Artiklen er en varm beskrivelse af et terapeutisk forløb, hvor en svært overvægtig person gennem delpersonlighedsarbejde lærer at disidentificere sig fra sin krop og finde sit center. Med et stort vægttab til følge.
Af Naomi Remen, Oversættelse Annabritt Jakielski
Kilde: Synthesis I
I efteråret 1972 blev jeg ringet op af Dr. Y. Han lød utålmodig og irriteret. Han undskyldte og spurgte mig, om jeg ville gøre ham en tjeneste og tage en ”problem-patient”, som var blevet henvist til ham af en privatpraktiserende læge i Sebastopol. Det var sådan, jeg mødte Harold.
Jeg indrømmer, at jeg var i dårligt humør, da jeg accepterede at tage imod Harold. Da Dr. Y. skitserede Harolds historie, sank mit hjerte. Harold var 13½ år gammel og havde været helt rask indtil 1970, hvor han kom i puberteten.
Han blev første gang indlagt på hospitalet på grund af voldsomme smerter i musklerne. Lægerne på sygehuset havde haft mistanke om en eller anden mærkelig, men fascinerende lidelse, og havde testet ham med alle de undersøgelser, de havde til rådighed – kun for med frustration og forvirring at se i øjnene, at alle undersøgelsesresultater var normale. En psykiater blev tilkaldt og kunne efter evaluering af både Harold og hans familie erklære dem alle emotionelt sunde. Harold blev hjemsendt for at afvente yderligere udvikling.
Hans muskelsmerter fortsatte, og da han i 1971 blev genindlagt, havde han været sengeliggende i næsten et år. I den tid havde han taget 30 kg på. Han var blevet tilset af adskillige speciallæger i Sebastopol-området og var blevet sat på forskellige diæter, men ingen af dem havde virket. Han var blevet ordineret mange smertestillende præparater, men alle uden effekt.
Den evaluering, der blev foretaget i forbindelse med Harolds anden hospitalsindlæggelse, var mere omfattende end den, der blev foretaget i 1970, men resultaterne var de samme. Igen blev en psykiater tilkaldt.
Denne gang var meldingen, at Harold var tilbagetrukket, tavs og fjendtligt indstillet, og hans mor var ængstelig og overbeskyttende. Psykiateren var imidlertid ude af stand til at sige, om der var tale om en primær emotionel proces, eller om årsagen skulle søges i stressende omstændigheder. Igen blev Harold hjemsendt uden diagnose for at afvente yderligere udvikling.
I løbet af det følgende år tog han endnu 20 kg på. Han var totalt isoleret fra andre teenagere og var blevet uvillig til at kommunikere med andet end énstavelsesord.
Denne morgen ringede hans private læge, Dr. Y., til mig i desperation. Harolds vægt var begyndt at influere på hans åndedræt, og situationen var under forværring.
Efterhånden som historien udspandt sig, mærkede jeg en stigende uvilje. Som en af kun få generelle klinikere ved hospitalet var jeg blevet vant til, at de patienter, hvis sygehistorie ingen virkelig var interesseret i, blev overdraget til mig. Dette tilfælde forekom mig at være for meget. Men Dr. Y. var en velrenommeret læge, og jeg kunne dårligt afvise hans anmodning. Jeg acceptere at tage imod Harold og lavede en aftale om at se ham og hans mor i slutningen af ugen.
De kom en fredag – Harold i rullestol. Vores vægt, der var beregnet til vejning af børnepatienter, kunne ikke gå højt nok til at måle Harolds vægt. To sygeplejersker kørte ham ned til voksenklinikken, hvor det blev konstateret, at han vejede 105 kg og var 160 cm høj. Denne akavede proces tog 45 minutter, hvor Harold ikke sagde så meget som ét ord.
Da han var blevet anbragt i et undersøgelsesrum sammen med sin mor, gik jeg ind for at tale med dem og skrive journal. Jeg havde bedt om, at Harold ikke tog tøjet af, og han sad i sin rullestol foran skrivebordet. Hans mor havde sat sig i en stol i hjørnet af rummet. Mit første indtryk af Harold var, at han knap nok virkede menneskelig og dårligt nok i live. Han var massiv og dvask og havde accepteret at blive anbragt i undersøgelsesværelset uden at gøre den mindste indsats for at hjælpe sygeplejerskerne eller sin mor; 105 kg dødvægt. Han sad og stirrede ned i håndfladen og så ikke op i løbet af hele den periode, hvor jeg talte med hans mor.
Hendes historie var meget lig den, som Dr. Y havde fortalt. Harold havde haft en normal barndom på en ranch, som hans forældre drev uden for Sebastopol. Han gjorde sig kun bemærket på grund af sine boglige evner (han havde altid været nummer et i sin klasse) og på grund af hans evner og interesse for mekaniske ting – navnlig biler og motorcykler.
Medens jeg talte med hans mor, betragtede jeg Harold ud af øjenkrogen. Han bevægede sig ikke.
Jeg begyndte at føle mig ubehageligt til mode og var gået ind i et gammelt mønster, der handlede om magtbehov – kunne jeg helbrede denne dreng? Kunne jeg få ham til at tabe sig? Ville jeg have succes, hvor et dusin af mine kolleger havde fejlet, og på den måde bevise, at jeg var den bedste? I takt med at disse tanker dukkede op i mig, blev jeg mere og mere bekymret. Dette var, når alt kom til alt, en udfordring på mine evner. Ville jeg have succes eller fiasko? På subtil måde var jeg kommet i centrum på scenen og havde hovedrollen i stykket.
Efter at jeg fået den information fra hans mor, jeg behøvede, vendte jeg mig imod Harold, som hverken havde sagt noget eller bevæget sig i fulde 20 minutter og sagde, ”Hvorfor gik du med til at blive bragt herhen?”
Harold så op. Hans ansigt var, som resten af kroppen, udtryksløst og ubevægeligt. Men hans øjne lynede af vrede.
Styrken og kraften i hans vrede chokerede mig og fik mig til at indse, at jeg absolut ikke var alene på scenen. Her var en anden skuespiller, som i høj grad var til stede.
Jeg mærkede mine gamle magtmønstre falde bort. I mange måneder havde deltaget i et træningsprogram inden for humanistisk medicin, og jeg var ved at få kontakt til nogle nye mønstre. Jeg tog ikke Harolds vrede personligt, selvom den så ud til at være rettet imod mig. Jeg vidste af personlig erfaring med kronisk sygdom, at vrede ofte kan være viljen til at leve, der kommer til udtryk på en negativ måde.
Samtidig havde træningsprogrammet givet mig nye og unikke oplevelser. I løbet af en weekend, hvor jeg lærte om massageteknikker, havde jeg set den menneskelige krop på en helt ny måde og var blevet bevidst om den livsenergi, som både jeg selv og andre rummede.
En anden weekend, denne gang om gestaltterapi, havde på psykologisk plan demonstreret styrken af denne livsenergi – at, samtidig med at patienten havde alle spørgsmålene, havde han også alle de svar, han søgte.
Da jeg så ind i Harolds lynende øjne, blev jeg bevidst om min respekt for denne vældige energi – og om en følelse af lettelse. Jeg skulle ikke ”helbrede” eller ”kurere” denne dreng. Han havde ikke brug for min energi – han havde brug for, at jeg hjalp ham til at komme i kontakt med sin egen.
Efter at Harold og jeg i et minuts tid havde set hinanden an, og jeg smilede tilbage som anerkendelse af hans energi og styrke, sagde han, ”Kan du ikke se det?”
Hans stemme var dyb – en mands stemme. Det var ikke kroppens stemme, men øjnenes stemme.
Jeg sagde, ”Jo, jeg kan godt se det”.
”Jeg vil gerne have, at du får mig til at tabe mig”.
Jeg kunne se, at Harold lagde ansvaret for sit vægttab over på mig – og at jeg måtte sætte ham i stand til at tage ansvar for sine egne valg .
Et øjeblik mærkede jeg en frygt – hvordan skulle jeg gøre det? Så forstod jeg, at ligesom jeg havde disidentificeret mig selv og min selvagtelse fra Harolds vægttab, måtte Harold disidentificere sig fra sin fedme, førend han ville være i stand til at forstå betydningen af sin fedme og vælge at ændre den. Jeg var begyndt at indse, at der ofte ligger et budskab i en sygdom – og at Harolds vægttab var hans måde at udtrykke noget på. Han alene vidste, hvad dette handlede om, selvom han formentlig ikke endnu var bevidst om det. Jeg besluttede at tage chancen og afprøve en ny teknik, jeg havde lært. Det er korrekt, at det ikke var ting, jeg havde lært på lægestudiet; det er korrekt, at jeg var nervøs i forhold til virkelig at træde ind i en patients psykologiske liv på denne nye måde. Men det føltes rigtigt, og det føltes rigtigt at fortsætte. En gestaltterapeutisk teknik forekom mig at være den ideelle måde at hjælpe Harold til at disidentificere sig fra sin fedme og begynde at forstå det budskab, den rummede.
Jeg rejste mig og tog en stol med lige ryg, som jeg placerede foran Harold.
”Sæt din fedme på denne stol”.
Harold kiggede bestyrtet på mig – for første gang ikke længere vred.
”Hvad?”
Jeg bad til, at han stadig var tilstrækkeligt tæt på sin barndom til at være i stand til at fantasere, og sagde, ”Placér din fedme på denne stol”. Jeg viste med hænderne, hvad jeg mente. ”Kan du se din fedme her?”
Harold lo. ”Ja”.
”Tal med den”.
Harold lo igen. ”Hvad skal jeg sige?”
”Fortæl den, hvad du ikke synes om ved den”.
Efter en kort tavshed begyndte han at tale. Ordene væltede frem – det ene vrede udsagn efter det andet. Hans fedme forhindrede ham i at have venner – i at gå i skole – den gjorde ham grim – den gjorde det svært for ham at ånde og at leve. Efter ti minutters enetale blev Harold stille.
”Fortæl nu din fedme, hvad du synes om ved den”.
Harold var dybt chokeret. ”Synes om?”
”Ja, synes om”.
Denne gang varede stilheden længere. Til sidst sagde Harold, at hans fedme fritog ham fra de daglige opgaver.
”Og”, sufflerede jeg.
”Mor serverer maden for mig i sengen og varter mig op”.
”Og”
”Jeg behøver ikke at lave noget, jeg ikke ønsker”.
”Og”
”Jeg behøver ikke at forsøge, og hvis jeg forsøgte, måske ikke at kunne”.
”Harold”, sagde jeg, ”hvem er det, der har talt?”
”Men det har jeg da”.
”Er det jeg, der har talt, tykt eller tyndt?”
”Det ved jeg ikke – nej, vent – min fedme er der ovre (han pegede over imod stolen over for sig). Det jeg, der talte, var det tynde”.
”Okay”, sagde jeg og flyttede min stol, indtil jeg sad ved siden af Harold over for den tomme stol, hvor han havde anbragt sin fedme.
”Nå”, sagde jeg, ”hvad skal dit ”Tynde Jeg” og jeg gøre ved denne fedme?”
Harold lo igen. Han morede sig virkelig. ”Lad os få det til at gå væk”.
”Okay”, sagde jeg, og på en konspiratorisk måde talte vi om valg og beslutninger. Jeg fortalte Harold, at jeg troede, at han for så nylig var kommet ud af sin barndom, at han muligvis ikke havde haft mulighed for at træffe en voksen beslutning . At vælge for sig selv frem for at en voksen valgte for ham. Måske ville det at tabe sig i vægt være Harolds første voksne beslutning.
Han så interesseret ud. Jeg fortalte ham, at voksne beslutninger kræver omhyggelig gennemtænkning. Jeg følte, at Harold skulle tage hjem og begynde at skrive dagbog. At han først skulle skrive alle fordelene ned ved at være fed, og derefter alle ulemperne ved at være fed. Derefter skulle han skrive alle fordelene ned ved at være slank og alle ulemperne ved at være slank.
På de øvrige sider i notesbogen bad jeg Harold om at skrive alt det ned, som han spiste, så han vidste, hvor mange kalorier han indtog hver dag.
I de to uger, der gik indtil hans næste aftale, bad jeg ham om at beslutte, om han ønskede at tabe sig nu. Jeg bad ham om at fortælle mig om sin beslutning ved vores næste aftale.
Harold rejste sig og trykkede min hånd. Igen følte jeg en vældig respekt for den Vrede Mand, som jeg kunne se i hans øjne.
Jeg sad alene i undersøgelsesrummet og færdiggjorde mine noter. Da jeg rejste mig for at forlade rummet, faldt mine øjne på den tomme rullestol, som havde fragtet Harold her hen – og jeg indså, at han ved egen kraft havde forladt den. Jeg følte mig oplivet og ophidset.
To uger senere vendte Harold tilbage med sin notesbog og sin beslutning. Ja. Han ønskede at tabe sig. Jeg fortalte ham, at jeg ville tilkalde en diætist, der kunne hjælpe ham.
Idet han anvendte den information, som diætisten gav ham, udarbejdede Harold selv en diæt, som jeg godkendte som klog. Derefter fortalte jeg hans mor, at jeg fandt det vigtigt, at hun ikke på nogen måde kommenterede eller stak til Harold vedrørende hans mad, men at hun stillede sin madlavning og indkøbserfaring til hans rådighed. Hun var tvivlrådig, men indvilgede i at gøre forsøget. Jeg fandt ikke hendes holdning urimelig, eftersom det var Harolds fjerde slankekur, men håbede, at hun ville blive mere entusiastisk i takt med, at Harold blev bevidst om sin styrke, og hans styrke blev mere synlig for hende.
Harold spurgte mig, hvornår han skulle komme tilbage. Jeg spurgte ham, hvor ofte han følte, det ville være gavnligt for ham at komme her.
”En gang om ugen i øjeblikket – og senere hver anden uge”.
”Helt i orden”, sagde jeg, ”fortæl dem i modtagelsen, hvornår du kommer og få dem til at give mig besked”.
Harold gik ud for at aftale sit næste besøg. Han gik med stort besvær, men han gik.
Ved i løbet af de næste par måneder at anvende delpersonlighedsteknikker holdt jeg Harold i kontakt med dialogen mellem hans Tykke Jeg og hans Tynde Jeg ved at hjælpe ham til at indtage en iagttagerrolle. Hans Tykke Jeg og Tynde Jeg kan betragtes som delpersonligheder (læs mere herom på www.psykosyntese .dk) – organiserede holdningsmønstre, overbevisninger, adfærd og følelser. Hver delpersonlighed kan anses for at have sine egne behov og mål. Ofte vil disse behov og mål være i konflikt med hinanden og med Harolds egne behov og mål. Jeg viste Harold, hvor dygtigt hans Tykke Jeg udmanøvrerede hans Tynde Jeg, eller hvor dygtigt hans Tynde Jeg nogle gange havde været ved familiens måltider. Jeg understregede dygtigheden og styrken – da det var nogle af Harolds mest fremtrædende kvaliteter. Hvad han havde valgt at gøre med sin dygtighed kunne lige så godt være negativt – men dygtighed er dygtighed, når alt kommer til alt.
Nogle uger tabte Harold sig – andre uger gjorde han det ikke. I al denne tid talte jeg ikke hans kalorier for ham, og vi diskuterede heller ikke vægt overhovedet. Jeg kommenterede ikke hans muskelsmerter på anden måde end ved at tage ham fra al smertestillende medicin, da den alligevel ikke virkede.
Derimod fortsatte arbejdet med delpersonlighederne, og Harold blev bevidst om de numre, som hans Tykke Jeg lavede med hans Tynde Jeg, og de omstændigheder hvorunder hans Tynde Jeg ville tillade hans Tykke Jeg at spise. Han begyndte at nyde at iagttage sin proces.
I løbet af de første seks måneder resulterede Harolds besøg i følgende resultater fra hans side:
1. Han tabte 25 kg
2. Han blev interesseret i ernæring og læste meget. Som et resultat af hans læsning insisterede han på at foretage sine egne indkøb (og forlod dermed hjemmet for første gang). Til sidst begyndte han at lave mad, og vi udvekslede opskrifter.
3. Han blev interesseret i at bygge modeller og lavede blandt andet nogle smukke clipper-skibe.
4. Han begyndte at abonnere på og at læse motorcykel- og bil-tidsskrifter.
I løbet af denne periode gennemgik jeg også selv en dybtgående ændring i min opfattelse af min identitet som læge. Igennem min træning ved instituttet for human medicin og min erfaring med Harold begyndte jeg at se mig selv som en gartner. Jeg kunne ikke skabe så meget som ét græsstrå. Græsstrå havde, ligesom patienter, deres egen livskraft og energi. Men jeg kunne plante. Jeg kunne plante i solen, hvis jeg elskede solen, og i skyggen, hvis jeg ikke elskede solen. Jeg kunne vande og luge ukrudt. Jeg kunne sprøjte imod insekter og sprede sneglegift. Jeg krævede ikke længere af mig selv, at jeg skulle ”kurere” eller ”helbrede” – men snarere, at jeg nærede patientens egen helbredende kraft.
Og så holdt Harold op med at tabe i vægt.
Der gik fem uger uden nogen forandring. Efter den anden uge påpegede jeg over for Harold, at han havde taget omkring et halvt kg på om ugen i de 24 måneder, der gik forud for, at vi mødtes. I løbet af de seneste fem uger havde han slet ikke taget på, så han havde stadig formået at vende sin tidligere tendens. Han var også vokset 5 cm. Der var en vis glæde.
Efterhånden som ugerne gik blev jeg mere og mere bekymret. På grund af situationen blev Harold stille og tilbagetrukket, og jeg begyndte at glide ind i mit gamle mønster om succes og fiasko. Jeg begyndte at føle mig skyldig over ikke at have succes med at få Harold til at tabe i vægt. Nu begyndte jeg at grue for hans besøg, selvom jeg tidligere havde set hen til dem.
Jeg talte med adskillige medlemmer af instituttets personale og modtog støtte og forslag. Men jeg følte mig stadig mere skrøbelig.
Ved 7.30-tiden en morgen i juli 1973 ringede en kollega til mig, og i løbet af samtalen begyndte vi at tale om fedme og fede børn. Hun spurgte mig, om jeg nogensinde havde bemærket, hvordan mine grænser altid udvidede sig, når jeg satte mig ind i bilen, og hvordan jeg kendte mine nye grænser; jeg kunne parkere inden for 10 cm, placere bilen på meget lidt plads etc.
Jeg morede mig over dette herlige billede, men da jeg senere startede bilen, besluttede jeg mig for bevidst at opleve dette. Så jeg lod mine grænser udvide sig, indtil jeg havde størrelse og form som en 1969 Valiant, og i denne nye form kørte jeg ned ad gaden til arbejdet. Jeg oplevede en falsk styrke – stor er stærk – og forvekslede mine fysiske grænser med min åndelige tilstand. Jeg forestillede mig, at det måtte være sådan, en fed person oplevede det. Jeg kom også i tanker om en tegnefilm, som jeg havde set for 20 år siden, hvor en lille grønskolling af en mand sætter sig ind i sin bil og bliver til en aggressiv, beslutsom og brutal bilist; og hvordan han, da han forlader bilen, igen bliver til en grønskolling. Jeg tænkte på, om denne ændring fandt sted, fordi denne lille mand pludselig oplevede en udvidelse af sine fysiske grænser. Oplever fede mennesker det sådan? Kunne det være det, fedme havde at tilbyde?
Medens jeg kørte i bilen, var jeg bevidst om, hvordan mine grænser holdt andre mennesker væk, fordi de var længere ude. Det føltes i orden, fordi jeg vidste, at jeg kunne stige ud af bilen, når jeg ønskede. Men for grønskollingen føltes det måske ikke kun i orden, men pokkers overbevisende. Hele morgenen blev dette billede ved med at dukke op i mig, og jeg blev ved med at more mig over det. Omkring kl. 13 kom sygeplejerskerne ind for at meddele mig, at Harold var her. Jeg havde ikke ventet ham og blev irriteret.
Da jeg opdagede, at Harold ikke blot var kommet uden at have en aftale, men at han heller ikke havde tabt sig, blev jeg virkelig irriteret. (Disse gamle vaner med at ”helbrede” er ret sejlivede; skyldfølelsen over ikke at komme op med en ”kur” kan give anledning til uvilje imod patienten).
Diætisten havde allerede talt med Harold og havde foreslået ham at han spiste mere, fordi han var mere aktiv. Uden at være bevidst om det, havde hun talt direkte til hans Tykke Jeg. Jeg var virkelig irriteret, men de var kørt hele vejen fra Sebastopol ad motorvejen ….
Jeg gik derfor ind, og – på grund af min irritation – spurgte jeg Harold, hvorfor han ikke havde tabt sig i fem uger. Han sagde vredt, ”Jeg var sulten”. Jeg bad ham derfor om: (a) at tælle kalorierne sammen i sin dagbog. Han noterede stadig alt ned, men var holdt op med at foretage en sammentælling; (b) på ny at overveje, om han ønskede at tabe sig i vægt. Jeg fortalte ham, at jeg mente, at en beslutning om ikke i øjeblikket at tabe sig ville være mindre skadelig for ham end at fortsætte med at ”forsøge” at tabe sig og ikke anerkende, at han faktisk ikke længere ønskede det. Disse ”forsøg” kunne få ham til at føle, at han ikke havde nogen valgmulighed. Igen talte vi om, hvordan hans diæt repræsenterede den første voksne beslutning i hans liv.
På nuværende tidspunkt havde jeg disidentificeret mig fra min følelse af frustration. Jeg var ikke længere vred. Så bemærkede jeg, at Harold havde et par nye cowboybukser på. Jeg bemærkede det, og med rystende stemme fortalte Harold mig, at han havde købt dem for nylig, og at de var fire numre mindre. Til sidst forstod jeg. For omkring fem uger siden var Harolds vægttab begyndt virkelig at kunne ses. Og måske var størrelse for ham lig med styrke.
Så begyndte jeg at fortælle ham om min telefonsamtale og min oplevelse af at tillade mig at udvide mine grænser, indtil jeg følte, at jeg havde form som en 1969 Valiant. Jeg fortalte ham om grønskollingen og om illusionen om, at størrelse er lig med styrke og gav ham flere lignende tilfælde, hvor et menneske kunne forveksle sin fysiske tilstand med en åndelig tilstand (dvs. at fordi man ikke kunne blive gravid, troede man heller ikke, at man var i stand til at være mor for et barn). Jeg sagde til ham, ”Jeg spekulerer på, om der i dig er en bilist, som er vant til at køre tre-akslet lastbil og derfor bliver ilde til mode, når lastbilen bliver mindre og mindre. Lastbilen bliver mindre og mindre. Snart vil den være på størrelse med …. (jeg tøvede og ledte efter et billede, og min intuition gav mig et ….) en motorcykel”. Dét gjorde udslaget.
Harold blev med ét indadvendt og sagde med eftertryk, ”Har du nogensinde kørt på en stor motorvej en søndag morgen, når alle de store biler holder kofanger ved kofanger, og ingen kan flytte sig ud af stedet, og der er en fyr på en motorcykel, der kan køre 60 km i timen på midten af vejen, og som giver dem alle fingeren? Er det ikke dét, det handler om? At være stærk er ikke ensbetydende med at være stor. Det er det – at være stærk er at være i stand til at bevæge sig”.
Jeg sagde, ”og ….”
Harold sagde, ”Og at være i stand til at beslutte, hvor du gerne vil hen og flytte dig derhen”.
Så smilede han.
Jeg var dybt rørt. Vi har alle behov for at vokse. Vi har bare brug for at blive mindet om det. Harold havde set, hvad ”styrke” i virkeligheden var – ikke størrelse, ikke vægtfylde – men friheden til at bevæge sig, at vælge – at ville. Behandlingen var kommet ind i en afgørende fase.
Jeg spurgte Harold, ”Hvem var det, der sagde, at ”Jeg er sulten”?” Han svarede, ”Føreren af Chrysler Imperial’en”. Jeg spurgte, ”Hvorfor?” Han svarede, ”Fordi han ikke forstod det om motorcyklerne”.
Idet jeg anvendte en anden teknik, jeg havde lært, foreslog jeg Harold, at han kommunikerede direkte med sin krop, og at han talte til den og skrev til den. At han fortalte sin krop, at han undskyldte for at gøre den sulten netop nu, og at han anerkendte dens tålmodighed. At han gjorde den sulten, fordi han ønskede at spare dens knogler og led for den smerte, den havde kendt til i de seneste par år.
Han lo og sagde, at det ville han gøre.
Harold vendte tilbage to uger senere og havde tabt fem kilo. Hans indledende ord var, ”Her – jeg har taget et billede med af mig for at vise dig”.
På mit skrivebord lagde han et billede af en kasseret, rusten motor, der lå på siden på en mark.
Ved siden af lagde han endnu et billede af en motor. Denne gang var den placeret på blokke. Den var helt tydeligt i brugbar stand og var blevet malet i en klar blå farve.
Jeg så med forvirring på ham – og han sagde, ”Dér – det er sådan, jeg virkelig ser ud – jeg forandrer ting – og forandringen er mig”. Og vi lo begge to.
Få måneder senere begyndte Harold i skolen. Vi havde aldrig diskuteret det, men da efterårssemestret begyndte, fandt han det naturligt at begynde i skolen. Han kørte derhen i en lille go-cart, han havde lavet af den motor, han havde sat i stand, og nogle dele fra en cykel.
Nu har Harold gået i skole i seks måneder. Han vejer stadig 10 kg for meget, men virker ikke, som om det bekymrer ham. Presset fra skolearbejdet har fået ham til at beslutte kun at komme hos mig to gange om året. Ved sit sidste besøg fortalte han mig, at han havde brugt en uge på at lave en film sammen med nogle klassekammerater til fotografiundervisningen. Han havde skrevet manuskriptet og var instruktør. Han lagde manuskriptet i mine hænder – ”Vi har kaldt det ’Sværdet og stenen’”, fortalte han. ”Det handler om Kong Arthur og dengang, han trak Excalibur-sværdet op af stenen, og alle vidste, at han var kongen”.
”Det er en af mine favorit-historier”, sagde jeg. ”Hvordan kom du på det?”
”Åh”, sagde han, ”jeg valgte det, fordi det var en meget vigtig ting – det var dér, at Kong Arthur fandt ud af, hvem han virkelig var”.
Harold beviste, at han ikke var en ”problem-patient”, men derimod en af mine mest bemærkelsesværdige lægelige oplevelser. Ved at finde ud af ”hvem han virkelig var”, lærte han også mig, ”hvem han virkelig var”, og tilfældigvis også hvem jeg virkelig er.
Sammen.
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli
Gem kommentar