Table of content
Viljen er i følge psykosyntesen den vigtigste psykologiske funktion, da den har til opgave at lede og dirigere alle de andre psykologiske funktioner og kræfter. Assagioli giver i denne artikel en dybtgående beskrivelse af dens natur og udvikling
Af Roberto Assagioli , M.D. Oversat af Annette Oxlund.
Indledning – nødvendigheden af at træne viljen
Kløften mellem det moderne menneskes ydre og indre kræfter er den vigtigste og dybeste årsag til det individuelle og kollektive onde, der hindrer fremskridt og endog truer vor civilisations fremtid.
Det moderne menneske har betalt dyrt for den ydre magt og de fordele han har fået. Samtidig med at menneskets liv er rigere, større og mere intenst, er det meget mere kompliceret og udmattende. Det hurtigt stigende tempo, de utallige fristelser det byder på, det komplicerede økonomiske og sociale maskineri, som det har viklet ham ind i, stiller stadig større og vedholdende krav til hans nerver, mentale kræfter, følelser og vilje . For at indse dette, behøver man blot at iagttage en dags arbejde for en forretningsmand, en forsker eller en fremtrædende politiker, en førende kvinde i de højere kredse, en skuespiller, eller en husmor med en stor familie.
Ofte har det enkelte menneske ikke ressourcer til at klare de hårde realiteter, til at modstå fristelserne eller til at undgå de mange faldgruber i et sådant liv. Ligevægten ødelægges, personen overvældes af fortvivlelse og af en følelse af frustration og endog opgivelse, og han tillader sine lavere drifter at få magten over sig.
For at råde bod på disse onder; for at fjerne menneskets mangel på balance mellem de ydre og de indre kræfter, kan to almindeligt anvendte metoder bruges. Den ene er forenklingen af det ydre liv, den anden er udviklingen af de indre kræfter.
Enhver kan – i det mindste til en vis grad – modstå verdens tillokkelser og det moderne livs hastværk, fjerne nogle af dets unødvendige komplikationer, genetablere en tættere kontakt med naturen, og lære at slappe af og hvile sig med jævne mellemrum.
Den første metode er imidlertid i sig selv utilstrækkelig og i mange tilfælde vanskelig at anvende. Pligter af enhver art, familiebånd, arbejdsmæssige forpligtelser, etc. holder os bundne til det moderne livs hjul, og tvinger os ofte til at deltage i dets fortravlede tempo. Meget få af os besidder den viljekraft, der skal til for at modstå de almindelige tendenser og strømninger.
Endvidere ville det moderne menneske helt sikkert ikke opgive den magt over naturen, som han har fået, og det ville ikke være ønskværdigt for ham at gøre det. Det onde ligger ikke i kræfterne selv, men i den måde mennesket anvender dem på, og i det faktum, at han tillader dem at overmande ham og gøre ham til deres slave.
Af disse grunde er det nødvendigt også at anvende den anden metode – udviklingen af de indre kræfter. Det er nødvendigt for det moderne menneskes sundhed, lykke og værdighed at udvikle sine indre kræfter med det samme inderlige ønske og den samme koncentration , som han nu vier til de ydre præstationer. Selve kernen i al udvikling af de indre kræfter er træningen af Viljen.
Viljen er menneskets inderste centrum
Sankt Augustine sagde med et af sine kortfattede og rammende udtryk: “Homines sunt voluntates” (mennesker er viljer), og man må sige, at det er viljen, der udgør menneskets virkelige inderste centrum. Det er det, der i sandhed gør ham til sig selv. Uden den, ville det mest kompetente og intelligente menneske ikke være andet end en genial robot. Et menneske med svag vilje er som en korkprop i havet, kastet rundt af bølgerne, eller som en vejrhane, der drejes rundt af ethvert vindpust. Han er ikke alene slave af andres vilje og af alle ydre omstændigheder, men også af sine drifter og begær. Han er ude af stand til at gøre tilstrækkeligt brug af sine talenter og evner, og ude af stand til at leve op til sine overbevisninger.
På den anden side, finder det menneske, som har udviklet en stærk og fast vilje, sin retmæssige position i verden ved at overvinde forhindringer, både dem der er skabt af omstændighederne, og dem der skyldes hans egne svagheder og drifter. Derfor erhverver han sig styrken til at nå de mål, han har valgt. Med andre ord, han lykkes, og vinder ligeledes det, der er bedre end verdslig succes: Tilfredsheden ved at have nået sine mål ved egen indsats og egen vilje, og forsikringen om, at han har styrken i sig selv til at kæmpe og til at vinde, igen og igen om nødvendigt.
Et sådant menneske har fjernet en af de mest almindelige årsager til fortvivlelse og fiasko fra sin bevidsthed – nemlig frygt. Han har lært at se livet i øjnene med resolut og fast tillid og at sige til det: “Jeg kender dig, og jeg frygter dig ikke.”
Viljen må være stærk, intelligent og god
Men det er ikke nok, at viljen blot er stærk. En sådan vilje er modtagelig for fejltagelser og overdrivelser, som kan lede mennesket på afveje og skabe farlige reaktioner. Der er psykologiske love, der er lige så præcise og sikre som naturlovene, og negligeringen og overtrædelsen af dem bringer uundgåeligt og ofte hård straf. Derfor ser vi tit mennesker med en stærk vilje misbruge deres dyrebare “instrument” i voldsomme sammenstød og overdreven opførsel. De anvender for hårde og aggressive metoder, der ender i indre og ydre konflikter og nervemæssige og psykologiske problemer. Ved i stedet at anvende viljen mere intelligent og harmonisk, på basis af sund viden om psykens konstitution og funktion, kunne de nemmere gøre fremskridt. De kunne håndtere de modstridende kræfter ved at anvende dem konstruktivt og dermed opnå de ønskede mål med et minimum af anstrengelser.
Men selv når viljen bliver tilført både styrke og intelligens, er det endnu ikke en komplet vilje, og den er heller ikke altid til nogen hjælp. Den kan endog være et meget skadeligt våben, hvis en sådan vilje er rettet bevidst eller ubevidst mod onde mål; så bliver den en virkelig fare for samfundet. Et menneske med stærk og veludviklet vilje, der er i stand til at bruge sine medfødte evner til det yderste, kan overvinde og korrumpere andres vilje. En person, som tør alt, intet frygter, og hvis handlinger ikke holdes tilbage af nogen morallove og af nogen følelse af kærlighed eller medfølelse, kan have en katastrofal indflydelse på et samfund eller på en hel nation.
Der findes også moralske og åndelige love, som ikke kan overtrædes og som ikke er mindre strenge end de fysiske og psykologiske love, selv om deres funktion er mere spidsfindig og mindre åbenlys. Den store lov om aktion og reaktion, om rytme og ligevægt, som virker i naturens verden, er lige så kraftfuld i de moralske og åndelige sfærer. De, som foretager onde handlinger, tiltrækker også ondt til sig. De, som er voldelige og ubarmhjertige, vil ultimativt fremprovokere vold og grusomhed fra andre mod sig selv. Historien viser mange eksempler på dette fra Caligula til Rasputin og Hitler.
Der er derfor nødvendigt både for andres og for vor egen velfærd, at vor vilje er god, såvel som stærk og intelligent. Kun dette er den sande, hele vilje. Kun en sådan vilje kan give os succes i praksis og den højeste indre tilfredsstillelse. I den ligger en af hemmelighederne bag de store mænd og kvinder, som vi beundrer og agter.
Oplevelse af viljen
Følgende spørgsmål opstår så: Er det muligt at forme og udvikle en vilje af denne art? Hvordan skal man gribe sådan en opgave an? Og ved hjælp af hvilke midler kan den løses? Det er muligt at opnå en sådan vilje. Både fortiden og nutiden giver os mange eksempler på mænd og kvinder, som har opnået det. Midlerne eksisterer og har altid været mere eller mindre kendte og anvendte. Den sidste tid har vist fremgang i denne henseende. Der har været foretaget og bliver stadig foretaget undersøgelser af mindre kendte fakta, den menneskelige psykologis love, af de forskellige manifestationer af følelser og af de kræfter, der ligger latent i selvet .
Viljen forveksles ofte med stærke drifter, stædighed, impulsivitet og intens udadvendt aktivitet. Det er almindeligt at beundre personer med en stærk vilje, såsom forretningsmanden, der starter i det små og opbygger en formue; den strenge og myndige general og den opdagelsesrejsende, der møder farer og ubehag. Det er dog temmelig muligt, at alle disse personer ikke virkeligt besidder en stærk vilje, og at de kan være “besat” af en drift, såsom pengebegærlighed, ambitioner, sensationstørst og den glans der omgiver eventyret.
For at vide hvad viljen virkelig er, må vi opdage den i os selv. Det er en indre tilstand, der er vanskelig at beskrive eller definere. Det er en af de mest fundamentale oplevelser, som faktisk ikke kan beskrives med ord, men må opleves individuelt. Hvem kan forklare hvad sansen for skønhed består i, og hvordan den vækkes i mennesker? Det er en “åbenbaring”, en “opvågning”, som kan komme til et menneske, mens det iagttager en vidunderlig solnedgang, en majestætisk gletscher, eller ser ind i et barns klare og uskyldige øjne. Den kan opstå, mens man iagttager “Den Sidste Nadver” af Leonardo da Vinci eller Michelangelos “David”; under læsning af et af litteraturens mesterværker, eller når man lytter til de himmelske harmonier i Wagners “Parsifal”.
Denne opvågnende sans for skønhed, der først er uklar, bliver mere klar og mere udviklet gennem gentagne oplevelser af æstetisk art, og bliver ligeledes dyrket gennem studiet af æstetik og kunsthistorie. Men intet intellektuelt studie kan i sig selv erstatte den indledende åbenbaring.
Selv om den æstetiske sans ikke kan læres af andre, kan den hjælpes til at blive vakt og ofte fremkaldes ved at skabe gunstige omstændigheder for dens vækkelse. F.eks. ved rolig og gentagen iagttagelse af naturen og kunstgenstande, eller ved at åbne sig selv for musikkens fortryllelse.
Det samme gælder viljen. På et bestemt tidspunkt, almindeligvis i en krisesituation, har vi en levende og umiskendelig indre oplevelse af dens virkelighed og natur. Når vi står ansigt til ansigt med fare, når vor instinktive selvopholdelsesdrift tilskynder os til at ty til flugt, eller når frygten truer med at lamme vore lemmer, opstår der pludselig fra de mystiske dybder af vort væsen en uventet energi, som gør det muligt for os at sætte en fast fod på afgrundens kant, eller at konfrontere vor angriber med ro og beslutsomhed. Over for en overordnets truende holdning, eller når vi står foran en ophidset flok mennesker, når enhver fornuft siger os, at vi skal opgive, giver viljens kraft os kraft til beslutsomt at sige: “Nej! Ligegyldigt hvad det måtte koste – jeg står ved mine overbevisninger; jeg vil udføre det jeg betragter som min pligt”. Ligeledes når vi står over for en indsmigrende og forførende fristelse, rejser viljens kraft sig, ryster os ud af vor farlige eftergivenhed og befrier os fra snaren.
I andre tilfælde kommer den indre oplevelse af “at ville” til os på en mere rolig og underfundig måde. Under stilhed og meditation , når vi omhyggeligt undersøger vore motiver, eller tankefuldt overvejer vore beslutninger, opstår en “stemme” i os, lille men klar, der leder os i en vis retning; en anderledes stemme end den der hører til vore almindelige motiver og impulser. Vi føler, at den kommer fra den virkelige og centrale kerne i vort væsen. Eller også bliver vi i denne indre oplysning klar over, at den væsentlige tone i ånden er viljen; en overvældende energi, der fejer enhver forhindring til side, og gør sig uimodståeligt og effektivt gældende.
Den nemmeste og mest forekommende måde, som vi kan opdage vor vilje på, ligger imidlertid i beslutsom handling og kamp. Når vi anstrenger os fysisk og mentalt, når vi aktivt brydes med en forhindring eller modstridende kræfter, føler vi en særlig kraft stige op i os. Vi bliver besjælet af en indre kraft og oplever en følelse af vilje.
I disse sidste tilfælde, er det imidlertid sjældent den rene og ublandede vilje, da vor handling ikke alene bestemmes af en direkte viljeshandling , men også af en mangfoldighed af ønsker, håb, frygt, behov og drifter.
Det er vigtigt fuldstændigt at fatte den fulde mening og den enorme værdi, der ligger i opdagelsen af viljen. Ligegyldigt på hvilken måde det sker, enten spontant eller gennem bevidst handling, i en krise eller under en stille indre erindring, udgør det den vigtigste og mest afgørende tildragelse i vort liv. Viljen er vor individualitets centrale kraft, vort inderste væsen. Derfor er opdagelsen af viljen på en vis måde midlet til opdagelsen af vort sande væsen.
METODER TIL TRÆNING AF VILJEN
Den stærke vilje
Mange mennesker vil gerne besidde en stærk vilje , men få har den beslutsomhed, der skal til for at erhverve den. De fleste mennesker bliver bevidst eller ubevidst holdt tilbage af de anstrengelser og den vedholdenhed den kræver. Det er der dog ikke særlig meget fornuft i. Enhver, der virkelig ønsker at mestre et fremmed sprog eller at spille på et musikinstrument, er villig til at ofre al den tid, energi og alle de udgifter, der er nødvendige for deres studie. Hvorfor så ikke gøre det samme for udviklingen af viljen? Det er ulogisk at forvente, at styrkelsen af viljen kan opnås uden den vedholdenhed og anstrengelse, som kræves for udviklingen af enhver anden evne, enten den er mental eller fysisk.
Den første uundværlige betingelse for erhvervelsen af en stærk vilje er derfor en alvorlig beslutning om at hellige sig dens opnåelse, ligegyldigt hvor megen tid, energi og hvilke midler, der er nødvendige. Som Tame sagde, må man “systematisk og alvorligt ville, hver dag, i et år, i to, i tre år… Mennesket kan genskabe sig selv, og endnu mere, det kan skabe sig selv. Det er en stor magt, en ædel opgave for en stolt ånd og et generøst hjerte” (Correspondence, Bind II, side 251).
Her er der måske nogle, der protesterer og siger: “For at gøre sådan, har jeg brug for en fast og beslutsom vilje, og det er netop hvad jeg mangler”. Denne protest er ikke gyldig. Den udgør en af de mange “onde cirkler”, som mennesket hindrer sig selv ved, gennem dovenskab og mangel på tro. Enhver, selv den svageste, har i det mindste en smule viljestyrke, og selv om den måske kun er til stede i en uudviklet tilstand, er den stadig tilstrækkelig til at påbegynde arbejdet.
Opdyrkelse af viljen er virkelig i nogle henseender nemmere end opdyrkelsen af de øvrige evner, fordi individet gradvist udvikler en stadigt stigende mængde viljesbestemt energi, som kan anvendes til yderligere udvikling, lige som ejeren af et succesfuldt industriforetagende kan investere overskuddet i udvidelsen af fabrikken og forøge produktionen. Ethvert individ har derfor kapacitet til at udvikle sin viljestyrke. Stillet over for denne sandhed, der er så enkel, sikker og ansporende, kan ingen sofisme holde stand; ingen fornægtelse er mulig. Den, som ikke vil påtage sig denne opgave, er en forræder over for sig selv, og bør se i øjnene, at fejlen er hans egen, og at han er ansvarlig over for sig selv og andre for alle de konsekvenser, hans ugidelighed resulterer i.
Lad os nu uden yderligere indledning undersøge de bedste praktiske metoder til udvikling af viljestyrken.
Forberedelse
For at sikre at det lykkes, er det af afgørende betydning, at man forbereder sig grundigt for at skabe det begyndende incitament og den indre trang. Denne forberedelse skal vække et levende, brændende, og endog lidenskabeligt ønske om at udvikle viljen, der leder til den faste beslutning om at gøre alt, hvad der er nødvendigt for at opnå det mål.
Til dette formål vil man finde følgende øvelse meget nyttig:
I. Anbring dig selv i en behagelig stilling med afslappede muskler.
Reflekter over ovennævnte udtalelser og anvend dem på dig selv.
a. Forestil dig så levende som muligt den skade på andre og dig selv, som faktisk er sket, og som kunne ske, som et resultat af den svaghed i viljen, du har nu. Undersøg disse hændelser, én efter én og formuler dem klart. Lav så en skriftlig liste over dem. Tillad de følelser, som disse erindringer og forudsigelser vækker i dig, at påvirke dig intenst: Skam, utilfredshed med dig selv, voldsom reaktion mod gentagelsen af en sådan opførsel og et alvorligt ønske om at ændre dette forhold.
b. Forestil dig så levende som muligt alle de fordele, som træningen af din vilje kan bibringe dig; alle de goder og al den tilfredsstillelse, det vil bringe. Undersøg dem omhyggeligt én efter én, formuler dem klart og skriv dem ned. Tillad de følelser, som opvækkes af disse forventninger, at udtrykke sig fuldt ud. Glæden ved de dejlige muligheder, som åbner sig op foran dig; det intense ønske om at virkeliggøre dem; den stærke trang efter at begynde med det samme.
c. Forestil dig så levende som muligt, at du er i besiddelse af en stærk vilje. Se dig selv gå med faste og beslutsomme skridt. Se dig selv i enhver situation handle med fuld selvkontrol. Se dig selv lykkes i at modstå ethvert forsøg på at skræmme dig eller friste dig. Visualiser dig selv som du vil være, når du har opnået indre og ydre herredømme. Dette er “Idealmodellens” teknik. Hele øvelsen gør brug af visualiseringsteknikken på grund af dens værdi og effektivitet i enhver kreativ proces.
II. Denne øvelse består i at anvende læsemateriale, der er specielt egnet til at dyrke og forstærke de følelser og tendenser, der vækkes ved den
foregående øvelses mentale visualisering. Den bør være opmuntrende, optimistisk og dynamisk i sin karakter, egnet til at vække selvtillid og tilskynde til handling. Biografier om enestående personligheder, som var i besiddelse af stor viljestyrke, og bøger og artikler, der har til hensigt at vække de indre kræfter er meget egnede til dette formål. Men for at få den fulde fordel af denne læsning, må den udføres på en særlig måde. Læs langsomt med udelt opmærksomhed. Marker de passager, der imponerer dig, og kopier dem som er mest slående eller som synes specielt egnede til dit tilfælde. Det er godt at læse disse passager igen flere gange, således at man forstår deres fulde mening.
Gennem den bevidste vækkelse af viljen føler vi os berigede og mere virkelige. En ny følelse af tillid og sikkerhed, af at være “hele” og af glæde rejser sig i os. Vi synes at være vågnet op af en tilstand af sløvhed, og kan nu begynde virkeligt at leve. Det er derfor ikke overraskende, at den polske tænker, Cieskowsky, prioriterede viljen over alle andre psykologiske funktioner. I stedet for at sige som Decarte: “Jeg tænker, derfor er jeg”, sagde Cieskowsky: “Jeg vil, derfor tænker jeg, og er”.
Hvis denne indre flamme overlades til sig selv, bliver den imidlertid bleg og dør hen, eller giver kun uregelmæssige glimt. Den må næres ihærdigt, for at den kan skinne klart og levende. Den nyligt opvågne vilje bliver hurtigt overvældet af tusinde idéer og forestillinger, og bliver brudt af ønsker og følelser, der gør os urolige. Det er nødvendigt at beskytte den, at dyrke den og at træne den. Dette mål kan opnås gennem systematisk træning, og kan kaldes “viljens gymnastik”.
Viljens gymnastik
Fundamentet i metoden er simpel. Ethvert organ i vor krop og enhver funktion kan udvikles ved øvelse. Muskler bliver stærkere ved en serie af sammentrækninger. På samme måde vokser vor vilje ved “at ville”. For at styrke en speciel muskel, eller en gruppe muskler, som i tilfældet med en svagt lem, er der øvelser, der er sat sammen på en måde, der kun skal bevæge den svage del af kroppen. På en lignende måde, er det bedst at øve viljen uafhængigt af enhver anden psykologisk funktion for at styrke den. Dette kan opnås ved at udføre bevidste handlinger, som intet andet formål har end træning af viljen. Anvendelsen af en sådan tilsyneladende “unyttig øvelse” har den store psykolog, William James, gjort sig til talsmand for ved disse ord: “Hold din evne til at anstrenge dig i live ved hjælp af små unyttige øvelser hver dag”. D.v.s. vær systematisk heroisk hver dag i små unødvendige ting; gør noget hver anden dag, ene og alene fordi det er vanskeligt, og at du ville foretrække ikke at gøre det, så du ikke er lammet og uforberedt, når farens forfærdelige stund indtræffer. En sådan selvdisciplin kan sammenlignes med den forsikring man tegner på sit hus og sine ejendele. At betale en præmie er ikke fornøjeligt og vil muligvis aldrig komme os til gode, men skulle det ske, at vort hus brændte ned, vil betalingen redde os fra at blive ruinerede. Tilsvarende vil den mand, som til stadighed har vænnet sig til dag efter dag at koncentrere sin opmærksomhed på f. eks. ikke at bruge penge på unødige ting, blive belønnet for sin indsats. Når katastrofer indtræffer, vil han stå fast som en klippe, selv om han står ansigt til ansigt med fallitten, mens hans omgivelser bliver væltet omkuld som et siv for vinden.” (William James, Talkes to Teachers-New York, Holt, 1912, page 75-76).
Senere baserede E. Boyd Barrett en metode til træning af viljen på øvelser af denne slags. Den består i at udføre et antal simple og lette små opgaver med præcision, regelmæssighed og vedholdenhed. Disse øvelser kan udføres af enhver med lethed; de kræver ingen særlige betingelser. Det er nok at være alene og uforstyrret i fem til 10 minutter hver dag. Hver opgave eller øvelse skal udføres i flere dage, normalt en uge, og bliver så erstattet af en anden for at undgå monotoni og dannelsen af en vane, der fører til automatisk udførelse.
Her er en sådan øvelse, citeret fra Boyd Barrets bog “Strength of Will and How to Develop It” (Viljestyrke og hvordan man udvikler den), New York, Harper, 1931):
“Beslutsomhed – Hver dag i de næste syv dage vil jeg stå på en stol, her i mit værelse, i 10 minutter i træk, og jeg vil prøve at gøre dette med tilfredshed.”
Nedskriv de følelser og mentale tilstande du har oplevet ved afslutningen af denne 10-minutters opgave. Gør det samme hver af de syv dage. Det følgende er uddrag af beretninger, der er indeholdt i bogen:
“1. dag: Øvelsen er en smule mærkelig og unaturlig. Var nødt til at smile eller krydse mine arme eller stå med hænderne i siden for at føle mig tilfreds. Det var vanskeligt for mig komme i eller at forblive i en tilstand af “villet” tilfredshed uden at foretage mig noget. Jeg blev naturligvis distraheret af forskellige tanker, f.eks.: “Hvad vil denne oplevelse føre til? etc.
“2. dag: Øvelsestiden forløb let og behageligt. Jeg havde en følelse af tilfredshed, af stolthed og af kraft. Jeg følte mig mentalt og fysisk forstærket blot ved dette at øve min vilje, og ved at vedholde min beslutsomhed.
“3. dag: Har haft en følelse af magt ved at udføre denne øvelse pålagt mig af mig selv. Glæde og energi opleves i det at “ville”, og i øvelsen af det. Denne øvelse løfter mig moralsk op, og vækker en følelse af ædelhed og kraft i mig. Jeg opretholder en holdning til aktivt at ville det jeg gør, ikke en underkastet og resigneret holdning, og det giver mig tilfredsstillelse.
Boyd Barrett foreslår flere andre øvelser af samme slags, som vi citerer delvist:
“1. Gentag roligt og højt: “Jeg vil gøre dette, samtidig med at du rytmisk bevæger en stok eller en lineal i fem minutter.
2. Gå frem og tilbage i rummet mens du skiftevis rører en genstand på f.eks. kaminhylden og et specielt vinduesparti i fem minutter.
3. Lyt til et urs tikken og foretag en bestemt bevægelse ved hvert femte tik.
4. Rejs dig og sæt dig i en stol tredive gange.
5. Læg meget langsomt og omhyggeligt et hundrede tændstikker eller stykker papir i en æske. (En øvelse, der særligt egner sig til bekæmpelse af impulsivitet).
Man kan opfinde lignende øvelser. Det vigtige er ikke om man gør den ene eller den anden øvelse, men måden den bliver udført på. Den bør gøres villigt, med interesse, præcision og stil. Forsøg altid at forbedre kvaliteten af arbejdet, nærværet i selviagttagelsen, overholdelsen af den skriftlige anvisning, og frem for alt at udvikle sin opmærksomhed på viljen og dens kraft.
Det er godt at konkurrere med sig selv. Med andre ord at antage en sportsånd i ordets bedste betydning.
Øvelser der træner viljen i dagligdagen
Dagligdagen med alle dens pligter og gøremål byder på talløse muligheder for at udvikle viljen. De fleste af vore aktiviteter kan være nyttige, idet de ved deres formål, vor indre holdning, og den måde vi udfører dem på, kan blive gode øvelser for viljen. For eksempel kan det simple faktum, at vi står op om morgenen på et bestemt tidspunkt, være en sådan øvelse, hvis vi med dette formål står ti eller femten minutter tidligere op, end vi plejer. Også det at klæde sig på om morgenen kan give os en sådan mulighed, hvis vi udfører de forskellige nødvendige bevægelser med opmærksomhed og præcision, hurtigt og dog ikke forjaget. Her er der en meget vigtig, værdifuld evne, der kan udvikles i dagligdagen: At lære hvordan man “skynder sig langsomt”. Det moderne liv med dets stress og anstrengelser er medvirkende til at skabe en vane hos os med “at skynde os”, selv når omstændighederne ikke kræver det – et resultat af “massesuggestion”.
At skynde sig langsomt er ikke nemt, men det er muligt, og det baner vejen for effektivitet og produktivitet uden anspændelse og udmattelse. Det er ikke nemt, fordi det kræver af os, at vi næsten er to personer: Den som handler, og den som samtidigt kigger på os som en iagttager. Men blot det at prøve at gøre det, udgør en god måde at udvikle viljen på.
Ligeledes i løbet af resten af dagen, om det er på kontoret, i forbindelse med andet arbejde, eller mens man udfører huslige pligter kan man gøre mange øvelser for at udvikle viljen, som samtidigt vil kunne sætte os i stand til at udfolde visse kvaliteter, som vi har brug for. For eksempel det at lære at være uforstyrret eller at samle tankerne, mens man udfører sit daglige arbejde, ligegyldigt hvor kedsommelig opgaven end måtte være. Eller at lære at kontrollere følelser og utålmodighed, når man konfronteres med mindre vanskeligheder eller ubehageligheder, f.eks. som at befinde sig i et overfyldt tog, at vente på at en dør bliver åbnet, når man bemærker en underordnets fejl eller fejltagelser, eller når man oplever uretfærdighed fra en overordnet.
Når vi kommer hjem, har vi mulighed for lignende værdifulde øvelser. Vi kan kontrollere impulsen til at give luft for vort dårlige humør, der måske skyldes at nogen har fornærmet os, eller at vi er optagede af problemer på arbejdet, og roligt bære over med, hvad vi bliver udsat for og prøve at rette op på disharmoni i hjemmet, etc. Ved aftensmaden, er øvelsen at kontrollere impulsen til at spise hurtigt, mens man tænker på sit arbejde, etc., ligeså nyttig for helbredet som for viljen. Vi bør tvinge os selv til at tygge grundigt og nyde vort måltid med et afslappet og roligt sind. Om aftenen har vi andre muligheder for træning, som f.eks. at modstå fristelsen til at lade andre mennesker eller ting lede os bort fra det vi ønsker at gøre.
Hvad enten vi er på forretningsrejse eller hjemme, hvor det er muligt, må vi beslutsomt stoppe med at arbejde, når vi er trætte, og kontrollere ønsket om at skynde os med at gøre et arbejde færdigt. Vi bør hellere klogelig hvile os og rekreere. En kort hvileperiode, når man begynder at blive træt, er af større værdi end en lang hvile, der bliver nødvendig på grund af udmattelse. I industrien har man anvendt korte og hyppige hvileperioder, hvilket har resulteret i, at arbejderne har ydet mere.
Under disse hvileperioder er det nok at udføre nogle få muskeløvelser eller at hvile sig i få minutter med lukkede øjne. Når det gælder mental træthed, er fysiske øvelser generelt mest givende; dog kan den enkelte gennem praksis selv finde ud af, hvad der passer ham eller hende bedst. En af fordelene ved sådanne korte og hyppige afbrydelser er, at man hverken mister interessen i eller incitamentet for det arbejde, der ligger foran én, og samtidig overvinder træthed og nervøse spændinger. En ordnet rytme i vore aktiviteter skaber harmoni i vor væren, og harmoni er en universel lov i livet.
En god øvelse er at trække sig tilbage på et fastsat tidspunkt; beslutsomt at afbryde læsning eller en interessant samtale. Det er vanskeligt at udføre alle disse øvelser godt, specielt i starten, og at forsøge at gøre dem alle på én gang vil nemt føre til, at man mister modet. Det er derfor tilrådeligt at begynde med nogle få, spredt over dagen, og når det lykkes med disse, øger man antallet, varierer dem og veksler imellem dem, og udfører dem med godt humør og interesse. Man oplever succes og nederlag, sætter sig mål og prøver at nå dem med en konkurrenceminded sportsånd. På den måde undgår man faren for at gøre livet for stift og mekanisk, og man gør det, der ellers ville være kedelige pligter, til noget interessant og farverigt. Endvidere bliver alle, vi har omgang med, vore samarbejdspartnere (uden at vide det!). F.eks. bliver en dogmatisk overordnet eller en krævende partner de mentale træningsredskaber, som vi kan udvikle vor vilje på – viljen til de rette menneskelige relationer – ved netop at give os de udfordringer vi har brug for i arbejdet. Når serveringen af et måltid bliver forsinket, giver det os lejlighed til at øve tålmodighed og sindsro, og chancen for at læse en god bog, mens vi venter. Venner, der snakker for meget eller spilder vor tid, giver os chancen til at kontrollere, hvor meget vi taler. De lærer os den kunst høfligt, men bestemt at nægte at deltage i unødvendige samtaler. At være i stand til at sige “nej” er en vanskelig, men meget nyttig disciplin.
Fysiske øvelser til træning af viljen
Disse udgør en meget effektiv teknik, når de bliver udført med den specifikke intention og med det formål at udvikle viljen. Som en fransk forfatter, Gillet, har udtrykt det: “Gymnastik er viljens grundskole og tjener som model for gymnastik af sindet .“ I virkeligheden er enhver fysisk bevægelse en viljeshandling , en ordre der gives til kroppen, og den bevidste gentagelse af sådanne handlinger – med opmærksomhed, anstrengelse og udholdenhed – øver og styrker viljen. På denne måde vækkes organiske sanseindtryk: Bevidstheden om fysisk energi, en hurtigere cirkulation, en følelse af varme og en smidighed i lemmerne, og deres parathed til at adlyde. Alt dette fremkalder en følelse af moralsk styrke, beslutsomhed og beherskelse, der skærper viljen og udvikler dens kraft. Vi gentager dog, at for at få det højeste udbytte af øvelserne, er det nødvendigt at de udføres udelukkende med den hensigt, eller i det mindste med det hovedformål, at træne viljen.
Sådanne øvelser må udføres med afmålt, velovervejet præcision og med opmærksomhed. De må ikke være for voldsomme eller for trættende. Hver eneste bevægelse må udføres med energi og beslutsomhed. De øvelser eller sportsgrene, der er bedst egnede til dette formål, er ikke dem der er voldsomme og spændende af natur, men snarere dem, der kræver udholdenhed, ro, behændighed og mod, og tillader afbrydelser og variation i bevægelserne. Mange udendørs sportsgrene – som golf, tennis, skøjteløb, gåture og klatring – er særligt egnede til træning af viljen, men når disse ikke er mulige, kan udvalgte egnede fysiske øvelser altid udføres hjemme.
Den stærke viljes karakteristika
Disse kan opsummeres som følger:
Kraft (energi) – Dette er indlysende, og kræver ingen kommentarer, men det er nødvendigt at se i øjnende, at kraft ikke er nok. Der er ingen tvivl om, at hvis en vanskelig opgave skal udføres, eller en stærk impuls modstås, kræves der en hel del kraft. Men hvis sådanne handlinger kun er lejlighedsvise og sporadiske, kan man ikke sige at viljen virkelig er stærk. For at være det må den også besidde:
Udholdenhed – Det er evnen til at gentage de handlinger, man har besluttet at udføre, regelmæssigt og i lang tid. Hvad angår visse opgaver af lang varighed, er målbevidsthed mere nødvendig end kraft, og den førstnævnte erstatter delvist den sidstnævnte.
Vi har et typisk eksempel på dette hos Charles Darwin, som besad så få fysiske og nervemæssige kræfter, at han var ude af stand til at have en lang samtale og kunne kun arbejde lidt over en time hver dag. Han overvandt dog denne skavank ved at anvende metoden “lidt og ofte”, og på denne måde gav han verden sin store epokegørende bog.
Koncentration – Standhaftighed og kraft er ikke nok, hvis vore mange interesser og gøremål spreder vore kræfter i tusinde små bække. Det er af ringe værdi at have energien og vedholdenheden til at forblive ved et skrivebord i 10 timer, hvis vi i løbet af den tid deler vor opmærksomhed mellem mange bøger, eller hvis vi narrer os selv til at tro, at vi kan have mange projekter i gang samtidig. Det er årsagen til, at mange aktive bemærkelsesværdige og intelligente mennesker intet producerer af afgørende betydning.
Den íntelligente vilje
Som det er blevet understreget, er viljestyrke alene ikke nok. Viljen må også være intelligent og behændig. Før man begynder at foretage ydre handlinger, som viser synlige resultater, må viljen først virke indeni; i sindet , og derfra influere de forskellige kræfter, der spiller inden i os.
Moderne psykologi har vist, at vi ikke kan udføre den simpleste frivillige handling, f.eks. bevægelse af en muskel, medmindre billedet af bevægelsen først er blevet vækket. Den har også vist, at hvis viljen stiller sig i opposition til andre psykologiske kræfter og mentale aktiviteter som forestillinger, følelser og drifter, vil den ofte blive overmandet. Dens sande funktion er at lede, stimulere og regulere aktiviteterne i de forskellige aspekter af vort væsen, så de kan lede os til det mål, der er forudbestemt af os.
Hvis man ønsker at opnå succes i livet, må man kende de vigtigste kendsgerninger og love, der vedrører vort væsens vidunderlige mekanisme og de love der regulerer den. Den uvidenhed, der hersker på dette område, selv blandt veluddannede, er stor, og der begås konstant alvorlige fejltagelser. Elementære psykologiske love brydes, og absurde metoder anvendes. Nogle prøver at opnå deres mål ved voldsomme viljesanstrengelser uden at sikre samarbejdet med de andre psykologiske funktioner. Mange, der mangler ansvarsfølelse, eller har en fejlagtig frygt for konsekvenserne af ”undertrykkelse”, giver frie tøjler til deres drifter, med det samme resultat som hvis de tillod sig selv at blive kørt rundt i en bil uden at bruge styret. Denne måde at leve på er primitiv, og resulterer i et enormt spild af kræfter, efterfulgt af udmattelse, nervøse og psykologiske forstyrrelser og endog – i et antal tilfælde – kriminalitet og selvmord.
Det er indlysende, at man bør kende den psykologiske verden i hvilken og over hvilken, viljen skal agere; hvilke elementer den verden består af, hvilke kræfter der er aktive i den, de love der regulerer den, og de mest praktiske og effektive midler til at opnå de ønskede resultater. Der er ingen grund til at miste modet over for en sådan opgave. Det er ikke så svært, som det først synes. Det indebærer en erhvervelse af en simpel og klar viden, som kan opnås af enhver.
Da det ikke er nødvendigt for en chauffør at forstå svære teorier om avanceret mekanik. Ligeledes er det ikke nødvendigt for en person, som ønsker at opnå herredømmet over sig selv, at kende de psykologiske kræfters inderste natur, eller at være en avanceret filosof. Det er nok for ham at blive gjort bekendt med de vigtigste fakta og love inden for psykologi, som tjener et praktisk formål for ham.
De vigtigste fakta og love inden for det psykologiske liv
De elementer, der udgør vort inderste væsen, kan groft klassificeres som: (1) impulser; (2) følelser (emotioner); (3) viden. Den første klassifikation indbefatter alle basale drifter, tendenser, og viljer. Til den anden klassifikation hører følelsesmæssige tilstande og følelser af enhver art. Den tredje klassifikation omfatter synssans, høresans, etc., og alle mentale billeder, holdninger, begreber og forestillinger. Disse elementer bør dog ikke betragtes som ubevægelige, statiske og fastlåste, men som levende kræfter i konstant aktivitet og transformation, hvis dynamikker reguleres af love, som er nøjagtigt lige så klare, som dem der gælder for fysiske energier.
Fra det psykologiske livs mange love vil vi kort nævne dem, der er mest nyttige i forhold til praktiske formål. (1)
1. Billeder eller mentale forestillinger og ideer er tilbøjelig til at frembringe de fysiske betingelser og ydre handlinger, der svarer til dem.
Nogle psykologer har formuleret denne lov på følgende måde:
a. Enhver forestilling har i sig selv et bevægeelement, og
b. Enhver idé er en handling i sin indledende fase.
Dette forklarer, i det mindste delvist, kraften i “suggestion” og “overtalelse”, som så ofte driver os, eller som vi bruger endog ubevidst. Den forklarer også massesuggestionens overvældende indflydelse, der så intelligent og succesfuldt udnyttes af reklamefolk og andre “overtalere”. Til den indvending, at vi generelt ikke er bevidst om forestillinger og idéer, der transformerer sig selv til handlinger, kan der svares, at der sædvanligvis hober sig utallige mentale billeder op i os, der støder sammen og hindrer hinanden i at manifesteres.
2. Stillinger, bevægelser og handlinger har tendens til at fremkalde og intensivere de idéer, tanker, emotioner og følelser, der svarer til dem.
Dette er klart bevist ved det følgende eksperiment: Hvis vi lukker en hypnotiseret persons næve, lukker han gradvist den anden næve, løfter sin arm, presser sine læber tæt sammen, rynker panden, og hele hans udseende udtrykker vrede. Hvis man i det virkelige liv “spiller rollen” har dette tendens til at vække tilsvarende tanker og følelser. Der vil det at tale i en hård tone og opføre sig, som om man var vred, have tendens til reelt at vække vrede. Man ser ofte dette hos drenge, som begynder at slås for sjov, gradvist bliver ophidsede, og ender med at slås for alvor.
Den metode, der anvendes af forskere for at trænge ind i andres psykologiske tilstand, er også baseret på denne lov. De efterligner kunstigt de personers kropsholdninger og ansigtsudtryk, som de observerer, og ved at gøre sådant vækker de den tilsvarende psykologiske tilstand i sig selv.
3. Idéer, tanker og forestillinger har tendens til at vække emotioner og følelser, som svarer til dem. F.eks. synet af en begravelse fremkalder en følelse af sørgmodighed, vækker frygten for vor egen og vore kæres død. Tanken om pludselig fare vækker frygtfølelser. Derfor har ideer/tanker og forestillinger tendens til at frembringe: (1) handlinger, i overensstemmelse med den første lov; (2) emotioner, i overensstemmelse med den anden lov.
Men hvilke får overhånd – handlinger eller emotioner? Det afhænger af to faktorer: a. Tankens eller forestillingens natur; b. En persons psykologiske type. F.eks. vækker forestillingen om fare hos en aktiv person hovedsageligt trangen til at anvende praktiske midler til at undgå den. Hos en emotionel type vækkes frygten i en sådan grad, at handlekraften kan lammes. Hos en mental type vil tankerne og de mentale forestillinger være stærkere end emotionerne, og vil have tendens til at vække andre tanker og forestillinger.
4. Emotioner og indtryk har tendens til at vække og intensivere idéer, tanker og
forestillinger, der svarer til eller er associerede med dem. F.eks. frygten for at blive syg vækker en serie af forestillinger om sygdom, som er skadelige, både fordi de skaber nedtrykthed, og endnu mere fordi de mentale billeder, der således er vækket, har tendens til at frembringe de tilsvarende fysiske tilstande, d.v.s. psykosomatiske problemer (gennem ikrafttrædelse af lov 1)
5. Opmærksomhed, interesse, bekræftelser og gentagelser forstærker de idéer, tanker og forestillinger de er centrerede om.
Opmærksomhed gør forestillinger og tanker mere klare og nøjagtige, og gør os i stand til at finde nye elementer og nye detaljerede oplysninger i dem. Det kan sammenlignes med en linse, som vi iagttager en genstand gennem. Billedet bliver større, mere klart og skarpt. Det der befinder sig i centrum for vor opmærksomhed bliver tydeligere, hvorimod det der befinder sig i omkredsen forbliver mere uklart. (Sidstnævnte kan kaldes “marginal bevidsthed”; det hører til en semi-bevidst sfære, en mellemzone mellem det bevidste og ubevidste ).
Interesse gør forestillingerne og tankerne mere fremtrædende. Den får dem til at optage en større plads i vort bevidsthedsfelt og forbliver dér i et længere tidsrum. Den forøger og forstærker vor opmærksomhed. Omvendt har opmærksomhed tendens til at forøge interessen.
Bekræftelser bevirker en identificering med de forestillinger og tanker vi har, og giver dem mere kraft og effektivitet.
Gentagelse fungerer ligesom hammerslag på et søm, og medfører at tanken og billedet trænger igennem og sætter sig fast, indtil den dominerer og endog besætter sindet . Det er en teknik, der hele tiden anvendes i reklamer, og de millioner, de bruger på at vise den samme reklame for offentligheden mange gange, er et bevis på gentagelsens effektivitet. I den forbindelse vil jeg tilråde at studere de forskellige psykologiske teknikker, som anvendes af reklamefolk, både for at forhindre os i irrationelt at underlægge os deres indflydelse, og også at anvende dem til gode formål i træningen af vor vilje .
6. Gentagelse af handlinger intensiverer drivkraften til vedvarende gentagelser og gør deres udførelse lettere og bedre, indtil de bliver udført ubevidst.
Vaner er nyttige. De repræsenterer en stor energibesparelse. Man kan sammenligne dem med gader og veje. Det så meget nemmere og mere bekvemt at gå på en gade, end det er at sno sig frem gennem vegetationen på et stykke uopdyrket land. Når gentagne vanehandlinger overtages af det ubevidste, bliver bevidstheden frigjort til andre og højere aktiviteter. Det er et anerkendt faktum for biologiske funktioner. Hvilken byrde det ville være for os, hvis vi var nødt til at ånde og fordøje bevidst!
I sin bog, La Psychologie de l’Education, går Gustave Le Bon så vidt, at han udtaler, at dannelse er “kunsten at få det bevidste til at gå over i det ubevidste”. Det er sandt hvad angår lærdom og færdigheder, men det er bestemt ikke sandt for al dannelse. Man kunne sige, at lige nøjagtigt det modsatte er sandt, hvad angår de højere aspekter af dannelse. I det omfang dannelse fastholder sin etymologiske mening, er dets formål og funktion at ““uddrage” de latente muligheder fra det ubevidste, at aktivere dets slumrende energier, især i dets højere dele, det overbevidste .
Endvidere, er der fare i vaner; de har tendens til at begrænse os og kun lade os følge den slagne vej. Men som William James passende har sagt: “Vilje og intellekt kan danne vaner for tanken og viljen . Vi er ansvarlige for dannelsen af vore vaner, og endog når vi handler i henhold til vaner, handler vi frit”.
7. Idéer, tanker, forestillinger, emotioner, følelser og drifter kombinerer og grupperer sig selv, og danner “psykologiske komplekser”.
På den måde skabes psykologiske grupperinger, som kan vokse til det punkt, hvor de faktisk bliver “del-personligheder”, der har et semi-uafhængigt liv. De udvikler sig som de forskellige “selv”, som beskrevet af William James (familieselvet – det professionelle selv – det sociale selv).
8. Psykologiske komplekser finder og bruger deres midler til at opnå deres mål – uden vor bevidsthed , uafhængigt af, eller endog mod, vor vilje.
Denne lov forklarer, hvorfor drifter og andre psykologiske kræfter søger at og ofte lykkes at slippe uden om eller overmande vor kontrol. Det er af Baudoin blevet kaldt “loven om underbevidst finalisme”, og i sin bog Suggestion and Autosuggestion (London, allen and Unwin, 1920) beskriver han fint, hvordan den virker, og udpeger de måder den anvendes på i terapi og uddannelse . Viden og anvendelse af denne lov er vigtig, fordi den gør tre basale opgaver for viljen mulig. Den første er ikke at være eller forblive domineret af disse komplekser eller del-personligheder. Det kræver, at vi anerkender, at de er der, og disidentificerer os fra dem, og således bliver i stand til at få herredømmet over dem. Den anden opgave er at anvende dem passende i overensstemmelse med behovene, omstændighederne og de mål vi ønsker at opnå. Den tredje opgave er at modificere disse komplekser, at forme disse delpersonligheder og så at harmonisere dem med hinanden som delkomponenter i vor generelle psykosyntese .
9. De psykologiske kræfter, som forbliver uudtrykte og som ikke får afløb i handling, opsamles, virker og transformeres i det ubevidste, og kan frembringe fysiske virkninger.
Det er kilden til mange psykologiske og psykosomatiske vanskeligheder, og den indikerer også måden de kan kureres på. Den har nøglen til den bevidste transformering og sublimering af vore drifter (seksuelle, aggressive, etc.), som er en af de vigtigste metoder i terapi, uddannelse og kreativ aktivitet.
Den gode vilje
I vor betragtning af udviklingen af viljen indtil nu, har vi set på individet som en isoleret del og dets vilje som et redskab til personlige fordele. Men i virkeligheden eksisterer det isolerede menneske ikke; det er i konstant interaktion med sin familie, sine arbejdskolleger og med samfundet generelt. Mennesket har mange og forskelligartede forhold med sine medmennesker og med verden.
Derfor bliver vi konfronteret med to problemer, som er af den største praktiske betydning for os. De omhandler:
I. Vor viljes relation til andres viljer
II. Vor viljes relation til den universelle Vilje .
Ligegyldigt hvor stærk og dygtig han måtte være, vil en person, der ikke overvejer disse relationer, uundgåeligt vække reaktioner og konflikter, der kan vælte den struktur, han så arbejdsomt har bygget op. Ikke desto mindre frembyder det moderne liv et generelt sammenstød af viljer hvad angår dem, som konkurrerer om at dominere på alle slags områder. Samfundsklasser i konflikt med hinanden, partierne indbyrdes, nation mod nation, mens der inden for familierne ofte er stridigheder ægtefæller imellem, mellem forældre og børn, og mellem familiemedlemmer.
Det er ikke muligt at opregne det enorme spild af fysisk og psykologisk energi, af tid og penge, viljeenergi, og den samlede lidelse, der skabes ved disse kampe. Vor civilisation har i sandhed optaget mange levemåder, der er ligeså uøkonomiske og udmattende, som de er det modsatte af åndelige. Dette har været genstand for dyb bekymring hos dem, som er praktisk indstillede i en sand åndelig betydning. De har bestræbt sig på og bestræber sig på at erstatte konkurrence med samarbejde, konflikt med forlig og aftaler, baseret på forståelsen af de rette relationer mellem grupper, klasser og nationer. Et succesfuldt udfald af dette forsøg afhænger imidlertid i stor udstrækning af harmoniseringen af viljer hos alle involverede parter, således at deres forskellige mål kan samles i en kontekst, der tager hensyn til en overordnet menneskelig solidaritet.
Det samme gælder vore forhold til naturen og universet. Disse forhold er komplekse og mystiske, og rejser svære spørgsmål, der vedrører livets oprindelse, betydning og formål. Disse spørgsmål er genstand for de evigt tilbagevendende temaer inden for filosofien, åndelige overvejelser og i den religiøse tro. Det er bestemt ikke muligt at behandle sådanne spørgsmål dybsindigt her. Vi kan imidlertid af alle disse spørgsmål udskille dem, som i virkeligheden – selvom de synes abstrakte og fjerne for os – relaterer sig til enhver handling i vort daglige liv. Vi er bestandigt nødt til at tage et standpunkt til omstændigheder og hændelser, og denne nødvendighed indebærer en livs- og værdiopfattelse, en “filosofi” eller en tro, hvor rudimentær og ubevidst den end måtte være.
Idet vi tager et standpunkt med hensyn til livet generelt, begår vi sædvanligvis den samme fejl, som vi ofte begår i vore relationer med vore medmennesker. Den samme arrogante personlige vilje prøver til stadighed at gå imod naturen, at gøre oprør mod hændelser og mod skæbnen. Men naturen og skæbnen kan ikke trodses på denne måde. Ligegyldigt hvordan vi opfatter det, er der i universet en stor lov om harmoni, ligevægt og kompensation . Enhver handling fremkalder en reaktion, og ethvert brud på harmonien og ligevægten giver bagslag, som en boomerang mod lovovertræderen. Derfor er det nødvendigt at tøjle vore oprør og lære at leve i harmoni med livet.
Lige såvel som viljen har kraften til at udvikle sig selv, kontrollere og lede de øvrige psykologiske kræfter, har den også kraften til at kontrollere og disciplinere og begrænse sig selv. Den har kraften til at samarbejde harmonisk med en gruppe af andre viljer, fastholde og underordne sig universelle værdier, der frit anerkendes og accepteres.
Dette er “viljen-til-det-gode”, og den er anderledes end “god-vilje”. I “god-vilje” lægges vægten på godhed. Det er en menneskekærlig indstilling over for andre. God-vilje er en forudsætning for forståelse; midlet til at løse menneskelige problemer. Den afføder de rigtige relationer, og den giver sig udtryk i samarbejde. Den er blevet kaldt “det aktive fredsprincip”. I viljen-til-det-gode er vægten lagt på viljen. Det er en stærk beslutning om at lade det gode sejre. Derfor er den positiv, aktiv og dynamisk. I det omfang et menneske kan anerkende og manifestere det, er den et udtryk for Altets Vilje, for den Guddommelige Vilje.
Metoderne til udvikling af viljen-til-det-gode adskiller sig ikke fra dem, der allerede er nævnt. Metodiske øvelser; meditativ refleksion, og selvsuggetion; transformation og sublimering af psykologiske kræfter, etc. Forskellen ligger i målet, formålet og i anvendelsesområdet.
Vor viljes relation til andres viljer
De fundamentale hindringer, de store fjender, der stiller sig i vejen for både god-vilje og viljen-til-det-gode er selvoptagethed og selviskhed . Selvoptagethed kan sameksistere med oprigtig hengivenhed for andre og med opofrende handlinger. Den generelle tendens er at henføre alt til sig selv, at betragte alt fra sin egen personligheds vinkel, kun at koncentrere sig om sine egne idéer og om egne følelsesmæssige reaktioner. Det selvoptagede menneske har måske et oprigtigt ønske om at gøre godt, men kun på sin egen måde. Derfor vil han sandsynligvis være anmassende eller fanatisk. Han ønsker at omvende alle, så de får hans overbevisninger, pålægge dem sine metoder, og ser kun frelsen i de midler han tilbyder. En sådan holdning er et fundamentalt fejlperspektiv; en virkelig psykologisk “ptolemæisk tankegang”. Således kan man med de bedste intentioner gøre virkelig skade, som den godhjertede abe i en fortælling, der da den så en fisk i vandet, skyndte sig hen for at redde den fra at drukne ved at bære den op i træernes grene.
Selviskhed, derimod, er et resultat af den fundamentale trang til selvopholdelse og selvhævdelse, resultatet af ønsket om at besidde og dominere, og finder som sådan hele tiden forhindringer, der hindrer at ønsket tilfredsstilles. Det vækker aggressivitet og vold og en tilskyndelse til at ødelægge det, der vanskeliggør opnåelsen af ønskernes mål. Selviskhed er dybt rodfæstet i mennesket og har altid eksisteret, men i vore tider antager den mere markante og farlige former, fordi det moderne liv forsyner os med stærkere stimuli, færre begrænsninger og flere magtfulde destruktive midler. At kontrollere selviskhed er derfor ikke kun et moralsk krav, det er en nødvendighed for social sikkerhed.
En anden hindring er manglen på forståelse af andre. Vi er let tilbøjelige til at misforstå dem, som tilhører en andre, nationalitet eller socialklasse; som tilhører en anden religion, politisk parti, etc. Men ofte har vi ikke mindre mangel på forståelse for dem, der står os mest nær, og som vi elsker. Desværre skaber personlig kærlighed ikke gensidig forståelse, som mange er tilbøjelige til at tro. Vi ser ofte det sørgelige syn af mennesker, som elsker hinanden inderligt, men som ikke forstår eller har sans for den elskedes vitale behov (ægtefælle, barn eller forælder), og således plager eller endog ødelægger livet for vedkommende.
Hvordan kan dette undgås? Ved viljen-til-forståelse. For virkeligt at forstå, må vi være villige til at foretage de nødvendige forberedelser og udvikle en specifik evne, nemlig empati .
Forberedelsen består i at erhverve sig en tilstrækkelig viden om psykologi, både generel og specifik. Dette indbefatter:
a. En viden om menneskets psykologiske struktur;
b. En forståelse af den differentierede psykologi i forbindelse med alder, køn, type, etc.
c. At blive bekendt med den unikke kombination af karaktertræk hos forskellige individer.
Midlerne til at erhverve denne viden er:
a. Et studie af bøger, der omhandler psykologi ud fra et dynamisk og humanistisk synspunkt.
b. Indsigt i menneskelige personligheder, førstehånds dokumenter og materiale: biografier, selvbiografier, dagbøger og breve skrevet af meget forskellige slags mennesker – mænd, kvinder, helgener, videnskabsfolk, gammelt og moderne, fra Østen og fra Vesten. Blandt de mest nyttige for dette formål, kan tilfældigt nævnes de, der skrevet af eller om: Marcus Aurelius, St. Augustine, Petrarch, Montaigne, St. Teresa, Rosseau, Mazzini, Emerson, Lincoln, Amiel, Ramakrisna, Tolstoi, Rabindranath Tagore, Adele Kamm, Keyserling, Wagner, Helen Keller, Jung. Gode psykologiske romaner som dem, der er skrevet af Dickens, Balzac, Tolstoi, Dostoevsky, Manzoni, Romain Rolland er ligeledes nyttige. Nutidens biografier og romaner er mindre egnede, fordi de generelt kun omhandler, eller lægger vægt på de lavere, mørkere aspekter i den menneskelige natur. De fleste af dem er gennemsyret af kvaler, fortvivlelse, en følelse af håbløshed, eller af bitterhed og oprør. Derfor kan de give et fordrejet og ensidet billede af den menneskelige natur. Blandt de få undtagelser kan nævnes Jungs Memories, Dreams, reflections og romaner af Herman Hesse, Pearl Buck og Priestly.
c. Udviklingen og brugen af empati (“Projektion af ens egen bevidsthed ind i et andet menneske gennem forestillingsevnen” – Webster).
Det første krav, der stilles til dette, er en upersonlig og selvforglemmende holdning fra vor side. Den kan opnås ved at lade os fylde af, eller aktivt vække en opslugende interesse i den person, som vi vil forstå. Lad os møde ham eller hende med sympati, med respekt, endog med forundring, som et ”DU” og derved etablere et dybt indre forhold.
Lad os så øge denne tilgang, indtil den i først omgang bliver en levende kontakt og dernæst en identifikation. Lad os forestille os, at vi for øjeblikket er blevet den person. Lad os prøve at finde ud af hans tanker og hans følelser; lad os forestille os selv i forskellige tilstande og situationer, og fremkalde hans mentale og følelsesmæssige reaktioner på dem.
En sådan empati gøres mulig ved den essentielle “enshed” i den menneskelige natur, som nedenfor beskrevet, og på trods af alle ydre forskelligheder på et individuelt plan og på gruppeplan. Alle elementer og kvaliteter – kimen til alle dyder og laster – i et menneske findes potentielt i hver eneste af os. I hver af os er der en potentiel kriminel eller en potentiel helgen eller helt. Det er et spørgsmål om forskellig udvikling, værdianskuelse, valg og kontrol.
Øvelsen ikke alene hjælper os til at få den sande forståelse af andre, men giver os ligeledes en større menneskekærlighed. Den giver os en indsigt i den menneskelige naturs under og mysterium, i hvilken så mange og så kontrasterende elementer findes side om side. Vi finder både kimen til godhed og muligheden for frelse, der findes i mennesker med kriminelle tilbøjeligheder, svage sider, ufuldkommenheder, og endog lavere drifter, som også findes i et stort menneske. Vi bliver opmærksomme på de konflikter, der finder sted både i disse ydertilfælde af mennesketyper og i alle de mellemliggende typer og de deraf følgende lidelser. Vi giver derfor slip på vor sædvanlige stupide holdning, hvor vi dømmer andre, og en stor medfølelse, en følelse af fællesskab og solidaritet gennemstrømmer os. Og dette vækker naturligt viljen-til-det gode.
Forholdet mellem vor vilje og den universelle vilje
1. Erkendelsen af vor sande plads i universet
Den kan nemt erhverves ved hjælp af en øvelse i refleksiv meditation . Lad os neddæmpe aktiviteterne i sindet og berolige følelserne, “skabe stilhed” i os selv – i det mindste i en vis udstrækning. Lad så følelsen af universets uendelige storhed gennemtrænge os. Lad os føle os som små partikler i det, magen til myriader af andre partikler. Lad os indse at vi er en af de mange millioner indbyggere på en lille planet – én af en stjernes planeter, som selv kun er én ud af millioner af sole, der danner en galakse, og at galakserne er talløse. En sådan meditation frembringer lidt efter lidt, eller til tider øjeblikkeligt, en indre forandring, der kunne kaldes en indre “kopernikansk revolution”. Vi lever og handler ikke længere, som om vi var universets centrum. De sande proportioner og forholdet mellem universet og os er etableret. Og dog, ved et mærkeligt psykologisk paradoks, i stedet for at føle os små og ydmygede, oplever vi en følelse af udvidelse og en ny værdighed. Vi mister vor falske følelse af vigtighed, vor opblæste stolthed og indbildskheden omkring vore personlige fortjenester. Vi føler os i harmoni med universet, og føler endnu mere at vi er skabt af dets substans, som en dråbe vand er skabt af den samme substans som havet. Vi erkender, at vi er en integreret del af det og føler glæden ved denne erkendelse.
Fra denne meditation vender vi mere afbalancerede og afklarede tilbage til vort hverdagsliv, med en mere klar indsigt i personlige og praktiske problemer. Erindringen om det vil forblive hos os og støtte os gennem prøvelser og smertefulde tider. Det er nemmere at praktisere denne meditation i naturens midte, eller mens man betragter stjernehimlen. Men hvis dette ikke er muligt, kan man finde effektiv hjælp ved forinden at læse nogle sider i en bog om astronomi og ved at kigge på fotos af Mælkevejen og andre galakser, der viser uendeligheden i kosmos.
2. Adgang til den universelle vilje
Den foregående meditation har forberedt os og ledt os til det sidste og højeste mål i træningen og brugen af viljen . Ved at betragte storheden i universet, indser man at det ikke alene er en vidunderlig fysisk mekanisme, men at det er gennemtrængt og pulserende af liv; at det udvikler sig og er ledet af intelligente love; at det må have betydning og formål. Selv de, som ikke har en religiøs tro eller en bestemt livsfilosofi, kan næppe nægte, at universet er styret af udviklingslove. I stjernerne og i insektet, i atomet og i hjertet, ser vi den samme tendens eller retning mod et mystisk mål. Når vi er blevet klar over kræfterne i denne universelle lov, bliver det klart for os, hvor tåbeligt det er at modsatte sig den. Vi opdager, at den sande årsag til så mange mislykkede bestræbelser ligger i den ubevidste og uvidende manglende overholdelse af loven. Så vil en spontan tilskyndelse til at overholde den og samarbejde med den opstå i os. Og her igen har vi et paradoks: Ved frivilligt at underlægge sig den universelle Vilje med sin individuelle vilje og smelte sammen med den, bliver den individuelle vilje hverken udslettet eller formindsket. I samme øjeblik den synes at dø eller ophøre med at eksistere, rejser den sig forvandlet og med ny kraft.
Når det enkelte menneske vil samarbejde harmonisk med den Vilje, der styrer Universet, så samarbejder den Vilje med det menneske og stiller Dets egne ubegrænsede kræfter til rådighed for ham. I de Love, der styrer Kosmos, opdager mennesket de love, der bør styre hans egne handlinger.
På denne måde bliver viljen, idet den bliver god, på samme tid stærk og viis, og denne forening, denne syntese af de tre, vil skabe den komplette vilje – den Perfekte Vilje.
Noter
(1) Bemærk, at der optræder visse variationer i formuleringen og rækkefølgen af disse psykologiske love i forhold til dem der optræder i hans senere bog: Act of Will (Viljens Psykologi.)
(2) Forfatteren anvender det engelske ord ”ideas” på en måde, så det mange steder kan oversættes med både ”idéer” og ”tanker”.
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor en af dem udvikler viljen
Læs også bogen Viljens psykologi for en komplet indføring i viljen
Gem kommentar