Kan der være glæde samtidig med smerte? Ifølge Assagioli er åndelig glæde eller lyksalighed grundtonen i forbindelse med den åndelige opstigning. Den kan sameksistere med den smerte som renselsesprocessen indebærer
Af Roberto Assagioli , M.D. Oversættelse, Britt Jakielski
Kilde: The Beacon, juni 1942
Når spirituel liv og udvikling betragtes fra et traditionelt synspunkt, forbindes det ofte med en opfattelse af forsagelse, lidelse, hårdt arbejde, sorg og smerte. Dette er ikke retfærdigt, for derved lægges der for stor vægt på et enkelt aspekt. Det skaber forvirring og endda modvilje og mismodighed hos begynderen på den spirituelle vej.
Lidelse er kun et fremherskende og karakteristisk element i én fase, på ét niveau i det Spirituelle liv – den fase, der handler om renselse, og som følger efter vækkelsen af sjælen; den første åbenbaring af vor iboende Ånd. Denne vækkelse er fuld af glæde og jubel, og glæde slår tonen an for den fase, der følger efter renselsen, hvor sjælen er illumineret. Efter ”Sjælens mørke nat”, denne nye periode med skygge, hårdt arbejde og sorg, kommer det strålende mål, sjælens transfiguration i Gud, personens bevidste forening den universelle Ånd. I Østen kaldes dette for Moksha og Vinmuhti (frigørelse, Nirvana), og i Vesten kalder vi den Det Kymiske Bryllup og Det Forenede Liv.
I denne tilstand er sjælen fyldt med lyksalighed og en varig og usigelig glæde. Dette burde ikke undre os, for lyksalighed er Den Højeste Ånds grundlæggende kvalitet; noget, som bekræftes såvel i Østen som i Vesten. Ifølge hinduerne er Den Højeste Ånds tre grundlæggende egenskaber Sat, Chit, Ananda; dvs. væren, viden, lyksalighed. Andre autoriteter så som Manduka-Upanishaden kalder disse karakteristika ved Atman, Det Højeste Selv, for ”shantam, shivam, advaita”, eller fred, lyksalighed, enhed.
Ifølge de kristne giver foreningen med Gud i dette og det næste liv bevidst glæde om Ham, om Hans ære og Hans lyksalighed.
Spirituel glæde bør ikke forveksles med den nydelse og glæde, der er af en anden beskaffenhed. Den har en kvalitet, der sætter os i stand til nemt og sikkert at skelne den. Spirituel glæde er først og fremmest gennemsyret af fred. Den giver en følelse af ro, sikkerhed, fuldkommen stilhed, som ganske mangler i de ustabile glæder og voldsomme overdrivelser, der er af en anden karakter. Dens virkninger er anderledes og endda ofte modsatte. Egoistiske glæder og fornøjelser ryster hele vort væsen og dræner os for energi, og efterfølges af en følelse af træthed, nedtrykthed og manglende vitalitet. På den anden side giver Spirituel Glæde os styrke i stedet for at fortære den. Den fremkalder ikke reaktioner, men tilfører os en følelse af energi og mod, og ofte af virkelig fysisk lettelse. Endelig er det sådan, at hvor den egoistiske nydelse har en tendens til at adskille os fra andre og få os til at glemme hele verden i vores egen lille personlige tilfredsstillelse, så er Spirituel Glæde af natur ekspansiv. Den gør os mere kærlige, mere medfølende og inspirerer os ved at få os til at ønske at hjælpe andre til at tage del i vores glæde.
Spirituel glæde har et andet træk, som i begyndelsen kan synes mærkeligt og paradoksalt, men som ved nærmere undersøgelse findes naturligt, og som passer til den Glæde, nemlig at den kan eksistere side og side med smerte. En sådan tilsyneladende modsigelse kan ikke forklares på den måde, som materialistisk indstillede mennesker, der ingenting ved om det Spirituelle liv, forsøger. De betragter det som en anomali, noget unormalt, en perversion eller art psykisk masochisme. Men den kan let forstås i lyset af menneskets spirituelle anatomi og komplekse indre struktur. Denne forståelse er blevet – og bliver det fortsat – styrket af den nylige udvikling inden for analytisk og syntesisk psykologi.
Mennesket er på det nuværende udviklingstrin ikke en harmonisk og sammenhængende helhed. Vi består af en mængde ensartede og modstridende elementer, der er centreret omkring forskellige centre på forskellige planer, uafhængigt af hinanden. I denne artikel er vort formål ikke at undersøge de mere subtile forskelle mellem disse elementer og centre. Det er tilstrækkeligt at erindre, at de kan opdeles i to hovedgrupper. De, der udgør den normale menneskelige personlighed, og de der udgør vort højere væsen, Sjælen. Hvor de almindelige glæder og nydelser opleves af personligheden, er Spirituel Glæde Sjælens eje. Det almindelige menneske lever indesluttet i sin personlighed og sanser slet ikke eksistensen af de højere elementer. På den anden side er personligheden hos det menneske, der har oplevet en fuldkommen opvågning, hos den frigjorte Ånd, hos den sjæl der er helt og varigt forenet med Gud, opløst, og dens elementer genopstået og overført til individualiteten, hvorved hele væsenet er forenet.
Det menneske, der befinder sig i en mellemtilstand, i hvem den Spirituelle bevidsthed er vækket, men som endnu rummer mange af det almindelige menneskes elementer, oplever en mere eller mindre bevidst dualitet af følelser og reaktioner. Vi kan hermed forstå, hvordan det kan lade sig gøre, at personligheden rent mekanisk lider, men personen glæder sig i Åndens lys.
Vi bør ydermere bemærke os, at stadierne med Spirituel udvikling ikke er skarpt adskilt fra hinanden, men ofte indbyrdes forbundne. Renselsesfasen fortsætter således i løbet af illumineringsprocessen, og det er tilstedeværelsen af begge disse faktorer, der er årsag til, at glæde og smerte kan eksistere side om side.
Den illuminerede sjæl, som på en dyb måde har oplevet lidelsens rensende og opløftende funktion, vil ikke alene ikke længere søge at undslippe den, vil ikke blot tålmodigt udholde og acceptere den ud fra en tilstand af god vilje , men vil til slut glæde sig over den. Åndens styrke oplyser korset, Åndens lys gør korset lysende.
Der er intet unormalt i dette, men snarere noget overnormalt. Det er en smuk og ædel oplevelse, og de der ignorerer eller fordømmer den, forstår ikke, at ”det at lide og at være ulykkelig ikke på nogen måde er det samme”. De er de blinde, som man ikke bør tage notits af, men have medfølelse med.
Det er sandt, at der har været nogle tilfælde, navnlig i de sidste par århundreder, hvor der har været en overdreven higen efter og nydelse i lidelse på en usund måde. Der er imidlertid her tale om afvigelser fra den sande Spirituelle vej, om såkaldt urene indflydelser, og en hyklerisk efterligning af den rene, mystiske oplevelse.
En evne til at skelne mellem personlighedens selvoptagne glæder og menneskets Spirituelle Glæde bidrager i øvrigt til at forklare fejlen hos de, der (som vi indledningsvis påpegede) på baggrund af et for strengt, dualistisk og pessimistisk syn på livet og religion udelukkende lægger vægt på opofrelse og lidelse. De ser med mistænksomhed og fordømmelse på alt, der taler for sjælens glæde. I virkeligheden er Spirituel Glæde ikke blot tilladt alle, men er i sandhed en pligt, og det er der mange årsager til. Vigtigst af alt fremmer det udstrømningen af taknemmelighed og den frivillige given sig hen, der udgør sjælens bedste respons på den indstrømning af lys, der udgydes over den fra Det Høje. Spirituel Glæde fremmer også transformationen og sublimeringen af alle personlighedens elementer; et arbejde som sjælen må fuldføre i stadigt stigende omfang på den spirituelle vej.
Endelig er Spirituel Glæde en pligt i forhold til andre. Vi bør på ethvert trin på vejen hjælpe vore brødre til at tage del i den skat, vi har opdaget, i de glæder der er blevet udgydt over os, og i de kræfter der er under udvikling i os. Således er den uforanderlige lov om retfærdighed og om kærlighed, det direkte udtryk for alle væseners fundamentale enhed. De, der således modtager de første illumineringer, har derfor pligt til at dele dem med andre. En af de mest effektive veje hertil er at udstråle vores glæde til dem.
Stakkels menneskehed, der plages af tusindvis af sorger, tynges af endeløs frygt, ledes på afveje af en nagende tvivl, som ængsteligt (hvad enten vi ved det eller ikke) søger efter fred, vished, og en rolig og stabil glæde. Den tiltrækkes uvægerligt til alle, der igennem sit eksempel og sin stille udstråling viser, at han har kontaktet det indre punkt af fred, harmoni og dyb tilfredshed.
Det er først, når vi har efterprøvet de positive resultater og indset værdien og fordelen ved det spirituelle liv, at mennesket er villigt til at underkaste sig den nødvendige disciplin og betale den pris, der i begyndelsen synes for stor, men som senere viser sig berettiget og endda utilstrækkelig for en så uvurderlig skat, som er vores i al evighed.
På dette sted er det passende og vor simple pligt over for os selv, over for andre og over for Gud ikke blot frit at tage imod Spirituel Glæde, men også bevidst at vække den i os selv og at bevare og forøge det, hvad vi har opnået.
Lad os derfor tage Skt. Pauls strålende motto til os, og hver dag lidenskabeligt søge at efterleve det –
“Fryd dig altid i Herren, og jeg gentager, Fryd dig”.
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli
Læs introartiklen om integral meditation
Gem kommentar