Table of content
Nationer har som individer en personlighed og en sjæl som må forstås førend nationens psykosyntese med de andre nationer der udgør menneskeheden kan gennemføres. Assagioli sammenligner her nationens udvikling med individets.
Af Roberto Assagioli , M.D., Oversættelse Britt Jakielski
I. Parrets spirituelle psykosyntese
For at færdiggøre denne artikel om parrets psykosyntese , må vi tage dets højeste og mest essentielle aspekt i betragtning, nemlig fællesskabet mellem ægtefolk og deres gensidige deltagelse i den transpersonlige spirituelle virkelighed. I psykologiske vendinger kan vi kalde disse:
1. Fællesskabet mellem begge parters åndelige Selv, og
2. Anerkendelsen – eller rettere den faktisk oplevede virkelighed – af forening og af det individuelle Selvs enhed med det Universelle Selv.
Dette neutrale sprog kan anvendes på alle metafysiske eller religiøse begreber. Ydermere kan anerkendelsen af denne videnskabelige, psykologiske betydning af det åndelige Selvs virkelighed og dets tætte forbundethed med andre Selv og med Den Højeste Virkelighed åbne døren til overbevidste oplevelser inden for enhver overbevisning og trosretning.
Metoderne til at opnå dette åndelige fællesskab er den samme, som anvendes i realiseringen af den individuelle psykosyntese. Jeg behøver blot at opliste dem: Meditation , påkaldelse og indre lydhørhed, hvorefter følger inspiration og illumination . Gennem brugen af disse teknikker vil det personlige jeg i stadig stigende grad erkende sin grundlæggende enhed med det åndelige Selv, hvorefter det vil ”rejse sig” og nærme sig dette åndelige Selv, indtil det midlertidigt opnår en mere eller mindre fuldkommen identifikation.
Når disse metoder samtidig anvendes af et par, som er gift, opnås et dobbelt gavnligt resultat. Det sker, takket være den gensidige indflydelse igennem den udveksling, der naturligt – og nærmest uundgåeligt – finder sted i alle interpersonelle forhold. Ydermere fører kommunikering af det, de hver især oplever i stilhed til gensidig integration og til muligheden for gensidig regulering og korrigering. Eksempelvis kan den ene af partnerne opleve et symbolsk billede, og den anden kan hjælpe til at fortolke og forstå det.
Det at dele denne ”indre aktivitet” fremmer og øger det åndelige fællesskab mellem partnerne og deres integration og syntese på alle planer. Faktisk kan og bør disse metoder anvendes i løsningen og elimineringen af de konflikter, der er en del af parforhold. At behandle menneskelige problemer i Åndens lys og bede om lys og vejledning fra det overbevidste og fra det åndelige Selv, tager så at sige brodden ud af disse problemer og fjerner eller mindsker de emotionelle reaktioner, som skaber eller komplicerer dem. Dette vil i høj grad fremme deres løsning og kan til tider være den eneste vej til at nå en løsning og opnå en virkelig og solid psykosyntese i parforholdet. Med det, jeg her har sagt, håber jeg, at det er lykkedes mig at vise, hvor nødvendig parrets psykosyntese er, navnlig i ægteskaber og i de mulige og nødvendige forberedelser af unge mennesker til denne opgave. Dette kræver først og fremmest et bredt kendskab og en anerkendelse af betydningen heraf gennem et velorganiseret uddannelsessystem, som kunne og burde etableres i skolerne. Denne uddannelse skulle bestå af fire dele:
1. Generel psykologi, kundskab om mennesker. Det er absurd, at dette ignoreres, når det burde være et centralt fag i alle skoler. I en mere avanceret civilisation ville vores nuværende undervisningsmetoder anses for primitive og barbariske.
2. Differential- eller typologipsykologi, eller kendskab til de forskellige psykologiske typer.
3. Kønnenes differentialpsykologi.
4. Konkret forberedelse til ægteskabet, til parrets psykosyntese.
Ud over denne uddannelse, som kunne finde sted i skoleforløbet – og i tiden efter – burde førægteskabelige rådgivere være til rådighed for drøftelse af individuelle problemer. Og endelig, for de der allerede har stiftet familie, ville ægteskabsrådgivere være til stor hjælp.
Disse er de mest effektive og nødvendige veje til håndtering af den alvorlige krise i ægteskabet og familien i vore dage. Alle, der er overbevist om dette behov, burde med samlet røst skabe opmærksomhed omkring behovet og opfordre offentligheden til handling på dette område.
II. Familiegruppen
Vi vil nu bevæge os ud over parforholdet. Vi må erkende, at psykosyntesen inden for familiegruppen ikke er begrænset til forholdet mellem gifte partnere og deres børn, og mellem børnene. Familien, navnlig i den psykologiske betydning, er en større enhed, som i en vis forstand er et produkt af fortiden og af samfundet. Dette bliver åbenlyst i tilfældet med såkaldt ”gamle” familier, som er meget traditionsbundne. I visse familier kan tradition have en afgørende indflydelse, endda i valget af ægtefælle, og den nye familiegruppe bliver en forlængelse af den ”historiske” familiegruppe. Dette skete oftere i fortiden, men eksisterer stadig til en vis grad, navnlig i visse lande. I tilknytning hertil er der de respektive ægtefællers familiemæssige baggrund. Det vil sige, at begge parter bringer hele sin families psykologi ind i ægteskabet, og disse psykologier er meget ofte forskellige og endda modstridende. Ofte er der en direkte indflydelse fra begges forældre. De har nogle gange en positiv funktion, navnlig i det moderne samfund, hvor begge parter arbejder, og hvor bedsteforældrene yder en værdifuld assistance ved at tage sig af børnene. Men i andre tilfælde udgør de et disharmonisk element på grund af den gammeldags mentalitet, som ældre mennesker ofte har, og som ikke er i tråd med det moderne liv. Sådanne problemer kan i høj grad hindre psykosyntesen inden for familiegruppen.
Den spirituelle udvikling i samfund
III. Gruppedynamikker
Jeg vil her gerne kort diskutere de forskellige menneskegrupper, som både familien og familiemedlemmerne har berøring med, og som de ofte er en aktiv del af. Disse forbindelser (som ofte er i konflikt med hinanden) internt i og mellem de forskellige grupper er i hastig vækst og bliver mere og mere komplekse i det moderne liv. Hvorfor der har været en rivende udvikling inden for socialpsykologien, som især beskæftiger sig med menneskelige forhold og med de såkaldte ”gruppedynamikker”. Den har at gøre med fundamentale psykologiske problemer, ikke mindst når disse kompliceres af forskellige faktorer så som økonomiske, tekniske og politiske, og har været genstand for en stærk og til tider voldsom debat. En seriøs og objektiv behandling af dette emne ville nødvendiggøre en hel undervisningsrække og ville række langt videre end til psykosyntesen; en diskussion, jeg derfor ikke kan gå ind i her. På den anden side mener jeg, det vil være passende kort at berøre et område af inter-individuel psykosyntese, som er særligt relevant i dag: Psykosyntesen inden for og mellem nationerne. Den kan kaldes ’et varmt emne’, da den ser ud til at trænge sig ind på det politiske område. Jeg siger ’ser ud til’, da psykosyntesen faktisk er neutral såvel inden for filosofi og religion, som inden for det sociale og politiske. Psykosyntese er et videnskabeligt baseret koncept og fremgangsmåde, som beskæftiger sig med problemer ud fra en psykologisk, upartisk vinkel uden forudindtagethed.
IV. Nationer og internationalisme
Hvor der eksisterer nationalisme og internationalisme, er der altid problemer relateret til fred og krig, konkurrence og samarbejde. Disse problemstillinger er særligt alvorlige og akutte i dag, og løsningen af dem kan være afgørende for menneskehedens fremtid. Det er derfor af afgørende betydning på enhver tænkelig måde at søge en konstruktiv løsning.
Udgangspunktet er den indiskutable kendsgerning om den voksende, verdensomspændende indbyrdes afhængighed. Anden verdenskrig var på tragisk vis et bevis herpå. Ingen nation kan virkelig have fremgang på bekostning af andre; en nation kan midlertidigt dominere og besejre andre med voldelige midler, men det skaber konsekvenser, som dømmer enhver sådan dominans til fiasko. Dette grundlæggende princip om nationernes indbyrdes afhængighed har også gjort sig gældende i fortiden. Jeg behøver blot at nævne Emerson og Mazzini, som i sidste århundrede (1800-tallet) klart demonstrerede dette. Men med den enorme udvikling, som har fundet sted inden for enhver form for transport, kommunikation og udveksling af råmaterialer og kommercielle produkter, er personlige og kulturelle forhold i hastig vækst, og dette fører til en voksende anerkendelse af menneskehedens og alle nationers solidaritet. Denne solidaritet er ikke blot et ideal, men en absolut nødvendighed, og enhver krænkelse af gode forhold mellem folk og nationer har ødelæggende og til tider knusende konsekvenser for den krænkende part.
Alt dette kan forekomme indlysende og temmelig banalt. Alligevel er det langt fra universelt anerkendt – og praktiseret! Hvorfor? Svaret kan findes inden for psykologien. Forhindringerne er i sig selv hverken logiske eller politiske: Der er tale om psykologiske forhindringer. Det er velkendt, at der omkring århundredeskiftet (1800-1900) var en større international bevægelse, inden for hvilken der blev etableret forskellige ”internationale organisationer”. Der var et antal pacifistiske bevægelser, som var mere eller mindre dedikerede, men ingen af dem havde succes i deres bestræbelser. Det lykkedes dem ikke at forhindre udbruddet af verdenskrigen. Hvorfor? På grund af en psykologisk fejl. Disse noble idealister var fascineret af visionen om menneskeheden som et hele, og de så nationerne udelukkende som en barriere for virkeliggørelsen af deres storslåede projekter om en Verdensregering, en international stat, og denne holdning gjorde, at de gik imod det nationalistiske element. Deres fejltagelse var, og er stadig, en manglende anerkendelse af, at en nation er en psykologisk realitet.
V. Nationer som ”psykologiske enheder”
Når der ses bort fra territorier og andre materialistiske eller socioøkonomiske faktorer, er en nation en ”psykologisk enhed”. Alle nationer rummer kolossale psykologiske kræfter; der hæges om traditioner, emotionelle bindinger, stolthed, tendenser til selvhævdelse og intern solidaritet. Alle disse har tilsammen skabt og giver stadig anledning til patriotisme i form af den troskab og selvopofrelse, som så mange føler for deres land. Disse bindinger kan kaldes irrationelle, men har alligevel en grundlæggende psykologisk berettigelse.
Det er en kendsgerning, at nationer og folk ikke udelukkende er en samling af individer, men snarere ”psykologiske enheder”, som har deres plads og specifikke funktion i menneskehedens store legeme. Den gængse analogi, der afbilder et menneske som en celle i menneskehedens legeme, har et aspekt, der ikke er blevet tilstrækkeligt fremhævet, og som der endnu ikke er draget konklusioner af. Cellerne i en levende organisme er ikke direkte og på ensartet måde forbundet med deres vitale center eller med organismens styrende kraft. Den vidunderlige intelligens, der styrer alt, regulerer de vitale funktioner og opretholder alt liv. Man kan højst sige, at blodcellerne i en vis grad har dette direkte forhold. Men generelt er cellerne grupperet i velafgrænsede organer så som muskler, kirtler og større organer som f.eks. maven, leveren etc. Disse organer er igen grupperet i systemer i forhold til deres individuelle fysiologiske funktion, dvs. fordøjelsessystemet (fra munden ned gennem alle organerne – maven, tarmene, kirtlerne – som samarbejder i fordøjelsen og optagelsen af maden), eller kredsløbet (hjertet, arterierne, venerne etc.). De styres alle af et regulerende og centralt koordineret princip, men alle er fundamentalt forskellige fra de andre.
Menneskehedens psykologiske struktur udgøres af tilsvarende forskellige systemer, snarere end en ensartet opbygning som hos en amøbe eller andre enkelt-cellede væsener. Nationer er derfor meget virkelige, levende og forskellige fra hverandre, selvom de ikke er adskilte enheder i menneskehedens store legeme.
På samme måde som ethvert organ, der bliver skilt fra organismen, dør, vil enhver nation, som vælger at stå uden for eller at være i konflikt med menneskesamfundet, psykologisk dø og kan derved invaderes og besejres. Men det er også sandt, at brobyggende grupper mellem individet og menneskeheden som et hele er nødvendige. Enhver nations individuelle psykosyntese burde derfor anses for en forberedelse og introduktion til menneskehedens psykosyntese.
Nationernes udtryk
Nationer har lige som individer et ”legeme”, som består af deres fysiske udtryk; dvs. land, geografisk beliggenhed og materielle aktiver. I tilknytning hertil har enhver nation et emotionelt liv, der udgøres af de følelser og reaktionsmåder, som er fremherskende blandt dens indbyggere, ligesom den har sin egen ”mentalitet”. Alt dette udgør en ”personlighed”, som har veldefinerede og genkendelige psykologiske karaktertræk. Vi kan endda gå så langt som til at sige, at enhver nation har en sjæl. Den er imidlertid endnu latent, så at sige, ligesom det er tilfældet hos størstedelen af alle mennesker; den er endnu ikke kommet til udtryk, eller i hvert fald kun i begrænset og ufuldstændig form. Men ved visse lejligheder, specielt i situationer præget af stor krise eller fare, manifesterer sjælen sig, såvel kollektivt som individuelt, gennem højerestående mennesker.
Hvis vi tager et nøgternt blik på udviklingen og integrationen inden for de eksisterende nationer, må vi erkende, at den i høj grad mangler! ”Personlighederne” i ”de nationale enheder” udviser psykologiske karaktertræk og adfærd, som ikke engang svarer til niveauet for børn i 11-14 års alderen, før-puberteten, eller i visse tilfælde børn i puberteten (14-17 års alderen).
Denne erkendelse bør ikke chokere os eller gøre os nedtrykte, for den forklarer eller retfærdiggør delvist meget af det, der er sket og sker nu. Jeg vil tværtimod sige, at vi bør være relativt optimistiske omkring det. Vi kan håbe, at fortidens fejl, der bunder i umodenhed, vil aftage i takt med væksten.
Karaktertrækkene i før-puberteten kan anses for at have adskilligt til fælles med det primitive menneske. Ifølge ”loven om sammenfatning” gennemløber mennesket faktisk i sin udvikling en hastig repetition af alle menneskehedens stadier. Selv biologisk gentager enkeltorganismen nedstamningslinjen. Det vil sige, at menneskeembryoen i løbet af graviditetens 9 måneder gennemløber de forskellige stadier i dyreudviklingen (på et vist punkt har det endda en midlertidig lighed med en fisks gæller). Det samme finder sted psykologisk fra fødslen til voksenalderen. Når et barn derfor begynder at udvikle sin individuelle bevidsthed , kommer det til udtryk på en umådeholden og livfuld måde med en vis aggressiv selvhævdelse.
Det kan her indvendes, at der har været nationer med en glorværdig fortid og med en højtudviklet kultur og civilisation. Imidlertid betragter vi ikke nationer som helhed, men mere konkret nationer som etablerede enheder, og disse er først begyndt at eksistere inden for nyere tid. Vi må ydermere anerkende, at en nation kan skabe værker af høj karat inden for kunst og litteratur, ligesom den kan skabe genier, uden at have opnået en veldefineret moden national personlighed. De kan sammenlignes med vidunderbørn, som – skønt de skaber værker af høj karat – forbliver børn eller unge og aldrig udvikler en moden personlighed. Dette er tilfældet med mange kunstnere. Et typisk eksempel er Mozart, som begyndte i en alder af tre eller fire år. Han blev ubevidst inspireret af sin overbevidsthed , men psykologisk forblev han hele sit liv en yngling.
Nationernes udvikling
Nationernes udvikling følger ikke en lige linje, men udfolder sig snarere i cykliske faser med højde- og lavpunkter. Der kan drages en parallel til menneskers liv, hvor der er en vekslen mellem aktivitet og hvile, fremskridt og tilbagegang, modenhed og foryngelse. Et godt eksempel herpå er Goethe, som oplevede en sådan foryngelse, at han forelskede sig i en 19-årig kvinde og skrev ungdommelige digte til hende.
Men der er endnu en vigtig pointe: Visse nationers cyklus berøres – og overskygges til en vis grad – af en større cyklus af global karakter, som svarer til afslutningen på en æra og en ny tidsalders fødselsveer. De første udtryk for en ny tidsalder er uundgåeligt af mere primitiv karakter med barbariske træk. Dette var meget åbenlyst ved begyndelsen af den kristne æra, hvor der fandt en serie barbariske invasioner sted i det dekadente Romerrige. Man kan sige, at der på nuværende tidspunkt er en ”indre tilbagevenden til barbariet”. I enhver nation er det sådan, at gamle former forfalder, inden nye og mere passende kan opstå. Dette giver anledning til en periode med forvirring, kaos og konflikter, og en eksplosion af instinktive kræfter, som er en veritabel ”tilbagevenden til barbariet”. Dette finder sted overalt, i ”gamle” såvel som i ”nye” nationer, og er et globalt fænomen.
Nationernes psykologiske liv
Studiet af de nationale enheder som psykologiske væsener sætter fokus på endnu en interessant kendsgerning. Størstedelen af en nations psykologiske liv svarer til det, der finder sted i et menneskes liv på de ubevidste planer. Et sådant liv er primært instinktmæssigt, irrationelt, emotionelt, fantasi- og stemningspræget, og er ofte domineret af elementer fra det kollektivt ubevidste som f.eks. billeder fra fortiden (så som traditioner og myter). Det er nemt at genkende disse træk fra det psykologiske liv i menneskemængder og i vidt omfang i den brede offentlighed.
Den selvbevidste del af ”den nationale personlighed” udgøres af et mindretal af mennesker, og i særdeleshed af de, der tænker, dvs. filosoffer, historikere, videnskabsfolk, psykologer og enkelte statsmænd, som søger at vække og udvikle ”nationens sande bevidsthed” og tolke fortiden og vise vej til den fremtidige udvikling. Men dette mindretal befinder sig ofte på et niveau, hvor det handler om undersøgelse og observation, snarere end om sikre løsninger. Dets medlemmer er ofte uenige og har modstridende synspunkter.
Selvet , det sande åndelige Center hos nationer så vel som hos mennesker, er ”overbevidst”; det eksisterer på et plan, der ligger over den normale bevidsthed. Som tidligere nævnt, har der været klare indikationer på dets eksistens og virkning, når det har givet sig til kende i særlige øjeblikke i den nationale bevidsthed. Til tider manifesteres det i øjeblikke med krise eller fare og i form af overraskende og uventede kollektive manifestationer, der vækker latente energier og skaber uventede og nærmest mirakuløse virkninger, som kan redde en nations liv. Dette er sket adskillige gange, i Italien såvel som i andre nationer, under såvel Første som Anden Verdenskrig.
Nationernes Selv
Oftere manifesterer en nations åndelige Selv sig igennem sine usædvanlige væsener inden for forskellige områder: Ledere, genier, helgener og de, der er beskæftiget med konstruktive og humanitære bestræbelser. Disse mennesker har opnået en vis grad af psykosyntese, af syntese mellem deres personlighed og deres Selv, og dette sætter dem i stand til at være instrumenter, talsmænd, for nationens Selv. Almindeligvis kan ingen enkeltperson repræsentere dette fuldt ud: hver og en udtrykker det aspekt, der svarer til vedkommendes individuelle kvaliteter og konstitution.
I USA er Selvet kommet delvist og mangfoldigt til udtryk til forskellige tider igennem mennesker så som Washington, Franklin, Lincoln, Emerson og Walt Whitman. I begyndelsen af Italiens liv som nation udtrykte Dante Alighieri det italienske folks højeste og mest sublime karaktertræk. Man bør erindre sig, at Dante havde en stor vision om en universel stat, udtrykt i forhold til hans samtid.
Sommetider udtrykker en nations Selv sig igennem mennesker, der handler samtidig, men ikke nødvendigvis i harmoni, eftersom enhver kun udtrykker ét aspekt af den nationale enhed, og disse er ofte i kontrast eller endog konflikt med hinanden. Et eksempel er den heftige diskussion, til tider grænsende til splittelse, mellem dem, der indførte ”Uafhængighedserklæringen”, som markerede fødslen af den amerikanske nation; et andet er Italiens kamp for politisk uafhængighed, som blev gennemført trods landets opdeling i forskellige stater og det stærke Østrigske Riges delvise besættelse af landet. Dets mirakuløse genforening var resultatet af en koordineret indsats fra fire mænd af helt forskellig karakter, som alle har spillet en betydningsfuld rolle, men som var i åben konflikt med hinanden, nemlig Victor Emanuel II, Cavour, Garibaldi og Mazzini. Hver af de fire personer udførte en selvstændig, enestående opgave, og hvis vi opsummerer deres indsats set fra et historisk synspunkt, er det klart, at de passer sammen som brikker i et puslespil.
Denne undersøgelse af nationernes psykologiske karakter udgør – selvom den er kortfattet – et nødvendigt grundlag for overvejelsen af, hvorledes deres psykosyntese kan finde sted.
Sådan kan du komme videre
Læs den relaterede artikel: Energityperne i samfundet og kollektivt set
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli
Læs introartiklen om integral meditation
Gem kommentar