Table of content
I dette interview taler Assagioli om behovet for at tage sjælen eller som han vælger at kalde det Selvet med ind i psykologien. Selvet er den kerne af selvbevidst væren, der er central i ethvert menneske
Et interview af Stuart Miller (1974), oversættelse Kenneth Sørensen
Kilde: Bragt første gang i Intellectual Digest, August, 1973
En 85 årig profet leder os gennem et vildnis af instinkter og komplekser til menneskets alleryderste rækkevidde.
I de sidste 60 år har Roberto Assagioli arbejdet som læge, psykoterapeut og underviser. Han lever i et gammelt stenhus i udkanten af Firenze, og fortsætter med at arbejde 10 timer om dagen på trods af sin høje alder. I den seneste tid har Roberto Assagiolis ideer tiltrukket sig stigende international opmærksomhed. Ideerne kombineres så forskellige elementer som almindelig sund fornuft , freudiansk psykoanalyse og en interesse for den menneskelige naturs alleryderste rækkevidde. Sidste oktober (1973) publicerede Intellectual Digest den første store amerikanske artikel ”The Will of Roberto Assagioli” der foromtalte hans bog: Viljens Psykologi.
I denne artikel taler Assagioli om hans nuværende projekt, et bind han forsøgsvis kalder for ”Højdepsykologi og Selvet”. Ved at spille på frasen ”dybdepsykologi”, fastslår Assagioli at psykologien må anerkende menneskets højeste kvaliteter for at komplementere og fuldstændiggøre den fremherskende betoning af menneskets instinkter, drifter, komplekser, patologi osv. Det centrale men subtile begreb i denne højdepsykologi er forestillingen om ”Selvet” med et stor S. Fra et vist perspektiv er Selv og sjæl det samme. Denne nye bog (se note) vil forsøge at bringe begrebet om den menneskelige sjæl tilbage til centret af den empiriske psykologi.
Sjælen som begreb er ikke uden problemer
Roberto Assagioli (RA): I den klassiske eller filosofiske psykologi var sjælen et helt centralt begreb. Men med den moderne psykologis opdukken var man tilbøjelig til at høre at ”sjæle er umoderne”. Nuvel, de forblev umoderne i lang tid men nu sker der forunderlige ting. Selvom mange psykologer afskyer det, så går adskillige uafhængige psykologer tilbage til begrebet om sjælen. Det er opmuntrende, men ordet ”sjæl” er ret uheldigt fordi det bliver anvendt på ret så forskellige og modstridende måder. Den traditionelle opfattelse af sjæl er at det er et spirituelt væsen – det er helt centralt i den kristne religion og ligeså i Vedanta, der er en vigtig gren af den indiske filosofi. Men inden for andre religiøse sprog der anvendes ”sjæl” på en anden måde, som mere eller mindre synonymt med egoet, personligheden eller bevidsthed .
Filosoffer og psykologer har også anvendt ordet ”sjæl” med forskellige betydninger. Den tyske filosof Keyserling sætter lighedstegn mellem sjæl og den følelsesmæssige natur. Jung beskriver sin ret så komplicerede opfattelse af ”sjæl” i sin bog: Psykologiske typer:
På samme vis som vores daglige oplevelser retfærdiggør at vi taler om en ydre personlighed kan vi også retfærdiggøre antagelsen om at der eksisterer en indre personlighed. Den indre personlighed er den måde hvorpå vi forholder os til de indre psykiske processer, det er den indre holdning, karakteren der er vendt mod det ubevidste . Jeg benævner den ydre holdning … persona og den indre holdning kalder jeg anima eller sjælen.
I alment sprogbrug taler man om en nations sjæl og så videre. Derfor finder jeg det bedre at undgå ordet i så vid udstrækning som muligt (eller i det mindste at fremhæve den specifikke betydning hver gang man anvender det).
Selvet defineret som et center af ren selvbevidsthed
Almindeligvis er det i stedet mere nyttigt at anvende begrebet ”Selv” med et stort S.
Det almindelige ord ”selv” bliver normalt anvendt til at betegne et menneskes personlige selv, således som det drøftes i forbindelse med ”selv-identitet”, ”selv-aktualisering”, osv. Jeg taler ikke om dette niveau når jeg taler om Selvet , men snarere om det der kan kaldes for hvert enkelt menneskes højere eller transpersonlige Selv .
Ovenstående diagram tydeliggør forskellen. Mine studerende kalder det for ”æg-diagrammet”. Deres spøgefuldhed er en måde at understrege at diagrammet kun er et groft kort og ikke den menneskelige psykologis aktuelle landskab. Dog har jeg fundet det meget nyttigt. Det lavere niveau svarer til det den freudianske psykologi kalder det ubevidste: de grundlæggende drifter, komplekser ladet med intense emotioner osv. Det centrale bælte repræsenterer det mellemste ubevidste – de elementer der er latente, hvilende eller aktive i personligheden, men som vi ikke er bevidste om i øjeblikket. Ovenover finder vi det transpersonlige eller det højere ubevidste , overbevidstheden der er kilden til meget af det vi betragter som det bedste i mennesket: kunstnerisk inspiration, etisk indsigt, videnskabelig intuition og så videre.
Cirklen i diagrammets midte repræsenterer på en grov måde området for vores eksisterende bevidsthed . Det lavere ubevidstes indhold, nye informationer fra det mellemste ubevidste og ligeså impulser fra overbevidstheden strømmer ind i dette bevidsthedsfelt.
Det personlige selv er dog repræsenteret som et centralt punkt, der er uafhængig af ethvert specifikt indhold, informationer eller impulser. Enhver af os har dette centrale punkt af personlig bevidsthed som vi kan opleve ganske enkelt ved at anerkende, at vi oplever forskellige typer af indhold i bevidstheden, men vi er ikke dette indhold. Det vil sige, vi oplever vores emotioner, men vi ved på en grundlæggende måde, at de ikke er os. Vi har tanker, men de er ikke os. Vi har kroppe, piner, smerter og ekstaser, men de er ikke os. Hvordan kan det ellers være, at vores emotioner, tanker og vores kroppe forandrer sig så ofte, samtidig med at vi opretholder en fundamental oplevelse af identitet? Kendsgerningen er, at vi ved helt bevidst og omhyggeligt at disidentificere os fra alle disse passerende indhold, disse oplevelser, kan blive bevidste om at vi er bevidste. Denne bevidsthed er selv-bevidsthed – det personlige selvs bevidsthed. Det personlige selv er den menneskelige kerne på det almindelige niveau, personlighedens niveau. Det er centret for vores almindelige psykologiske funktioner: tankesindet, emotioner, sansninger, forestillinger, etc.
På det højere menneskelige niveau er der på samme måde et væsen der er centret for de højere funktioner: kunstnerisk inspiration, etisk indsigt og videnskabelig intuition. Det er vores sande kerne og det er i os alle, men personligheden er normalt ikke klar over det på det almindelige niveau. Derfor påvirker det i mange tilfælde ikke menneskers følelser og tanker. Men ofte gør det. Faktisk kan det personlige selv betragtes som en refleksion af denne højere virkelighed, og det personlige selv og dets almindelige funktioner (tanker, emotioner, sansninger, etc) kan oplades af de vitale energier fra ens transpersonlige Selv . (Se diagrammet).
Når en stor kunstner får en vigtig inspiration er det groft sagt det der sker: kunstnerens transpersonlige Selv handler gennem det overbevidste og sender energi ned i bevidsthedsfeltet . Det er også hvad der sker i forhold til andre vigtige inspirationer.
Oplevelser af Selvet
Stuart Miller (SM): Er denne oplevelse kun forbeholdt store kunstnere, videnskabsmænd og religiøse genier? Eller kan ”almindelige” mennesker også opleve det?
RA: Ikke nok med at vi kan, vi gør det ofte. Men menneskets alleryderste rækkevidde, som Maslow kaldte det er subtile kontakter, derfor er det ofte nyttigt at henvise til kendte personer i det mindste som et udgangspunkt.
Thomas á Kempis giver et eksempel i sin bog: Kristi Efterfølgelse. Set fra en psykologisk synsvinkel kan vi sige at den ”Kristus” som Thomas taler med er Thomas’ eget højere Selv. Det siger jeg ikke for at benægte, at der findes virkeligheder hinsides individet. Som du kan se i diagrammet er Selvets stjerne lokaliseret dels indenfor individets oval og dels udenfor. Det indikerer, at det individuelle Selv er i kontakt med det der kunne kaldes for det universelle Selv.
Uanset hvad, så har tusinder af mennesker, måske millioner haft oplevelser med Selvet og har givet vidnesbyrd om det. I Indien kaldes det traditionelt ”Atman”. Nogle af de dybere kristne mystikere har været klar over det og har givet det forskellige navne: menneskets ”guddommelige gnist”, ”Toppunktet”, ”Grunden”, ”Centret” og den ”Inderste essens”. Jeg er særlig glad for Auguste Gratry’s beskrivelse af kontakten med det transpersonlige Selv fordi den er så levende:
Jeg følte det som om det var en indre form … fuld af styrke, skønhed og glæde … en form af lys og flammer, som understøttede hele mit væsen: en stabil uforanderlig form der altid var den samme og som jeg genfandt igen og igen i løbet af mit liv. I perioder mistede jeg den af syne og glemte den – men altid genkendte jeg den igen med glæde og proklamationen: ”Dette er mit virkelige væsen”.
Der er mange andre vidnesbyrd, men de fleste af dem er farvet af individets specifikke oplevelse og bliver sammenblandet med elementer som fx oplevelsens midler, dens resultater eller individets særlige religiøse tro. Det skyldes dels, at Selvet er et særdeles vanskeligt subjekt at tale om og forstå. Det kan og er blevet oplevet som bevidsthedens umiddelbare kendsgerning. Men det ligger udenfor det rationelle begrebs område. Det er som en æstetisk sansning eller intuition , en umiddelbar bevidst erfaring, udenfor det mentale og intellektuelle område.
Det betyder ikke at det er ”irrationel” i en negativ betydning. Jeg kunne tænke mig at anvende udtrykket ”para-rationel” og i nogle tilfælde ”supra-rationel”.
Forskellen mellem Assagiolis Selv, Freuds overjeg og Jungs selv
SM: Kan man tænke på denne sjæl eller dette transpersonlige Selv som en indre stemme fra det høje. Kan du skelne det højere Selvs eller transpersonlige Selvs stemme fra et mere almindeligt psykologisk begreb – overjeget eller den freudianske samvittighed? Er de udtryk for det samme blot med forskellige navne?
RA: Nej. Selvet er forskelligt fra overjeget eller ”samvittigheden”. Som udgangspunkt er det strukturelt og ontologisk forskelligt. Overjeget kan i modsætning til Selvet ikke betragtes som et ”væsen”. Det er et blandingsprodukt, der er sammensat af forskellige elementer med forskellige oprindelser. Freud beskriver overjeget som skabt af den sum af introjicerede befalinger, begrænsninger følelser af skyld og fordømmelser der alle stammer fra forældrenes ord og handlinger og fra de ”moralske” holdninger i den pågældende kultur.
For at aktivere det levende forhold der eksisterer mellem Selvet og personligheden beder jeg ofte mine klienter om at udføre en øvelse. Den består i at gå ind i en skriftlig dialog med ens højere Selv, hvor der håbes på og forventes en respons. Denne afvæbnende enkle teknik giver ofte gode resultater, hvis man samtidig er årvågen i forhold til falske meddelelser fra andre dele af personligheden.
For nylig skrev en af mine klienter, en 35-årig amerikansk professor, denne dialog. Han opdagede at han startede med at få glimt af sit Selv og gradvist begyndte Selvet at ”tale” på en ret så klar og vis måde. Min klient beskrev helt spontant forskellen mellem det højere Selv og overjeget.
”Det højere Selv er, så vidt jeg kender det, ikke som overjeget. Det højere Selv udsteder ikke ordrer, tvinger ikke og han er ikke grov. Han kommer med forslag, han indikerer veje – han er mere mental, i en ren forståelse af ordet. Overjeget er på den anden side fuld af emotionel spænding. Han skubber og tilskynder. … Selvet virker ophøjet, klædt i hvidt … stærkt (dog i et svagt skær) og udstrålende ligesom Fra Angelico’s (Opstandelsen). Han taler til mig … han har underviserens kvalitet. Interesseret og omsorgsfuld men upersonlig. Hvis, han kræver noget er det at blive omfavnet. Det åbner han sig for. Tag ham eller lad være er hvad han siger. Han er der. Han må vælges.
I modsætning dertil forestiller jeg mig mit overjeg som mørk, mere kødelig og endog stenagtig. Der er en panderynken i hans ansigt og en hammer i hans hånd. Han hamrer og slår splinter af. Han truer og tvinger. Han udmatter og frastøder mig. Den ene er princippet om frihed og kærlighed, den anden det mørke princip om trældom.”
Dette er et fremmanende skrift, men det er kun en måde at opleve forskellen, der er betinget af forfatterens specifikke omstændigheder. Fx kommer omtalen af Fra Angelico fra hans besøg på San Marco klostret i Firenze, hvor jeg anbefalede ham at studere Angelico’s malerier. Anvendelsen af inspirerende kunstværker er en anden metode blandt mange, til at fremkalde Selvet. Klienten befandt sig i det Viktor Frankl kalder en ”meningskrise” og begge disse teknikker, sammen med andet arbejde var nyttigt i forhold til at tilkalde hans højeste indre ressourcer. Jeg vil dog rette hans fremmanende beskrivelse ved at sige at ”overjeget ikke kun er dårligt” og efterlade dette paradoks uden at sige mere.
SM: Hvordan adskiller Jungs opfattelse af Selvet sig fra din.
RA: Jungs begreb om Selvet var ikke specifikt og det forandrede sig sammen med udviklingen af hans psykologi. Uden at gå ind i en lang diskussion af dette, kan man sige at det er anderledes end såvel Freuds overjeg og fra opfattelsen af Selvet som havende en substantiel egen virkelighed.
Den praktiske anvendelse af Selvet
SM: Hvordan kan vi anvende denne virkelighed? I hvilken udstrækning taler vi om noget praktisk?
RA: En af de vigtige forklaringer til at Selvet vender tilbage til værdighed er den utrolige søgen efter selv-identitet. Førhen tog et menneske sig så at sige for givet. Det accepterede sig som han var, eller oftere, han identificerede sig selv med den gruppe han tilhørte: familien, klanen, stammen, klassen, nationen – eller, hvis han var religiøs, med et eller andet stort væsen eller med Gud.
Men i vores tid, der meget vel kan være en tid i stor krise, da falder alle disse identifikationer bort og individet kastes tilbage i sig selv. Det forundrer ham for han ved ikke hvem han er og det er hovedårsagen til denne udbredte ”eksistentielle pine.” Denne søgen bringer ofte mennesker ind i en helt ny type af identifikationer – med midlertidige grupper, deres seksualitet, arbejde, hobby osv. Men før eller senere vil disse identifikationer falde bort og krisen vender tilbage. Vejen ud af krisen findes gennem undersøgelsen og opdagelsen af hvem vi er. Men også gennem det personlige selvs bevidsthed der er uafhængig af alle identifikationer og i en videre betydning af dette selv, som en refleksion af det transpersonlige Selv .
For at besvare dit spørgsmål på en anden måde, kan jeg sige at Selvet bliver en kilde til vejledning, oplysning og inspiration, men også til udvikling af menneskelige potentialer. Jeg ser klienter som er ret ”normale” i den almindelige betydning og endog personligt og socialt succesfulde. Men de er ikke tilfredse. Deres interesse er en videre udvikling. Der er to niveauer i dette. Det ene niveau er udviklingen af deres personlighed i en afrundet form der er helt almindelig. Her er emotionerne, tankesindet og intuitionen osv. bragt ind i en harmonisk funktion. Det er blevet kaldt for ”selv-aktualisering.” Jeg anvender begrebet ”personlig psykosyntese”.
For mange er dette nok. Men andre føler et ”kald” for at anvende et gammelt udtryk. De er tiltrukket af muligheden for at udvide bevidstheden ind i det overbevidstes vidtrækkende sfærer helt op til oplevelsen af Selvet. Dette er den sande Selv-realisering og det jeg kalder for den transpersonlige eller spirituelle psykosyntese .
Mange af de unge – og de ikke så unge er i en krise i forhold til dette område. Nogle forsøger at opnå højdepunktsoplevelser gennem stoffer eller andre metoder. Ofte har de disse oplevelser spontant. Men disse oplevelser er midlertidige og disse mennesker falder igen ned på det almindelige niveau og derefter bliver de desillusioneret, de undrer sig over hvorfor de ikke kan forblive på ”toppen”. Det der er sket er, at de i nogen udstrækning er trådt ind i det som Richard Bucke og andre har kaldt for ”kosmisk bevidsthed”, en tilstand der er bekræftet af mennesker til alle tider og i alle kulturer. Men deres personlighed er utilstrækkelig til at håndtere disse høje erfaringer, derfor oplever de et pludseligt eller gradvist fald. Disse mennesker behøver en struktur som tillader en vedvarende og gradvis opstigning og den udgøres af først den levende realitet af det personlige selvs bevidsthed og dernæst det højere Selvs. Ud fra denne bevidsthed kommer der en forståelse af de spontane og motiverende oplevelser og det fører til deres assimilation inden for personlighedens andre aspekter.
Derfor vil den normale og sikre fremgangsmåde først være: et forudgående arbejde med den personlige psykosyntese, der inkluderer en psykoanalytisk fase, dog ikke nødvendigvis en formel detaljeret psykoanalyse . Efter dette og nogen gange samtidigt kommer oplevelsen af Selv-bevidsthed. Derefter kan Selvet påkaldes som vejleder i den lange menneskelige udviklingsproces. I forhold til det praktiske aspekt vil jeg besvare dit spørgsmål med, at kultiveringen af Selv-bevidsthed i stor skala vil tjene til at bringe de højeste menneskelige energier og inspirationer ind i det menneskelige liv. Vi har sandelig behov for at tappe disse kilder. Det tror jeg er indlysende.
Note: Bogen blev ikke færdiggjort da Assagioli døde i 1974, men senere udkom den som en samling af skrifter under titlen: Transpersonlig Udvikling efter hans død. Denne bog er udkommet på Kentaur Forlag i 2006.
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli
Læs introartiklen om integral meditation
Gem kommentar