Psykosyntese er såvel en selvudviklingsfilosofi som en social og relationel psykologi, der anviser metoder til større nærvær, autenticitet og harmoni i mennesker, grupper og samfund.
Introartikel af Kenneth Sørensen, MA i Psykosyntese
Psykosyntese er en integrativ psykologi der kombinerer Østens visdom om Selvet med Vestens indsigt i det ubevidste med det formål at formulere en vision om mennesket og dets potentialer.
Psykosyntese er en psykoterapeutisk healingsmetode tillige med en selvudviklingsvej der beskriver de muligheder vi alle har for at blive sunde, velfungerende mennesker i harmoni med os selv og verden.
Faderen til Psykosyntesen er den Italienske læge og psykiater Roberto Assagioli (1888-1974), som op gennem 1900-tallet bidrog til at udvikle den psykologiske videnskab der i starten af dette århundrede var en af de helt nye videnskaber. Assagioli bidrog aktivt i tre psykologiske revolutioner idet han tog del i udviklingen og udbredelsen af psykoanalysen, den humanistiske og transpersonlige psykologi.
Psykosyntese og Psykoanalyse
Udviklingen af psykologien kan beskrives meningsfuldt som en gradvis udforskning af hvad et menneske er, individuelt såvel som socialt og spirituelt. Psykosyntese er en psykologisk vision der omfatter hele mennesket fra de ubevidste drifter som Freud kortlagde til de spirituelle højder som Østens yogier har beskrevet.
I et interview beskriver Assagioli sin mission således: ”I et af sine breve fortæller Freud: ”Jeg er kun interesseret i kælderen af mennesket”. Psykosyntesen er interesseret i hele bygningen. Vi forsøger at bygge en elevator, som vil gøre det muligt at få adgang til alle personlighedens niveauer. En bygning med kun en kælder er trods alt meget begrænset. Vi ønsker at åbne op til terrassen, hvor du kan solbade eller kigge på stjerner. Vores mål er syntesen af alle personlighedens områder”. (Keen, 1974)
Assagioli fokuserer mere på syntesen af personlighedens mangfoldige områder end analysen af dem. Han mente at psykoanalyse kun er det første skridt i en livslang proces. Det er ikke tilstrækkelig kun at analysere personlighedens enkeltdele i ”kælderregionen”, vi må også bringe disse dele sammen i en syntese. Når Assagioli taler om psykosyntese, er det integrationen af hele mennesket i sig selv med alt hvad det indeholder og i et positivt samspil med verden omkring sig.
Psykosyntese: Assagiolis ovaldiagram
Assagiolis mest kendte personlighedsmodel er hans ovaldiagram, der viser samspillet mellem de bevidste og ubevidste sider i mennesket og hvordan der skabes en psykosyntese.
Her er en ultrakort gennemgang:
Den nederste del af ovalen er det lavere ubevidste, og det område svarer til Freuds ID og indeholder de basale drifter i mennesket. Behovet for overlevelse, sikkerhed og tryghed.
Det midterste område er det mellemste ubevidste, og det indeholder energier, ressourcer og værdier tilhørende den mere bevidste del af personligheden. Behovet for selvværd, anerkendelse og selvaktualisering, og det er her vi træder i karakter som selvbevidst menneske.
Den øverste del af ovalen kaldes det overbevidste, og det indeholder den spirituelle del af mennesket, vores adgang til sublim kreativitet, oplevelser af forbundethed med altet, mening og formål.
Ovalen er transparent så energier kan flyde mellem det individuelle og kollektive psykiske liv, og uden for ovalen finder vi det kollektive ubevidste. Det er vores adgang til de kollektive ideer, billeder og emotioner der vedrører hele menneskehedens erfaringer.
I midten af ovalen har vi det bevidste jeg, den indre bevidsthed eller iagttageren, hvorfra vi kan samle alle vores ressourcer til en selvstændig identitet. Det er iagttageren der er kilden til psykosyntese. Assagiolis definition af Jeg-et er meget forskellig fra andre psykologier idet jeg-et ikke er tanker, følelser eller sansninger, men den rene bevidsthed. Her peger han på den samme identitet som de østlige yogaskoler fremhævede.
Jeg-et har et bevidsthedsfelt som er det område indeni hvor vi bliver opmærksomme på hvad vi oplever. Det er området for vores opmærksomhed, og det er her vi kan iagttage hvordan vores tanker, følelser og sansninger opstår.
Jeg-et er forbundet med en stjerne i toppen af diagrammet som er sjælen eller det transpersonlige selv(som Assagioli kaldte det for). Sjælen er den inderste essens i mennesket, vores spirituelle kerne hvorfra vi oplever vores forbundethed med livet. Sjælen rummer vores iboende godhed, sandhed og skønhed samt behovet for at gøre en forskel i verden.
Filosofien bag psykosyntese handler om at integrere alle disse elementer i mennesket med henblik på at leve et kreativt og meningsfuldt liv i harmonisk samspil med verden.
Psykosyntese og de syv kernebegreber – Psykosyntesens sjæl
Assagiolis tilgang og vision er unik i en vestlig sammenhæng fordi den i modsætning til den traditionelle psykologi inddrager Østens visdom. Kort før sin død beskrev Assagioli Psykosyntesens syv kernebegreber – en grundlæggende beskrivelse af dens essens. Disse kernebegreber er helt centrale elementer i Psykosyntesen, og de giver den sit helt særlige særpræg. De består af følgende opfattelser og teknikker:
Disidentifikation er det første kernebegreb Assagioli nævner. Disidentifikation er vores evne til at træde et skridt tilbage i vores bevidsthed og reflektere over hvad der sker inden i. En forudsætning for at opleve vores sande selv er at vi frigør os fra alle de indre stemmer som vi har identificeret os med i forbindelse med vores opvækst. Forældrestemmer, kulturelle normer og andre udefrakommende påvirkninger. Disidentifikation er den helt centrale teknik i Psykosyntesen og baserer sig på Østens neti neti metode, der betyder ’ikke det eller det’. Det er en træning i at give slip på identifikationen med tanker, følelser og sansninger for at erkende at man blot er bevidstheden bag. Det er igennem disidentifikation at vi opdager selvet som ren bevidsthed.
Selvet, der beskrives som et center af ren bevidsthed, er det bevidste Jeg, den vågne erkendende selvbevidsthed i ethvert menneske. Selvet er ikke egoet eller personligheden, tanker, følelser eller kroppen, men selve vågenheden i mennesket. En af de vigtigste måder at erkende dette selv på er gennem nærværsmeditation, mindfulness og andre former for introspektion. Når vi opdager selvet, oplever vi centrering, dvs. vi finder et kærligt og stabilt indre sted hvorfra vi kan iagttage alt hvad der foregår i vores bevidsthed. Dette center er et roligt, fredfyldt sted midt i personlighedens aktivitet og storme, og den giver os større mulighed for at anvende vores vilje til at vælge hvad vi ønsker at identificere os med.
Viljen er den iboende kraft som vi tager i anvendelse når vi bevidst vælger noget. Dybest set er viljen en kraft der har med viljen-til-at-være-sig-selv at gøre, og derfor er det viljen der fører til autenticitet. Assagioli skelner mellem den stærke, gode og intelligente vilje, men også mellem den personlige og spirituelle vilje. Viljens opgave er ikke at undertrykke elementer i personligheden, men at lede og regulere hvad der kommer ud i handling, baseret på de valg vi træffer.
Syntese er en proces hvor vi samler, harmoniserer og forener det i os der er adskilt og fragmenteret. Det er gennem kærlighedens og viljens kraft at dette bliver muligt. Når vi oplever det sted i os hvor vi kan rumme hvad vi indeholder i en kærlig accept, da har vi taget det første skridt mod syntese. Kærligheden forløser vores skygger, healer vores sår, og skaber en harmonisk psykologi. Selvet er kærlighedens kilde fordi vores essens er kærlighed – dette erkender vi når det kærlige vidne opdages. Men syntese kræver også vilje, dvs. evnen til at vælge vores identitet. Der er noget i os som er mere autentisk end andet, og vi har såvel et biologisk som et psykologisk og spirituelt DNA vi må udfolde. Når vi sætter fokus ind på at vælge vores sande og unikke identitet, skaber det en retning og en samling omkring dette mål. Syntese skabes med andre ord af selvets feminine og maskuline kraft i forening.
Idealmodellen er en vision af hvad vi har mulighed for at blive, og det er denne model vi sætter kærligheden og viljen ind på at realisere. Idealmodellen er en teknik der er hentet fra Raja Yogaen, som Assagioli var dybt inspireret af. Ved at visualisere og anvende den skabende forestilling kan vi gradvist skabe en helt ny identitet baseret på vores bevidste valg. Visualiseringen vil fremkalde de tanker, følelser og handlinger som vi forestiller os for ”som et menneske tænker i sit hjerte, således bliver det”.
Det overbevidste er menneskets tagterrasse, for at bruge Assagioli’s billede på mennesket som en bygning. I det overbevidste finder vi alle de kreative inspirationer vi indeholder, vores anlæg for genialitet, humanitet og altruistiske impulser. Når vi får adgang til det overbevidste, udvider vi vores bevidsthed og oplever os selv som en integreret del af verden og kosmos. Det er fra det overbevidste at vi henter vores højdepunktsoplevelser, og hvor vi erkender en dyb forbundethed med eksistensen.
Det transpersonlige Selv eller sjælen er den udødelige del af os, den essens der er vis, kærlig og stærk. Vi oplever især sjælen gennem vores intuition, som en indre vejleder der fortæller os hvad der er meningsfuldt og sandt at gøre. Sjælen giver os vores kald til at gøre en forskel i verden, ikke bare for os selv og vores kære, men for alle de mennesker vi omgås og kommer i berøring med. Sjælen giver os adgang til det sted i os hvor vi erkender vores storhed og dybe forbundethed med livet. Sjælen er som skønhed en subjektiv oplevelse der må erkendes, og Psykosyntesen har udviklet en lang række teknikker til at muliggøre dette. Set ud fra ovenstående syv kernebegreber bliver det forhåbentlig tydeligt at Psykosyntesen er langt mere end en selvudviklingsteknik. Det er en psykologisk vision der beskriver såvel vores egen udviklingsrejse, men også den rolle vi spiller i verden. Det er ligeledes en vision om en harmonisk verden der er integreret og forbundet i en humanitet der favner bredt og højt.
Vil du dybere ind i Psykosyntese?
I menuen artikler kan du finde over 50 artikler om Psykosyntese og under videoer ligger der 10 lange undervisningsvideoer, der går i dybden med det psykosyntesiske univers .
I 2015 udgav jeg bogen Psykosyntesens Sjæl – En vej til større frihed, nærvær og power, den kan du købe her.
I 2017 udgav jeg bogen Integral Meditation de syv meditationsveje til sjælen, som beskriver meditationens univers med udgangspunkt i psykosyntesen
I 2017 udgave jeg bogen Energipsykologi, forstå dine syv energityper, dit psykologiske DNA, som beskriver psykosyntesens syv typer.