Dialog med det højere Selv

Stuart Miller beskriver i denne introduktion til den klassiske psykosynteseøvelse, hvorledes den kan udøves og giver gode eksempler på dens virkning og de faldgruber vi skal tage os i agt for

Denne monografi stammer fra Synthesis Journal, Volume 2 (pp 122-139) 1975-1978
Af Stuart Miller, Oversættelse Annabritt Jakielski

Reduktionismens lange nat er ovre. Dens produkt, homo reductus – det reducerede menneske – som er fange af sine instinkter og et mekanisk stykke legetøj med en computer til hjerne, er ved at miste sin indflydelse på nutidens forestillingsevne . I stadig stigende grad inkluderer velinformerede og nøgterne mennesker på ny de højere menneskelige egenskaber i deres syn på sig selv og andre. Beviset for dette skift findes mange steder, navnlig i den stigende interesse for psykologiens mere humanistiske og spirituelle aspekter, studiet af religiøse erfaringer og den voksende forståelse og samarbejde mellem mænd og kvinder inden for alle verdens nationer.

Samtidig med, at denne voksende tendens bringer meget håb med sig, kan den give individet en ny bevidsthed om spørgsmål, som fordunkledes af den pessimisme, der var fremherskende for nogle årtier siden. Vi kan føle os irriteret, besværet eller måske endda sønderrevet af en følelse af indre splittelse – en indre ”vertikal” splittelse.

”Jeg ved, hvad der er rigtigt at gøre, men jeg gør det ikke”.

”Jeg ved, jeg kan være et bedre menneske, men jeg ved ikke, hvordan jeg kommer derhen”.

”Jeg har en fornemmelse af, hvordan ting burde være for at være bedre, men jeg kan ikke omsætte denne forståelse i en praktisk retning i mit eget liv”.

”Jeg ved, at mine instinktive drifter og min sociale betingning ofte er forkerte, men jeg kan ikke helt se, hvad jeg kunne gøre i stedet”.

Det er, som om vi ved, at vores nuværende personligheder og summen af vores liv, som vi har levet dem, ikke er, som de burde være. Opgaven er at opdage og udvikle en stærkere kontakt til vores egen indre visdomskilde. Ofte er det imidlertid ikke nemt at vide, hvor vi skal begynde.

En meget enkel metode, som de fleste mennesker har adgang til, kan anvendes til en start. Det er teknikken til ”Dialog med det Højere Selv”. Denne teknik er opstået på baggrund af et psykologisk studium af forskellige filosofiske og åndelige traditioner. Der er tale om en praktisk anvendelse af en gammel og næsten universel dobbelt-opfattelse, at mennesket har et højere aspekt eller en sjæl, og at personligheden kan kontakte dette højere selv og bede om vejledning. Det er blevet sagt, at psykologiens grundlæggende formål – et formål, som først nu begynder at blive forstået – er forståelsen af dette forhold mellem disse højere aspekter af den menneskelige natur og personligheden, som vi forstår den. De, der går ind for dette, henleder vores opmærksomhed på den grundlæggende betydning af ordet ”psykologi”. På græsk betyder ”psyke” ”sjæl”, så ”psykologi” betyder viden om sjælen.

Teknikken til Dialog med det Højere Selv er i sin essens enkel og ligetil. Dens grundtese er, at der i hvert enkelt menneske er en kerne af visdom, intuition og en følelse af formål, som kan blive en kilde til vejledning i vores daglige liv. Næste skridt er simpelthen at gå i dialog med denne kerne, stole på, at den er der, og at den vil svare.

I den hinduistiske tradition kaldes dette højere aspekt for Atman. Som det er kendt, plejede Mahatma Gandhi, som var en praktisk og meget succesfuld politisk leder, at tale om ”den universelle sandheds indre lys”, som han henvendte sig til i vigtige spørgsmål. Når hans kolleger opsøgte ham i vigtige spørgsmål, hvor han skulle træffe beslutninger, trak han sig ind i meditation for at rådspørge dette ”indre lys” og vendte tilbage, når han rationelt set var sikker på, at han ved hjælp af denne indre vejledning havde truffet den bedste beslutning , han var i stand til. 1900-tallets store indiske helgen, Ramakrishna, plejede at praktisere en tilsvarende teknik, hvor han havde samtaler med Den Guddommelige Moder, Kali. Når han befandt sig i en krise, gik han ind i templet for at tale med hende.

I de østlige traditioner har der i tusinder af år været en ambivalens i forhold til sådanne samtaler. På den ene side har de forskellige involverede guder været symboliseret som værende uden for personen; men på den anden side anses de for at være i personens egen psykologiske og spirituelle natur. Bhagavad Gita, et af Indiens højt skattede skrifter, præsenteres som en dialog mellem en ung mand, der befinder sig i en krise, og den store Lord Krishna, en af Indiens store guder. Fortolkninger af Gita’en, der går mere end 2500 år tilbage, har beskrevet den som en indre dialog – en dramatisk fremstilling af dialogen mellem den gudssøgende personlighed og det guddommelige lys eller det Højere Selv, der er symboliseret ved Krishna. Arjuna befinder sig i en krise i sit virkelige liv, hvor han skal spille en afgørende rolle i en krig, og hvor han har betænkeligheder og spørgsmål omkring sin rolle og skæbne. Da han befinder sig midt i denne krise og fortvivlelse, vender han sig imod sit indre lys, personificeret ved Krishna, for at finde en løsning.

I Vesten finder man traditionen med dialog med det guddommelige som en central del af Det Gamle Testamente. Forestillingen om dialog med en del af en selv, som er i samklang med det guddommelige, findes også i den jesuitiske praksis ”At skelne mellem ånderne” – hvor den studerende, der søger at træffe beslutning om sit religiøse ståsted, søger at skelne mellem ”den gode ånds” handling i sig selv på den ene side, og den selviskhed , som er en afspejling af ”djævlen”, på den anden side. Tilsvarende læser vi om den ”iboende Helligånd”, som er en psykologisk tilstand, vi bør søge. Det Nye Testamente taler også om modtageligheden over for det ”guddommelige forsyn” som en teknik, hvor vi – når vi har udtømt de gængse og rationelle veje til at brydes med et problem – vender os imod en højere kilde for at finde et svar.

Som vi har talt om, kan teknikker som disse anses for forsøg på at kontakte ”noget andet”, som er fuldt af kraft og visdom. Eller de kan anses for forsøg på at nå de lag af vores egen psyke, som ikke er tilgængelige i det daglige liv. Der er også mere inklusive fortolkninger, ifølge hvilke såvel de indre som de ydre modeller faktisk er komplementære udtryk for den samme formløse virkelighed. Vi kan sige, at vi – igennem deres afspejling eller projektion ind i vores ubevidste – opnår kontakt med universelle arketyper, som befinder sig i det højere kollektive ubevidste . Det er den organiserende og integrerende energi fra disse arketyper, som giver sindet den nødvendige løsning.

Hvad der end er den præcise forklaring, kan de svar, der kommer, anses for at være resultatet af at give slip på vores identifikation med det analytiske sind, hvorigennem vi frigør kreative aspekter, som normalt er blokeret. Det er ikke ensbetydende med at afvise sindet, kun med at disidentificere os fra det. I sandhed er den gængse teknik, som de mennesker anvender, der kæmper med et problem, frustreres over det, giver slip og simpelthen venter på en løsning, grundlæggende set den samme. I denne kreative proces beretter mange, at når svaret kommer, oplever de det som kommende ”udefra” fra – som en forfatter beskriver det – ”en universel autoritet”.

Så opfattelsen af, at der findes en kilde til visdom og vejledning – et Selv, en Essens, Sjæl, Ånd, Atman eller Ruach – skal bestemt ikke blot fejes til side. Som erfaringen hos et stort antal mennesker har vist, er det ikke nødvendigt at tro på en guddommelig kilde i mennesket, for at teknikken til ”Dialog med det Højere Selv” fungerer. Det er tilstrækkeligt at acceptere den helt igennem fornuftige antagelse, at der er aspekter hos os alle, som er højere end mange af dem, vi normalt er bevidste om. Kort sagt er det tilstrækkeligt, at vi tror på, at vi rummer potentialet for mere visdom, kærlighed, styrke, medfølelse og udvikling, end vi indtil nu har opdaget. Hvis vi tror på, at disse kvaliteter er tilgængelige, og at de kan udforskes, er det tilstrækkeligt.

Selve psykosyntese teknikken

Antag, som mange gamle traditioner gør det, at vi i os rummer en kilde af forståelse og visdom, som ved, hvem vi er, hvad vi har været, og hvad vi med stor sandsynlighed vil udvikle os til i fremtiden. Denne kilde er i samklang med vores livsformål, som det folder sig ud. Det kan hjælpe os med at rette vores energier imod at opnå større integration og imod at skabe harmoni og helhed i vores liv.

Når vi har besluttet os for denne antagelse, lukker vi øjnene, trækker vejret dybt nogle gange og forestiller os, at vi ser ind i en gammel Vismands ansigt (nogle mennesker vil spontant se en gammel Viskvinde for sig. Selvom dette billede også kan være nyttigt, oplever mange mennesker, at den gamle Vismand forekommer dem at være det mest naturlige og let tilgængelige symbol på deres egen indre visdom. Resultaterne af at anvende symbolet med enten Vismanden eller Viskvinden vil sandsynligvis være forskellige og komplementære. Læseren vil muligvis forsøge sig med begge og erfare, hvem af dem, der er mest nyttig til forskellige formål og omstændigheder i deres liv), hvis øjne udtrykker stor kærlighed til os. (Hvis vi har vanskeligheder med at forestille os dette, kan vi først søge at visualisere flammen fra et lys, der brænder roligt og stille, og derpå lade ansigtet komme til syne midt i flammen).

Vi kan gå i dialog med den gamle Vismand på den måde, vi finder bedst. Brug Vismandens nærvær og vejledning til at hjælpe med de spørgsmål, anvisninger eller valg , du i det givne øjeblik har oppe. Brug så meget tid, som du har brug for, til denne dialog, og når du er færdig, skriver du ned, hvad der skete, idet du yderligere uddyber og vurderer de indsigter, du modtog.

Teknikken har den fordel, at den er meget varieret. Selvom denne konkrete form er nyttig for mange mennesker, er der også mange andre, der kan anvendes. Vismanden er et arketypisk symbol i den jungianske betydning. Som allerede nævnt kan dette symbol sætte os i stand til at kontakte lag i psyken, som normalt ikke vil være helt så tilgængelige – som hører til vores højere ubevidste eller overbevidste . Symboler er det ubevidstes sprog, og der er et antal af disse symboler, som sommetider kan fungere lige så godt som Vismanden. Ud over Viskvinden har mennesker anvendt en lotusblomst, en rose, solen, en diamant, en flamme, en sølvsky, en kilde, en engel, en due, en Fugl Fønix, Kristus eller Buddha for blot at nævne nogle få. Disse symboler kan også anvendes dynamisk og i kombination. Mange har eksempelvis fundet det meget nyttigt at forestille sig en lotus- eller rosenknop, som gradvist åbner sig, hvor Vismanden kommer til syne i den. Ofte vil forskellige billeder spontant dukke op som svar på forskellige behov, selvom et af de mest almindelige symboler på den indre visdomskilde er den víse og kærlige gamle mand.

Mennesker, som har anvendt teknikken over en årrække, beretter om, at de spontant har udviklet forskellige symboler på indre vejledning. Det opleves som det Højere Selv, der når os ved at antage forskellige former til forskellige tider. En psykolog berettede om følgende variationer:

Sædvanligvis er det en Vismand, der ser ud som Lama Govinda, som jeg har set billeder af. Han er gammel, slank, har skæg og er klædt i de rituelle gevandter. Han er tibetaner og asket, og hans ansigt har et meget kærligt og lyksaligt udtryk.

En anden har et mere fyldigt ansigt og ligner mere en hinduistisk swami. Han er mindre asketisk, og selvom han også er gammel, er han ikke så gammel som den tibetanske Vismand.

En anden Vismand har et mere Moses-agtigt udtryk; han er mere Charlton Heston-typen.

En fjerde er et solsymbol; rund som solen, hvor der er et ansigt i solen. Han har øjne, næse og mund, men det er alt.

En kvinde beskriver i hvert fald tre varianter af sin Vismand:

Den første er mit ”bedste selv” – han er temmelig komisk og fremtræder kun med øjne, skuldre og hænder. Han kommer med en række korte sætninger, som ofte handler om ting, der sker lige nu, så som ”Glem det!”, eller ”Fortsæt!” eller ”Pas på!” Han ledsager ofte sine fyndige bemærkninger med en empatisk bevægelse med hånden. Han er en gammel mand med en stor humoristisk sans.

Så er der en ung mand. Han er klædt som en munk og taler om større emner end den første. Heller ikke han bruger mange ord; han giver en indikation af oplevelser, jeg er på vej til. Hvis jeg eksempelvis spørger ham, ”Hvad er det næste, jeg skal lære i min udvikling?”, kan han svare med et par sætninger: ”Du har brug for at integrere din personlighed”, eller ”Tænk dybere over betydningen af ordet ”kærlighed”.

Der er også en tredje type. Det er en gruppe. De viser sig som en gruppe hvidklædte gamle mænd, som taler sammen indbyrdes og vejleder mig. De er meget glade og hjælpsomme. De er ikke så ”høje” som den anden og er mere interesseret i mig – mindre upersonlige. De vejleder mig om grupper af mennesker, eller grupper generelt. Jeg har meget med grupper at gøre i mit liv, og de er en form for specialister i grupper. De er mere kærlige end det andet symbol. Han er mere vis og på en måde mere abstrakt.

Efter en vis praksis kan det være, vi foretrækker ikke at anvende visuelle symboler, og de er faktisk heller ikke nødvendige.

En interessant variation af teknikken er at skrive et brev til vores Højere Selv og derpå forvente, at vores Højere Selv vil skrive tilbage igennem os. For at gøre dette, bytter vi simpelthen roller og ”besvarer” vores brev, som om vi selv var Vismanden. (Denne fremgangsmåde har helt klart intet at gøre med de beretninger, vi har hørt, om ”automatskrift”, trancemediumisme eller lignende fænomener, som er af en ganske anden natur. I sådanne tilfælde er personen ubevidst eller bevidst passiv, hvor der i den her foreslåede form for dialog er en normal og ofte forhøjet opmærksomhed og nærvær, og sindet kan være modtageligt, men er på ingen måde passivt). Denne teknik tiltaler navnlig de mennesker, som er vant til en høj grad af præcis, verbal udveksling. Som det ses fra de foregående eksempler, kan den verbale udveksling med det Højere Selv imidlertid indimellem være meget kort, og andre beretter, at kommunikationen med Selvet ofte primært er visuel, f.eks. håndbevægelser, der indikerer ”Stop”, ”Nej” eller ”Ja” etc. Andre beretter – navnlig efter en vis praksis – om en direkte vished om, hvad det Højere Selv siger, og at udvekslingen i så fald ligger ud over såvel det visuelle som det verbale.

Uanset om vi anvender symboler eller ikke, om de er levende eller ikke, om udvekslingen er verbal eller ikke, gælder det, at for at teknikken skal virke, må den afprøves. De mennesker, som har fundet den nyttig, beretter om, at den – selvom den er utroligt enkel – i begyndelsen forekom dem mærkelig, men at teknikken, når de hengav sig til den, fungerede fint. Andre troede allerede, at de havde sådanne positive potentialer i sig, men var mere pessimistiske i forhold til deres evne til at kontakte dem. Nogle gange gav de udtryk for en følelse af at være uværdig til en sådan kontakt. I alle tilfælde var det, der var nødvendigt, med Coleridges udtryk ”en villig tilsidesættelse af sin mistillid”.

For at udtrykke det på en anden måde har vi, når vi forsøger denne eller andre teknikker til selv-realisering, brug for tillid til, at den kan virke. Tillid er, som de indiske Jaina-filosoffer har påpeget, en forudsætning for enhver form for fremskridt inden for en given filosofi, fremgangsmåde eller vej. Der er naturligvis ikke tale om blind tillid. Hvad der er brug for, er ikke tillid til, at teknikken vil virke, men at den kan virke. Senere tjekker vi resultaterne af teknikken for at se, om tilliden har båret frugt eller ikke. Alle åndelige og psykologiske skoler – fra de indiske vismænd til de katolske mystikere, fra de mennesker, der har været i psykoanalyse eller prøvet gestaltterapiens tomme stol – betoner begrænsningerne ved indsats uden denne form for engagement.

Tilsvarende gælder, at hvis idéen om dialog med det Højere Selv er ny eller forekommer os mærkelig, kan det være formålstjenligt at begynde med simpelthen at tænke over det fornuftige i den idé, at der er latente dele af os selv, som er vísere end vores daglige selv. Denne form for tænkning hjælper os til at stilne vores skepsis og den tendens, vi alle i en eller anden grad har, til at undertrykke det sublime i os. For mange mennesker er det at indtage denne holdning af ”foreløbig tillid” simpelthen et spørgsmål om at beslutte sig for det, og hvis de gør det, opdager de, at det Højere Selv over tid giver bedre og bedre svar, mere sikker vejledning og mere kærlige impulser. Der er nogle mennesker, eventuelt på grund af midlertidige kriser eller tidligere indlæring, som finder denne form for midlertidig tro på et Højere Selv vanskelig. Disse mennesker kan være plaget af skyld og depression, en følelse af værdiløshed etc. Det er naturligvis disse mennesker, som har mest brug for at udvikle bevidsthed om deres indre, højere aspekter. De mennesker, der arbejder med at hjælpe andre – psykologer, rådgivere, lærere og andre – har fundet det meget nyttigt at anvende denne teknik til mennesker i sådanne kriser, hvor de først udfører teknikken sammen, og derpå anbefaler klienten at fortsætte med den hjemme. 1.

Denne teknik giver meget ofte nyttige resultater allerede i første forsøg, selvom det andre gange tager længere tid. En klient fik intet svar hele den første uge, hvor han dagligt søgte at kontakte sit Højere Selv. Han vovede ikke at håbe på, at en sådan indre kilde ville tale til ham. Opmuntret af sin terapeut fortsatte han imidlertid sine forsøg. I de første par dage var hans breve til det Højere Selv simpelthen følelsesmæssige, desperate bønner: ”Hjælp mig, Højere Selv; vejled mig. Vis dig for mig, tal til mig! Jeg har brug for dig!” Gradvist blev han, når han skrev disse ”breve”, ledet fra disse meget følelsesmæssige behov til en mere besindig tilgang; en detaljeret redegørelse for den unge mands livsdilemmaer og til sidst hans logiske undersøgelse i det Højere Selvs favør af sine vanskeligheder og deres årsager. Mod slutningen af ugen opdagede den unge mand, at han var i stand til at indtage det Højere Selvs standpunkt og besvare sine breve.

Et af de første, vigtige resultater af dette arbejde var, at han begyndte at indtage et indre standpunkt, som var objektivt i forhold til stormen af problemer. (Generelt er anvendelsen af teknikken til Dialog med det Højere Selv til hjælp i disidentificeringen fra problemerne og udviklingen af iagttagerholdning). En af hans næste opdagelser var forskellen mellem det Højere Selv og hans eget ”over-jeg”. Det viste sig, at en del af hans modstand mod at tage kontakt til sin egen indre kilde af visdom skyldtes frygten for, at alt, hvad han ville finde i denne søgen, ville vise sig ikke at være et Højere Selv, men snarere et Højere Over-jeg – en ”super-Overhund” for at anvende et af gestaltterapiens udtryk. I processen med at forsøge dialogen med sit Højere Selv opdagede han imidlertid snart, at det Højere Selv overordnet set var af en helt anden karakter.

Det Højere Selv, så vidt jeg kender det, er ikke som over-jeget. Det Højere Selv udsteder ikke ordrer, er ikke bydende og ikke skarpt. Det giver forslag, indikerer løsninger – er mere mentalt i ordets rene betydning. Over-jeget, på den anden side, har en masse emotionel spænding, som ofte er af negativ art. Det presser på og er bydende ….

Selvet fremtræder roligt, klædt i hvidt …. er stærkt (skønt det er vagt synligt) og strålende – som Kristus i Broder Angelicos ”Transfigurationen”. Han taler til mig …. og har karakter af en lærer. Han er interesseret og nærværende, men objektiv. Hvis han fordrer noget, er det at blive favnet. Han åbner sig for det. ”Take it or leave it”, er hans budskab. Han anviser veje og muligheder, men lader det være op til mig at følge dem eller ikke. Han er der. Det er op til mig at vælge ham.

Mit over-jeg, derimod, er mørkere, mere fyldigt og næsten forstenet. Han har et truende udtryk i sit ansigt og holder en hammer i hånden. Han slår og hugger. Han truer og bruger tvang. Han udmatter mig, og han tvinger mig. (Eksemplet illustrerer en almindelig tendens hos mange mennesker til at frygte, at deres højere natur vil være kritisk, autoritær, puritansk og ofte vise sig at være livsfornægtende. Denne misforståelse er ofte anledning til ”fortrængning af det sublime”). Læs artiklen: Fortrængning af det sublime

Vi kan se på over-jeget som en afspejling af eller et statisk udtryk for det Højere Selv. Vi udvikler over-jeget igennem materiale udefra, fra samfundet, vores forældre etc. Sådan en ”konstruktion” spiller en rolle i vores tidlige udvikling og er midlertidigt nødvendig. Over tid bliver det imidlertid rigidt og begrænsende og må til sidst gradvist slippes og erstattes af en mere ægte og dynamisk indre kilde til visdom, værdier, mening og sund skelnen. I udviklingen af dialog med det Højere Selv bør vi derfor være varsomme med at identificere stemmer, der besvarer vores spørgsmål, som ikke virkelig kommer fra vores autentiske højere selv. Det kan til tider være en delpersonligheds stemme, som foregiver at være den gamle Vismand, eller en stemme fra en vred eller ambitiøs forælder fra vores barndom etc. Vi må derfor anvende skelneevnen – som hinduerne i deres åndelige tradition kaldte Viveka – for at identificere andre figurer, som udgiver sig for at være det Højere Selv.

Skelneevne

Når vi går i dialog med vores Højere Selv, må vi teste alle beskeder, vi modtager, i sindets kritiske ”ild”. Vi må spørge: ”Er dette råd virkelig víst? Giver det mening?” Dette er et vigtigt skridt, for det giver sig selv, at alle sådanne beskeder kan komme fra en mængde forskellige kilder; ikke kun fra det Højere Selv eller fra det lavere ubevidste , men også fra mange kilder derimellem, hvor visdommen rummer forskellige grader af forvrængning, uopfyldte behov og begær, løsrevne tanker og følelser.

(Denne diskussion om skelneevne er et nyttigt sted at foretage en præcis, teoretisk skelnen med hensyn til den måde, hvorpå vi har anvendt udtrykket ”Højere Selv” i meget af dette dokument. Dialogen med det Højere Selv er ikke direkte med det Højere Selv. Den finder snarere sted med et element i vores overbevidste, som selv aktiveres af det Højere Selv.

En analogi vil hjælpe os med at forklare forskellene og årsagerne til, at vi vil se bort fra dem i resten af vores diskussion. Når vi har en dialog med et andet menneske, er det sædvanligvis ikke med dette menneskes essens, hans menneske-væren, så at sige. Han præsenterer sig ikke i sin essens, og vi opfatter ham heller ikke sådan. Han præsenterer os snarere for en mellemmand – en delpersonlighed eller f.eks. en følelse. Denne delpersonlighed eller følelse præsenterer sig igen igennem andre mellemled såsom hans stemme, ansigtsudtryk etc. Så faktisk finder en stor del af vores daglige ordinære dialoger eller samtaler sted i hvert fald to mellemled efter samtalepartnernes personlige essens.

Tilsvarende er billedet af den Gamle Vismand ikke det samme som den energi, der aktiverer billedet, og den energi er igen heller ikke den samme som kilden – det virkelige Højere Selv. Ligesom i almindelige samtaler ville det være akavet, om ikke lammende, at fastholde bevidstheden om vores dobbelte fjernelse fra det andet menneskes essens, så i dialogen med det Højere Selv er det generelt ikke gavnligt at fastholde bevidstheden om, at vi ikke er i dialog med det virkelige væsen. På den anden side er det vigtigt at vide og at have in mente, at den gamle Vismand og det ”Højere Selv”, som vi fører dialogen med, ikke er det virkelige Højere Selv. Denne erkendelse hjælper os med at bevare en ret proportionssans. Eksempelvis har mennesker til tider en oplevelse af at ”blive” den gamle Vismand. Dette kan lejlighedsvis ske spontant, eller det kan ske bevidst efter at have praktiseret Dialog-teknikken. Sådan en oplevelse kan være meget ophøjet, ladet med en dyb og smuk følelse, og den kan bidrage til en betydelig fremme af vores vækst. Som resultat heraf kan mennesker få den fejlagtige opfattelse, at de faktisk er blevet ét med deres Højere Selv. Det bør imidlertid siges, at den faktiske oplevelse af direkte kontakt og i sidste ende identifikation med det Højere Selv er af langt større betydning end disse andre oplevelser, uanset hvor autentiske, værdifulde og vigtige, de måtte være. Oplevelsen af kontakt og identifikation med det Højere Selv i dets essens er alt i alt af en anden karakter og åbner døren til nye bevidsthedsdimensioner, som oplevelsesmæssigt og i kraft af deres natur er uudsigelige).

Naturligvis har selve den kendsgerning, at vi bevidst og med fuldt overlæg henvender os til det Højere Selv den virkning, at vi luger ud i de lavere ”stemmer”. Igennem fortsat praksis bliver vi i stigende grad i stand til at ”anerkende” vores sande visdomskildes virkelige” stemme” og at etablere en pålidelig kommunikationskanal med den. Vi kan imidlertid aldrig være sikre på, at vi har kontakt med selve kilden. Dette gælder navnlig i vores første forsøg med teknikken eller i perioder med intens konflikt og krise, hvor mange af vores indre stemmer højlydt råber op på samme tid. Vi overvejer det, sikrer os, at vi forstår det, og forsøger at afgøre, om det er gavnligt eller ikke. Hvis svaret virkelig er fra vores Højere Selv, vil vores opgave sandsynligvis være let, fordi dens kvalitet ofte vil føles ”mærkeligt god”. Denne kvalitet kan i sin essens være almindelig sund fornuft , den kan være ”lige netop den løsning, vi ville have valgt, hvis bare vi havde tænkt på den”, den kan være smuk i al sin enkelhed, og den kan være ledsaget af en vision af det gode, som vil komme ud af den, hvilket bliver en kilde til glæde. I disse tilfælde vil handlingsforløbet formentlig være klart.

Til andre tider vil det være indlysende, at kilderne ikke er det Højere Selv. Dette vil utvivlsomt være tilfældet, hvis budskabet støder sammen med vores bedste og højeste værdier; hvis det at følge det indebærer at skade os selv eller andre unødigt; hvis dets hovedvirkning er at inflatere (eller deflatere) vores ego; hvis det først og fremmest tjener os selv; hvis det har en autokratisk, diktatorisk karakter. En studerende beklagede sig over, at det, som hun dengang anså for at være hendes gamle Vismand, havde kvalitet af en ”New Age Overhund”, som ubarmhjertigt pressede hende til stadigt mere transpersonlige resultater, inden hun havde opbygget en tilstrækkeligt stærk base i personligheden i det daglige liv. Hun erindrede sig, at hun ikke havde været tilstrækkeligt skelnende til at afvise sådanne vedholdende og grove beskeder; beskeder uden anstrøg af kærlig accept, kombineret med et ønske om at være til hjælp.

Der er imidlertid situationer, hvor det ikke er tilstrækkeligt klart, hvorvidt beskeden kommer fra det Højere Selv. Sådanne situationer bør nøje undersøges, navnlig hvis det drejer sig om vigtige spørgsmål. Nogle beskeder er ”blandede”, og vi har brug for at adskille det brugbare fra det, som enten ikke er brugbart, eller som er skadeligt. I sådanne tilfælde er den første og mest abstrakte del af budskabet ofte den, der gælder. Uddybningerne og detaljerne, der følger, indeholder sandsynligvis forvrængninger eller er stemmer, der tilhører delpersonlighederne, og som maskerer sig som det Højere Selv. Nogle gange er det imidlertid ikke muligt at sige, hvorvidt et svar er eller ikke er fra det Højere Selv, når vi tænker over det. Det kan være, fordi indholdet ligger ud over, hvad sindet kan fatte. Eller det kan være, fordi resultaterne af den foreslåede handling er uforudsigelige og først vil være indlysende, når handlingen er udført. I sådanne tilfælde må vi beslutte, om vi er villige til at vove forsøget – idet vi tager højde for enhver intuition eller indskydelse, vores tidligere erfaringer i tilsvarende situationer, de mulige konsekvenser af en forkert handling og enhver anden relevant kendsgerning inklusive – især – vores sunde fornuft.

Hvis vi beslutter at fortsætte i sådan en situation, er det vigtigt, at vi gør det med en fordomsfri, videnskabelig holdning. Vi er faktisk i færd med at udføre et eksperiment: Vi afprøver noget for at se, om det virker eller ikke. Opretholdelsen af en sådan empirisk indstilling har større værdi end resultatet eller udkommet af vores handlinger. Denne holdning tillader os at lære af vores valg, at lære kilderne til vores indre beskeder bedre at kende og at skelne det Højere Selvs stemme fra andre stemmer. Over tid vil vi igennem gentagne forsøg med denne proces opnå en mere og mere klar kanal for det Højere Selvs budskaber. Sådan en kanal kan være af kostbar betydning i vores fremtidige valg af handlinger.

Fortolkning

Når vi har overtydet os om, at budskabet virkelig kommer fra det Højere Selv – og nogle gange også i selve processen med at afgøre, om det gør eller ikke – har vi ofte brug for at ”fortolke” budskabet. Det Højere Selv giver ikke altid enkle, konkrete svar på enkle, konkrete spørgsmål. Det hænder ofte, at en abstrakt, symbolsk besked må undersøges for at finde ud af, hvordan den helt konkret og specifikt kan anvendes på situationen i det givne øjeblik. Eller det modsatte kan være gældende: et tilsyneladende enkelt og ligetil budskab kan rumme en vigtig indsigt, som har bred anvendelighed i vores liv som helhed.

Et eksempel kan tydeliggøre dette. En kvinde lå på verandaen bag sit hus og forsøgte at føre en dialog med sit Højere Selv om sit livsformål. Hun havde i lang tid tænkt på at skifte karriere og måske vende tilbage til skolen af den ene eller den anden grund, men hun var usikker på, hvordan hun skulle begynde, hvilken vej hun skulle følge, eller endda om hun overhovedet skulle foretage en sådan ændring. Hendes Højere Selv besvarede hendes spørgsmål om formål med et enkelt ord, ”harmoni”. Kvinden indså, at dette budskab krævede fortolkning og begyndte at tænke på harmoni. Hun så forskellige billeder for sig af harmoni, inklusive sig selv som en broget sækkepibespiller, der blæste musikalske harmonier ind i verden. Et andet billede var stemmegaflen, som hun tolkede som det at afstemme personligheden med sjælen, så den kunne være modtagelig for dets energi. Til sidst fik hun den abstrakte tanke, at ”personligheden er et instrument, hvorigennem sjælen spiller sin musik”. Ved igen at fortolke dette, så hun, at valget mellem den ene eller den anden karriere ikke var nær så relevant som det at kultivere en indre tilstand af harmoni, som ville sætte hende i stand til at være så helt et menneske, som hun kunne være. Da hun begyndte at kultivere denne indre holdning, begyndte problemer med arbejdet, familien og vennerne gradvist at tone bort. For at alle disse positive resultater kunne blive til virkelighed, var det først nødvendigt for hende at have tilstrækkelig beslutsomhed til at tænke tingene igennem og derpå gradvist at finde måder, hvorpå hun kunne virkeliggøre det Højere Selvs visdom.

Af dette eksempel ser vi, at et grundlæggende formål med fortolkningen er at erkende, på hvilket niveau af anvendelighed svaret ligger, og på hvilket niveau det skal anvendes. Det at fortolke et budskab som hørende til et forkert niveau kan have en skadelig og endda farlig virkning. En sådan fejlagtig fortolkning ligger til grund for mange tilfælde af fanatisme, ego-inflation eller storheds-selvbedrag. Sådanne fejltagelser kan begås selv af højt udviklede mennesker.

Et berømt eksempel på en fortolkning på et forkert niveau finder vi hos Frans af Assisi, da han hørte Gud sige til sig: ”Gå ud og genopbyg min kirke”. I begyndelsen troede Frans, at det betød, at han skulle opbygge den lille San Damiano kirkeruin, der lå uden for Assisis bymur. Først senere fandt han ud af den sande betydning – at genopbygge sin tids korrupte katolske kirke igennem sit eksempel på kærlighed, beskedenhed og velgørenhed. Det er interessant her at overveje, hvad der ville være sket for Frans af Assisi, hvis budskabet virkelig havde handlet om at opbygge kirken i San Damiano, og han var gået løs på hele den katolske kirke!

Vi kan også opleve forskellige niveauer af det Højere Selvs visdom i en enkelt dialog. En meget travl mand beskrev den følgende udveksling:

Jeg følte mig meget speedet, ude af mig selv og ustabil. Så jeg talte med den gamle Vismand om det, og det første, han sagde, var noget i retning af: ”Du har brug for hvile og for at have tillid til processen; alt vil falde på plads. Hvis du udmatter dig selv nu, vil du ikke være i stand til at gøre de ting, der virkelig bekymrer dig”. Men jeg blev ved at vente på mere og åbnede mig i en forventningsfuld stilhed.

Efter nogle få minutter oplevede jeg et kvantespring i forståelse. Jeg så, at mine bekymringer havde et formål. Den gamle Vismand satte mig i stand til at se, at de nuværende bekymringer var en nødvendig del af den ”proces”, han havde talt om. ”Det er dét her, det handler om for dig lige nu – du er irritabel og anspændt, fordi du går igennem en proces, der handler om at lære at arbejde med mennesker, og du endnu ikke ved, hvordan du gør. Men processen er meget vigtig i din udvikling til et menneske, der kan give noget godt til verden. Det er, som du ved, et nødvendigt skridt væk fra din pæne, men unyttige idealisme. Den er det skridt, der vil gøre din idealisme praktisk og nyttig i verden. Dét er årsagen til, at du kan være tålmodig med dig selv og endda holde resten af dagen fri. Du gør det godt”.

Sindets rolle

Som vi har set, nødvendiggør anvendelsen af teknikken med Dialog med det Højere Selv ikke, at sindet lukkes. Langtfra. Intellektet kan og bør involveres ikke blot i faserne med skelneeevne og fortolkning, men helt fra begyndelsen og på alle niveauer af processen. Det er vigtigt at anvende teknikken til Dialog med det Højere Selv sammen med grundig kritisk tænkning, og ikke som en erstatning herfor.

Intensiv tankeaktivitet er ikke nødvendig. Det er ikke nødvendigt at føle, at vi – inden vi har fortjent privilegiet at kontakte det Højere Selv – skal endevende vores hjerne. Almindelig sund fornuft fortæller os, at det er nødvendigt at vælge den gyldne middelvej mellem for meget og for lidt tænkning. (Hvis vi er i tvivl, er det et godt emne at bede det Højere Selv om feedback på). I vigtige situationer er det generelt tilrådeligt at gennemtænke de forskellige ting, der tæller for og imod i forhold til vores problem, så meget vi kan, inden vi præsenterer dem for det Højere Selv. Den bedste forberedelse i sådanne situationer er at foretage en så udtømmende beskrivelse af omstændighederne som muligt, eller i stilhed at fortælle det Højere Selv om kernen i problemet. Ikke blot træner det sindet, men mobiliserer også det overbevidste eller det højere ubevidste til at komme op med en mere kreativ løsning, og samtidig sætter det sindet i en receptiv holdning, hvor det er så modtageligt som muligt over for svaret, når det kommer. I det kreative sprog handler det om, at når vi har forholdt os så udtømmende som muligt til problemet på det ”horisontale” plan (hvor det på nuværende tidspunkt eksisterer), kan vi mere effektivt vende os ”opad” for illumination .

For at tage et konkret eksempel spekulerer en mand på, om han skal tage det ene eller det andet job. Det første job giver en højere løn og er mere sikkert, men det andet er mere kreativt. Han begynder at tænke på konsekvenserne af hvert af de to valg: Han har større mulighed for at vokse og udtrykke sig i det kreative job, men i det vellønnede job kan han spare flere penge op til sine børns uddannelse . Når han har oplistet alle argumenterne i forhold til begge muligheder, spørger han den gamle Vismand, som siger, ”Din hovedforpligtelse i forhold til dine børn er kvaliteten af dit væsen”. Problemet er dermed indirekte løst af et svar på et højere plan. Hans forpligtelse over for sine børn og hans egen personlige vækst er ikke modsætninger. Hans forudgående tænkning samler dermed den nødvendige basisinformation for, at det Højere Selv kan arbejde. Normalt er denne bevidste gennemtænkning af situationen tilstrækkelig for det Højere Selv til at tilbyde løsningen på problemet uden faktisk at blive påkaldt.

Generelt kan vi derfor sige, at den mest effektive brug af denne teknik finder sted, når sindet anvendes, eller når der er en vilje til at anvende og at udvikle det. At skabe kontakt til vores egen indre visdom igennem det Højere Selvs forskellige symboler er i sig selv en stærk motivation til at udvikle sindet. Med forsikringen om, at vi har en indre kerne, som er vís, god og kærlig, har vi et fundament at bygge et sammenhængende selvudviklingsprogram på. Vi får en oplevelse af, at vi fortjener dette, og vi responderer på det Højere Selvs gradvise og venlige kalden. Vi kan derpå i stigende grad rette vores vilje, vores intellekt og vores emotionelle natur ind på en måde, så vi imødekommer det bedste i os.

Efterhånden som denne proces fortsætter, beretter mennesker, at de kan vende sig imod det Højere Selv for svar på dybere og dybere spørgsmål. De indser, at den ultimative anvendelighed af denne teknik (selvom det ikke fra starten af ser ud som den bedste anvendelighed) er at trænge igennem de konkrete problemers ydre form (det ene eller det andet job) til en mening, de principper og de kvaliteter, der ligger bag. Denne opadgående bevægelse i anvendelsen af teknikken finder normalt gradvist sted. Det er en naturlig transition, som kan opmuntres, men ikke forceres. Processen kan begynde ved at spørge det Højere Selv om mindre ting – ”Hvordan kan jeg lige nu få det bedre?” – men det vil føre frem til at søge de bagvedliggende årsager til problemerne. Én måde at anvende teknikken med det Højere Selv, som ikke behøver at blive udsat til senere, er at bede om forståelse og bevidsthed om forskellige abstrakte kvaliteter – som i eksemplet med harmoni. Andre kvaliteter, vi kan udforske, er Kærlighed, Glæde, Visdom, Medfølelse, Mod og Sindsro; ja faktisk alle de kvaliteter, som vi med vores menneskelige visdom anser for at være del af vores højeste menneskelighed. Det er, fordi det er i disse kvaliteter, at de virkelige løsninger på vores problemer i livet i sidste ende skal findes.

Denne teknik har hjulpet mange mennesker til at erkende, at de dimensioner, der ligger bag deres ordinære selv, er virkelige og levende aspekter af livet. Efterhånden som de kommer til at kende deres Højere Selv bedre og bedre, finder de ud af, at deres kærlighed og visdom, medfølelse og sindsro i stigende grad er tilgængelige kvaliteter. Nogle mennesker, som har anvendt teknikken i lang tid, beretter, at de til sidst er i stand til at slippe symbolerne på det Højere Selv; eksempelvis den gamle Vismand og kommunikationsredskaberne eller det at skrive eller føre en formel dialog. De taler om at kende ”fornemmelsen”, ”kvaliteten” eller ”energien”, som er forbundet med beskeder fra det Højere Selv og simpelthen ønske at være i kontakt med deres Højere Selv og at ”være på pletten”. Eksempelvis beretter visse terapeuter om, at de – når de har anvendt denne teknik i nogle år – i deres terapeutiske arbejde oplever, at den stemme, som plejede at tilhøre den gamle Vismand, spontant taler til dem og simpelthen virker i dem – og at de til tider endda er i stand til at lade den blive deres stemme og få den til at smelte sammen med deres personlighed og oplyse den.

Sådanne niveauer af realisering kommer ikke med det samme, men de er mulige. Et vigtigt hjælpemiddel på vejen er at skrive – det at nedskrive vores dialog med det Højere Selv. Det kan som allerede nævnt indbefatte at skrive de indledende mentale overvejelser ned – gennemtænkningen af problemet – og derpå at nedskrive de faktiske svar, arbejdet med at skelne og fortolke og enhver anden mental uddybning af det, som det Højere Selv har sagt. I denne proces med at skrive tingene ned, handler det om at etablere en åbenlys forbindelse med det højere ubevidste sinds visdom og det bevidste sind. En anden nyttig metode til at fremme processen er at forestille sig, at vi bygger en ”kanal” eller en ”vej”, hvorigennem de overbevidste energier kan flyde – og med vores forestillingsevne faktisk at visualisere en sådan kanal.

Nogle gange, når vi stiller et spørgsmål eller giver udtryk for et behov over for det Højere Selv, kommer svaret i form af energi af en slags. Når dét sker, beretter mennesker om en følelse af glæde, illumination, glimt af lys, en følelse af mod og mange andre subtile og meget positive oplevelser. Disse oplevelser har imidlertid en tendens til at være flygtige og forbigående, medmindre vi rodfæster dem og udtrykker dem i handling og integrerer dem i vores daglige liv. At nedskrive og gemme indsigterne og de senere mentale uddybninger hjælper os til dette og synes at bane vejen for stadigt højere indsigter. Det ser ud, som om selve det at introducere det overbevidste materiale i vores daglige aktiviteter skaber rum for, at der kan komme mere.

Sådanne højere oplevelser, hvor vi oplever, at det Højere Selv taler igennem os, eller hvor vi søger at bygge bro imellem det overbevidste og den daglige personlighed, eller hvor vi udtrykker stadigt højere og højere intuitioner, er oplevelser, som vi har været vant til at forestille os som forbeholdt nogle få særligt udvalgte. I praksis viser det sig imidlertid, at den enkle teknik til bekræftende indre dialog med vores eget bedste selv hjælper til at åbne dørene til det transpersonlige for mange, som tidligere havde troet dem lukket. Mange, som begynder at anvende teknikken til Dialog med det Højere Selv, bliver mere og mere bevidste om værdien af at forbinde deres personlighed med deres højere natur. For pragmatisk indstillede mennesker i dag giver det en helt igennem pragmatisk tilgang til områder, der plejede at være reserveret primært til formaliseret religion. Dette kan igennem meditation og andre teknikker føre til mere systematiske udforskninger med hensyn til at åbne bredere kanaler til vores individuelle højere aspekter. I sidste ende kan dette igen føre til en oplevelse, som er hinsides dialog, visdom, formål og kærlighed. Mennesker vil da tale om Selvet, sjælen, den guddommelige gnist, Atman, som et indre væsen – en realitet og ikke en metafor, en oplevelse af virkelig levendehed hinsides dualitet, ”stedet” hvor mennesket og det universelle forenes. De vil tale om sådanne oplevelser som kilden til en følelse af frygtløshed, der kommer fra en direkte viden om deres sande natur, af deres sjæls ontologiske·) virkelighed, og af deres udødelighed.

Den dobbelte skønhed i denne enkle teknik ligger i at samtidig med, at der er mange, der ser tilbage på den som det, der fik dem startet i arbejdet med at nå sådanne opstemte højder, er den lige så anvendelig med hensyn til at hjælpe os med at løse dagligdagens problemer.

Stuart Miller er uddannet i sammenlignende litteratur og moderne europæiske sprog. Som professor ved Berkeley, Rutgers and the State University of New York, Old Westbury, har han deltaget i forsøg på at finde humanistiske alternativer til nutidig højere udannelse. Han har skrevet et antal bøger og artikler, inklusive Measure, Number and Weight: The Picaresque Novel; Hot Springs og ”The Return of the Soul”. Han har været direktør for The Institute for the Study of Humanistic Medicine (Institut for Studier af Humanistisk Medicin) og har været redaktør af ”Synthesis”.
·) Ontologi = Læren om tingenes væsen
1. Note til fagfolk: Nogle terapeuter beretter om, at det at kontakte deres eget Højere Selv for at aktivere deres intuition og opnå indsigt om deres klient har været meget succesfuldt. Naturligvis må sådanne indsigter – som alle terapeutiske indsigter – nøje gennemgås og evalueres, før de anvendes i praksis.

_____________________

Læs introartiklen om integral meditation

Her kan du modtage mine syv gratis meditationer