Table of content
Humor er en sjælskvalitet derfor er latteren så vigtig. Roberto Assagioli går her tæt på latterens mange gavnlige virkninger og dens forskellige aspekter.
Oversat af Gunnar Hansen
De gamle værdsatte i høj grad latter, som de betragtede som en guddommelig gave og et virksomt lægemiddel. Der er mere behov for dette lægemiddel nu end nogensinde før …..
De tre vigtigste kunstarter det moderne menneske må lære for at blive et sundt og fuldendt væsen er: hvile, kontemplation , og latter og smil. Her vil vi kort betragte sidstnævnte, og især de højere og åndelige aspekter.
Værdien af denne kunstart er mangfoldig. Latter har først og fremmest en helbredende virkning på vores krop. Det er velkendt at latter forårsager hurtige, rytmiske sammentrækninger af mellemgulvet. Disse rytmiske sammentrækninger har en helende virkning på underlivets organer, idet de stimulerer deres funktioner og aktiverer sekreterne der medgår i fordøjelsen, i særdeleshed leverens. De gør vejrtrækningen regelmæssig, stimulerer lungefunktionen og hjertets aktivitet, og giver derved bedre iltning. Det er derfor ikke forkert, når ordsproget siger: ”En god latter forlænger livet”.
Men latterens psykologiske funktion er langt større. Latter fjerner de indre spændinger hvilket medfører en stor lettelse for den pågældende. Den bringer med sig en velgørende frigørelse og erstatter udbrændte funktioner med friske, som er blevet alt for lidt brugt. Når man er træt eller ophidset, er det lettere at slappe af gennem latter end gennem nogen anden aktivitet, hvor sindet ellers som regel fortsætter med sin feberagtige og nyttesløse aktivitet.
En anden nyttig funktion ved latteren er at den er en harmløs og glad afløbsmulighed for undertrykte tendenser, i særdeleshed trangen til at lege, som er forblevet levende i os, og som vi ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser. For tidligt og for kraftigt undertrykker vi ”det lille barn”, som bor i os med sin friske munterhed og sin trang til fri og munter leg. Men denne trang til at lege kan genvækkes; den kan blomstre endnu engang og opmuntre os, som en strøm af friskt og rent vand der strømmer fra en sprække i bjerget.
Latter burde anvendes i uddannelsessituationer
Latter kan – og burde blive – brugt i udstrakt grad i ”seriøse” uddannelsessituationer. Den er meget værdifuld, særligt med henblik på at fremme intellektuel udvikling. Kontrast, overraskelse, uventede konklusioner er alle blandt de årsager, der frembringer latter, og som derved vækker og skærper vores intellektuelle processer, og sætter os i stand til at lægge mærke til mange ting, som ellers let kan undslippe vores opmærksomhed. For eksempel kan skæve og latterlige sammenligninger og ligheder, eller en komisk sammenstilling af kendsgerninger, som er forskellige og umage, understrege et fællesskab i fænomener, som synes uforenelige, eller ligheder i nogle, som ellers er ganske forskellige. Dette giver os nye perspektiver, sætter os i stand til at opdage mærkelige sammenhænge, der består mellem forskellige grupper af kendsgerninger. Derved skærpes vores observationsevne, og nye ideer får mulighed for at fødes i os. Kort sagt, de gør vores intellektuelle formåen mere aktiv og årvågen.
Denne stimulerende virkning er paradoksalt nok forbundet med en fredfyldt virkning. Nerveaflastningen som latteren frembringer, formindsker overdreven intellektuel spænding og genetablerer den balance, der ødelægges af en for intens anstrengelse.
Det er ofte ønskværdigt – hvis man ved hvordan det gøres – at undervise elever på måder der kan få dem til at le, for latter har en egenskab der er meget værdifuld: den øger elevens opmærksomhed. Som bekendt ligger en af de største udfordringer ved at undervise i at tiltrække og fastholde elevens opmærksomhed og interesse for de ting, der undervises i. Latterens værdi er lige så stor når det gælder om at forstå og huske det indlærte. Moderne psykologi har påvist hvor forkert det er at lade elever lære udenad, og mekanisk at lægge vægt på at huske abstrakte definitioner – i stedet for ved konkrete eksempler at vise de praktiske konsekvenser og den indre natur ved en kendsgerning, eller en gruppe af kendsgerninger. Komik kan være en god hjælp hertil, på grund af præcisionen og livligheden i de ideer og billeder, den frembringer.
Takket være dens hukommelsesfremmende evne er latter særdeles nyttig til at hjælpe i studiet af tørre emner, baseret primært på hukommelse. Der eksisterer fx en fransk bog om anatomi, som behandler emnet humoristisk, og jeg husker at have brugt den med fornøjelse, da jeg studerede denne tørre videnskab. På samme måde kan den muntre ”Kemi på vers” af Alberto Cavaliere være en stor hjælp til at huske egenskaberne ved forskellige kemiske stoffer.
Latter kan være særdeles nyttig ved undervisning i sprog ved at levendegøre dette studium, som er så tørt og kedeligt hvis der undervises i sprogene efter den pedantiske grammatiske metode, som stadig bruges i mange skoler. Kort sagt: Vores motto bør være: Lær og undervis med glæde!
Forskellige typer af latter
Latter kan også have stor moralsk og åndelig værdi. Jeg siger med vilje: ”kan have”, for det er i sandhed ikke alle slags latter, der har den egenskab. Det er derfor nødvendigt at skelne klart mellem forskellige typer og ”niveauer” af latter. Der er den vulgære, plumpe latter, instinktets simple nydelse, som desværre er alt for udbredt. Og så er der sarkasme, foragt, hån, som kan kaldes surhedens latter, og som kan fremkalde farlig, psykologisk selvforgiftning. Og så er der til sidst den enkle, uskadelige latter, som fremkaldes af ordspil, pludselige indfald etc., som ikke har noget moralsk indhold, og som heller ikke foregiver at have noget.
Latterens åndelige værdi afhænger af hensigten hos den der fremkalder latteren. Der eksisterer fx komiske, litterære udtryk, såsom satire, parodi og komedie, som nogle gange kan have social og etisk værdi, hvis deres formål er at undsige hykleri og umoral, eller at demaskere opblæsthed og forfængelighed. Gode eksempler på denne funktion af det komiske ses i Moliéres og Orwells satiriske skrifter.
Dette fører os til de højere og åndelige aspekter af sand humor. Det er meget vanskeligt at definere humor på grund af dens underfundige og flygtige natur, og fordi den iklæder sig forskellige former og farver med utallige nuancer. Det er dog muligt at antyde dens mest fremtrædende kendetegn, uden at lukke den inde i en formular. Lad mig først citere nogle træffende bemærkninger af Guido Stacchini:
“Humor er som sjælens fortrolige smil, som – hvis man forstår at føle det – aldrig trættes og aldrig slipper op. Det er en ophøjet glæde hvor den bedste del af os føler sig løftet til et højere niveau og oplever den fulde, spirituelle tilfredshed ved på samme tid at være skuespiller og dommer.
Man påtager sig en humoristisk holdning, især mod sig selv, som et middel til at overvinde lidelse, det vil sige, at man behandler sig selv som om man var et barn, og på samme tid påtager man sig over for det lunefulde og uansvarlige barn den erfarne voksnes rolle som overordnet.
Dette middel kan bruges i et bredere perspektiv i forhold til andre menneskers liv. Når den voksne forstår tomheden i de interesser og lidelser, som for barnet i ham forekommer vigtige, så latterliggør han dem, og sætter på den måde tingene på deres rette plads, idet han tildeler dem den værdi, der tilkommer dem. I sådanne sager er den voksne humoristen, barnet er gennemsnitsmennesket eller offentligheden.”
Disse kloge betragtninger fra Stacchini hjælper os til at forstå og værdsætte humorens store spirituelle værdi. De bekymringer og lidelser der hærger mennesket, de små og store fejltagelser, han ustandselig begår, skyldes for det meste hans lidenskabelige tilknytning til personer og ting. De skyldes også hans totale mangel på proportionssans, som forleder ham til at lægge enorm vægt på ting der er tomme, frugtesløse og kunstige, og han tilsidesætter derfor de ting der er storslåede og værdifulde, de ting der er virkelige og evige.
Humorens ædle funktion er netop at opløse disse illusioner, at devaluere målene for denne tilknytning, at demaskere uvidenhed, at bringe ting og personer tilbage til hvor de hører til. Det kan humor gøre, fordi – som Platon udtrykte det med dyb intuition: ”Latterlig er den der ikke kender sig selv.”
Latter godt mod forfængelighed
En af de menneskelige svagheder, som bedst kan være skydeskive for humorens pile, og som fortjener dem mest, fordi dens rødder er så stærke og udbredte at den kan findes også i meget værdifulde mennesker – er forfængelighed. Den voksne lever normalt i den illusion, at han har nået sit mål, simpelthen fordi han er blevet voksen. Han er tilfreds med sig selv, og det falder ham ikke ind, at så snart han er færdig med grundskolen, burde han melde sig ind i livets større og virkelige skole, at han burde tage hånd om sig selv og påbegynde sin selv-uddannelse. I stedet for, som Stacchini så udmærket siger det, ”er den alder som formodes at være fornuftens, en alder hvor man begynder at begå alvorlige dumheder.”
Hvor man dog bliver blind af forfængelighed! Som Schopenhauer siger: ”Lige så sikkert som katten begynder at spinde når man stryger den ned ad ryggen, lige så sikkert ser man en sød opstemthed dukke op i ansigtet på et menneske, der får ros, i særdeleshed når rosen gælder det han bilder sig ind at være; også selvom rosen er en åbenlys løgn.”
Forfængelighed ledsages ofte af indbildskhed, der blandt andet viser sig ved foragt for dem der er lidt lavere på den sociale rangstige, og ved smiger mod dem der er oppe på toppen.
Så er der de tilfælde hvor de der er små søger at hæve sig op ved at ringeagte og nedvurdere de der er store. Men deres anstrengelser er forgæves, for deres hån og foragt falder tilbage på dem selv – som Tagore udtrykker det i en aforisme:
“De lærde siger at dit lys en dag ikke vil eksistere længere, sagde ildfluen til stjernerne. Stjernerne svarede ikke.”
Frygt er komisk
En svaghed der ofte synes komisk, er frygt. Og en almindelig form for frygt er bekymring for fremtiden. Hvor mange grundløse bekymringer skaber menneskene ikke for sig selv! Deres pessimistiske forudsigelser og overdrevne forholdsregler udtrykkes vittigt og spottes i dette toskanske ordsprog: ”Læg ikke bandage på dit hoved, før det er kommet til skade.”
En anden slags frygt er optagethed af hvad andre mener om én. Hvor ofte forgifter folk ikke deres liv ved bekymret at søge at undgå enhver bebrejdelse eller kritik. Og dog har det umulige i at gøre alle tilpas været kendt til alle tider. Vi læser i Dhammapada, en buddhistisk tekst, som er skrevet mange århundreder før Kristi fødsel:
Denne sandhed er urgammel, oh Atula, og slet ikke nymodens: Den der er tavs, tales der ilde om, og den der taler meget, tales der ilde om; også den der taler lidt, bebrejdes. Ingen i denne verden kan unddrage sig kritik.
Blandt de mange mulige fejltagelser findes én der er hårfin og ikke indlysende – men ikke desto mindre meget virkelig – nemlig den der begås af visse intelektuelle og filosoffer, som bruger al deres tid på tomme diskussioner af udelukkende akademisk interesse. Samtidig med at der er et påtrængende behov for at udføre spirituelle opgaver, så længe sand frigørelse endnu ikke er opnået. Buddha latterliggjorde denne dårskab så elegant:
Det fortælles at munken Malunkjaputta engang gik til Buddha og udtrykte sin utilfredshed med at han ikke fortalte sine disciple, hvorvidt verden er evig eller ikke-evig, endelig eller uendelig etc. Munken gik så langt i sin uforskammethed at han udfordrede Buddha. Han krævede at Buddha skulle besvare hans spørgsmål med enten ja eller nej, eller ved at indrømme at han ikke kunne svare. Hvis han indvilligede, ville han sikkert forblive hans discipel, i modsat fald ville han vende tilbage til det verdslige liv. Buddha svarede ham på denne måde, uden at miste sin sindsro et øjeblik: En forgiftet pil har ramt en mand, og hans venner sender bud efter en læge. Hvis den sårede mand siger: ”Jeg vil ikke tillade at denne pil fjernes fra mit legeme, før jeg ved hvem der har såret mig, hvilken familie han stammer fra, hvordan han ser ud, om han er høj eller lav, lys eller mørk, og hvor han bor,” så vil denne mand visselig dø, før det er muligt at hjælpe ham. Netop dette vil ske for en mand, der kræver at få svar på alle sine spørgsmål, før han begiver sig ud på frigørelsens vej.
Hvis vi spørger os selv, hvad der er en typisk holdning for en humorist, kan vi svare at han betragter livet på jorden dybest set som en teaterforestilling, en komedie, hvori enhver må spille sin rolle så godt han eller hun nu kan, uden at tage det for alvorligt, og som det vigtigste hele tiden være bevidst om at man spiller en rolle.
Spirituel humor
Spirituel humor er en paradoksal blanding af en holdning af afklaret og uhildet betragtning, følelsen af enhed med livet, og dyb sympati og medfølelse med andre. ”Humoristen,” skriver professor Fanciulli i sit essay om humor, ”er i høj grad begavet med evnen til at leve andres liv … Han føler de bånd, der binder alle ting sammen. Flerhed er relativ … måske kun tilsyneladende; alle dele er kædet sammen ved bånd der ikke kan brydes …. En beundringsværdig syntese er resultatet …. ; andres smerte og glæder bliver ens egne glæder og smerte. Denne sympati har mildhedens egenskaber. Den tager del i lidelserne hos den svage, den besejrede, den fattige.”
Men denne sympati er altid bevidst og afklaret og forhindrer ikke hvad Fanciulli korrekt betragter som humorens typiske kendetegn, nemlig smilet. Alt dette og mere gemmer sig og afslører sig i smilet hos den frigjorte Buddha, et smil fuld af medfølelse, men et smil affødt af visheden om at der eksisterer en vej til frigørelse, og at alle mennesker, før eller siden, vil opnå frigørelse og lyksalighed.
Det bør nævnes at alt, selv de bedste ting, kan misbruges, og det er netop opgaven i ”livskunsten” at bruge alt til et godt formål og i den rette mængde. Hvad humor angår, så lad os huske at dens funktion er ligesom salt i maden, et krydderi der giver smag til det liv, der er os tildelt, men at salt i sig selv ikke nærer.
Fra en anden vinkel er humor en betragtning af livets forbipasserende festspil; den er ikke en direkte og aktiv deltager i begivenhederne. Det fuldkomne menneske, den sande vismand, er ikke én der begrænser sig til kontemplation , men på den anden side heller ikke én der er fuldstændig opslugt i handling. Den er vis, som i det lidelsesfulde og arbejdsomme liv fastholder sit højere selv som en upartisk og smilende tilskuer.
For at opnå en sådan tilstand af indre frihed, er det nødvendigt at bruge humor, først og fremmest over for sig selv, idet man mildt gør grin med sin egen lille personlighed, der er så opfyldt med sin egen betydningsfuldhed, der giver sig selv attituder, og som tager sig selv så højtideligt – og som samtidig er sårbar, urolig og mistænksom.
Det som Giuseppe Zucca så rammende har kaldt personlighedens ”stålkasse” kan ikke i længden modstå – uanset hvor tykke og hårde dens mure måtte være – humorens fint gennemtrængende og altopslugende flamme. Før eller siden åbnes dens døre, og mennesket kan frigøre sig fra dette snævre og kvælende fængsel. Når det sker, kan man sige at den største bedrift er blevet udført. Sjælen udbreder sine vinger, og forener sig, glædesfyldt og med et guddommeligt smil, med andre sjæle, med alle skabninger og med Gud.
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli
Læs introartiklen om integral meditation
Gem kommentar