Analytikeren er dybt optaget af at udvise den yderligste saglighed og interesse i kendsgerninger, som ikke står til diskussion. Derfor er denne energitype udpræget objektiv og forholder sig nøgternt og faktuelt til informationer og data, der kan øge viden og klarhed om et givent emne.
Analytikeren tænker punktvist og arbejder sig metodisk gennem de empiriske data for at få utvetydig viden. Det er en logisk fremgangsmåde, og den tager sandsynligvis lang tid. Analytikeren adskiller og samler, dissekerer og konkluderer og søger sandfærdigt efter den rigtige, den korrekte viden. Omvendt kan analytikeren blive ekstremt overanalytisk og udvise en overskeptisk holdning, som ofte kombineres med en følelseskold attitude.
Analytikeren kan være arrogant og snæversynet og har ofte svært ved følelser og begår sig socialt kejtet.
I sit indadvendte aspekt er den analytiske type den udprægede udforsker, der med ekspertise og skarpsindig metodik undersøger alle fænomener inden for sit virkefelt. Den udadvendte specialist lægger mindre vægt på uhåndgribelige kategorier og analyser, og koncentrerer sig mere om praktisk demonstration af faktuel viden.
I sin mere umodne eller ubalancerede tilstand kendetegnes energitypen eksempelvis ved følgende egenskaber: Ensporet, arrogant, dogmatisk, smålig, utilgivende, stiv, usensitiv, overanalytisk, skeptisk, følelseskold, social kejtet.
De mange arbejdsfunktioner, som naturligt hører til den analytiske energitype, er specialistfunktioner, der enten fordyber sig som et brændglas i vidensmæssige nicher, eller som opererer med teknisk snilde i konkrete sammenhænge. Det kan være i videnskabelige discipliner som arkæologi og palæontologi, astrofysik, genetik, biokemi, udvikling af nanoteknologi eller molekylærbiologi, eller i retsmedicin med DNA analyser og undersøgelse af mikroskopiske fragmenter, og det kan være forskningsarbejde i politiets tekniske afdeling, hvor der foretages detaljerede målinger af krudtrester og andre småpartikler.
Analytikeren kan være kostspecialist, mekaniker, teknisk ekspert inden for alle tænkelige detailområder. Oplagte arbejdsområder kan være at virke som optiker, biolog, neurolog, læge, kirurg, advokat eller måske museumsinspektør. Som regel detaljeorienteret specialistarbejde, hvor der er brug for ekspertise med stor præcision. Det kan også inkludere forskellige former for håndværk med dygtighed i konkrete konstruktionsopgaver, f.eks. som tømrer, murer og snedker, eller med evne til restaurationsarbejde.
« Tilbage til ordbogens index