Psykosyntese teknikker til den psykoterapeutisk praksis

Table of content

Artiklen indeholder to grundige redegørelser af “Hvem er Jeg”-teknikken af hver sin forfatter. Det er en meget grundlæggende og vigtig psykosynteseteknik, som baserer sig på metoder hentet fra østlig mystik.

Anvendelse af ”Hvem er jeg”-teknikken
i psykoterapi – Verbalt og visuelt

I. Den verbale ”Hvem er jeg?”-teknik i psykoterapi

Af Graham C. Taylor, M.D., Assisterende professor i psykiatri, McGill University, Montreal, Canada,

Kilde: Psychosynthesis Research Foundation, Issue no. 23, 1968, Topics include:1 – The Verbal “Who Am I?” Technique in Psychotherapy. 2 – The Visual “Who Am I?” Method: An Approach to Experience of the self.

Oversættelse Annabritt Jakielski – Læs introartiklen om integral meditation og her kan du modtage mine syv gratis meditationer

Historien om metoden og beskrivelse af dens variationer

En af de første henvisninger i litteraturen til ”Hvem er jeg?”-teknikken er givet i Bugentals og Zelens artikel (1950). Forfatterne beskæftigede sig med anvendelsen af teorien om personlighedsorganiseringens selv-forståelse og fandt, at ”Hvem er jeg?”-teknikken hurtigt tilvejebringer vigtigt nyt materiale. Emnet gives en hel side, og der siges om det: ”Jeg vil stille dig et spørgsmål og bede dig skrive tre svar på spørgsmålet ned på dette papir. Du kan skrive alt, hvad du ønsker: ord, vendinger, sætninger, hvad som helst, så længe du føler, at du har besvaret spørgsmålet. Husk, at du skal give tre separate svar. Efter hvert spørgsmål vil instruktionen blive gentaget”. Dette var alt, der blev sagt.

I en efterfølgende artikel af Bugental og Gunning (1955) gives der en detaljeret redegørelse for svarkategorierne så som navn, familie, beskæftigelse, alder, køn, gruppemedlemskab, foruden positive, negative og følelsesmæssigt ambivalente svar. Denne artikel beskæftiger sig primært med forhold så som pålidelighed, hvor fyldestgørende svarene er inden for de enkelte kategorier samt sociologiske forhold. I et senere papir præciserede Bugental (1964) instruktionerne mht. udførelsen af undersøgelsen. Efter at have skrevet de tre svar, bliver interviewpersonen bedt om at specificere hvilket svar, han helst og nødigst vil tillade at forandres, hvilket svar der er henholdsvis mest og mindst iøjnefaldende for andre, hvilket svar han synes mest og mindst om, samt hvilket svar han tror, at andre vil synes mest eller mindst om. Da Bugental skrev artiklen, havde han ikke fundet henvisninger i litteraturen til anvendelsen af metoden i psykoterapi, men han nævnte, at han selv havde anvendt den med foreløbigt opmuntrende resultater, både i og uden for den terapeutiske sammenhæng.

Afdøde Dr. Fabian Rouke gjorde omfattende brug af metoden. Han anvendte den i forbindelse med sin egen forståelse af selvet , som han præsenterede ved tidligere møder i sin gruppe:

”Jeg har en diagrammatisk måde at præsentere mine idéer om selvet på, som jeg udviklede for mange år siden, hvor jeg underviste i udviklingen af personligheden og selvet. Den fungerer så godt, at jeg meget ofte bruger den i terapi.

+A. Positivt, men Falsk Selv

– B. Negativt, men Upræcist Selv

+C. Kilde til Værdighed og Ydmyghed

Hos nye patienter er der ofte en indledende fase med entusiasme. Derefter møder vi modstand og skuffelse, og der opstår en krise i terapien. Når det sker, vender jeg for en tid tilbage til rollen som lærer. Selvom jeg på dette tidspunkt af terapien ved, at de ikke vil forstå det, bruger jeg det meste af en time på at diskutere selvet, fordi jeg ved, at de senere vil forstå det mere fuldt. Jeg taler om deres utilstrækkelighedsfølelser og det, de føler sig ubehageligt til mode over, og viser dem, at deres selvforståelse er helt igennem negativ på grund af den kritik, de oplevede i barndommen, fordi de ikke kunne stille deres forældre tilfreds og af en række andre grunde. For at forsvare sig imod denne negative selvforståelse, som de ikke kan leve med, rejser de en beskyttende mur (A i diagrammet). Dette ser naturligvis ud til at være positivt; men de snyder både sig selv og andre”.

Jeg fortæller dem, at dette forsvar (A) på overfladen er positivt, men at det ikke er virkeligt, samtidig med at den skjulte selvforståelse (B i diagrammet) er negativ, men upræcis. Jeg fortæller dem, at ”Da vi begyndte at nedbryde dine forsvarsmekanismer, blev du konfronteret med denne negative forståelse (B), og den kan ingen leve med; den er alt for ubehagelig. Men vi vil ikke stoppe her; vi vil går også forbi denne for at komme ind til kernen (C i diagrammet); til noget, som du ikke har oplevet i lang tid. Den er dit sande jeg, fordi du er et menneske, en af skabelsens fineste frembringelser!

Derpå taler jeg om, hvad det vil sige at være menneske, at det er toppen af skabelsen, og at det at nå denne kerne vil bibringe patienten en meget solid følelse af værdighed, som ikke er indbildning, fordi der er millioner af andre, som har præcis den samme baggrund i Guds øjne. Følelsen af denne grundlæggende menneskelige lighed og af afhængighed af det Uendelige bygger på den kendsgerning, at mennesket er skabt i Guds billede og lig Ham. Følelsen af ydmyghed vokser frem af erkendelsen af, at alle mennesker for Gud er lige.

Det er kort fortalt det program, jeg sædvanligvis forsøger at anvende: Jeg påpeger over for patienterne, at de har haft en negativ forståelse af sig selv, at de har bygget en række forsvar op omkring den, men at de i sidste ende må bryde deres forsvar ned for at vende tilbage til det, vi kan kalde en følelse af frihed og finde kernen i den værdi, som ethvert menneske har”.

Dr. Rouke bad ofte sine patienter om at skrive deres svar på ”Hvem er jeg?”-øvelsen ned og regelmæssigt sende til ham, måske to gange om ugen eller endda dagligt. Årsagen til, at han bad dem om at ham deres svar, var, at patienterne følte, at de hver gang startede på en frisk. De gav kun ét svar på spørgsmålet hver gang.

Dr. Roberto Assagioli (1965) omtalte denne teknik som relevant for hans metoder til selv-identifikation og disidentifikation. Teorien er, at ”Vi er domineret af alt, hvad vores Selv identificerer sig med. Vi kan dominere og styre alt, som vi kan disidentificere os fra”. Formålet er at blive bevidste om selvet som et center af ren bevidsthed og som centeret for vilje og kraft.

På nuværende tidspunkt anvendes denne lovende og interessante metode af et antal terapeuter på flere forskellige måder. Patienten kan blive bedt om at skrive sit svar og sende det til terapeuten eller at medbringe det ved næste session. Testen kan gennemføres med forskellige intervaller, sædvanligvis en eller to gange ugentligt. Den kan anvendes af terapeuten periodisk, eller han kan læse den igennem og anvende den som udgangspunkt ved næste terapisession. Materialet kan anvendes i samarbejde med patienten, det kan anvendes til fri association, det kan danne basis for symbolsk visualisering, eller det kan relateres til patientens drømme og dagdrømme. Som det vil fremgå af de eksempler, der vil blive præsenteret, kan der være en betydelig interaktion mellem disse forskellige processer med deraf følgende fremskyndelse af terapien. Anvendelsen af teknikken kan give patienten en følelse af at gøre en aktiv indsats i terapien og dermed bidrage til hans selvagtelse.

Hele spørgsmålet om skriftlig kommunikation med patienterne og de dermed forbundne implikationer er blevet drøftet af L. Pearson (1965), forfatteren til The Use of Written Communications in Psychotherapy. Dette papir beskæftiger sig med adskillige anvendelser af skriftlig kommunikation og fremsætter en formodning om, at de kan være nyttige hjælpemidler i psykoterapi. Der peges på adskillige fordele: at skrivning er relateret til den kreative udfoldelse; at skrivning gør god brug af intervallerne mellem terapisessionerne; og at notes- eller dagbøger kan være en hjælp for patienten og give plads til mere fokuserede sessioner med hurtigere resultater til følge. Patientens forøgede sårbarhed ved at have forpligtet sig til at skrive lægger et øget ansvar på terapeuten.

Klinisk materiale, der illustrerer relationen mellem Teknikken til Symbolsk Visualisering, drømme, psykodynamik og patientens liv

Jeg vil koncentrere mig om fire patienter, hvoraf to vil blive mere udførligt beskrevet.

1. CS er en 24-årig engelsk-canadisk kvinde, som arbejder som tælle-assistent. Hun er forlovet med en fransk-canadisk mand. Igennem sin terapi er hun blevet bevidst om mange problemer i deres forhold. I sin ungdom havde hun haft reumatisk feber. For et år siden blev hun henvist til en kardiolog på grund af tilfælde af hukommelsestab og uvirkelighedsfølelse, der opstod med alarmerende hyppighed under arbejdet.

I et af hendes tidlige svar på ”Hvem er jeg?” svarede hun:

”Jeg er energi uden formål. Jeg føler, ser og handler, men alt sammen uden formål. Jeg er stadig på udkig efter mig selv. Jeg føler, at der er meget i mig, som endnu er skjult”.

Nogle få dage senere skrev hun:

”Jeg søger efter den del af mig selv, som vil forene mig med resten af verden. Denne del vil hjælpe mig til at nå en dybere kommunikation med de mennesker, jeg elsker. Den del, jeg leder efter, er troen på mig selv. En tro på min egen evne til at elske”.

Kort efter at hun havde skrevet dette, havde hun følgende spontane symbolske visualisering:

”Det er tåget, i horisonten kan jeg se bjerge og en let grå skygge – jeg er en gennemsigtig grå skygge – jeg ved ikke i hvilken retning, jeg har ansigtet – de takkede bjerge, som solen skinner på, kan ses på afstand. Min skygge er alene. Den er en falsk del af mig – i skyggen kan jeg se en landsby med mennesker – det er andre menneskers falske del. De lysende bjerge er den sande del af mig selv. Jeg må passere igennem den falske del af mig selv for at nå til den sande del. Skyggen er tynd – den er en falsk frygt, og lyset er den sande del af mig. Skyggen er frygt og er falsk, så der er ingen grund til angst”.

Kort tid efter mødte patienten op til en terapi med et mareridt, hvor hun oplevede sig selv som en vanskabt baby uden arme eller ben. Hun så derefter armene og benene komme til syne, men de tilhørte ikke hende selv. Vi arbejdede med denne drøm over flere efterfølgende sessioner, hvor hun forbandt de falske arme og ben med de falske skygger. Hun så derefter skyggen som kernen i hendes frygt med små ben hele vejen rundt, som repræsenterede mindre former for frygt, der havde at gøre med den centrale frygt. Skyggen var imellem hende selv og hendes sande følelser, og hun følte sig derfor splittet. Hun relaterede derpå skyggen – kernen i hendes frygt – til frygt for faderens afvisning. Hun oplyste, at hendes far var meget dominerende, og at hun accepterede at blive domineret for at opnå hans kærlighed. I en visualisering var hun i stand til at se sig selv løbe ind i skyggen for på den måde at opløse den. Omkring en måned senere kom hun med følgende besvarelse af ”Hvem er jeg?”:

”Jeg føler, at de løse ender, som jeg har været bekymret over, måske endelig er ved at blive løst. Jeg har det, som om jeg endelig er ved at komme meget tæt på skyggen, som har forstyrret mig så meget. Visualiseringen i går (i gruppeterapi, og i forhold til hende selv og faderen) forekommer mig at være en del af i dag. Jeg føler, at hvad end denne visualisering symboliserede, er det i høj grad del af nuet og fortiden”.

Der er derfor et samspil mellem de terapeutiske sessioner, ”Hvem er jeg?”-teknikken og symbolsk visualisering. Denne patient gik til metoden med entusiasme; for hende var den i begyndelsen en opgave, som terapeuten stillede hende på grund af hendes ønske om at behage. Hun kom ivrigt med sine svar og med en følelse af præstation.

2. KP er en 43-årig engelsk-canadier, der er single, og chefsekretær for en gruppe metallurger. Hun har været i terapi siden 1963. Hun var blevet henvist af en specialist i medicinske sygdomme på grund af invaliderende hovedpine, søvnløshed og oplevelser at vågne skrigende om natten.

I sidste måned kom hun til sin individuelle terapi med en følelse af præstation efter at have formuleret tre svar på ”Hvem er jeg?”-spørgsmålene. Besvarelserne kaldte hun Opus I, II, III. Et udsnit fra Opus II lyder som følger:

”Jeg er en ensom …. ensom hvad? Sommerfugl i sin puppe. Alene, fordi puppen forhindrer, at andre kontakter mig, med mindre puppen brister, og det vemHver vanskeligheden både for dem og for mig. Med hvilket formål befinder jeg mig i puppen? Intet, bortset fra at samle styrke, mod og visdom til at komme frem fra puppen. Måske alene, men med et ønske og evner for at være selskabelig, indstillet på sjov, og nyttig. Hæmmet? Ja, enten det eller langsom til at lære. Jeg har haft brug for at være så længe i terapi for at nå dertil, men det menneske, som til sidst kan lære noget, selvom det måske er år senere, er ikke en idiot, uanset hvad andre måtte tænke. Lyset er begyndt at skinne igennem puppen og giver helbred, oplysning og et vist perspektiv for sommerfuglen. Så – jeg er på vej ud – ud i verden”.

I Opus III skrev hun:

”Passende udstyret med hjerne og dømmekraft, takket være min far, men jeg forsøger at se helheden, og jeg ser for mig, at jeg står op, men at en del af kroppen ikke er der, en vital del, som er amputeret. (Det vil bemærkes, at hun i et af sine ”Hvem er jeg?”-svar også henviste til ”en vital del, der var amputeret”. Hun havde en visualisering, som fandt sted i en gruppe og igen senere i en individuel session, hvor hun så sig selv have en ægformet krop uden arme og med ben, som enten ikke sad fast på kroppen, eller som sad fast med tape. I dette tilfælde var det sandsynligt, at ”Hvem er jeg?”-teknikken på ny tog den symbolske visualisering op, afklarede og forfinede den. Det bør nævnes, at indholdet, da det dukkede op i ”Hvem er jeg?”-svarene, var dybt forstyrrende). Jeg kan fungere uden den del, men jeg savner den. Var denne manglende del forsvundet, eller var den blevet skåret væk? Min mor skar den af og efterlod mig halv. Det meste af mit delvise jeg har blå mærker, som, som er længe om at forsvinde. Jeg har prøvet at dække resten af mig med et tykkere lag hud, så ingen længere giver mig blå mærker. Den tykkere hud giver mig problemer, fordi jeg har tykkere hud, eller fordi jeg ikke kan følge med, fordi det tager længere tid for ting at trænge igennem den tykke hud.

Udvikling fra sommerfugl til baby, vækst (?) til en del af en voksen. Hvilken kurs vælger jeg nu i ”Hvem er jeg?”-processen? Lige nu føler jeg, jeg er gået så langt, som jeg kan i ”Hvem er jeg?”-processen. Skabelsens kendsgerning er nemmere for mig at acceptere end evolution, så hvordan skaber jeg resten af mig selv?”

I disse uddrag har hun været i stand til i sammenpresset og symbolsk form at angive mange aspekter af sig selv langt bedre, end hun havde været i stand til i mange individuelle psykoterapisessioner. Det er sandsynligt, at patientens arbejde med ”Hvem er jeg?”-teknikken havde bibragt hende en indsigt i hendes mors angst, og hvordan den invaliderede hende i hendes relationer med andre mennesker og berøvede hende evnen til at leve et kreativt liv. Faktisk identificerede hun sig med det, hun antog for sin mors negative vurdering af hende, og hun befolkede sit univers med ondartede, afvisende mennesker.

På nuværende tidspunkt har patienten udviklet en mere positiv holdning over for sit arbejde og sine kvindelige kolleger på arbejdspladsen. Den seneste tid har hun ikke haft alvorlige hovedpineanfald, og heller ingen oplevelser at vågne skrigende. Hun oplever fremskridt, men at hun endnu har et stykke vej igen. Hun medbringer ”Hvem er jeg?”-rapporterne med en vis præstationsfølelse, og hun anser dem for lige så betydningsfulde som sine drømme.

Dette er en vigtig pointe vedrørende brugen af ”Hvem er jeg?”-teknikken; den kan give patienten en følelse af at yde et aktivt bidrag til egne fremskridt i terapien og dermed øge dennes selvagtelse.

I det næste eksempel hvordan ”Hvem er jeg?”-svarene i løbet af relativt kort tid ændrer sig, formodentlig på grund af assistance fra en terapeut.

3. HC er ingeniør, i starten af 30’erne. Hans historie illustrerer den indledende forstyrrende indflydelse, som denne teknik kan have. Patienten gik ikke i terapi på egen foranledning, men blev gradvist involveret igennem parterapi med sin hustru. Han havde ingen kliniske symptomer, men en temmelig rigid personlighed. Han er meget effektiv i sin håndtering som ingeniør af ting, men har en tilbøjelighed til at behandle mennesker, som om de var mekaniske problemer. Da han første gang blev bedt om at besvare ”Hvem er jeg?”, blev han akut nedtrykt i en hel uge frem til næste session. Depressionen syntes at være begrundet i, at han – da han søgte at udføre øvelsen – blev klar over, at han faktisk ikke vidste, hvem han var. Dette var med hans egne ord ”en knusende tanke”. I de efterfølgende sessioner diskuterede vi den ”accept af dobbelttydighed”, som var karakteristisk for det modne menneske, og den usikkerhed var ikke, som han ellers havde ment, en svaghed, men en nødvendig forudsætning i hans tilfælde for at søge og at finde sandheden. Dette fjernede hans depression og indledte en proces med gradvis menneskeliggørelse.

Der havde været en stor udvikling siden hans første svar på ”Hvem er jeg?”-spørgsmålet seks uger tidligere.

”Jeg er en mand med en stor dygtighed inden for det mekaniske område. Jeg er ingeniør og har arbejdet mig op igennem graderne til en stilling som teknisk chef. De mest tilfredsstillende elementer i mit job handler om indflydelse på design af udstyr. Mennesker har en tendens til enten at blive fjolser eller et redskab til at fuldføre den stillede opgave ….”

Til sammenligning følger her hans seneste svar:

”Det ser ud til, at jeg mærker andres følelser og sindsstemninger, og det kan påvirke mig. Grundlæggende set kan jeg lide andre mennesker, og jeg er vellidt, men jeg kan være genert eller tøvende i situationer, hvor de menneskelige element er ukendt. Måske er der elementer af usikkerhed i udrustning. Jeg holder af at gøre ting for mennesker, simpelthen for at gøre det”.

Hans udvikling kan betragtes enten som en facade af effektivitet og selvsikkerhed eller som en følsom person, som er i stand til at leve med en vis usikkerhed.

4. Denne case handler om en kvinde i begyndelsen af 30’erne, der var henvist på grund af paniktilstande – fobiske reaktioner etc. – som afholdt hende fra at forlade sit hjem alene. Hendes tilfælde illustrerer, hvordan fremgang i ”Hvem er jeg?”-processen kan influere på fremskridt i anvendelsen af andre terapeutiske metoder. Patienten var i en tidligere session blevet bedt om at visualisere betydningen af de tranceagtige tilstande, som hun frygtede, men hun havde ikke været i stand til at se noget som helst i visualiseringen. Da hun igennem ”Hvem er jeg?” var i stand til at indse, at hun havde en ”meget doven, sjusket åre i personligheden”, var hun hurtigt derefter i stand til at udføre en langt mere frugtbar visualisering på samme spørgsmål. Hun så en meget snusket, usoigneret, karakterløs kvinde, som gik omkring. Hun var da i stand til igennem aktiv imagination at se for sig, at hun tog denne sjuskedorte med sig hjem og hjalp hende med at komme på fode.

For at opsummere, er ”Hvem er jeg?”-metoden en bred og værdifuld teknik i arbejdet hen imod selvrealisering. Den har både diagnostisk og prognostisk værdi, men dens store nytteværdi ligger i dens evne til at fungere som en kraftfuld katalysator og drivkraft i psykoterapi. I begyndelsen har patienterne brug for en vis træning eller vejledning for samvittighedsfuldt og regelmæssigt at følge den nødvendige teknik med at udfylde spørgeskemaet og medbringe det. Til at starte med er de forlegne og undskyldende og kommer næsten uden undtagelse med ironiske bemærkninger om, at der intet formål er med at udføre øvelsen mere end én gang, eftersom de følgende besvarelser i det store hele vil være gentagelser. Snart finder de imidlertid ud af, at vækst og forandring her, som i andre sammenhænge, er mulig, og gradvist forstår de, at deres besvarelser hjælper dem til at komme til en dybere og mere nuanceret forståelse af deres indre selv. Processen kan sammenlignes med at skrælle lagene af et løg.

Mit hovedsynspunkt er, at ”Hvem er jeg?”-teknikken kan relateres til andre processer så som symbolsk og fortolkende psykoterapi og til overordnede mønstre og begivenheder i patientens liv. Metoden kan på frugtbar vis kombineres med den terapeutiske proces som helhed på en gensidigt udbytterig måde.

Eftersom metoden ofte er kraftfuld, kan den potentielt virke forstyrrende. Den bør derfor kun anvendes i en terapeutisk sammenhæng eller af et menneske, der er forberedt på at håndtere forstyrrende materiale ud fra en professionel holdning.

Selvets natur

Forståelsen af selvet som en stabil, central kerne i den individuelle personlighed er en grundlæggende forudsætning inden for psykosyntesen. Denne kerne i selvet ses som kilden til både styrke og følsomhed, eller – for at anvende Roukes udtryk – til både værdighed og ydmyghed. I psykosyntesen er det terapeutens mål at lede patienten til bevidsthed om sit indre selv. I den betydning er psykosyntesen forskellig fra de retninger, som gør brug af ”Hvem er jeg?”-teknikken på mere generel måde.

Jeg har allerede præsenteret Roukes korte definition af selvet og dets ydre lag. I resten af dette papir vil jeg diskutere selvets natur og teorien omkring det, som det er præsenteret i Assagiolis skrifter, og sammenligne hans synspunkter med Jungs, Sullivans, Bugentals og Radhakrishnans.

Assagioli (1965) skelner mellem det bevidste selv eller jeg’et og det højere selv eller Selvet. Selvet er kernen i vores bevidsthed. Det er ”centeret af ren selv-bevidsthed”. Bag dette center, denne kerne, fremsætter Assagioli teorien om et permanent højere selv eller det sande Selv.

”Dette selv er over – og uberørt af – strømmen af tanker eller kropslige tilstande, og det personlige selv bør mere anses for dets afspejling, dets ”projektion” i personlighedens felt. På nuværende stadig af den psykologiske kortlægning ved vi relativt lidt om Selvet, men betydningen af dette syntetiserende center indvarsler yderligere forskning” (s. 19)

”Den virkelige, forstyrrende faktor mellem det lille selv og det højere Selv er, at det lille selv er akut bevidst om sig selv som et adskilt, individuelt selv, og det oplever til tider en følelse af ensomhed eller adskillelse i din eksistentielle oplevelse. I kontrast hertil er det spirituelle Selvs oplevelse en følelse af frihed, af ekspansion, af kommunikation med andre Selv og med virkeligheden, og der er en følelse af Universalitet. Det oplever sig på samme tid individuelt og universelt”. (s. 87)

I sommeren 1966 diskuterede jeg disse forhold med Dr. Assagioli. Vedrørende selvet og det højere Selv udtalte han:

”Der er en stor forskel. Det personlige selv eller jeg’et er ”selv-centreret”; det er bevidst om sig selv uden ekspansion af bevidstheden, uden den glæde, kærlighed og de andre kvaliteter, som karakteriserer det spirituelle Selv”.

Vedrørende det ”overbevidste”, ”selvet” og ”Selvet” sagde Dr. Assagioli:

”Der er et vigtigt punkt, som må tydeliggøres, fordi der blandt psykologer hersker megen forvirring om det. Der er en grundlæggende forskel mellem overbevidste aktiviteter og funktioner, selv af den højeste slags, og Selvet. Der foregår en intens aktivitet i det overbevidste, som er kreativt. Selvet, derimod, er et rent center af spirituel bevidsthed, der ikke i sig selv er aktivt, men som projicerer en dynamisk indflydelse, men som så at sige forbliver ubevægeligt. (Aristoteles kaldte Gud ”Den Upåvirkede Igangsætter”). Et andet billede er solen, som projicerer stråler og strømme af energier uden at nedstige fra sin position og uden at nærme sig jorden. Mange mennesker har haft høje åndelige oplevelser, enten ved at hæve deres center for deres bevidsthed, jeg’et, op til de overbevidste planer, eller ved at åbne det personlige bevidsthedsfelt for indstrømningen af overbevidste impulser (inspiration). Det er imidlertid ikke erkendelse af det Åndelige Selv. Den førnævnte metode er typisk for poeter, forfattere og kunstnere. Nogle af disse har været kanaler for høje impulser fra det overbevidste, men uden Selv-bevidsthed; de er som kanaler, og i nogle tilfælde nærmest medier. Dette forklarer kunstnerens vanskeligt forståelige psykologi, og hvordan en kunstner på forskellige tider kan udtrykke både det højeste og det laveste”.

Der hersker en del forvirring om, at egoet må dø, for at et menneske kan blive fuldt udviklet. Om dette giver Assagioli følgende mantra:

”Mere strålende end Solen,

Renere end sneen,

Finere end æteren er Selvet,

Ånden i mit hjerte.

Jeg er dette Selv,

Dette Selv er jeg”.

Han skrev:

”Dette poetiske billede udtrykker klart forholdet mellem det individuelle og det universelle; Selvet er det universelle, men jeg er bevidst om, at jeg er dette Selv, og at dette Selv er essensen af, hvem jeg er. Det er godt at fremhæve denne kendsgerning, fordi der er mange, som hævder, at neutraliseringen, destruktionen eller elimineringen af egoet er nødvendig for at opnå spirituel realisering. Andre, derimod, hævder, at der kan ske en gradvis indre erobring, som giver en stadig højere og større bevidsthedsudvidelse. Vi kan sige, at begge processer finder sted, men at udtrykket ”ødelæggelse” er misvisende, fordi det, der ødelægges, er egoets begrænsninger og engagement, men ikke dets centrale kerne, som er en refleksion af det Åndelige Selv”.

Psykosyntesens formuleringer af Selvet er tættere relateret til det jungianske synspunkt end andre tankeskoler. Vi vil derfor først give et kort omrids af den jungianske holdning og derpå tilføje Assagiolis kommentarer:

Med Jungs ord:

”Selvet er ikke blot centeret, men også den periferi, som omgiver bevidstheden og det ubevidste; det er centeret i denne totalitet, ligesom egoet er centeret i bevidstheden”. (1940, s. 96)

En forfatter, som uddyber dette, skrev, at Jung opfatter selvet som indeholdende menneskets totalitet, det gode og det onde, det maskuline og det feminine, de fire sanser: tænkning, følelse, fornemmelse og intuition , og desuden menneskets forhold til alt liv og det livløse univers. Selvet giver på den ene side bevidsthed om vores unikke væsen, og på den anden side en følelse af enhed med kosmos. Det vil bemærkes, at denne fortolkning af Jungs syn på selvet er parallel med Assagiolis; nemlig at det inkluderer såvel det individuelle som det transpersonlige eller universelle element.

Jung anser oplevelsen af selvet for arketypisk og mener, at den kan vise sig i drømme og visioner. Han mener, det essentielt vil være psykologisk af natur. For at citere fra Jung:

”Selvet kan karakteriseres som kompensatorisk i forhold til den indre og den ydre konflikt. Denne formulering vil ikke være uden relevans, eftersom selvet til en vis grad har karakter af et resultat eller et mål, der er opnået, og som gradvist viser sig og opleves som resultatet af en stor indsats. På samme måde er selvet målet for vores liv, da det er det fuldeste udtryk for den skæbnefyldte kombination, vi kalder individualiteten, og den fulde blomstring ikke blot af den enkelte individualitet, men af gruppen, hvor enhver yder sit bidrag til helheden. Selvet fornemmes som noget irrationelt, som en udefinerlig størrelse, som egoet hverken er i modstrid med eller er underlagt, men simpelthen tilknyttet, og som det kredser om meget på samme måde, som jorden kredser omkring solen – på denne måde når vi individuationens mål. Jeg anvender ordet ”fornemmes” for at indikere relationen mellem egoet og selvet, som ikke kan forstås. Om denne relation kan intet kendes, da vi intet kan sige om indholdet af selvet. Egoet er det eneste indhold af selvet, som vi kender. Det individuerede ego oplever sig selv som et objekt i et ukendt og overordnet subjekt”. (Wyss, 1966, s. 338)

Det vil derfor ses, at der er såvel ligheder som forskelle mellem Jungs og Assagiolis syn på selvet. Vedrørende forskellen siger Assagioli:

”For Jung er selvet en ”psykologisk funktion”, et ”punkt mellem bevidstheden og det ubevidste”, og han tilskriver den ingen transcendent virkelighed. Han holder sig til det empiriske synspunkt – det agnostiske synspunkt – hvilket viser, at han ikke har haft en ægte, åndelig oplevelse af Selvet. Hvis han havde, ville han udtrykke sig anderledes. Han anser Selvet for resultatet af en psykologisk proces, af ”individuation”. Det er ikke for ham en levende Virkelighed, som er latent, men som vi kan få en direkte og oplevet erkendelse af. Der er derfor stor forskel mellem de to definitioner. Ifølge den ene er Selvet et psykologisk begreb; ifølge det andet er det en levende realitet – og endda et levende Væsen. Selvet er Subjektet over alle subjekter. Jungs Selv er slet og ret ”psykologisk”; det åndelige Selv er en transcendent, strålende realitet, og vi kan få et direkte, umiddelbart bevis for det; det vil sige, at vi kan opleve det”.

De ovenfor anførte synspunkter er på ingen måde repræsentative for gængse synspunkter vedrørende selvets natur. Mange teoretikere ville tilskrive miljø og oplevelse en overordnet rolle i udviklingen af selvet. Eksempelvis skriver Sullivan (1955, s. 10):

”Selvet kan siges at bestå af reflekterede vurderinger”.

Bugental (1965, s. 201), hvis arbejde i forhold til ”Hvem er jeg?”-teknikken, vi har diskuteret, skriver, at ”det almindelige element, der kan udledes af de mange og forskelligartede forståelser af vores ”jeg” kan kaldes Selvet”.

Jungs og Assagiolis synspunkter svarer i mindre grad til de miljørigtige holdninger hos mange andre vestlige forfattere og mere til Østens tænkning. Afslutningsvis vil jeg give et citat fra Radhakrishnan (Moustakas, 1956, s. 115), som er i overensstemmelse med psykosyntesens syn på Selvet:

”Det sande subjekt eller selvet er ikke et objekt, som vi kan erfare igennem viden, for det er selve grundlaget for viden. Det er forskelligt fra alle objekter, kroppen, sanserne, det empiriske selv. Vi kan ikke gøre subjektet til indholdet eller virkningen af nogen årsag, for det er grundlaget for alle sådanne forhold. Det er ikke det empiriske selv, men den virkeligheden uden hvilken, der ikke kunne eksistere nogen sådan ting som et empirisk selv”.

Endelig er der en mulighed for at anvende ”Hvem er jeg?”-teknikken til forskning i selvets natur. Brugen af denne teknik kan føre til en mere avanceret forståelse af selvet og til en øget forståelse af dets udvikling. I jeres praksisser kan patienten give jer oplysninger i forbindelse med ”Hvem er jeg?”-teknikken, som kan relateres til det lavere selv eller – senere – det højere selv; og ofte vil der være tale om en forvirring blanding af disse to. Som terapeuter ved vi ikke så meget om forskellen mellem disse, så vi bør være åbne for mulighederne. Under alle omstændigheder bør vi altid spørge os selv på hvilket niveau af selvet, patienten befinder sig, og hvorledes ”Hvem er jeg?” afspejler hans øgede udvikling af og bevidsthed om selvet, og hvilket ”selv” dette menneske på det pågældende tidspunkt er bevidst om, det mindre selv eller det højere selv?

Diskussion

F.H.H.: Som kommentar til ”Hvem er jeg?”-teknikken vil jeg gerne læse et par afsnit fra en artikel af Dr. Edward M. Scott (1966) fra Oregon Alcoholism Treatment Clinic i Portland vedrørende gruppeterapi for skizofrene alkoholikere. Han skriver i sin rapport:

”Vi har fra psykosyntesen …. udvalgt to vigtige elementer. Først er der selvet som en indre kerne, kilden til vækst og styrke. Dernæst er et menneske ikke identificeret med sine handlinger eller sin adfærd, selv ikke hvis hans opførsel er præget af vedvarende fejl eller nederlag. Han er et menneske, der oplever nederlag og fejl; han er ikke nederlagene og kun disse. Han kan lære at disidentificere sig fra sine fejl og nederlag. Denne indstilling er meget vigtig for de nuværende patienter. De er kendt for at identificere sig med deres nederlag, deres dumhed, deres beruselse etc. En patient relaterede klart begyndelsen på sin helbredelse til denne forståelse.

”En mulig forklaring på effektiviteten af denne terapeutiske modalitet er, at selvom den skizofrene (som udtrykket indikerer) indleder sin psykose med ”et splittet sind”, vil hele patienten med tiden blive ”helt igennem syg”. Ved igennem disidentifikation at reintroducere det gode selv, kan patienten på ny iagttage og opleve sig selv – hele sig selv – eller i det mindste mere, end han før kunne.

”Husk på, at Jim i den tidligere citerede gruppedialog sagde, at vi bør søge den gode del af os selv som udgangspunkt for vores styrke. Dette spørgsmål om identifikation med det gode selv bliver til stadighed gentaget i gruppen, og patienterne er hurtige til at fornemme, hvis et gruppemedlem lægger ud på en negativ måde”.

J.F.: Hvordan differentierer I i en patients besvarelse af ”Hvem er jeg?” mellem et svar, som kunne være en ægte afspejling af hans tilstand eller et svar, som mere har at gøre med, hvad han forestillede sig, at terapeuten ønskede?

Taylor:

Jeg er bevidst om, at patienten kan have en formodning om terapeutens synspunkter og kan ønske at gøre ham til pas eller provokere ham, og at det kan være en faktor, der er afgørende for det faktiske svar. Jeg har aldrig fremsat en konkret teori om selvet for mine patienter, og jeg tror ikke, at patienterne får mange stikord i terapien fra terapeuten med hensyn til dennes forventninger.

J.F.: Fortolker I svarene for patienten?

Taylor: Jeg giver ikke så meget en respons, men mere en tilbagemelding, som jeg derefter bruger som afsæt for deres videre arbejde.

M.C.: Denne teknik kan anvendes på forskellige måder. Nogle gange kan vi anvende den til simpelthen at opnå en forståelse af det personlighedens psykodynamiske materiale; men igen, også her kan modellen med løget for at nå ind til kernen i selvet.

J.C.: Det vigtige for terapeuten i arbejdet med patienterne er at være bevidst om, at der eksisterer en anden dimension. Ellers ville vi i arbejdet med patienterne til tider gå helt fejl af den kendsgerning, at de har haft en ”transcendental oplevelse” af Selvet, og søge at anvende en standard- eller ortodoks teknik på dem og nå frem til, at der ikke sker noget; vi kan miste en oplagt mulighed for at integrere oplevelsen i deres liv eller at opbygget noget omkring ego-selvet, som ville være værdifuldt for dem.

H.S.: Hvordan forholder I jer i forhold til at integrere eller syntetisere denne transcendentale oplevelse?

M.C.: En mulig fremgangsmåde ville være Desoilles teknik til guidet visualisering, hvor han tager patienten op i visualiserede højder, hvor patienten får en oplevelse af at kontakte ”lyset”. Han får ham derpå til at visualisere, at han bringer lyset ned på jorden, og se for sig, hvordan han udstråler dette lys i sine daglige aktiviteter.

V.M.: Jeg kunne helt bestemt forestille mig en transcendental oplevelse i forbindelse med anvendelsen af stoffer, som ville have indvirkning på intellektet, eller igennem symbolsk visualisering; men det forekommer mig at være imod hele forståelsen af det transcendentale at forvente, at det skulle opstå igennem ”Hvem er jeg?”-teknikken. Denne teknik forekommer mig for intellektuel.

J.C.: Men det finder ikke desto mindre sted! Dette vil komplicere terapien, fordi det introducerer endnu et bevidsthedsniveau.

B.A.: Vi kan tage analogien med et koan, som også er en verbal teknik. Et koan er vælges ikke tilfældigt; det vælges ud fra en overvejelse af, hvor den søgende befinder sig. Elevens svar bliver vedvarende afvist. Det korrekte svar opnås ved at afvise alle svar, som ikke er psykologisk korrekte. (W.S.: Et berømt koan er: ”Hvad lavede du, før du blev født?”). Der er endnu et: ”Hvem er du?”

F.H.H.: I en case, som Dr. Rouke engang præsenterede på et seminar, var det ud fra patientens svar klart, at hun bevægede sig længere og længere ind i det, som Assagioli kaldte ”individualitetens centrale kerne”. Ligesom i det tilfælde begynder patienterne ofte med at identificere deres umiddelbare rolle og omstændigheder, og derfra går de dybere igennem anvendelsen af billeder, som indgydes dem af andre mennesker. Når de går videre end dette, begynder de at opleve, at de ikke er disse ting, men befinder sig i centeret af dem. De ender med faktisk at give udtryk for, at ”Jeg er et selvstændigt menneske”. Hvis den oplevelse af individualiteten er et projiceret fragment eller en refleksion af det højere Selv – idet vi går ud fra, at Assagiolis hypotese er korrekt – så rummer den centrale kerne i ”jeg-bevidstheden” en mulighed for en forbindelse med dette transcendentale eller højere Selv.

F.H.: Der synes at være et forhold mellem denne teknik og Herman Kaisers påstand om en grundlæggende neurose – behovet for en forening, kombineret med den manglende evne til at være et selvstændigt menneske. De neurotiske behov for at være en del eller for at vokse sammen med et andet menneske eller med andre mennesker; han kan ikke og ønsker ikke at være et adskilt individ. ”Hvem er jeg?”-teknikken synes nærmest at være skræddersyet til bevidst at fremkalde bevidsthed om dette behov for sammensmeltning og at fremme selvets adskillelse – hvorved personen når dertil, hvor han kan sige ”Jeg er et selvstændigt menneske”. Dermed siger han indirekte, at ”Jeg har ikke længere brug for at vokse sammen med eller støtte mig til, være del af, eller opnå stedfortrædende tilfredsstillelse igennem, eller at overidentificere mig med, andre mennesker”.

H.S.: Hvis jeg husker min gestaltterapi ret, ville Fritz Pens sige, at vi bør være i stand til at skifte frem og tilbage mellem denne individuelle tilstand og en tilstand af sammensmeltning – og at gøre det bevidst. Sundhed er ensbetydende med friheden til at gøre dette.

F.H.: Når et menneske når det stadig, hvor han er et selvstændigt menneske, er han fri til, hvis han ønsker det, at smelte sammen ved at opgive sig selv, men han mister ikke sig selv i denne sammensmeltning eller kører fast i den, og han behøver heller ikke at være uafhængigt sig selv hele tiden.

F.H.H.: Ja; når vi først er i kontakt med vores egen ”kerne”, er vi i kontakt med andre menneskers kerne, så vi både er os selv og samtidig et med andre.

G.C.: Der kan være en vis vanskelighed i den indledende vurdering af ”Hvem er jeg?”-svarene, som gives under skiftende forhold. Eksempelvis vågner et menneske om morgenen og skriver sine svar på spørgsmålet, og måske har han det ikke godt, er stadig kun halvvågen el.lign., og det giver han os. Tre eller fire timer senere er han i gang med forskellige gøremål og har en vis grad af held med det, han foretager sig, og lige med et ændrer hans selv-billede sig. Så når han for anden gang stiller sig selv spørgsmålet, ”Hvem er jeg?”, tænker han ”Jeg er slet ikke så dårlig, når det kommer til stykket!” Så sender han os disse mere gunstige svar. Det er derfor, jeg tænker, at værdien af disse svar i de indledende faser kan være noget tvivlsomme.

J.C.: Nej; dette er vigtigt, for igennem dette lærer han, at han kan være alle disse forskellige personer og samtidig bevare sin individualitet. Det er en af de ting, som denne teknik hjælper mennesker til at erkende. De begynder at se, at ”Jeg er denne type person”, og derpå under forhold ”Jeg er en anden, og er alligevel slet ikke nogen af dem!” Dette menneske indser da, at han simpelthen spiller alle disse roller i sit liv. Vi kan eksempelvis spørge os selv ved dagens slutning: ”Hvordan var jeg som ægtefælle i dag?” eller ”Hvordan var jeg som psykiater?” Vi kan på derigennem iagttage os selv i stadigt skiftende roller og behøver ikke fuldt og helt at identificere os med nogen af disse roller, for vi ikke ”er” disse roller. Eller tag eksemplet med en kvinde, som har børn, og som er helt identificeret med rollen som ”moder”. Når hun en dag ikke længere har hjemmeboende børn, vil hun have svært ved at skifte til en anden rolle til eksempelvis at være foreningsmenneske. Denne ”Hvem er jeg?”-teknik hjælper hende til at disidentificere sig fra rollen som moder og begynde at se sig selv i en større sammenhæng.

F.H.: Når du beskriver denne teknik, får jeg indtryk af, at der er en mulig fordel i at bombardere en patient med dette spørgsmål så ofte som muligt, simpelthen fordi jo oftere patienten besvarer det, jo før vil der opstå en kovending mellem hans talrige og skiftende svar på spørgsmålet og hans stabile indre selv-billede, hans selv.

B.A.: Jeg har anvendt en variation af denne teknik i min terapi. Midt i noget, en patient er i gang med, og uden varsel kan jeg finde på at sige, ”Stop – hvem er du?” Resultaterne er interessante. Jeg har mennesker, der begynder at græde, og de når meget hurtigt til en stor forståelse.

F.H.: Med hensyn til spørgsmålet om selvet, hvis der er to selv, et selv med stort S og et selv med lille s, må et af disse – for at det skal gøre en forskel – pragmatisk sagt være af en anden beskaffenhed end det sullivanske selv. Jeg vil foreslå, at dette selv er selvet skrevet med lille s. Hvis det er sådan, hvad er da selvet skrevet med stort S? Hvor kommer det fra? Det må komme fra en anden kilde end oplevelse; måske arv?

J.F.: Jeg tror, Assagioli ville sige, at hverken selvet eller Selvet har noget at gøre med afspejlede karaktertræk.

F.H.: Hvorfra kommer da oplevelserne, svarene, vurderingerne og erindringerne i Assagiolis system? De må komme et sted fra.

F.H.H.: Er det ikke omfattet af den kendsgerning, at denne centrale kerne, det lille selv, kan identificere sig med det vurderende selv, med svarene etc.?

Taylor: Jeg ville sige, at hvis Assagioli skulle besvare det spørgsmål, ville han – og det kan være, at jeg tager fejl – ville han kalde den sullivanske del af selvet for en selv-identifikation, men ikke selvet, ikke selvets center.

J.F.: Vi kunne også se det på en anden måde: den vestlige forståelse af det psykiatriske selv, Sullivans selv, taler ikke om kernen på samme måde, som Assagioli gør, og heller ikke på samme måde som Jung gør. Det er derfor et spørgsmål om ord. Den forståelse af selvet, som Assagioli og Jung beskæftiger sig med, har ikke noget at gøre med det, som Sullivan taler om.

J.C.: Da vi inkluderede øvelsen i Psykosyntese-bogen, vidste vi ikke, om vi skulle kalde den for ”Selv-identifikation” eller ”Disidentifikation”, så vi lod spørgsmålet stå åbent og lod det være op til jer. Begge er mulige; disidentifikation fører til selv-identifikation. Disidentifikation fra de ydre lag af selvet fører til og fremmer identifikation med selvets centrale kerne.

H.S.: Lad mig spørge, vil vi ikke – når vi beskæftiger os med disidentifikation – næsten udelukkende beskæftige os med det negative selv?

Taylor: Afgjort nej.

F.H.: I disidentifikationsøvelsen disidentificerer vi os fra vores følelser, vores tanker, vores krop; men disse er ikke negative. Det, vi søger at opnå, er det samme, som forhåbentlig vil være resultatet fra til stadighed at stille spørgsmålet, ”Hvem er jeg?” Med ét bliver vi opmærksomme på jeg’et. Hvad er dette jeg? Det er et center af bevidsthed og et center af vilje; en parathed til at opleve og en villighed til at handle – men på en ikke-dømmende måde. Vi kan derfor ikke tale om et positivt eller et negativt selv. Hvis jeg forstår oplevelsen, er den i en anden forståelse positiv, fordi den giver en følelse af frigørelse fra pres, fra at blive puffet omkring, fra at være et molekyle i den Brownianske bevægelse. Så i den betydning er det positivt.

(J.C.: Er det i denne betydning transcendentalt?”) Det kan være en ”mikro-højdepunktsoplevelse” (Taylor: En ”mikro-højdepunktsoplevelse”; det er et godt udtryk). En mikro-højdepunktsoplevelse kan til enhver tid opstå – en drejning af sindet , en drejning i måden, vi anskuer tingene på, og vi kan være i stand til bevidst at få den til at opstå.

J.C.: For eksempel ved at betragte en blomst?

W.S.: Med hensyn til spørgsmålet om disidentifikation fra det positive; det klassiske eksempel ville være en, der falder over sit højere Selv og fascineres af det, og som i sidste ende identificerer sig med det og tror, at han er Jesus Kristus eller lignende. Han må da disidentificere sig fra denne positive figur, som han projicerer sig selv over i. (Ellers ville han føre sig selv bag lyset ved at søge at fornægte sin negative side. Ed.)

Taylor: I denne forbindelse, hvor det drejer sig om identifikationer, er det, der bliver understreget, at personen ikke er den blotte sum af de roller, han spiller – dvs. ”jeg er matematiker”, og ”jeg er tennisspiller”, og ”jeg er dette” og ”jeg er hint”. Selve disidentifikationsprocessen sætter selvet i stand til at tone frem; og selvet er en adskilt størrelse, som ligger udover disse rolleidentifikationer.

Referencer

FØRSTE DEL, BIBLIOGRAFI

Assagioli, Roberto: ”Psykosyntese – En samling af grundlæggende skrifter”. Forlaget Levende Visdom, 2005
Bugental, James F.T. ”Investigations into the Self-Concept” I. The W-A-I and Technique”. Journal of Personality, 1950.
Zelen, Seymour L., Bugental, James F.T. & Gunning, Evelyn C.: “Investigations into the Self-Concept II, Stability and Reported Self Identifications”, Journal of Clinical Psychology, Vol. XI, No. 1, 1955.
Bugental, James F.T. “The Search of Authenticity”. New York: Holt, Rinehart & Winston, 1965.
Jung, C.G. “The Integration of the Personality”. London: Routledge and Kegan Paul, 1940.
Moustakas, C. (Ed.) “The Self-Explorations in Personal Growth”. New York: Harper & Bros., 1956.
Pearson, L. (Ed.) “The Use of Written Communications in Psychotherapy”. Springfield, Ill.: C.C. Thomas, 1965.
Scott, Edward M. “Group Therapy for Schizophrenic Alcoholics in a State-Operated Outpatient Clinic: With Hypnosis as an Integrated Adjunct”. The International Journal of Clinical and Experimental Hypnosis, 1966, Vol. XIV, No. 3, 232-242.
Sullivan, Harry S. “Conceptions of Modern Psychiatry”. London: Tavistock Publications, 1955.
Wyss, Dieter “Depth Psychology: A Critical History”. New York: W.W. Norton, 1966.

II. Den visuelle ”Hvem er jeg?”-teknik –
En metode til oplevelse af Selvet

Af Martha Crampton, M.A.

Assisterende uddannelsesprofessor ved Sir George William University i Montreal, Canada

Min præsentation i aften vil være i tre dele: først teorien og en generel beskrivelse af teknikken; dernæst en demonstration med en frivillig fra gruppen; og endelig nogle eksempler på brugen af denne teknik i min egen praksis.

Det var til dels diskussionen af Dr. Graham Taylors papir om den verbale ”Hvem er jeg?”-teknik (se Del I i dette hæfte), som stimulerede mig til at udvikle en variation af ”Hvem er jeg?”-teknikken, hvor jeg anvender symbolsk visualisering.

Den teori, der ligger bag denne teknik, er baseret dels på afdøde Dr. Fabian Roukes forståelse af personligheden som struktureret i koncentriske cirkler – løg-modellen med en central positiv kerne – som kan nås ved at skrælle de ydre lag af. Det teoretiske grundlag bag metoden, jeg vil præsentere i aften, er diskuteret i et tidligere papir, som jeg præsenterede ved psykosyntese-seminaret i december 2005 om emnet ”Svar fra det ubevidste”.

Anvendelsen af denne metode forudsætter træning i symbolsk visualisering og i at få svar fra det ubevidste . Forsøgspersonen får at vide, at personligheden kan forstås som en serie af koncentriske cirkler, og at han ved i fantasien at foretage en rejse indad igennem de forskellige lag kan kontakte det indre selv eller det forenende center, der er så vigtigt i psykosyntesen. Han opfordres til at starte denne proces med det yderste lag af personligheden og fortsætte ind imod centeret i en trinvis proces, indtil han føler, han er nået til vejs ende og ikke kan komme længere.

En forsøgsperson oplever til tider, at han har nået enden på denne vej. I det tilfælde må terapeuten hjælpe ham til at fortsætte. Forsøgspersonen får at vide, at antallet af trin på denne rejse varierer fra person til person. Han bliver forsikret om, at rejsen ikke er endeløs, at den har et endeligt mål, og at den kan fuldbyrdes i et begrænset antal trin.

Forsøgspersonen bliver instrueret til at begynde med at se efter en visuel repræsentation af det yderste lag af hans personlighed, idet han for en stund tilsidesætter sine rationelle evner og tillader svaret at dukke op spontant i form af et billede (billeder er, siger Dr. Assagioli, er det ubevidstes naturlige sprog). Han bliver bedt om at fortælle om ethvert billede, han ser, uanset om det forekommer ham relevant eller ser ud til at have at gøre med den måde, han bevidst opfatter sig selv på.

Når forsøgspersonen beretter om et billede, skriver terapeuten ned, hvad han siger, og fortsætter undersøgelsen for at afgøre, hvordan forsøgspersonen oplever visualiseringen (hvis han ikke selv nævner det spontant), og hvordan han vil fortolke visualiseringen, hvis han er i stand til det. Den tid, der anvendes på undersøgelsesfasen, varierer ud fra terapeutens umiddelbare formål – dvs. om han vurderer det bedst at fortsætte direkte til den indre kerne med en minimal forsinkelse, eller om han i løbet af den omtalte session ønsker at koncentrere sig om de konflikter og forsvar, der findes i personligheden.

Når forsøgspersonen har berettet om et billede, og undersøgelsen er afsluttet, kan terapeuten rose ham for hans vellykkede fuldførelse af et givent trin og invitere ham til at foretage næste skridt i rejsen indad. Denne opmuntring er vigtig, idet mange forsøgspersoner ikke er i stand til at opdage noget fremskridt på rejsen indad og kan sætte spørgsmålstegn ved, om de bevæger sig i den rigtige retning, eller om der er en afslutning på denne proces med at skrælle lagene af. Dette gælder især de ydre lag, hvor forsøgspersonen kan opleve dybt forstyrrende aspekter af sin personlighed; i den afsluttende del af rejsen, når billederne fra det overbevidste begynder at dukke op, føler forsøgspersonen sig generelt tilskyndet af dragningen fra målet – oplevelsen af Selvet. Fremskridtene ser normalt ud, som de bevæger sig i zig-zag igennem de forskellige lag af konflikt med de tilsvarende forsvar, men i realiteten fortsætter rejsen indad.

I nogle tilfælde – navnlig hos forsøgspersoner, som ikke er den visuelle type – kommer svaret ikke altid i form af et billede. En forsøgsperson kan i stedet se eller høre et særligt ord eller sætning, eller rapportere om en tanke eller følelse. Dette kan muligvis af praktiske årsager anses for det, der svarer til et visuelt billede, og vi kan fortsætte med næste skridt indad.

Vi oplever til tider blokeringer og modstand, når vi anvender denne metode, ligesom det er tilfældet med andre metoder. Der er forskellige hjælpemidler, der har vist sig effektive til overvindelsen af dette. Ofte er det, hvis forsøgspersonen ude af stand til at få et svar på et givent niveau, nyttigt at bede ham associere frit. Dette bringer sædvanligvis det fortrængte materiale op, som er årsag til blokeringen. En anden mulighed er at bede forsøgspersonen visualisere på spørgsmålet om, ”hvad blokerer dig?” og hjælpe ham med at overvinde denne blokering igennem symbolsk visualisering. Vi kan også foreslå forsøgspersonen at visualisere en dør og se for sig, at han går igennem denne dør og fortæller om, hvad han ser på den anden side, ligesom i teknikken, som Robert Gerard (1964) beskriver. Andre nyttige teknikker til overvindelsen af modstand, der kan vise sig nyttige, er: spontan tegning eller andet frit udtryk så som kropsbevægelse; ”her-og-nu” kropsbevidsthedsarbejde som i gestaltterapi, eller ved slet og ret at spørge forsøgspersonen, hvad der er den mindst sandsynlige ting, han ville se. Med lidt tålmodighed og behændighed er det muligt at overvinde modstanden og guide forsøgspersonen sikkert igennem de op- og nedture, han oplever i udforskningen af sit indre rum.

Hvis en forsøgsperson imidlertid bliver forstyrret af det materiale, han oplever under en session, kan det være nødvendigt at afsætte en vis tid til at arbejde problemerne inden for dette område igennem, inden vi fortsætter indad. Denne metode aktiverer generelt meget hurtigt fortrængt og smertefuldt materiale. Vi må derfor være forsigtige, navnlig med alvorligt forstyrrede patienter, hvor vi ikke bør gå så hurtigt frem, at de sidder tilbage med mere, end de kan håndtere mellem sessionerne.

Et spørgsmål, som vi udmærket kan stille, er, om en forsøgsperson kan eller bør påtage sig denne oplevelse på egen hånd, dvs. uden en terapeuts tilstedeværelse. Med den verbale version af ”Hvem er jeg?”-teknikken er det gængs praksis at bede forsøgspersonen skrive sine svar ned alene derhjemme. Vi bør derimod udvise større forsigtighed, når vi anvender en metode, der involverer visualisering, idet oplevelserne kan være mere dybtgående og forstyrrende. Det er, fordi de primært kommer fra det ubevidste i modsætning til de mere bevidste og rationelt betingede svar, der udløses igennem standardmetoden, og fordi oplevelsen af visualisering ofte kan være meget intens og næsten mere virkelig end livet, ligesom i en drøm. Jeg hørte engang Dr. Deiter Baumann, Jungs barnebarn, som er en fremtrædende jungiansk analytiker, sige, at alle, der på egen hånd eksperimenterer med aktiv imagination, gør det på egen risiko. Jeg vil tilslutte mig denne vurdering og mener, at med mindre en person er meget velbekendt med sit ubevidste, vil det være uklogt at anvende denne metode uden guidning. Det bør erindres, at de potentielle farer ikke stammer fra det fortrængte materiale fra det lavere ubevidste , men fra de dynamiske energier i det overbevidste, som, hvis de ikke forstås og assimileres på korrekt måde, kan føre til inflation, identitetstab og andre former for manglende balance.

Selvet er i sandhed den hjørnesten, hvorpå den psykosyntesiske metode hviler, selvom de fleste af os, som arbejdet med forståelsen af selvet i terapi, gentagne gange har oplevet, at en patient kun i ringe grad er i stand til at fatte idéen, og som anser den for en logisk konstruktion eller en abstraktion og som noget, der er uden relation til det oplevede eller til virkeligheden. Selvom bevidsthed om selvet forekommer så selvindlysende for et menneske, som har analyseret sin bevidsthed, eller som har haft en spontan oplevelse af denne art, har kun de færreste mennesker, som Assagioli siger – inklusive højt intelligente og sofistikerede mennesker – haft spontan bevidsthed om selvet. Derfor vil enhver metode, som kan fremkalde blot et glimt af dette indre selv som en levende realitet frem for som en vag abstraktion, være af største vigtighed i psykosyntesen. Den verbale version af ”Hvem er jeg?”-metoden kan sommetider føre til en sådan erkendelse, men en verbal metode ville ikke forekomme at være den mest kraftfulde måde til at fremkalde en intens oplevelse af selvet.

Når et menneske er i stand til at opleve dette centrale begreb og opnå bevidsthed om selvet, bliver det så meget lettere at arbejde med de andre metoder inden for psykosyntesen: øvelsen i disidentifikation; metoderne til udvikling af viljen; og de forskellige andre aktive teknikker. Hvis der er noget, som kan siges at differentiere psykosyntesen fra andre tilsvarende veje, er det sandsynligvis dette indre selvs centrale rolle som en levende realitet, der kan opleves direkte, og som der kan arbejdes aktivt med. Gestaltterapien gør brug af forståelsen af personlighedens forskellige lag, men der arbejdes ikke direkte med forståelsen af selvet, som faktisk anses for skadelig for terapien. Jungianerne taler om selvet, men har en tendens til at anse det for en psykologisk proces og ikke en virkelighed eller enhed i sig selv. Det er derfor vigtigt, at vi i psykosyntesen søger at udvikle det, som Assagioli (1965) omtaler som ”en viden om Selvet, om dets energier og udtryk, om hvordan disse energier kan frigives, hvordan de kan kontaktes, hvordan de kan anvendes til konstruktive og terapeutiske formål”. (s. 194)

Selvets terminologi – som den på nuværende tidspunkt anvendes i psykosyntesen – kan virke lidt forvirrende. Assagioli har foreslået udtrykkene ”det Højere Selv”, eller Selvet med stort S, eller det spirituelle Selv om vores væsens grund og har anvendt udtryk så som selvet med lille s, det lille selv, det bevidste selv, ”jeg’et”, centeret af ren selvbevidsthed for det, som er projektionen af det Højere Selv i personligheden. Disse udtryk har en tendens til at være misvisende, idet anvendelsen af udtrykket ”det Højere Selv” indikerer, at det ”lille selv” er lavere og derfor noget dårligt. I virkeligheden er det ”lille selv” eller centeret af ren selvbevidsthed imidlertid også et forenende center – i det mindste på personlighedens niveau.

Normalt er det nødvendigt at opnå i hvert fald en rimelig grad af integration på dette niveau, førend vi kan fortsætte med en spirituel psykosyntese . Der er desuden en vis vanskelighed forbundet med at anvende ord som ”spirituel” eller ord, som begynder med stort bogstav, da mange mennesker i dag finder en sådan anvendelse usmagelig og et udtryk for ”kult”. Vi vil derfor foreslå at anvende udtrykket det ”personlige selv” for det, som Assagioli refererer til som selvet med lille s, og udtrykket det ”transpersonlige selv” for det, som kan anser for det ”Højere Selv” eller Selvet med stort S.

For at vende tilbage til vores metode kan den muligvis være til nytte ikke blot terapeutisk, men også teoretisk i udviklingen af vores forståelse af den menneskelige natur. Det kan hjælpe os med at teste forskellige modeller af personligheden, som Dr. Roukes ”løg”-model, der omfatter et falsk, positivt ydre lag; et falsk, negativt lag inden for dette; og en sand, positiv indre kerne. På en måde er denne model i mange tilfælde oversimplificeret og fejlagtig, når den anskues ud fra den visuelle ”Hvem er jeg?”.

Selvom den oplevelse af selvet, som vi opnår igennem denne metode, sædvanligvis forbliver indirekte i den grad, den formidles igennem symboler, kan den føre til en mere direkte oplevelse, som ikke længere kan udtrykkes i ord og billeder. Under alle omstændigheder kan symbolerne for selvet ganske afgjort have en transformerende og integrerende værdi, som Jung bemærkede, idet han gik så langt som til i Contributions to Analytical Psychology at give udtryk for, at ”det psykologiske maskineri, som forvandler energierne, er symbolet”. Assagioli (1965, s. 178) omtaler symboler som faktorer, der ”akkumulerer, transformerer og leder de psykologiske energier”, og værdierne af symbolerne i terapi og selvrealisering kan i høj grad udvides og forstærkes af psykosyntesens aktive metoder. Symbolerne for selvet kan have en åbnende effekt, og – som Assagioli påpeger – kan fungere som forbindelsesled mellem den personlige og den spirituelle psykosyntese.

Jeg har ikke på nuværende tidspunkt tilstrækkelig erfaring med denne teknik til at vurdere, om alle forsøgspersoner igennem den kan opnå et glimt af det transpersonlige selv . Mange forsøgspersoner ser imidlertid ud til at få en begyndende spirituel bevidsthed, som kan fremskynde psykosyntesen, og som kan være til stor nytte i løsningen af konflikterne på personlighedens niveau. Den bibelske historie om de onde ånder, som blev uddrevet, blot for at blive erstattet af andre onde ånder, når huset var fejet og ryddet, er en anvendelig lignelse, som psykoterapeuter bør holde sig in mente. Hvis vi fjerner noget fra patienten og svækker hans forsvar uden at give ham noget til erstatning, kan vi give plads for, at en anden ond ånd kan tage over. Et glimt af det indre selv kan ofte give en patient mod og styrke til at konfrontere sin frygt og sine konflikter. Og ligesom et lille frø kan vokse og dele en stor klippe, kan livets ånd i os, når den vækkes, tilsvarende gennembryde det, som Reich har kaldt panseret, personlighedens karakterforsvar.

En fordel ved en metode som denne – der er baseret på en bevægelse indad i modsætning til en metode, som Desoilles guidede visualisering, som anvender bevægelse opad eller nedad i det imagenære rum – er, at det forekommer at være lettere for forsøgspersonen at opleve det indre lys som noget, der er i ham, frem for noget, der er i himlen, og som det er vanskeligt for ham at omsætte til det daglige liv. Opgaven med at ”træde ned” eller transformere disse højere energier til en form, hvor de kan anvendes og integreres i vores liv, er psykosyntesens centrale problemstilling.

Interessen for denne metode er ikke begrænset til de terapeuter, der praktiserer inden for rammerne af psykosyntesen. Den er et værdifuldt redskab i studiet af personlighedens konflikter og forsvar, som er enhver terapeuts anliggende. Den kan være et effektivt redskab for terapeuten og patienten til på forhånd at skabe et omrids af det generelle grundlag, der skal dækkes i løbet af terapien. Det vil sige, at den tjener såvel et diagnostisk som et terapeutisk formål. Den kan ofte hjælpe patienten til på en bemærkelsesværdigt livagtig måde at se sine forskellige selvudtryk og hans egen forsvarsstrukturs komplekse natur. Den spiller også en gavnlig rolle i skabelsen af katarsis i forhold til skyld og fortrængt materiale i de tidlige stadier af terapien. Det vil sige, at selvom en terapeut eventuelt ikke var interesseret i teorien om selvet, ville han kunne finde meget værdifuldt i denne teknik.

Demonstration

(Den frivillige, som vi for anonymitetens skyld kalder ”Betty”, var kommet ind i seminaret, netop som Martha Crampton afsluttede sin præsentation, og havde derfor intet kendskab til metoden eller den bagvedliggende teori. Hele demonstrationen tog 30 minutter, da der ofte var lange pauser, inden Betty besvarede Martha Cramptons spørgsmål eller forslag. Spørgsmål eller forslag etc., som Martha Crampton giver, er i følgende afskrift i parentes. Ed.)

Crampton: Vi vil i fantasien foretage en rejse indad, hvis formål er at kontakte det indre selv; og det, jeg vil bede dig om, er at visualisere de forskellige lag i din personlighed. Du starter med det yderste lag og bevæger dig derpå indad et skridt ad gangen. Luk øjnene og sæt dig godt til rette.

Betty, jeg vil nu bede dig visualisere det yderste lag af din personlighed. Du skal ikke gøre dig lange overvejelser, men blot finde et billede og fortælle mig, hvad du ser.

Betty: Det første jeg ser, er et grin. (C: Hvilken slags grin?) Jeg kan se tænder – associationen er naturligvis Cheshire-katten. (C: Hvordan oplever du dette grin?). Det har to ansigter: Det kan være varmt og imødekommende, eller fjendtligt og selvglad.

Crampton: Jeg vil gerne over for gruppen nævne, at nogle gange, når vi anvender denne metode i en gruppe, kan de andre i gruppen finde det nyttigt at forsøge at visualisere sammen med forsøgspersonen. I er fri til at gøre dette eller ikke, men det kan hjælpe jer til at komme dybere i kontakt med Bettys oplevelse, hvis I går med i visualiseringen.

OK, fint Betty; tag nu næste skridt indad.

Betty: Jeg er nu i min mund – jeg kan se, at vi skal ned igennem svælget. Jeg kan ikke lade være med at komme med smarte bemærkninger. (C: Hvordan føles det i din mund?) Min tunge har travlt. (C: Hvad laver den?) Den mærker overfladen på mine tænder. (C: Og hvordan oplever du dette lag af dig selv?)

Betty: Jeg tænker på en slange, der støder sit hoved omkring. Det er, som om hele tungen var en slange – og den har selv en tvedelt tunge. (C: OK, meget fint; tag nu det næste skridt indad).

Betty: Jeg er nu i min næse; det overraskede mig; jeg troede ikke, vi skulle derhen som det næste! (C: Hvad finder du dér?) (Et suk, efterfulgt af en kluklatter., red.) Jeg er bange for, at det eneste, jeg kan sige, er ”snot” – meget snottet. (C: Hvordan har du det med dette lag?) Ejendommeligt nok er jeg mærkeligt tilfreds; jeg kan gode lide idéen om at være snottet, og jeg fornemmer en form for ondskabsfuld grimasse, som følger med denne snottethed. (C: Lad os tage næste skridt indad til næste lag).

Betty: For resten, alt det her overrasker mig; jeg har aldrig tænkt på mig selv som alle disse ubehagelige ting. Jeg har altid opfattet mig selv som en pæn dame! (sagt med et smil., red.) (C: Du klarer dig fint, for jeg forventer ikke, at du skal tage stilling til det, du oplever). Okay, når jeg tager næste skridt indad fra næsen (pause), befinder jeg mig i øjenhulerne, og det er anderledes. Der er hverken grin eller snot – der er tårer. (C: Hvad oplever du i dette lag?)

Betty: Jeg føler, at jeg meget let kunne tude lige nu. (C: Har du brug for at græde?) Det ser der ikke ud til at være noget, der får mig til. (C: Hvad ville du græde over?) (lang pause). Over noget meget kærligt, varmt og smukt, som skete i dag. (C: Kan du fortælle os om det?). Det er desværre ikke noget, jeg kan dele. (C: Så lad os tage næste skridt indad, Betty).

Betty: Jeg er i midten af hovedet. (C: Hvad oplever du dér?). Hold da op! Jeg er så fuld af disse forlorne, litterære hentydninger. Min første association var Descartes’ ”lille mand” oven på pinealkirtlen. (C: Kan du se ham?) Ja, jeg fornemmer ham. (C: Hvordan ser han ud – en dværg – det er St. Patricks dag?) Ja, noget i den retning. Han har et spidst hoved og er af en eller anden grund klædt i sorg – han er ikke klædt i sort og hvidt, men han fremtræder i sort-hvid; han er ikke i farve. Han ser ud som en figur fra en tegneserie. Jeg tager ham ikke særligt alvorligt. (C: Hvad laver han dér?) Det ser ud, som om han bare farer omkring. (C: OK, tag nu næste skridt indad).

Betty: Denne lille mand er i vejen; jeg tror, at det er hans opgave – at forhindre mig i at komme længere ind, men jeg tror, jeg kan snyde ham. Der er et sted oppe i toppen af hovedet, lige over den lille mand, som er mere snævert, men samtidig mærker jeg det nederst i maven – disse to steder er forbundet. (C: Hvordan er de forbundet?) (lang pause, sukker) Når jeg virkelig går ind i hjernen og snyder denne lille mand, er det, som om det er solar plexus el.lign., som det er forbundet med. (C: Hvad ser eller oplever du?) Først havde jeg en fornemmelse af mørke og varme, lige som en sommernat i toppen af hjernen, sluttende i maven – eller hvad end det er der – en form for pres, en tyngde; og nu bliver det mere en følelse af spænding og forventning; som om der er ved at ske noget. (C: Hmm, hmm – tag nu det næste skridt indad).

Betty: Vi befinder os nu i området omkring hjertet; der er en form for tryk der; som om hjertet trykker på forsiden af brystet og ikke den anden vej rundt – som om hjertet er større end det plejer. (C: Hvad betyder det for dig?) Mit hjerte er meget fuldt. (stilhed) (C: Lad os nu tage næste skridt indad).

Betty: Jeg tror, næste skridt kunne være centeret, fordi der ikke lader til at være nogen opdeling eller noget sted; og der er meget stille; det føles dybt; det har en kvalitet, men det lader til at være dér, jeg falder til ro. (C: Oplever du det på nogen måde visuelt?) Visuelt er det mørke og uden form, men der er en blomsterduft ligesom ved min gardenia, der lige er sprunget ud. Jeg har beskæftiget mig meget med denne gardeniaplante; jeg har lavet sjov med, at den er min baby og lavet så meget postyr med den, som om den var en lille hvalp. Og blomsterne – har du nogensinde set en gardenia, når den springer ud? Kronbladene er flettet tæt sammen og åbner sig som en rose, men danner en form for spiralsol, efterhånden som de åbner sig. Duften og hvidheden og udfoldelsesprocessen – det er, som om vi har noget at gøre med dette indefra. (C: Lad os forsøge os med et skridt mere nu. Det kan være, at vi føler, vi er ved enden, med det kan også godt være, at vi kan tage flere skridt).

Betty: Jeg kan komme længere og længere ind; der er meget mindre form og ingen begreber; det er ikke engang i min krop. Jeg kan se en hule, men i toppen er den udskåren som loftet på en tegning fra middelalderen, og der er lys i toppen. Det er en hule i en rigtig klippe; der er en vis forbindelse med det indre af et bjerg fra Hobbittens verden, men det er ikke Hobbitternes hule. (C: Hmm, hmm; tag nu det næste skridt indad).

Betty: Det er helt sort; jeg går længere ind i hulen – de forbistrede associationer irriterer mig. Det er, som om de ødelægger renheden i oplevelsen, men måske er det lettere at kommunikere igennem dem. Det er, som om jeg gik ind i den mørke hule, hvor Golom skjulte sig, ind i Goloms hule. (C: Hvordan oplever du det at være der?) Ringen er der. Naturligvis! Det var den, jeg gik derind efter! (C: Lad os nu tage næste skridt indad).

Betty: Jeg er i ringen. (C: Hvad kan du fortælle os om den?) Jeg sidder der bare med ringen omkring mig. (C: Hvordan oplever du det?) Det ved jeg ikke. Jeg tror, det er en vielsesring. Ja. Når jeg sidder i vielsesringen, føler jeg mig meget …. ”splittet” tror jeg er udtrykket. (C: Hvorfor?) Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke, om jeg leder efter noget, eller om jeg ser væk. Det er mere, som om der er noget foran mig, som jeg vender hovedet væk fra. (C: Hmm, hmm). Et meget klart lys – meget klart, meget klart. Det er foran mig. Det er meget stort, ligesom solen – selvom det ikke i virkeligheden er lige så stort som solen. (C: Lad os nu tage næste skridt indad) (lang pause)

Betty: Jeg er trådt ind i solen. Når jeg gør det, bliver jeg ét med solen. Jeg er – lys! (lang pause) Jeg sidder på en Buddha-agtig måde. (C: Kan du fortælle mig noget andet om din oplevelse lige nu?) Jeg oplever, at jeg er meget høj, jeg tror, at det virkelig er – åh nej, jeg var lige ved at sige, at dette er enden, men det er det ikke. (C: Hvad sker der derefter?) Jeg mener, dette er enden på det at gå indad, men jeg skal også ud igen. Jeg kan ikke blive her. (C: Lad os beskæftige os med dette lys, Betty, og lad det guide dig. Lad det skinne i dit liv).

Betty: I mit eget liv? (C: Hmm, hmm) Jeg tænkte først på at gå tilbage til fortiden, men det skal naturligvis føre mig ud i fremtiden (lang pause). (C: Hvor førte lyset dig hen i din fortid?) Ikke rigtigt nogen steder – bare nogle meget forvirrende billeder fra min fortid, og jeg det, at det slet ikke er det; det er nødt til at være fremtiden. (meget lang pause og derpå en kluklatter). Dette er typisk for hele oplevelsen og er en form for opsummering; jeg oplever noget, der minder om en lysende Bodhisattva, der sender sine stråler af lys ud mod menneskeheden – samtidig med at min næse løber! (C: Har du andre billeder?) En meget stærk følelse her (hjertet, red.). Jeg kan faktisk mærke lys strømme ud. (C: Hvad skete der med din næse?) Jeg ville ønske, jeg havde et lommetørklæde – min næse løber. Hvis jeg nogensinde bliver en Bodhisattva, vil det være en snottet Bodhisattva (sagt med en kluklatter, red.). Det er svært at fastholde billedet. (C: Hvordan kan dette lys blive af med sin snottethed?) Det siger, det ikke skal blive af med sin snue. (C: Hvad ellers siger det?) (lang pause og derpå en kluklatter, red.) Det er virkelig morsomt. Der er mere af den her drilskhed, hvor næsetippen sammenlignes med ”Rudolf med den røde tud”-rensdyret, der leder sit spand igennem mørket. (C: Prøv at forestille dig, at dette lys leder dig et sted hen til en oplevelse, hvor du bliver fri af din snottethed).

Betty: Jeg kan se det føre mig igennem sne – en snefuld nat, en gade i Williamsburg i Brooklyn. Jeg plejede at gå ture om natten; der var en kirke, som var meget dejlig. Jeg kan huske, at jeg gik der en snefuld nat og lyset fra gadelamperne, sneen; det var meget smukt. Der plejede at være et springvand; det er et meget dejligt sted – jeg tror, der er et byggeri der nu. (C: Kan du se dig selv der nu?) Jeg er 14 år gammel, og jeg tror, det var i 1932 eller 1933; jeg har ikke nogen frakke, og jeg går i sneen i en imiteret læderjakke. (C: Hvad sker der?) Der er en følelse af stor forventning; der er noget vidunderligt og meget smukt, som er ved at ske. (C: Lad lyset fortsætte med at guide dig i denne oplevelse). Det fører mig tilbage til det, der skete i dag, og det får mig næsten til at græde. Men det er heller ikke enden, for der vil komme mere af det (lang pause, red.). (C: Vi må hellere stoppe her. Mange tak, Betty).

Diskussion

Crampton: Betty, er der noget, du gerne vil sige om din oplevelse?

Betty: Det er svært at komme tilbage, og jeg er kun delvist til stede. Dette lokale er langt mindre virkeligt for mig end det lys og alle de andre ting, jeg oplevede.

Crampton: Det er et af problemerne ved denne metode – det at komme tilbage.

Betty: Denne her virkelighed er meget mindre end den anden virkelighed. Min første tanke var, at det må være sådan her, det er at være skizofren, men det tror jeg ikke. Det er sådan her, det føles at være ved sine fulde fem – det er, som om jeg har været skizofren hele mit liv.

Crampton: Har du nogensinde tidligere haft sådanne oplevelser?

Betty: Ikke helt som denne. Jeg har prøvet visualisering, ”guidet visualisering”, men ikke noget helt som det her! (Crampton: Har du nogensinde tidligere oplevet det indre lys i dine guidede visualiseringer?) Nej. Det i lyset var en helt ny oplevelse. Det var mærkeligt.

Crampton: Det er et typisk billede, som forsøgspersoner gerne slutter af med. Nogle gange går de videre end lyset – næsten udover billedet, en form for perleagtigt lys, der ligger udover billedet af solen. Det virkede, som om du spontant gerne ville ud af det. Jeg stopper ofte med solen, selvom det indre billede ikke er identisk hos det enkelte menneske.

Betty: Jeg havde følelsen af, at det ikke var min opgave at gå videre og blive til en perleagtig sky; det var min opgave at forblive i kontakt med mennesker, og jeg talte om følelsen – jeg mærkede det navnlig i brysterne – som om det kom ud igennem mine brystvorter; det var på det tidspunkt, at jeg udstrålede lyset. Naturligvis kom det ud. Den sidste ting var dværgen – at forhindre, at oplevelsen blev helt igennem grandios; ser du, det var derfor, jeg ikke kunne blive af med den her snottede næse, for ellers ville det blive temmelig …. ser du, jeg må bevare humoren til en vis grad som et anker, håber jeg!

Crampton: Hvordan oplever du det, hvis du ikke holder fast? Hvad ville der så ske?

Betty: For det første ville jeg blive ret paranoisk, og det ville ikke være særlig rart. Jeg kunne blive vanvittig, og det er heller ikke så rart, selvom det er sjovt at være der, men i virkeligheden er det ikke sjovt. Jeg har følelsen af, at ”det er dér, sindssygen befinder sig”. (F.H.: Og dværgen er der for at forhindre det?) Ja, dværgen og snotnæsen afholder mig begge fra at gå for langt ind i det grandiose billede.

Crampton: Ja, da du sad i ringen og ikke ønskede at se på lyset, var der en vis angst.

F.H.: Så dermed siger du, Betty, at der er nødt til at være skavanker for at forhindre dig i at gå ind i sindssygen eller grandiositeten?

Betty: Eller en humoristisk sans, en fornemmelse af min latterlighed, af mine egne absurditeter – ligesom med billedet, hvor jeg blev som “Rudolf med den røde næse”-rensdyret, hvor næsen lyste!

J.C.: Martha, er denne måde at indlede på typisk – gennem munden etc.?

Crampton: Nej, den er atypisk ud fra min nuværende erfaring. De fleste forsøgspersoner får billeder, som ikke har noget med kroppen at gøre.

R.B.: Jeg fulgte selv dette, og min oplevelse var meget klar. Jeg fulgte Betty, og idet vi gik frem og tilbage, funderede over ”Hvad er jeg?”. Jeg kunne virkelig godt lide eksperimentet. (J.C.: Fandt du det indre lys?) Min oplevelse var anderledes; jeg oplevede ikke lys, men nærmest en enhed. Det var en meget vidunderlig oplevelse, hvor jeg så og opfattede på en helt ny måde. (J.C.: Hvad med følelser; hvad oplevede du dér?) Jeg havde ingen følelser; jeg stoppede mig selv og vendte tilbage. (J.C.: Var det ekstase eller tårer?) Nej, jeg var meget til stede her på jorden, men jorden så helt anderledes ud. Jeg og omgivelserne smeltede sammen. Jeg fornemmede en følelse af fuldførelse, tror jeg; ikke bare glæde eller lykke, intet manisk, men en følelse af at ”være”, en følelse af, at ”her er jeg”. (F.H.: Er ordet salighed passende?) Nej. (F.H.H.: Det er en følelse af at være i verden, en større følelse af levendehed). Ja.

J.C.: Betty, hvorfor holdt du dine tårer tilbage?

Betty: Jeg tror, jeg ikke ønskede at blive for emotionel over noget, der skete tidligere i dag. Jeg kunne være gået ind i det og have tabt alt andet.

Crampton: Måske frygtede du, at tårerne hørte til din inderste kerne, men tårer er et af de yderste lag. Det kom i det fjerde lag. Der var tolv lag, så tårerne er virkelig meget i det ydre. Dette er en af fordelene ved denne metode, tror jeg. Det illustrerer, at de skræmmende aspekter af os selv i virkeligheden er meget overfladiske. Dybdeanalyse går sædvanligvis ikke dybt nok til at gå igennem dette lag og kontakte det indre center, som altid er positivt og strålende.

J.C.: Betty, har du gennemgået nogen form for træning i meditation eller en anden type indadrettet søgen som denne i dit liv? Du talte om Buddha, og du sad i en meget opret stilling med opadvendte håndflader.

Betty: Jeg har kun haft lidt træning i meditation eller Zen, men jeg er meget bevidst om, at der er en forbindelse.

F.H.H.: Martha, hvad var din reaktion i forhold til Bettys følelse af fare i det grandiose?

Crampton: Dette er meget, meget almindeligt …. (Betty: Jeg er mange gange blevet beskyldt for at være grandios, så jeg er meget bevidst om denne mulighed). En patient oplevede dette som at befinde sig på randen af en hvirvelstrøm eller malstrøm i en lille båd, og han var skrækslagen for at blive suget ind. Jeg tror, at det til dels skyldes frygten for tab af identitet i denne mystiske type af at blive ét.

Betty: Det oplevede jeg i solen, hvor jeg identificerede mig med solen, men så følte, jeg måtte adskille mig, fordi det var min opgave, fordi det var det, jeg skulle gøre, og det, jeg var der for.

R.B.: Hvis nu du ikke havde adskilt dig fra solen og var blevet der længere? Jeg oplever det, som om rationaliteten blandede sig og ødelagde noget.

Betty: Nej, det tror jeg ikke; det var ikke lige præcis rationaliteten, det er mere noget ved mig selv, som nogen for nylig fortalte mig – at jeg var Bodhisattva-agtig, fordi jeg var i stand til at ”tænde” en masse andre mennesker. I forhold til dette menneske i en grad, så han følte, det var nirvana – uden selv at være i stand til at nå derhen. Måske er det ikke meningen, at jeg skal være der, men at hjælpe mennesker til at nå derhen.

R.B.: Det er det, jeg mener, at du begrænser dig selv på den måde.

J.C.: Det er rart at vide, at vi kan kontrollere det. (R.B.: Og stoppe?) Ja. Det er ikke bare teori, at vi kan brænde op i sådan en oplevelse.

Betty: Nej, jeg havde virkelig følelsen af, at det ikke bare handler om at være rationel.

R.B.: Nej, jeg mente ikke rationel, når du siger ”nej”, men noget i dig, som siger: ”Nej, nej. Lad være med at gå derind”.

Betty: Det var ikke en følelse af fare; det var næsten en skæbnefølelse a la ”Det er her, jeg skal hen, det er det her, jeg skal gøre”. Ligesom jeg skulle finde ringen, da jeg trådte ind i hulen. For resten stammede symbolikken fra forskellige litterære hentydninger. Tolkien (forfatteren til Ringenes Herre, red.) benægter enhver symbolik i alle sine bøger. Det er overraskende, hvor godt billederne passede sammen med Tolkien-historierne – Golom, grotten, ringen; og det at være nødt til at træde ind i ilden, som er der, hvor Golom måtte gå hen. I bogen var det Golom, som blev udslettet i ilden, så måske har du ret her.

J.C.: Endnu en ting: Det er vigtigt, at terapeuten har en vis personlig erfaring med hensyn til det indre selv for at være i stand til at guide patienten til denne oplevelse.

Crampton: Ja, terapeuten bør kende vejen selv for at kunne guide et andet menneske. Det ser for mig også ud, som om patienten indirekte kunne absorbere noget – næsten som ved osmose – fra terapeuten, som har haft oplevelsen.

F.H.: Jack, du taler om anvendelsen af den visuelle ”Hvem er jeg?” i forhold til mennesker med alvorlige problemer. Ville du anvende den fra starten på behandlingen? Eller er det noget, som du introducerer på et senere tidspunkt efter at have udforsket problemerne på en mere konventionel måde?

Crampton: Når der er tale om meget forstyrrede forsøgspersoner, bliver vi ofte hængende i de ydre lag og er nødt til først at arbejde os igennem det. Jeg finder det nyttigt at fortsætte, så snart det er muligt.

J.C.: På et vist tidspunkt, Betty, sad du på en meget rank måde, og det var ikke Betty. Lige pludselig var dine håndflader opadvendt, og hvis vi kunne have målt din rygrad på det tidspunkt, ville den have været så rank, som det overhovedet kan lade sig gøre. (R.B.: Det er også Betty!) Du strålede, var forklaret.

Betty: Jeg ved ikke, hvad I andre så, men jeg var helt på det rene med, at jeg var smuk på det tidspunkt; det ved jeg. Måske ikke smuk i den gængse forstand, men smuk, det var jeg.

Crampton: Det kan være nyttigt at meditere på dette billede af dig selv som solen, når du er hjemme, og opleve dig selv som dit sande selv. Jeg tror, du vil opdage, at du ikke har brug for næsen, der løber.

J.C.: Det er ligesom nogle af de oplevelser, vi lavede hos Assagioli. Vi koncentrerede os om solen og forestillede os, at vi gik direkte ind i den. Det er interessant, at du spontant gav udtryk for det samme, Betty.

Crampton: Helt uerfarne forsøgspersoner, som aldrig har hørt et ord om symbolik eller filosofi, kan ofte komme op med alle disse klassiske symboler. Det er næsten som en lærebog. Det er det kollektive ubevidste .

Crampton: Jeg vil nu give jer et par typiske eksempler fra min egen praksis. Senere kan vi diskutere visse praktiske spørgsmål i forbindelse med brugen af denne metode.

Jeg vil begynde med en 38-årig mand, som er ingeniør, der er i parterapi sammen med sin hustru. Oprindeligt kom hans hustru i terapi på grund af angstsymptomer. Da der ikke var nogen ægteskabelige problemer, kom han også i terapi og opdagede snart, at han selv havde problemer. Visualiseringen fandt sted i en privat session, der varede 40 minutter.

Første lag: Til at begynde med kunne han ikke få noget billede frem overhovedet; han fandt det svært at visualisere. Han fik en følelse og sagde, ”Der er et billede ind bag ved et sted”. Han fik et indtryk af, at der var meget kraftige blokeringer, der spærrede ham vejen. Til sidst udmøntede det i billedet af et gulv fuldt af maskineri. Dette er meget normalt som et ydre lag.

Andet lag: Underneden dette gulv fuldt af maskineri så min patient et vagt billede af en mand. Han var nøgen og fanget af laget af maskineri. Derpå oplevede han en blokering i et stykke tid og åbnede øjnene. Da han åbnede øjnene, fik han en følelse af, at der var en dør, som han ikke kunne åbne. Jeg bad ham derfor lukke øjnene igen og åbne døren.

Tredje lag: Han gjorde dette og kom ind i et rum, der var fyldt med bøger, og hvor der var en følelse af stilhed og varme.

Fjerde lag: ”Der er bakker og bjerge i horisonten, og himlen er klar. På markerne græsser køer. Det er udenfor”.

Femte lag: ”Et sommerhus ved havde, da jeg var dreng. Jeg har en erindring om nogle af de gladeste oplevelser i mit liv dér. Det var et sted, hvor vi oplevede frihed – et sted, hvor vi kunne udtrykke os selv”.

Sjette lag: ”Mig selv som en ung mand med avisrute. Det gav mig status – en følelse af uafhængighed og bedrift”.

Syvende lag: ”Jeg kan se andre børn, der kører på bobslæde ned ad en lang bakke. Jeg fik aldrig lov til at gøre det, selvom mine venner gjorde, fordi mine forældre syntes, det var for farligt”. (lang pause)

Ottende lag: ”Jeg har nået et lag, der rummer smerte og frustration. Der er en række ting her, som jeg gerne ville gøre og opleve, men som jeg ikke gjorde og ikke kunne. Dette lag ser ud som et stort, sort vandhul – jeg vidste med det samme, hvad det var, da jeg så det”. (Faktisk er nogle forsøgspersoner i stand til spontant at fortolke betydningen af deres billeder. M.C.) ”Så snart jeg kom i kontakt med dette, trak jeg mig tilbage, som om det var rødglødende. Jeg har en oplevelse af, at jeg kan gå rundt om det, men aldrig ind i det. Det var som en sort sky eller en storm. Det repræsenterer sorg og skuffelse. Hver gang jeg oplevede, at jeg nærmede mig dette, følte jeg sorg og trak mig væk”.

Niende lag: ”Jeg havde en følelse af nærmest at befinde mig i en elevator, der er kører ned igennem dette lag af frustration igennem en række underjordiske huler, indtil jeg nåede bunden og stoppede. Foran mig var et billede af et lysende klart lys – strålende. Jeg troede næsten ikke på dette billede, fordi jeg igennem lang tid havde vidst, at dette lys var der et sted i mig, og det var som at genkende noget, jeg allerede kendte, men som jeg alligevel så for første gang”.

Tiende lag: (lang pause) ”Jeg kan ikke forstå det. Der var et billede nærmest som af en formløs ånd. Så var der et vandbassin, og da ånden kom hen til den, fik den vandet til at kruse, ligesom når vi kaster en sten i vandet og ringene breder sig fra midten udefter”.

Ellevte lag: (lang pause, et overraskende fløjt, en skælven). ”Jeg begyndte at se solskin – solen – og fik derefter en følelse af stråler af lys, der kom ovenfra fra et sted uden for min synsvidde. Det hele svimlede for mig – som en fjernsynsskærm, hvor billedet er sløret, og jeg afbrød og åbnede øjnene. Jeg var bange for at forsvinde et sted hen for aldrig mere at vende tilbage”.

Tolvte lag: Forsøgspersonen blev opmuntret til at gå tilbage til visualiseringen og tillade sig selv at opleve, hvad der skete, når han ikke var bange. Igen så han lysstrålerne komme oppefra og blande sig med billedet af den ånd, han havde set før. Han beskrev den som solens leg på vandets overflade. Han var imidlertid ikke i stand til at overvinde sin frygt og trak sig tilbage fra oplevelsen, når hans anspændthed blev for stor. Det virkede sandsynligt, at han var på nippet til en dybere mystisk oplevelse, som symboler ikke kunne beskrive, men det var klart, at han endnu ikke var helt klar til denne oplevelse. Forsøgspersonen blev bedt om at meditere på de forskellige positive billeder på selvet, som han havde oplevet, og når han lærer at slappe af i forhold til de forskellige ydre forsvar i hans personlighed – navnlig det yderste lag af usmidighed, repræsenteret ved gulvet, der var fuldt af maskineri – vil han være klar til at bevæge sig ind i en dybere oplevelse, hvor han bliver ét med det universelle selv.

Forsøgspersonens reaktioner på denne oplevelse var interessante. Hans umiddelbare reaktion var stor glæde ved bevidstheden om, at der er noget dybere i ham, end det sorte lag af frustration. Det sorte lag syntes mindre truende, og han følte ikke længere, at det var noget, han måtte flygte fra, da han havde opnået en følelse af styrke og indre sikkerhed igennem kontakten med den positive kerne i sit væsen. I den følgende session berettede han, at han oplevede sig selv mere stille, mindre larmende siden sidst, og med mindre behov for at gøre indtryk på mennesker. Han følte sig mere afslappet og mindre tilbøjelig til at nære uvilje og mindreværdsfølelse. Han fortalte om en opvågnen til en ny følelse af frihed, selvom den endnu er svag og let mistes, men han ved, at den er der, og at den vil fortsætte med at vokse. Eftersom han var en typisk ingeniør med en nøgtern empirisk indstilling, fandt han det svært at tro på, at tinge kunne ske så hurtigt, og at en oplevelse, der fandt sted i hans ”fantasi” kunne have en så dybtgående virkning på hans liv. Han føler, det vil tage ham nogen tid virkelig at få det hele til at give mening. Denne holdning minder om R.M. Buckes oplevelse af, at det generelt tog mange år for personer, der havde en spontan oplevelse af det, han kaldte ”kosmisk bevidsthed”, fuldt ud at være i stand til at integrere oplevelsen i deres liv.

F.H.: En af de konklusioner, som Leuner drager ud fra denne metode, er, at de kan være meget vanskelige at fortolke. Når patienten er involveret i sine billeder, har billederne deres egen selvstændige retning, og følelserne opstår spontant som svar på billederne. Terapeuten behøver ikke at fortolke eller spørge patienten, ”Hvorfor siger du dette eller ser hint?”. At bede ham fortolke er at bede ham om at tænke.

Crampton: Jeg anvender fortolkning i min terapi, men ikke altid. Nogle gange finder jeg det gavnligt.

R.B.: Ja, og jeg anvender det, når tiden er knap, men hvis jeg har tid, udelader jeg helt og holdent fortolkning og synes, det er bedre sådan. Når personen selv får lov at opdage det, er terapien mere meningsfuld.

J.C.: Jeg skippede fortolkning for så længe siden, at jeg ikke engang har brug for at gøre mig tanker om den. Når nogen begynder at tale om ”Hvad er fortolkningen af dette?”, må jeg 15 eller 20 år tilbage i min tænkning til den tidlige psykodynamik. Disse billeder vokser og har deres eget liv; og vi sidder der og iagttager dem frem for at forsøge at styre; de har deres eget liv, og de har bevægelse.

P.S.K.: Hvordan vil du beskrive de dynamikker, der finder sted i denne proces?

R.B.: Hold fast i feedback-teknikken, og du vil ikke have problemer med at holde dig fra at fortolke; bare en form for feedback på det, som personen fortæller dig.

P.S.K.: Så du styrker billedet. (R.B.: Ja, og bringer flere følelser op til overfladen). Og det vil han forstå og fortsætte? (R.B.: I høj grad; du giver ham blot lejlighed til at komme frem).

J.C.: Patienterne vil blive irriteret, hvis du begynder at forsøge at overtage styringen på nogen måde; de vil blive forvirrede og forsøge at skubbe dig bort. Mange gange sker der det, at så snart du kommer på banen, vil de blokere. Sommetider spørger jeg dem: ”Hvor er jeg?” (i deres visualisering), og de vil svare, ”Du sidder ovre under træet”, eller ”Du er lige i nærheden”. Så du må blive der – hvor så end de har placeret dig i deres visualisering. Jo mindre du derfor gør, bortset fra at skabe rammerne, desto bedre vil det gå.

Crampton: Jeg er bange for, at jeg pressede Betty for meget i aften, fordi jeg var meget bevidst om tiden, og det er aldrig godt.

F.H.: Ja, jeg havde følelsen af, at du pressede hende, og spontant fortolkede hun meget selv.

Crampton: Jeg finder det nyttigt at spørge patienterne om, hvad de føler, og fortolkningen vil skinne igennem deres følelser.

F.H.: Det ser for mig ud til, at denne teknik ville være specielt velegnet i forhold til psykotiske mennesker, som er indlagt.

J.C.: På hospitalet vil patienterne allerede være løbet deres vej, og din opgave er at få dem tilbage til noget, der kan kaldes virkeligheden. Det jeg gør, er at bede dem om så simple ting som at betragte et postkort og fortælle mig, hvad de ser, eller at få dem til at lytte til musik og udvælge et instrument i et orkester, som de skal følge. Eller også beder jeg dem om at gå hen ad en gade og se ind at butiksvinduerne og bemærke, hvad de ser. Formålet er at forsøge at etablere en form for kommunikation. Når de har gjort det, og de samarbejder, og jeg har en vis kontakt, kan jeg begynde at anvende ”Hvem er jeg?”-metoden. Hvis de bare sidder og stirrer ud i luften, er alt, hvad jeg kan gøre, at ordinere mere Thorazin (antipsykotisk medicin, red.). Eller også sætter jeg dem på ekstra tre gr. Niacin og beder dem komme tilbage til en ny aftale om tre uger, og så starter vi derfra.

Crampton: Problemet med psykotikere er ofte, at de har haft en oplevelse af det transpersonlige selv, men at de har fejlfortolket denne oplevelse. De kan begynde at tro, at ”jeg er Gud” eller noget i den retning, så de har brug for hjælp til at fortolke deres oplevelse.

J.C.: Ja, men det er svært at vende tilbage til næsen, der løber, i den daglige rutine og gøre det, der er deres virkelige arbejde. Ser I, det er samme problemstilling med de mennesker, der tager LSD eller marihuana; i en vis forstand er de stødt på det transpersonlige selv og vil gerne blive der – de vil ikke væk fra oplevelsen.

Crampton: Der, hvor mennesker ser ud til at ønske at forblive, synes at være et mellemliggende trin, førend de når det sande selv. I Bettys tilfælde beskrev hun det mørke sted, hun nåede frem til, som ”meget stille; det føles dybt; det har en kvalitet, men det lader til at være dér, jeg falder til ro”. Jeg tror, det er her, mennesker bliver hængende.

R.B.: Har du fået nogen til at fortsætte til lyset?

Crampton: Ja; jeg har en patient, som i de dybere lag fortsætter til solen. Lad mig læse hans journal for jer:

Første lag: En cirkelformet vej – en spiral. Først så jeg et sæt koncentriske messingringe. Nu kan jeg se mig selv vandre ad en vej igennem skoven. Solens lys stråler igennem træerne. Det ser ud til at være en opdagelsesrute, som ikke er særligt godt afmærket, men jeg har åbenbart en følelse af at være på rette spor.

Andet lag: Jeg er i Edens Have – hvor jeg sidder med et stort tegnebræt. Det ser ud, som om jeg arbejder på en arkitekttegning over universet, hvor jeg forsøger at påvise menneskets placering i den overordnede plan.

Tredje lag: En sky, som er gråblå. Nu bliver den perlemorsagtig eller sølvfarvet. Det hele ser ud til at være kommet ud af en vulkan, der kom til syne et kort øjeblik. Skyen er alt, hvad der er, og den er ikke nogen diskret lille ting. Der er en følelse af forundring. Skyen ser ud, som om den lyner eller glimter, som om der er punkter af lys i midten af den. Den kan repræsentere hele universet enten inden skabelsen eller i begyndelsen af skabelsen; eller også kan den være en form for advarsel eller forvarsel om noget, der vil ske – en slags gåde.

Fjerde lag: En ørn med udbredte vinger, som om den er klar til at flyve sin vej.

Femte lag: Den samme fugl, som flyver – som om den er ved at flyve ind i solen. Fuglen er sort, og solens gyldne lys reflekteres i dens vinger. Solen er dyb guld- eller orangefarvet.

Sjette lag: Det her er svært at forstå. Det er, som om jeg fra et bjerg ser ned på en stor solbeskinnet slette. På sletten er der en imponerende række af geometriske figurer, som ser ud, som om de er lavet af sølvagtigt metal. Der er en triangel, en dobbelt spiral – som om de to spiraler er flettet sammen som to slanger, der står oprejst – og en kugle. De er grupperet i en trehed i det nederste venstre hjørne. I det øverste højre hjørne er der en let blåligrød baggrund med en hvid svane eller sølvhejre – en fugl med lange ben, som står op. Fuglen repræsenterer fred eller ophøjet ro. Trianglen synes at repræsentere sandhed – den ringer, når den bliver berørt. Kuglen repræsenterer for mig skønhed, og slangerne eller spiralerne kan repræsentere kærlighed eller godhed – jeg vil sige visdom, som kombinerer begge disse. De to spiraler synes at præsidere over de andre geometriske symboler. Det er det fremherskende tema. Hvis disse tre symboler bliver der, vil den fugl, der symboliserer harmoni eller ophøjet ro, altid være til stede på denne kongelige baggrund.

Syvende lag: En kollega og jeg og Roberto Assagioli mødes for sidste gang på en kyst. Over os er der et stort V, der er udbredt som benene i en regnbue. Det synes at indikere, at R.A. giver os en afsluttende besked. Regnbuens to ben indikerer, at vores arbejde vil stråle opad og udad.

Ottende lag: En gylden slette eller overflade. Denne gang er der kun spiralen eller den dobbelte sølvskinnende slange. For enden af sletten er der en sol – som nu er mere gylden – som kaster sine stråler på spiralen, som igen kaster en skygge. Scenen er ubevægelig og har et evighedsaspekt.

Niende lag: Et grænseløst ocean – solen glimter på bølgerne. Solen – med forskellige spiraler, der ser ud som sølvspiraler – stråler ud som en korona. Lige der kom sølvskyen tilbage, og oceanets glimten stoppede. Skyen og solen ser ud til at være smeltet sammen. Skyen er mere klar, end den var før – som et pulserende lys med tynde stråler af ekstra lys. Den er en mellemting mellem guld og sølv – med guldets varme og sølvets lys – perleagtigt guld. Den perleagtige sky er alt, hvad der er – en varmere følelse nu – en følelse af glæde.

Tiende lag: Jeg ser den samme syntese , der fandt sted på det foregående trin, finde sted igen og igen.

S.W.: Hvad sker der, hvis du beder en patient om at gennemgå denne oplevelse mere end én gang?

Crampton: Jeg er glad for, at du spørger. Det case, jeg lige læste op for jer, var en gentagelse. Det, der synes at ske, er, at personen i anden omgang hurtigere kommer i kontakt med de indre lag. Der synes at være en fremadskridende proces i retning af større udvikling af selvets symbolik. Det kan være, at den første oplevelse har fremmet denne udvikling.

F.H.H.: Martha, oplevede du, at disse mennesker er i tættere kontakt med virkeligheden efter en sådan oplevelse?

Crampton: Afgjort. (F.H.H.: Der er således ingen fare for at fortabe sig i lyset?)

J.C.: Når dette spørgsmål drøftes med psykiatere, taler de ofte om faren for at fremkalde en psykose.

I alle de sessioner eller seminarer, jeg deltager i, bringer mennesker dette op. De gør det ud fra en ærlig bekymring og siger, at ”Du vil gøre de psykotiske”, og alligevel har vi præsenteret psykotiske mennesker og vist, hvordan de blev helbredt!

F.H.: Er der typer af patienter, hvor du helt klart ville undgå at benytte denne metode?

Crampton: Jeg ved ikke tilstrækkeligt om metoden til at give jer et godt svar. Jeg har aldrig forsøgt mig med den over for en psykotisk patient, så jeg ved det simpelthen ikke. (F.H.: Hvad med depressive mennesker?). Den er fremragende i forhold til depressive mennesker.

H.H.: Dette knytter an til det, jeg gerne ville spørge om. Dr. Assagioli giver altid, når han i sin bog beskriver en teknik, en advarsel eller kontraindikation og anvisninger. På hvilket niveau af denne teknik har du fundet det nødvendigt at fremkomme med en advarsel?

Crampton: Som jeg nævnte, vil vi ofte i de yderste lag ret hurtigt komme i kontakt med meget foruroligende eller fortrængt materiale. En forsøgsperson kom i kontakt med sine homoseksuelle problemer, som han var fuldkommen ubevidst om – hans latente homoseksualitet – og blev frygteligt foruroliget over det. Vi var derfor nødt til at stoppe og arbejde det igennem, førend vi kunne fortsætte. Når en forsøgsperson bliver så forstyrret, må vi ikke afslutte hans session og efterlade ham i den tilstand.

De cases, jeg har beskrevet, giver et par typiske eksempler på forsøgspersoner, som har fuldført øvelsen i en session (dvs. én tidsperiode, der kan variere fra omkring 30 minutter til en time). Antallet af de trin, der er involveret i de enkelte tilfælde, varierer fra 10 til 27. Det er imidlertid undtagelsen frem for reglen at finde tilfælde i en klinisk praksis, der kan fuldføre oplevelsen i én session af denne længde. Måske kan mere ”normale” forsøgspersoner gør det – i hvert fald ud fra min oplevelse med selvrealiseringsgruppen ved YMCA-universitetet – selvom der indtil videre ikke er tilstrækkelige data på de forskellige befolkningsgrupper til at kunne fremsætte en præcis udtalelse om det. De fleste patienter, der er i psykoterapi – med en moderat til høj psykopatologi – vil formentlig have brug for flere sessioner med denne metode, førend de er i stand til at nå det indre selv. Jeg har nogle patienter, som har passeret igennem helt op til 40 eller 50 lag uden at kontakte noget overbevidst indhold eller have nogen oplevelse af selvet. Det er et åbent spørgsmål, om sådanne patienter vil være i stand til at gøre det, hvis vi fortsætte længe nok. Jeg har en formodning om, at de måske kunne, selvom det af praktiske årsager vil være at foretrække i sådanne tilfælde at tage sig tid til at arbejde sig igennem en vis del af den frygt og konflikt, de oplever i processen, førend vi fortsætter rejsen indad. Dette hjælper patienten til at holde gejsten oppe og vil formentlig i det lange løb fremskynde processen med den visuelle ”Hvem er jeg?”.

Det er vigtigt at give sådanne patienter en stor opmuntring, da de ofte føler, at der ”ikke er noget godt” i dem, og deres vanskelighed med at forbinde sig med positive billeder kan have en tendens til at bekræfte dem i denne antagelse. De må overbevises om, at hvis vi graver længe nok, er der altid noget under mudderet; at alle, der arbejder med denne metode, må krydse et negativt ”landskab”, før de er i stand til at kontakte det sande og positive selv, og at det at opleve vores dybeste frygt og konflikt er et tegn på fremskridt. Vi kan tale om det, som Jung kaldte ”skyggen” – de uaccepterede dele af vores personlighed, som vi må lære at se i øjnene og integrere for at opnå en tilstand af helhed. Vi kan også tale om det, som Perls kaldte ”dødsriget”, som må krydses for at nå frem til vores indre kerne af liv og spontanitet. For dem, der er poetisk orienteret, kan vi tale om den vej, der fører gennem dødens skyggedal, før vi ledes opad mod bjergtinderne, eller om Dantes besøg i helvede og skærsilden, førend han var i stand til at nå frem til Paradisets Have.

Vi har brug for at få mere erfaring med denne metode for at være i stand til at sige noget om dens indikationer og kontra-indikationer, de mennesker, som den vil virke godt for, og de typer, som den ikke vil egne sig til. Foreløbige iagttagelser antyder, at den er bedst egnet til brug hos mennesker, som har tilstrækkelig intellektuel og kulturel baggrund til at forstå dens principper, hos mennesker med en vis intuitiv evne, og som ikke føler sig overdrevent truet ved åbenbaringen af materiale fra deres ubevidste. Visse mere prosaisk orienterede mennesker vil protestere imod helt princippet om visualisering og fastholde, at det ”kun er fantasi” og nægte at se nogen mulig kvalitet i den. Sådanne typer mennesker må behandles med andre metoder, indtil deres intuitive evner er bedre udviklet. Virkningen af denne metode er til en vis grad begrænset af menneskets evne til at opleve de følelser, der er knyttet til billederne; hvis de kun har lidt følelse involveret, vil oplevelsen sandsynligvis have mindre virkning, selvom den stadig kan være af nytte i forhold til at illustrere eksistensen af et positivt indre selv og til at indikere forskellige problemområder.

Metoden synes ikke at være specielt egnet til gruppearbejde, måske bortset fra som en demonstration. Det tager generelt for lang tid at understøtte de enkelte gruppemedlemmer, hvis det skulle ske en efter en. Det kan imidlertid være meget nyttigt at gennemgå metoden med et ”godt” subjekt, så de øvrige gruppemedlemmer kan få et glimt – idet mindste på en andens vegne – af det indre selvs virkelighed.

En vigtig forudsætning er, at den, der anvender denne metode, er en erfaren terapeut, som også bør have en god baggrundsviden om det overbevidstes og selvets symbolik for på en sikker måde at kunne guide personen sikkert til målet. Personen vil ofte opleve, at han har nået målet, førend det faktisk er tilfældet, og det er nødvendigt, at såvel terapeuten som personen har en følelse af at være nået vejs ende, førend de stopper. Det er hensigtsmæssigt at gå et skridt videre, end begge parter oplever som nødvendigt, for at være sikker, da ”videnskaben om selvet” stadig er meget ung, og vi endnu ikke har nogen klart fastlagte regler at følge i dette spørgsmål.

Et punkt, vi bør overveje, er forholdet mellem den visuelle ”Hvem er jeg?”-teknik og den verbale ”Hvem er jeg?”-teknik. Foreløbige iagttagelser tyder på, at den visuelle form både er mere kraftfuld og mere risikabel end den verbale form. På samme måde, som når vi anvender stærk medicin, må vi være opmærksomme på mulige farlige bivirkninger. Til forskel fra den verbale form er den visuelle form ikke en metode, der bør anvendes over for en forstyrret person, og den kan derfor ikke som den førnævnte anvendes imellem sessionerne. Anvendt sammen med en trænet terapeut kan den imidlertid muligvis føre til en dybere og mere levende erkendelse end den verbale metode kan. Denne dybde er ikke kun mht. materiale fra det lavere ubevidste; den kan muligvis gå langt dybere i forhold til en udforskning også af det overbevidste – eller ind i det område, som er blevet kaldt ”højderne” modsat ”dybde”psykologi. Den verbale form vil med større sandsynlighed føre til opmærksomhed om det personlige selv – om os selv som et separat individ – hvor den visuelle metode synes mere egnet til at føre til bevidsthed om det transpersonlige selv og det overbevidste. Det er imidlertid muligt at anvende den visuelle form til på en indirekte måde at fremme bevidsthed om det personlige selv på samme måde, som når et menneske oplever en modstand (et tæppe, der går ned, el.lign.) og indser, at det er ham selv, der holder forhænget på plads. Jeg har imidlertid endnu ikke i min erfaring med denne metode oplevet et direkte billede på det personlige selv som sådan. Dette styrker Assagiolis påstand om, at det personlige selv ikke har nogen virkelighed i sig selv, men simpelthen er et projiceret fragment på personlighedens plan af det permanente center, som er det transpersonlige selv. Men igen, vi må erkende at alt dette kræver meget dybere studier.

Jeg ønsker at understrege et analogt punkt, nemlig spørgsmålet om transformationen eller nedtrapningen af det transpersonlige selvs højere energier til en form, hvor de kan integreres i det daglige liv. Psykodynamikken har udforsket de love, som styrer sublimeringen af de seksuelle og de aggressive drifter til højere udtryksformer så som kunstneriske og videnskabelige præstationer og til altruistisk kærlighed. Det, der nu er behov for, er en formulering af de grundlæggende love, som styrer transformationen af de højere åndelige energier til former, hvor de kan udnyttes på personlighedens niveau. Vi må ikke blot lære at fjerne Mayas 10.000 slør – som de siger i Østen – for at opfatte selvets virkelighed, men vi må lære, hvordan vi frigiver dette indre lys, så det kan stråle ud i verden. Jeg har i min egen praksis gjort brug af flere teknikker – meditation, visualisering, kropsbevægelse, og opfordring til sociale og kunstneriske udtryk – og vil hilse ethvert forslag af denne eller andre typer velkommen.

Referencer

ANDEN DEL, REFERENCER

Assagioli, Roberto: ”Psykosyntese – En samling af grundlæggende skrifter”, Forlaget Levende Visdom, 2005
Crampton, Martha: ”Svar fra det ubevidste” (artiklen findes på www.psykosyntese.dk)
Desoille, R.: ”Le Réve Eveillé en Psychotherapie”, Paris P.U.F., 1945. ”Guidet visualisering” (artiklen findes på www.psykosyntese.dk)
Eliade, Mircea: ”Images and Symbols”, New York: Sheed and Ward, 1961.
Gerard, Robert: “Psykosyntese – En psykoterapi for det hele menneske” (artiklen findes på www.psykosyntese.dk)
Godel, Roger: ”Essais Stir l’Expérience Libératrice”, Paris: Gallimard, 1952.
Humphreys, Christmas: “Concentration and Meditation”, London: Watkins, 1959, s. 125-130
Maslow , Abraham H.: “Religions, Values, and Peak-Experiences”. Columbus, Ohio: Ohio State University Press, 1964.
Shapiro, Stewart B.: “Explorations in Positive Experience: An Existential Approach to Psychotherapy”, Explorations, nr. 8, juli 1966, s. 25-40.

Tilnærmelser til Selvet – Psykosyntese teknikker

Anvendelse af ”Hvem er jeg”-teknikken
i psykoterapi – Verbalt og visuelt

I. Den verbale ”Hvem er jeg?”-teknik i psykoterapi

Historien om metoden og beskrivelse af dens variationer

Klinisk materiale, der illustrerer relationen mellem Teknikken til Symbolsk Visualisering, drømme, psykodynamik og patientens liv

Selvets natur

Diskussion

Referencer

II. Den visuelle ”Hvem er jeg?”-teknik –
En metode til oplevelse af Selvet

Demonstration

Diskussion

Referencer

Tre bøger til din personlige og spirituelle udvikling!

Anvendelse af ”Hvem er jeg”-teknikken i psykoterapi – Verbalt og visuelt

I. Den verbale ”Hvem er jeg?”-teknik i psykoterapi

Historien om metoden og beskrivelse af dens variationer

Klinisk materiale, der illustrerer relationen mellem Teknikken til Symbolsk Visualisering, drømme, psykodynamik og patientens liv

Selvets natur

Diskussion

Referencer

II. Den visuelle ”Hvem er jeg?”-teknik – En metode til oplevelse af Selvet

Demonstration

Diskussion

Referencer

Gem kommentar Annuller svar

Tre bøger til din personlige og spirituelle udvikling!

Anvendelse af ”Hvem er jeg”-teknikken
i psykoterapi – Verbalt og visuelt

II. Den visuelle ”Hvem er jeg?”-teknik –
En metode til oplevelse af Selvet