Roberto Assagioli om viljen

Selvet som vilje og bevidsthed

Dette center opleves også at have et dynamisk aspekt. Det har, for at bruge en analogi, kraft eller energi. Når vi oplever os selv som ”selver”, som subjekter, har vi ofte en oplevelse der kan opsummeres i denne sætning: ”Jeg er en kraft, en årsag”. Dette er en oplevelse af den menneskelige vilje .

Stjernediagrammet (nedenfor) viser selvets centrale position og viljens forbindelse til det. Viljen tjener simpelthen som den styrende energi for alle andre psykologiske funktioner. Vi finder at erkendelsen af selvet ofte er forbundet med erkendelsen af at selvet har en vilje – at det på en vis måde endda er en vilje.

VILJEN, CENTRET FOR BEVIDSTHED OG DE PSYKOLOGISKE FUNKTIONER

Trekanterne, der udgår fra den midterste cirkel, repræsenterer de psykologiske funktioner:

1. Sansning;

2. Emotion – Følelse;

3. Impuls – Begær;

4. Forestillingsevne;

5. Tanke;

6. Intuition .

Viljen (7) indtager en plads der vises af det cirkulære område uden om punktet for selv-bevidsthed (8), ”Jeget” eller Ego.

 

Som det er med andre vigtige erfaringer, såsom den æstetiske eller den religiøse, må også erkendelsen af viljen opleves. Hvordan kan man for eksempel videregive til andre hvad den æstetiske sans er og hvordan den vækkes? Det kan være en pludselig åbenbaring ved at fordybe sig i en særlig smuk solnedgang, farvespillet i havet, panoramaet fra en bjergtop. Det kan komme ved at kigge på et barns øjne, eller ved at kigge på Mona Lisa, eller læse Den Guddommelige Komedie eller lytte til Vivaldi, Bach eller Wagner.

Således også med viljen. Den kan dukke frem i bevidstheden når man konfronteres med en fare, når selvopholdelsesdriften siger at man skal flygte, eller frygt lammer kroppen; i sådanne øjeblikke kan en kraft fra dybet af vores eksistens uventet få os til at tage det farlige skridt fremad eller modigt konfrontere en angriber. Stillet overfor en overmands trusler, når vores egenkærlighed prøver at lokke os til at overgive os, kan denne kraft få os til at sige beslutsomt ”Nej”. Selv når tilsyneladende søde fristelser sniger sig ind på os, kan den samme kraft bryde ud, ryste os, og frem for alt udfri os. Vilje er frihed. Det er det vigtige.

I de fleste tilfælde er opdagelsen af viljen ikke så dramatisk, men vi afslører den i handling. Når vi gør en fysisk eller mental anstrengelse, når vi er oppe imod en eller anden forhindring, kan vi føle en styrke, en særlig energi i os, og vi erfarer følelsen af vilje eller at ville. Den er dog ofte i de tilfælde blandet med et virvar af impulser, begær, håb.

Viljens kvaliteter

Som sagt er frihed et af viljens grundprincipper – frihed til at vælge og til at handle som vi ønsker. For eksempel blev jeg under krigen sat i fængsel af Fascisterne i en måneds tid. Af mange grunde blev jeg sat i isolation. Jeg kunne frit vælge en indstilling: oprør, eller sur underkastelse, eller ligegyldighed eller munter accept. Ingen kunne blande sig i min indre reaktion. Jeg valgte accept og spurgte mig selv hvordan jeg kunne få noget nyttigt ud af muligheden. Den største nytte var at bruge den som et refugium. Betingelserne var ideelle! Ingen støj. Ingen afbrydelser. Regelmæssige måltider. Jeg mediterede, læste. Fuldstændig ubekymret. Og jeg fik gode resultater af mine meditationer. Den centrale erfaring kan opsummeres således: frihed gennem accept.

At vælge er et af stadierne i viljesakten, et af de vigtigste. Og dette illustrerer at en viljesakt ofte sker uden nogen anstrengelse. Jeg behøvede ikke at bruge nogen som helst viljestyrke for at tage beslutningen. Det var fuldstændig spontant, autentisk; det var blot anvendelse af min generelle indstilling til livet. Så det var en viljeshandling , fordi det var et valg , et bevidst valg, men uden den mindste anstrengelse.

Viljen anses som regel for at være forbundet med styrke og anstrengelse, og er det også ofte, men ikke nødvendigvis. Lad mig gentage det: viljen er ikke noget hårdt, stift, betingelsesløst og udelukkende. Den har dybest set snarere en regulerende funktion. Det er den psykologiske funktion som dirigerer og regulerer alle de andres spillerum. En analogi er dirigenten for et orkester, som ikke spiller selv, men styrer dem, der spiller på de forskellige instrumenter.

Dette hjælper med at skelne viljen fra det som Victorianerne kaldte ”viljestyrke”. En anden analogi kan være til hjælp: bilen. Den Victorianske vilje , som så at sige gav begrebet så dårlig reklame, var som en mand, der for at komme til sit bestemmelsessted, stillede sig op bag ved sin bil og prøvede at skubbe den mod målet. Den intelligente vilje , den rigtigt trænede vilje, svarer til den mere effektive og fornuftige fremgangsmåde, hvor manden stiger ind i bilen, sætter sig godt til rette, slår tændingen til og styrer bilen så han kan bruge benzinens energi til at bringe sig til bestemmelsesstedet.

Viljen som en del af terapeutrollen

Det er klart, at viljen kan have en central funktion i alle de forskellige menneskelige foretagender – uddannelse , forretning, dagligdagens gøremål og så videre. I terapi kan man som punkt et forklare klienten viljens sande natur og virkemåde, og som punkt to vække hans egen vilje til at blive rask. Dette er meget vigtigt. På grund af den menneskelige naturs mangfoldighed og vores ambivalens, kan en klient ønske eller have behov for at blive rask, men ikke ville det. Klienten holder måske krampagtigt fast i fordelene ved at være syg. Eller han ønsker at blive helbredt med ydre midler, af lægen eller med medicin, og ikke yde sit til at blive rask. Som punkt tre kan terapeuten hjælpe klienten med selv at opøve og bruge sin vilje og ikke læne sig op ad terapeuten.

Terapeuten har nemlig hovedsagelig to roller: moderrollen og faderrollen. Terapeutens moderrolle er i orden i den første del af behandlingen, særlig i mere alvorlige tilfælde. Den består i at give en følelse af beskyttelse, forståelse, medfølelse og opmuntring. Det som en klog moder gør. Det er en direkte hjælp fra terapeuten til klienten.

Faderrollen kan på den anden side opsummeres som træning til selvstændighed. Den sande faderrolle, som jeg ser den, er at opmuntre, at vække barnets indre energier og vise ham vejen til selvstændighed. Faderfunktionen er derfor at vække klientens vilje.

Nogle mennesker føler at begrebet viljen er i konflikt med meget af nutidens lærdom, såsom psykoanalyse , encounter-grupper, Zen, primalterapi osv. Ideen bag disse metoder, hævder de, er at det virkelige selv bliver bragt frem i lyset ved at befri selvet for modstand, komplekser, kroppens hæmninger, blokeringer. Det er den vej, der udgøres af at give slip, at give lov, af frigørelse. Det er blevet kaldt en venstre-hånds vej, i modsætning til disciplinens højre-hånds vej. Disse mennesker spørger mig, om tilbagevenden til viljen og psykosyntese generelt er en bevægelse mod det psykologiske højre.

Først vil jeg sige at disse to veje ikke er modsætninger. De kan integrere hinanden og have deres respektive formål og funktioner. I det forgangne, særlig i Victorianske tider, blev højre-hånds vejen, disciplinens vej, misbrugt. Aktive teknikker for personlig udvikling, der er så vigtige i psykosyntese og i opøvelse af viljen, blev påtvunget folk af andre. Men disse teknikker, disse målrettede teknikker, skal snarere bruges frivilligt af individet eller gruppen. Teknikkerne bør kun læres, ikke påtvinges: heri ligger ændringen af den Victorianske betragtning. Individet kan frit beslutte om han vil bruge disse teknikker eller ikke, hvordan han vil bruge dem, hvilke han vil bruge, og i hvilken udstrækning han vil bruge dem. Derefter kommer så problemet med at kombinere dem med det der kaldes venstre-hånds vejen.

Den store nytte og nødvendighed af venstre-håndsvejen, frigørelsens vej, er at befri folk for alle snærende bånd og hæmninger og forberede vejen til at realisere Selvet (med stort S), oplevelsen af det Transpersonlige Selv . Dette tror jeg er dens formål, og et yderst vigtigt formål. De højdepunktsoplevelser, oplevelser af stor fryd, ekstase og oplysning, som folk ofte beretter om i encounter-grupper, for eksempel, har noget at gøre med at de kommer i kontakt med deres Transpersonlige Selv, om end nok så kortvarigt.

Dette Transpersonlige Selv er forskelligt fra det personlige selv eller ego vi talte om før. Det kan kaldes et ”Højere Selv”, selv om det nye ord Transpersonlig er bedre, da det ikke er så åbenbart værdiladet. I gamle dage blev den Transpersonlige verden kaldt for den åndelige verden, men jeg mener ikke kun den verden, der indeholder specifikke religiøse oplevelser, men al erfaring der besidder værdier, der er højere end gennemsnittet: etiske, æstetiske, heroiske, humanitære og altruistiske.

Nu er oplevelsen af Selvet, der ofte realiseres ved venstre-hånds vejen, jo ikke et mål i sig selv. Når de har følt frigørelsen og oplevelsen af det Transpersonlige, står folk overfor det saglige praktiske problem, der består i at harmonisere hele deres eksistens, hele deres væsen, inklusiv kroppen, med det plan. Og det forklarer det faktum at mennesker som for to-tre år siden tilskyndede til total frigørelse, nu føler at det ikke er nok. De føler et behov for at tilføje noget til deres frigørelsesteknikker, nemlig aktive teknikker til at udvikle et fuldstændig helstøbt menneske. Med fuldstændig helstøbt mener jeg det centrale mål for psykosyntesen: udvikling af alle de psykologiske funktioner (se stjernediagrammet) i harmoni, af en helt gennemført og realiseret personlighed, et menneskeligt væsen hvor kroppen er med.

Viljens mange opgaver

På mange områder, særlig i sociale forhold, er der presserende opgaver for viljen . Den første er at kontrollere og udnytte de aggressive og kampivrige tilbøjeligheder – viljen til at dominere, der er så udbredt i vores samfund, enten åbent eller forklædt. Her må man tage hensyn til de forskellige og endda modstridende aspekter af viljen. Det er den gode vilje , eller viljen-til-det-gode, der må styre den selviske eller egocentriske vilje .

Viljen har direkte sammenhæng med det store problem krig og fred. Jeg har kun lidt tiltro til at aftaler, pagter, hære, magtbalancer og andre ydre tiltag vil frembringe nogen løsning på det problem. Fra et psykologisk synspunkt kan man sige at krig giver frit afløb for aggressive og kamplystne energier. Man må finde viljen til først at beherske, derefter styre, og til sidst udnytte de energier på mange konstruktive måder. Når man kender metoderne til at vække og træne viljen får man den klareste forståelse af at krig er den mest primitive, stupide, ødsle måde at forsøge at løse problemer på. Jeg tror først vi ser en ende på krig, når mennesket lærer at beherske og transformere deres indre energier. Metoderne til disse transformationer har vist sig effektive både for individer og små grupper. De kan sagtens anvendes i større stil til at få en fredelig løsning på kollektive menneskelige konflikter. Dette betyder at arbejde hen imod, og efterhånden opnå, psykosyntesen for menneskeheden.

[1] Artiklen er skrevet i 1972 [2] Udgivet på dansk 2005: Viljens psykologi