Table of content
Denne artikel er et uddrag fra bogen Psykosyntesens sjæl, af Kenneth Sørensen og beskriver de grundlæggende aspekter i Roberto Assagiolis personlighedsteori.
”I et af sine breve fortæller Freud, ”Jeg er kun interesseret i kælderen af mennesket”. Psykosyntesen er interesseret i hele bygningen.” (Assagioli)
Roberto Assagioli præsenterede sit ovaldiagram første gang i 1934 (se nedenfor). Det skete i en artikel under titlen Psicoanalisi e Psicosintesi i The Hibbert Journal. I denne artikel præsenterede han sin personlighedsteori med udgangspunkt i ovaldiagrammet, og teksten indgik senere i hans første bog: ”Psykosyntese – en samling af grundlæggende skrifter”.[1]

1. Det lavere ubevidste
2. Det mellemste ubevidste
3. Det overbevidste
4. Det kollektive ubevidste
5. Selvet og iagttageren
6. Bevidsthedsfeltet
7. Bevidsthedsbroen
8. Sjælen og det transpersonlige Selv
I artiklen vedkender Assagioli sig en række psykoanalytiske, eksistentielle og spirituelle indflydelser, som har formet hans tænkning omkring personlighedsteorien. I den forstand er hans tilgang integral, idet han søger at skabe en ”flerdimensionel opfattelse af den menneskelige personlighed”, hvor han inddrager alle tilgængelige teorier på det tidspunkt. (1975, s. 16)
Assagiolis ovaldiagram
Han erkender også, at hans ovaldiagram ”langtfra er perfekt eller endegyldigt”. Den giver kun ”en strukturel, statisk og næsten ”anatomisk” fremstilling af vores indre konstitution, mens den udelader det dynamiske aspekt, der er det allervigtigste og mest essentielle i hele sagen.” (1975, s.16)Assagioli var ikke den første, der anvendte begrebet ”psykosyntese”, og han nævner selv en lang række forfattere, som brugte begrebet i større eller mindre grad. Carl Jung anvendte det også som led i sin kamp mod, hvad han så som den ensporede fejl i Freuds teorier: ”Hvis der er en ”psykoanalyse”, så må der også være en ”psykosyntese”, som skaber fremtidige begivenheder ifølge de samme love.” [2] Assagioli mener dog, at han selv anvender begrebet på en langt mere omfattende, definitiv og teknisk måde.
Vi vil vende tilbage til Psykosyntesens udviklingsteori i næste kapitel og koncentrere os om det ”anatomiske” aspekt af hans personlighedsteori. Assagiolis ovaldiagram beskriver forholdet mellem bevidstheden selv og de forskellige niveauer af energier, som den menneskelige psyke indeholder. Som nævnt i kapitel I håbede Assagioli, at der ville udvikle sig en videnskab om energi. Psykosyntesen er hans bidrag i den retning, og ovaldiagrammet er derfor et forsøg på at fremstille mennesket som et multidimensionelt væsen, der indeholder en række bevidstheds- og energiniveauer, der ifølge Assagioli er et ”essentielt træk ved psykosyntesen”.(Udateret 2)
Når vi taler om bevidsthedsniveauer, er der tale om fysiske, følelsesmæssige, mentale og intuitive niveauer, hvor der eksisterer forskellige typer af energier, der kan bevidstgøres. Vi oplever de fleste af disse energier, når vi sanser, føler, tænker og får intuitive ideer. Det, vi er bevidste om, udgør dog kun toppen af isbjerget, hvad der var en af Freuds helt store opdagelser. Assagioli opdelte sit diagram i tre sektioner, som er mere eller mindre bevidste eller ubevidste, afhængig af hvor bevidst det pågældende menneske er, og hvor bevidstheden er fokuseret i et givent øjeblik.
Det, at vi kalder områderne for ubevidst, betyder ikke, at alt hvad de indeholder, er ubevidst, for vi oplever kontinuerligt en kontakt med de mangfoldige typer af behov, som de indeholder. Det gælder specielt de to nederste områder af ovalen (1 og 2 i diagrammet). Assagiolis beskriver det således: ”De basale og normale personlige behov handler om det lavere og midterste psykologiske liv, såvel bevidst som ubevidst.” (2005, s.99)
I centret af ovaldiagrammet (5) placerer han selvet som et punkt af ren selvbevidsthed og vilje, men ofte er vi som tidligere omtalt slet ikke vågnet op til os selv som selvbevidst iagttager. Det betyder, at vi kun har en meget begrænset oplevelse af, hvad vi indeholder. Selvet har et bevidsthedsfelt (6), som er området, hvor de forskellige energier bliver bevidste for os; man kunne også kalde det for opmærksomhedsfeltet. Vi er naturligvis ikke bevidste om alt vi ved hele tiden, men henter det frem i opmærksomhedsfeltet (6), når vi skal bruge det. På nogle områder kan man sammenligne det med den funktion en skærm har i forhold til en computer. Langt de fleste processer foregår nede i ROM- og RAM-lageret og på harddisken (1+2) og kommer slet ikke til syne på skærmen(6). Det, der vises på skærmen, er udelukkende det, som brugeren vælger at fokusere på eller systemet (som her sammenlignes med det ubevidste) er programmeret til. Assagioli beskriver det på denne måde:
”Det lavere ubevidstes indhold, nye informationer fra det mellemste ubevidste og ligeså impulser fra overbevidstheden strømmer ind i dette bevidsthedsfelt.” ”(Miller, 1973)
Med den metafor i hukommelsen vil vi nu gå gennem de forskellige ubevidste områder for at undersøge, hvad det er for energier, ressourcer og behov, vi finder der. Det kan give god mening at betragte ovaldiagrammet som et indre hus i forskellige etager, en metafor Assagioli også selv brugte. På et spørgsmål om, hvordan psykosyntesen adskilte sig fra psykoanalysen, fortæller han:
”Vi har langt mere opmærksomhed på det højere ubevidste og på udviklingen af det transpersonlige selv. I et af sine breve fortæller Freud, ”Jeg er kun interesseret i kælderen af mennesket”. Psykosyntesen er interesseret i hele bygningen. Vi forsøger at bygge en elevator, som vil gøre det muligt at få adgang til alle personlighedens niveauer. En bygning med kun en kælder er trods alt meget begrænset. Vi ønsker at åbne op til terrassen, hvor du kan solbade eller kigge på stjerner. Vores mål er syntesen af alle personlighedens områder.” (Keen, 1974)
Det lavere ubevidste
I bunden af ovaldiagrammet (1) finder vi det lavere ubevidste, som jeg foretrækker at kalde for det basale ubevidste pga. den negative ladning, som begrebet ”lavere” ofte får. Det område svarer til det, som psykoanalysen kalder det ubevidste. Fra det lavere ubevidste rejser der sig fra bunden af ovalen strømme af fysisk velvære, ubehag, sultfornemmelser, seksuelle behov, lyst, aggression, og mangfoldige behagelige og ubehagelige drifter. Disse kræfter strømmer ind i bevidsthedsfeltet og påvirker selvets adfærd. Mange af disse drifter er mere eller mindre blinde, instinktive eller ubevidste. De styrer vores kostvaner, søvnrytmer og mangfoldige fysiologiske processer. Det er også i dette område, at mange af vores fortrængte og traumatiserede oplevelser fra barndommen ligger gemt. De aktiveres af forskellige omstændigheder og rejser sig som frygt, angst, skam, smerte og diverse hæmninger, vi ikke umiddelbart kan forklare. Det, der karakteriserer alle disse energier er, at de er egocentriske, de varetager vores legitime behov for overlevelse, tryghed og sikkerhed. Der er overvejende tale om fysiske drifter, basale følelser, begær og fantasier. De knytter sig især til den tidlige barndom, og derfor repræsenterer dette område i vid udstrækning barnets bevidsthed i os på godt og ondt.
Det lavere ubevidste rummer en utrolig vitalitet, som er afgørende at være i kontakt med, når vi skal udfolde vores liv. Det er fra dette område, at vi lærer at skabe intime relationer og udfolder en spontan og legende adgang til livet. Det gør os i stand til at møde verden med tillid og tryghed. Vi henter også her vores basale kampenergi til at kæmpe for det, vi har behov for, så det basale ubevidste er hele fundamentet, som personlighedens bygning rejses på. Det er vigtigt at pointere endnu engang, at dette område ikke er fortrængt i sin helhed. Det er i forbindelse med den personlige psykosyntese, at vi udforsker dette område, udvikler det og integrerer dets værdifulde ressourcer i vores liv.
Jo mere selvet er identificeret med energier fra dette område, des mere vil det naturligvis være styret af dette områdes behov og værdier. Det tryghedsorienterede menneske, som har sit overvejende fokus på materiel sikkerhed og trygheden i en familie, vil i vid udstrækning hente sin identitet fra dette område.
Det mellemste ubevidste
Det mellemste ubevidste (2) består af indhold, som ligner den vågne bevidsthed, når vi har at gøre med et forholdsvist rationelt menneske, en ung eller voksen, der har modtaget uddannelse.[3] I det område bliver mange af vores psykologiske processer bearbejdet i ”baggrunden”, før de bliver tilgængelige for bevidstheden. Det er de ”elementer, der er latente, hvilende eller aktive i personligheden, men som vi ikke er bevidste om i øjeblikket.” (Assagioli, Miller, 1973) Det er det før-bevidste område.
Fra det mellemste ubevidste strømmer energierne ind fra alle de områder, der er forbundet med vores mere bevidste relationer, status og selvværd. Disse energier er mere knyttet til det højere følelsesliv og vores rationelle overbevisninger omkring livet, de politiske, religiøse, sociale livsanskuelser. Kort sagt, alle de mere eller mindre bevidste værdier, vi har tilegnet os på alle livsområder, som følge af vores uddannelser og almene dannelse. Det er i dette område, at vi har lagret de mere bevidste selvbilleder, vi opretholder. Vi etablerer i dette område en selvbevidst identitet, der kan sætte grænser og udtrykke sig individuelt i livet. Her findes behovene for venskab, gruppetilhørsforhold, og det at finde sin egen plads i gruppen og samfundet. Vi udvikler således vores talenter og kreativitet inden for det arbejdsområde, som er vores livsbane. I dette område kan der også eksistere hæmninger, frygt og meget vanskelige typer energier, som følge af udfordringer og traumer i ungdomsperioden, hvor vi former vores selvbevidste personlighed og bliver voksne. Det giver sig især udslag i identitetsproblematikker og nedsat selvværd, der påvirker forholdet til kærlighed, arbejde og status.
Når selvet er identificeret med dette område og derfor har sit fokus her, betyder det naturligvis ikke, at det lavere ubevidste ikke er vigtigt. Det træder blot i baggrunden som identitetsfaktor, med mindre man har uløste temaer omkring sikkerhed, tryghed osv. I så fald vil man i perioder, hvor temaerne aktiveres, kunne være fikseret her, indtil man får løst sin tryghedsproblematik. I det tilfælde vil man på bestemte områder opføre sig ”barnligt”, fordi der netop er uløste barnebehov, som kræver opmærksomhed. Integrationen af disse energier gør selvet mere reflekteret og selvbevidst.
I den øverste del af det mellemste ubevidste eksisterer de mere helhedsorienterede mentale energier, som får behovet for selvaktualisering til at melde sig. Det er herfra, personligheden kulminerer, det vil sige henter inspirationen til virkelig at gøre fyldest i livet på et eller andet område.
Det overbevidste
Når vi kommer til det tredje og øverste område af ovalen, kaldet det overbevidste (3), så bevæger vi os ind i det transpersonlige område. Transpersonlig betyder netop det, der ligger hinsides det personlige. Her møder vi energier, der bringer os i kontakt med forståelser og oplevelser, som udvider bevidstheden fra det individuelle til det mere universelle. Dette niveau er det første ægte helhedsbevidste niveau, fordi det kan give os oplevelser af at være en integreret del af en helhed, der rækker ud over vores afgrænsede selv.
Det kan være tale om oplevelsen af en kærlighed, hvor alle grænser udviskes, og man føler sig ét med menneskeheden i et intimt broder- og søsterskab. Det kan også være dybe indsigter i eksistensens sammenhænge, som er universelt gældende for alle levende væsener. De universelle menneskerettigheder er helt sikkert inspireret fra dette felt. Vi taler derfor om universel etik, der altid mindst er verdenscentrisk i sin bevidsthed, det vil sige, at energien er upersonlig og omfatter alle. Mange store videnskabelige opdagelser, kunstneriske inspirationer eller heroiske impulser, der kalder mennesker til at ofre sig for en større sag, udgår fra dette niveau af bevidsthed. Det er via det overbevidste, at vi forbinder os med noget der er større end os selv, så det er her længslen efter mening og et højere kald udgår.
Der er forskel på om det er selvet, som fx i meditation løftes ind i det overbevidste og dermed får udvidet sin identitet, eller om det er indhold fra det overbevidste, der strømmer ned i den personlige bevidsthed med forskellige typer af inspiration uden at udvide identiteten. Vi vil i kapitlet om overbevidstheden uddybe den forskel.
Når psykoanalysen og psykosyntesen sammenlignes, kan man støde på den opfattelse, at Freuds overjeg og den samvittighed, der udgår fra den indre stemme, er sammenlignelig med værdierne og vejledningen fra det overbevidste. Men det er to helt forskellige niveauer af bevidsthed, som her blandes sammen. Ifølge Assagioli er overjeget: ”I stor udstrækning introjiceret fra forældreforbud og -påbud. Den type af samvittighed hører til på personlighedens niveau.” (1975, s.232)[4] Overjeget er meget ofte drevet af frygt, “mens oplevelserne i den overbevidste verden udelukker frygt … i den ophøjede atmosfære i det overbevidste kan disse følelser (frygt, aggression, had) ikke eksistere.” (1993: 29) (parentes min tilføjelse)
Det overbevidste eller det højere ubevidste er kun ubevidst, så længe det er uudforsket. Når først vi bevidst søger at forbinde os med disse områder, kan de blive lige så permanent tilgængelige som det lavere og mellemste ubevidste. Det er vigtigt at tilføje, at energierne fra disse områder også kan fortrænges og bliver det, når selvet er for identificeret med de personlige behov og værdier.
Det er meget vigtigt at skelne mellem den sammensmeltning, der foregår i det lavere ubevidste mellem mor og barnet, som er præ-rationel, og den transrationelle sammensmeltning i det overbevidste. De blandes ofte sammen og forveksles, så man tror begge er spirituelle. Barnets tilstand er afhængig og egocentrisk og kan derfor ikke række ud over sine egne behov. Det, der kendetegner spiritualitet, er netop evnen til at have omsorg for andre end sig selv og sine nærmeste.
De transpersonlige energier giver os en universel etik, fordi vi bevarer de kognitive strukturer og værdier, men udvider perspektivet til det universelle. Det gør naturligvis ikke barnets tilstand til noget dårligt, den er helt naturlig for barnets udviklingsstadie. Der er altså forskel på den smelten sammen i flokbevidsthed, som en begejstret fanskare oplever til en fodboldkamp (etnocentrisk), og den fællesbevidsthed, man som en gruppe kan opleve i en meditation, hvor man føler sig et med hele menneskeheden (verdenscentrisk).[5]
Det kollektive ubevidste
Det kollektive ubevidste (4) med alle dets niveauer fra det lavere ubevidste til overbevidstheden er vores kontakt med det omgivende psykologiske miljø. Vi står i en kontinuerlig telepatisk kontakt med omverdenen og påvirkes af alt, hvad menneskeheden har oplevet og oplever i dette nu. I forbindelse med det psykoterapeutiske arbejde eller i meditationer kan vi opleve, at det vi troede var individuelle energier i vores personlige bevidsthed, i virkeligheden også er kollektive energier. Vi opdager fx, at vi kan være bærere af mønstre og personlighedstræk, som har været en del af vores familie i generationer. Vi kan også opleve, at psykologiske begivenheder i vores sociale miljø smitter os, selvom vi ikke er i umiddelbar kontakt med hinanden. Kærlighed, had, frygt og tillid er helt upersonlige energier, der flyder gennem æteren mellem os. Vi har dog hver især vores egne historier og ”kroge”, som giver disse energier en personlig drejning.
Selvet – et center af ren bevidsthed og vilje
Vi har tidligere berørt selvet, så jeg vil kun lige opridse de vigtigste punkter. Det centrale punkt i midten af ovalen (5) er selvet eller iagttageren. Det udgør centret i personlighedens verden og er subjektet i os, den vågne nærværende bevidsthed. Iagttageren er punktet af ren selvbevidsthed og vilje, men den har også et bevidsthedsfelt (6), som er det runde lysende felt. Det er selve opmærksomhedens område, og det er her, bevidsthedens indhold opleves.
Det vi tænker, føler og sanser, kommer ind i dette område fra de fire ubevidste områder og intuition direkte fra sjælen (8). Her opleves og fortolkes alle energierne af iagttageren ved hjælp af de psykologiske funktioner. Det er her, vi erkender, hvad vi tænker, føler og sanser på et givent tidspunkt. Vi kan derefter handle på indholdet eller lade være, hvorefter det forsvinder, med mindre vi opretholder et aktivt fokus. Langt de fleste mennesker er ikke disidentificeret fra bevidsthedens indhold. De tror, de er deres tanker og følelser og er endnu ikke vågnet op til den fundamentale forskel, der eksisterer mellem bevidstheden selv og dens indhold. Det er et faktum enhver oplever, når de sætter sig ned og iagttager deres bevidstheds indhold.
Vi er naturligvis ikke adskilt fra vores tanker og følelser, men vi er noget væsensforskelligt fra dem. At nå frem til denne skelnen er et af de første primære trin i den personlige psykosyntese, fordi det skaber et stabilt iagttagende center, hvorfra såvel personlighedens som sjælens mangfoldige energier kan begynde at mestres. Et af Assagiolis kerneudsagn er: ”Det, vi identificerer os med, styrer os. Det, vi disidentificerer os fra, kan vi lære at mestre”.
Når vi oplever en stærk følelse, så siger vi ofte: ”Jeg er vred”, eller ”Jeg er ked af det”. Vi identificerer os med følelsen. Hvis vi i stedet siger: ”En bølge af vrede påvirker mig”, så er der en skelnen mellem følelsen og iagttageren. Vi kan herfra langt lettere finde ud af, hvad vi vil gøre med den. Vi kan eje og tage ansvar for den. Centret af ren bevidsthed og vilje, selvet, er derfor et utrolig vigtigt psykologisk ståsted, som er værd at udvikle. Det giver os nærvær, integritet og ikke mindst identitet, så vi ved hvem vi er, og kan stå ved det.
Det er vigtigt at pointere, at selvet naturligvis også kan projicere sin bevidsthed ind i alle de forskellige ubevidste områder (se diagram). Det er ikke kun en passiv modtager af impulser, men også en opdagelsesrejsende, som udforsker og udvikler alle disse områder. Det er til det formål, at psykosyntesen tilbyder så mange forskellige teknikker og metoder, som forvandler og integrerer energierne i de pågældende områder.
Egoet, jeget og personligheden
Inden vi går videre til det transpersonlige selv, er det en god ide at få defineret, hvordan nogle af de gængse betegnelser i psykologien relaterer til psykosyntesen. Nedenfor redegør jeg for min egen forståelse af nogle klassiske grundbegreber om menneskets psykiske struktur, og hvorfor der er tale om en helt ny og anderledes tænkemåde hos Assagioli.
Egoet (iflg. Freud o.a.) kan opfattes som den personlige struktur, der samler identiteten omkring nogle rationelle værdier. De er meget ofte beslægtede med de herskende værdier i den kultur, individet lever i. Egoet fungerer som et organiserende center, hvoromkring individet samler sin normalitetsidentitet. Det vil ofte bestå af op til flere dominerende sociale roller, som individet er identificeret med. Det kan være rollen som mor, hustru og arbejdsidentiteten. Egoet er derfor noget helt andet end Assagiolis selv.
Egoet kan også defineres langt bredere, som den tendens tankesindet har til at afgrænse og isolere sig i en ”sammentrækning”. Der er noget i tankesindets natur, som får det til at gribe fat og adskille sig fra alle andre selver. Det er en meget nødvendig funktion for at udvikle selvbevidsthed, men et stort problem, når vi skal udvikle sjælsbevidsthed, hvor identiteten også er forbundet med universalitet. Vores ego vil bestå, lige så længe vi er identificerede med tankesindet.
Jeget kan være noget andet end egoet, der ofte er baseret på ydre normer og værdier. Jeget kan være en meget selvbevidst identitet bygget op omkring en lang række forskellige værdier og perspektiver, som også kan have forankring i det overbevidste område. Jeget er kort sagt udtryk for den identitet, man har skabt på det bevidsthedsniveau, man fungerer på. De selvbilleder, man på ethvert givent tidspunkt er identificeret med. Er man identificeret med sit ego, fungerer det som jeget, men er man i berøring med det overbevidste, så vil man have et langt mere individualiseret, frit og humanistisk orienteret jeg. Der findes jeger på alle de stadier, der eksisterer fra kropsbevidsthed til sjælsbevidsthed. Ken Wilber kalder det for ”stadieselver” i sin psykologi.
Overjeget er en samling af opdragende roller, man har identificeret sig med i forbindelse med opvæksten. De indeholder de moralbegreber, kulturen har givet videre, og som har til hensigt at normalisere barnet omkring nogle adfærdsnormer. Overjeget består, lige så længe individet har behov for den tryghed og begrænsning, det indeholder.
Personligheden er det samlede udtryk for den fysiske krop, følelserne og tankesindet med alt, hvad de indeholder. Den opstår først, når viljen opdages, og individet samler sine ressourcer omkring bevidst udvalgte mål. Indtil da er individet blot en række mere eller mindre selvbevidste roller, der tilpasser sig de sociale omstændigheder, man befinder sig i. Set ud fra den betragtning er det ikke alle der har udviklet deres personlighed, da den forudsætter en modning af mennesket. Integrationen af personligheden kalder Assagioli for den personlige psykosyntese.
Det er tydeligt, at ingen af ovenstående definitioner er det samme som Assagiolis selv, der er den rene selvbevidsthed og vilje i centret af personligheden.
Sjælen og det transpersonlige Selv
Nu er vi ved selve kilden til selvet og bevidstheden i mennesket. Det, som jeg foretrækker at kalde for sjælen (8), fordi det minder os om, at vi er et levende guddommeligt væsen. Assagioli kaldte det primært for ”det transpersonlige Selv” af hensyn til den videnskabelige tilgang, som var så vigtig for ham.
Vi har allerede i kapitel I berørt sjælen, så lad mig her uddybe det vigtigste. Der er som nævnt ikke tale om to selver, men om at selvbevidstheden kan opleves på to forskellige niveauer af bevidsthed. I personlighedens verden, hvor vi oplever selvet som ren selvbevidsthed, men fortsat med en oplevelse af adskilthed fra andre menneskers bevidsthed. I overbevidsthedens verden, hvor vores selvoplevelse udvider sig næsten ubegribelig stort, for vi bliver en del af en fællesbevidsthed, men uden at miste et individuelt formål.
Tusindvis af mennesker har beskrevet, hvordan de gennem meditationer eller spontane oplevelser har haft kontakt med en identitet, der var langt større og mere omfattende end den afgrænsede bevidsthed, de normalt var identificeret med. En bevidsthed, som ikke er begrænset af nogen personlig identitet, men som mere er en væren, der er upersonlig, universel og essensen i alle mennesker.
Det er vigtigt at pointere, at Assagioli omtaler sjælen som et levende væsen, og at han har en teistisk tilgang til spiritualitet. Når kontakten til sjælen opleves, så er det som at ”deltage i det guddommeliges natur”. (1975, s. 44)
Overalt i hans bøger og artikler finder man referencer til specielt kristendom og hinduisme. Han citerer St. Augustin for følgende: ”Når sjælen elsker noget, bliver den som det, den elsker. Er det jordiske ting, bliver den jordisk, men hvis den skulle elske Gud, da må vi spørge, om den ikke bliver Gud?” (1975, s.44) En af de pointer, han lagde stor vægt, på var dog dualiteten mellem det personlige selv og sjælen, og mellem sjælen og det universelle Selv (Gud). Han advarede i stærke vendinger mod den illusion at forveksle selvbevidstheden på de forskellige niveauer. Det vil sige at tro, at man er Gud eller sjælen, førend man har realiseret denne bevidsthed, det vil sige, demonstreret det i praksis. Det vil svare til at forveksle et agern med et egetræ og glemme, at et potentiale ikke er en fuldt realiseret sandhed.
I hans ovaldiagram placerer han netop det transpersonlige Selv i toppen af diagrammet for at indikere den rejse og den ekspansion af bevidsthed, som det kræver at sammensmelte det personlige og transpersonlige selv. Med Assagiolis ord: ”En manglende forståelse af denne vitale sondring kan have absurde og farlige konsekvenser”. (1975, s.45) Han peger ikke mindst på ego-opblæsthed, og derfor er det ikke hensigtsmæssigt at fjerne stjernen fra toppen af ovalen, som nogle psykosyntetikere er begyndt at gøre.[6]
Sjælen står i direkte kontakt med selvet gennem den lysende kanal, der fungerer som en bevidsthedsbro (7) mellem de to områder af bevidstheden. Den bevidsthedsbro er skabt ved, at sjælen har projiceret en del af sin bevidsthed ned i personlighedens verden. Assagioli skriver: ”Egoet, eller det bevidste “jeg”, er en emanation eller projektion af Selvet”. (1967b) Dette er et eksempel på evolutionær panenteisme, for ligesom sjælen er en emanation (udstrømning) af det Universelle Selv (Gud), så er det personlige selv det også.
Denne forbindelse er også blevet kaldt for den stille sti, fordi det er igennem stilheden, at de højere bevidsthedsniveauer kontaktes og erkendes. Set i det lys kan man sige, at sjælens højere bevidsthed reflekteres i hjernen gennem en svag afspejling. Det er en svag afspejling, indtil den spirituelle proces sætter ind, hvorefter den overskyggende sjæl mere og mere kan manifestere sig gennem hjernen og det fysiske nervesystem. I praksis opleves bevidstheden ikke som noget, der bor et bestemt sted i hjernen, for vi oplever normalt bevidstheden gennem tankesindet, der ikke er afgrænset af den fysiske krop.
Man skal forestille sig, at der over hovedet er et strålende nærvær, som er velbeskrevet i de østlige spirituelle skrifter. Dette er det virkelige menneske i den indre verden. Dette nærvær er sjælen, som er den udødelige del af os. Sjælen søger dybest set at manifestere overbevidstheden i samspil med kræfterne i det mellemste og lavere ubevidste. I den forstand har vores personlige selv den opgave at formidle et samarbejde mellem sjælen og det underbevidste.
På et tidspunkt er der naturligvis ikke noget personligt afgrænset selv længere, når sjælen fuldt ud kan manifestere sig i personligheden. Der er på det tidspunkt ikke længere nogen dualitet mellem sjæl og selv. Der er flere stadier i denne oplysning, men når det sker, har vi et oplyst menneske, der træder frem, og Assagioli giver eksempler på mange af verdens oplyste, der har realiseret dette niveau: ”Gandhi, Florence Nightingale, Martin Luther King, Albert Schweitzer”. (2005, s. 99)
Der er dybest set ikke nogen væsensforskel mellem sjælens bevidsthed og selvets bevidsthed. En god analogi, Assagioli brugte (Udateret 2.), var forholdet mellem solen og dens lys, reflekteret i et spejl. Lyset i spejlet har de samme kvaliteter som solen; det oplyser og giver varme. I en vis forstand er lyset i spejlet en illusion, hvis vi kun ser genskinnet i spejlet, for da ser vi ikke kilden. Sådan forholder det sig også med selvet, hvis ikke vi er vidende om Sjælen. Det er her, meditation kommer ind som den metode, der fører os til kilden.
Sjælen kan gennemtrænge hele ovalen med sine energier og gør det, og der er mange eksempler på, at børn oplever overbevidste energier. Men det betyder ikke, at sjælen selv befinder sig i bunden af ovaldiagrammet, ligesom solen heller ikke er på jorden, selvom dens udstråling når her til.
Den afgørende forskel mellem sjælen og selvet handler mere om bevidsthedens intensitet og vidde. Sjælen lever i en højere verden over de mentale niveauer og er fuldt bevidst om sin samhørighed og bevidsthedsmæssige enhed med alle andre sjæle og verdenssjælen. Stjernen i toppen af diagrammet (8) relaterer til det, Østen kalder for ”juvelen i lotussen”, som er den centrale kerne i sjælen. (2006, s.93)
Denne kerne er den statiske ubevægelige vidnebevidsthed. Det i os, der altid er vågent og som lever i det evige nu, fuldt bevidst om sin kosmiske natur og uden for tid og rum. Hvis selvet er en 100 watt pære, der stråler i hjernens midte, så er sjælen en 1.000.000 watt pære, der stråler i evigheden.
Oplysning er at få det lille lys i hjernen til at skinne med samme intensitet, som lyset i ”himlen”. De aktive energier og potentialer i det overbevidste er de kreative kræfter, som sjælen udstråler som visdom, kærlighed, skønhed osv. På samme vis som selvet i personlighedens verden også er det udstrålende center for tanker, følelser og fysiske handlinger. (2005, s. 106)
Sjælen har adgang til universalitet i sin bevidsthed, og derfor placerede Assagioli stjernen halvvejs inde i ovalen og halvvejs ude vendt mod kosmos. Dermed indikerer han sjælens dobbeltrettede bevidsthed henholdsvis mod individualitet og universalitet. Sjælen udtrykker en fællesbevidsthed på sit eget niveau, fordi den er identificeret med helheden, men den har også et individuelt formål at skulle udtrykke, derfor er den også formålsbevidst. Dette formål er et udtryk for den transpersonlige vilje og kaldes også for sjælens kald og betegner den rejse, den må foretage på egen hånd i samarbejde med andre. Det er gennem de valg sjælen træffer, at den indhøster erfaringer og opnår visdom. Sjælen er viis og god på sit eget niveau, men kan ikke bringe det igennem i personligheden, når den skal manifestere sig gennem en krop. I ”kødet” må den først udvikle evnen til at udfolde kærligheden og visdommen.
Sjælen er ikke blot bevidsthed, som åbner den op mod det universelle. Den er også potent vilje til at være sig selv og udtrykke denne identitet som et unikt formål. Det er på den måde, at sjælen bliver et unikt Selv og bevarer sin individualitet på trods af bevidsthedens universalitet. Assagioli citerer Radhakrishnan:
”Det menneskelige selvs særegne privilegium er, at det bevidst kan deltage i og arbejde for helheden, og i sit eget liv legemliggøre helhedens formål. … Individualitetens to elementer: Særegenhed (hver-for-sig-hed), og universalitet (altsammenhed) vokser sammen, indtil det mest unikke til sidst bliver det mest universelle”. (2005, s.113)
Lad dette være de sidste ord om sjælen. Det må indrømmes at disse perspektiver ikke er nemme at formidle eller forstå, for dybest set kan sjælen ikke begribes med intellektet, kun opleves. Vi vil vende tilbage til sjælen i kapitel X og underbygge, hvordan vi arbejder med sjælen i praksis.
Assagiolis alternative personlighedsmodel
Assagioli kom med ideer til alternative personlighedsmodeller rundt omkring i sit forfatterskab, som kompletterede hans ovaldiagram. Disse modeller er gode at have med, når vi skal forstå nuancerne i hans mangefacetterede psykosyntese. Et af de symboler, han anvendte til at beskrive forholdet mellem sjælen og personligheden, beskrev han på følgende måde:
”Abstrakte geometriske symboler er ofte kombineret med symbolet på solen eller en stjerne; eksempelvis ved visualiseringen af en ligesidet triangel, der symboliserer personlighedens tre aspekter – det fysiske, det emotionelle og det mentale – og over trekantens toppunkt en strålende sol eller stjerne, der symboliserer Selvet. Dette er et meget velegnet symbol til at illustrere processen frem mod tilegnelsen af spirituel psykosyntese, ved at Selvet gennemtrænger den rekonstruerede eller fornyede personlighed. ” (1975, s.203)
I diagrammet sjælens oplysning af personligheden, som jeg har udarbejdet til at illustrere denne ide, ser vi den ligesidede trekant, som repræsenterer den integrerede personlighed. Det vil sige, at energierne fra det lavere og mellemste ubevidste er samlet omkring selvet. Denne integration kaldte Assagioli for den personlige psykosyntese. De tre grundlæggende aspekter af den personlighed består, jævnfør ovenstående, af kroppen, følelserne og det mentale.
I midten af trekanten har jeg tilføjet punktet for selvet – som punktet af ren selvbevidsthed og vilje. Ovenover trekanten ser vi solen, som et symbol på sjælen. Den søger at gennemtrænge personligheden med sine stråler, det vil sige med indholdet i det overbevidste, og på den måde fremkaldes den spirituelle psykosyntese. Dette er stadiet, hvor sjælen og personligheden er forenet, således at vi manifesterer det overbevidste gennem krop, følelser og tanker.
Den stiplede linje mellem selvet og sjælen er den bevidsthedsbro, som gradvist udvikler sin kapacitet til at formidle sjælens bevidsthed i personligheden. Jeg har med andre ord kombineret de kendte elementer fra ovaldiagrammet for på den måde at illustrere, at udviklingen kommer såvel ovenfra og ned, bistået af selvet, som arbejder nedefra og op.
Assagioli underbygger ovenstående billede og idé i et andet citat:
“De åndelige elementer kommer ned som solstråler og ind i menneskets personlighed – ind i den personlige bevidsthed – hvorved der dannes en forbindelse mellem den almene menneskelige personlighed og det åndelige ”Jeg”, den åndelige virkelighed. Det er lysstråler i forskellige farvenuancer, der trænger ind i vores personlige bevidsthed alt efter, hvor gennemtrængelig og transparent den er.” (2006, s. 255)
I næste kapitel skal vi se på, hvordan personligheden bliver transparent for de overbevidste energier, som en del af selvets udviklingsrejse. Vi skal med andre ord fordybe os i psykosyntesens udviklingsteori for på den måde at skitsere den rejse, som det personlige selv udfolder fra selvbevidsthed til sjælsbevidsthed.
[1] Roberto Assagioli, Psykosyntese – en samling af grundlæggende skrifter, Kentaur Forlag, 2009
[2] Jung, citeret i J. Kerr, A Dangerous Method (2012) pp. 214-5
[3] I næste kapitel bliver ovaldiagrammet sat i relation til Assagiolis udviklingspsykologi og i forhold til Abraham Maslows behovspyramide, og så giver alderstrinet mening.
[4] Læs også (Miller, 1973)
[5] Jeg har behandlet hele den problematik udførligt i (Sørensen, 2008) under navnet pre/trans-fallacy, der er Ken Wilbers begreb for emnet.
[6] Dette emne bliver udførligt behandlet i (Sørensen, 2008)
Sådan kan du komme videre
Læs også Psykosyntesens udviklingsteori, som også er uddrag fra bogen Psykosyntesens Sjæl
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli
Læs introartiklen om integral meditation
Gem kommentar