Psykosyntese – vejen til dit højere selv!

Psykosyntese er visionen om det hele menneske der med sin bevidsthed og vilje formår at skabe en helstøbt personlighed omkring sin kerne. For derefter at søge videre åndelige horisonter og blive det bedste man kan blive …

Af Kenneth Sørensen (2007)

---

Følgende artikel er et forsøg på at beskrive de nøgleelementer der indgår i Roberto Assagiolis psykosyntese . Bemærk at den visse steder berører abstrakte forhold som menneskets højere natur, der kan være vanskelige at formidle skriftligt.

Psykosyntese – vejen til selvet i dig er en tankevækkende titel.  Den er tankevækkende fordi psykologien skulle være ”læren om sjælen”, men ofte har netop Selvet eller sjælen været et ildeset begreb, som er ignoreret og fortrængt af psykologien. I Psykosyntesen anvender man begrebet Selvet i stedet for sjælen, fordi sidstnævnte ofte er forbundet med religiøse associationer, der er dog tale om begreber der formentlig dækker over samme indre erfaring og dimension.

Psykologien startede omtrent i starten af 1900-tallet, som en hovedsagelig naturvidenskabelig disciplin, der studerede menneskets adfærd (adfærdspsykologi) og fortrængte driftsliv (psykoanalysen ). Enhver tale om menneskets højere åndelige potentialer blev betragtet som uvidenskabelig metafysik og religiøsitet. Det var først op i 50-erne og 60-erne, at den humanistiske psykologi brød igennem som en reaktion mod den reduktionistiske opfattelse af mennesket, der karakteriserede de to førnævnte retninger. De betragtede udelukkende mennesket som biologi og drifter, mens den humanistiske psykologi påpegede, at mennesket var langt mere end det. Det var især Abraham Maslows forskning i de selvaktualiserede (ekstraordinære) mennesker eller kulturelle genier, der åbnede verdens øjne. Den humanistiske psykologi skabte i tresserne en enorm interesse for de højere og åndelige aspekter af mennesket og ud af den forskning og søgen opstod den transpersonlige psykologi, som også psykosyntesen er en del af.

Det er dog særdeles bemærkelsesværdigt at professor Roberto Assagioli , den mand der skabte psykosyntesen, faktisk havde arbejdet med transpersonlig psykologi siden 1920erne. Han var med andre ord 40 år foran sin tid. Roberto Assagioli var inspireret af Freud og udset til at bringe psykoanalysen til Italien. Men han brød med Freud sammen med sin samtidige ven C. G. Jung, fordi psykoanalysen var for begrænset i sit menneskesyn.

Roberto Assagioli betragtede psykosyntesen som en videnskab, selvom den forskede i menneskets højere bevidsthedsliv. Han mente, at studiet af den religiøse og transcendente erfaring kunne være lige så videnskabeligt funderet, som studiet af menneskets fortrængte følelsesliv. Psykosyntese er dog hverken religion eller metafysik eller sagt med Assagiolis ord: ”Psykosyntese sigter ikke på eller endog forsøger at give en metafysisk eller teologisk forklaring på det store mysterium – den leder til døren, men stopper der”. (Psychosynthesis)

Selvom psykosyntesen ikke tager del i spekulationer om Selvet eller sjælen fx reinkarnerer eller opstår til evigt liv, så giver den metoderne til at opleve Selvet, at blive et Selv – et center af ren selvbevidsthed og vilje . Psykosyntesen hævder nemlig, at der er tilstrækkelige videnskabelige indikationer på, at mennesket har et højere Selv, eller mere sandt, er et Selv . Gennem studiet af historiens oplyste genier og deres beskrivelser af de transcendente lag i bevidstheden er det muligt at underbygge denne hypotese.

“Den smukkeste og dybeste følelse, vi kan opleve, er fornemmelsen af det mystiske den er kilden til al sand videnskab. Den, for hvem denne følelse er fremmed, den der ikke længere kan undres og blive grebet af ærefrygt, er så godt som død.”

Albert Einstein

Psykosyntesens & Assagiolis ovaldiagram

Jeg vil for overblikkets skyld nu kort forklare Assagiolis ovaldiagram der er en grafisk fremstilling af menneskets indre psykologiske konstitution. Den er en udvidelse af den kendte model Freud udviklede. Der er naturligvis kun tale om en model af virkeligheden og den er aldrig helt sand. Jeg tager i det følgende delvis udgangspunkt i hans bog Psychosynthesis, s. 17-21:

1. Det lavere ubevidste er i høj grad et udtryk for vores fortid og historie. Dette område er ikke umiddelbart tilgængelig for bevidstheden, men ligger i baggrunden og styrer vores adfærd.
Dette er et af de mest potente og kraftfulde områder. Vi er formentlig på godt og ondt langt mere styret af dette område, end vi ofte er klar over. Det lavere ubevidste er vores ubevidste responsmekanisme. Der er herfra vi agerer, når vi spontant reagerer på livets påvirkninger. Det er et område, der virker stærkt i forbindelse med hjernens Thalamus område og dermed det autonome nervesystem. Alle de følelser og tanker som prægede vores opvækst – vores hjemlige familieatmosfære – internaliserer vi som børn i dette område. Disse ubevidste livsstrategier og livstydninger er på godt og ondt lagret i vores automatiske responsapparat. Derfra styrer de i høj grad vores ubevidste og instinktive reaktioner på mennesker og begivenheder i livet.

Det er som om vores opvækst har udstyret os med et bestemt stykke software, der som en microchip regulerer vores adfærd. Denne software kan ændres, hvis vi bevidst går ind og omprogrammerer den. Det er her Psykosyntesen kommer ind. Vi kan bevidst gå ind og tjekke ”det indre software” igennem for at finde uhensigtsmæssige adfærdsmønstre for derefter, gennem Psykosyntesens mange teknikker, at skabe en bedre og mere hensigtsmæssigt responsmekanisme.

Det er egentlig en genial konstruktion som naturen har udviklet, specielt når man ved hvordan den virker. Kendskab til dens funktion betyder, at man i et vist omfang kan frigøre sig fra den og anvende dens mekanismer. Det er ikke en utopisk vision at forestille sig, at man faktisk kan lære sig selv at reagere med visdom og empati helt automatisk! Roberto Assagiolis definition af dette område, har en tendens til at betone de vanskelige sider af dette område, men man bør huske, at de sunde reaktioner også er lagret her.

Ifølge Assagioli indeholder området:
a. De elementære psykologiske aktiviteter som dirigerer kroppens liv og den intelligente koordination af kroppens funktioner.

b. De grundlæggende drivkræfter og primitive drifter.

c. Mange komplekser, opladet med intense emotioner.

d. Drømme og forestillinger af en lavere art.

e. Lavere, ukontrollerede parapsykologiske processer.

f. Forskellige patologiske manifestationer, som fx fobier,  tvangsmæssige drifter og paranoide bedrag.

Dernæst vil jeg tilføje at de autentiske behov (Maslows behovspyramide) der ikke blev mødt i vores opvækst også er fortrængt til dette område og belagt med skyld, skam og andre tabuiserede temaer. Disse behov er ofte organiserede i egentlige delpersonligheder- det indre barn mv.

De grundlæggende drifter som Assagioli hentyder til betegner jeg som: selvopretholdelsesdriften, seksualdriften, forskerinstinktet, selvhævdelsesinstinktet, flokinstinktet.

2. Det mellemste ubevidste , der kan trækkes frem i bevidstheden når det ønskes. Vores bevidste opfattelse af os selv her og nu.
Det er formentlig dette område, som alle de forskellige spørgeskemaer og personlighedstests ofte udforsker. Man kan lære en hel del om sig selv, ved at analyse alt det man ved, for ofte er vi ikke helt bevidst om helheden af vores viden.
Ifølge Assagioli er dette område sammensat af samme psykologiske indhold, som vores dagsbevidsthed normalt er optaget af. I denne region foregår der en fordøjelse og assimilation af de psykologiske processer som dagsbevidstheden oplever og herfra dukker de op i bevidsthedens lys – dvs. bevidsthedsfeltet jvf. nedenstående.

Det er i det mellemste ubevidste at alle vores integrerede personlighedselementer, færdigheder, ressourcer og delpersonligheder forekommer. Det er de mere eller mindre bevidste roller og identitetsopfattelser som vi har direkte adgang til. Er vi uddannet teknikker, så er det ressourcer vi umiddelbart har adgang til, men som glider i baggrunden når vi ikke bruger dem. Er vi mor eller far, så er denne rolle aktiveret når vi omgås vores børn, men glider i baggrunden når vi er på arbejdet. Når vi får adgang til materiale fra det højere eller lavere ubevidste, så foregår integrationen og assimilationen i dette område.

3. Det højere ubevidste eller overbevidste .
Herfra modtager vi vores højere intuitioner og inspirationer – kunstneriske, filosofiske, videnskabelige, etiske (imperativer) og drivende kræfter til humanitær og heroisk handling. Det er kilden til de højere følelser, som altruistisk kærlighed, genialitet og tilstande af kontemplation , illumination og ekstase. Det er i disse regioner vi finder de højere psykiske funktioner og spirituelle energier.

Kontakt med dette område giver altid et større perspektiv på livet, det sætter os ind i en større helhed, hvor man kan se sin egen lille rolle i det fantastiske skuespil, som hele livet i sin essens er. Den store instruktør (det universelle liv) giver sine instruktioner (oplyste ideer), som vi gennem inspiration kan gøre os modtagelige for og hermed bliver vi bevidste medskabere i livet.

Det er også i dette felt at det højere Selvs visdom og planer med livet forekommer som visioner. Det er hvad Patanjali kalder den overskyggende “regnsky af ting der kan vides”. Det er almindeligt forekommende at vi fortrænger vores højeste potentialer fordi vi er bange for det ansvar der medfølger – højere etisk adfærd mv. Det er blevet kaldt for “undertrykkelsen af det sublime”. Det højere ubevidste rummer også Selvets mange urealiserede kvaliteter: visdom, glæde, lyksalighed, indsigt mv.

4. Bevidsthedsfeltet.
Denne betegnelse dækker det område af personligheden, som vi er umiddelbart bevidst om. Den kontinuerlige strøm af sansninger, billeder, tanker, følelser, begær og impulser som vi kan observere, analysere og vurdere. Man kalder også dette område for “bevidsthedsstrømmen”.

5. Det bevidste ”Jeg”
Jeg-et eller punktet for den rene selvbevidsthed er ofte forplumret og forvirret af de psykiske funktioner (tanker, følelser etc.) som Jeget er optaget af, men som Jeget er meget forskellig fra.
Bevidshedsfeltets indhold er nemlig noget helt andet end det center af bevidsthed , der observerer dette indhold. Det kan sammenlignes med forskellen mellem det hvide lys der projiceres op på en skærm og de billeder der viser sig her. De fleste mennesker er dog ikke bevidste om det forhold. De identificerer sig med det indhold de umiddelbart oplever i bevidsthedsfeltet – en tanke, følelse etc. Det får os til at sige: ”Jeg er ked af det”, i stedet for udsagnet: ”en følelse af ked-af-det-hed overvælder mig”. I den sidste udtalelse er der en klar skelnen mellem Jeget som oplever, og det der opleves.

En anden måde at beskrive forholdet mellem bevidsthedsfeltet og det bevidste Jeg er at betragte bevidsthedsfeltet (opmærksomhedsfeltet), som den lyskegle en flashlampe kaster i et mørkt rum. Der hvor Jeg-et retter sin opmærksomhed (lys), der træder dét frem som lyset åbenbarer. Disse abstrakte definitioner uddybes senere.

6. Det højere Selv
Vi bevæger os nu ind i nogle abstrakte og filosofiske overvejelser, der kan være vanskelige at forstå, hvis ikke man er trænet i at skelne mellem de mange psykologiske funktioner vi består af. Men hvis ikke mysteriet om vores dybeste selv var svær at beskrive, så var det nok ikke et mysterium.
Det bevidste Jeg forsvinder ofte helt væk, som fx når vi sover, besvimer eller er under indflydelse af narkose eller hypnose .
Når vi vågner op, så vender Jeget tilbage, uden at nogen egentlig ved hvorfra. Det kan få os til at anlægge den teori, at der eksisterer et permanent Selv ”udenfor” eller ”over”. Vidnesbyrdene er mange fra mennesker, der har oplevet dette Selv. Selvet er upåvirket af de forhold som Jeget oplever, og faktisk kan man opfatte Jeget som en projektion eller en refleksion af det højere Selv.
Man kan sige at Selvet er som en sol, der sender sine lysstråler ned gennem et tæt skydække. Der er lys (bevidsthed) under skydækket, men oplevelsen af den strålende virkelighed i Selvets egen himmel er skjult.

Vores Højere Selv er, ifølge Assagioli, en del af det universelle liv, vi alle lever, røres og har vores væren i. Hvor det personlige Jeg er en projektion af det transpersonlige Selv , så er det transpersonlige Selv en projektion af det universelle Selv. På det transpersonlige plan oplever vi os som en del af helheden. Vi er bevidsthedsmæssigt i samklang med skabelsen og alle de andre Selv, der findes manifesteret i skabelsen. Det transpersonlige Selv rummer selve formålet med at være i live. Når vi går i en virkelig dyb kontemplation over hvad formålet med vores liv er, så er det muligt at trænge helt ind til bevidsthedens kilde.

Det er her vi kan opdage, at der er et større formål med ethvert liv. At der er en vilje større end den personlige vilje, der vil noget i ens liv. Der er med andre ord en højere instans – et større liv – der ønsker at komme til bevidst udtryk i det enkelte menneske. Oplevelsen af dette større, (mening og formål), der meddeler sin ankomst, kan på en og samme tid betyde, at man oplever sin egen ubetydelige størrelse, men samtidig også sin unikke og storslåede natur. Resultatet er ydmyghed og vilje til at tjene dette større liv gennem sine medmennesker, så godt man nu formår i al sin begrænsethed.

Den mest præcise definition på det højere Selv er nok ren væren, dvs. en tilstand af fuldkommen ubundethed og identifikation med det større væsen i hvem vi lever ånder og er. I Selvet er der ingen aktivitet, det er ubevægelig væren.  Man er ren vidne til skabelsens aktivitet. Processorne i det højere ubevidste er resultatet af denne kontemplation som Selvet befinder sig i. Det er dog lige så umuligt at beskrive Selvet som det er at beskrive en farve for en blind eller duften af en rose, for et menneske der aldrig har oplevet den. Selvet må først og fremmest opleves. Jeg kan anbefale den virkelige dybtgående artikel om Selvet: Roberto Assagioli om Selvet, men også Ken Wilbers fremragende bog: One Taste.

7. Det kollektive ubevidste
Den omkransende væg på ægget skal betragtes som afgrænsende men ikke adskillende. Den fungerer som en membran der afgrænser en celle og tillader en konstant og aktiv udveksling med hele kroppen. Ethvert individ står i et tæt psykologisk forhold til sine omgivelser, der griber ind i det individuelle psykiske miljø.

Intet menneske er en øde ø, vi er dybt forbundet til vores medmennesker fordi vi deler det samme liv. Det kollektive ubevidste er det transrelationelle lag som forbinder alle med alle. Det er summen af de menneskelige erfaringer, som vi alle fødes ind i og bærer med os, som led i den kulturelle og civilisatoriske indflydelse, vi er underlagt. Det kollektive ubevidste er alle de lavere såvel som højere erfaringer, der er nedlagt i vores følelses- og tankeliv af især mytisk karakter. Forestillingen om faderen, moderen, nationen, Gud, mennesket, naturen osv.
De ”to” Selv og bevidsthedsbroen
Der er ikke to Selv, selvom det bevidste “Jeg” ikke er bevidst om dets højere kilde og genpart og derfor kan opleve det således. Selvet er ét og det manifesterer sig i forskellige grader af opmærksomhed eller bevidsthed. Den bevidsthed, det bevidste Jeg oplever, er kun en skygge af det højere Selvs lys.

Jeget er med andre ord et lavere bevidsthedsmæssigt udtryk for en højere åndelig realitet, Selvet. Forskellen på de to kan forklares således at, ”Jeget” er den personlige selvbevidsthed, der oplever sig som adskilt fra andre individer, mens ”Selvet” er en højere og mere helhedsorienteret og transcendent bevidsthed, hvor oplevelsen af enhed med alle andre liv er fremtrædende. Denne oplevelse har utallige mystikere og forskere oplevet.

De er forbundet gennem en bevidsthedsbro – den stiplede linie mellem Selvet og Jeget, hvorigennem det højere Selv har projiceret sin bevidsthed ned i personlighedens verden, hvor den er forankret i hjernen. Den bedste analogi til at forstå forholdet mellem højere og lavere selv (Jeg) er at det højere Selv bevidsthedsmæssigt er som en udfoldet sol af bevidsthed. Denne højere bevidsthed begrænses i umådelig udstrækning når den skal manifestere sig gennem de psykologiske funktioner – tanker, følelser og hjerne, således at det lys (bevidsthed) der manifesterer sig gennem hjernen er en svag afglans af lyset på dets eget plan. Hvis Selvet er en 1000 w pære så er Jeget måske en 50 w pære afhængigt af personlighedens udvikling. Psykosynteseprocessen har netop til formål at skabe øget og højere bevidsthed og dermed forstærke “lyset i hovedet.” Se i øvrigt planchen om planerne i dokumentet psykosyntese diagrammer til download.

Hovedpunkter i Psykosyntesen

Med ovaldiagrammet i hukommelsen er det nok på sin plads her og nu at fremdrage nogle andre af de hovedpunkter, som er indeholdt i psykosyntesen. Roberto Assagioli giver i sin bog: Psychosynthesis s. 4 en række definitioner på psykosyntesens grundelementer, hvori jeg tager afsæt i nogle af dem. Psykosyntesen lægger vægt på:

1. Det indre og på begrebet og oplevelsen af identitet. Den undersøger og udforsker, hvad der er vores sande bagvedliggende identitet.

2. Det faktum at ethvert individ er i fortsat udvikling, det vokser, mens det efterfølgende aktualiserer mange latente potentialer.

3. Den centrale betydning af mening, specielt den mening og det formål som mennesket giver livet.

4. Værdier, især de etiske, æstetiske, filosofiske og religiøse.

5. Det faktum at ethvert individ konstant bliver konfronteret med valg og beslutninger og det efterfølgende ansvar som de medfører.

6. Behovet for at opnå en klar opfattelse af de motiver, som determinerer valgene og beslutningerne.

7. Anerkendelsen af menneskets dybde og livets alvor, herunder bekymringen og lidelsen som må konfronteres.

8. Vægten lægges på fremtiden og den dynamiske faktor som den udøver i nutiden.

9. Anerkendelsen af det unikke menneske og behovet for en differentieret psykosyntese , der kræver en forskellig kombination af terapeutiske teknikker og en ny metode til hvert menneske.

Psykosyntesens svar på: Hvem er jeg?

Et af de største spørgsmål som psykologien har forsøgt at besvare er spørgsmålet om vores dybeste identitet. Det er også det kernespørgsmål som psykosyntesen retter sig i mod. Der er ingen tvivl om, at de svar som Assagioli kommer frem med er ret abstrakte og for de fleste mennesker svære at forstå. Men hvis ikke en af livets største gåder krævede lidt tankevirksomhed og kontemplation , så var det nok ikke en gåde.

Det særegne ved Assagiolis model er, at han for det første identificerer et unikt Selv, der er en medvirkende aktør i identitetsdannelsen.

Vi er altså ikke kun summen af vores påvirkninger som adfærdspsykologerne mener. Vi er heller ikke vores oplevelser, selvom de naturligvis har været med til at forme vores identitetsopfattelse.

Men Assagioli definerer Selvet som selvbevidsthed (pkt.5), der har et bevidsthedsområde (pkt.4). Han skelner klart i mellem det vi oplever i vores tanker og følelser og den der oplever – det bevidste Jeg . Det er en meget central antagelse, som uddybes senere.
Som det fremgår af ovaldiagrammet er vores centrale identitet heller ikke summen af de forskellige typer af ubevidste (pkt.1+2+3+7.), som det virker i forbindelse med.

For Assagioli er mennesket først og fremmest et transcendent og permanent højere Selv (pkt.6.), der er en del af det universelle Selv og den ultimative virkelighed.

Dette højere Selv, som al vækst og udvikling (bevidst såvel som ubevidst) retter sig imod virker gennem ”det personlige bevidste selv (pkt.5.) der skal opfattes som udelukkende en refleksion, og projektion af det højere Selv (pkt.6) i personlighedens område”.

Konkluderende kan vi sige, at Assagiolis identitetsopfattelse tager udgangspunkt i, at vi potentielt besidder et permanent højere Selv, som virker gennem det, han kalder det bevidste selv eller Jeg. Derfor den stiplede linie mellem de to selv.

Vi kan også konkludere, at det vi normalt identificerer os med, den sum af følelser, tanker og drifter vi oplever, ikke er den egentlige identitet, men kun en slags skyggeidentitet. At blive sig selv og skabe sig en identitet er set i det perspektiv en livslang rejse og psykosyntese.

I en kendt psykosynteseøvelse, der kaldes Identifikationsøvelsen hedder det: ”Jeg har en krop, men jeg er ikke min krop. … Jeg har følelser, men jeg er ikke mine følelser. … Jeg har et sind, men jeg er ikke mit sind. … Jeg er et center af ren selvbevidsthed og af vilje .” (2-s.213-214).

For Assagioli er ideen om det højere Selv ikke rene filosofiske eller teologiske spekulationer – eller sagt med hans egne ord: ”Må jeg understrege det faktum at de elementer og funktioner der kommer fra det overbevidste , som fx de æstetiske, etiske, religiøse oplevelser, intuition , inspiration, niveauer af mystisk bevidsthed er faktuelle. … fordi de er effektive og producerer forandringer i både den indre og ydre verden. Derfor er de mulige at observere og eksperimentere med gennem anvendelse af videnskabelige metoder, der er tilpasset deres natur.” (1-s.6).

Hvorfor hedder det psykosyntese?

Det er måske nu på sin plads ganske kort at definere, hvorfor Assagioli valgte at kalde sit psykologiske system for psykosyntese .

Som ordet syntese indikerer, så er det hensigten at samle alle de psykologiske funktioner såsom drifter, følelser, tanker, forestillingsevne , intuition rundt omkring et integrerende center, han kalder Selvet , således at der opstår en syntese – en enhed. Dette forhold er godt illustreret i Assagiolis stjernediagram.

Det er en almen betragtning indenfor psykologien, at mennesket er sammensat af en lang række forskellige psykologiske kræfter, som ofte trækker os i hver sin retning. Forskellige behov og ønsker kæmper fra bunden af vores væsen om vores gunst og er med til at bestemme vores skæbne. Disse forskellige psykologiske kræfter kalder psykosyntesen for delpersonligheder . De er vores forskellige ubevidste såvel som bevidste roller, mønstre og reaktioner på livsomstændighederne.
Forholdet mellem selvet og delpersonlighederne kan beskrives som forholdet mellem Solen og planeterne. Solen er den centrale lyskilde, hvorom planeterne drejer. Det samme gør sig gældende for Selvet, der er bevidstheden og lyset, hvorom delpersonlighederne drejer.

Men oftest er det ikke det forhold, der gør sig gældende i den indre psykologiske virkelighed. Langt de fleste mennesker lever i et geocentrisk verdensbillede frem for et heliocentrisk. Det vil sige, at de identificerer sig med delpersonlighederne frem for bevidstheden. Vi bliver på den måde en satellit til os selv og lever i en stor illusion.

Det er et kendt fænomen at mange mennesker identificerer sig med sit arbejde, med det resultat at de føler sig identitetsløse, når de går på pension eller bliver arbejdsløse. Men vi er langt mere end de roller, som vi udfylder og har påtaget os i livet. Det er psykosyntesens påstand. Der findes også kendte eksempler på mere ubevidste identifikationer og delpersonligheder, der styrer vores liv. ”Ofret”, ”Martyren”, ”Dommeren”, ”Kritikeren”, ”Den hjælpeløse”, kan være ubevidste delpersonligheder som forhindrer os i at leve fuldt ud.

Delpersonlighederne repræsenterer en række psykologiske funktioner og kræfter, som vi kan lære at dirigere og lede over i konstruktive aktiviteter, hvis vi disidentificerer os fra dem og lærer at forvandle dem.

Det var Assagiolis antagelse, at der bag alle disse delpersonligheder er en bestandig identitet, der netop er ”jeget” og Selvet. Han definerede dette ”Jeg” og ”Selv”, som et center af ren selvbevidsthed og vilje .

Psykosyntesen og viljen

I psykosynteseprocessen er kendskabet til viljens funktion og kvaliteter essentiel. Psykosyntesen betragter ”viljen som en essentiel funktion ved Selvet og som den nødvendige kilde eller oprindelse til alle valg og beslutninger”. (1-s.5.) Derfor bliver udviklingen af viljen en central opgave i enhver psykosynteseproces .

Det er kontakten med og udviklingen af denne rene selvbevidsthed og vilje , der er et af psykosyntesens primære mål. Efterhånden som vi i praksis opdager, at det er os der kan styre vores følelser og behov i retning af de mål vi ønsker at opnå, så opstår der stor frihed og glæde.

Forudsætningen for at opleve det er, at vi disidentificerer os fra alle vores indre billeder og delpersonligheder . Når denne proces indledes mere eller mindre bevidst opstår der frihed og vilje. Man kan også kalde det for evnen til at foretage bevidste valg. Assagioli forklarer det således:

”Vi er domineret af alt hvad vores Selv identificerer sig med. Vi kan dominere, dirigere alt, som vi kan disidentificere os fra”.

Det bevidste Jeg kan vælge, hvad det ønsker at identificere sig med. Retter det opmærksomheden op mod den egentlige lysgiver – det transpersonlige Selv – så vil den opleve sig som ren selvbevidsthed og vilje. Dette er, hvad meditation dybest set handler om. At flytte fokus fra bevidsthedens indhold til bevidsthedens kilde.

Ved hjælp af viljens håndtering af opmærksomheden kan vi styre, regulere og kontrollere alle de forskellige psykologiske funktioner, som virker i os. Det lyder naturligvis langt nemmere end det er i virkeligheden.

Assagioli beskriver viljen og Selvet, som to sider af samme sag. Når han taler om Selvet, så taler han om bevidsthed , når han taler om viljen, så taler han om denne bevidstheds evne til at styre, dirigere og lede Selvets mange psykologiske kræfter mod et kendt mål.

Hvis vi skal anvende en analogi, så kan man sige at Selvet er Kaptajnen, der kender destinationen. Viljen er styrmanden, der styrer skibet til målet. Kaptajnen/Selvet ved hvorfor vi ønsker at udtrykke os, viljen/styrmanden ved hvordan.

Assagioli har også den pointe, at det ikke er viljen, der leverer kraften til at nå målet, det er derimod viljen, der udnytter alle de andre psykologiske funktioner ved at dirigerer dem mod målet. Vores mange forskellige behov og motivationsfaktorer anvender viljen som brændstof til at nå målet. De  psykologiske kræfter er på den måde vinden, havstrømme og skibets sejl og ror.

Derfor er det vigtigt at have fokus og retning i sit liv. Viljen er nemlig uanvendelig, hvis ikke vi har bevidstgjort os om alternativer til det nuværende liv. Kendskab til sig selv og hvor man vil hen er forudsætninger for at anvende viljen.

Når man først har fundet et formål og mål, der realiserer formålet, så er næste fase at tage viljen i anvendelse for at nå dette mål. Essensen i min forståelse af viljen og Assagiolis definition af den er:

”Mængden af et menneskes vilje kan defineres som dets evne til at fastholde tanken på et erkendt mål, indtil målet er nået (den stærke vilje). I denne proces skal der navigeres intelligent, således at man opnår maksimal effekt med mindst mulig anvendelse af ressourcer (den intelligente vilje og økonomisk bevidsthed). Formålet, der søges realiseret skal repræsentere det bedst mulige for de fleste (den gode vilje ). Dermed undgår man, at oppositionelle kræfter fra omgivelser m.m. går imod bestræbelserne pga. den lovmæssighed, som Assagioli kalder for: Loven om Årsag og Virkning. Den sikrer, at vi altid møder konsekvenserne af vores hensigter. Er de onde så fører vores bestræbelser til vores egen selvdestruktion.”

Viljen kan uddybes langt mere end ovenstående korte resume giver indtryk af. Assagiolis bog ”The Act of Will” er en helt unik indføring i viljeshandlingens stadier, dens kvaliteter og aspekter. Den kan på det varmeste anbefales. Klik her hvis du vil købe Act of Will.

Psykosyntesen er en udviklingsvej

Psykosynteseprocessen , er en selvbevist stræben mod større helhed og selvrealisering, således at de højeste potentialer i os kan udfolde sig, såsom medfølelse, vilje , visdom, skønhed og samfundsengagement.

Psykosyntesen er set i det perspektiv langt mere end et terapeutisk værktøj, det er en udviklingsvej, hvor vi gradvist gennem de mange kreative og meditative metoder lærer at udfolde de højeste menneskelige kvaliteter. Det er en psykologi, der lærer os at kontakte de højeste åndelige aspekter uden at fornægte eller fortrænge de personlige følelser og behov.

Der er mange mennesker i spirituelle kredse der kun vil opleve ekstasen og de spirituelle højder. Assagioli fastholdt dog altid, at før denne kontakt er mulig, må og bør vi, gennemgå en heroisk konfrontation med hele det ubevidste følelses- og driftsliv. Vores skjulte sårbarheder, aggressioner, ambitioner, frygt og lidenskaber, må først opleves bevidst og integreres. I modsat fald vil de fra bunden af vores væsen styre vores liv og fordreje de højere indtryk i en selvisk retning.

At opleve de skjulte skyggesider er dog ikke det samme som at udleve dem. De skal identificeres, accepteres, integreres og transformeres. Det er således Selvet og viljen der i praksis bør styre disse psykologiske kræfter – give dem tilladelse til at udtrykke sig bevidst på en hensigtsmæssig måde, og lede disse kræfter mod meningsfulde mål, som Selvet søger at realisere.

Forskellige typer af psykosyntese

Man kan skelne mellem forskellige typer af psykosyntese, der udfolder sig fortløbende i den menneskelige udvikling. Der er den personlige psykosyntese, hvor individet samler sine psykologiske kræfter omkring det personlige ”jeg”. Det er ikke her muligt at beskrive de mangfoldige metoder, som psykosyntesen tager i anvendelse for at opnå denne samling og integration. Men de baserer sig på visualiseringer, meditation , rollespil, positiv tænkning, kreative og ekspressive teknikker som fx fri tegning og skrivning.

Den personlige psykosyntese har som formål at opbygge en stærk personlighed, der er i kontakt med sine behov og kan give udtryk for dem. Mange mennesker lider fx af forskellige typer af mindreværd og frygt, der forhindrer dem i at udtrykke sig. Den personlige psykosyntese er rettet mod at skabe større personlig udtryksfrihed, som en forberedelse til den senere transpersonlige psykosyntese.

Den transpersonlige psykosyntese er en målbevidst og videnskabelig baseret indre rejse, mod det mål at virkeliggøre menneskets højeste åndelige potentialer. Den er videnskabelig fordi metoderne har været genstand for metodisk afprøvning gennem lang tid, og ser ud til at fremkalde de højere menneskelige potentialer som fx vilje, kærlighed, visdom og skønhed. Men først og fremmest oplevelsen af sig selv som et center af ren selvbevidsthed og vilje.

Den transpersonlige psykosyntese sigter dog også mod en forening med et større universelt liv, med en større vilje der vil noget i os. Det var måske den erfaring Kristus oplevede i Getshemane have, hvor han udbrød: ”ske ikke min vilje, men din”.

Hvordan vi bliver os selv gennem fire faser

At blive os selv er en rejse, der set med psykosyntesens perspektiv indebærer en række stadier, som ikke nødvendigvis kommer i forlængelse af hinanden, men som sideløbende udfolder sig undervejs. Assagioli opstiller dem på følgende vis:

1. Indsigt i og forståelse af sin personlighed.

2. Mestring af dens forskellige funktioner.

3. Erkendelse af sit virkelige Selv – og opdagelsen eller skabelsen af et forenende center.

4. Psykosyntese: formeringen eller rekonstruktionen af personligheden omkring det nye center. (1-s.21)

Lad os et øjeblik uddybe ovenstående punkter, jeg tager udgangspunkt i Psychosynthesis og siderne 21-31.

1. Forståelse af ens personlighed
Det er ikke nok blot at lave en ”inventarliste” over de allerede kendte egenskaber og personlighedstræk. Vi må også foretage, siger Assagioli: ”en umådelig udforskning af de vidtstrakte ubevidste regioner”. Det gælder såvel de dybe og mørke områder af det lavere ubevidste , men også de ubevidste regioner i det mellemste og højere ubevidste, hvor vores højeste og indtil nu urealiserede potentialer befinder sig. Denne rejse sker gennem både en individuel daglig refleksion, meditation og egentlig psykoterapi.

2. Kontrol over dets forskellige funktioner.
Efter at have opdaget alle de nye sider af os selv må vi opnå kontrol over dem. Den mest effektive metode til det er gennem disidentifikation . Assagioli definerer denne proces således: ”Vi er domineret af alt hvad vores Selv identificerer sig med. Vi kan dominere, dirigere alt, som vi kan disidentificere os fra”

I dette princip ligger hemmeligheden om vores slavebundethed eller frihed. Hver gang vi identificerer os med en ”fejl”, en frygt, eller enhver personlig følelse eller drivkraft begrænser og paralyser vi os selv. Hvis vi i stedet når vi oplever en begrænsende følelse siger: ”en bølge af modløshed prøver at oversvømme mig – eller ”en vredesimpuls forsøger at overmande mig” så er situationen en helt anden. To modsatrettede kræfter konfronterer hinanden. På den ene side vores årvågne selv og på den anden side modløsheden eller vreden. Selvom selvet skulle tabe magten over disse impulser, så er det kun en kamp der er tabt ikke selve slaget. For selvet kan efterfølgende trække sig tilbage og forberede sig på andre situationer af samme slags. Psykosyntesen bidrager med et væld af metoder, til at opbygge sin vilje og mentaltræne sig til at håndtere disse vanskeligheder.

3. Erkendelse af det virkelige Selv – og opdagelsen eller skabelsen af et forenende center.
Assagioli fortæller, at det ikke er svært at forklare teoretisk, hvorledes vi opnår bevidst kontakt med de højeste potentialer i os, men i virkelighedens verden er det et umådeligt stort arbejde og ikke alle er parat til det. I gunstige tilfælde er det muligt for nogle, at opnå de såkaldte ”højdepunktsoplevelser” gennem livets normale udviklingsforløb, men ofte er processen meget langsom. Vejen mod fuld realisering af vore højeste potentialer indebærer mange stadier undervejs, og de af os der ikke formår at skabe en direkte kontakt med Selvet i dens essens, kan skabe et billede og et ideal af den perfektionerede personlighed i tanken.

Disse mentale idealbilleder, der kun kan skabes gennem nøje analyser af vores værdier og refleksion over vores højere potentialer, bærer en stor kraft i sig. Man kan også sige, at vi må vide hvad vi virkelig kunne blive, for at blive det. Det, der tales om er en personlig vision af den vi kunne tænke os at være. Det, der kendetegner succesfulde topatleter, videnskabsmænd, kunstnere m.fl. er at de ofte er bærere af en vision, der som et lys leder dem gennem mange vanskeligheder til deres mål.

Assagioli advarer dog stærkt imod, at man opbygger urealistiske idealbilleder. Derfor er det også vigtigt at det første stadie er gennemgået, så man kender sine indre ressourcer godt.

4. Psykosyntese: formeringen eller rekonstruktionen af personligheden omkring det nye center.
Når det enhedsskabende center er fundet (idealkarakteren), kan vi ud fra det forme en ny personlighed – sammenhængende, organiseret og forenet. Alle de identificerede ressourcer i personligheden sættes nu ind mod at nå dette mål. Det er ud fra denne proces at denne psykologi kalder sig psykosyntese. Målet er en fuldkommen sammensmeltning eller syntese af det personlige og højere Selv. En syntese, hvor det personlige selvbevidste Jeg anvender alle sine ressourcer på at identificere sig med og udtrykke sine højeste potentialer. Det højere Selv vil altid søge at udtrykke sig i et skabende samfundsengagement, fordi det netop er et udtryk for de højeste æstetiske, etiske og religiøse impulser mennesket er i besiddelse af.

Anvendt litteratur:

1. Assagioli, Roberto , Psychosynthesis, Penguin Arkana, 1993.
2. Assagioli, Roberto; The Act of Will, Penguin Arkana, 1992.
3. Assagioli, Roberto: Transpersonal Development, Aquarius.

 

Sådan kan du komme videre

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli

Læs introartiklen om integral meditation