. Blandt de negative træk finder vi ukontrolleret impulsivitet, manglende mental organisering, lunefuldhed, uberegnelighed og forskellige udbrud af jalousi, aggression og visse former for ondskab, som for det meste er ubevidste , fordi barnet ikke er bevidst om den lidelse, det påfører det dyr, som det piner.

Præ-puberteten, som er alderen fra 8 til 14 år, er blevet kaldt den utaknemmelige alder. Den er, navnlig hos drenge, kendetegnet ved handlinger, om ikke ord, der rummer den første ”uafhængighedserklæring”. Barnet gør oprør mod forældrenes og lærernes autoritet, og dets behov for aktivt at give disse energier udtryk er årsag til en stridslysten, aggressiv adfærd. De problemer, der dukker op, vanskeliggøres af forholdene ved livet i byerne, som begrænser eller helt umuliggør en naturlig og legitimt udløsning for deres kraft. Men hvis de placeres i hensigtsmæssige forhold og vejledes på en god måde, kan de opvise denne alders positive kvaliteter – mod, eventyrlyst, evnen til at udholde fysisk ubehag – og udvikle følelsen af kammeratskab og samarbejde gennem gruppeaktiviteter. Den praktiske måde at opdyrke disse kvaliteter på er den, der anvendes inden for ungdomsorganisationerne så som overlevelseskurser for drenge, og tilsvarende gruppeaktiviteter eksisterer for piger.

I puberteten oplever vi også en blanding af positive og negative elementer; ofte med forøget intensitet. De positive elementer omfatter erhvervelsen af selv-bevidsthed, en ofte brændende og mere eller mindre vedvarende idealisme, idealistisk kærlighed, religiøse følelser, entusiasme og humanitær selvhævdelse, en overdrevent polemisk holdning, som giver næring til en manglende forståelse og påskønnelse af andres rettigheder, og en øget arrogance der afspejler en følelse af mindreværd, usikkerhed og en tilbagetrækning fra realiteterne.

Der kan ofte iagttages en klar ambivalens i form af konflikt mellem modstridende tendenser. Stanley Hall, forfatter til en omfattende og værdifuld bog om ungdommen, opremser nogle af dem: Begejstring-dovenskab, opstemthed-nedtrykthed, altruisme-egoisme, nysgerrighed-ligegyldighed, kærlighed til at læse-behov for ydre handling, følsomhed over for sanseindtryk-optagethed af abstrakte problemer; og hertil kan føjes vækkelsen af seksualiteten og idealistisk kærlighed.

I ungdommen formes og konsolideres personligheden; pubertetens ambivalens forsvinder eller mindskes. De højere aspekter af denne alder er mod, entusiasme, foretagsomhed, trangen til at dedikere sig til en årsag eller et ideal, offervilje, kærlighed i dens forskellige udtryk, gruppefølelse, venskab og kammeratskab. De overordnede negative karakteristika i denne fase er overdrivelse, forvrængning eller fordrejning af de højere aspekter i form af impulsivitet, vold, oprør uden årsag, ekstremisme, intolerance, uforsonlighed og fanatisme.

I voksenlivet er de positive kvaliteter en fornuft baseret på livets oplevelser, en mere balanceret og afslappet dømmekraft, tilrettelægning af det personlige liv og en følelse af ansvar i mødet med og udførelsen af ens egne opgaver og i etableringen af relationer til familiemedlemmer og samfundet. Også her afspejler de negative kvaliteter overdrivelsen af de positive eller deres ukorrekte anvendelse. I en vis betydning findes de opsummeret i småborgerlighed med dens begær efter økonomisk sikkerhed og gode sociale positioner, dens tilbøjelighed til at afvise ubekvemme ungdommelige idéer, dens konformitet og dens forkærlighed for det stille liv og stabilitet til skade for personlig udvikling og individuel og social fremgang.

Kriser i voksenlivet og i alderdommen

Vi går nu over til de kriser, der er forbundet med overgangen fra voksenlivet til alderdommen.

Den første af dem kan kaldes for det pensionerede menneskes krise. Mange mennesker, som efterhånden som årene skrider frem mærker vægten og udmattelsen fra deres arbejde, ser ivrigt frem til den tid, hvor de vil være fri, men finder at den indvarsler en sørgelig skuffelse. Faktisk oplever de en desorientering og ved ikke, hvad de skal stille op. De savner den beskedne eller måske anselige prestige og tilfredsstillelse, der var knyttet til deres stilling og den position, de indtog i samfundet. Inaktivitet vejer tungt og er lige så – om ikke mere – vanskelig at udholde end det tidligere arbejde. Pensioneringen er ofte indledningen til depressive tilstande og forskellige neuropsykologiske forstyrrelser. Kuren består ganske enkelt i at vække andre interesser til live; men dette lader sig lettere og mere effektivt gøre, hvis krisen er forudset og dens afhjælpning planlagt, om end ikke altid taget i anvendelse. Den kvinde, som ikke har haft arbejde uden for hjemmet, oplever en tilsvarende krise, når hun af forskellige årsager oplever sig berøvet de funktioner, som hun overordnet set identificerede sig med, og som gav hendes liv mening: funktionen som moder og hustru.

Men som årene går kan en dybere krise opstå, en som – fordi den involverer hele personligheden – kan kaldes eksistentiel. Den opstår, når vi nægter at ældes, dvs. at acceptere de begrænsninger og afkald, som den stigen­de alder nødvendiggør. Disse er så velkendte, at det overflødiggør en nærmere uddybning, udover at bemærke, at ethvert sådant forsøg er dømt til at fejle. Men en mulig og tilfredsstillende løsning eksisterer. Den er baseret på en generel faktor, som her bliver afgørende, nemlig den manglende årsagssammenhæng mellem bio­logisk alder og åndelig alder. Det er en kendsgerning, som ikke i tilstrækkeligt omfang tages i betragtning til trods for, at den ved nærmere betragtning er indlysende.

Mange mennesker forbliver psykologisk set børn eller unge hele livet; noget som ofte sker for kunstnere. Jeg kan nævne et nutidigt eksempel: Charlie Chaplin indrømmede åbenlyst på sin 80-års fødselsdag, at han var, hvad han altid havde været – et barn. Omvendt kan den modne mand dissociere sig fra sin biologiske alder; dvs. at han ikke behøver at følge den nedadgående kurve, men kan omdirigere sit liv ad en horisontal rute, så at sige, eller endda en bedre, en opadgående. Når vi gør det, anerkender vi, kender, assimilerer og udnytter alderdommens højere kvaliteter.

Alderdommens negative eller ringere kvaliteter nødvendiggør ingen yderligere beskrivelse, men jeg vil dog nævne den overdrevne betydning, der tillægges dens begrænsninger og fysiske dårligdomme; indsnævringen af interesseområderne, tendensen til at blive hængende ved fortiden, og en nostalgisk længsel efter de gode gamle dage (som ofte faktisk ikke var så gode, når det kommer til stykket). Men denne alder rummer nogle værdifulde positive træk. Opgivelsen af mange tidligere tilbøjeligheder og aktiviteter kan ses og opleves som en frigørelse, hvad det faktisk også er. Konflikter mindskes eller forsvinder, og personen får tid og lejlighed til at tage andre og bedre måder at leve på til sig. Passioner og emotioner stilnes, og det giver rum for en klarere og mere illumineret vision; modningen af livets oplevelser udmøntes i visdom.

De aktiviteter, som aldrende mennesker kan engagere sig i, reduceres i antal, men vinder om muligt i kvalitet. For blot at nævne nogle få ud af mange: I en alder af 75 år skriver den anerkendte japanske maler, Hokusai: ”Siden jeg var 6 år gammel, har jeg været meget interesseret i at tegne objekters form, men alle mine be­stræbelser, indtil jeg fyldte 70, skuffede mig. Da jeg var 73, begyndte jeg at forstå de mange former og arter inden for fugle, fisk og planter”. Således modnes harmoni, balance og klarhed i det aldrende menneske og er kilden til en stille, men dyb og varig glæde. Richard Wagner bekræftede dette med sin velmente, om end noget bombastiske erklæring om, at ”livet begynder ved 70; først da bliver det smukt”.

Alle, som opnår bevidsthed om sit åndelige selv (og dette kan ske på ethvert tidspunkt fra puberteten og fremefter) har mulighed for at dis-identificere sig fra sin personlige og psykologiske alder ved at leve med den som roller, der skal spilles, og opgaver der skal udføres, medens vi forbliver frie. Faktisk er han på denne måde i stand til at udføre dem bedre. En kvinde, som ikke udelukkende er moder, og som ikke identificerer sig fuldt og helt med den funktion, er en bedre moder. (Se også min artikel Life as a Game and Stage Performance (~ Livet som et spil og skuespil). Men dette forudsætter gennemlevelsen af en alvorlig krise, måske den mest gennemgribende og fundamentale, som et menneske stilles overfor. Det er en krise, som uundgåeligt må konfronteres af gamle mennesker, men det er værd at bemærke, at den kan optræde i en hvilken som helst alder – og faktisk også ofte gør det – og har rod i den kontante kendsgerning om den fysiske døds uundgåelighed. Ansigt til ansigt med tanken eller forventningen om døden gribes mange af en frygt, kval eller oprør, der står i forhold til graden af deres tilknytning til det fysiske liv eller personlighedens identifikation med de fysiske bånd, aktiviteter og funktioner, og som også står i forhold til deres angst for det ukendte og den formodede udslettelse.

Men ikke alle giver efter for disse negative reaktioner; der er mange, som responderer med en anderledes og positiv holdning. Først og fremmest de, der har en fast tro, ikke nødvendigvis religiøs men i hvert fald oprigtigt levet. Så er der de, hvis mere klart definerede tro får dem til at overgive sig til livet og det ukendte uden frygt og i en ånd af generøs accept af, hvad end det måtte bringe. Alle, som har frigjort bevidstheden fra tidens stadige forandring og er nået til en indre oplevelse af det transpersonlige Selvs virkelighed, bevidstheden om det, som udgør vor inderste kerne, den højeste Virkelighed i hver af os, kan opnå denne frigørelse.

Genopvækkelsen af de tidligere fasers kvaliteter

Det transpersonlige Selv er ”uden for” og over tid. Det eksisterer og lever i Det Eviges dimension. Nogle gange kommer oplevelsen af det spontant, men det kan også fremkaldes på forskellig vis, som jeg dog ikke her kan komme nærmere ind på. Jeg vil begrænse mig til at nævne, at en af de bidragende metoder er praktiseringen af dis-identifikation; en af de teknikker, der anvendes inden for psykosyntesen, og en som jeg stærkt anbefaler. Oplevelse af det transpersonlige Selv opnås ikke let. Det fordrer vedvarende, længerevarende træning, men belønningens storslåethed berettiger den nødvendige indsats.

Disse overvejelser viser vejen til realisering af psykosyntesen i menneskelivets forskellige aldre. Den kan opnås ved at holde de bedste aspekter fra alle aldrene levende og gøre brug af dem. En ældre person kan bevidst gen­­opvække, puste nyt liv i og kultivere i sig selv de positive karaktertræk fra alle hans forudgående aldre. Dette kan han gøre i kraft af forskellige aktive psykosyntese teknikker så som f.eks. de, der er baseret på visualisering, suggestion, idealmodeller, affirmationer og meditation . Han kan styrke processen ved at åbne sig for den direkte indflydelse fra mennesker, der er yngre end ham selv, ved at søge børns, teenageres og unges selskab. Men det ældre menneske må være villig til at deltage aktivt i de yngre menneskers liv ved at spille med dem, tale med dem og sætte sig i deres sted.

Et ældre menneske kan bevidst være barn med børnene, teenager med teenagerne, ung med de unge, og voksen med de voksne. Han kan vække sit eget sovende, men ikke uddøde, barn eller unge menneske. Muligheder­ne og trækkene fra de forudgående alderstrin er latente i os alle; de kan vækkes og gøres aktive og funktionsdygtige. Processen finder bedst sted gradvist, dvs. ved at starte mens man er ung og så uddybe den over årene. Forældre og lærere bør stimulere og endog fremme den, eller i det mindste ikke hindre den; men desværre sker det omvendte kun alt for ofte.

Det ældre menneske, som har ønsket og været i stand til at opnå en vis grad af livets psykosyntese, har opnået ikke blot individuel psykosyntese og sand integration, men kan også samarbejde i de forskellige interpersonelle og sociale psykosynteser. Han kan skabe en ring, som forener mennesker og grupper i alle aldre; han kan være en lærer og en kærlig, upersonlig rådgiver (jeg siger ikke, at man aldrig må give råd, kun at det er bedst ikke at gøre det i begyndelsen af kommunikation med ungdommen).

Nogle kunne indvende: ”Men denne psykosyntese involverer kun de ældre, modne mennesker; ikke de unge”. En overfladisk betragtning kunne understøtte et sådant synspunkt, men det forholder sig ikke således. Der er først og fremmest den allerede nævnte manglende sammenhæng mellem den biologiske og den psyko-spiri­tu­el­le alder. På samme måde som der er evige børn, er der teenagere og unge mennesker, som besidder og spontant udtrykker kvaliteter, der knytter sig til senere alderstrin. Men de unge kan, medens de til fulde lever deres ungdommelighed ud, kan tage disse kvaliteter til sig og bevidst udvikle dem, såvel igennem passende psykologiske metoder og ved frivilligt at åbne sig for indflydelsen fra mennesker, der besidder sådanne evner og søge deres selskab, deres venskab og deres samarbejde. De kan også vinde indsigt igennem eksemplet fra de, hvis liv udtrykker disse kvaliteter og er tilgængelige igennem biografier og selvbiografier, såvel som ved at studere og fordybe sig i deres arbejde.

Skønt denne absorptionsproces ofte spontant finder sted, kan den bevidst fremmes igennem assimilering af idealmodeller, som kan kaldes ”kreativ efterligning”. Dette udtryk kan synes at rumme en modsigelse, men sådan forholder det sig ikke. De bedste eksempler og modeller er de, der selv har opnået aldrenes psykosyntese. Hvis jeg skal nævne nogle, vil jeg først nævnt Michelangelo. Da han var 80 år gammel, mødte han en ven foran Sankt Peters i Rom, som spurgte ham: ”Hvor er du på vej hen?”. ”Jeg er på vej til at lære”, var svaret. Faktisk var han på vej til at studere anatomi hos en læge. Det kan meget vel formuleres således, at så længe der er et ønske om at lære, forbliver det unge i os aktivt.

Så er der Goethe, som helt frem til slutningen af sit liv bevarede sin ungdommelighed og i en alder af 84 år forelskede sig i en 20-årig kvinde, som han skrev et af sine fineste digte til. Men Goethe havde dedikeret hele sit liv til formningen af personligheden og endda til skabelsen af sin psykosyntese (uden dog at kalde det dét). ”Ja, jeg holder fast i denne tanke. Visdommens ultimative resultat ligger i dette: Kun dén sikrer sin egen eksistens, som vinder den på ny hver dag”. Den amerikanske poet, Walt Whitman, giver endnu et eksempel. Det blev sagt om ham, da han var ung, at han lignede en ældre, og da han var ældre, at han lignede en ung.

Lad mig nu nævne nogle mennesker, som jeg igennem mit personlige venskab kan præsentere som bevis. En af dem er Rabindranath Tagore, den Nobel-pris vindende poet, for hvem jeg fungerede som oversætter den uge, han var i Rom for mere end 30 år siden. I samtalen med de, som kom til ham og bad om råd, og i sin åndelige undervisning, var hans holdning som en vís gammel mands; men en dag, da vi var på sightseeing i de romerske slotte, udviste han en frisk og ungdommelig entusiasme over den skønhed, han så, og stoppede i flere minutter for at fordybe sig i en mark med modent korn, fyldt med valmuer, som inspirerede til et digt. Mit andet eksempel er Herman Keyserling, filosoffen, der i sin ungdom udviste stor modenhed, og så snart han var voksen, stiftede han ”Visdomsskolen”. Hans altid ungdommelige ånd fik ham til tider til at udvise en uventet kåd form for humor. To eksempler på mænd over 90, som har udvist ungdommelige kvaliteter og karakterbrist, har været George Bernard Shaw og Bertrand Russell.

Ikke så få kvinder har udvist en velsignet kombination af de forskellige aldres gaver. Jeg vil nævne tre, som jeg har kendt personligt. En er Contessa Maria Baciocchi de Péon, der var pioner inden for anvendelsen af psykologi i træningen af personligheden i begyndelsen af dette århundrede (det 20. århundrede, o.a.). Hun har utrætteligt udført dette arbejde, skrevet bøger om emnet og organiseret konferencer hele livet. Den anden er en fransk kvinde, som kunne læse 15 sprog og i en alder af mere end 80 år begyndte at studere et 16. og ikke helt nemt sprog, tibetansk ”for at holde sindet aktivt og levende”. Den tredje er Contessa Gabriella Spalletti Rasponi, der var præsident for Italienske Kvinders Råd. Hendes hjem lignede et ministerium, men det forhindrede hende ikke i at være en god moder og en bevidst bedstemoder, så hun genoptog studiet af latin og græsk for at hjælpe sin grandsøn. The Institute of Psychosynthesis (~Psykosyntese Instituttet), som hun var den første præsident for, står i særlig gæld til hende for hendes moralske og materielle støtte ved dets etablering i 1926.

Alt dette handler om psykosyntese inden for menneskelivets forskellige aldre; det kan relateres og anvendes til gruppe-psykosyntese og på særlig måde generationernes psykosyntese, som drøftet i indledningen. Kendskab til de forskellige aldres bedste kvaliteter og livssyn, og anerkendelsen af muligheden for og effektiviteten af deres psykosyntese hos alle unge, yngre, modne og ældre mennesker, vil i meget høj grad fremme kommunikationen mellem mennesker af alle aldre og muliggøre en gensidig forståelse og anerkendelse. Derigennem kan mange af de farlige og ødelæggende konflikter, der nu hersker mellem mennesker og grupper, elimineres eller reduceres, og et frugtbart samarbejde opnås. Således vil menneskeheden være i stand til at tage bevidste skridt fremad i retning af den ny tids lysende mål, hvor alle – frigjort fra fortidens påvirkning – kan realisere deres højeste potentialer.

Sådan kan du komme videre

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen om delpersonligheder