Løsningen af konflikter og spirituelle kriser

Agressionsenergierne står bag verdens konflikter,derfor er det nødvendigt først at tæmme de indre konflikter førend de ydre kan løses. Spirituelle kriser har også deres forløb og Assagioli beskriver her deres fremtrædelsesformer

Af Roberto Assagioli , Oversættelse Torben Steffensen

FØRSTE DEL: LØSNINGEN AF KONFLIKTER

På grund af formålene med dette dokument skal jeg begrænse mig til en diskussion af måderne, hvorpå man kan løse, eller, endnu bedre, forhindre de konflikter, der er frembragt af de kamplystne og aggressive energier. Det er et emne, som altid er aktuelt, men aldrig mere end nu.

Forståelsen af og brugen af midler, der er egnede til dette formål, kræver bevidsthed om den kendsgerning, at vi lever i en psykologisk verden, hvori energier af forskellige typer er i gang. Forskellige slags relationer eksisterer mellem de ydre og de indre verdener. Det primitive menneske adskiller sig ikke fra den ydre verden; han tror på, at naturkræfter er væsener, hvortil han knytter psykologiske kvaliteter og passioner. Han føler sig i kræfternes vold og søger at formilde dem. En mængde af mytologier, den indiske og den græske, for eksempel, afslører gudernes oprindelse som personificeringen af naturkræfter: Luft, ild, vind, vand, etc.

Derefter fulgte udviklingen af sindet og selv-bevidstheden, parallelt med adskillelsen af selvet fra den ydre verden. Det er først i relativt moderne tider, at der udvikledes et virkeligt objektivt studie af naturen, udøvet i en videnskabelig ånd. Som en ledsagende omstændighed fremkom den stadig mere omfattende kontrol af naturen gennem opdagelsen af naturlovene, og de tekniske opfindelser med henblik på kontrol og brug af naturkræfterne.

Endnu et vigtigt skridt kan og burde tages i retning af andre store kognitive og praktiske bedrifter. Den består i at blive bevidst om den kendsgerning, og uddrage alle konsekvenserne af det, at vi lever i en psykologisk verden lige så virkelig som, hvis ikke mere virkelig, end den ydre verden. I denne psykologiske verden er der en mangfoldighed af energier, som opererer i overensstemmelse med love ligeså præcise som de, der styrer eksterne naturkræfter. Derfor må vi gøre os klart, at skønt vi lever i denne psykologiske verden, er vi ikke i disse energiers magt; at vi kan lære dem at kende, finde ud af de love, de følger, og anvende teknikker med henblik på at gøre brug af dem. ”Jeget” vor virkelige væren, centeret for selv-bevidsthed, er forskelligt fra alle de psykologiske kræfter, som det er indhyllet i. Disse kræfter er ”ikke Jeg,” som det bliver demonstreret gennem den kendsgerning, at vi kan observere og studere dem, notere os deres dynamik, og transformationer, og allervigtigst, påvirke dem med viljen . Vores evne til at modificere disse kræfter betyder, at de ikke udgør en integreret del af ”Jeget” eller selvet.

Imidlertid er vi så vandt til at identificere os med de psykologiske kræfter, at vi må frigøre os fra deres kontrol – bruge dem i stedet for at blive brugt af dem – vi må opdyrke en konstant årvågenhed og opretholde, hvad der er blevet kaldt ”observatørens bevidsthed, ” eller i moderne teatertermer, instruktøren. Symbolsk kan teateret eller selve scenen siges at være kroppen, medens skuespillerne er de psykologiske kræfter, som optræder der, og som skal have instruktion af instruktøren. En effektiv hjælp til at erkende denne fundamentale forskel mellem ”Jeget” eller selvet, og de mangfoldige elementer, eller indholdet i den psykologiske verden gives i øvelsen: Dis-identifikation og Selv-identifikation, som den bliver beskrevet i min bog Psykosyntese. [1]

Som jeg skrev for mange år siden i en artikel, Psykologien om ide-kræfter og Psykologi [2]kan der drages tankevækkende analogier mellem den fysiske verdens genstande og kræfter og den psykologiske verdens. Passion minder om den brusende strøm, som tager alting med sig i dens løb og oversvømmer det omliggende territorium. En dagdrømmefantasi kan betragtes som analog til skyer, der passerer hen over himlen, idet de hele tiden skifter form. En ide er et frø, et kim, som når det finder den rigtige jord, kan vokse op til et majestætisk træ, eller skabe en hel strøm af tanke og handling; og så videre. Disse analogier mellem naturens verden og den psykologiske verden kan på en nyttig måde udvikles ved at betragte dem som noget objektivt og ikke blot subjektivt. En hel videnskab om psykodynamik bliver således skabt; en videnskab, det vil sige en bevidsthed om love og teknikker med henblik på at øve indflydelse på psykologisk dynamik.

Disse indledende bemærkninger åbner vejen for en betragtning over anvendelsen af denne opfattelse i relation til vort emne, psykologiske konflikter. Det fundamentale princip er, at løsningen af ydre konflikter med andre mennesker nødvendiggør den forudgående løsning af ens egne indre konflikter. Mere generelt sagt: For at regulere psykologiske kræfter i andre, individuelt og kollektivt, må der først bringes styr på de tilsvarende psykologiske kræfter i os selv. Dette kræver ikke en specifik demonstration. Det siger sig selv, at hvis der eksisterer en konflikt inden i os selv, så kan vi ikke være i harmoni med andre, eftersom hvis en del af os er i harmoni med en anden person, så må en anden del af os, som er i konflikt med den første del, også være i konflikt med den anden person. Således må der allerførst skabes en intern harmoni, eller integration, hvis energierne skal reguleres og dirigeres på en sådan måde, at det løser konflikter i den psykologiske verden og med andre menneskers psykologiske verden i det samfund, som vi er eller kommer i kontakt med.

De forskellige måder at regulere og så bruge de aggressive energier på kan kort indikeres som følgende: Udelukkelse af projektion , afløb for irritation i muskelaktiviteten, transformation af energi til andre udtryksformer.

Trække projektionerne tilbage

En elementær regel fordrer, at vi ikke projicerer vore sindstilstande og vore konflikter over på andre. Den menneskelige natur udviser en stærk tendens til at tillægge andre de holdninger, impulser, følelser og ideer, som er til stede i os selv. Lad os anvende denne regel i forhold til den slags konflikter, som nu spreder sig vidt omkring og er særlig akutte, nemlig dem, der skabes af aggressive og stridbare energier.

Hvis vi føler fjendtlighed overfor andre, har vi en tendens til at ”projicere” den over på dem; det vil sige, vi tror, det er dem, der er fjendtlige over for os, når de i virkeligheden måske slet ikke er det. Sådan en holdning er lige så stor en misforståelse, som det primitive menneskes tro på naturkræfternes personlige fjendtlighed. Denne fejlagtige projektion giver ofte anledning til en frygt og en overbevisning om at blive forfulgt og truet, og dette skaber efterfølgende forsvars – og fjendtlighedsreaktioner, som let kan vække andre menneskers fjendtlighed. Således opbygges der en ond cirkel, eller, i moderne termer, en kædereaktion.

Hvordan kan vi så forhindre sådanne projektioner? Først og fremmest er det nødvendigt at anerkende dem for, hvad de er, at blive bevidst om dem. Og når nogle viser fjendtlighed, kritiserer os og kommer med bebrejdelser mod os, må vi forstå, at ofte er de i virkeligheden ikke vrede på os personligt. De projekterer fjendtlighed over på os, næret af andre grunde, og letter sig for en byrde af fjendtlighed, som ikke i øjeblikket kan rettes mod dens virkelige årsag. Derfor skal deres fjendtlighed ikke tages for personlig.
Denne situation er godt beskrevet af Laura Huxley i første kapitel af hendes bog, Du Er Ikke Målet, som indeholder et antal psykologiske regler og teknikker til selv-kontrol, præsenteret på en levende og underholdende måde. Hun siger: ”Når din mand beklager sig, din kone plager dig, din chef er irritabel, din partner bliver vanskelig, dine børn er oprørske – stop! Stop op et øjeblik og erkend, at deres irritabilitet, deres urimelighed, deres kulde, med andre ord deres ubehagelige og stødende adfærd i virkeligheden ikke er rettet mod dig … I de fleste tilfælde er det ikke dig, som er målet. Du var bare tilfældigvis i nærheden.”

Forfatteren giver så nogle råd om måder at optræde på i disse situationer; en af dem er måske overraskende og tilsyneladende triviel, men ikke desto mindre effektiv, er at lette på en naturlig aggressiv reaktion gennem nogle øvelser, der involverer muskelsammentrækning, uden at den anden person er opmærksom på det, i stedet for at give det verbalt udtryk. Bøj arm og ben musklerne og træk rytmisk maven ind, idet du således forskyder den emotionelle ladning ind i det fysiske nervesystem. Dette, siger forfatteren, har den yderligere fordel at forene sig med en nyttig gymnastisk øvelse. Denne bog er fuld af lignende ”opskrifter,” som den kalder dem – fiffige, noget bizarre, men i stand til at fungere godt.

Udover disse midler til at eliminere projektioner , lette på irritationer og transformere vore udladninger af energi, kan man skrive et skrapt brev – og ikke sende det, bokse med en boksebold, etc. Lad os huske, at en symbolsk tilfredsstillelse ofte er tilstrækkeligt for det ubevidste , som kan tilfredsstilles ved at slå på en læderboldt i stedet for en ”fjende.” Det er udladningen af energi, som er vigtig. En anden metode er at distrahere ens opmærksomhed ved at kaste sig ud i en aktivitet, som fanger ens interesse. En anden hjælp er at huske den elementære kendsgerning, at irritation skader en selv mest af alle. En engelsk forfatter har sagt dette på følgende måde: ”Vrede er en måde at få en selv til at betale for andres fejl.” Oplyst selv-interesse kan få os til ikke at handle aggressivt.

I virkeligheden er det ikke let at lægge bånd på sig selv på denne måde, hvad enten vi har ret eller ikke. Det kunne fremføres, at det at være forkert på den gør det lettere at vedkende sig kontrollen med disse reaktioner; men sådan er det ikke Kendsgerningen er, at når man tager fejl, er man led ved at indrømme det, og derfor prøver vi at overbevise os selv og andre om, at vi har ret, idet vi ofte går til yderligheder for at gøre dette. Dette gives der et godt udtryk for i den franske sentens: Il se fache donc il a tort (Når man har uret, så løber hidsigheden af med en). På den anden side føler vi, når vi har ret, at vores aggressive reaktion bliver retfærdiggjort, ligegyldig hvilken ballade, det måtte forårsage. I disse tilfælde burde den indre tilfredsstillelse ved at vide, at man har ret, være tilstrækkelig, uden at ønske at bekræfte det i ord og voldelig handling. I virkeligheden er antitesen kunstig; ret eller uret er næsten aldrig klart optrukket; og i enhver situation er det meget vanskeligt at etablere deres proportioner. Man kan holde sig til Tommaso Campanellas udsagn: ”I Gud skal vi erkende, hvem der gjorde og sagde det bedste.”

Metoder til eliminering af aggression

Frygt er en anden kilde til fjendtlighed og aggressivitet. Frygten for at blive såret, frygten for at blive angrebet mere eller mindre som en overraskelse, tilskynder en til at gå i offensiven. Omvendt tiltrækker frygt andres fjendtlighed. Det er blevet bekræftet, at frygt producerer en substans, måske en duft, som irriterer dyr. Det er kendt, at dråberne af sved, der udsondres fra et forskrækket individ, vækker irritationsreaktioner og aggressivitet hos dyr.

Selv-kontrol, med dens evne til at regulere krigeriske energier, er en fordel også når man ønsker eller er tvunget til at kæmpe. Denne kendsgerning udnyttes i sport. En af de teknikker, der bruges af en bokser, for eksempel, består i at holde sig i defensiven i de indledende omgange med henblik på at tilskynde modstanderen til at angribe og udtrætte sig. I det rette øjeblik tager han så initiativet.

En højere og endog mere effektiv metode er at give rundhåndede indrømmelser i erkendelse af, at de er at foretrække i forhold til den skade, den slitage og de farer, kampen fører med sig. Det er nogle gange tilstrækkeligt at give proforma indrømmelser – d.v.s. hvis det sker på en måde, så at andre får prestige ud af det. Dette er ikke blot et spørgsmål om at undgå at ydmyge og fornærme en modstander, men også om ikke at hovere over ham og hjælpe ham med at rede ansigt og tilfredsstille hans selvfølelse. Han kan endog få lov til at betragte sig som sejrherren. Hvad betyder hans påstande, forudsat substansen i situationen opretholdes? Her er et eksempel. To amerikanske forretningsfolk, Carnegie og Westinghouse, var optaget af en rivalisering, der var til skade for deres fælles interesser. Under en diskussion, hvor de prøvede at nå til enighed, spurgte Westinghouse, der stadig ikke er overbevist om Carnegies forslag, ham om følgende: ”Hvis vi slutter vore selskaber sammen, hvad skal det nye så hedde?” ” Westinghouse,” svarede Carnegie, og dette bragte endeligt den andens enighed på plads.

Men finere midler end kalkulerede indrømmelser dikteret af egeninteresse skal naturligvis findes i en forstående overbærenhed overfor den menneskelige naturs ufuldkommenhed, fuldt af konsekvent generøsitet. Fasthed og evnen til at sige nej, når det er nødvendigt, er ikke derved udelukket, men skal anvendes i en ikke kritisk ånd, uden emotionel reaktion, og ud fra et bredere perspektiv. Endelig er der et endnu fornemmere middel til at ”afvæbne” en opponent, selv en fjende: Velvilje og medfølelse, som kan nå højder af sand broderlig kærlighed. Det var i denne ånd, at Frans af Assisi vandt over Gibbios ulv.

De bedste dyretrænere aspirerer imidlertid ikke mod sådanne højder, men udøver deres kontrol ved hjælp af en blanding af kærlighed og styrke. De anvender også øjets magnetiske kraft, kombineret med en fast og frygtløs holdning. Nogle trænere har sagt, at de virkelig elsker deres dyr, kærtegner dem og viser deres hengivenhed for dem, en træning som gør dem føjelige. Selv på dette elementære plan viser velvilje sig at være effektiv.

Jeg føler ikke, det er nødvendigt at påpege disse metoders anvendelse. Mulighederne er legio – hvis man er villig til at udnytte dem! De opstår konstant, i familielivet, i alle medmenneskelige forhold, mellem alle grupper af mennesker på alle planer, mellem nationer og mellem racer. Med en forøgelse af kontakter og kommunikationer i en verden, der stadig bliver mindre, bliver etablering af harmonisk individuel og social psykosyntese mere og mere påtrængende. Disse metoder er mere effektive med hensyn til at forhindre krig og tilskynde til nedrustning end ydre, juridiske og formelle, som ikke når ned til de grundlæggende årsager til konflikter. Dette kunne synes at være en idealistisk påstand; men den er i virkeligheden realistisk, fordi den er baseret på den menneskelige naturs realiteter.

Jeg skal konkludere dette afsnit med den bekræftelse, som forordet til UNESCOS konstitution stiller til vores rådighed:

”Eftersom krige begynder i menneskernes sind, er det i menneskernes sind, forsvarsværkerne for fred må opbygges.”

ANDEN DEL: SPIRITUELLE KONFLIKTER OG KRISER

Spirituelle konflikter og kriser er af en anden natur end den rent psykologiske type, og de moralske i en snæver forstand, skønt de somme tider har en forbindelse med dem. Spirituelle kriser forekommer i en anderledes indre dimension, idet de skabes af oplevelser og konflikter, som transcenderer det niveau og den sfære, der kendetegner den ordinære eksistens. De drejer sig om menneskets forhold til det store Liv, som det er en del af, det vil sige til den essentielle Virkelighed – hvordan den end måtte blive opfattet eller intuitivt forstået – som ligger ”bag” eller ”over” det lille personlige liv.

For mere end halvtreds år siden, i 1921, udviklede jeg dette emne i et skrift med titlen Sjælens Opvågnen. Jeg skal her delvis gentage, hvad jeg skrev dengang, et udsagn, som siden er blevet inkluderet i et senere skrift, ”Spirituel Udvikling og Nervøse Sygdomme.”[3]En klar forståelse af betydningen af de ualmindelige indre oplevelser, som sædvanligvis går forud for sjælens opvågnen, nødvendiggør anerkendelsen af nogle af det såkaldte almindelige menneskes psykologiske karaktertræk.”

Man kan måske sige, at det ikke lever så meget; snarere at det simpelthen eksisterer, idet det tager livet, som det kommer og ikke formulerer spørgsmål om dets mening, værdi og formål. Hvis ikke det er så udviklet, er det ganske enkelt optaget af at opfylde sine personlige ønsker, at søge sanselige fornøjelser, blive rigt og tilfredsstille sine ambitioner. Hvis det har et mere ophøjet sind, underordner det sine personlige fornøjelser opfyldelsen af de forskellige familiemæssige og borgerlige forpligtelser, som det er blevet indprentet. Samtidig bekymrer det sig kun lidt om sin raison d`etre eller sin tilblivelseshistorie. Måske erklærer det ligefrem, at det er religiøst og tror på Gud, men dets tilgang til religion er overfladisk og konventionel, idet det giver sig selv lov til at føle sig ”renset”, når det har opfyldt Kirkens formelle forpligtelser og deltaget i dens forskellige ritualer. Kort sagt, det normale menneske tror implicit på det ordinære livs absolutte realitet og er fast knyttet til sine jordiske goder, som det tillægger en positiv værdi. Således betragter det i praksis det ordinære liv som et formål i sig selv. En hvilken som helst tro det måtte have på et fremtidigt paradis, er fuldkommen teoretisk og akademisk, hvilket bekræftes af den kendsgerning, at dets iver efter at komme dertil, ofte erklæret med en morsom oprigtighed, næppe står mål med dets faste beslutning om at udsætte dette indtil det senest mulige øjeblik.