Table of content
I denne biografiske artikel fortæller Psykoterapeuten Diane Freund om sit møde med Roberto Assagioli. De giver et godt indblik i nogle af de metoder han anvendte især i forbindelse med den transpersonlige psykosyntese.
Af Diane Freund, Oversættelse Kenneth Sørensen
Artiklen er hentet fra Psychosynthesis Digest, forår 1983.
Diane Freund er psykoterapeut med privat praksis i Beverly Hills, Californien. På det tidspunkt hvor hun rejste til Italien for at indsamle materiale til denne artikel, havde hun haft sin praksis i fem år. I de sidste ti år har psykosyntesen udgjort den grundlæggende filosofiske og strukturelle basis for hendes arbejde med grupper, par og enkeltindivider.
Introduktion
Jeg rejste til Italien i marts 1973 for at studere med Roberto Assagioli . Denne artikel er et uddrag fra den bog jeg har skrevet om rejsen. Bogen udviklede sig egentlig ud fra mit ønske om at dele mine oplevelser med venner og andre interesserede. Den tager udgangspunkt i de udskrifter, som jeg har fra de båndoptagelser jeg optog af mine samtaler med Roberto Assagioli. Den er skrevet som om vi rent faktisk har samtaler med hinanden, men i virkeligheden skrev jeg alle mine kommentarer og spørgsmål til ham, da Roberto praktisk talt var døv. Så udover et lejlighedsvist grazi eller bene fra mig, kan man udelukkende høre ham tale på båndene. Da jeg skulle nedskrive udskrifterne måtte jeg derfor indsætte mine skriftlige spørgsmål for at gøre hans svar meningsfulde.
I denne artikel er der uddrag fra den første og den syvende session. Jeg har bevaret hans ord som han talte dem, og har kun foretaget små ændringer af hensyn til klarheden. Jeg tror det er vigtigt at bemærke, at det følgende er mine egne helt personlige indtryk. De er på ingen måde en objektiv beskrivelse.
Robertos ord, således som de er gengivet her, var rettet mod at besvare mine ting og ikke tænkt som meddelelser til offentligheden i almindelighed. Når det er sagt, så håber jeg at disse udvalgte samtaler vil give læseren en fornemmelse af ham og den måde han arbejdede på – eller i det mindste den måde hvormed han arbejdede med mig.
Det var november 1972 da jeg havde afsluttet min uddannelse ved psykosynteseinstituttet i Californien, at jeg besluttede at rejse til Italien for at møde Dr. Assagioli. Jeg var blevet advaret om at han var gammel, omkring 85 og syg. Han så kun få mennesker og havde travlt med sine egne vigtige skriverier. Jeg fik også fortalt, at der ville gå måneder før jeg ville få et afvisende svar, da det italienske postvæsen tog sin tid og Roberto ikke var den hurtigste og samtidig havde travlt. Det krævede mod at skrive til ham, men samtidig følte jeg også styrke fra min professionelle baggrund og kvaliteten af det arbejde jeg udførte.
Jeg skrev alt det ned i mit brev, som jeg mente han ville finde interessant. Min træning i psykosyntese, de workshops jeg havde afholdt, og det arbejde med psykosynteseterapi jeg udførte. Jeg fortalte ham hvordan jeg oplevede arbejdet med psykosyntesen og de oplevelser jeg havde haft i forbindelse med min egen træning og selvudvikling. Det overraskende resultat var et hurtigt svar, der fortalte mig, hvornår han havde tid til at se mig. Han lød så tilgængelig og inviterende, at jeg øjeblikkelig lagde planer for min afrejse.
Ankomsten til Istituto di Psicosintesi
På den første dag i Firenze indlogerede jeg mig på Pensione Monna Lisa (stavet med to n’er) og den anden dag ringede jeg til Istituto di Psicosintesi. De ventede mig og jeg talte med Ida Palombi, Dr. Assagiolis højre hånd og vi aftalte et møde om eftermiddagen.
Jeg tog en bus til Via San Domenico nr. 16 og var fremme på 20 minutter. Jeg ringede på en gammeldags ringeklokke ved siden af et messingskilt hvorpå der stod ”R. Assagioli” og kunne gå ind da summelyden fra dørlåsen lød. Oppe ad trappen ventede Assagiolis tjener, en buttet kvinde i tresserne, der lukkede mig ind i dagligstuen.
Dr. Assagioli levede i, hvad der for mine amerikanske øjne så ud som, en særdeles europæisk lejlighed. Den var beliggende på tredje sal i en rimelig gammel bygning i et godt kvarter, hvor denne bygning lignede mange af de andre bygninger. Den første sal var optaget af instituttet, den tredje af Roberto, hans kone og deres tjener og den fjerde af Ida. Jeg mødte aldrig beboerne på anden sal eller fandt ud af om de var tilknyttet instituttet.
Robertos lejlighed var mørk og Italiensk, med dæmpede lys, farverne var afblegede og møblerne gamle. Blandet sammen med de tunge italienske ting var der nogle stykker som så orientalske ud. Her iblandt en udskåret stol, et lille opretstående skrivebord og et kinesisk tæppe. På væggen eller stående på borde var der indrammede fotografier af familie og venner.
Jeg ventede kun et par minutter da tjeneren vendte tilbage og indikerede at Il Dottere var parat til at se mig i sit arbejdsværelse. Arbejdsværelset var lille, høje lofter og var vidunderligt tætpakket med bøger, papirer, skriveredskaber og små rektangulære kort. Han kaldte dem for opvækkende reklametavler og der var ord skrevet på dem, som fx RO eller TÅLMODIGHED. På hans bord og boghylder var der små figurer i porcelæn eller messing, der var krukker med kuglepenne.
Da jeg trådte ind rejste han sig bag sit skrivebord og strakte sin hånd ud for at byde mig velkommen. Der var smil, bukken og nikken da jeg satte mig ned i en stol tæt på hans egen med front mod ham.
Mødet med Roberto Assagioli
Ved første øjekast, kunne han have været en ældre doktor/lærd med et pedantisk roligt liv og en lille begrænset praksis. Men da jeg lærte ham at kende fandt jeg ud af, at han langt fra levede isoleret, han havde korrespondance med mennesker over hele verden. Der var en vedvarende strøm af materialer, som kom til lejligheden på Via San Domenico. Uanset hvilke typer nye tanker som kom ud indenfor hans psykologiske felt og på relaterede felter indenfor videnskaben, litteraturen eller verdens begivenheder, så hørte han umiddelbart om det via bøger, journaler, magasiner og alle mulige tidsskrifter, der blev sendt til ham. Han holdt sig godt informeret.
Den første dag var han iklædt en smoking jakke i rødbrun fløjl med et matchende satin lommetørklæde, omkring halsen bar han et silkehalstørklæde. Hvor så det gammeldags og formelt ud og dog var han venlig og ligetil fra starten. Han var en mand der var spinkelt bygget, lille og senet og med hans spidse fipskæg og gennemtrængende øjne var han en fuldvoksen alf – en nisse med et gigantisk intellekt og sjæl. Jeg havde hørt ham beskrevet som høj og lys – begge var passende beskrivelser. Han talte engelsk med en behagelig italiensk accent, der var båret af en tynd men resonant stemme. Hans tale var lyrisk, og han fik sine ord til at synge.
Jeg fik på forhånd at vide, at det ville være tilrådeligt at optage vores sessioner, så jeg medbragte min Sony kasetteoptager. Da Roberto Assagioli næsten var totalt døv blev mine spørgsmål og kommentarer skrevet hver for sig på et separat stykke papir, som var forberedt i forvejen. Jeg brugte endvidere en aflang gul skrivetavle til mine bemærkninger undervejs.
”Kan du høre mig?”, begyndte han, ”jeg har ikke megen stemme. Jeg har talt for meget i mit liv og min hals gør oprør.” Derefter, ”optager du samtalen? Og tror du der er nok stemme?”
”Ja, det er jeg sikker på,” responderede jeg på min tavle.
Han tog et stort lommetørklæde frem og holdt det op til sin mund, mens han hostede slim op fra sit bryst. Derefter sagde han, ”Jeg synes ikke du behøver en egentlig didaktisk træning i psykosyntese , du har haft meget af den, næsten for meget”.
”Vent indtil du læser alle mine spørgsmål” skrev jeg, ”derefter vil du finde ud af hvor lidt jeg ved.” Da jeg følte mig genert, blev jeg selvnedvurderende.
”OK” replicerede han, ”måske ikke for meget, men alligevel synes jeg det vil være bedre at fokusere på nogle få grundlæggende problemer eller opgaver”.
”Det lyder fint”, sagde jeg nikkende, så han kunne se, at jeg var enig. Jeg opdagede hvor svært det var ikke at tale højt. Kendsgerningen var, at jeg havde responderet uden tanke. (Hvorfor mente han at jeg næsten havde haft for megen træning? Var der nogle negative implikationer i dette? Betød for meget, at jeg skulle stoppe det didaktiske arbejde og gå videre til det mere bredt baserede spirituelle arbejde? Han kaldte det at fokusere på nogle få grundlæggende emner.)
Jeg betvivlede min gode forberedelse. Alt hvad han havde at vurdere mig ud fra, var det jeg havde fortalt ham og selvom jeg ikke havde løjet, havde jeg heller ikke bevist det, jeg havde lært. Jeg havde kun fortalt hvad jeg havde studeret. OK da, jeg vil stole på hans mening indtil videre.
Som han havde krævet, havde jeg nedskrevet det, jeg håbede på at få ud af vores sessioner:
En god fornemmelse af mig selv; en korrekt opfattelse af mit værd; oplevelser med meditation; den rigtige anvendelse af viljen – især i forbindelse med vrede og utålmodighed; genkendelse, assimilering og anvendelse af de højere energier; aktivering af de overbevidste funktioner og evne til at mestre mine besværligheder med at sige nej og mit behov for at præstere.
Meditation – den centrale teknik
”Jeg vil give prioritet til dette”, sagde han og pegede på meditation på min liste, ”fordi det er den centrale teknik, som hjælper med til at anvende alle de andre teknikker effektivt. Forstår du det?”
”Ja”, sagde jeg igen og nikkede.
”Så starter vi med dette. Meditation, generelt set. Dernæst tror jeg du ønsker, at få et bedre forhold til dit transpersonlige Selv”. Han afbrød sig selv for at spørge, ”Du forstår naturligvis sproget?”
Dertil nikkede jeg ”ja”. Denne omhu i forbindelse med sproget fandt jeg senere ud af var et vigtigt emne for Roberto. Han ønskede at sikre sig, at de ord som vi anvendte var præcise og ikke virkede chokerende eller frastødende, og at de begreber som vi behandlede var videnskabelige.
Han fortsatte: ”Førhen blev Selvet kaldt for det åndelige Selv, men nu er det bedre at kalde det for det transpersonlige Selv , det er et mere neutralt og videnskabeligt begreb. … Og det transpersonlige er indbefattet i meditationens højere praksis”.
”Jeg ønsker også at arbejde med min utålmodighed og intolerance” og udviste den utålmodighed som jeg bad om hjælp til.
”Meditation” fortalte han, ”vil hjælpe dig med at arbejde på det, som en sidegevinst”.
”Jeg vil også sætte pris på et positivt selvbillede og en korrekt forståelse af min selvtillid”. Jeg ønskede at sikre mig, at han ikke glemte noget på min liste.
”Det vil komme senere. Det er bedst ikke at skabe et selvbillede fra starten, for gennem den nye opfattelse og vækst vil billedet ændre sig. Det er bedst ikke at fiksere det fra starten. Er du enig i dette?”, spurgte han, ”at vente med selvbilledet som et resultat af alt det foregående? Vi kan tage det op specifikt, men senere”.
”Ja”, samtykkede jeg.
”Nu til meditation. Har du set de små hæfter udgivet af Meditationsgruppen for den nye tid?”
Jeg rystede på hovedet.
”Dem vil jeg give dig som læsestof, som det første trin. Frem for blot at læse dem skal du studere dem langsomt og kommentere dem. Jeg kan ikke forære dig dem, men du kan få dine egne i USA”. (Meditationsmaterialet er oversat til dansk og kan købes i webshoppen som e-bogen: Skabende Meditation).
”Disse hæfter vil spare os for meget tid, da jeg ikke behøver at forklare de mange ting, som du finder der. Derefter vil vi praktisere hvad der står”.
”Meditationsgruppen for den nye tid er en gruppe der har spredt sig meget. Der er tusinder som tilhører den. Det kaldes en gruppe, men den har ingen forpligtelser til nogen skole eller samfund. Det er en gruppe for indre handling og ikke teori. Derfor vil du opdage, at der ikke er nogen doktriner kun praksis”.
Dr. Assagioli overrakte mig seks små hæfter, indbundet i gult omslag og bad mig læse titlerne. Da jeg viste interesse for den om viljen , fortalte han mig, at han netop havde skrevet en bog om viljen og tilbød at jeg kunne læse nogle kapitler. (Der er tale om Viljens psykologi).
”Jeg kan allerede nu give dig noget for din utålmodighed” begyndte han, da jeg lagde de små gule hæfter ned. ”Det er nemmere at være tålmodig her, fordi der ikke er den samme fortravlethed i det kollektive ubevidste som i Amerika. I Amerika er der travlhed, stress og spænding”.
”Er der ikke det her?” spurgte jeg, efter at have oplevet den tummel og postyr midt i centrum af Firenze. På netop det tidspunkt, kom der gennem vinduet lyden fra horn der dyttede og motorcykler som larmede i gaderne udenfor, hvilket han naturligvis ikke hørte. Jeg spekulerede på om han hentydede til en eller anden speciel Italiensk fred, der så bort fra den ydre kakofoni, jeg var vidne til. Mente han enkelthed? Han havde sagt travlhed, stress og spænding, der for mig betyder larm.
”Der er mange her der går til den anden ekstrem, men almindeligvis, …” han gestikulerede med sine hænder og jeg gættede på at det betød det underliggende tempo, ”her er roligere”.
I de uger jeg opholdt mig der oplevede jeg ikke den italienske fred, som han talte om, fordi mit eget indre tempo næsten altid var meget aktivt.
Disidentifikation og selvidentifikationsøvelsen
”OK nu”, sagde Roberto, ”du kender til dis-identifikations- og selvidentifikationsøvelsen?”
”Ja, den er meget vanskelig for mig,” skrev jeg på min tavle og viste den til ham.
”Vær fortrøstningsfuld”, klukkede han, ”den er vanskelig for alle, fordi hvis man virkelig vil anvende den effektivt betyder det, at man identificerer sig med sit transpersonlige Selv . Men det er en helt naturlig indre vækstproces, som der ikke er noget magisk eller specielt i.”
Jeg var vant til at anvende dis-identifikationsøvelsen som den var beskrevet i hans bog og et let mantra var:
Jeg har en krop
Men jeg er mere end min fysiske form
Jeg har emotioner
Men jeg er mere end min følelsesnatur
Jeg har et intellekt
Men jeg er mere end mit tænkende sind
Jeg er et center af ren bevidsthed , der er i stand til at mestre og lede alle mine energier – fysiske, følelsesmæssige, mentale og åndelige.
Men Roberto beskrev en anden vej: ”der er nogle teknikker som kan hjælpe med disidentifikationen. Den første og mest effektive er erkendelsen af uendeligheden, evigheden og universaliteten. Og dette er helt videnskabeligt. Universet er praktisk talt uendeligt. Universet har ikke nogen ende eller begyndelse, måske i millioner af år, men det er en evighed for os. Dernæst er det universelt, fordi alt handler og reagerer på alt. Hvis du mediterer eller bare tænker og søger at erkende denne uendelighedens, evighedens og universalitetens kendsgerning, så vil det skabe en atmosfære af fred, af sindsro, hvori utålmodighed ikke kan eksistere.”
Han tog en bog frem som hed: The Universe, af’Rohr, der indeholdt en række fotografier af stjerner og galakser taget af et elektrisk kamera.
Psykosyntesens erstatningsteknik
”Dette er en levende og faktuel visualisering. Jeg kan låne dig den i nogle få dage. Læs den og bare synk ind i den. Dette er en af de vigtigste regler inden for psykosyntesen, vi skal ikke gå til frontalt angreb mod ting, som vi ønsker at slippe af med men anvende erstatningens teknik. Den er blevet kaldt en større interesses uddrivende kraft. I en forstand er denne holdning helt anderledes end andre metoder og teknikker. Vi fokuserer ikke på problemet, på det der skal elimineres; vi fokuserer på den positive side og den større kontekst.
”Uden at dvæle over utålmodighed”, sagde han, ”kultiver det modsatte, evighedens ro og fred. Det er at skabe en atmosfære, eller, du kunne kalde det et magnetisk felt hvori disse ting” han pegede på ordene utålmodighed og intolerance på mit papir, ”ikke kan eksistere. De bliver filtreret fra. Dette er grundlæggende i psykosyntesen for alle, men specielt for dig. Du kender så meget til alle de andre teknikker. Dette er en ret så anderledes tilnærmelse. Problemer bliver ikke løst, de bliver opløst. Jeg mener nøjagtig hvad jeg sagde. Du behøver ikke løse problemer, du gør dig fri af dem ved at arbejde fra et højere niveau, fra et udsigtspunkt. (Se vigtig note 1.)
Kender du min pamflet Modsætningernes afbalancering og syntese?”
”Ja, den med trianglerne”.
”Godt, at skabe en syntese af modsætninger ved at gå højere er en overordnet og konsistent holdning, det er at ignorere besværlighederne og arbejde på et mere udvidet niveau, at sætte noget andet i stedet. Det er også en glædelsesfyldt ting. At være i samklang med det uendelige, med det universelle er glædeligt og udvidende.” Han sang næsten ordene. ”Virkningerne vil komme af sig selv. Nogle af dem vil opstå umiddelbart selvom de ikke varer ved, men med den gentagne praksis vil de gradvist blive integreret. En transformation kan på den måde gennemføres uden en direkte anstrengelse. Det er ikke en viljeshandling i den normale betydning af ordet, det er mere en vilje , der er i overensstemmelse med den taoistiske holdning, men anvendt specifikt som en teknik.”
At deltage i livets flow
Ignorere besværligheder! Jeg ignorerer aldrig besværligheder. Jeg var så bange for at give slip på tingene og var besat af ethvert problem. Hvis jeg gav slip på det ville det måske forsvinde – ustraffet eller uløst, hvorefter jeg måske senere ville komme i problemer på grund af det. Når jeg gjorde som Roberto foreslog, så kunne jeg se problemet i et større perspektiv eller fokusere på et vigtigt tema i mit liv og lade problemet opløse sig selv, som følge af det naturlige flow. Som han sagde, skabe en atmosfære hvori problemerne ingen påvirkning kan have.
”Så bliver det vel vigtigt for mig at gå med strømmen og lytte til min indre stemme?”
”Lad mig være sikker på at du forstår det rigtigt, for det er vigtigt, at du ikke bliver for passiv”.
Da han så mit ansigt afspejle den helt usandsynlige holdning, at jeg skulle blive for passiv, lo han og sagde:
”Nå, der er vist ingen fare for at du bliver for passiv? Godt, deltag i universet og dets rytme. Der er en grundlæggende forskel mellem manifestationens flow, den kosmiske plans tilsynekomst og det transcendente . Det transcendente deltager ikke i noget flow – kernen, den indre juvel og det virkelige center, er ikke i noget flow, det udstråler.”
”Lad mig give et eksempel. Når man udelukkende betragter solsystemet som er en mindre størrelse, så er solen centret og den stråler på alle planeterne. Det er planeterne der bevæger sig i cirkler omkring solen. For dem er solen statisk. Selvfølgelig bevæger solen sig i det større univers, men set i forhold til solsystemet kan solen opfattes som et center, hvorom planeterne bevæger sig. Det er nøjagtig det samme med den indre sol, med Selvet .”
”Det er en kendsgerning,” og hans stemme hævede sig i dette nu, ”vores Selv er livet og personligheden er i flowet. Personlighedens kvaliteter skal gå med flowet, men ikke Selvet. Det virkeligt store er, selvom det er svært så er det dog muligt, at leve i det evige og det timelige på samme tid.”
”selvet stråler?” skrev jeg på min tavle. Før han svarede lænede han sig over og tappede med sin finger på ordet selvet,” med et stort S – please”. Dernæst:
”Selvfølgelig, Selvet udstråler. Det stråler nedad mod personligheden, horisontalt mod andre levende væsener og vertikalt mod det ene Selv. Det bliver et af temaerne for din meditation . Ved at fastslå det vil det give dig nogle få grundlæggende begreber”.
Vi brugte nogle få minutter på at diskutere praktiske detaljer, min adresse og telefonnummer i Firenze, som han omhyggelig noterede i en læderindbundet bog.
”Du kan opholde dig i Firenze i et stykke tid?”
”Seks uger” skrev jeg.
”Seks uger. Det giver os masser af tid”.
Forberedelse til sessionerne
Dr. Assagioli foreslog at vi arbejdede sammen to gange om ugen i det tidsrum hvor jeg var der. Jeg var særdeles opstemt over, at han ville se mig så ofte og ikke overlod mig til en samarbejdspartner, som han ellers oprindeligt havde lagt op til i sit brev. I mit hoved aflyste jeg øjeblikkeligt en rejse til Schweiz som jeg ellers havde planlagt. Jeg ville blive i Firenze. Jeg ønskede alt den tid jeg kunne få sammen med ham.
”OK” sagde han, ”Jeg tror det er nok for i dag. Medbring altid dine skriftlige spørgsmål og kommentarer af hensyn til de formål som står på dette papir”.
Han overrakte mig et papir med titlen: Retningslinier for kommunikation og spørgsmål til Dr. R.A. Jeg læste dem i bussen på vej derfra.
Papiret udtrykte et ønske om, at enhver kommunikation med R. A. blev nedskrevet på forhånd før sessionerne af hensyn til mange årsager som ikke kun handlede om Assagiolis høreproblemer. Nedskrivning påkrævede at man skulle reflektere og formulere sig klart, og ofte kom svaret når man skrev spørgsmålene ned. Skriftlige spørgsmål og rapporter gav Roberto tid til at reflektere og gav det ubevidste og ”lad os håbe det overbevidste”, mulighed for at bearbejde problemet på en bedre måde. Nedskrivning sparer tid og retningslinierne kaldte det en praktisk årsag.
Roberto elskede at kalde sit arbejde for praktisk og det var det med sine mange styrede øvelser og procedurer. Dertil gav de skriftlige arbejder mulighed for senere interviews og kommunikation ud fra optegnelserne. Jeg blev derfor bedt om at lave to kopier. Jeg var fornøjet over parentesen: (”hvis der er noget privat eller intimt, som du ikke ønsker opbevaret, så vær venlig at fortælle det og det vil øjeblikkelig blive destrueret”). Det virkede som en meget dramatisk udtalelse. Jeg forventede naturligvis, at meget af det jeg ønskede at tale om var af privat karakter og derfor havde jeg også tillid til, at det blev opbevaret på fortrolig vis.
Det var også påkrævet, at jeg skulle tage notater af Robertos ord, fordi, ”selvom vi har den illusion at noget meget levende altid bliver husket, så sker det ikke. Det kan fortrænges af strømmen fra de andre indtryk eller fra modstand, og det ubevidstes snedighed består ofte i at få os til at glemme. Lad os altid huske på dette”. I mit tilfælde behøvede jeg ikke at tage notater, for jeg havde medbragt min båndoptager. Instruktionerne var ganske enkelt underskrevet med, ”R.A.”
Imellem sessionerne
Det var bemærkelsesværdige dage mellem vores første og anden session. Jeg udforskede to verdener, den indre og ydre, og på en eller anden måde måtte jeg integrere dem. Jeg valgte de gule meditationshæfter som min første prioritet, da meditation og det transpersonlige Selv var Roberto Assagiolis hovedinteresse i forhold til mig. Hver nat drømte jeg en tumult af billeder, den ene oven i den anden. Men det viste sig at Roberto ikke var særlig interesseret i drømme:
”Man kan fare fuldkommen vild i en labyrint af symboler og ting” var hans kommentar. I stedet for arbejdede vi med tegninger.
Jeg beskrev for ham min opdagelse af Botticelli i Uffizi galleriet og Fra Angelico i San Marco museet. Jeg forklarede, at jeg var blevet så overvældet af det hele, især Fra Angelicos – ”Bebudelsen på toppen af klostertrappen”.
”Billeder og tegninger, ser du …,” startede han med at sige, derefter stoppede han sætningen og spurgte i stedet ”har du arbejdet med fri tegning?”
”Nej,” rystede jeg på hovedet.
”Kan du ikke lide det?”
”Jo, jeg kan godt lide det, men jeg har ikke arbejdet med det her.”
”OK, så lav nogle og bring dem næste gang, fordi de er beskeder til mig og dig.”
Jeg købte papirer, som var indbundet med en imponerende mærkat henover forsiden, Carta Bianca per Schizzi (hvidt papir til tegning). Papiret der var 4 x 18 tommer var tilstrækkelig store og sammen med en æske pastelfarver, var det beregnet til at skabe det, som Roberto kaldte ”billeder af min psykologiske tilstand”.
Arbejde med den spirituelle psykosyntese
Efterhånden som vores tid skred frem fortalte han mig igen og igen midt i al min tvivl:
”Du er her for at arbejde med den spirituelle psykosyntese . Det ved du godt, at du er parat til”.
Ved afslutningen af den anden session begyndte vi at meditere sammen. Roberto spurgte, ”Vil du tænde for universet?”. Dernæst skulle jeg tænde for kontakten til den globus med universet, hvorpå der var planeter, stjerner, solsystemer og galakser, og som han anvendte til vores fokus. Efter en stille stund på ti minutter, gav han mig et kys på begge kinder for at tage afsked med mig på den rette måde. Jeg forlod stedet og følte mig fredfyldt og oplivet, hvilket var en nydelsesfuld kombination af følelser. Nogle gange tilbød Roberto et emne for vores meditation:
”Den store evolutionsproces er en glædesfuld tilbagevenden til kilden, beriget og kraftfuld.” Eller udstråling af energier til alle verdenshjørner: Kærlighed, medfølelse, glæde og sindsro, ”til alle væsener, nord, syd, øst, vest, ovenover, nedenunder; lad det være således og hjælp os med at gøre vores del.”
Engang da jeg beklagede mig over at være alene sagde han:
”Undskyld mig, men det er nonsens. Man kan ikke være alene i universet. Det er en illusion, en grundlæggende separatistisk illusion, man kan ikke være alene. Det er en stor erobring at hæve sig op over følelsen af ensomhed og adskilthed … Hundreder af millioner af sole og alle forbundet med hinanden. De er ikke ensomme. Nej. Udstrålingen fra de mest fjerntliggende sole når os her. Der er et enorm samspil af strømme, der ikke er psykiske. Det, der ser ud til at være umådelige afstande tæller ikke. De kosmiske stråler ankommer fra fjerne steder. Disse stjerner er kun legemerne. Der er billioner af væsener, der lever i de kosmiske stråler og er i konstant samspil og formodentlig er de nogle gange” Jeg så et begyndende smil, ”i indbyrdes konflikt”.
”OK, nu har vi erkendt det uhyre omfang af det fysiske plan, lad os nu hæve os til det andet virkelighedsplan og gå til Selvet .”
I det mørklagte rum sad vi begge med vores globus af universet tændt, vores øjne var lukkede, kroppene afslappede og vi var i en behagelig position parate til at meditere. Roberto begyndte at tale langsomt:
”Mere strålende end solen (Lad mig kommentere dette: Det betyder at den åndelige udstråling, udstrålingen fra det højere plan er større end den enorme udstråling fra den fysiske sol. Er du klar over hvad det betyder, mere strålende end solen?)
”Renere end sneen. (Det betyder fuldkommen disidentifikation fra alle former for lavere indhold. Selvet er disidentificeret fra endog den reneste ting vi kan forestille os, som fx sneen.”
”Mere subtil end æteren (for et væsen på det høje plan af væren, er vibrationerne tyndere og mere kraftfulde) er Selvet, ånden inden i os. (Men vi er i ånden og i sandhed og det er vi i evighed.) Jeg er dette Selv, dette Selv er jeg. (Ved at virkeliggøre Selvet i os erkender vi vores enhed med det Universelle Selv, for på dette niveau er der ingen separation, ingen ensomhed, ingen afstand.)
”Nu erkender du bedre betydningen af dette. Lad os derfor meditere på det og erkende …”
Ganske langsomt intonerede han:
”Mere strålende end solen
Renere end sneen
Mere subtil end æteren
Er Selvet, ånden i os
Vi er dette Selv,
Dette Selv er os”.
Livet i Firenze
Det var tidligt i april og jeg havde været i Firenze i næsten tre uger og havde haft seks sessioner med Dr. Assagioli og følte mig ret etableret i hans dejlige hjem væk fra Pensione Monna Lisa. Jeg så ham to gange om ugen og brugte den resterende tid på at tegne og skrive, besøge gallerier, cafeer og havde derudover en fritidsbeskæftigelse med en lokal playboy. Min datter var kommet over til mig, men var i øjeblikket ude og rejse. Jeg mødte mennesker fra hele verden på pensionen og brugte lang tid på at læse de materialer som R.A. gav mig.
At udskrive båndende fra sessionerne efterhånden som de skred frem var et stærkt redskab til at uddybe vores oplevelser sammen. De emner som vi behandlede under sessionerne var tæt vævet sammen med resten af mit liv i Firenze og jeg oplevede den bevægelse henimod balance, integration og syntese som psykosyntesen underviser i. Firenze viste sig at være en perfekt metafor for mine indre konflikter, spirituelt såvel som verdsligt. Den var optaget af det nutidige og det evige, og var derfor en ydre manifestation af kontrasterne inden i mig.
Jeg fik adgang til Dr. Assagiolis arbejdsværelse nøjagtig klokken 18.00. Jeg havde det samme indtryk som den første dag jeg så ham. Det slog mig altid, at her var en gammel mand som kæmpede med en overbelastning af halsen og brystet og måske forstyrrede jeg hans hvile.
Men efterhånden som arbejdet skred frem og han talte begyndte hans øjne, der altid var intense, at gnistre med humor og glæde. Hans ansigt livede op og han virkede som en langt yngre mand. Det var hans livlighed der gjorde størst indtryk på mig.
Arbejdet med fritegning
”Buon giorno,” sagde jeg, og overrakte ham mine tegninger.
”Følte du dig lettet da du havde lavet dem,” spurgte han. ”Det er et af formålene med at lave dem, kun et af dem, men et nyttigt. Husk altid at skrive en dato på dem,” tilføjede han og derefter spurgte han om de var blevet fortolket? ”Jeg beder normalt den person der har tegnet om selv at fortolke.”
”Nej,” jeg rystede mit hoved, de var ikke fortolket.
Han kiggede på mine billeder et efter et og kommenterede dem undervejs med, ”Oh, det er godt, fint, ja det er godt.” Derefter vendte han tilbage til et med mange sorte spiraler og han spurgte:
”Hvordan fortolker du denne? Vil du være venlig at skrive din fortolkning?”
Jeg skrev hurtigt, ”Jeg var meget ophidset, da jeg tegnede denne. Små vrede hvirvler … jeg tror det var det, der kom ud og det var dejligt, at det kom ud.”
”Jeg kunne slet ikke lide den og i sidste øjeblik indsatte jeg ubevidst et kors.”
”Det er et vigtigt symbol, personligt, planetarisk, kosmisk handler det om hele manifestationen.” Han tog et andet ark op, ”Og dette, hvordan lavede du dette? Hvad var dine indtryk?”
”Jeg kunne ikke lide det, selvom jeg nød at tegne det. Jeg nød at tegne dem alle, men dette er ikke smukt.”
”Nuvel, ser du i forbindelse med psykologiske formål er skønhed ikke vigtigt. Det er meningen der betyder noget. Er der noget andet som kommer til dig?”
”Dette er solen,” jeg svarede og pegede på en stor orange og central gylden figur.
”Alle energierne strømmer gennem og er koncentreret der,” sagde Roberto.
”Hver gang det lykkedes at få min vrede ud gennem disse store sorte kruseduller, følte jeg mig øjeblikkelig veltilpas igen og lavede store bølgende linier.”
Vi kiggede på de sidste to, side om side og jeg kunne huske hvornår jeg tegnede dem. Den første om fredagen, den anden om søndagen og begge mens jeg sad ved spillebordet i den soloplyste havestue. Dette var stille øjeblikke mens jeg lyttede til min indre stemme og gav den udtryk. Jeg nød at bruge oliepastel, tykke kridtlignende stykker der overførtes til papiret med en kridtagtig konsistens. Med pastellerne kunne jeg lave skarpe kanter eller smøre farve på min finger og derefter blande og stryge på.
Hvad angår et stille center af vækst, så repræsenterede grønne vedbendsblade den indre ungdom i mit ubevidste . Roberto skrev, ”Psykologisk rigdom fra et indre lager, der er ivrig efter at udvikles.” Når jeg påpegede nogle mørkebrune områder som jeg havde tegnet, sagde han:
”Åh, det betyder ingenting, det er blot rester fra fortiden. Ofte er der en periode af frustration før vi når nogen vegne. Det er en del af spillet. Identificer dig ikke med passerende stemninger, der blot er øjeblikkelige vinterstemninger … Det er vigtigt.”
Det positive og Selvet var hans primære fokus.
”Hvor er der mange energier,” kunne han sige om mine billeder, ”der er så mange energier i dig som pulserer og er aktive.”
Ofte fortalte han at mine følelser havde det bedre end mit sind for billederne viste det. ”Kan du se hvorledes det ubevidste er skarpsindigt.” Vi brugte tegninger i stedet for drømme. Jeg var for veltalende og for erfaren med drømmetydning. ”Ofte er tegninger mere meningsfulde end drømme!” Det var jeg ikke sikker på, men jeg kunne se at mine tegninger udvidede min sjæl i nye retninger.” Efter et stykke tid lagde Roberto tegningerne til side og sagde:
”Lad mig se hvad du har skrevet.” Jeg overrakte ham mine noter til denne session.
Samspillet mellem det højere og lavere selv
”Hvis selvet er en refleksion af det højere Selv,” skrev jeg, ”da burde jeg handle og opleve mig mere ophøjet efterhånden som jeg kommer i kontakt med det højere Selv og erkender det. Dog sagde du som et eksempel, at hvis jeg mødte Fra Angelico, ville jeg måske ikke kunne lide ham personligt. At hans bedste side måske kom til udtryk gennem hans malerier. Hvorfor afspejler vores personlige liv ikke vores bedste? Jeg ønsker at mit personlige liv afspejler al min indre skønhed. Du ser ud som om du lever de idealer, som du skriver om.”
”Du går direkte til kernen af tingene,” responderede Roberto med sit glimtende smil. ”Hvorfor afspejler vores personlige liv ikke vores bedste sider? Fordi der er så mange ting imellem. Mellem det personlige selv og det højere Selv er der er alle mulige ting – uigennemsigtige og ikke transparente. Det forhindrer lyset eller bryder det. Det er alle mulige forhindringer. Men vi er her netop for at eliminere disse forhindringer og samtidig have masser glæde!”
Ja, jeg tænkte så mange ting ind i mellem mit personlige selv og mit højere Selv: mit behov for at præstere professionelt, mit sociale behov for popularitet, at være elsket, holdt af, værdsat. ”Du ser dog ud som om du lever de ting som du skriver om?” gentog jeg.
Han lo, ”Nej ikke helt. Og sandelig ikke fuldkomment, men jeg arbejder på det. Til din trøst kan jeg fortælle dig at jeg ikke gør det. På den anden side, når du når min alder – det er en god målestok.”
Skulle jeg måle min vækst i forhold til min alder imod hans vækst og hans alder? Var det hvad han bad mig om?
”Egentlig ikke,” fortsatte han, ”At få sit personlige selv til at afspejle det højere Selv er ikke noget stabilt eller permanent. Nogle gange lykkes det at nå derop gennem forhindringerne, men det går op og ned. Selvom vi når op kan vi ofte ikke blive der og vi falder ned igen, derefter må vi op og ned igen. Andre gange, når vi befinder os på et specifikt niveau, så opstår der en indstrømning af en eller anden årsag, som jeg ikke kan forklare. Det er meget kompliceret og ofte kan vi ikke spore årsagerne. Men vi ved hvad vi må gøre.”
Jeg tænkte, hvad er det jeg må gøre? Det er det evige spørgsmål. Hvad er det jeg forventes at gøre med den opløftende energi, der strømmer ned over mig? Lytte til den og lade den lede mig? Jeg er et af disse mennesker, som ledes af en indre dragning eller opstår denne dragning mere af ydre omstændigheder?
”Nu forstår du,” fortsatte han og jeg følte det som om han læste mine tanker.
”Det er normalt, at det personlige ego kun er en svag afspejling af det transpersonlige Selv . Du er helt normal. Selvfølgelig ønsker vi ikke at vedblive med at være normale, i den almindelige forstand. Men vi må begynde et sted.”
Jeg havde brugt nogle af de sidste dage til at læse de skrifter som han havde forfattet, hvoraf nogle var publiceret andre ikke. Nu kommenterede jeg på nogle af dem:
”Du siger, at der på den ene side findes metoder til at frigøre sig fra de smertefulde betingelser i livet og på den anden side findes der måder hvorpå man udelukkende flygter fra dem. Frigørelse kommer ved at opbygge individualitet og fra en positiv erkendelse af Selvet. Flugt kan komme på mangfoldige måder: ved at begrave sig i forhold, påtage sig en disciplin med regler og reguleringer, så man ikke behøver at tænke selv. Man kan også flygte ind i en altopslugende neurose.”
(Jeg havde mine egne grublerier, ”Bruger jeg sociale aktiviteter endog her i Firenze, mit forhold til Ottavio, som en flugt fra livets smertefulde betingelser der fastholder mig ego-bundet med mindre tid til indre vækst og Selvrealisering?”)
”Ja, det er helt rigtigt”, sagde Roberto, ”der er en flugt fra indre vækst, individualitet og en positiv virkeliggørelse af Selvet og lad mig tilføje, fra samhørigheden mellem det transpersonlige Selv og andre Selv og det Universelle Selv. Denne flugt kan forekomme gennem forhold, discipliner og neuroser. Ser du, det personlige selv forsøger hele tiden at flygte. Men nu bliver du ikke længere narret af det. I det mindste viser det, at du har erkendt det”.
”Og jeg kæmper i mod denne erkendelse?”
”Selvfølgelig,” grinede han, ”selvfølgelig, det er en del af spillet. Men det vigtige er, at vi ikke lader os føre bag lyset. At du ved bedre. Selvom du i en kort periode er involveret i disse ting, så er du klar over det. Opmærksomhed er den allervigtigste ting. Ikke succes og triumf, det vil komme senere, men her og nu, nærvær, iagttageren og den vidende.”
Invokation er den kongelige vej
”Jeg har også læst hæfterne, ”Meditation for den nye tid”. Arbejder jeg med invokation (påkaldelse) nu uden at vide det? Hvis ikke, hvordan vil du foreslå at jeg gør det? Kan du sige noget om invokation?”
”Jeg er særdeles glad fordi du selv stiller spørgsmålet, for det viser at du er moden til det. Jeg ville senere have foreslået det stille, før eller siden, men det er langt bedre, at det kommer fra dig selv. Ser du, det besvarer et spontant autentisk behov, som kommer fra dig. Det er et af menneskehedens højere behov.
Invokation er den kongelige vej. Invokation rydder kanalen. Den tråd der eksisterer mellem det personlige selv og det transpersonlige Selv er i virkeligheden en kommunikationskanal. Den mest effektive metode til kommunikation er invokation.”
”Der er to hovedmetoder til at rydde denne kanal – den ene er at opstige til Selvet gennem teknikker og disciplin. Det personlige selv aspirerer og hæver sig op i mod det transpersonlige Selv og nogle gange når det det overbevidste niveau og kan der have en højdepunktsoplevelse, en udvidelse af bevidstheden og en oplysning. Den anden metode er at tiltrække de nedstrømmende energier, det som religiøse mennesker kalder for nåde, men det er ikke nåde, det er videnskabeligt.
Det er et svar på en appel. Denne tiltrækning kan ofte udføres endnu mere effektivt når det personlige selv er i vanskeligheder. Du kender udtrykket: menneskets yderste nød, Guds mulighed. Oversat til videnskabelige begreber betyder dette: I en psykologisk krise kan det personlige selvs appel give det transpersonlige Selv en mulighed for at nedsende sin energi eller dets lys og kærlighed. Kan du det?”
Roberto afbryder sig selv for at sige, at naturligvis er de to måder ikke adskilte. Den kanal de begge ryddede, var begge den samme, det var kun tilnærmelsen der var forskellig.
”Ofte er det således at det personlige selv forsøger at hæve sig op til et bestemt punkt og det lykkes, men så kan det ikke gå videre. Ved dette punkt påkalder det.
”Hvordan påkalder jeg,” sagde jeg, ”jeg føler mig som en tvivler”.
”Jeg vil komme til det. Der er forskellige måder at gøre det på. Nogle gange kan du formulere dine egne påkaldelser. Der er en jeg plejer at anbefale til dem der er skeptiske og tvivlende, den lyder: Gud, hvis du eksisterer, hjælp mig, hvis du kan. Kunne du acceptere den?”
Jeg lo og nikkede ja med mit hoved.
”Tja, der er chance for at han eksisterer og kan hjælpe. Det er mere eller mindre en joke. Under alle omstændigheder er det et eventyr, man behøver ikke at tro på det først. Du kalder, du påkalder og så vil noget ske og du vil se,”
Der var forslag til invokationer i de gule hæfter. Roberto spurgte om de var for almene og for upersonlige. ”Fortæl mig det helt ærligt,” spurgte han, ”føler du ikke rigtig for dem?”
”Ja, ser du, jeg anvender dem ikke, de virker ikke så relevante for mig.”
”Du føler fortsat tvivl i dit personlige selv. Du føler fortsat tvivl.” Fortsatte han.
”Ja, nogle gange tvivler jeg på om jeg nogensinde vil skabe kontakt til mit højere Selv eller min indre intelligens.” Jeg var rørt over hans omsorg og ærlige interesse for min proces. Han følte sig ikke frastødt af mig og var heller ikke dømmende over for det, jeg anså for at være mit manglende fremskridt.
”Receptiv meditation er lettere for mig end refleksiv meditation,” skrev jeg. ”Det er lettere for mig at tillade det der ønsker at komme ind, end at holde min koncentration på det jeg ønsker at bringe ind.”
”Det er korrekt”, sagde han, ”receptiv meditation kommer umiddelbart efter invokation. Først påkalder du, og derefter indstiller du dig på at modtage.”
”Jeg er til stede med mig selv og venter på at modtage”, skrev jeg.
”Hvad mener du med at være til stede? Vil du forklare det?”.
”Jeg mener, at jeg lytter indeni.”
”Ja, men hvis du påkalder, vil det være lettere. Jeg tror at med dit konkrete intellekt vil det fungere bedre, hvis du har en specifik invokation, der påkalder det du har brug for i øjeblikket.”
På nøjagtig dette tidspunkt var der spektakler uden for døren og tjeneren kom ind med papirer. Minutter før havde jeg hørt dørklokken og nogle der kaldte nedenfor døren. Råbende – hvad der formentlig var den normale kommunikation med Roberto og fuldkommende forstyrrende for mig, kom hun ind og placerede sine papirer på hans skrivebord og udbrød, ”Firma, firma.” Han underskrev dem og hun forlod os mens jeg spekulerede over, hvad der havde været så vigtigt at hun skulle afbryde vores session. Ingenting, konkluderede jeg. Roberto der var uforstyrret, hans verden var stille, fortsatte med sine eksempler på specifikke invokationer jeg kunne anvende.
”Må Selvets lys oplyse mig”
”Må Selvets kærlighed gennemtrænge mig”
”Må Selvets fred omslutte mig”
”Jeg tror, at disse tre rummer de vigtigste personlige behov.”
”Jeg kan føle lyset og kærligheden, men når jeg bekymrer mig, så kan jeg ikke føle freden,” opsummerede jeg.
”Det er ikke et spørgsmål om at føle dem, i øjeblikket er du måske ikke bevidst om en respons, men den vil komme senere. Kig ikke efter øjeblikkelige resultater. Hvis de kommer så godt, men det er ikke den vigtigste ting. Hav tillid til at en respons vil komme. Forstår du?”
”Ja,” sagde jeg og nikkede med hovedet.
”Efter påkaldelsen går du ind i den receptive meditation, i stilheden og i den stilhed sker der ting; også selvom det ikke når det bevidste selvs niveau. Visse ting sættes i gang. Kan du acceptere det?”
”Ja,” sagde jeg, ”mange tak”.
”Hvad?”, spurgte han. Han så mig tale men hørte det ikke.
”Grazi,” gentog jeg, denne gang meget højt. Derpå smilede han.
Videnskaben om tjeneste og velsignelse
”Ja”, skrev jeg, ”der sker ting. I mine meditationer sender jeg kærlighed til min søn og i dag modtog jeg et brev fra ham, der var fuld af hans gode følelser omkring sig selv.”
”En anden dag vil vi tale om udstråling. Når du sender kærlighed til din søn, så ved du, at du kan udstråle og at det er en handling, der er forbundet med åndelig tjeneste. Det fordeler også personlighedens overskud af energier. Jeg tror du kan blive en meget effektiv udstråler.”
”Det er jeg!” Det sagde jeg råbende, så han kunne høre det og jeg slap for at skrive det.
Han hørte mig og spurgte, ”kan du lide det”.
”Ja,” sagde jeg lidt mere afdæmpet.
Elimination af personlighedens modstand
”Ser du, et af disse små hæfter på den anden boghylde? Et af dem handler om udstråling. Kunne du tænke dig at se det?” Roberto vendte sig på stolen og sagde, ”Jeg skal se om jeg kan finde det.” Han bladrede igennem en række papirer og fandt en tynd papirindbundet publikation med titlen: ”Videnskaben om tjeneste og velsignelse”. Jeg tog hæftet og Roberto fortsatte:
”Dit vigtigste problem er ikke i forhold til det overbevidste . Det er tydeligt, at dit overbevidste er aktivt gennem de resultater du har med andre og lige så dine indre oplevelser. Problemet er, at eliminere din personligheds modstand. Derfor lad os arbejde lidt med det, hvis du synes, for derefter vil det overbevidste tage vare på sig selv. Jeg vil komme med nogle forslag og dem tænker du over og responderer på dem.”
”Den mest almindelige modstand blandt mange er, at det personlige selv er bundet til personlige oplevelser – bundet til oplevelsen af glæde og meget andet og derfor bange for at miste dem. Det er ofte baseret på en religiøs misforståelse, at du må miste, eliminere, give afkald og slå noget ihjel. Det er direkte negativt. Det er heller ikke virkeligheden.
Det, der skal opgives er frygten for at miste en binding eller at man ind mellem skal stille noget i bero. Derefter kan man have det igen, men på en meget friere måde. Ser du, bindinger begrænser. Ind imellem er det, der opfattes som noget godt på personlighedens niveau, forhindringer fordi de fungerer som flugtveje når man er for opslugt i dem eller for tilfredsstillet.”
”Det er en stor forskel, at man ikke skal opgive tingen, det er en indre befrielse. Det er en grundlæggende forskel. Kan du se pointen? Det er en frygt for at miste noget. Men man mister ikke noget. Det kan være nødvendigt at lægge det til side en stund, men derefter kan vi have det igen, men med langt større frihed og glæde og på sin rette plads. Vi er på den måde ikke domineret af det.”
”Jeg kan se at der er aktiviteter og interesser man kan blive for bundet af – sport, føde, moderskab, faderskab, hjælpsomhed, yoga , meditation og endog sex.”
Han nikkede, ”Hele problemet er at vi er besat af visse ting og derfor er vi fanger af fortidens vaner. Nogle meget fine idealister er besat af deres idealer. De er fanget af dem. De kan kun se det og kan ikke ofre det. De er ikke frie og har ikke den højere oplevelse. Det er et spørgsmål om frihed, om at være i kontrol, om at være mester og ikke en slave.
Det er en befrielsesproces der indebærer at man med sin vilje sætter noget til side, og genoptager det bevidst. Kan du se det? Alle de frygtformer som det personlige selv har, er en misforståelse. Det er det gamle moralistiske, dualistiske og religiøse sprog og holdning. Det har fremprovokeret en reaktion, der går i den modsatte retning og det er også slaveri.”
”Ja, det kender jeg. Den gamle holdning siger, at du må opgive alt for at opnå spiritualitet. Derfor lyder den ekstreme modreaktion, at i så fald ønsker jeg intet spirituelt eller religiøst.”
”Derfor kan du roligt sige til dit personlige selv – Vær stille, du vil ikke miste noget, lad blot mig gøre arbejdet. Udfaldet vil blive den glædesfyldte forening med Selvet . Du har alt at vinde. Forsøg at opleve det mere og mere. Ikke kun intellektuelt men også i hele dit væsen.”
”Et virkeligt enkelt eksempel er i forhold til føde. Der findes nogle mennesker som nyder deres føde så meget at de bliver forslugne og på den måde besættes de af mad.
Derudover er der den type diætister der begrænser sig selv i al for vid udstrækning, fordi de tror på en eller anden diæt. De ender med at blive besat af det. Føde er jo en fuldkommen naturlig og nødvendig ting. Men den behøver ikke tildeles en helt særlig opmærksomhed. Du kan nyde den, smage den, prise en god frugt eller noget i den stil. Kan du se det?
Føde er helt naturligt og godt indtil det gives en helt unaturlig opmærksomhed og betydning. Se hvor mange mennesker der ødelægger deres helbred og forkorter deres liv af dumhed ved at give efter for nydelsen efter mad. Dette er en binding til nydelsen af mad, det er begær. Jeg tror jeg har gjort det helt klart, derfor husk din personlighed på det. Det er helt i orden på rette tid og i rette mængder.”
Nøglen er visdom
”Nøglen er visdom. Det handler ikke så meget om viljen og om at gennemtvinge den. Det handler om visdom – en forståelse af de rette proportioner, af skønhed. Skønhed handler om rette proportioner. Du gør dit liv til et kunstværk, et skønhedsværk, hvis du har de rette proportioner af alle ting.”
”Jeg har et kort her som jeg sendte ud til Nytår. Har du set det?”
Han overrakte mig et foldet kort i kremfarve og en rå overflade. På forsiden var der tre ringe som greb ind i hinanden og som efterfulgtes af ordene: Kærlighed og Vilje på de ydre ringe og ordet Visdom i den midterste ring. Inde i kortet stod der: ”Må kærlighed og vilje udtrykt gennem visdom vise sig gennem hver og en i det nye år – og altid. Med alle gode ønsker og velsignelser.”
Det var underskrevet ”Roberto Assagioli”.
”Du må få det,” sagde han, da jeg ville returnere det.
”Tak,” sagde jeg og derefter højere, ”Grazi” hvilket han så og bekræftede.
”Det løser virkelig hele problemet såvel individuelt som socialt. Mange mennesker har meget kærlighed men ingen sans for proportioner og ingen vilje til at afbalancere det. Visdom er hele nøglen. Visdom gør det muligt at have det hele. Mediter på det.”
”Arbejd videre uden at give dine følelser overdreven opmærksomhed. Du skal ikke undertrykke dem, lad dem udtrykke sig, specielt gennem dine tegninger eller hvis du slår på din seng eller … Men tag dem ikke for alvorligt. De er passerende stemninger. Det handler om den rette proportion. Vær ægte glad, selvom dine følelser forstyrrer. Husk på havet, bølgerne kommer og går, men dybt nede på bunden, der forbliver havet ubevægeligt.”
Roberto gav tegn til at jeg skulle tænde globen med universet, hvilket jeg gjorde og da jeg havde sat mig roligt til rette i stolen med lukkede øjne, sagde han: ”Lad os nu meditere på det evige og på nuet. Bad i det.”
”Øjeblikket er her og nu. Du er her, jeg er her. Der er et samspil. Dette er nuet og lad os få det bedste ud af det. Bortvis alt andet og lev dette med glæde og påskønnelse. Lad noget ske. Det er et øjeblik, der er knyttet til hele din fortid og min fortid og som samler sig i dette nu. Når nu du forlader det, da fortsætter det. Kan du se den specifikke anvendelse af fortiden?
Du er her med din fortid og jeg er her med min. Derfra fortsætter vi ind i fremtiden. Men i vores sjæle, i vores Selv der er vi ét i en anden forstand. Kan du se hvordan det hænger sammen med det aktuelle liv?”
”I blikket er der noget du genkender. Øjnene forbinder sig med hinanden. De er ikke blot et sanseorgan de er også et organ til projektion .”
Hans øjne var såvel leende som intense og på et tidspunkt sendte de en stærk og kraftfuld forbindelse til mig.
”Nuvel, det må blive en anden gang jeg taler om det. Lad os nu …” han intonerede langsomt og klangfuldt: ”Fra det evige ind i nutiden til fremtiden.”
NOTE:
I Viljens Psykologi kapitel VI beskriver Assagioli denne teknik udførligt. Her kommer han også med en advarsel, som er vigtig at indføje, for ikke at give det billede, at psykosyntesen ikke arbejder med de samme katarsismetoder som mange andre psykoterapier – altså teknikker der har til formål at forløse de inddæmmede energier i fx et kompleks . Assagioli siger:
”Som enhver teknik kan erstatning misbruges, hvis den bruges uden en klar opfattelse af et individs eksistentielle situation eller uden en god fornemmelse for den rigtige timing. Visse tilbagevendende billeder eller tanker, der er negative og forstyrrende, kan være tegn på en emotionel blokering. I de tilfælde kan erstatning, hvis den anvendes før vanskeligheden er blevet tilstrækkeligt udforsket, forstået og håndteret, være tilbøjelig til at fortrænge det materiale, der forsøger at bryde sig frem til bevidstheden.”
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli
Læs introartiklen om integral meditation
Gem kommentar