Table of content
Bag ved de mangfoldige tanke- og følelsestilstande gemmer der sig et virkeligt selv, som når det opdages virker som et forenende center, der kan integrere personligheden til en koordineret helhed. Det er også fra dette center at vore højeste spirituelle impulser udgår.
Af Roberto Assagioli , Oversættelse Ella Ostermann
I vor gennemgang af de forskellige former for psykosyntese , har vi været talt om den gruppe hvor det forenende center udgøres af en dominerende personlighedstendens (delpersonlighed KS), som fx en livgivende ”funktion” som moderskab, af en aktivitet, en social eller professionel gerning, eller endelig baseres på en intens beundring af en helt eller et højere væsen.
Men disse centre kan ikke skabe en komplet psykosyntese, hvor hvert eneste element af os er koordineret og harmoniseret så de udgør en levende enhed, eller en helt uafhængig psykosyntese, det vil sige, som ikke er baseret på elementer uden for vort eget væsen.
For at virkeliggøre en komplet og uafhængig psykosyntese er det nødvendigt med et anden slags forenende center. Først og fremmest må dette center være af en anden natur end alle de enkeltelementer der udgør vor psyke. Det må være forskelligt fra dem og overordnet dem, for først da har det styrken til at dominere og arrangere dem i en organisk enhed. Med andre ord må det forenende center ikke blot være psykologisk, men spirituelt.
For det andet kan et sådant center ikke være noget fremmed i forhold til personligheden, men et som den er fortrolig med og som er virkelig ”centralt” for den. Kort sagt må det forenende center falde sammen vort virkelige selv, den allerinderste essens af vort indre væsen.
Jegets skjulte betydning
”Jeg.” Hvor ofte bruger vi ikke dette lille ord uden tøven og uden at tænke over det, som om vi kendte dets mening! Alle ved at dette ord er nominativ ental første person af et stedord. Men i bestemt form opfatter vi ikke ”Jeg’et”, som en grammatisk form, men som et virkeligt symbol. Det gør en stor forskel. Vor vished om et indlysende begreb ændres pludselig til forvirring. Vi har en følelse af at blive konfronteret med et mysterium.
Sommetider forekommer ”Jeg’et” os at være den mest indlysende og sande virkelighed. Andre gange er det vagt, uhåndgribeligt, næsten ikke-eksisterende ligesom et matematisk punkt. Det er, som er det noget fjernt, som utallige parallelle liniers sammenstød i uendeligheden. Sommetider har vi en klar følelse af vor personlige identitet midt i alle forandringerne; så synes vi igen at ændres, at være forskellig fra vort ”jeg” fra dagen før, og vi kan ikke ”genkende os selv”.
Af og til føler vi stærkt vort væsens enhed, hvordan personligheden med dens dele hænger sammen i en organisk helhed; andre gange opfatter vi store forskelle i os, stærke kontraster; to sjæle synes at besidde os, og de sønderriver os i deres voldsomme kampe. Sommetider synes vort ”Jeg” at være tæt forbundet med vor organisme, afhængig af den, og et offer for alle de fysiologiske forandringer. Andre gange synes det at være helt uafhængig af kroppen og gjort af en spirituel substans som er enkel, uforanderlig og uberørt af enhver materiel/stoflig indflydelse. Sommetider føler vi tydeligt forskellen mellem ”jeg” og ”ikke-jeg”. Vi oplever en afgrund mellem os selv og andre uden bro over, vi føler os uendeligt alene, som øer fjernt fra land. Andre gange er det som bliver vi ét med en elsket person, eller med mange, eller med naturen, eller med Gud. Om aftenen er det som om vort ”jeg” går ud, forsvinder sporløst under søvnen, og hver morgen kommer det mirakuløst tilbage som dukkede det ud af intet. …
Vi kan da ikke være tilfredse med at kende os selv så lidt og så ufuldkomment. Vor umættelige tørst efter viden som driver os til at granske de umådelige, fjerne verdener og mængden af væsner som spirer i en vanddråbe, kan ikke gøre os ligeglade med det ukendte i os selv, som for os ser ud til at være vort væsens centrale mysterium. Men det er ikke kun begæret efter at vide, der driver os til at forstå dette mysterium; personlige motiver som har umiddelbare praktiske muligheder driver os også. Vi føler, at vi har lys, orden og harmoni i os. Vi forsøger at skelne mellem de utallige tanker, følelser og impulser, som opstår i os, dem som i virkeligheden er udtryk for vores mest virkelige og dybeste væsen, og dem der i modsætning hertil stammer fra ydre tilskyndelser eller instinktive tendenser. Vi forsøger at beherske og eliminere dem, som vi ikke opfatter som vore egne, eller som vi synes er os uværdige. Men vi må, hvis vi er ærlige, indrømme at sådanne forsøg tit er utilfredsstillende. De forbliver en uopnåelig aspiration. Holdninger og tendenser hos vore omgivelser maskerer sig som vore uden at vi bemærker det, mens vi ofte tvivler på og skyder vore inderste intuitive tanker væk. Instinkterne, passionerne og vanerne, som vi forsøger at kontrollere, modstår stædigt vore bestræbelser eller undslipper vort greb, idet de skjuler sig i underbevidstheden hvorfra de opererer på en subtil måde, eller de iværksætter et voldsomt angreb, og i begge tilfælde lider vi nederlag.
Vor manglende succes skyldes flere ting: først og fremmest den reelle vanskelighed i opgaven. Desuden handler vi blindt i bestræbelsen på at være selvregulerende på grund af vort ukendskab til de præcise metoder som kan anvendes til at udforske og disciplinere vore indre selver.[1] Disse specifikke metoder eksisterer imidlertid og bør gøres til genstand for lige så megen interesse og værdsættelse som dem der i stort omfang anvendes i den fysiske kultur. I større målestok skyldes vore fejltagelser og mangler den alt for uudviklede opfattelse vi har af vort virkelige selvs natur og kræfter. Af disse praktiske grunde er det nødvendigt med et mere præcist kendskab til os selv, ikke kun for en særlig gruppe studerende, men for alle der ønsker at leve bevidst og værdigt, som herre over og ikke slave af sin egen indre verden.
[1] Assagioli refererer her til det der kaldes delpersonligheder i psykosyntesen. Læs mere her: http://www.psykosyntese .dk/o-21/ (udgiverens note)
Psykologiens fornægtelse af selvet
Men hvis vi vil finde ud af hvad ”jeg” er og vender os mod den videnskabelige psykologi, som indtil for nylig har hersket uantastet og også stadig dominerer på universiteterne, så bliver vi totalt frustrerede. Psykologien har ikke noget svar på dette spørgsmål, ikke fordi den ikke ved, men fordi den ikke ønsker at vide. Vejen er omhyggeligt blevet spærret af en fornægtelse, a priori, af eksistensen af et virkeligt subjekt. Den har, med Laings uheldige udtryk, valgt at blive en ’psykologi uden sjæl.’
I virkeligheden er ’sjæle ikke på mode’ i psykologien, som William James sagde for nogle år siden. Sådan en fornægtelse, på forhånd, er helt uden berettigelse. For at retfærdiggøre den, skal det bevises at Det højere Selv ikke eksisterer. Og det bevis eksisterer ikke. Det anerkender nogle af de klogere psykologer, som ikke resolut benægter eksistensen af det Højere Selv, men siger at et sådant spørgsmål intet har med psykologi at gøre. Men denne agnostiske reservation er rent teoretisk. I praksis studerer de det psykologiske liv som var der ikke noget Højere Selv, og de identificerer sig derfor med dem, der benægter dets eksistens. Men selv om man indrømmer at man, op til et vist punkt, kan foretage et analytisk og strukturelt studium af psykologiske fænomener uden at relatere dem til Selvet , så er det et faktum, at hvis man vil gå fra anatomi til det psykologiske livs fysiologi, fra et strukturelt studium til et funktionelt studium, fra analyse til syntese , så er eksistensen af et forenende princip, et aktivt center, et virkeligt selv absolut nødvendigt.
Selvets skjulte natur
For helt at forstå de forskellige manifestationer af det psykologiske liv, må vi se det som et udtryk for et levende væsen, som ved at sætte sig bestemte mål tilskriver dem en værdi, ønsker at opnå dem og forsøger at gøre det ved at overvinde den ydre og indre modstand, som gør det svært at opnå dem. Hvis vi derudover også accepterer at der eksisterer et forenende princip, må vi, så deltaljeret som det er os muligt, forsøge at bestemme dets natur og kræfter. Det er en vanskelig opgave, fordi ”Selvets” natur og kræfter ikke almindeligvis åbenbarer sig direkte for vor bevidsthed . Det vi til daglig er bevidst om er kun det, man kan kalde den fænomenale selv, som alle de forskellige bevidsthedsstadier, tanker, følelser osv. referer til. Men det fænomenale selv er blot manifestationen af den almindelige bevidsthed, refleksionen af det virkelige ”jeg”, som er det permanente aktive princip, og vort væsens virkelige substans. Hvis vi genkalder os vort empiriske bevidste selvs tilstand, eller med andre ord vor almindelige bevidsthed under normale omstændigheder, det vil sige, når vi ikke med vilje iagttager eller tænker over os selv, men spontant slipper os selv, konfronteres vi med to vigtige kendsgerninger. For det første ser vi, at vor almindelige bevidsthed, vort bevidste selv, altid identificerer sig med indholdet af bevidstheden i et givent øjeblik. Vi siger faktisk: ”Jeg er træt, jeg er udhvilet, jeg er ked af det eller glad, jeg er smuk eller grim” osv.
Vi er identificeret med bevidsthedens tilstande
Den almindelige selvbevidsthed har utallige identifikationer med kroppen og følelserne. Hvis en trist tanke for eksempel optager bevidstheden siger vi, ”Jeg er ked af det”. Hvis en følelse af træthed optager den udbryder vi, ”Jeg er træt”. Hvis vi har lyst til mad, siger vi ”Jeg er sulten”. Og så videre.
På samme måde identificerer vi os med moralske, intellektuelle og sociale egenskaber, som kun repræsenterer et delvist aspekt af os. Vi siger, ”Jeg er smuk eller grim”, ”Jeg er stærk eller svag”, ”Jeg er en mand eller en kvinde”, ”Jeg er søn eller far”, ”Jeg er positivist eller spiritualist”, etc. Det særlige indhold eller aspekt af vor bevidsthed er ikke altid stærkt eller helt nok til at optage hele pladsen, og vi siger, ”Jeg er træt” mens vi samtidig tænker på andre ting. Men hvis tilstanden er intens nok, som en tung tristhed, der skyldes skuffelse eller et alvorligt tab, så optager den for en tid hele bevidsthedsfeltet , og selvets identifikation med bevidsthedsindholdet er for en tid fuldstændig. En person i dyb sorg siger ikke kun, ”Jeg er ked af det”, men glemmer for en stund, at han nogensinde har været fredfyldt og munter, og kan dårligt forestille sig hvordan munterhed kan eksistere, og hvis han ser andre grine og lave sjov bliver han overrasket, og denne opførsel forekommer ham at være mærkelig og uvirkelig. Personen har en tendens til at generalisere, til at ”objektificere” den subjektive og midlertidige tilstand som han har identificeret sig med, og siger f.eks., ”Livet er trist”, ”Kun sorgen er virkelig, alt andet er en illusion”. Lad os antage at denne person modtager nogle gode nyheder: Han har ikke lidt det tab han troede. Den kære, han troede var død, bliver reddet. Så ser vi en øjeblikkelig ændring af hans bevidsthedstilstand; tristheden afløses af glæde og personen, der nu identificerer sig med den nye bevidsthedstilstand, udbryder, ”Hvor er jeg glad!” Livet ser lyst ud og er værd at leve, og tit glemmer han i sin overvældende glæde at sorgen eksisterer. Hvis nogen eller noget minder ham om hans nylige sorg, synes denne ham så fjern og uvirkelig at han kan finde på at sige, ”Nu føler jeg mig som en helt anden person”.
Vores virkelige jeg forandrer sig ikke
Dette naturlige udbrud, som vi ofte har hørt, er i virkeligheden meget betydningsfuldt. På den ene side viser det, hvor tilsyneladende komplet selvets identifikation med bevidsthedsindholdet var. Men personen ved, selv mens ordene siges, at han ikke reelt er en anden person. Med andre ord mister han ikke følelsen af personlig identitet. Det betyder at mens det bevidste fænomenale selv identificerer sig bevidsthedens forskellige indhold, er der noget i os der ikke er identificeret, som ikke ændrer sig med de ændrede bevidsthedstilstande, som altid forbliver det samme, fast og uangribeligt. Det er vort virkelige ”jeg”, centret for vor individualitet, vort væsens virkelige substans. Uden at acceptere eksistensen af dette dybere selv er det umuligt på tilfredsstillende vis at forklare varigheden af følelsen af bevidsthed , eller følelsen af personlig identitet gennem vekslende sindstilstande, og de afbrydelser i bevidstheden som indtræder ved søvn, besvimelse, hypnose og narkose. Det faktum at vi almindeligvis ikke har nogen bevidsthed om det dybere selv er ikke overraskende. Sædvanligvis er vor bevidsthed beskæftiget med den endeløse strøm af vore forskellige bevidsthedstilstande. Vort empiriske selv identificerer sig med dem alle efter tur. Hvordan skal det så kunne være muligt samtidig at have en bevidsthed om det virkelige Selv? Det er umuligt, bortset fra under særlige omstændigheder, at være klar over det forbigående og det permanente samtidig. Men hvis vi lykkes med at stoppe den mentale strøm i nogle få øjeblikke og holde bevidsthedsfeltet fri af de sindstilstande der som oftest beskæftiger den, kan vi lykkes med at opnå en delvis viden om det virkelige selv. Det er ikke noget let eksperiment, og det kræver særlige betingelser. Forsatte ydre og indre sansninger søger at invadere bevidsthedsfeltet; fortsatte følelser, emotioner og tanker opstår, og det er svært at fastholde opmærksomheden på selvet . For at lykkes med det kræves tålmodige øvelser i koncentration og meditation , eller der må forefindes usædvanlige psykologiske forhold, hvori den almindelige mentale aktivitet er suspenderet. Det forklarer hvorfor de fleste mennesker aldrig har haft nogen bevidsthed om det dybere ”jeg”. Derfor tvivler de på eller fornægter dets eksistens. Men de, som på grund af udsædvanlige omstændigheder eller ved hjælp af tålmodig indsats har opnået den bevidsthed, har en dyb vished om eksistensen af det virkelige Selv.
Når det dybere selv bryder igennem i bevidstheden
At samvittigheden trænger sig ind på det almindelige selv er et af de mest overbevisende beviser på Sjælens eksistens. Associationslovene alene, de forskellige psykologiske elementers mekaniske aktion og reaktion på hinanden er helt utilstrækkelige til at forklare det psykologiske livs højere manifestationer. Fornuft , skabende forestilling, moralsk dømmekraft, udvælgelse, viljeshandlinger forudsætter en syntesisk, styrende og skabende aktivitet. Men denne aktivitet finder ikke sted i det empiriske selv, i den almindelige bevidstheds lys. Kun resultaterne når dette personlige selv . Og i visse tilfælde, når Åndens aktivitet er intens og resultaterne bryder pludseligt, ja nærmest voldsomt igennem til den almindelige bevidsthed , opstår der en mere eller mindre forvirret fornemmelse af den mystiske kraft som påvirker den. Digteren som føler en uimodståelig trang i sig til at skrive inspirerede digte, munken som i sin bevidsthed oplever afsløringen af det højeste godes kraft og storhed, patrioten som en myndig samvittighedens stemme dikterer, at han skal ofre sig for sit land, og alle andre med tilsvarende oplevelser vidner samstemmigt om, at der er en kraftfuld indre kraft som virker på og opildner den almindelige bevidsthed til de mest radikale aspirationer.
Når det dybere selvs eksistens og eventyrlige kraft er oplevet, får det delfiske orakels ”Kend dig selv” en ny og dybere betydning. Det betyder ikke længere blot at ”analysere tanker, følelser og handlinger”; det betyder, at studere ens allerinderste selv, at opdage det virkelige væsen skjult i sjælens dybder, at lære dets vidunderlige kraft at kende.
På dette sted vil jeg gerne foregribe en mulig indvending, eller udelukke en mulig misforståelse. Det faktum at vi taler om det almindelige selv og det dybere Selv må ikke forlede os til at tro, at der er to adskilte og uafhængige ”jeg”er, to væsner i os. Selvet er i virkeligheden én. Det vi kalder det almindelige selv er den lille del af det dybere Selv, som den vågne bevidsthed er i stand til at assimilere i et givent øjeblik. Det er derfor noget betinget og foranderligt, en ”variabel størrelse”. Det er en refleksion af det der kan blive stadigt mere klart og levende; og det kan måske en dag lykkes med at forene sig med sit udspring.
Vi vil nu se på en anden mulig misforståelse. Denne erkendelse af vort højeste væsen betyder ikke at det individuelle selv guddommeliggøres. Det ville kun være tilfældet, hvis vi betragtede det som adskilt fra sin naturlige og intime kontakt med virkeligheden, det vil sige med andre væsner og det Højeste Væsen, det Universelle Selv. Denne opfattelse giver os i stedet mulighed for at opfatte denne kontakt mere klart, og derfor kan vi mere bevidst åbne os for dens indflydelse.
Erkendelse af det højere Selv
Den spirituelle opfattelse af selvet og af sjælen er generelt blevet accepteret, skønt udtrykt forskelligt i kristen filosofi og religiøs tradition. St. Augustin stadfæstede Selvets absolutte og transcendente enhed. Flere mystikere taler om Gnisten, eller Selvets toppunkt, eller om bunden, om dets center, som er dets inderste virkelighed og hvor det kommer i kontakt med Gud.
Fader Gratry siger i sit beundringsværdige værk, ”La Connaissance de l’Ame”: ”Sjælen bærer skjulte skatte i sig og ser dem ikke, ved intet om dem, kan ikke forklare dem” (s. 147). Han tilføjer imidlertid at vi har en ”indre sans” som i visse øjeblikke, når vi er i stand til at trække os tilbage fra distraktionernes og passionernes sædvanlige tumult, giver os en direkte og klar bevidsthed om vore egne sjæle.
”Jeg følte ligesom en indre form … fuld af energi, skønhed og glæde … en form af lys og ild som opretholdt hele mit væsen: en form der var stabil, altid den samme, som jeg gang på gang har mødt igen i mit liv og glemt ind imellem, og altid glædesfuldt modtaget med ordene, ”Her er mit virkelige væsen” (s. 199)
Erkendelsen af Selvets eksistens og natur er af umådelig åndelig betydning. En sådan erkendelse er en sand åbenbaring for den enkelte. Det er begyndelsen til et nyt liv, og det nødvendige grundlag for en succesfuld indsats for at opnå selvregulering, frihed og indre fornyelse; det vil sige for at opnå virkelig psykosyntese .
Kilde: Udleveret af Psychosynthesis Trust, London i forbindelse med deres uddannelse .
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Samtaler om selvet, af Roberto Asssagioli
Gem kommentar