Table of content
En fremragende beskrivelse af den personlige og spirituelle udviklings forskellige vækstfaser, herunder de meningsfulde kriser som mange mennesker oplever på vejen mod større indre oplysning.
Af John Firman og James Vargiu, bragt med venlig tilladelse fra John Firman http://www.psychosynthesispaloalto.com
Kilde: Synthesis 3-4, 1977- Oversættelse, Britt Jakielski
Det moderne liv har ikke været i stand til at imødekomme menneskets behov for mening. Oplevelsen af meningsløshed, manglen på værdier og retning, har nået epidemiske højder. Alligevel bliver vores underliggende behov ved at være der, og de påtrængende spørgsmål står tilbage: ”Hvad i livet er virkelig meningsfuldt?”, ”Hvad er virkeligt vigtigt for mig at opnå?”.
Vi har brug for at finde to forskellige slags mening: Meningen med vores individuelle liv, og meningen med den verden, vi lever i – og ultimativt set med livet selv.
Vores første opgave som mennesker under udvikling er vores søgen efter mening med vores individuelle liv. Hvad enten vi er børn, der lærer at gå, er studenter, der kæmper med et matematisk problem, eller er forretningsmand, som er ved at indgå en vigtig handel, er vores oplevelse af denne personlige mening ens. Når det lykkes os at nå et mål, oplever vi, at vi selv og vores liv har større betydning og værdi. Derfor stræber vi efter at opnå højere og mere vigtige mål, og dermed øger vi vores evner og viden. Denne søgen efter personlig mening og mål får os til at vokse som mennesker og opbygge en stadigt mere velintegreret, kreativ personlighed, som er mere og mere effektiv i verden. 
Denne proces finder sted ud fra det, vi kan kalde vækstens personlige dimension.
Efterhånden som rækkevidden af vores aktive indsats i verden vokser, opdager vi, at vores følelse af mening med livet også vokser. Vi forlader hjemmets beskyttelse og går på universitetet, eller vi forlader skolen og begynder at arbejde, vi bliver gift og stifter familie, og vi søger at yde et meningsfuldt bidrag. På hvert trin får erfaringen os til at afklare og uddybe vores værdier og udforske og revurdere vores trossætninger. Hvis vi responderer på dette kald og fører vores søgen langt nok, vil vi til sidst blive optaget af de selv-transcenderende spørgsmål som: ”Hvad er livets sande natur?”, ”Kan der eksistere en fredfyldt og kærlighed menneskehed?”, ”Hvad er tid, rum, bevidsthed , godt og ondt?”, ”Udvikler universet sig i en positiv retning?”. Vi kan enten forholde os til disse spørgsmål på intellektuel måde, hvor vi søger indsigt i sandheden, eller vi kan åbne os for en direkte oplevelse, en udvidet bevidsthed, som vi håber vil afsløre meningen og formålet med den højere virkelighed. Denne søgen vil føre os til vækstens transpersonlige eller spirituelle dimension.
Den personlige dimension eller den transpersonlige
Den personlige og den transpersonlige dimension er forskellige, men ikke adskilte. Begge er naturlige i den menneskelige udfoldelse. Generelt vil et menneske være mere i kontakt med den ene eller den anden dimension og opleve den som mere virkelig og mere vigtig. Han vil da have en tendens til at undervurdere den anden dimension og endda være kritisk, hvis et andet menneske er orienteret imod den.
Tænk på, hvordan en succesfuld forretningsmand og tilhængeren af en spirituel bevægelse ser på hinanden. Forretningsmanden, som har tilbragt år med at skabe et liv for sig selv og sin familie med at arbejde hårdt for at opnå sine praktiske mål, kan se på tilhængeren af den spirituelle bevægelse og sige: ”Hvorfor kommer han ikke ned fra skyerne og gør noget med sit liv? Al denne tale om kærlighed og fred er ikke andet end en måde for ham at undgå at se virkeligheden i øjnene på”. På samme tid kan den åndelige discipel se på forretningsmanden og sige ”Han er for fanget af sit ego og søger magt, prestige og materiel succes. Det er alt sammen en illusion, som han må give slip på, så han kan overgive sig til Gud”.
Denne tendens til enten at lægge vægt på den ene dimension eller den anden bunder ofte i de indstillinger til vækst, som gælder inden for vores egen kultur. Mange af dem er blevet kategoriseret sådan, at de følger den ene eller den anden af to generelle retninger, som løseligt er beskrevet som ”den østlige” eller ”den vesterlandske”.
De ”vesterlandske” værdier sætter dét menneske i højsædet, som er stærkt, som fuldt og helt kan investere sig selv i sine aktiviteter, fungere effektivt, opnå mål og generelt udviser evner og succes i sin håndtering af livets praktiske virkelighed. Med sin stærke vilje retter dette menneske alle sine mange aspekter imod et forenet fokus. Han spilder meget lidt tid og anstrengelser på interne konflikter, usikkerhed eller forvirring. Derfor har han meget energi til rådighed til at skabe et lønsomt og produktivt liv. For ham er den transpersonlige dimension et subsidiært anliggende, som han muligvis anser for en distraktion i forhold til det, som er virkelig vigtigt.
På den anden side sætter det, der generelt beskrives som de ”østerlandske” værdier, det menneske i højsædet, som dyrker det indre, spirituelle liv. Der lægges vægt på at opnå et klart udsyn, sindsro, kærlighed og medfølelse, en følelse af glæde og harmoni, og i sidste ende enhed med alt liv. For at nå disse mål udvikler individet en evne til at mestre sine indre processer og udvide sin bevidsthed. Det anses for nødvendigt at forenkle eller endda mere eller mindre at transcendere det daglige liv og den materielle verden, idet disse bindinger anses for en distraktion fra det, som er mest vigtigt. Det menneske, som lever et kontemplativt liv, er mest agtet og værdsat – vismanden, guruen, asketen.
Til trods for menneskers – og endda hele kulturers – ældgamle tendens til at lægge vægt på den ene dimension og dermed udelukke den anden, er muligheden for at forene begge disse dimensioner på fortrinlig vis opnået af visse mennesker i historiens løb. De mest fremtrædende mystikere, for eksempel Frans af Assisi og Teresa af Avila, opnåede illumination og udtrykte aktivt deres vision og værdier i verden. Vi kan også betragte de store verdenslærere som eksempelvis Kristus, Buddha eller Moses, som alle var aktivt involveret i deres samtids praktiske realiteter. På den anden side var mange af disse mest succesfulde mennesker optaget af studiet af den materielle verden; store videnskabsfolk som Isaac Newton eller Albert Einstein blev ledet af netop deres forskning til højere og højere åndelige verdener.
Sådanne strålende figurer fra fortiden har peget i retning af den nødvendige syntese . I vores egen tid er der et stigende antal spirituelt orienterede mennesker, som erkender nødvendigheden af at udvikle en velintegreret, kompetent personlighed for at omsætte deres åndelige værdier i praksis. Samtidig er der flere og flere mennesker, som på succesfuld måde har givet deres bidrag på praktisk måde, som åbner sig imod det transpersonlige for at finde en dybere mening, en klarere retning og større effektivitet.
Forening af de personlige og transpersonlige dimensioner
I de sidste årtier har et voksende antal psykologer givet udtryk for, at begge dimensioner er vigtige i den fulde menneskelige udvikling, og de er begyndt at udforske relationen imellem dem. Andras Angyal f.eks. diskuterer ikke blot menneskets behov for at blive selvstyrende, men også behovet for at opleve ”homonomien” i foreningen med det større liv. (A. Angyal: ”A Holistic Theory”, Neurosis and Treatment, Viking Press, NY 1965).
Tilsvarende har Roberto Assagioli anerkendt og udviklet to forbundne aspekter af psykosyntesen: Den personlige psykosyntese , som har til formål at fremme udviklingen af en velintegreret og effektiv personlighed, og den spirituelle psykosyntese, som fører til erkendelsen af ens højere natur.
Abraham Maslow , som introducerede udtrykket ”det transpersonlige”, drog igennem sine iagttagelser tilsvarende konklusioner. (Ligheden mellem Assagiolis og Maslows begreber er særdeles interessante. De var begge dybt optaget af menneskets åndelige natur og byggede deres arbejde på et stærkt empirisk grundlag, men arbejdede i meget forskellige miljøer og på forskellige tidspunkter). I sit senere arbejde anerkendte Maslow tre grupper af mennesker, som han kaldte: De selv-aktualiserende, de transcenderende og de transcenderende selv-aktualiserende. ”De selv-aktualiserende”, sagde Maslow, ”er grundlæggende praktiske, realistiske, verdsligt orienterede, dygtige og ikke-religiøse”, som er ”pragmatisk orienterede i retning af vækst hen imod selv-aktualisering og frihed fra en grundlæggende mangel-orientering. Sådanne mennesker lever i verden og opnår fuldbyrdelse igennem verden. De mestrer den, leder den og anvender den til gode formål”.
”De transcenderende er ikke-selvaktualiserende, som har vigtige transcendente oplevelser og en stærk kontakt med den åndelige dimension, men deres personligheder er ofte utilstrækkeligt udviklet. Sammenlignet med de transcenderende har de selv-aktualiserende en tendens til at handle frem for at meditere eller kontemplere, de er effektive og pragmatiske frem for æstestiske, virkelighedsafprøvende og kognitive frem for følelsesmæssige og oplevende”. (A. Maslow: ”Theory Z”, The Farther Reaches of Human Nature, Viking Press, NY, 1971, pp.280, ff.).
Maslow fandt det nødvendigt at differentiere mellem toslags selv-realiserende mennesker: De, der helt klart var psykologisk sunde, men som havde lidt eller ingen erfaring med transcendens , og de, for hvem transcendente oplevelser var vigtige og endda centrale. Disse kaldte han for ”de transcenderende selv-aktualiserende”.
Udover at være velintegrerede, sunde og effektive har de transcenderende selv-aktualiserende en række andre karakteristika. Maslow opdelte dem i 35 grupper. (A. Maslow: ”Various Meanings of Transcendence”, Ibid. pp. 269-279). Eksempelvis er de i stand til at transcendere de begrænsninger, der knytter sig til den personlige identitet, de har sans for evigheden, for ”det hellige”; de værdsætter og er i højere grad opmærksomme på sandhed, skønhed, godhed og enhed).
For at erkende mere og mere af vores grundlæggende menneskelighed har vi helt klart brug for at inddrage såvel den personlige som den transpersonlige dimension. I takt med, at den personlige mening og meningen med livet udvikles og integreres, ligesom rækkevidden af vores vision og evne til at udtrykke den, og ligesom vores følelse af individualitet og universalitet vokser sammen – vil vi finde, at vi bevæger os i retning af en oplevet enhed med vores højere menneskelige natur, i retning af vores sande Selv. Derfor involverer Selv–realisering, erkendelsen af vores Transpersonlige Selv , en voksende forening på højere og højere niveauer af vækstens to dimensioner. (Det er vigtigt at huske på, at Selv-realisering ikke er noget, vi bør ”gøre” eller ”få til at ske”. Selv-realisering er en naturlig proces, som finder sted spontant. På den anden side kan vi lære at forstå processen bedre og dermed samarbejde med den og fremme den).
Før vi i os selv kan forene de to dimensioner, har vi brug for at udvikle dem. Om vi udvikler begge samtidig eller først udvikler den ene og derefter den anden, beror på mange forskellige faktorer som f.eks. vores individuelle baggrund, vores bevidsthed, vores miljø etc. I praksis vil mennesker i lang tid være optaget af enten den personlige eller den transpersonlige dimension, før de bliver opmærksomme på eksistensen af den anden.
Hvis vi føler os mere draget til den ene eller den anden af de to dimensioner, og dette opleves som rigtigt og fyldestgørende for os, er det helt klart den vej, der er rigtig for os at følge. Vi vil samtidig opleve det nyttigt at udvikle og fastholde bevidstheden om den anden dimension hele vejen igennem forløbet. Erfaring har igen og igen vist os, at hvis vi går for langt i udelukkende den ene eller den anden retning, vil vi før eller siden have brug for at åbne os for den anden dimension også. Når dette tidspunkt kommer, kan vi gøre dette igennem et bevidst valg , forudsat at vi har bevidsthed om og forståelse for at anerkende, hvad det er, vi mangler. Gør vi ikke det, kan vi opleve en reorienteringskrise, som til sidst vil føre os til den manglende dimension, men ofte igennem stor anstrengelse og smerte, og tab af tid.
Uanset hvilken vej vi derfor følger som mennesker er det vigtigt at holde sig det samlede billede for øje – det fulde ”terræn” af menneskelig vækst.
I denne artikel vil vi se mere indgående på både den personlige og den transpersonlige dimension; hvordan vi oplever dem; på de reorienteringskriser, der kan opstå, hvis vi fortsætter for langt hen ad vejen med kun den ene dimension; og hvordan vi i stigende grad kan forene disse to dimensioner i vores liv.
Første del
Den personlige dimension
Fra vi fødes, oplever vi behov for og tilskyndelse til aktivitet. Det, der til enhver tid motiverer os, er følelsen af, at der er noget, som er værd at opnå, noget som har mening og værdi. Vores primære og mest grundlæggende mening ligger i en grundlæggende fysisk overlevelse. Når dette behov imidlertid er dækket, synker vi ikke ind i en tilfreds mæthed. Snarere opstår der noget andet, et nyt mål som har en anderledes eller større mening.
For at opfylde disse mål, udvikler vi til stadighed forskellige aspekter af vores personlighed. Som børn oplever vi, at det er meningsfyldt at mestre vores krop, at have fysisk kompetence, så vi kan leve på en effektiv måde. Barnets ubarmhjertige tilskyndelse til at lære at gå, dets vedholdenhed igennem frustration efter frustration, og til sidst den glædesfyldte opløftelse, der kommer af succesen, er et smukt eksempel på denne proces.
Efterhånden som vi bliver ældre vil vi opleve det stadigt mere meningsfyldt at etablere tilfredsstillende og varme relationer til andre mennesker. Vi lærer at opleve og dele dybe og meningsfulde følelser. I løbet af ungdommen kommer relationerne – og navnlig de romantiske relationer – til vores jævnaldrende til at være det vigtigste fokus i livet, og finesserne og rigdommen i vores følelser blomstrer.
Senere i ungdommen vil vores interesse ofte skifte til at udvikle sindet som følge af behovet for at forstå os selv og lære mere om verden. I begyndelsen vil denne motivation sandsynligvis være baseret på nysgerrighed. Gradvist vil vi imidlertid blive mere og mere involveret i glæden ved at lære, og udvikle en stigende mental disciplinering. Når det sker, får sindet en central plads i vores liv.
I voksenlivet kan vi opleve, at vi for så effektivt som muligt at opnå de mål, vi sætter os – hvad enten det handler om karriere, om at stifte familie eller om at opnå succes inden for et ønsket område – må koordinere og integrere alle vores indre ressourcer, så de er i overensstemmelse med vores mål. (De ”stadier”, som Vargiu beskriver i artiklen LINK: Delpersonligheder , kan anvendes ikke blot i forhold til vores delpersonligheder, men også i integrationen af kroppen, følelserne og sindet, og af ethvert andet personlighedselement). Vores følelser må udvikles og harmoniseres, så vi kan udnytte deres energi og forbinde os med andre mennesker på tilfredsstillende måde. Sindet må yderligere trænes, så vi kan tænke kreativt, fleksibelt og med en evne til at foretage en bred planlægning og arbejde med konkrete detaljer. Endelig må kroppen, følelserne og sindet harmoniseres og integreres med hinanden, så de kan arbejde synergetisk.
Vækst inden for rammerne af den personlige udvikling
I praksis finder udviklingen og integrationen af personligheden ikke altid sted helt så enkelt eller fuldkomment. Kroppen kan være usund, vi kan være sløve eller hyperaktive. De forskellige følelser kan være i konflikt, de kan være uudviklede eller alt for intense, de kan være tynget af hæmninger, frygt, depression eller frygt – og alt sammen påvirker det vores funktionsdygtighed. Sindet kan være for ubøjeligt eller ustruktureret, det kan være uskolet, overaktivt, ubalanceret i retningen af det abstrakte eller det konkrete. Endelig kan det være, at alle disse funktioner ikke samarbejder med hinanden. Sindet kan ignorere såvel følelserne som kroppen. Følelserne kan give anledning til stress eller anspændelse i kroppen eller kæmpe med sindet om, hvad der er mest vigtigt etc. Den fulde, harmoniske integration af personlighedens funktioner er en lang proces, et mål som de fleste af os stadig arbejder på og bevæger os hen imod. Det er denne integrationsproces, der repræsenteres af den horisontale pil i vores diagram.
Der er mange forskellige holdninger, der kan bistå os i de forskellige aspekter af integrationen af personligheden. Det centrale anliggende inden for de fleste former for psykoterapi er at forholde os til mangler i konkrete personlighedsfunktioner, eller med konflikter imellem disse. De bedste redskaber til selv-aktualisering, som er kommet frem inden for de seneste år, sigter generelt på en positiv udvikling af et bestemt personlighedsaspekt og bidrager til deres gradvise integration i en forenende, dynamisk helhed. Der er samtidig en voksende anerkendelse af, at selv-aktualisering ikke kun består i harmonisering af alle personlighedsaspekterne, men også i jeg’ets gradvise tilsynekomst og styrkelse, centeret for personlighedens identitet. Det er gennem jeg’ets handlinger, at personlighedsaspekterne harmoniseres, så den integrerede personlighed gradvist bygges op omkring det.
Som vi har set, skrider selv-aktualiseringen – hvad enten vi bevidst søger den igennem forskellige teknikker eller ikke – frem på naturlig måde igennem forfølgelsen af meningsfulde mål. I nyere tid har flere og flere mennesker opnået en høj grad af selv-aktualisering og er blevet i stand til med stadig større succes at nå deres mål. Dette har ført til et interessant fænomen. Mange mennesker oplever, når de har opnået deres personlige eller karrieremæssige mål, at tilfredsstillelsen, værdien af og meningen med disse mål er mindre, end de forventede, og de vil derfor til sidst slippe dem. De opgiver dem netop, når tingene synes at gå bedst for dem, og de ser ud til at være allermest succesfulde. Ofte kan sådanne mennesker give sig i kast med et nyt og måske fuldkommen anderledes erhverv – et de tror på vil være mere meningsfuldt end det foregående. Efterhånden som vi opnår de nye mål et efter et, vil det sandsynligvis kun give os en begrænset eller midlertidig tilfredsstillelse. Paradoksalt nok gælder, at jo større succes, vi oplever, jo mere vil vi opleve, at det, som vi forventede ville være dybt meningsfuldt for os, viser sig at være uinteressant eller tomt.
Når vi har oplevet dette et antal gange, kan det være, vi begynder at forestille os, at vi søger nye mål, tager nye retninger for at opnå dem, og dermed indser, inden vi giver os i kast med dem, at de ikke vil give os mere mening, end de hidtidige mål gjorde. På dette punkt går vi ind i en svær periode. Hvis vi endnu ikke har opnået kontakt med den transpersonlige dimension, er scenen sat for det, vi kan kalde en eksistentiel krise ; en krise som udfordrer selve meningen med vores liv. (Viktor Frankl har skrevet en del om denne oplevelse af tomhed og meningsløshed. Han beskriver oplevelsen som ”det eksistentielle vakuum”, der opstår som resultat af frustrationen af ”viljen til mening”).
Mennesket begynder nu at spekulere på, om han nogensinde vil opleve fuldbyrdelse. En stigende følelse af meningsløshed gennemtrænger alle hans vante aktiviteter. Fritidsbeskæftigelser og interesser, som han tidligere fandt meningsfulde, giver ham ikke længere den samme glæde, som de gjorde før. Hans familie, venner og karriere interesserer ham simpelthen ikke længere på samme måde som tidligere. Efterhånden som dette fortsætter, kan personen til tider opleve apati, frygt og endda desperation. Hvad er det, der mangler i hans liv? Han har en stærk identitet, en velintegreret personlighed og er velfungerende i livet. Han er ikke neurotisk; han har med stor succes opnået at være ”normalt” velfungerende ud fra moderne mentale standarder. Logisk set burde han være glad.
Selvom han tilsyneladende lykkes med næsten alt det, han sætter sig for, oplever han nederlag i forhold til at beslutte hvad eller hvorfor. ”Jeg har været i stand til at skabe et fint liv for min familie og mig selv, men til hvilket formål? Hvilken betydning har det?” Som kursuslederen og gestaltterapeuten George Brown udtrykker det: ”Når individet kan stå på egne ben, hvad gør han så? Nøjes han med at stå dér?”. (G. Brown: ”The Farther Reaches of Gestalt Therapy”, Synthesis 1, p. 33).
Den eksistentielle krise
Karakteren af denne krise og det mønster, der fører til den, belyses af Leo Tolstoys slående beskrivelse af sin egen kamp.
For fem år siden begyndte der at ske noget meget mærkeligt for mig. Først oplevede jeg øjeblikke af rådvildhed, som om livet stoppede, og jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, eller hvordan jeg skulle leve, og jeg følte mig fortabt og modløs. Det gik over, og jeg fortsatte med at leve, som jeg plejede. Efterhånden begyndte disse øjeblikke af modløshed at opstå stadig oftere og oftere. De kom altid til udtryk i form af spørgsmålet om, ”Hvad skal det hele til for?”, og ”Hvad skal det føre frem til?”.
I begyndelsen forekom disse spørgsmål mig at være formålsløse og irrelevante. Jeg troede, at det alt sammen var velkendt, og at det ikke ville koste mig nogen særlig anstrengelse, hvis jeg nogensinde skulle ønske at forholde mig til spørgsmålet. Lige nu havde jeg bare ikke tid til at forholde mig til det, men når jeg ønskede det, ville jeg være i stand til at nå frem til et svar. Spørgsmålene begyndte imidlertid at gentage sig stadig hyppigere og på mere og mere vedholdende måde at kræve at blive besvaret …. Jeg forstod, at det var meget vigtigt, og at når disse spørgsmål hele tiden gentog sig, måtte de besvares. Jeg forsøgte at besvare dem. Spørgsmålene forekom mig at være dumme, simple og barnlige; men så snart jeg tog dem op og forsøgte at besvare dem, blev jeg med det samme overbevist om, først og fremmest at de ikke var barnlige og dumme, men derimod var nogle af livets meget vigtige og dybe spørgsmål, og dernæst at jeg – selvom jeg forsøgte – ikke kunne løse dem.
Inden jeg beskæftigede mig med min Samara-ejendom, uddannelsen af min søn, eller skrivningen af en bog, var jeg nødt til at vide, hvorfor jeg gjorde det. Så længe jeg ikke vidste hvorfor, kunne jeg ikke foretage mig noget, og jeg kunne heller ikke leve. Midt i tankerne om ejendomsspekulation, som jeg på det tidspunkt var meget optaget af, dukkede spørgsmålet pludselig op: Du har 6.000 hektarer land i Samara-distriktet og 300 heste, og hvad så? …. Jeg følte mig meget desorienteret og vidste ikke, hvad jeg skulle mene.
Når jeg overvejede mine børns uddannelse , spurgte jeg mig selv: ”Hvorfor?”
Når jeg tænkte på den berømmelse, som mit arbejde ville bringe mig, kunne jeg spørge mig selv, ”Du vil blive mere berømt end Gogol eller Pushkin eller Shakespeare eller Molière, eller mere berømt end alle forfattere i verden – og hvad så?”.
Jeg kunne ikke finde svar på det. Spørgsmålene kunne ikke udsættes, men måtte besvares med det samme, og hvis jeg ikke besvarede dem, var det ikke muligt at leve. Men der var ikke noget svar.
Alt dette skete for Tolstoy i en tid, der ikke blot var præget af enorm personlig succes, men også af stor vitalitet og dygtighed.
Hele vejen igennem havde jeg, hvad der anses for nødvendigt for at få en god skæbne. Jeg var endnu ikke fyldt 50 år; jeg havde en god hustru, som elskede mig, og som jeg elskede, gode børn og en stor ejendom, som uden megen indsats fra min side hele tiden forbedredes og voksede. Jeg nød stor anseelse og kunne uden selvbedrag sige, at mit navn var berømt. Og langt fra at være sindssyg eller mentalt syg nød jeg tværtimod en styrke i krop og sind, som jeg sjældent har set hos mennesker af min slags; fysisk kunne jeg holde trit med bønderne i marken, og mentalt kunne jeg arbejde i otte eller ti timer i træk uden at blive syg af det.
Alligevel – til trods for dette frugtbare liv og sine bemærkelsesværdige talenter og evner – siger Tolstoy:
Jeg følte, at mit tidligere fundament smuldrede, og at jeg ikke mere havde grund under fødderne. Det, jeg tidligere havde levet ud fra, eksisterede ikke mere, og der var intet tilbage.
Mit liv kom ind i et dødvande. Jeg kunne trække vejret, spise, drikke og sove, og jeg kunne ikke lade være at foretage mig disse aktiviteter; men der var intet liv, for der var ingen ønsker, jeg fandt det meningsfuldt at opfylde. Hvis der var noget, jeg ønskede mig, vidste jeg på forhånd, at uanset om jeg tilfredsstillede mit ønske eller ikke, ville resultatet være det samme. Hvis en fe var kommet og havde tilbudt mig at få mine ønsker opfyldt, ville jeg ikke have vidst, hvad jeg skulle bede om. Hvis der var øjeblikke, hvor jeg om end ikke ligefrem ønskede mig noget, men som var en vane fra tidligere ønsker, vidste jeg i mine klare øjeblikke, at det var en illusion, og at der i virkeligheden ikke var noget at ønske mig. (Uddrag fra L. Tolstoy: ”A Confession, The Gospel in Brief, What I Believe”, Oxford University Press, London, 1951, pp. 15-19, ff.)
Tolstoy beskriver i sin beretning den eksistentielle krise med gennemtrængende klarhed. Det er en krise, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved selve ens eksistens – en eksistens, der havde udfoldet sig primært inden for rammerne af den personlige dimension. Kortet over vækstens to dimensioner antyder en grundlæggende strategi til løsning af denne krise. Vi finder denne løsning, når vi er i stand til at udvide meningen med vores liv ud over grænserne for vores personlige vækst, hvor vi på en meningsfuld måde deltager i helhedens liv. Dette kan begynde, når vi reorienterer vores opmærksomhed imod det større liv, der afsløres igennem udforskning af den transpersonlige dimension.
Denne periode med eksistentiel krise er et særdeles passende tidspunkt til at søge eller genskabe kontakten med det transpersonlige. Set igennem det Højere Selvs optik indledes den eksistentielle krise af en voksende strøm af overbevidst, eller transpersonlig , energi, som af Selvet rettes imod personligheden. I særdeleshed vil Selvets energi, i takt med at den tiltager, tiltrække det personlige selv eller jeg. Inden den eksistentielle krise var jeg’et hovedsageligt tiltrukket af personlighedens liv og miljø. Den eksistentielle krise sætter ind, når Selvets stigende tiltrækning opnår samme styrke og derfor neutraliserer tiltrækningen fra personligheden/miljøet. Dette tidspunkt er derfor en transitionsfase. Det er som at blive ophævet i rummet på tyngdekraftens nulpunkt, hvor den tidligere mening med det personlige liv er forsvundet og en ny mening endnu ikke kommet til syne.
I takt med at den overbevidste indflydelse derfor tiltager, begynder den tilsvarende, tidligere følelse af mening at tone bort, og en voksende følelse af, at ”noget mangler” sætter ind. Det, der mangler, er erkendelsen af vores forbundethed med det store liv – et forhold, som vi nu er nødt til at erkende og acceptere.
Denne reorientering imod den transpersonlige dimension kan antage mange former. For nogle mennesker bryder de overbevidste energier pludseligt og spontant igennem – nogle gange med stor intensitet – og løfter dem derpå ud af krisen ind i det, der kan kaldes en stor, livsforandrende oplevelse. Sådanne dramatiske, spontane løsninger er imidlertid relativt sjældne.
Oftere er reorienteringen gradvis og involverer vores bevidste og villede deltagelse. Ofte vender tidligere transpersonlige oplevelser tilbage til bevidstheden, efterhånden som antydningerne af den eksistentielle krise vokser, og vi kan nu aktivt udforske og forstå meningen med dem. Denne tilbagetagen af tidligere højdepunktsoplevelser kan skabe en dør ind i den transpersonlige verden og hjælpe os med at reducere krisens intensitet eller endda helt løse den.
Efterhånden som krisen tager til, vil mennesker ofte opleve en bevidst tilskyndelse i retning af noget, der ligger udover deres tidligere livsanskuelse. De kan udvikle en voksende nysgerrighed i forhold til åndelige spørgsmål, filosofi, de metafysiske implikationer, der er forbundet med den moderne fysik, parapsykologi, det okkulte – alt det, som vi – fordi det er mystisk – håber vil rumme svar på de basale, uløste livsspørgsmål.
Det er vigtigt at gøre sig klart, at det kun er nogle af de retninger, vores søgen kan tage, der formentlig vil bære frugt. Her er skelneevne og motiver af fuldkommen afgørende betydning, således som åndelige lærere igennem alle tider har påpeget. Når vi følger vores åndelige vej, må vi praktisere skelneevne i en række anliggender, eksempelvis i oversættelsen af transpersonlige oplevelser og indre beskeder, i beslutningen om, hvorvidt vi vil have gavn af at arbejde med en lærer, i anvendeligheden af visse åndelige praksisser i forhold til vores behov, i gavnligheden af råd fra venner og familie, og med hensyn til værdien af andre indflydelser og potentielle ressourcer. Med hensyn til motiverne gælder det, at i den grad vi søger spektakulære fænomener, hvad enten det er for disses egen skyld, for en form for materialistisk motiveret behov for bekræftelse, eller for selviske eller tvivlsomme formål, i samme grad er vores søgen ikke helt igennem åndelig. Når vi derimod søger åndelig udvikling for at opnå en dybere forståelse, en udvidet følelse af værdier, en forhøjet oplevelse af den iboende harmoni, som altid er til stede, da er vores søgen i overensstemmelse med de åndelige principper.
Hvis vi forfølger denne søgen tilstrækkeligt længe, vil den resultere i en reorientering imod den transpersonlige dimension, og den eksistentielle krise kan overvindes. Dens løsning findes i en udvidelse af vores opfattelse af, hvem vi er, og af den verden, vi lever i. Med andre ord begynder vi at disidentificere os med vores personlighed og opnå en bredere, mere inklusiv bevidsthedstilstand og identifikation, som inkluderer vores personlighed i en bredere sammenhæng. Det er fra denne større sammenhæng, at vi som individer kan begynde at deltage på en meningsfuld måde i den større helhed. Denne udvidelse af vores identifikation er et vendepunkt i krisen.
Som regel vil de første oplevelser af disidentifikation med vores personlighed og voksende identifikation med en større virkelighed finde sted efter, at vi har haft en vis kontakt med den transpersonlige dimension, hvad end det sker igennem en højdepunktsoplevelse eller igennem en øget interesse i åndelige spørgsmål. Når den transpersonlige indflydelse bevidst anerkendes, øges den voksende identifikation markant. Nogle gange, navnlig hvis personlighedens holdning er imod åndelige spørgsmål, må der ske en disidentifikation fra personlighedens behov, inden bevidst kontakt med det transpersonlige kan finde sted. Dette kan i høj grad vanskeliggøre løsningen af den eksistentielle krise. Vi er nødt til at give slip på tidligere tilfredsstillelser og stræben, som er frugterne af mange års vækst og alt, hvad der har givet vores liv mening, fordi det nu forekommer os tomt og goldt, og fordi der simpelthen ikke er andet at gøre. Vanskeligheden består i, at det må ske, selvom der ikke på det tidspunkt synes at være noget andet af værdi at sætte i stedet. Vi kan derfor opleve, at vores liv er spildt, og at alt hvad vi har opnået er tomt. Vi vil da have en følelse af, at vi har mistet vores identitet.
Selv om disidentifikation fra personligheden under sådanne omstændigheder er et vanskeligt skridt at tage, er vi i høj grad blevet forberedt på det igennem en lang række af mindre begivenheder, som livet forsynende os med. Når vi tidligere opgav en interesse eller et mål, fordi det viste sig ikke at rumme tilstrækkeligt megen mening, har vi i realiteten disidentificeret os fra det og rettet vores identifikation imod et nyt område. Når den eksistentielle krise melder sig, når vi et yderligere stadie i denne samme proces. Nu er opgaven at disidentificere os fra personligheden som et hele. I denne fase af mørke er det af stor værdi at indse, at vi allerede på visse måder ved, hvad der kræves af os, idet vi allerede har gjort noget lignende tidligere.
Disidentifikation med personlighedens behov må forstås klart. Det indebærer ikke på nogen måde, som nogen fejlagtigt tror, at vi skal ødelægge personligheden, ”dræbe egoet”, opgive alle vores aktiviteter, trække os tilbage fra livet eller tage tilsvarende skridt, som ville hæmme eller ligefrem vende vores naturlige vækstproces.
At disidentificere os fra personligheden vil sige at erfaringsmæssigt at anerkende, at vores personlighed ikke er den, vi er eller har – ikke kilden til vores identitet, men vores middel til at udtrykke vores identitet i verden. Ved at disidentificere os fra personligheden vil vi hverken ødelægge eller opgive den, men snarere transcendere dens begrænsninger og de selvcentrerede og separatistiske tilbøjeligheder, den fører med sig.
En holdning, som kan være til betydelig hjælp for os i vores arbejde med at disidentificere os fra personligheden, er bevidst at acceptere som en mulighed – som en hypotese, vi kan overveje og efterprøve – eksistensen af en højere virkelighed, som vi endnu ikke kan opfatte. Vi kan bevidst fjerne os fra en uforsonlig insisteren på meningsløsheden (som visse eksistentialister gør det) og på en åben måde se efter, om der er noget, som er større end os selv. Denne holdning er ikke mere urealistisk end fysikernes søgen efter naturens og universets usete love.
Utallige mennesker har båret vidnesbyrd om, at vi – idet vi søger at disidentificere os fra personlighedens begrænsninger og søger efter det, som ligger udover os selv – i stigende grad bliver i stand til at se verden som en indbyrdes forbundet og sammenhængende helhed – en helhed, hvori vores personlighed kan finde sin retmæssige plads, ligesom det gælder for os alle. Dermed vil alt, hvad der i sig selv har mistet betydningen, antage en ny og langt større mening, fordi det nu anerkendes som en iboende del af et større hele.
For Tolstoy brød lyset ind i hans desperation en dag, hvor han spadserede i skoven alene. Han fortæller, at han begyndte at tænke på sit liv og det, som er større end dét, som noget, der endnu var uopdaget – og som selve kilden til hans desperation. Dér i skovens naturlige omgivelser søgte han at spore i sig selv denne følelse af noget, som var større. Med ét oplevede han den første opvågnen til en fornyet følelse af mening og formål med livet. Dette større var livet selv og alt, hvad der omgav ham. Han blev fyldt med påskønnelse af livets rigdom og fylde og af sin egen plads i dette. Efter denne oplevelse skrev Tolstoy:
Tingene klarede op i mig og omkring mig på en måde, som overgik alt, hvad jeg før havde oplevet, og lyset er aldrig siden helt forsvundet. Lige præcis hvordan denne ændring skete, kan jeg ikke sige. Lige så stille og gradvist som livets kraft var forsvundet i mig, og jeg havde oplevet mit moralske sammenbrud, lige så gradvist og umærkeligt vendte livsenergien tilbage.
Fundamentalt set er den eksistentielle krise derfor en lejlighed til at udvide vores virkelighedsopfattelse. Når den én gang er løst, fylder den vores liv med formål, mening og værdier på en helt ny måde i takt med, at vores personlige liv henter sin mening fra en mere universel, inklusiv og varig kilde. Når vi kommer til den eksistentielle krise, er det muligt, om end ikke almindeligt, at personligheden er uigennemtrængelig for det overbevidstes indflydelse. Dette er navnlig tilfældet, når en stærk, velintegreret personlighed næres af et overdrevent ønske om personlig magt, og en sådan magt ses enten som kilden til mening med livet eller som en måde at opnå det, vi anser for meningsfuldt. I sådan en situation vil vi formentlig ikke opleve den eksistentielle krise så stærkt, og personligheden vil formentlig være i stand til at modstå den. Personlighedens modstand øges markant, hvis vi har en vejleder, som ikke ser krisen for, hvad den er, og derfor ikke befordrer – eller tillader – at de overbevidste energier kommer til udtryk. Vores udvikling kan da have en tendens til at fortsætte i udelukkende horisontal retning. Hvis vi fortsætter for længe, inden vi opnår en stabil kontakt med det overbevidste, vil denne vej lede os i en anti-social retning, hvor vi søger mere og mere personlig magt, og da kan den være skadelig for både os selv og andre. I ekstreme tilfælde kan den til sidst føre til, at vi trækker på de overbevidste energier til opnåelse af personlige, separatistiske formål, hvorved vi fordrejer deres inderste natur.
Der kan også, som Assagioli udtrykker det, opstå en niveau-forvirring og en illusion, hvor vi tilskriver vores personlige selv eller jeg’et det transcendentale Selvs kvaliteter. Sker det, tillægger man sig selv uden at vide det – og kun sig selv – de kræfter, som retteligt hører til det transpersonlige Selv: det transcendente center, som hele menneskeheden deltager i. Med andre ord vil et sådant menneske se sin personlighed som den ultimative virkelighed og – for nu at bruge et moderne udtryk – ”foretage et ego-trip”. Han opfatter i stigende grad andre mennesker og sit miljø mere som objekter i understøttelsen af sin egen identitet og kan endda gå så langt som til at se dem som forlængelser af sig selv. Et meget ekstremt eksempel er en politisk diktator, som har overdrevet sin identitetsfølelse så meget, at han ser den som omfattende hele sit land – som Hitler, der sagde ”Jeg er Tyskland”.
Efter den eksistentielle krise: Problemer og strategier
Hvad er det næste, der sker? Hvad sker der, efter at det selv-aktuerende individ har påbegyndt sin reorientering? Gennem en transpersonlig opvågnen, hvad enten denne finder sted gradvist eller på en mere dramatisk måde, som hos Tolstoy, har han indset behovet for at opnå en syntese mellem det transpersonlige og hans praktiske liv i verden. Dette er en i sandhed lønnende indsats – måske den mest fascinerende af alle menneskelige eventyr. Når vi tager de første skridt i retning af en sådan syntese, vil alt, hvad der syner ubetydeligt, forekomme os betydningsfuldt, fordi vi bliver bevidste medarbejdere i den kreative energi, som ligger bag naturens og menneskets udvikling. Det store kosmiske skabelsesspil, hvor den ene pol nærer og transformerer den anden, udstiller sig synligt i vores daglige liv.
Der kunne siges meget mere om glæderne ved sådanne resultater, som vokser i takt med storheden af den forening, vi bliver i stand til at bringe ind i vores liv. Der er imidlertid også en anden side af tingene, som kan ledsage eller veksle med den nye fornemmelse af fremskridt. I starten vil vores kontakt med det transpersonlige nødvendigvis være ufuldkommen og kan derfor skabe vanskeligheder af forskellig art. Nogle gange kan en transpersonlig vision være kraftfuld og forekomme os fuldkommen, når den opstår, men senere vil den vise sig at mangle et afgørende aspekt eller at være meget vanskelig at omsætte i praksis. Til andre tider kan visionen simpelthen begynde at tone bort og blive mere og mere fjern, uden at vi ved, hvordan vi skal få greb om den igen. I andre tilfælde har vi mere opfanget en serie svage indtryk, glimt af indsigt, glimt som optræder sporadisk over en længere periode, og ikke et pludseligt og fuldt billede, hvormed vi knap opfanger eller forstår dem. Eller igen, følelsen af glæde, harmoni eller kærlighed kan gennemtrænge os og løfte os, så vi kan se livet som mere end problemerne, kampene og tvivlen i vores daglige liv. Gradvist kan denne ophøjede tilstand så tone bort, og tingene ser ud, som om de er vendt tilbage til den måde, de var på før – nu med en forøget følelse af tab.
Disse perioder med mørke, tørhed, tvivl og usikkerhed anses generelt for en almindelig del af åndelig udvikling. Hvad der imidlertid ofte ikke forstås er, at de er værdifulde og nødvendige i vores udvikling. Faktisk skabes de i mange tilfælde af det transpersonlige Selv for i sidste ende at fremme foreningen mellem det personlige og det transpersonlige.
Dette er en vigtig indsigt, fordi vi alt for ofte har en tendens til at føle, at en sådan tilbagetrækning af energi er unaturlig og derfor må være straffen for, eller i hvert fald konsekvensen af, at vi på en eller anden måde har fejlet. Dette kan få os til at søge – nogle gange intenst – efter den fejl, vi må korrigere. Disse vanskelige faser kan faktisk være resultatet af en fejlagtig handling, eller af ikke at handle på det, vi véd er rigtigt, og identificering af årsagen og korrektionen af situationen vil da sædvanligvis retablere vores forbindelse med det overbevidste. Lige så ofte gælder det imidlertid, at disse mørke perioder er normale udviklingsfaser, som er analoge med den naturlige cyklus af dage og nætter. Hvis vi kan anerkende dem som sådan, kan vi anvende dem på den mest effektive måde og også i mange tilfælde afkorte varigheden af dem. Hvor det konkrete formål med sådanne perioder er unik fra den ene situation til den anden, er der tre normale mønstre, der er værd at bemærke:
I de tidlige stadier af den transpersonlige kontakt tjener tilbagetrækningen af energi ofte som en motivation for individet til at reorientere personligheden mere fast og beslutsomt imod den transpersonlige virkelighed. Når individet igennem sin første opvågnen kastes tilbage i sig selv, kan han forståeligt nok opleve sig usikker på sin fremtidige retning. Han nærer nu mistillid til sine tidligere, mere selvcentrerede eller socialt betingede vaner og impulser, stadig uden at vide hvilken adfærd, der ville være mere i tråd med hans nye perspektiv. Han kan være bange for at anvende sin personlighed og dens gamle kræfter for ikke at anvende dem på upassende måde eller i direkte modstrid med hans nye vision. Han kan endda opleve skyld over ikke at vide, hvad han skal gøre. Det vil inden længe blive synligt for ham, at han har brug for med tålmodighed at søge og at anvende den bedst egnede kontakt med det transpersonlige. Hans personlighed kan da i stigende grad vejledes og transformeres, efterhånden som lyset fra det, som det transpersonlige afslører for ham, bliver en stadig mere vedvarende kilde til vejledning for ham.
Senere, når denne transformation er godt i gang, er formålet med disse tørhedsperioder ofte at forøge personlighedens sensitivitet over for antydningerne fra det transpersonlige. Dette gør Selvet, ikke ved at forblive helt stille, men snarere ved at ”hviske”, ved at sende os indsigter eller fornemmelser, som vil dukke op, når vi mindst forventer det, og som knap nok er hørlige for os. Dette får os til at skærpe opmærksomheden og udvikle en stadig stærkere fornemmelse for sådanne budskaber, idet vi forholder os helt stille for at søge at opfange dem.
Til slut – navnlig i de mere avancerede udviklingsstadier – vil denne allerede veletablerede kontakt med det transpersonlige forsvinde helt; nogle gange over en længere periode, og nogle gange i et afgørende øjeblik. Når vi i en sådan situation har brug for at handle, må vi forlade os alene på vores personlighed uden at være i stand til at trække på de højere kilder, som vi havde vænnet os til at stole på. Vi må da trække på vores tidligere erfaring og vores bedste forståelse af, hvad vi allerede har lært om den transpersonlige virkelighed. Fundamentalt set handler det om at spørge: ”Hvis jeg skulle håndtere denne situation med det Højere Selvs visdom og kærlighed, hvad ville jeg da gøre?” og om, så vidt vi er i stand til det, at handle ud fra dét. Formålet er her reorienteringen og i sidste ende foreningen mellem den personlige vilje og den Transpersonlige Vilje . Denne forening er kulminationen af Selv-realiseringsprocessen; en proces som begyndte med reorienteringen af personligheden imod det overbevidste.
Anden del
Den transpersonlige udvikling
Den reorientering, som forløste Tolstoy fra hans ”moralske undergang” er et dramatisk eksempel på et menneskes møde med det transpersonlige. Vi bør imidlertid ikke tro, at de transpersonlige oplevelser udelukkende er resultatet af livskriser, smerte og kamp, eller at de er forbeholdt de ganske få – større kunstnere, videnskabsfolk eller religiøse personligheder. Faktisk er oplevelsen af den transpersonlige dimension ikke på nogen måde eksotisk eller usædvanlig. Det er en integreret del af det at være menneske.
For nylig gennemførte de sociale videnskabsfolk McCready og Greely en undersøgelse af mystiske oplevelser, hvor de interviewede 1400 personer, der var udvalgt som et repræsentativt udsnit af den amerikanske befolkning. (A. Greely: ”The Sociology of the Paranormal: A Reconnaisance”, Sage Publication, Beverly Hills, CA, and London, 1975, pp. 58 and 65). På spørgsmålet om, “Har du nogensinde følt det, som om du var tæt på en kraftfuld åndelig kraft, som syntes at løfte dig ud af dig selv?” svarede så mange som 35% ”ja”. Ud af disse svarede halvdelen, at sådanne oplevelser var forekommet ”adskillige gange” eller ”ofte”. Næsten alle fortalte, at de havde oplevet ”en følelse af fred og vished om, at alle ting ville arbejde for det gode, en følelse af behov for at bidrage til andre, en overbevisning om, at kærligheden er til stede overalt, og en følelse af glæde og latter”. 29% oplyste desuden, at de under disse oplevelser havde ”en følelse af enhed med alt og af deres egen andel heri”.
McCreadys og Greelys resultater, som er i tråd med en nylig Gallup-undersøgelse (G. Gallup: ”Året 1976 kunne markere begyndelsen på en ny religiøs opblomstring i Amerika”, American Institute of Public Opinion, Princeton, NJ, 1976) er af betydelig interesse som følge af den kvantitative, statistiske tilgang til udforskningen af disse oplevelser, og fordi studiet er baseret på et stort tværkulturelt udsnit af den amerikanske befolkning som helhed. Det er også betydningsfuldt, at de mennesker, der er blevet interviewet, beskrev deres oplevelser på måder, som var i tråd med mange af de store åndelige menneskers selvbiografier.
Beskrivelse af Transpersonlige Oplevelser Procent oplevede tilfælde
”En følelse af dyb og intens fred”……………………………………………………………………… 55
”En vished om, at alle ting arbejder for det gode”…………………………………………………. 48
”En følelse af mit behov for at bidrage til andre”…………………………………………………… 43
”En overbevisning om, at kærligheden er til stede i alt”………………………………………….. 43
”En følelse af glæde og latter”…………………………………………………………………………. 43
”En markant forøgelse af min forståelse og viden”………………………………………………… 32
”En følelse af enhed med alt og af min egen andel heri”…………………………………………. 29
”En følelse af nyt liv eller af at leve i en ny verden”………………………………………………. 27
”En tillid til min egen personlige overlevelse”………………………………………………………. 27
”En følelse af, at hele universet er levende”………………………………………………………… 25
”En følelse af en vældig personlig ekspansion, psykologisk eller fysisk”……………………… 22
”En følelse af varme eller ild”………………………………………………………………………….. 22
”En følelse af at være badet i lys”…………………………………………………………………….. 14
Følgende beretning om en kvindes højdepunktsoplevelse rummer mange af disse karakteristika:
Jeg sad stille og roligt i køkkenet efter at have sendt børnene i skole. Jeg var alene i huset, og i stilheden begyndte jeg at tænke over mit liv, hvor jeg var nu, og hvor jeg var på vej hen. Gradvist begyndte jeg at se mit liv som en strøm; en strøm, som blot var én i en større strøm af liv i universet. Pludselig følte jeg mig helt uventet overvældet af en intens følelse af glæde; jeg følte mig intenst levende og så mit liv fyldt af mening og retning. Iblandet denne glæde var en dyb kærlighed – en kærlighed til mit liv, til min familie, til menneskeheden som et hele med dens kamp for at vokse og forandres. Jeg følte, at vi alle bevægede os imod denne glæde og kærlighed.
Denne kvinde gik helt klart under sin oplevelse ind i en tilstand af bevidsthed, som lå ud over hendes daglige bevidsthed, hvor hun så en dyb mening, ikke blot med sit eget liv, men også med menneskehedens liv. Oplevelsen var i sandhed transpersonlig; hun overskred sin normale identifikation og så sin forbindelse med et større system, og der opstod en dyb følelse af kærlighed og glæde ud fra følelsen af denne forbindelse.
Orienteringen imod det transpersonlige kan begynde på forskellige måder og til forskellig tid. De forskellige livsfaser – barndommen, ungdommen og voksenlivet – har alle typiske træk fra denne transpersonlige aktivitet, som er velkendte, om end de ofte ikke er anerkendt for det, de er.
At et barn på 10 år kan være en ”filosof” er iagttaget af så forskellige mennesker som Piaget og Wordsworth. Wordsworths beskrivelse er klassisk:
Du bedste filosof …. velsignede seer! Thou best philosopher …. Seer blest!
På hvem de sandheder hviler On whom those truths do rest
Som vi hele livet maser for at finde …. Which we are toiling all our lives to find ….
(H. Wordsworth: ”Ode: Antydninger af udødelighed
fra erindringer fra en tidlig barndom”).
Et barns intense nysgerrighed og forundring over livet, når han oplever sit første snevejr eller river en blomst itu er ofte eksempler på en naturlig, tidlig interesse i den transpersonlige dimension. Selv et lille barn kan sommetider forekomme at være en sand filosof, når det undersøger tingenes mening, fødslens mirakel, døden, rummet og tiden. En moder delte sin oplevelse, hvor hendes femårige søn kom hjem fra skole en eftermiddag, smed jakken og sin madkasse på køkkenbordet og spurgte: ”Er der noget at spise?”. Hun gav ham nogle småkager, og da han var færdig med at spise, spurgte han meget nøgternt: ”Hvordan begyndte alt dette …. Jeg spekulerer på, om det nogensinde vil slutte!” I næste åndedrag sagde han: ”Vi ses senere, mor, jeg går ud og leger”. Og så var han ude af døren, lige så hurtigt, som han havde grundet over universets natur.
En åndelig retning i livet begynder ofte i den tidlige ungdom, hvor en teenager bliver stadig mere interesseret i formålet med og mulighederne i livet. Hans interesse får muligvis næring, når han oplever en ekspansiv og glædesfyldt bølge af følelser, eller når han oplever en livssituation eller et filosofisk spørgsmål, som han troede, at han kendte svaret på, men som det viser sig, at han alligevel ikke gjorde. Han bliver muligvis klar over – nogle gange fra det ene øjeblik til det næste – den forvirring, smerte og det kaos, der hersker i verden. Han indser mere og mere, at de svar, han havde fået, ikke længere er fuldkommen rigtige, eller ofte ikke sande for ham. Han må derfor nu finde nye svar. Han udvælger måske forældre, lærere, venner og andre, han har tillid til, som kan hjælpe ham til at forstå disse mysterier. Hvis hans oplevelser og spørgsmål bliver behandlet seriøst og med respekt, vil hans interesse blive næret og vokse. I det tilfælde kan denne fremdukken af højere værdier og idealer ske harmonisk, og i takt med at hans transpersonlige natur udvikles, kan han lettere integrere den i personligheden. Alt for ofte sker det imidlertid, at hans spørgsmål afføder forlegenhed, nedladenhed eller ligefrem latterliggørelse. Hvor det sker, vil han opleve, at det er bedre ikke at bringe sådanne spørgsmål op, og enten holde dem for sig selv eller undertrykke hele dette område af sit liv.
Transpersonlig bevidsthed hos voksne viser sig på forskellig måde og på forskellige tidspunkter. Det er vigtigt at være klar over, at den åndelige søgen ikke altid udfolder sig ad traditionelle religiøse veje. En fysiker kan søge efter meningen ved at forsøge at afkode stoffets, tidens og rummets mysterier; en biolog ved at søge livets og evolutionens indre sammenhæng; en kunstner gennem oplevelsen af transcendent skønhed; en historiker via de underliggende mønstre og kræfter, som har været bestemmende for menneskehedens udvikling; en danser gennem livets dybere rytmer; en psykolog via bevidsthedens sande natur. I mange tilfælde vil den spirituelle realisering komme til udtryk i højdepunktsoplevelser efter en lang proces, som opbygges i det ubevidste .
Det er heller ikke usædvanligt, at transpersonlige interesser vækkes igennem en alvorlig afbrydelse i et menneskes liv; en afbrydelse som tvinger ham til at disidentificere sig fra meget af det, han var knyttet til. En skilsmisse, en ulykke, en naturkatastrofe kan ryste så meget løs, som syntes stabilt og sikkert, at vi tvinges til at spørge os selv, ”Hvis dette kan ske, hvad hviler det hele så på? Hvad – om noget – kan jeg føle mig sikker på?” Tilsvarende vil oplevelser, som bringer et menneske tæt på sin egen død, få ham til at stille spørgsmålstegn ved sit liv og søge svar, der ligger udover ham selv.
Generelt har transpersonlige oplevelser en virkelighedskarakter, som synes dybere end vores normale dag-til-dag eksistens. De har i sig en indre værdi – en noetisk kvalitet – og bibringer os en øget følelse af mening og værdier. Samtidig med denne følelse af en større virkelighed kan der komme en tilsyneladende paradoksal følelse af, at vi ikke rigtigt kan tale om oplevelsen; af at ordene ikke rækker og kun kan pege i retning af en forståelse. William James beskrev dette som den åndelige dimensions uudsigelige kvalitet. Et forklarende ord er nødvendigt her. Mange af de største mystikere er enige om, at oplevelser, som når et vist niveau – det Transpersonlige Selvs niveau – er over-rationelle, ligger over sindets niveau, og derfor ikke er mulige at kommunikere i ord eller at formulere på en korrekt måde.
Denne kendsgerning er blevet forvekslet med et andet fænomen – vanskeligheden ved, eller den manglende evne til, fra starten at beskrive de transpersonlige oplevelser, som vi godt kan forstå kognitivt, men som i kraft af deres natur udvider vores bevidsthed, måske for første gang, og fører den ind i nye områder af sindet. I mange situationer føler vi os ude af stand til at beskrive eller begrebssætte en oplevelse, ikke fordi den i sig selv er uudsigelig, men simpelthen fordi vi endnu ikke har de symboler, begreber og ord til vores rådighed, som vi har brug for for at fortolke og udtrykke den. Mange mennesker fortæller eksempelvis, at de har haft en oplevelse, der forekommer dem fuldkommen ubeskrivelig; kun for senere at finde den smukt beskrevet i en andens værk – hvad enten der er tale om en poet, en psykolog, en mystiker eller en fysiker. Dette spørgsmål om relativ versus absolut uudsigelighed er komplekst. Det er detaljeret beskrevet af Charles Muses (C. Muses: ”The Exploration of Consciousness”, in Charles Muses and Arthur Young, Eds. Consciousness and Reality, Avon, NY, 1974, p 111, ff.), der går så vidt som til at bekræfte, at ingen oplevelse er uudsigelig i absolut betydning. Fra et praktisk synspunkt er selve det at formulere og udtrykke vores transpersonlige oplevelser af stor værdi som et meget effektivt redskab til at fremme yderligere oplevelser, til at øge vores forståelse af den åndelige dimension og til at udvikle sindets højere og mere inklusive områder.
På den anden side er det velkendt, at den transpersonlige dimension er af subtil karakter. Vores forbindelse med den kan til at begynde med være spinkel og kan have brug for at blive næret og bevidst styrket. Vi kan gøre dette ved først at lære at anerkende sådanne oplevelser, når de optræder, og dernæst at udforske oplevelsen enten gennem meditation , introspektion eller på anden måde, og endelig ved, som vi har nævnt, at integrereoplevelsen ved at udtrykke i vores liv og aktiviteter, hvad den har betydet for os.
Vejen til transcendens
Når mennesker begynder at søge efter meningen inden for den transpersonlige dimension, vil deres resultater i høj grad variere. For nogle er forsøget langsommeligt og kræver meget arbejde. For andre går processen hurtigt og spontant. Uanset hvor hurtigt processen går, vil mange mennesker før eller senere gå igennem en fase, hvor de for en tid er i stand til med en lavere indsats at have stadigt hyppigere transpersonlige oplevelser.
Fordi disse oplevelser af transcendens er så fascinerende, opmuntrende og endda ekstatiske, vil nogle mennesker tiltrækkes mere og mere af dem og kan derfor komme til at vende sig bort fra udviklingen af personligheden og deres deltagelse i verden. Når de sammenlignes, kan verdens og ens egen personlige eksistens forekomme trøstesløs, grim og endda uvirkelig. Hvis menneskets personlighed ikke på dette tidspunkt er tilstrækkeligt integreret, kan han nemt mere og mere negligere det daglige liv og dets aktiviteter. I sidste ende kan han komme til overordnet set at ignorere sin personlighed og dens videre integration.
Dette vil naturligvis yderligere øge ubalancen mellem den personlige og den transpersonlige udvikling. Hele hans liv kan blive dedikeret til at opnå adgang til højere og højere bevidsthedsniveauer. Et sådant menneske vil i sine forsøg ofte finde, at han bedst kan fremme sin opstigning ved at gøre brug af ét konkret aspekt af sin personlighed – normalt den, han er mest identificeret med. Hvis eksempelvis dette aspekt er hans følelsesnatur – som det ofte er tilfældet – vil han udelukkende arbejde på at rense, forvandle og harmonisere sine følelser og rette dem opad imod det transpersonlige. Dette er en fremgangsmåde, som med held er blevet anvendt af mystikere inden for alle kulturer og kan i sandhed resultere i ekstatiske oplevelser af stor kraft og mening.
Generelt vil dét, for en tid primært at arbejde på at rense, forvandle og harmonisere ens følelsesnatur, være en værdifuld fase i udviklingen hos næsten alle. For lettere at gøre dette, kan et menneske også skubbe andre sider af sin natur – så som de fysiske behov, de seksuelle behov eller den intellektuelle nysgerrighed – af banen og ignorere dem, stilne dem eller bevidst undertrykke og udsulte dem. På den måde kan integrationen af personligheden standse eller ligefrem gå tilbage. Den fejlagtige antagelse bag en sådan handling er, at hvis han kan opleve det transpersonlige tilstrækkeligt intenst, vil han være i stand til at opretholde den tilstand på ubestemt tid og leve hele sit liv med den højere bevidsthed, der er opnået.
En ung mand fortalte om sine vanskeligheder ved udelukkende at forfølge denne vertikale udvikling. Han havde en højdepunktsoplevelse, hvorunder, fortalte han, han fornemmede et transcendent mål, en ultimativ virkelighed, en fuldbyrdelse, som han bevægede sig hen imod. Netop som han følte, at han var tæt på at blive ét med det, undslap det ham. Bagefter var han fyldt med ærbødighed for og længsel efter den vision. Han følte sig beriget af den og følte sig som et mere helt menneske efter dén oplevelse. Han havde også en stærk følelse af, at hvis han blot kunne ”få en anden oplevelse som den”, ville han faktisk opnå forening med det transcendente fokus og blive dette fokus, ville han blive totalt og varigt forandret. Faktisk skete det, at han efter ihærdigt at have fulgt forskellige åndelige discipliner fik endnu en sådan oplevelse, hvor han med sine egne ord ”nåede langt højere” end første gang. Stadig var han imidlertid ude af stand til helt at slå bro over afgrunden mellem sig selv og det transcendente fokus. Han tænkte over denne skuffelse og så nærmere på, hvad han havde opnået. Følelsen af, at endnu en oplevelse formentlig ville lede ham til permanent forening, var nu endnu stærkere i ham. Da den tredje oplevelse imidlertid fandt sted, var den endelige fuldbyrdelse, som havde syntes ”næsten inden for rækkevidde”, ikke nærmere end ved den første oplevelse, trods det at ”dens skønhed og kraft lå langt udover den foregående”.
Han indså, at ligegyldigt hvor meget, han søgte at nå, og ligegyldigt hvor levende han så universets storhed, ville han aldrig ”nå derhen” på denne måde og aldrig opnå den værenstilstand, han søgte. Da han indså, at han ikke rigtigt gjorde fremskridt hen imod det mål, han havde sat sig, gik han ind i en dyb krise, hvor han fandt det ubærligt, at det, han så som den ultimative virkelighed, for altid syntes at være uden for hans rækkevidde.
Denne form for oplevelse – det formålsløse ved at søge at opnå transcendent forening ved at lægge dagligdagen bag sig – er ikke ualmindelig. Det er, som om vi ser et billede, en refleksion af Selvet, og går direkte efter det, og derved ikke indser, at det er en refleksion, samt at det Transpersonlige Selvs iboende enhed og den glæde og sjælefred, den fører med sig, nødvendigvis må inkludere integrationen af det, vi søger at lade bag os.
Nogle mennesker, som følger vejen imod en ren transcendens, kan for en tid have større succes end den unge mand, vi har beskrevet. De kan have held til rent faktisk at slå bro over denne kløft og opleve enhed med det Transpersonlige Selv. Når enhed på denne måde er opnået, viser oplevelsen sig at være flygtig og vil uundgåeligt følges af den samme dybe og smertefulde følelse af tab. Assagioli påpeger, at ”Vi kan ikke gå direkte efter målet, bortset fra for en kort stund. Det er muligt i et øjebliks ekstase. Vi må imidlertid skelne mellem bjergbestigning og det at flyve. Vi kan flyve til toppen, men vi kan ikke altid befinde os ombord på flyet, vi er nødt til at gå ned igen. Flyveturen er meget nyttig i forhold til at vise os toppen af bjerget, i og med at der er skyer og tåge, der forhindrer os i at se den nedefra. Vi ser også vejen og de forskellige trin bedre. Til sidst er vi imidlertid nødt til at komme ned på jorden igen og gennemgå den møjsommelige proces med gradvis, organisk udvikling og virkelig erobring”. (R. Assagioli: R.M. Bucke Memorial Newsletter, Vol. 1, No. 2, September 1966, pp. 11-12).
Hvis vi fortsætter udelukkende ad vejen imod en ren transcendens, vil den stigende bevidsthed om det, der forekommer os at være en uovervindelig afgrund mellem os selv og det transcendente mål, føre til en dualitetskrise.
Dualitetskrisen
Som enhver anden krise er dualitetskrisen, når den er korrekt forstået, grundlæggende set en mulighed for vækst. På vejen til transcendens kan et ensidigt, målbevidst fokus på den vej, der fører dertil, være en nødvendig, passende og endda vigtig udviklingsfase. Før eller siden vil naturens uundgåelige dragning imod retablering af balance fordre et skift i vores orientering hen imod også at inkludere den personlige dimension.
Det første tegn på, at vi nærmer os en dualitetskrise, er stigende vanskeligheder med at fortsætte vores vertikale udvikling. Vi kan opleve vanskelighederne og den deraf følgende erkendelse af behovet for at inkludere den personlige dimension på forskellig måde. En af måderne har vi set – den unge mand, som aldrig helt kunne opnå en oplevelse af enhed med det transcendente. Andre fortæller, at deres højere oplevelser til sidst ophørte, og efter en periode med depression måtte de erkende såvel nødvendigheden af som visdommen i at acceptere deres personlighed og den verden, de lever i. Efter denne accept kan kontakt med det overbevidste gradvist vende tilbage.
Andre mennesker oplever, at vejen fra et vist tidspunkt er blokeret, så længe de går den alene. Andre derimod ser, at vejen ligger vidt åben for dem, men at de ud fra en kraftfuld, dyb kærlighed til og medfølelse med menneskeheden og dens lidelse selv vælger at vende om og gå tilbage til verden og hjælpe andre på deres vej. Endnu andre mennesker erkender ved at følge denne vej, at den transcendente enhed, som de længes efter, er kulminationen på en foreningsproces, som hele menneskeheden tager del i. De ser derfor, at uden at ”nå frem” alle sammen, har det at nå frem ingen mening overhovedet. At forsøge at nå og at fastholde denne enhed i sig selv anses ikke blot for en praktisk umulighed, men også en selvmodsigelse. (Der er et fascinerende paradoks her. Eftersom det Højere Selv i sandhed er vores inderste væsen, og det overstiger den gængse opfattelse af rum og tid, er der en følelse af, at vi allerede og for altid ”er der”. Fra dette høje synspunkt er der intet at søge, intet sted at gå hen. Derimod er der den gradvise proces, hvor vi bliver bevidste om, hvem vi virkelig er – og lærer at handle i overensstemmelse dermed. Det tilsyneladende paradoks løses ved at skelne mellem det, der i filosofiske vendinger kan kaldes ”liv” og ”bevidsthed”: det, som er, og bevidstheden derom. Processen, hvor vi rækker ud imod Selvet, er meget virkelig: Den involverer at udvide vores bevidsthed, så vi bliver stadigt mere bevidste om det, som for altid er).
En anden oplevelse af reorientering – som måske er den mest karakteristiske, og som giver den bedste indsigt i selve denne reorientering – er beskrevet af en mystiker, som havde opnået en stor renhed i sin kærlighed og hengivenhed. Jo mere han gav sin kærlighed til Gud, jo mere bragte dén kærlighed ham tættere på Ham. En dag, hvor han projicerede sin kærlighed opad, hørte han Gud sige til ham på en meget mild måde, at Han rent faktisk var Kærlighedens Kilde, og at mystikeren faktisk fik kærligheden fra Ham og sendte den tilbage. Han behøvede derfor ikke mystikerens kærlighed, men det gjorde menneskeheden. Og nu, hvor han havde lært at modtage den så fint, sagde Gud, var det tid for ham at lære også at transmittere den til andre mennesker – at give den til dem, der var længere væk fra den, eller som endnu ikke var i stand til selv at nå den.
Efter dualitetskrisen
Når vi har besluttet os for at reorientere vores liv, så det inkluderer den personlige dimension, vil individet typisk opleve en række problemer og muligheder.
Efter at have gjort virkelige fremskridt i udforskningen af den transpersonlige virkelighed, møder han nu den opgave at udtrykke sin vision i verden. Fuld af visionen om, hvordan tingene kunne være, kan han gå til opgaven med at transformere verden med stor tillid og entusiasme, idet han antager, 1) at han kan gøre det alene, 2) at han kan gøre det på en uge. I begyndelsen kan det være, han tror, at alt hvad han behøver at gøre er at fortælle andre, hvad han har set er den rigtige måde at gøre tingene på, og at de derefter hurtigt og taknemmeligt vil følge efter. Når de ikke reagerer, bliver han muligvis mere nidkær og bombarderer dem og præker for dem. Ud fra de bedste motiver kan han endda blive vred og indtage en militant holdning og missionere på en næsten fanatisk måde. Hvis han skal gøre fremskridt og være effektiv, må han helt klart acceptere, at verden er langsommere og mere sendrægtig i sin respons på hans vision og idealer, end han havde forventet.
Denne naive forventning er meget ofte årsag til en manglende proportionssans. En ret proportionssans er altid vigtig, men på et vist tidspunkt i vores liv er den afgørende. Den udspringer bl.a. af en ret sans for værdier, en forståelse af forholdet mellem årsager og virkninger, en erkendelse af de forskellige mønstre og niveauer i en organisation, en fornemmelse for meningen med de forskellige tendenser og processer, som finder sted hos os selv og i verden. Udvikling af en ret proportionssans er lige så essentiel for at udtrykke vores vision som et landkorts målestok, for at en rejsende kan fuldbyrde sin rejse på succesfuld måde.
Denne parallel er vigtig, fordi transpersonlige oplevelser fra ét synspunkt er visioner om et landkort, en plan eller en ”idealmodel” og ikke det faktiske landskab, vi må krydse. Dette gør vi os imidlertid ofte ikke klart, fordi transpersonlige visioner kan være så levende, så umiddelbare og så altopslugende, at de ofte opleves som mere virkelige end den ”ordinære virkelighed”. Igen her har vi det underliggende paradoks: Det, vi oplever, kan faktisk eksistere i den transpersonlige dimension lige nu, selvom det måske kun tager sig ud som et ideal, et potentiale i det daglige livs dimension. Til at begynde med kan det derfor være, at vi ikke korrekt opfatter forholdet mellem oplevelsen af visionen (landkortet) og rækkevidden af dens udtryk og implementering i verden (landskabet). Eksempelvis kan vi pludselig få en direkte og kraftfuld oplevelse af kærlighed som universets opretholdende og forenende princip, sammen med en klar, intens og meget præcis opfattelse af, at for at helbrede verdens sygdom er alt, hvad vi behøver at gøre, at ”være mere kærlige”. Som resultat heraf kan det være, at vi forventer, at det er tilstrækkeligt at fortælle andre om det, for at få det til at ske.
Uheldigvis fungerer det, som det gentagne har vist sig, ikke sådan. Det at udtrykke en transpersonlig vision kræver betydelig evne og erfaring, tillige med en velintegreret personlighed. Det er derfor forståeligt, at mennesker, som har fokuseret deres opmærksomhed hovedsageligt på det transpersonlige, er specielt udsatte for sådanne vanskeligheder. Dette er tilfældet hos mange idealistiske mennesker og har en tendens til at være et almindeligt mønster hos ungdommen. Ofte har unge mennesker ikke haft chancen for igennem livserfaring at udvikle den nødvendige proportionssans, de indre ressourcer og de nødvendige verdslige evner. Samtidig er de udstyret med en intens idealisme, som ofte har rødder i en stor sensitivitet over for det transpersonlige: en sensitivitet, som giver dem en stærk fornemmelse for menneskelivets potentielle rigdom og skønhed, men samtidig en akut og ofte smertefuld erkendelse af, at dette potentiale endnu ikke er realiseret. En ung mand udtrykte sit dilemma ved at sige: ”Hvordan kan jeg vide uden nogen som helst form for tvivl, at jeg er ét med Universet og stadig blive irritabel, når jeg taler i telefon med min mor!”
Det er derfor vigtigt at erkende nødvendigheden af at opdyrke en ret proportionssans og tålmodighed og derpå påbegynde den opgave, det er at omsætte sin vision til virkelighed på en realistisk og effektiv måde.
I takt med at vores proportionssans udvikles, bliver vi bedre til at se, at mange af de nødvendige forandringer allerede finder sted, at verden udvikler sig, og at der er mange kræfter, der arbejder sammen i denne positive transformation. En kvinde, som var dybt utålmodig med verden, havde en imaginær samtale med verden. Den sagde til hende, ”Du behøver ikke at føle dig ansvarlig for at løse alle mine problemer – jeg arbejder allerede på mine problemer – men jeg har brug for din hjælp”. Når vi undersøger verden på denne måde, kan vi få en klarere fornemmelse både for de positive ting, som allerede finder sted, og for de videre skridt, som er nødvendige. Så kan vi se, hvordan vi kan bidrage til denne proces, og hvilke forandringer vi kan foretage i vores eget liv for at muliggøre det bidrag. På den måde kan det menneske, som bliver fyldt af kærlighed til menneskeheden, eller som klart har set, at alle mennesker har brug for at blive mere kærlige, opdage, at der er brug for en dyb undersøgelse af kærlighedens natur, og at mange forandringer er nødvendige i hans eget liv, for at han selv kan blive mere kærlig. Eksempelvis kan han opdage, at han har brug for at overvinde sin frygt for at elske andre og selv være elsket, og derpå vælge at arbejde med personlighedsmønstre, der blev udviklet i barndommen. Det at opleve kærlighed i en højdepunktsoplevelse er helt klart meget anderledes end det at gøre sin personlighed og sit liv til et udtryk for kærlighed.
For at tage et andet eksempel kan det menneske, som har haft en levende indsigt i, hvordan samfundet ville være, hvis det anerkendte vores dybeste menneskelighed, indse behovet for at forbedre vores sociale strukturer. Ved at se omhyggeligt efter vil han måske se, at en af de ting, der er brug for, er en positiv holdning til menneskets udvikling. Muligvis beslutter han, at hvis børn blev opdraget med tanke på deres højeste potentiale, ville mange af verdens dårligdomme ophøre, idet vi da ville skabe mere sunde mennesker. Når han forstår rækkevidden og kompleksiteten af det at omsætte sin indsigt til virkelighed, vil han muligvis begynde at søge efter det bedste, der kendes inden for psykologi og uddannelse og derfra udvikle sin egen forståelse og viden, hvormed han kan skabe en bedre uddannelsesmæssig tilgang.
Ved på denne måde at udvikle en realistisk plan kan det menneske, der havde været orienteret imod den transpersonlige dimension, række tættere på en virkeliggørelse af sin mission. Hvor det at tage sig tid til at balancere den transpersonlige vækst med den personlige udvikling i starten lignede et spild af storheden i den transcendente oplevelse, vil vi gradvist – efterhånden som de nødvendige personlighedsfunktioner og -evner udvikles, og visionen begynder at tage form – få adgang til større vidder af det transpersonlige end nogensinde før, og til et øget fællesskab med vores medmennesker, samt en følelse af levet, personlig deltagelse i den større helheds evolution.
Dynamikken i de højere energier
Som vi har set, vil vi før eller siden – uanset hvilken vej, vi har fulgt – opleve en stærk dragning imod at inkludere såvel den personlige som den transpersonlige dimension – den horisontale og den vertikale, selv-aktualisering og transcendens. At indtage en så fuldt integreret holdning til livet, hvor vi rummer og forener begge disse dimensioner i vores liv, er intet mindre end at række ud imod Selv-realisering. For på bedst mulig vis at gå frem ad denne nye, meget inklusive vej har vi brug for at forstå det bagvedliggende forhold mellem det personlige og det transpersonlige aspekt af vores natur.
Store psykologiske tænkere fra Kurt Lewin til Sigmund Freud har gentagne gange påpeget, at alle psykologiske forhold fundamentalt set er af energetisk karakter. Den grundlæggende interaktion mellem det personlige og det transpersonlige kan i sig selv bedst forstås dynamisk med hensyn til energi. Lad os relativt detaljeret betragte faserne i strømmen af overbevidst energi gennem vores personlighed og den måde, hvorpå denne energi kan øges og således sætte os i stand til at bevæge os fremad imod Selv-realisering.
Selv-aktualisering – vækst alene ad horisontal vej – består grundlæggende set i at koordinere og integrere personlighedens energier og i udviklingen af en ny stærk selv-identitet eller et ”jeg”, som er i stand til på en effektiv måde at udtrykke disse energier.
Transcendens – fremskridt alene ad vertikal vej – består primært i at række ud efter det overbevidstes energier, som derpå flyder ind i og gennemtrænger personligheden.
Vækst hen imod Selv-realisering sker dermed, når personligheden bliver både velintegreret og i harmoni med det transpersonlige og derfor i stand til samtidig at modtage de overbevidste energier og omsætte dem i handling. (Parallelt med denne transformation af personligheden finder der en voksende intensivering af jeg’et sted og dets gradvise disidentifikation fra selve personligheden. Dette fører over tid til oplevelsen og erkendelsen af ens personlige vilje som forskellig fra – og fri af – personlighedens ofte separatistiske begær og tilskyndelser. Denne proces med voksende indre frihed kulminerer, når vi opnår en evne til at samstemme vores personlige vilje med den transpersonlige vilje – det Højere Selvs vilje).
Udvikling ad vejen mod Selv-realisering er en proces, som er fuld af eventyr og glæde, som fører til en varig, uhindret strøm af højere energier gennem personligheden ud i verden. Dette har helt fra de tidligste tider været erkendt som den menneskelige personligheds udviklingsmål. Den er implicit i den etymologiske betydning af ordet ”personlighed”, som går mindst lige så langt tilbage som maskerne i det gamle græske drama. Den udspringer af per–sona – ”at lyde igennem” – og indikerer dermed en grundlæggende (eller højere) energis strømmen igennem personligheden.
For at følge vejen hen imod Selv-realisering fremgår det derfor, at vi har tre fundamentale opgaver:
I. At eliminere forhindringerne i vores personlighed for, at den transpersonlige energi kan flyde mere frit og uforvansket.
II. At reorientere vores personlighedsmønstre og vaner, så de er i tråd med det overbevidste, for derigennem at række opefter og øge strømmen af energi, som vi kan modtage.
III. At udvikle de nødvendige kanaler og evner hvorigennem energien kan udtrykkes på en harmonisk måde.
Eliminering af forhindringerne
Energierne i vores højere natur så som kærlighed, glæde, medfølelse eller sindsro, er altid til stede og skabes til stadighed i vores overbevidste. Når de først begynder at strømme imod vores personlighed, stoppes de ofte af psykologiske blokeringer af forskellig art. Så de forbliver i det overbevidste, hvor de til stadighed opbygger og udgør reservoirer af akkumuleret energi. Som tiden går, vil disse energier langsomt, men til alt held for os, uundgåeligt forøge deres potentiale og dermed deres pres imod forhindringerne for, at de kan komme til udtryk.
I takt med, at den akkumulerede energi tager til, vil den gradvist overvinde en forhindring på samme måde, som en bjergsø, der tilføres vand fra et springvand, gradvist vil stige og til sidst flyde over sine grænser og ned i dalen nedenfor. På den anden side vil en forhindring for strømmen af overbevidst energi fjernes pludseligt igennem det stigende tryk fra den overbevidste energi, som skyller den væk. Sådan et gennembrud kan også udløses af en livserfaring, en terapeuts arbejde eller et af vores egne initiativer. I et sådant tilfælde vil den pludseligt og stærkt intensiverede strøm, der nu flyder ind i personligheden, øges, indtil den akkumulerede energi er opbrugt. Disse bratte udbrud af energi udgør de ”højdepunktsoplevelser”, som Maslow og andre beskriver. Det er gentagne gange set, at højdepunktsoplevelser optræder spontant efter en katarsis-oplevelse eller andre psykologiske gennembrud, hvor en personlighedsblokering fjernes. Når den akkumulerede energi udløses, vil den reducerede strøm, som er det uundgåelige resultat, ofte opleves som den depression eller ”nedtrykthed”, som er velkendt efter en højdepunktsoplevelse. Det er interessant at iagttage, at mange højdepunktsoplevelser ifølge dette mønster optræder, selvom det pågældende menneske ikke ventede dem eller måske ikke troede på dem, eller ikke havde kendskab til den transpersonlige dimension. (En manglende tro på eksistensen af den transpersonlige dimension er imidlertid i sig selv en alvorlig forhindring for indstrømningen af overbevidst energi og kan således udgøre en forhindring for højdepunktsoplevelser. Betydningen af en åben holdning i udforskningen af den transpersonlige dimension kan derfor ikke udtrykkes tydeligt nok).
Hvad er forhindringerne for indstrømningen af overbevidst energi? Det kan for eksempel dreje sig om de problemer og vanskeligheder, der behandles i psykoterapi (frygt, tvivl, skam, skyld, mindreværd og andre komplekser, fobier, uhensigtsmæssige mønstre eller større formationer i form af delpersonligheder på et vist udviklingsniveau). Eller der kan være tale om de barrierer for åndelige oplevelser, som er almindeligt kendt inden for mange religioner og etiske traditioner (f.eks. stolthed, vrede, dovenskab og lignende inden for kristendommen, eller de ”lænker og bånd”, som omtales inden for buddhismen etc.).
Disse mønstre og træk kan anses for organiserede strukturer i personligheden, som modstår strømmen af højere energi. I stedet for at transmittere energien i den oprindelige form kan de absorbere den og bryde den ned i ”lavere” former. Eksempelvis kan et mindreværdskompleks absorbere og omdanne kærlighedens overbevidste energi til en følelse af besiddelsestrang.
Denne degradering af energi har mange velkendte modstykker i den fysiske verden. (Den kan anses for det psykologiske modstykke til princippet om entropi¨), der udtrykkes af termodynamikkens anden lov, ifølge hvilken de fysiske energier omdannes til varme som følge af friktion). Hvis f.eks. stikket til et tungt elektrisk apparat er dårligt forbundet til ledningen, vil den opvarmes, nogle gange i betydelig grad, idet en del af elektriciteten, der strømmer igennem den, absorberes og omdannes til varme. For at anvende et andet eksempel vil maden i en mikroovn absorbere elektromagnetisk energi, hvorved den opvarmes, medens ovnens vægge, som er metalliske og derfor gode varmeledere, gør meget ringe modstand mod den energi, der strømmer igennem dem, og derfor forbliver relativt kølige. I vores personlighed vil den proces, som svarer til denne ”opvarmning” i reglen opleves som smerte i en af mange former. Ofte vil vi igennem denne smerte opnå en udvidet bevidsthed om det uønskede vanemæssige mønster eller andre træk, som absorberer energien, og som derfor har brug for at blive ændret eller fjernet. (Psykologisk har nedtransformering af energi sin omvendte modstykke i sublimeringen af energier. Hvor degraderingen derfor er entropisk, er sublimering anti-entropisk eller syn-tropisk).
En voksende bevidsthed om uhensigtsmæssige træk, der har brug for at blive korrigeret, er ofte første tegn på, at den overbevidste energi begynder at strømme ind i personligheden. Hvis ikke vi tager passende skridt til at korrigere sådanne begrænsninger, vil en eller flere af disse højere energier bliver absorberet og forvandlet til smertefulde ”lavere” følelser, eksempelvis skam eller skyld. Sådanne følelser af utilstrækkelighed, der til tider kan udvikle sig til en akut situation, opleves ofte af mange mennesker som forløbere for deres mest betydningsfulde åndelige oplevelser. Ofte vil intensiteten af disse negative følelser, efterhånden som de vokser, tvinge os til at mobilisere vores ressourcer og eliminere de uønskede mønstre, som følelserne udspringer af. Selv hvis vi er ude af stand til eller uvillige til at gøre det, der er nødvendigt, vil processen med at eliminere disse forhindringer fortsætte og kan finde sted på anden måde. Når ”varmen” fortsætter med at øges, vil den til sidst nå det punkt, hvor forhindringen brændes væk – og der sker en faktisk nedbrydning af mønsteret. Interessant nok er symbolerne med ”den rensende ild”, ”den brændende grund” og andre generelle, godgørende aspekter af ild, meget almindelige inden for visse former for transpersonlige oplevelser og inden for megen mystisk litteratur. Inden for alkymien er ild et fundamentalt transformations- og sublimeringsprincip. Åndelig ”ild” kan derfor anses ikke blot for en metafor, men også for en psykologisk virkelighed, en virkelig pendant til den fysiske forbrændingsproces.
Det bør påpeges, at vi kun oplever denne proces som smertefuld, så længe vi enten er ubevidste om det uønskede mønster, der har brug for at blive korrigeret, eller psykologisk identificerer os med dette mønster. Psykologisk smerte er derfor ofte slet og ret en alarmklokke og et middel til at påkalde sig vores opmærksomhed; en alarmklokke, der fortæller os, at ikke alt står vel til, og at der er brug for kreativ handling af en slags. Når vi erkender årsagen til denne smerte og har held til at disidentificere os fra kilden til den og samarbejder med de kræfter i os, som arbejder på at udbedre situationen, vil samme proces opleves som frigørende, opløftende og glædesfyldt.
Reorientering af personligheden
Vi har set, hvordan energien akkumuleres i det overbevidste, når dens strømning støder på forhindringer. Mængden af ophobet energi og de måder, hvorpå den kan udløses ved at fjerne disse forhindringer, varierer fra det ene menneske til det andet. Der er to faktorer, som er vigtige: Det omfang, hvori det Transpersonlige Selv retter sin opmærksomhed ”nedad” imod personligheden og således tilfører den mere overbevidst energi, og det omfang hvori forhindringerne i personligheden modstår strømmen af energi.
En nærmere overvejelse vil gøre det klart, at når der hos et menneske både er en stærk overbevidst indflydelse og en meget modstandsdygtig personlighed, vil der være store mængder af energi til stede – men blokeret – i det overbevidste. Dette er situationen for mennesker i den vestlige civilisation på det tidspunkt, hvor de bevidst orienterer sig imod de åndelige anliggender. Som følge af de forhindringer, der forårsages af den materialistiske indflydelse fra vores kultur, vil mange mennesker først vende sig imod det transpersonlige, når der er opstået et betydeligt pres i dem. Det er årsagen til, at teknikker til fjernelse af forhindringer og frigørelse af blokeret energi, og vægt på katarsis, gennembrud og højdepunktsoplevelser, i stigende grad er blevet udbredt og almindeligt anerkendt inden for de senere år. For mange er sådanne teknikker blevet første seriøse skridt i retning af en meningsfyldt åndelig udvikling.
Til sidst vil de fleste af de overbevidste reservoirer blive opdaget, og den ophobede energi frigjort. I dag har et stigende antal mennesker nået dette niveau. De har haft en række af gennembrud og højdepunktsoplevelser, som hjalp dem, til tider betydeligt, i deres vækst, men efter nogle måneder eller år aftager intensiteten af sådanne oplevelser. Ingen af de kendte teknikker vil nu give de gamle resultater, og gradvist vil processen standse. Det, der nu er behov for, er at række ud over de reservoirer, som er tømt, til den virkelige kilde af energi i det overbevidste og øge denne strøm – samtidig med at der fortsættes med at eliminere nye forhindringer for denne strøm, efterhånden som disse bliver synlige.
Personen går nu ind i en ny udviklingsfase, som vil forekomme mindre dramatisk og forekomme mere anstrengende, men som i det lange løb vil skabe en mere stabil og dybere udvikling med stadig mere betydningsfulde og lønnende resultater.
Forskellen skyldes de specielle dynamikker, hvormed frigørelsen af transpersonlig energi finder sted. Grundlæggende set sker frigørelsen uden for vores direkte kontrol. Dette står i skarp kontrast til den mere velkendte proces med personlig vækst og selv-realisering. Navnlig i de mere avancerede stadier er personlighedens vækst – inklusive elimineringen af uhensigtsmæssige mønstre – et direkte resultat af bevidste beslutninger og velovervejet handling, som vi i stigende grad er i stand til, når vi erkender vores identitet som ”jeg’et”, det personlige selv. Fra ”jeg’ets” standpunkt ser vi et personlighedsmønster, der har brug for at blive ændret, og kan derpå direkte handle på en måde, som vil påvirke det.
Transpersonlig udvikling er anderledes. Hvor vi kan gøre meget for bevidst at fremme strømmen af overbevidst energi og maksimere dens gavnlige virkninger, når den først er frigivet, sker frigørelsen i sig selv på det Transpersonlige Selvs foranledning. Dette er anerkendt inden for mange åndelige traditioner og udtrykt i begrebet Nåde. Disse begreber er imidlertid fra tid til anden blevet misforstået – til trods for erfaringsmæssige vidnesbyrd og spirituel undervisning, der peger i modsat retning – som et udtryk for en gestus fra en ukendt, uforudsigelig, mystisk og endda lunefuld Kilde, som eventuelt måtte udgyde Sin vejledning og hjælp over os, men som vi kun kan nære forhåbninger overfor uden at være i stand til i nævneværdig grad at influere på Dens handlinger. Alligevel er lighederne i mange forskellige former for åndelige oplevelser og teknikker til transpersonlig udvikling en stærk indikation på, at livet og processerne i den transpersonlige virkelighed finder sted ud fra universelle principper og love, som er pålidelige, og som vi i stigende grad kan forstå og stole på, ligesom det er tilfældet med de love, der råder i den fysiske verden.
Et af disse principper kan udtrykkes på denne måde: Det Transpersonlige Selv er i sin egen høje sfære en ontologisk©) virkelighed, et center af væren, bevidsthed og vilje. Det er derfor mere end en kilde til energi: det har hensigt – inklusive en tålmodig intention om at sende os den energi, vi har brug for for at vokse og udvikles. I den dybeste betydning er vi det Selv; det er vores sande natur, selvom vi eventuelt endnu ikke kan opleve og leve ud fra den kendsgerning. Det er for at føre os frem til denne erkendelse og hjælpe os til den endelige forening i bevidsthed og handling, at Selvet tilfører os den energi, vi har brug for.
I overensstemmelse hermed er vores problem med at ”overbevise” det Højere Selv om at sende os energi kunstigt. Selvet har allerede en fast beslutning om at sende os overbevidst energi, og det vil det gøre, så snart vi er villige til at modtage den og i stand tilat anvende den på en konstruktiv måde. Hvad der derfor er nødvendigt er at skabe de rette forhold og den rette orientering i vores personlighed – og dette har vi i høj grad kontrol over. Disse kendsgerninger går igen i de store skrifter og er blevet gentaget af de største mystikere. Inden for kristendommen er det eksempelvis selve meningen med udtrykket ”Søg, og I skal finde; bank på, og der skal åbnes for jer” (Matthæus 7:7). Med andre ord, når personligheden orienterer sig imod Selvet med tilstrækkelig intensitet og fokus, følger Selvets svar uundgåeligt.
Naturligvis gælder det, som alle andre steder i naturen, at fremkaldelsen af overbevidst energi ind i personligheden er en gradvis proces; en proces, som finder sted i overensstemmelse med loven om ebbe og flod i en indre modningsrytme. Som konsekvens heraf vil Selvets svar, når vi bevidst og oprigtigt vender os imod Det, muligvis ikke følge med det samme, og eventuelt ikke i den form, vi bad om. Når svaret kommer, kommer det i form af Selvets dybe visdom og derfor – som mange har haft lejlighed til at bekræfte for sig selv – på det tidspunkt og i den form, vi mest behøver og havde valgt, hvis vi havde haft tilstrækkelig indsigt.
Når vi har truffet beslutningen om at orientere os selv imod Selvet, er der mange teknikker, vi kan anvende for at nå vores mål. Lad os betragte det princip, der ligger bag mange af de mest gængse og effektive metoder: Det er at forme mønstre i bevidstheden, som kan genspejle de tilsvarende mønstre i det overbevidste og på den måde ”fremkalde” energien i disse mønstre, så vi kan trække den ind i personligheden. Etablering af en sådan genspejling er en primær effekt af alle gavnlige meditationsformer, bøn og visse typer af visualisering. Et praktisk eksempel er teknikken med ”Dialog med det Højere Selv”. Her er billedet af den Víse Gamle Mand et mentalt mønster, som erfaringsmæssigt genspejler den tilsvarende energi af kærlig visdom i det overbevidste. Vores ønske om den Víse Gamle Mands svar er en emotionel energi, der gennem det mentale mønster stråler ud mod det overbevidste. Vores billede af den Víse Gamle Mand bliver dermed ”hørt” eller ”set” af det Højere Selv, som responderer på passende måde og ”beliver” billedet med sin egen energi.
Den samme genspejling kan etableres ad kognitiv vej ved eksempelvis at reflektere på betydningen af visse geometriske symboler (tre sådanne symboler af dyb, integrerende værdi er firkanten, trianglen og cirklen med en prik i midten), eller den dybere betydning af passende abstrakte ord (så som ”skønhed”, ”visdom”, ”universalitet”), eller idéer (”Det uendelige rum er det eneste rum, der er”, ”Tiden må have en ende”, ”Den mest ubegribelige kendsgerning ved Naturen er, at den kan forstås”).
Denne genklang bliver en kanal eller vej, hvorigennem den overbevidste energi kan strømme. Denne energi har en integrerende, syntetiserende virkning. Den søger at bringe personligheden – eller det aspekt af personligheden, som den flyder ind i – til et højere niveau, som vil indeholde mønstre, der i endnu højere grad responderer på selve den overbevidste energi.
Skabelsen af genspejlende mønstre kan også igangsættes af det Højere Selv. Det er eksempelvis velkendt, at transpersonlige symboler spontant kan dukke op i vores bevidsthed på en meget dramatisk måde. Som vi har set, er kernen i den eksistentielle krise vores oplevelse af en spontan, stærk tilskyndelse til at finde svar på de mest grundlæggende, og mest universelle spørgsmål.
Hvad enten processen viser sig at være igangsat fra neden, igennem personligheden der rækker imod Selvet, eller oppe fra igennem en impuls fra Selvet, som sender sin energi imod personligheden, vil resultatet være det samme: Handling på den ene side vil fremkalde svar fra den anden side i en to-vejs interaktion, der er indbyrdes forstærkende. Den fører til en veritabel cirkel, hvorigennem personligheden og det Højere Selv interagerer med hinanden i stadig højere grad og derved skaber en tiltagende genklang; en vej hvorigennem den overbevidste energi i stadig højere grad gennemtrænger personligheden i takt med, at personligheden fortsætter med at bringe sig i harmoni med det overbevidste.
Denne dybt tilfredsstillende vekselvirkning begynder normalt længe før, vi anerkender den for det, den er, selvom det i de tidlige faser vil være tydeligt for en trænet iagttager eller vejleder. Mange vidnesbyrd peger på, som det førnævnte Greely-studie redegjorde for, at denne dybe interaktion – selvom den stadig i det store og hele er uerkendt – faktisk finder sted og er tiltagende hos en stor del af menneskeheden i dag.
Der er desuden et komplementært aspekt til denne fundamentale reorientering. I takt med at vi vender os mere og mere imod Selvet, opdager vi, at vi også har brug for at vende os væk og disidentificere os fra visse negative personlighedstræk – eksempelvis selviskhed eller stolthed – som er mønstre, der er uforenelige med strømmen af overbevidst energi. Her er et valg påkrævet – et valg mellem to aspekter af vores natur, som kan være i konflikt med hinanden. Det at vælge at bringe os i samklang med det spirituelle aspekt behøver imidlertid ikke at indebære en afvisning af det andet. Tværtimod giver valget os ofte mulighed for, som vi har set, at transformere det på en sådan måde, at det dermed kan blive en kanal for transpersonlig energi.
Når vi fortsætter med at reorientere personligheden i overensstemmelse med vores spirituelle natur, vil vi opleve mange sådanne konflikter, der fordrer af os, at vi foretager tilsvarende valg. Til sidst, når vi kommer tættere og tættere på Selv-realisering, kan alle de mønstre og tilbøjeligheder i vores personlighed, som fortsat er i modstrid med Selvets indflydelse, opleves som en meningsfuld, velorganiseret helhed. På dette meget fremskredne stade vil vi opleve, at vi har valget mellem at føje det i dets krav, eller bevidst og uigenkaldeligt at bringe os i samklang med vores højere natur. Vi vil opleve, at vi for at skabe denne endegyldige justering har brug for det Højere Selv – en hjælp, som vi må bede om ved at trække på alle vores ressourcer. Ved at gøre det disidentificerer vi os fuldstændigt fra de tendenser i vores personlighed, som ville adskille os fra både vores medmennesker og vores højere natur. Fuldbyrdelsen af denne disidentifikation – en viljeshandling , som er muliggjort af mange tidligere bestræbelser og utallige mindre succeser – er en nødvendig forudsætning, som til sidst sætter Selvet i stand til at nå os med den dybeste virkning af sin energi. Som resultat heraf opnår vi fuldkommen identifikation med Selvet og erkendelsen af Væren. Selvets energi gennemtrænger da de tilbageværende dele af vores personlighed, som stadig ikke har givet sig ind under det, og forvandler dem og integrerer dem med resten i et harmonisk, forenet hele, som bliver vores villige udtryksredskab i verden.
Udfoldelsen af overbevidste energier
Heldigvis for os behøver vi ikke at vente på denne kulminerende forvandling for at kunne udtrykke den overbevidste energi; vi kan og har brug for at udtrykke den hen ad vejen. Vi har set, at det at give en sådan energi mulighed for at flyde gennem personligheden er et grundlæggende aspekt af hele Selv-realiseringsprocessen. Det at udtrykke denne energi kan ofte i begyndelsen være ubevidst på samme måde som det at modtage den. Et af dens første synlige udtryk er en forøgelse af vores følelse af ansvar. Dette udvikler sig typisk til en stigende bekymring for, og utilfredshed med, den nuværende tingenes tilstand – hvad enten det er i vores miljø eller vores personlighed – og en voksende tilskyndelse til at forbedre den. Denne tilskyndelse til forbedring ud fra det bedste, vi har lært, bliver mere og mere bevidst og får større betydning og bliver en central faktor i vores liv. Til sidst bliver det også erkendt som en central faktor i menneskehedens og verdens udvikling, i Livet selv.
Grundlæggende set er den måde, hvorpå vi udtrykker den overbevidste energi, at bringe vores handlingsmønstre mere og mere i samklang med den nye vision og de transpersonlige kvaliteter, som bliver en normal del af vores bevidste liv. Når vi gør det, forvandler vi gradvist mønstrene i vores miljø, så også de kommer i større grad af samklang med den overbevidste energi og bedre i stand til at modtage den. Hvad enten det er i mønstrene i vores relationer til de mennesker, vi har omkring os, til de grupper, vi er del af eller de sociale grupperinger, vi deltager i, bliver den indflydelse, vi har på vores miljø, stadigt mere harmoniserende og integrerende. Sådan er det, fordi det reelt er den samme indflydelse, som det overbevidste har på vores personlighed.
Vi har her at gøre med to successive faser i den samme proces: Strømmen af energi mellem to mønstre, der genspejler hinanden. Vores forståelse af denne proces er primært i den modtagende ende af strømmen i den første fase (fra det overbevidste til personligheden) og fra den afsendende ende i den anden fase (fra personligheden til verden). Disse to komplementære synspunkter giver os en bredere opfattelse og dybere forståelse, som er af praktisk nytte, fordi mange af de principper, dynamikker og love, som gælder for den ene fase, også gælder for den anden.
Lad os betragte én sådan overensstemmelse, som er specielt betydningsfuld. Vi har set, at hvis indre hindringer forhindrer den overbevidste energi i at nå personligheden, vil den akkumulere i ”reservoirer” i det overbevidste. Hvad sker der imidlertid, hvis energien er i stand til at nå personligheden, men mangler kanalerne, så den kan flyde videre? Så længe den ikke udtrykkes i handling – og stadig strømmer igennem personligheden – vil energien på ny akkumulere, men denne gang inden for personligheden selv. Til sidst vil den skabe en forstoppelse, som faktisk vil forhindre yderligere tilstrømning fra det overbevidste.
Det er interessant, at denne forstoppelse ofte vil opleves som en tilstand af tomhed og tørhed, som helt svarer til oplevelsen af at blive koblet af energistrømmen. Det er, fordi vi, når vi oplever energien, ikke så meget oplever dens intensitet som den hastighed hvormed den strømmer. (Dette er tilfældet med bevidstheden om den overbevidste energi – som repræsenterer de transpersonlige oplevelser hos flertallet af mennesker. Oplevelsen af det Transpersonlige Selv (og ”jeg’et”) er derimod modsat: Den har at gøre ikke med hastigheden af energistrømmen, men med dens intensitet eller potentiale). Når personligheden er stoppet til, flyder der ingen energi igennem den, ligesom når der er lukket af. Forståeligt nok vil vi da fejlagtigt tolke oplevelsen af en reduceret hastighed af strømmen som en mangel på energien. Følgelig kan vi søge at trække mere energi fra vores overbevidste, hvor det, vi i stedet burde gøre, var at udtrykke den energi, vi allerede har modtaget.
Denne vigtige, men ofte ikke erkendte kendsgerning, kan hjælpe os til at forstå og at arbejde os igennem mange fælles vanskeligheder på vejen hen imod Selv-realisering. Det er et spørgsmål om at afgøre, hvorvidt de største hindringer for energistrømmen er mellem det overbevidste og personligheden eller mellem personligheden og vores omgivelser. Sidstnævnte er ofte tilfældet, når vores orientering og interessefokus gennem længere tid primært har været rettet imod den transpersonlige dimension. Faktisk viser denne dualitetskrise sig ofte at være en ekstrem udgave af følgende situation: En akut energi-forstoppelse i personligheden. Som vi har set, fører den til en grundlæggende reorientering, hvorigennem begrænsningerne i udtrykkelsen af energi bliver erkendt og overvundet.
Tredje del
På vej mod Selv-realisering
Op igennem historien har menneskeheden anvendt en lang række metoder til at nå de overbevidste energier og fremme deres strømning og udtryk. Blandt disse metoder finder vi en mangfoldighed af bøn og meditation: Chanting, dans og ritualer; mange former for yoga; faste og andre asketiske kropspraksisser og -discipliner; rensning og sublimering af følelserne; mental træning; gruppeoplevelser og -aktiviteter; forskellige former for psykoterapi og en lang række teknikker til handling og tjeneste i forhold til vores medmennesker. I gammel tid var sådanne metoder kun kendt af nogle få indviede, som også var begrænset af de kulturelle traditioner inden for deres respektive samfund. I dag er disse teknikker, som følge af den hastigt voksende viden inden for områder som psykologi, sociologi, antropologi, historie og sammenlignende religion, kombineret med den moderne kommunikationseksplosion, i stadigt stigende grad tilgængelige for alle og i større målestok end på noget andet tidspunkt i historien.
Denne kendsgerning, som er uden fortilfælde, forsyner os med en større rigdom af muligheder, men rummer også sine egne særlige problemer. Der er mange metoder, navnlig inden for den nyere udvikling, som har en tendens til at være relativt – og i nogle tilfælde ekstremt – specialiseret ved kun at forholde sig til en del af den overordnede Selv-realiseringsproces. De kan derfor være velegnede til at imødekomme vores behov i en given udviklingsfase, men ikke i en anden. Sådanne teknikker kan helt klart være effektive, men kun for en tid. (Hvis en metodes fokus imidlertid ligger på at skyde genvej eller opnå hurtige resultater for deres egen skyld, kan metoden have skadelige bivirkninger. Eksempelvis kan det at kæmpe for at øge en allerede passende indstrømning af overbevidst energi, hvis vi endnu ikke har lært at udnytte den energi, som er til rådighed, være uansvarlig og farlig – selv om resultaterne på grund af de højere energiers iboende syntetiserende virkning stadig kan se ud til at være positive.
Der er også populære metoder, især nogle der har fokus på den fysiske krop (specielle diæter, indtagelse af forskellige kropsstillinger etc.), som kan spille en gavnlig rolle i forberedelsen af personlighedens håndtering af den overbevidste energi, men som ikke i sig selv kan få energien til at flyde. Disse metoder kan derfor være nyttige til rette tid, hvis de anvendes sammen med andre teknikker. I sig selv er de dog på længere sigt sterile og fører ofte til skuffelse eller til illusionen om, at bare fordi vi gør en betydelig indsats, må vi nødvendigvis også gøre fremskridt). Der er i dag faktisk et voksende antal mennesker, som har været involveret i den ene metode efter den anden og ofte haft udbytte af dem, men som til sidst har lært alt, hvad den metode havde at give dem, og som derefter måtte afskrive den og se sig om efter en anden.
For at være i stand til at anvende de mange mulige teknikker på den mest effektive måde og i overensstemmelse med ens individuelle behov er det – som vi har set – meget nyttigt at have en grundlæggende forståelse af vores udvikling i forhold til de energetiske processer i den menneskelige vækst. Et studie af de store spirituelle traditioner og de menneskers liv, som har fulgt dem, viser os, at Selv-realiseringens integrative vej altid har taget højde for alle faser i energistrømmens processer. Det gælder eksempelvis den indiske Raja Yoga , Buddhas ædle ottefoldige vej og en række tilsvarende teknikker inden for jøde- og kristendommen. Alle disse traditioner viser, at vi, efterhånden som vi går frem ad vejen til Selv-realisering, må gøre brug samtidig men i varierende grad ud fra vores udviklingsniveau af de tre komplementære aspekter af vejen, der svarer til de tre grundlæggende opgaver, der blev nævnt før. Disse er:
At række opad imod det overbevidste igennem forskellige meditationsteknikker, visualisering og bøn,
At forstå det overbevidstes natur, vores personlighed og verden, så vi er i stand til i stadig stigende grad at bringe disse i overensstemmelse med hinanden,
Tjeneste eller udtrykkelsen af det bedste, vi har lært, for at opnå det højeste gode.
Lad os undersøge hver af disse og nogle af deres vigtigste metoder:
At række opad
Bøn er en universel metode til at række opad. Psykologisk set – dvs. uafhængigt af validiteten eller ikke-validiteten af konkrete religiøse trossætninger, der er forbundet med den konkrete form – kan bøn beskrives som en indre handling, hvor under vores følelsesnatur rettes imod vores højere natur eller, igennem den, til endnu højere virkeligheder eller kræfter. Det er forening af mange forskellige aspekter af vores følelsesnatur, først og fremmest igennem ønske, dernæst igennem aspiration, affirmation, dedikation og taknemmelighed.
Bøn har derfor en harmoniserende og forvandlende virkning på vores følelser. Hvad enten der i vores bønner er et bevidst ønske, vi gerne vil opnå, eller at dette vil blive ”udgydt” over os selv eller andre, ”løfter” den opadrettede projicering af vores følelser vores bevidsthedscenter op på de højere planer i vores indre verden. Det er en proces, der handler om at opløfte vores følelser og ønsker og således forvandle dem til aspiration imod højere mål.
Denne opløftende proces kan føre til en anerkendelse af skønheden og underet i verden omkring os. Vi kan kalde den ”glædesfyldt beundring” for det ukendte. Livet, som har skabt og fortsætter med at opretholde universet og alle dele af det – inklusive os selv. Det er ikke overraskende, at mange mennesker, som ikke tænker på sig selv som ”religiøse”, eller som ikke konkret bekender sig til de trosretninger, der er forbundet med mange former for bøn, rent faktisk beder.
Forestillingsmæssige teknikker er en anden måde at række opad for at kontakte den overbevidste inspirations og indsigts virkelighed. Disse teknikker bygger på visualisering, som er en bevidst og villet brug af billeder. Det er ved at visualisere et passende billede eller symbol, at vi skaber en genklang med det tilsvarende overbevidste mønster, hvorigennem den nødvendige energi kan strømme. Det visualiserede billede antager herefter sit eget liv, og energien når vores personlighed med gode resultater til følge.
Denne målbevidste brug af forestillingsevnen er navnlig værdifuld på grund af bredden i dens virkninger. Da den udnytter vores sind og følelsesnatur, kan den tappe bredt på de overbevidste energier og kan anvendes på en meget fleksibel og præcis måde. For eksempel kan symbolerne, som formes af vores forestillingsevne , og som ofte er mangetydige – dvs. de har mange betydninger og genspejler mange energier, og kan dermed vise sig at have overraskende virkninger – også have selektive egenskaber og specialiserede anvendelsesmuligheder, som giver adgang til konkrete kvaliteter af den transpersonlige energi. Den opstigende flamme, den faste klippe, den stille bjergsø og den energetiske hvirvelvind er fire sådanne symboler, der er hentet fra naturen, som kan anvendes til at vække og udforske tilsvarende aspekter af vores transpersonlige natur. Ved at forestille os, at vi vækker og derefter fokuserer på flammen, kan vi opnå indsigt til det bedre i alle ting. Ved at kontemplere på symbolet med klippen kan vi komme i kontakt med den faste grund og orden, der ligger under tilværelsens tilsyneladende strøm. Bjergsøen kan lære os om den dybe ro, der er bag al bevægelse. Hvirvelvinden kan vække den store kraft og bevægelse, som vi alle er del af. Det, vi visualiserer, har afgørende indvirkning på vores følelser, tanker og handlinger. Når vi derfor kontemplerer på sådanne symboler og erfarer deres betydning, bliver hele vores væsen gradvist forvandlet.
Meditation
Meditation i en af sine mest grundlæggende former er velbeskrevet i den følgende beretning om Robert Frost, som blev skrevet, mens denne poet stadig levede.
I det første år, Frost gik på college, var hans college-brødre bekymrede over ham, fordi han gik lange ture alene i skovene. Til sidst var der en gruppe af ældre collegestuderende, som ventede på ham, og efter nogle indledende, kluntede forsøg, var der en, der spurgte ham, ”Frost, hvad laver du, når du går ture alene i skoven?”
Den nybagte college-studerende så på dem og svarede ”gnaver bark”. Derefter lod de ham være i fred.
Det, Frost faktisk foretog sig i skovene, var at meditere. Han går stadig lange ture, og han mediterer stadig. Det er til dels denne evne til det, som gør ham til Amerikas største nulevende poet.
Der er en form for meditation, som er passiv, hvor man passivt synker ind i sig selv i en form for kontemplation . For de fleste af os gælder det imidlertid, at det, der strømmer igennem vores tanker, er en formålsløs bevidsthedsstrøm som et uklippet filmbillede tilsat vores egen forvirrede, indre dialog.
Robert Frosts form for meditation er hverken passiv eller meningsløs. Den er bevidst, vedholdende og målbevidst. Han kan tage et ord eller en idé, som han holder i bevidstheden, medens han anskuer den fra alle vinkler, vender den om og skiller den ad. På den måde ser han nye aspekter, nye betydninger og en ny skønhed selv i gamle udtjente fraser.
Denne bevidste og målbevidste form for mental aktivitet er en af de mest effektive former for meditation. Den har sat mænd som Einstein eller Teilhard de Chardin i stand til at opnå direkte bevidsthed om det, de kaldet ”Det Universelle Sind”. Dens tålmodige og regelmæssige anvendelse har vist sig uvurderlig i skabelsen af en rig og pålidelig kanal mellem personligheden og det overbevidste.
Denne kanal kan udvide vores opfattelse af virkeligheden på mange måder. Når den energi, vi får adgang til igennem kontakt med det overbevidste, flyder ind i sindet, oplever vi glimt af intuition , illumination og en bredere og mere inklusiv forståelse. Vores bevidsthed løftes imod dette brede perspektiv, og vores eget livs og verdens oplevelser og problemer får da en stigende betydning, når vi begynder at anerkende det dybere, underliggende mønster. Vi begynder at se den helhed, der udvikler sig, dens mening og vores rolle i den som individer.
Meditation kan føre til mere end ren og skær mental aktivitet. Den trækker ofte energier ned, som vi desuden modtager i vores følelser – energier, der kan opløfte hele vores følelsesmæssige natur. Gennem meditation kan vi komme i kontakt med sådanne transpersonlige kvaliteter som glæde, skønhed, medfølelse eller sindsro, og vi kan kontakte livets underliggende vitalitet og sødme. Meditation, som i stigende grad næres af vores vilje, kan bevidst kombineres med følelsernes fokuserede energi på en kraftfuld og gensidigt stimulerende måde, som åbner for den størst mulige adgang til vores højere natur.
Forståelse
Udviklingen af en pålidelig og inklusiv forståelse, der vokser i takt med, at vi vokser, er det andet essentielle aspekt af Selv-realiseringens integrative vej. Det er forståelsen af den transpersonlige virkeligheds natur, af os selv som personligheder og af den verden, vi lever i, i lyset af vores bedste bevidsthed om formålet med det større hele. Den kan opnås ved at søge den dybere mening og de skjulte årsager til ydre begivenheder. Hvis vi eksempelvis forstår verden som værende på vej mod transcendent enhed, vil vi undersøge bestemte begivenheder for at se, hvordan de relaterer sig til den enhed. Viser de – som det ofte er tilfældet med mange historiske begivenheder – hindringer for evolutionen, som vi som individer og samfund er nødt til at tage os af? Eller indikerer de positive og voksende tendenser, som vi vælger at fremme og understøtte? Begivenheder eller strømninger, som har stor indflydelse på samfundet – så som renæssancen, den amerikanske revolution, den store depression og nutidige strømninger så som menneskerettighedsbevægelsen, Vietnam-krigen eller Watergate – kan undersøges på denne måde, og det samme kan begivenheder og vendepunkter af mere personlig karakter.
Det vil ses, at studiet af den ydre og den indre verden er parallelle og komplementære. Vi kan dermed bruge vores forståelse mere og mere for at bringe vores personlighed i samklang med verden, så den genspejler den transpersonlige virkelighed. På denne måde bliver de generaliserede visioner, vi har opnået i vores transpersonlige oplevelser, detaljeret behandlet og kan anvendes praktisk i vores eget liv, i samfundet som hele og i vores eget bidrag hertil.
For at skabe denne progressive og dynamiske forståelse må vores tænkning være vores egen i den dybeste betydning af ordet. I størstedelen af vores liv har vores primære kilde til læring været det, vi tager til os på nærmest osmosisk måde, af andres idéer, følelser og handlinger. Gennem denne kontakt får vi adgang til menneskehedens kombinerede oplevelse og forståelse, opnået igennem tusinder af år. Dette er både uundgåeligt og godt, forudsat at denne store rigdom hverken ukritisk accepteres eller automatisk forkastes. Snarere må vi på alle vigtige trin søge at gøre os bevidst, hvad vi oplever, hvilken idé eller ny viden der nu bliver tilgængelig for os, og beslutte om vi ønsker at acceptere den eller ikke. Vi har brug for at udvikle bevidsthed om det, der flyder ind i os og om vores evne til at regulere det. (På samme måde som en regulering af dette indgående flow er vores ansvar i forhold til os selv, er en regulering af det udadgående flow i forhold til andre mennesker det også. Dette er betydningen af traditionelle spirituelle paroler så som ”ret tale” eller ”harmløshed”). Det er ikke kun spørgsmålet, om en bestemt idé, værdi eller princip er god eller dårlig, sand eller falsk, men i langt højere grad, at vi ikke for alvor kan gøre den til vores egen, hvis vi tager den til os uden at forstå den.
Det er interessant at observere, at mange åndelige lærere i fortiden, hvis tilhængere primært var orienteret imod den vertikale dimension – vejen til transcendens – lagde vægt på hengivenhed, ubetinget tiltro til og accept af lærerens autoritet og lydighed i forhold til hans ønsker og anvisninger. I dag, hvor flere og flere mennesker påbegynder vejen imod Selv-realisering, afskriver åndelige vejledere i stigende grad sådanne holdninger og tilbyder i stedet teknikker, som er mere passende på denne vej. Snarere end at kræve ubetinget tiltro og lydighed, lægger de vægt på betydningen af klar tænkning, af at gøre sig klart, hvad der er sandt og falsk, vigtigt eller uvigtigt, og af at anvende i praksis, hvad vi lærer. De lægger vægt på menneskets indre ressourcer og ansvar og leder ham til at stole mere og mere på sig selv og i sidste ende på sit Selv. Denne orientering, som er i hastig udvikling i dag, er langt fra ny. Den har altid været knyttet til de største åndelige belæringer og var eksempelvis Buddhas centrale lære for 2500 år siden.
Vi bliver indtrængende opfordret til ikke at acceptere noget som helst alene ud fra tro; hvad enten det står i bøgerne, er overleveret fra vores forgængere, eller videregivet af åndelige vismænd. Buddha lærte os, at vi ikke skal tro på noget, blot fordi det er sagt; ej heller inden for traditioner, fordi de er videregivet fra gammel tid; ej heller på rygter som sådan; ej heller på vismændenes skrifter, blot fordi vismændene skrev dem; ej heller på fantasier, som vi har grund til at tro er inspireret fra deva-verdenen (dvs. en formodet åndelige inspiration); ej heller på fornuftsslutninger, vi drager på baggrund af vilkårlige formodninger; ej heller på grund af det, der forekommer os en analog nødvendighed; ej heller på vores læreres eller mestres blotte autoritet. Vi skal først tro, når det skrevne, det lærte eller det sagte bekræftes af vores egen fornuft og bevidsthed. ”Derfor”, sagde Buddha, ”har jeg lært jer ikke at tro udelukkende på baggrund af, hvad I har hørt, men når I ud fra jeres bevidsthed tror, da at handle i overensstemmelse dermed – og generøst”. (Se Anguttara Nikayas Kalama-sutra, som gengivet af H.S. Olcott i A Buddhist Catechism, Quest Books, Wheaton IL, 1971, pp. 62-63)
Tjeneste
Denne handling, som er generøs og i overensstemmelse med vores bedste vision, er essensen af tjeneste. Den fuldbyrder den vej, hvorigennem de overbevidste energier strømmer på samme måde som et el-kraftværk giver strøm til og oplyser en by.
Ligesom det at trække vejret er en af kroppens naturlige aktiviteter, er tjeneste en naturlig aktivitet for vores Højere Selv – og på et vist tidspunkt i vores udvikling bliver den det også for personligheden. Dens forløber i personligheden er trangen til at forbedre tingene. Den er måske vore mest menneskelige karaktertræk, som er den, der på den klareste måde skiller mennesket fra dyret. Når vi opnår kontakt med det overbevidste og begynder at forstå det større hele, som det er, og som det udvikler sig, føler vi os spontant tilskyndet til at bruge vores energier til at fremme denne udvikling og bistå i det gradvise arbejde med at fuldkommengøre mennesket og verden. Vi anerkender, at tjeneste på lige fod med vores transpersonlige vision er den mest effektive vej til at gøre tingene bedre – og derfor er det bedste og mest meningsfyldte, vi kan foretage os.
Vi kan også føle os tiltrukket til tjeneste, før vi har opnået en klar kontakt med det transpersonlige, måske ud af en følelse af forpligtelse eller skyld eller for at følge andres eksempel, eller måske fordi vi har medfølelse med smerten hos dem, der er i nød. Mange mennesker bliver motiveret på denne måde først, og meget af det, der er godt og er af sand værdi, er blevet gjort ud fra en sådan motivation. Hvis den transpersonlige energi imidlertid mangler i det lange løb, vil der opstå vanskeligheder. Hvis vi giver mere og mere af vores energi, vil behovet for selv at tanke op uundgåeligt melde sig. Hvis vi udelukkende handler ud fra en følelsesmæssig tilskyndelse uden en klar vision og plan, kan vi opdage, at resultaterne – selvom de er umagen værd – måske ikke står mål med anstrengelserne. Der vil derfor i stigende grad komme en oplevelse af, at vores arbejde er sværere og mere løsrevet, end vi instinktivt ved, det burde være. Vi føler, at der mangler noget, som vi har brug for at finde. Det, der mangler, er naturligvis vores forbindelse med den transpersonlige vision og kilde. Når vi søger det, vi mangler, vil vi reorientere personligheden og gøre en sådan forbindelse mulig. Når vores vision og viden om helheden da bliver klarere, og vi bliver i stand til at udtrykke det overbevidstes og vores personligheds energier, kan vi tjene på en mere fri og energisk måde. Vi ser den fremadskridende udvikling i verden omkring os, og vi føler os næret, opretholdt og styrket af dem – og af vores viden om deres uundgåelige sejr. Følelserne og sindet bliver samstemt med hinanden og med vores højere natur, og arbejdet med at fuldkommengøre helheden bliver da samtidig det mest fornuftige og det, vi allermest ønsker os at foretage os med vores liv.
Dette leder til et nye og mere realistisk perspektiv på vores egen vækst. Vi opdager, at der ikke er nogen modsætning mellem det at tjene helheden og det at udvikle vores individualitet, fordi idet vi tjener, udvikler vi samtidig vores egne unikke evner og overvinder vores begrænsninger. Gradvist bliver vores individuelle vækst integreret med vores forpligtelse til at udføre nyttigt arbejde i verden. Men vi vil ikke længere søge at udvikle personligheden for vores egen skyld. Vi ser klart, at personligheden kunne forbedres, men vi ser også, at der er næsten endeløs mulighed for forbedring. Selvom der er mange måder personligheden kunne vokse på, og mange begrænsninger, vi kunne gøre os fri af, finder vi det mest praktisk at arbejde med nogle af dem og udsætte arbejdet med de øvrige ud fra, hvad der synes mest rigtigt for os. Det menneske, som er genert, men som ser, at det at have direkte kontakt med mennesker er en væsentlig del af hans næste indsats, vil vælge at arbejde med sin generthed. Et andet menneske, som er genert, og som ser, at skrivning er hans næste bedste udtryk, kan for en tid ignorere sin generthed og i stedet arbejde med andre begrænsninger så som mangel på vedholdende vilje.
Det er interessant, at mennesker uvægerligt fortæller om, at de efter at have gjort deres individuelle vækst afhængigt af behovet i forbindelse med deres tjenestearbejde, blev deres vækst ikke blot ikke forsinket, men den fik forøget rækkevidde, styrke og lethed. Det tilsyneladende paradoks er løst, hvis vi holder os for øje, at forpligtelsen til at tjene vores højere vision og udtrykke vores transpersonlige værdier i handling fordrer en vedvarende strøm af overbevidst energi gennem personligheden ud i verden. Tjeneste bliver på den måde den mest effektive og mest direkte vej til at forme personlighedsmønstrene i harmoni med det overbevidste og dermed på bedst mulige måde transmittere dets energi. Denne energi vil nu samarbejde med os – og nogle gange også spontant af sig selv – på at fjerne blokeringer og rense kanalen.
Selv-realiseringens integrative vej har dermed i sig en iboende glæde. Det er den glæde, der er forbundet med at blive den, vi virkelig er, ved at leve vores højere værdier – glæden ved Selv-udtryk. Den opstår fra den voksende umiddelbare følelse af vores sande identitet, når vi lærer at udtrykke den i vores daglige liv. Vi indser, at vi som Selvet er ét med helheden, og at vores essentielle natur er det, vi ville beskrive med ord som ”transcendent”, ”udødelig”, ”guddommelig”. Alligevel forholder vi os til denne frydefulde erkendelse på en realistisk måde, fordi vi samtidig forstår behovet for mere og mere at samarbejde med og at finde vores plads i den større sammenhæng, som den til stadighed afsløres for os.
Med dette dobbelte perspektiv, denne ”bifokale vision” ser vi på den ene side vores åndelige værdighed og essentielle guddommelighed, og på den anden side vores behov for at udvikle os for at udtrykke disse kvaliteter. Vi ser, at den essentielle guddommelighed ligger bag verdens vækstproces, og den grundlæggende rigtighed af at hjælpe dette vældige arbejde på vej så godt vi kan i den tid, vi har. Når vi bringer den viden ind i vores liv er resultatet en spontan løsning af modsætninger. Tidligere oplevede vi arbejde og leg som modsætninger, og vi delte vores tid op imellem dem. Nu flyder de sammen, så vores tjenestearbejde synes mere ”rigtigt”, mere autentisk og samtidig mere tilfredsstillende og morsomt end noget som helst andet. Adskillelsen mellem selv og andre, mellem det at imødekomme andres behov og at varetage sine egne, forsvinder, når vi tilegner os den praktiske visdom, det er, til enhver tid at se begges reelle berettigelse og begges relative prioritet fra øjeblikkets objektive synspunkt.
Alt dette fører til modenhed – ikke den trøstesløse ældningsproces, som ofte fejlagtigt tages for ”modenhed”, men i betydningen værdifuld og moden – som en oplyst modenhed, der er fuld af glæde og vilje, accept og skelneevne, visdom og kærlighed.
Vi kan nemt runde af med Goethes tanke: ”Alt, hvad der forandres, er blot et symbol”. Med andre ord, alle handlinger, vanemønstre, følelser, tanker eller ord, alle processer og endda hele vores liv kan anses for symbolske mønstre. Når vi lærer at leve vores livs mønstre ud fra vores bedste værdier og vision, vil disse mønstre komme i større samklang med det overbevidstes højere mønstre. Den hermetiske aforisme, ”Som foroven, så forneden” bliver da ikke kun en inklusiv beskrivelse af virkeligheden, men også en fundamental metode til individuel udfoldelse og samtidig en affirmation, en befaling, en måde at leve på. Samtidig med at vi i stigende grad identificerer os med helheden og bliver medskabere, vil enhver følelse af adskilthed og fremmedgørelse gradvist tone bort og erstattes af en vished om i sandhed at være hjemme og være ét med os selv og med verden.
Noter
¨) Entropi er den tilstand af uorden el. tilfældighed, der råder inden for et system, fx mellem partiklerne i en genstand; et systems entropi vokser når det, som f.eks. ved opvarmning el. nedbrydning af et stof, går fra en mere til en mindre velordnet tilstand
©) Ontologi = Læren om tingenes væsen
Referencer
1. A. Angyal: “A Holistic Theory,” Neurosis and Treatment, Viking Press, New York, 1965.
2. A. Maslow: “Theory Z,” The Farther Reaches of Human Nature, Viking Press, New York, 1971, pr. 280, ff.
3. A. Maslow: “Various Meanings of Transcendence,” Ibid., pr. 269-279.
4. G. Brown: “The Farther Reaches of Gestalt Therapy,” Synthesis 1, p. 33.
5. Excerpted from L. Tolstoy: A Confession, The Gospel in Brief, What I Believe, Oxford University Press, London, 1951, pr. 15-19, ff.
6. A. Greely: The Sociology of the Paranormal: A Reconnaissance, Sage Publication, Beverly Hills, Calif., and London, 1975, pr. 58 and 65.
7. G. GALLUP: “Year 1976 Could Mark Beginning of New Religious Revival in America,” American Institute of Public Opinion, Princeton, New Jersey, 1976.
8. R.M. Bucke: Cosmic Consciousness, E.P. Dutton, New York, 1901.
9. W. James: Varieties of Religious Experience, Modern Library, New York, 1936.
10. Supra, Note 3.
11. H. Wordsworth: “Ode: Intimations of Immortality from Recollections of Early Childhood.”
12. C. Muses: “The Exploration of Consciousness,” in Charles Muses and Arthur Young [eds.] , Consciousness and Reality, Avon, New York, 1974, p. 111, ff.
13. R. Assagioli: R.M. Bucke Memorial Newsletter, Vol. 1 No. 2, September 1966, pr. 11-12.
14. Matthæus 7:7
15. C.W. Cole: This Week Magazine, March, 1960
16. Se The Kãlãma-sutta of the Anguttara Nikãya as quoted by H.S. Olcott in A Buddhist Catechism, Quest Books, Wheaton, Illinois, 1971, pp.62-63
Sådan kan du komme videre
Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv
Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi og biografien om Roberto Assagioli
Læs introartiklen om energipsykologi
Læs introartiklen om integral meditation
Gem kommentar