Skelneevne i forbindelse med tjeneste

I denne artikel understreger Assagioli vigtigheden af at anvende vores skelneevne i forbindelse med at hjælpe andre mennesker, at vælge arbejdsområde og afgøre hvilken hjælp modtageren har behov for.

Af Roberto Assagioli M.D., Oversættelse Torben Steffensen

---

Originaltitel: Discrimination in service. Dette er et emne med mange facetter, og disse kommentarer kan kun bidrage med et generelt overblik, som kort berører visse punkter af praktisk interesse. Emnet kan deles op i tre dele:Skelnen hos den, der tjener;Skelnen vedrørende selve tjenesten;Skelnen i forhold til dem, vi tjener.Naturligvis overlapper disse kategorier i praksis hinanden, men at betragte dem hver for sig kan bidrage til at klare tankerne omkring de involverede emner, og således føre til en mere velovervejet handling i tjeneste.

I. Skelnen hos den, der tjener

Dette er i det store og hele et spørgsmål om motiv. Det er næsten overflødigt at understrege vigtigheden af motivet og behovet for en omhyggelig undersøgelse af og konstant årvågenhed over for de motiver, der får os til at udføre arbejdet. Vi kan ofte bag motiver, som er rene og rigtige – og blandet sammen med dem i varieret omfang – opdage andre, som er mangelfulde eller forkerte, fordi de er udslag af en form for blændværk eller illusion. De oftest forekommende af disse er:

a. Ambition. Når kimen til ambition ligger skjult i den der tjener, kan den finde frugtbar grobund, som den kan trives i inden for denne aktivitet. Arbejdet kan blive et middel til at opnå en position, som indebærer styring eller autoritet, og på denne måde tilfredsstille et ønske om magt og berømmelse og trangen til selvbekræftelse.

b. Følelse. Afsløringen af denne form for blændværk kræver ofte subtil skelnen. Vi må skelne mellem sand spirituel medfølelse og den personlige bekymring, der vækkes i os ved kontakt med andres lidelse og den deraf følgende iver efter at afhjælpe den for derigennem at blive befriet for vores eget ubehag.Der er en sikker målestok, hvormed man kan skelne mellem disse to motiver. Når vores indsats er motiveret af følelse, skynder vi os at lindre smerten og trøste de mennesker, der lider, uden at gøre os klart, at vi således kun beskæftiger os med følgevirkninger og måske ikke yder nogen virkelig og vedvarende hjælp.

Ofte kan vi i virkeligheden endog forsinke fremgangen hos dem, vi ”hjælper”, ved at give dem frit løb for deres tilbøjeligheder og forhindre dem i at blive bevidste om den lektie, deres sjæl prøver at videregive til dem.Sand spirituel medfølelse er derimod, skønt den ikke udelukker et vist mål af umiddelbar lindring, når lidelsen er akut, først og fremmest optaget af at konstatere, afklare og hjælpe med at eliminere grundene til lidelsen. Dette gøres ved at fortolke lektien ved hjælp af den visdom, vi er i besiddelse af, og hjælpe personen til at forstå den. Et andet forkert motiv, baseret på følelse, er ønsket om at være elsket og værdsat, og at få ros og taknemmelighed fra dem, vi så ”generøst” hjælper. Heldigvis er folk ofte utaknemmelige og hjælper således os med at slippe af med den tendens! Vi skulle faktisk i virkeligheden være taknemmelige over for dem for deres utaknemmelighed!

c. Undvigelse. Dette er en form for blændværk, som ofte viser sig inden for det felt, som tjenesten handler om, og som manifesterer sig på subtile måder under dække af de bedste og ædleste forklædninger. For ofte skulker vi bevidst eller ubevidst fra vort ansvar, enten på grund af fysisk eller moralsk dovenskab (det er langt mere behageligt at følge den mindste modstands vej!), eller på grund af frygt, eller simpelthen fordi den foreliggende opgave er ubehagelig for vores personlighed. I sådanne tilfælde kan en eller anden nyttig aktivitet eller et stykke arbejde, vi er vant til at udføre, og som er let og behageligt, give os en plausibel undskyldning for at undgå det kedsommelige eller afskrækkende foretagende, som, idet det er vor sande pligt, er en større spirituel mulighed, der kunne forberede os på højere former for tjeneste.

d. Tilknytning. Denne form for blændværk kan narre os på to måder:

1. Ved at fastholde en foretrukken vanemæssig form for tjeneste.

2. Ved at være knyttet til frugterne af vores arbejde. I den groveste form består dette i at forvente en slags personlig belønning for det arbejde, vi har ydet, såsom ros, anerkendelse eller taknemmelighed. En mere raffineret form for tilknytning er det tilsyneladende berettigede ønske om at vide, at vores arbejde har været nyttigt, og at det har frembragt de rigtige resultater. Naturligvis er der ikke noget forkert i at bemærke sig, at der er kommet noget godt ud af vores uselviske bestræbelser; det er i høj grad opmuntrende.

Men der er visse former for langsigtet eller subjektivt arbejde, hvis frugter vi ikke kan se, men kun tænke os til. I sådanne tilfælde må vi arbejde med den største objektivitet og give afkald på beviset på resultater og kun sætte vores lid til en urokkelig tillid til den store lov om årsag og virkning. Vi kan være sikre på, at hvis gode frø sås i den rigtige jord, vil den gode frugt dukke op på det rette tidspunkt.

 

II. Skelnen vedrørende selve tjenesten

Der er mange former for tjeneste, og der er tidspunkter, hvor valget mellem kravene fra de forskellige områder ikke på nogen måde er let. Følgende generelle regler kan være en hjælp med henblik på at finde vores rette plads heri:a. Hold ikke fast ved en lavere eller mere begrænset og mindre effektiv tjeneste, hvis dine evner gør dig egnet til at arbejde på måder, der er mere vidtrækkende og med større styrke.

b. Forsøg ikke at arbejde i en højere og vanskeligere sfære, førend du har trænet og afprøvet din evne til med visdom og harmløshed at leve op til kravene.

c. Samtidig bør vi være rede til, uafhængig af vores evner eller forudsætninger, at udføre enhver form for arbejde, uanset hvor beskedent eller ubehageligt, det måtte være, når vi oplever et hastende behov.Vi må også huske to vigtige tendenser af tiltagende vigtighed, og som derfor i stigende grad har indflydelse på vores tjenesteområder. Disse er:

1. Den hurtigt voksende tendens til grupper og gruppeaktivitet. Arbejde, der ydes af et individ over for et andet, vil i stigende grad give plads for arbejde, ydet af en gruppe over for en anden gruppe eller flere grupper. Dette vil nødvendiggøre træning i den nye og vanskelige teknik, der går ud på at skabe et harmonisk samarbejde og skabelsen af en ”gruppeidentitet.”

2. Den nye, eller snarere fornyede, erkendelse af virkeligheden af det usynlige Univers, som omgiver os og gennemtrænger os, og af den kolossale styrke, som er indeholdt i dets subtile energier.

Denne erkendelse hjælper os til i stadig højere grad at opdage den umådelige rækkevidde og værdi af subjektivt arbejde.Åndeligt aspirerende mennesker burde gøre sig de ihærdigste anstrengelser for hurtigst muligt at gøre sig egnede til at arbejde på såvel det subjektive (indre) som det objektive (ydre) plan, og dette af tre vigtige grunde, som der indtil videre generelt ikke er blevet lagt tilstrækkeligt vægt på.

For det første er subjektiv handling uden sammenligning mere effektiv og derfor af større værdi end objektiv handling, fordi den drejer sig om årsager og ikke om virkninger; fordi den gør brug af kræfter, som er mere subtile, mere potente og vidtrækkende, meget mindre begrænsede af rum, tid og andre barrierer på det fysiske plan; fordi den anvender den sande metode for alle kreative processer, ”Guds metode.”

Dette udfolder sig ad den vej, der går fra det subtile til det tætte, fra Centeret til periferien, fra Ånd til materie, fra Liv og Bevidsthed til form, eller teknisk set fra ideen (det mentale) til idealet (det emotionelle) og fra dette til idolet eller materiel form, det synlige udtryk (fysisk).

For det andet er der forholdsvis få sande spirituelt orienterede mennesker, der er kompetente til at udføre et sikkert og effektivt stykke subjektivt arbejde, på grund af de vanskelige og strenge krav selv med hensyn til de mere elementære aspekter.

For det tredje ser vi en hurtig – og næsten alarmerende – forøgelse i antallet af mennesker, der udvikler psykiske evner, enten spontant (på grund af den generelle spirituelle stimulation) eller bevidst (og ofte for tidligt og på en uklog måde). Resultatet har været en tilsvarende forøgelse af ”mystikernes sygdomme.”Men det problem, som spirituelt orienterede mennesker møder i denne tid, kompliceres og vanskeliggøres af, at vi befinder os i en overgangsperiode af enestående betydning og med enestående muligheder, hvor der er et påtrængende behov for begge former for arbejde, den objektive og den subjektive.

Denne komplekse situation, disse forskellige og til tider tilsyneladende modstridende krav, kræver omhyggelig og subtil skelnen. Vi bliver konstant konfronteret med problemer med at vælge, og disse kan kun løses af det enkelte individ. Hvert enkelt tilfælde og situation repræsenterer en unik kombination af elementer, personlige og spirituelle, som ikke har noget fortilfælde, og ethvert valg og enhver løsning er derfor ”original.”Ikke desto mindre er der nogle vink og betragtninger af generel karakter, der kan være til hjælp.

For det første må vi skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige. Det er meget lettere at se sandheden og vigtigheden i dette end at anvende det konsekvent i praksis. Mange uvæsentlige ting klæber stædigt til os som muslinger til en skibsside, opstået og næret af vane, af bevidst og ubevidst tilknytning fra vores side, og af de højlydte krav eller den snigende og subtile indflydelse fra folk, der er knyttet til os. Vi har brug for utrættelig årvågenhed og en skarp skelneevne.

For det andet bør vi være forberedte på at overdrage vores ydre tjeneste til andre, når som helst vi finder dem rede og villige til at påtage sig det. Men her må vi desuden bruge vores skelneevne for at sikre os, at dem, der tilbyder sig, har de fornødne evner til at påtage sig opgaven.

Et tredje punkt – en udvidelse af det andet – er, at vi ofte har et ansvar for at træne andre og at hjælpe den søgende til at finde dybere og mere subjektive former for tjeneste. Dette kræver også skelnen; det er let både at overvurdere og, på den anden side, ikke at værdsætte et menneskes virkelige potentialer.

III Skelnen over for dem, vi tjener

Skadelige og nogle gange endog alvorlige konsekvenser kan blive resultatet af bestræbelser, der er gjort med de bedste intentioner, men som er fejladresseret; disse skyldes normalt mangel på skelneevne vedrørende det sande behov hos dem, vi hjælper. Følgende fem regler kan være til hjælp her:

1. Lad os ikke forhaste os med hensyn til at give alle og enhver den form for hjælp, som vi selv tilfældigvis har fundet nyttig. Denne entusiastiske antagelse er en almindelig vildfarelse – alle kender den velmenende person, der er blevet hjulpet af en patentmedicin (eller snarere, som det ofte er tilfældet, af troen på den) og uforbeholdent anbefaler den til hvem som helst for alle slags lidelser.

Nogle mennesker er særligt modtagelige for denne form for fejltagelse, fordi de har en tilbøjelighed til at være selvcentrerede og derfor dårlige psykologer. Det lykkes dem ikke at anerkende anvendelsen af det simple ordsprog, ”Det, der er godt for én, er dårligt for en anden” i forhold til den tjeneste, de udfører. Vi kan undgå denne fejltagelse ved at være opmærksomme på følgende anden regel:

2. Før vi hjælper et andet menneske, så lad os iagttage det grundigt.

Jo større vores forståelse for vores medmennesker er, jo klarere ser vi, hvor forskellige de er. Moderne videnskabelig psykologi, med dens opdagelse og beskrivelse af de forskellige typer så som ekstroverte, introverte etc., har gjort et nyttigt arbejde inden for dette område, men det er indtil nu kun på pionerstadier og meget ufuldstændigt. Heldigvis sætter værdifulde bidrag inden for esoterisk psykologi os i stand til at begynde at betragte og studere det enkelte menneske med hensyn til følgende:

a. Det opnåede evolutionære stadie, og følgelig den fremherskende polarisering (fysisk, emotionelt og mentalt).

b. De energier, som betinger dets sjæl, dets personlighed og dets mentale, emotionelle og fysiske legeme.

c. De zodiakale tegn, som betinger individet.

d. Spaltningerne eller manglen på integration, der eksisterer på forskellige niveauer i dets personlighed.

e. Metoder med henblik på koordination og syntese (integration og fusion), der er tilpasset til den enkelte situation.

f. Dets livsopgaver (kald, beskæftigelse, tjeneste).

Dette er en fascinerende og frugtbar indfaldsvinkel, ikke blot for spirituelt orienterede mennesker, men for enhver læge, lærer, forældre – faktisk enhver, der erkender det ansvar og den mulighed, der ligger i den indflydelse, vi har på vores medmennesker.

Lad os ikke altid give, hvad vi bliver bedt om, eller hvad der forventes af os, men hvad der imødekommer det virkelige behov.Vi bør gøre os klart og altid huske, at den hjælp, som mennesker tror, de har behov for og skriger efter, ofte er helt forskellig fra og til tider stik modsat af, hvad de virkelig behøver med henblik på deres velfærd og spirituelle vækst. Igen må vi skelne omhyggeligt i denne henseende, idet vi ofte må afvise, hvad de beder om, og søge at gøre opmærksom på, hvad der i stedet er det sande behov og tilbyde vores hjælp i overensstemmelse med dette behov. Vi bør være på vagt over for at tillade følelser, svaghed, ønske om at behage, eller uudviklet medfølelse at få os til at imødekomme personlighedens krav frem for det, der er i overensstemmelse med viljen og formålet hos de sjæle, vi søger at hjælpe.

4. Lad os undgå personlig tilknytning fra begge sider.Den, der søger at handle harmløst, bør undgå tilknytning ikke blot til bestemte former for tjeneste (som nævnt tidligere), men også til de mennesker, det drejer sig om. Dette kan opnås ved klart at skelne mellem sand spirituel, og således upersonlig, kærlighed og følelsesmæssig tilknytning.

Ofte søger og finder de ubenyttede følelsesmæssige tendenser hos et menneske, der tilbyder sin tjeneste, et afløb eller et formål i at hjælpe andre. Dette kan være legitimt inden for visse grænser, såsom rent filantropiske former for virksomhed, men det bliver en hindring og en fare i strengt spirituelt arbejde. For at kvalificere sig til denne form for arbejde bør dette menneske på en dyb måde rense og forvandle de følelsesmæssige kræfter i sin emotionelle natur, således at de sublimeres til upersonlig, objektiv og lysende spirituel kærlighed.

Men selv når det menneske, der udfører et stykke arbejde, selv er frigjort for sådanne tilbøjeligheder er det kun alt for let for dem, der bliver hjulpet, at knytte sig til deres hjælper, til tider på en lidenskabelig måde. Der er to former for sådanne tilknytninger, som skarpt bør adskilles, for de skal håndteres og afvejes på forskellig måde:

a. Følelsesmæssige bindinger af besiddende, krævende, ofte jaloux karakter, med en tendens til at ”absorbere,” sommetider grænsende til en egentlig følelsesmæssig vampyrisme.

Sådanne tilknytninger skyldes en overudviklet og utilfredsstillet emotionel natur. I nogle tilfælde bliver uforløste og ugengældte følelser, der er lagret i det ubevidste , ”projiceret” over på det menneske, der hjælper, igennem den proces, der af psykologer kaldes ”affektiv overføring.” Denne tendens manifesterer sig i forskellig grad fra et over-emotionelt, selvcentreret og dramatiserende temperament til alvorlige fysiske og psykiske symptomer hos en hysterisk type.

b. Tilknytninger, som skyldes svaghed, frygt, ubeslutsomhed og manglende evne eller vilje til at acceptere vores ansvar.

Sådanne mennesker klæber sig til os og bønfalder om hjælp, idet de ofte udviser infantile træk. De ønsker at blive beroliget, vejledt eller endog kommanderet med. Typiske og ekstreme eksempler på en sådan adfærd ser vi hos mennesker, der er påvirket af psykoneuroser eller af visse former for melankolsk depression. De er bemærkelsesværdigt introverte, hæmmede af komplekser, og lider af markante indre spaltninger. Det er værd at huske på, at nogle mennesker udviser begge slags tilbøjeligheder i varieret omfang.

Den første form for tilknytning kan håndteres og omdirigeres ved at rette de overstrømmende energier mod andre formål og konstruktive afløb, ved at styrke en omdannelse og sublimering af dem, og ved at overføre dem til højere niveauer. Den anden, eller klæbende, type kan afhjælpes ved at hjælpe individerne med at blive følelsesmæssigt voksne og udvikle selvtillid, at træne deres vilje, at henvende sig til og at være lydhør over for deres sjæle, at være udadvendte på den rigtige måde, at etablere et aktivt og frugtbart samspil med den ydre verden og med deres medmennesker – med andre ord at opnå deres egen psykosyntese .

Af denne korte oversigt over de tre slags problemer, der møder folk, som tjener mennesker, fremgår det tydeligt, hvor væsentligt, det er at udøve konstant, årvågen og stadig mere subtil skelnen. Kun herigennem vil vor arbejde blive fyldestgørende, frugtbar – og harmløs.

 

Sådan kan du komme videre

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli