• nb
  • en
  • HJEM
  • Energipsykologi
    • Hvad er energipsykologi?
    • Energipsykologi – bogomtale
    • Artikler om energipsykologi
    • Energipsykologiske links
  • Meditation
    • Hvad er Integral Meditation?
    • Integral Meditation – De syv meditationsveje til sjælen – Bog
    • Artikler om integral meditation
  • Psykosyntese
    • Hvad er Psykosyntese?
    • Psykosyntesens Sjæl – bogomtale
    • Videoer
  • Artikler
    • Intro til Psykosyntese
    • Roberto Assagioli interviews
    • Diverse Assagioli artikler
    • Psykosyntese og psykoterapi
    • Psykosyntese filosofi
    • Psykosyntese og Selvet
    • Psykosyntese og Undervisning
    • Psykosyntese og Viljen
    • Psykosyntese øvelser
    • Ordbog
  • Produkter
    • coachinguddannelse
    • Webshop
  • Blog
    • En energiarbejders dagbog
  • JivaYou
  • Om

Kenneth Sørensen

Energipsykologi, meditation og psykosyntese - artikler, bøger, videoer ...

  • Sitemap
  • Webshop
Du er her: Hjem / Psykosyntese og psykoterapi / Løsningen af konflikter og spirituelle kriser

Løsningen af konflikter og spirituelle kriser

06/06/2017 af admin Skriv en kommentar

Table of content

  • 1 FØRSTE DEL: LØSNINGEN AF KONFLIKTER
  • 2 Trække projektionerne tilbage
  • 3 Metoder til eliminering af aggression
  • 4 ANDEN DEL: SPIRITUELLE KONFLIKTER OG KRISER
  • 5 Normalitet og spirituelle kriser
  • 6 Den kollektive eksistentielle krise
  • 7 Kriser forbundet med åndelig opvågning
  • 8 Sådan kan du komme videre

Agressionsenergierne står bag verdens konflikter,derfor er det nødvendigt først at tæmme de indre konflikter førend de ydre kan løses. Spirituelle kriser har også deres forløb og Assagioli beskriver her deres fremtrædelsesformer

Af Roberto Assagioli , Oversættelse Torben Steffensen


FØRSTE DEL: LØSNINGEN AF KONFLIKTER

På grund af formålene med dette dokument skal jeg begrænse mig til en diskussion af måderne, hvorpå man kan løse, eller, endnu bedre, forhindre de konflikter, der er frembragt af de kamplystne og aggressive energier. Det er et emne, som altid er aktuelt, men aldrig mere end nu.

Forståelsen af og brugen af midler, der er egnede til dette formål, kræver bevidsthed om den kendsgerning, at vi lever i en psykologisk verden, hvori energier af forskellige typer er i gang. Forskellige slags relationer eksisterer mellem de ydre og de indre verdener. Det primitive menneske adskiller sig ikke fra den ydre verden; han tror på, at naturkræfter er væsener, hvortil han knytter psykologiske kvaliteter og passioner. Han føler sig i kræfternes vold og søger at formilde dem. En mængde af mytologier, den indiske og den græske, for eksempel, afslører gudernes oprindelse som personificeringen af naturkræfter: Luft, ild, vind, vand, etc.

Derefter fulgte udviklingen af sindet og selv-bevidstheden, parallelt med adskillelsen af selvet fra den ydre verden. Det er først i relativt moderne tider, at der udvikledes et virkeligt objektivt studie af naturen, udøvet i en videnskabelig ånd. Som en ledsagende omstændighed fremkom den stadig mere omfattende kontrol af naturen gennem opdagelsen af naturlovene, og de tekniske opfindelser med henblik på kontrol og brug af naturkræfterne.

Endnu et vigtigt skridt kan og burde tages i retning af andre store kognitive og praktiske bedrifter. Den består i at blive bevidst om den kendsgerning, og uddrage alle konsekvenserne af det, at vi lever i en psykologisk verden lige så virkelig som, hvis ikke mere virkelig, end den ydre verden. I denne psykologiske verden er der en mangfoldighed af energier, som opererer i overensstemmelse med love ligeså præcise som de, der styrer eksterne naturkræfter. Derfor må vi gøre os klart, at skønt vi lever i denne psykologiske verden, er vi ikke i disse energiers magt; at vi kan lære dem at kende, finde ud af de love, de følger, og anvende teknikker med henblik på at gøre brug af dem. ”Jeget” vor virkelige væren, centeret for selv-bevidsthed, er forskelligt fra alle de psykologiske kræfter, som det er indhyllet i. Disse kræfter er ”ikke Jeg,” som det bliver demonstreret gennem den kendsgerning, at vi kan observere og studere dem, notere os deres dynamik, og transformationer, og allervigtigst, påvirke dem med viljen . Vores evne til at modificere disse kræfter betyder, at de ikke udgør en integreret del af ”Jeget” eller selvet.

Imidlertid er vi så vandt til at identificere os med de psykologiske kræfter, at vi må frigøre os fra deres kontrol – bruge dem i stedet for at blive brugt af dem – vi må opdyrke en konstant årvågenhed og opretholde, hvad der er blevet kaldt ”observatørens bevidsthed, ” eller i moderne teatertermer, instruktøren. Symbolsk kan teateret eller selve scenen siges at være kroppen, medens skuespillerne er de psykologiske kræfter, som optræder der, og som skal have instruktion af instruktøren. En effektiv hjælp til at erkende denne fundamentale forskel mellem ”Jeget” eller selvet, og de mangfoldige elementer, eller indholdet i den psykologiske verden gives i øvelsen: Dis-identifikation og Selv-identifikation, som den bliver beskrevet i min bog Psykosyntese. [1]

Som jeg skrev for mange år siden i en artikel, Psykologien om ide-kræfter og Psykologi [2]kan der drages tankevækkende analogier mellem den fysiske verdens genstande og kræfter og den psykologiske verdens. Passion minder om den brusende strøm, som tager alting med sig i dens løb og oversvømmer det omliggende territorium. En dagdrømmefantasi kan betragtes som analog til skyer, der passerer hen over himlen, idet de hele tiden skifter form. En ide er et frø, et kim, som når det finder den rigtige jord, kan vokse op til et majestætisk træ, eller skabe en hel strøm af tanke og handling; og så videre. Disse analogier mellem naturens verden og den psykologiske verden kan på en nyttig måde udvikles ved at betragte dem som noget objektivt og ikke blot subjektivt. En hel videnskab om psykodynamik bliver således skabt; en videnskab, det vil sige en bevidsthed om love og teknikker med henblik på at øve indflydelse på psykologisk dynamik.

Disse indledende bemærkninger åbner vejen for en betragtning over anvendelsen af denne opfattelse i relation til vort emne, psykologiske konflikter. Det fundamentale princip er, at løsningen af ydre konflikter med andre mennesker nødvendiggør den forudgående løsning af ens egne indre konflikter. Mere generelt sagt: For at regulere psykologiske kræfter i andre, individuelt og kollektivt, må der først bringes styr på de tilsvarende psykologiske kræfter i os selv. Dette kræver ikke en specifik demonstration. Det siger sig selv, at hvis der eksisterer en konflikt inden i os selv, så kan vi ikke være i harmoni med andre, eftersom hvis en del af os er i harmoni med en anden person, så må en anden del af os, som er i konflikt med den første del, også være i konflikt med den anden person. Således må der allerførst skabes en intern harmoni, eller integration, hvis energierne skal reguleres og dirigeres på en sådan måde, at det løser konflikter i den psykologiske verden og med andre menneskers psykologiske verden i det samfund, som vi er eller kommer i kontakt med.

De forskellige måder at regulere og så bruge de aggressive energier på kan kort indikeres som følgende: Udelukkelse af projektion , afløb for irritation i muskelaktiviteten, transformation af energi til andre udtryksformer.

Trække projektionerne tilbage

En elementær regel fordrer, at vi ikke projicerer vore sindstilstande og vore konflikter over på andre. Den menneskelige natur udviser en stærk tendens til at tillægge andre de holdninger, impulser, følelser og ideer, som er til stede i os selv. Lad os anvende denne regel i forhold til den slags konflikter, som nu spreder sig vidt omkring og er særlig akutte, nemlig dem, der skabes af aggressive og stridbare energier.

Hvis vi føler fjendtlighed overfor andre, har vi en tendens til at ”projicere” den over på dem; det vil sige, vi tror, det er dem, der er fjendtlige over for os, når de i virkeligheden måske slet ikke er det. Sådan en holdning er lige så stor en misforståelse, som det primitive menneskes tro på naturkræfternes personlige fjendtlighed. Denne fejlagtige projektion giver ofte anledning til en frygt og en overbevisning om at blive forfulgt og truet, og dette skaber efterfølgende forsvars – og fjendtlighedsreaktioner, som let kan vække andre menneskers fjendtlighed. Således opbygges der en ond cirkel, eller, i moderne termer, en kædereaktion.

Hvordan kan vi så forhindre sådanne projektioner? Først og fremmest er det nødvendigt at anerkende dem for, hvad de er, at blive bevidst om dem. Og når nogle viser fjendtlighed, kritiserer os og kommer med bebrejdelser mod os, må vi forstå, at ofte er de i virkeligheden ikke vrede på os personligt. De projekterer fjendtlighed over på os, næret af andre grunde, og letter sig for en byrde af fjendtlighed, som ikke i øjeblikket kan rettes mod dens virkelige årsag. Derfor skal deres fjendtlighed ikke tages for personlig.
Denne situation er godt beskrevet af Laura Huxley i første kapitel af hendes bog, Du Er Ikke Målet, som indeholder et antal psykologiske regler og teknikker til selv-kontrol, præsenteret på en levende og underholdende måde. Hun siger: ”Når din mand beklager sig, din kone plager dig, din chef er irritabel, din partner bliver vanskelig, dine børn er oprørske – stop! Stop op et øjeblik og erkend, at deres irritabilitet, deres urimelighed, deres kulde, med andre ord deres ubehagelige og stødende adfærd i virkeligheden ikke er rettet mod dig … I de fleste tilfælde er det ikke dig, som er målet. Du var bare tilfældigvis i nærheden.”

Forfatteren giver så nogle råd om måder at optræde på i disse situationer; en af dem er måske overraskende og tilsyneladende triviel, men ikke desto mindre effektiv, er at lette på en naturlig aggressiv reaktion gennem nogle øvelser, der involverer muskelsammentrækning, uden at den anden person er opmærksom på det, i stedet for at give det verbalt udtryk. Bøj arm og ben musklerne og træk rytmisk maven ind, idet du således forskyder den emotionelle ladning ind i det fysiske nervesystem. Dette, siger forfatteren, har den yderligere fordel at forene sig med en nyttig gymnastisk øvelse. Denne bog er fuld af lignende ”opskrifter,” som den kalder dem – fiffige, noget bizarre, men i stand til at fungere godt.

Udover disse midler til at eliminere projektioner , lette på irritationer og transformere vore udladninger af energi, kan man skrive et skrapt brev – og ikke sende det, bokse med en boksebold, etc. Lad os huske, at en symbolsk tilfredsstillelse ofte er tilstrækkeligt for det ubevidste , som kan tilfredsstilles ved at slå på en læderboldt i stedet for en ”fjende.” Det er udladningen af energi, som er vigtig. En anden metode er at distrahere ens opmærksomhed ved at kaste sig ud i en aktivitet, som fanger ens interesse. En anden hjælp er at huske den elementære kendsgerning, at irritation skader en selv mest af alle. En engelsk forfatter har sagt dette på følgende måde: ”Vrede er en måde at få en selv til at betale for andres fejl.” Oplyst selv-interesse kan få os til ikke at handle aggressivt.

I virkeligheden er det ikke let at lægge bånd på sig selv på denne måde, hvad enten vi har ret eller ikke. Det kunne fremføres, at det at være forkert på den gør det lettere at vedkende sig kontrollen med disse reaktioner; men sådan er det ikke Kendsgerningen er, at når man tager fejl, er man led ved at indrømme det, og derfor prøver vi at overbevise os selv og andre om, at vi har ret, idet vi ofte går til yderligheder for at gøre dette. Dette gives der et godt udtryk for i den franske sentens: Il se fache donc il a tort (Når man har uret, så løber hidsigheden af med en). På den anden side føler vi, når vi har ret, at vores aggressive reaktion bliver retfærdiggjort, ligegyldig hvilken ballade, det måtte forårsage. I disse tilfælde burde den indre tilfredsstillelse ved at vide, at man har ret, være tilstrækkelig, uden at ønske at bekræfte det i ord og voldelig handling. I virkeligheden er antitesen kunstig; ret eller uret er næsten aldrig klart optrukket; og i enhver situation er det meget vanskeligt at etablere deres proportioner. Man kan holde sig til Tommaso Campanellas udsagn: ”I Gud skal vi erkende, hvem der gjorde og sagde det bedste.”

Metoder til eliminering af aggression

Frygt er en anden kilde til fjendtlighed og aggressivitet. Frygten for at blive såret, frygten for at blive angrebet mere eller mindre som en overraskelse, tilskynder en til at gå i offensiven. Omvendt tiltrækker frygt andres fjendtlighed. Det er blevet bekræftet, at frygt producerer en substans, måske en duft, som irriterer dyr. Det er kendt, at dråberne af sved, der udsondres fra et forskrækket individ, vækker irritationsreaktioner og aggressivitet hos dyr.

Selv-kontrol, med dens evne til at regulere krigeriske energier, er en fordel også når man ønsker eller er tvunget til at kæmpe. Denne kendsgerning udnyttes i sport. En af de teknikker, der bruges af en bokser, for eksempel, består i at holde sig i defensiven i de indledende omgange med henblik på at tilskynde modstanderen til at angribe og udtrætte sig. I det rette øjeblik tager han så initiativet.

En højere og endog mere effektiv metode er at give rundhåndede indrømmelser i erkendelse af, at de er at foretrække i forhold til den skade, den slitage og de farer, kampen fører med sig. Det er nogle gange tilstrækkeligt at give proforma indrømmelser – d.v.s. hvis det sker på en måde, så at andre får prestige ud af det. Dette er ikke blot et spørgsmål om at undgå at ydmyge og fornærme en modstander, men også om ikke at hovere over ham og hjælpe ham med at rede ansigt og tilfredsstille hans selvfølelse. Han kan endog få lov til at betragte sig som sejrherren. Hvad betyder hans påstande, forudsat substansen i situationen opretholdes? Her er et eksempel. To amerikanske forretningsfolk, Carnegie og Westinghouse, var optaget af en rivalisering, der var til skade for deres fælles interesser. Under en diskussion, hvor de prøvede at nå til enighed, spurgte Westinghouse, der stadig ikke er overbevist om Carnegies forslag, ham om følgende: ”Hvis vi slutter vore selskaber sammen, hvad skal det nye så hedde?” ” Westinghouse,” svarede Carnegie, og dette bragte endeligt den andens enighed på plads.

Men finere midler end kalkulerede indrømmelser dikteret af egeninteresse skal naturligvis findes i en forstående overbærenhed overfor den menneskelige naturs ufuldkommenhed, fuldt af konsekvent generøsitet. Fasthed og evnen til at sige nej, når det er nødvendigt, er ikke derved udelukket, men skal anvendes i en ikke kritisk ånd, uden emotionel reaktion, og ud fra et bredere perspektiv. Endelig er der et endnu fornemmere middel til at ”afvæbne” en opponent, selv en fjende: Velvilje og medfølelse, som kan nå højder af sand broderlig kærlighed. Det var i denne ånd, at Frans af Assisi vandt over Gibbios ulv.

De bedste dyretrænere aspirerer imidlertid ikke mod sådanne højder, men udøver deres kontrol ved hjælp af en blanding af kærlighed og styrke. De anvender også øjets magnetiske kraft, kombineret med en fast og frygtløs holdning. Nogle trænere har sagt, at de virkelig elsker deres dyr, kærtegner dem og viser deres hengivenhed for dem, en træning som gør dem føjelige. Selv på dette elementære plan viser velvilje sig at være effektiv.

Jeg føler ikke, det er nødvendigt at påpege disse metoders anvendelse. Mulighederne er legio – hvis man er villig til at udnytte dem! De opstår konstant, i familielivet, i alle medmenneskelige forhold, mellem alle grupper af mennesker på alle planer, mellem nationer og mellem racer. Med en forøgelse af kontakter og kommunikationer i en verden, der stadig bliver mindre, bliver etablering af harmonisk individuel og social psykosyntese mere og mere påtrængende. Disse metoder er mere effektive med hensyn til at forhindre krig og tilskynde til nedrustning end ydre, juridiske og formelle, som ikke når ned til de grundlæggende årsager til konflikter. Dette kunne synes at være en idealistisk påstand; men den er i virkeligheden realistisk, fordi den er baseret på den menneskelige naturs realiteter.

Jeg skal konkludere dette afsnit med den bekræftelse, som forordet til UNESCOS konstitution stiller til vores rådighed:

”Eftersom krige begynder i menneskernes sind, er det i menneskernes sind, forsvarsværkerne for fred må opbygges.”

ANDEN DEL: SPIRITUELLE KONFLIKTER OG KRISER

Spirituelle konflikter og kriser er af en anden natur end den rent psykologiske type, og de moralske i en snæver forstand, skønt de somme tider har en forbindelse med dem. Spirituelle kriser forekommer i en anderledes indre dimension, idet de skabes af oplevelser og konflikter, som transcenderer det niveau og den sfære, der kendetegner den ordinære eksistens. De drejer sig om menneskets forhold til det store Liv, som det er en del af, det vil sige til den essentielle Virkelighed – hvordan den end måtte blive opfattet eller intuitivt forstået – som ligger ”bag” eller ”over” det lille personlige liv.

For mere end halvtreds år siden, i 1921, udviklede jeg dette emne i et skrift med titlen Sjælens Opvågnen. Jeg skal her delvis gentage, hvad jeg skrev dengang, et udsagn, som siden er blevet inkluderet i et senere skrift, ”Spirituel Udvikling og Nervøse Sygdomme.”[3]En klar forståelse af betydningen af de ualmindelige indre oplevelser, som sædvanligvis går forud for sjælens opvågnen, nødvendiggør anerkendelsen af nogle af det såkaldte almindelige menneskes psykologiske karaktertræk.”

Man kan måske sige, at det ikke lever så meget; snarere at det simpelthen eksisterer, idet det tager livet, som det kommer og ikke formulerer spørgsmål om dets mening, værdi og formål. Hvis ikke det er så udviklet, er det ganske enkelt optaget af at opfylde sine personlige ønsker, at søge sanselige fornøjelser, blive rigt og tilfredsstille sine ambitioner. Hvis det har et mere ophøjet sind, underordner det sine personlige fornøjelser opfyldelsen af de forskellige familiemæssige og borgerlige forpligtelser, som det er blevet indprentet. Samtidig bekymrer det sig kun lidt om sin raison d`etre eller sin tilblivelseshistorie. Måske erklærer det ligefrem, at det er religiøst og tror på Gud, men dets tilgang til religion er overfladisk og konventionel, idet det giver sig selv lov til at føle sig ”renset”, når det har opfyldt Kirkens formelle forpligtelser og deltaget i dens forskellige ritualer. Kort sagt, det normale menneske tror implicit på det ordinære livs absolutte realitet og er fast knyttet til sine jordiske goder, som det tillægger en positiv værdi. Således betragter det i praksis det ordinære liv som et formål i sig selv. En hvilken som helst tro det måtte have på et fremtidigt paradis, er fuldkommen teoretisk og akademisk, hvilket bekræftes af den kendsgerning, at dets iver efter at komme dertil, ofte erklæret med en morsom oprigtighed, næppe står mål med dets faste beslutning om at udsætte dette indtil det senest mulige øjeblik.

Normalitet og spirituelle kriser

Men blandt ”normale mennesker” kan det ske – og tilfældene forekommer, skønt de er forholdsvis sjældne – at en person, til sin overraskelse og uro, oplever en pludselig forandring i sit indre liv. Sommetider i kølvandet på en rækker skuffelser, ikke sjældent efter et alvorligt chok, såsom tabet af en elsket person, sommetider – og dette er særligt signifikant – uden åbenbar årsag og midt i omstændigheder af usædvanligt velvære og velstand (som i Leo Tolstojs tilfælde for eksempel), føles en svag uro, fulgt af en fornemmelse af utilfredshed, af mangel. Men manglen er ikke på noget konkret, snarere på noget gådefuldt, flygtigt, udefinerbart. Denne tomhed forøges ved tilføjelsen, lidt efter lidt, af en følelse af det ordinære livs uvirkelighed og flygtighed. Personlige interesser, som tidligere optog størstedelen af personens opmærksomhed, begynder at svinde bort, deres betydning og værdi skrumper ind. Nye problemer præsenterer sig, som tvinger den pågældende til at stille spørgsmål til livets retning. Han undrer sig over mange ting, som han tidligere accepterede som værende naturlige: Grunden til hans og andre menneskers lidelser, retfærdigheden i den ulige fordeling af livets goder, oprindelsen til menneskelig eksistens og dens form.

Dette stadium giver frugtbar grobund for misforståelser og fejltagelser. Meningen med disse nye sindstilstande undgår opmærksomheden hos mange af dem, som, når de oplever dem, betragter dem som luner eller unormale fantasifrembringelser. Den lidelse, de forårsager, og den er nogen gange virkelig smertefuld, avler modstand af enhver art. Frygt for at ”miste forstanden” får den, der lider, til at bestræbe sig på at genvende sit hold på det ordinære liv, som truer med at glide ud af hænderne på ham. Sommetider er hans reaktion ligefrem med desperationens iver at søge efter nye beskæftigelser, nye stimuli, nye sanseoplevelser. Ved hjælp af disse og andre midler lykkes det nu og da mennesker, som er på vej igennem denne nedbrydende fase, at kvæle deres uro, men de klarer næsten aldrig at neutralisere den fuldkommen. Den fortsætter med at ulme dybt i dem, idet den underminerer fundamentet for deres normale eksistens, og den kan, måske flere år senere, bryde frem igen med forøget intensitet. Så vokser den sindsoprivende tilstand til endnu større intensitet, den indre tomhed bliver mere utålelig, indtil den lidende føler sig nedbrudt. Alt det, der holder sammen på hans liv, synes nu at være en drøm, medens der ikke viser sig noget nyt lys, som kan fordrive hans uvidenhed eller støtte hans tro på muligheden for at få et mere oplyst syn på livet.

Det er på dette punkt, ideerne omkring og impulserne til at begå selvmord sandsynligvis ofte vil invadere bevidstheden hos den, der lider. Fysisk tilintetgørelse synes den eneste logiske følge af den indre kollaps og opløsning. Det må bemærkes, at den anførte beskrivelse kun er en præsentation af de generelle hovedtræk i den form for oplevelse og dens udvikling. I den virkelige verden tegner individuelle temperamenter sig for talrige oplevelsesmæssige variationer. Nogle tilfælde standser brat på det akutte stadium, idet de springer den nævnte gradvise overgang over; andre når den næsten straks. Atter andre drages mod undersøgelser som følge af filosofisk tvivl. Den moralske krise er det fremherskende træk for andre personer.

Den kollektive eksistentielle krise

I dag, halvtreds år senere, er kriser af denne slags ikke blot forøget i antal og intensitet på det individuelle plan, men har også antaget en kollektiv karakter. De er blevet symptomatiske for en bred vifte af befolkningsgrupper og plager en stor del af de unge. Det er ikke svært at finde ud af årsagen. Den Anden Verdenskrig, med dens enorme mængde af lidelse, den destruktion og rystelse den forårsagede, ikke blot af materiel art, men indenfor alle områder af menneskelig eksistens, konfronterede menneskeheden bredt med livets tragiske aspekter. De fundamentale problemer omkring meningen med livet, grundene til og retfærdigheden i en individuel persons og andre menneskers lidelser blev derved ubønhørligt præsenteret på en voldsom og pinefuld måde og på en bred skala.

De mest udbredte reaktioner var, og er stadig, oprør, fornægtelse, mental lidelse og endog fortvivlelse. Eksistentielle holdninger og overbevisninger af negativ art (der er andre, som har en positiv drejning) har ført til, at livet er blevet betegnet som absurd, til benægtelse af enhver højere transcendent virkelighed, til en position af protest og udfordring, som, imidlertid, samtidig føles som ubrugelig og uden styrke. Dette er blevet betegnet som eksistentiel frustration og korrekt beskrevet af Viktor Frankl. Han, der nu er direktør for Den Neurologiske Klinik ved Wiens Universitet, undergik en usædvanlig testoplevelse i en koncentrationslejr, som varede mange måneder og var ledsaget af akut lidelse og konstante dødstrusler. Disse vilkår skabte baggrunden for en spirituel opvågnen, som transformerede hans liv og nu udgør grundlaget for hans tænkning og psykoterapeutiske tilgang. I hans bog, Theori und Therapi der Neurosen, som jeg stærkt anbefaler til læger, skriver han:

”Ud over mindreværdsfølelser kan psykisk sygdom også indgydes i mennesket ved følelsen af absurditet, i.e. af frustration vækket af behovet for at give livet en mening. I sådanne tilfælde, hvor en person ser, at hans aspiration efter at give sin eksistens tilstrækkelig mening til at gøre det værd at fortsætte, mislykkes, taler vi om eksistentiel frustration… Hvis vi forsøger at komme til bunds i dette spørgsmål og fastslå det patologiske grundlag for disse forstyrrelser, bliver vi til stadighed gjort opmærksomme på, at det først og fremmest ligger i denne kendsgerning. Hvad vi betegner som ”viljen til mening,” i kontrast både til ”viljen til behag” (i.e. behagprincippet i psykologisk forstand) og ”viljen til magt” (i.e. ”selvhævdelse” i Adlers forstand) forbliver utilfredsstillet og frustreret” (Frankl, Theori und Therapi der Neurosen, Ernst Reinhardt, München, 1956).

En af de måder, hvori denne krise manifesterer sig, er i fornemmelsen af nedtrykthed, der bliver skabt af kosmos uendelighed og de enorme tidsperioder, som astronomien åbenbarer. Dette er tydeligt i nogle menneskers reaktion på den ”kosmiske test.” Den består i at vise billeder af universet, der stadig udvider sig, indtil jorden ses at forsvinde i rummets uendelighed. Her er, hvorledes Frankl taler om denne slags angst:

”Jeg husker et tilfælde, hvor patientens angst viste sig at være af eksistentiel karakter. Det uendelige, indrømmede hun, knuger mig. Det forvirrer mig, jeg føler mig uvirkelig lige til det punkt, hvor jeg føler opløsning. Lad os her tilføje en observation, som Scheler har gjort: Rummets og tidens uendelige tomhed er det hulrum, mennesket oplever i sit hjerte. For så vidt som denne angst i sidste ende er for ingenting, indtager rummets uendelige tomhed pladsen for ingenting. Men denne makrokosmiske tomhed synes blot at være projektionen af en indre tomhed, en eksistentiel tømning, det vil sige en mikrokosmisk tomhed. Det minder om refleksionen af vor Dasein (værens) uvirkelighed.”

I andre mennesker sætter denne fornemmelse af eller bevidsthed om rummets umådelighed og tidsmæssige uendelighed en anderledes, endog en modsat, reaktion i gang. De ser universet som reguleret af en enorm Kosmisk Intelligens, som Einstein siger, eftersom stjernernes bevægelse er så kontrolleret, at de kan forudsiges, og orden styrer alting (kosmos på græsk betyder orden). Dette synspunkt frembringer en bevidsthedsudvidelse og en fornemmelse af ”deltagelse”. Disse individer føler sig som levende partikler i dette store univers, mikroskopiske men essentielle elementer i totaliteten af Væren.

For så vidt angår den tilstand af eksistentiel angst, som tidligere er nævnt, er der få, som ved, hvordan de skal bære den, og derfor flygtes der sædvanligvis fra den, og forskellige metoder tages i anvendelse for at berolige den: Ydre aktivitet, fra voldsom sport og hensynsløs væddeløbskørsel på det fysiske plan til bestræbelsen for at udtænke en eller anden ideologis sejr; ved beundring af og efterligning af ”afguder,” såsom filmstjerner og bokseringens og fodboldbanens helte. Andre søger glemsomhed og tilfredsstillelse i umådeholden seksualitet, eller ved hjælp af alkohol og stoffer.

Men før eller senere viser disse hypotetiske remedier sig at være ineffektive, og mennesket bliver tvunget til at stå ansigt til ansigt med realiteterne og prøve at forstå meningen med og værdien af de mørke og tilsyneladende negative aspekter af livet. Når denne søgen efter mening udøves uden mental fordom, oprør fra viljens side og personlige emotionelle reaktioner, opdager man og anerkender de positive værdier, som eksisterer i livet, værdier, som har en virkelighed, der ikke er mindre, faktisk mere substantielle og permanente end de negatives. De er de store universelle og evige værdier: Sandhed, Skønhed, og Godhed, med deres menneskelige manifestationer i kærlighed, kreativ og godgørende aktivitet, i glæde og endog i selve lidelsen som en vej til forøget bevidsthed, fordybning og ophøjelse.

Men dette punkt er kun opnåeligt, gentager jeg, som resultat af en stor åbning, en værdig, ikke forknyt ydmyghed ansigt til ansigt med mysteriet; en kærlig accept; af en natur, der ikke stiller krav til livet eller andre mennesker, men snarere giver, og særligt af en selv; plus anerkendelse af ens essentielle personlige spirituelle frihed og accept af den deraf følgende ansvarlighed. Således når vi til erkendelsen af, at alt afhænger af vor holdning, og at dette ikke blot fører til ængstelsen for mening og værdier, men også kan skabe og skænke dem. Og dette, idet det er i vor magt, afhænger af frit valg fra vor side, af vor beslutning og derfor af en viljeshandling .

Her er så det ædle mål, den lysende klare sejr, som er opnåelig gennem spirituel opvågnen og en behørig åndelig udvikling. Men dets opnåelse kræver ofte vores konfrontering af og overvindelse af en række indre konflikter, skabt af den menneskelige naturs mangfoldighed og kompleksitet. Eftersom disse konflikter er behandlet i detaljer i artiklen, Spirituel Udvikling og Nervøse Sygdomme, som siden er blevet indført som et kapitel (under titlen ”Selvrealisering og Psykologiske Forstyrrelser”) i Psykosyntese, skal jeg her begrænse mig til at opsummere deres væsentlige punkter.

Kriser forbundet med åndelig opvågning

Opvågningen i sig selv kan blive kilden til forstyrrelser og ubalancer hos dem, hvis sind ikke er godt afbalanceret, eller hvis emotioner er belastede eller ikke ordentlig kontrollerede, eller igen hos dem med et for sensitivt og sart nervesystem. En lignende tilstand kan også følge, når strømmen af spirituel energi overvælder modtageren på grund af dens pludselige indtræden og voldsomhed. Hvor sindet er for svagt og dårligt forberedt til at tåle det spirituelle lys, eller hvor der en tendens i retning af fordringsfuldhed og egocentricitet, kan hændelsen blive fortolket forkert. Der sker, så at sige, en ”sammenblanding af niveauer,” hvori sondringen mellem absolut og relativt, mellem ånd og personlighed, ikke bliver anerkendt. Den spirituelle kraft kan så skabe eksaltation og inflation af det personlige ego.

I andre tilfælde frembringer den uønskede indre illumination , der følger med sjælens opvågnen, i stedet en emotionel eksaltation, som viser sig i uregerlig og uorganiseret adfærd, som gør sig gældende ved råben, skrigen, syngen og andre former for motorisk sindsbevægelse.

Derfor kan den stimulering, der følger med opvågningen, drive dem, der er af en aktiv, dynamisk og kamplysten type, til at påtage sig rollen som profet eller reformator og give det udtryk gennem dannelsen af bevægelser og sekter, karakteriseret af umådeholden fanatisme og missioneren. Hos nogle mennesker, med en relevant disposition, bliver den indre opvågnen fulgt op af paranormale psykologiske manifestationer af forskellig art. De har visioner, sædvanligvis af ophøjede og engleagtige væsener, eller hører stemmer og føler trangen til at forsøge sig med automatskrivning. Den varierede værdi af de budskaber, der bliver modtaget på denne måde, gør det nødvendigt, at de bliver undersøgt og evalueret objektivt og uden fordomme, men også uden at tillade den kanal, der viderebringer dem, at gennemtvinge sit eget værdikriterium.

Andre konflikter og kriser rejser sig af de reaktioner, der følger den indre opvågnen. En harmonisk spirituel opvågnen vækker en følelse af glæde og mental illumination, som bringer fornemmelsen af meningen med og formålet med livet med sig, fjerner mange former for tvivl, giver løsningen på mange problemer, og giver en følelse af indre tryghed. Sammen med dette kommer en klar fornemmelse af enhed, skønhed, og livets hellighed; og fra den opvakte sjæl strømmer en bølge af kærlighed ud mod alle andre sjæle og skabninger.

Men hvor lang tid denne glædesfyldte tilstand end måtte vare, så er den af skæbnen bestemt til at komme til en afslutning. Den ordinære personlighed, med dens lavere elementer, er blevet overvundet og kun bragt til at sove midlertidigt, ikke slået ihjel eller transformeret. Desuden er indstrømningen af lys og spirituel kærlighed rytmisk og cyklisk, som alt andet, der sker i universet. Før eller senere svinder den derfor ind eller holder op. Højvande følges af ebbe. Denne indre oplevelse er meget smertefuld, idet den i nogle tilfælde frembringer voldsomme reaktioner og endog alvorlige forstyrrelser. Lavere tendenser vågner op igen og bekræfter sig selv med fornyet styrke. Alle klipperne, brokkerne og affaldet, som var blevet dækket af højvandet, dukker op igen.

Disse reaktioner følges af en periode, hvori der foregår en proces med forvandling af personligheden; og dette skaber også konflikter og kriser. Det er en lang og kompleks affære, sammensat af faser af aktiv renselse med henblik på at fjerne hindringerne for indstrømningen og de spirituelle kræfters aktivitet; faser af udvikling af indre færdigheder, som har været latente eller svage; faser, hvorunder personligheden må stå stille og ydmyg, idet den tillader sig selv at blive arbejdet på af Ånden og skal bære den uundgåelige lidelse med mod og tålmodighed. Det er en periode opfyldt af forandringer, skiften mellem lys og mørke, glæde og sorg.

Det er også en overgangsperiode, en given slip på den gamle tilstand før den nye nås. Det minder om larvens tilstand, medens den går igennem den proces, som vil transformere den til en sommerfugl. Den må gå igennem puppestadiet, en tilstand af disintegration og kraftesløshed.

Men mennesket nægtes normalt det privilegium, der tilbydes larven, nemlig at gennemføre transformationen beskyttet inden for kokonens trygge rammer. Det må, særlig nu om dage, stå på sin post i livet og fortsætte med at klare sin familie, professionelle og sociale forpligtelser så godt, som det kan, som om intet var hændt.

Vi kan ikke blive overraskede, hvis så kompleks og krævende en operation sommetider forårsager nervøse og psykologiske forstyrrelser: For eksempel nervøs udmattelse, søvnløshed, depression, irritabilitet og rastløshed. Når vi tager den stærke indflydelse, som den psykologiske natur har på den fysiske, i betragtning, så er det let at forstå, hvordan den efterfølgende forårsager en mangfoldighed af fysiske symptomer.

Emnet for denne artikel har forpligtet mig til først og fremmest at beskæftige mig med de komplikationer, lidelser og konflikter, der sættes i gang af åndelig udvikling; men jeg ønskede ikke at give det indtryk, at de er mere alvorlige end dem, der påvirker folk, som ikke har haft en indre opvågnen. Derfor er det ønskeligt, at følgende punkter bliver fremdraget:

Mange tilfælde af åndelig udvikling bevæger sig mere gradvist og harmonisk fremad end dem, der er beskrevet ovenover med det resultat, at vanskelighederne overkommes, og der bliver styret gennem de forskellige stadier uden nervøse reaktioner og fysiske forstyrrelser.

De lidelser og forstyrrelser, som opleves af dem, der betræder den spirituelle vej, hvor ubehagelige de end kan være, er i virkeligheden kun midlertidige reaktioner, så at sige virkningen af en organisk proces vedrørende indre vækst og fornyelse. Derfor forsvinder de ofte, når den krise, der har fremprovokeret dem, er løst, og overgiver sig roligt til en passende behandling.

3. De lidelser, der følger med det spirituelle høj og lavvande, bliver der i rigeligt mål kompenseret for ikke blot af faserne med indstrømning og ophøjelse, men også af tro på det indre eventyrs store formål og ophøjede mål. Den resulterende pragtvision tjener som en kraftfuld inspiration, et ufejlbarligt velvære, og en uudslukkelig kilde af styrke og mod. Vi bør derfor være rede til at vække visionen så levende og så ofte som muligt. En af de største velgerninger, vi kan gøre nogen, som er plaget af en spirituel krise og konflikt, er at hjælpe vedkommende med at gøre det samme.

[1] (Assagioli: Psykosyntese: En samling af grundlæggende skrifter. Forlaget Levende Visdom, 2005, kapitel IV). [2] (Review of Applied Psychology, Sep.-Oct 1909) [3] Artiklen er indbefattet i bogen der udkom efter Assagiolis død: TranspersonligUdvikling, Kentaur Forlag, (august) 2006

Kilde: (P.R.F. Issue No. 34)

Sådan kan du komme videre

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi

Gemt som: Psykosyntese og psykoterapi

© Artikler fra www.kennethsorensen.dk må distribueres videre via e-mail og udprintes uden forfatterens tilladelse. Anden brug, herunder print i medier, visning på andre websites og anden form for distribution, eller brug af denne artikel, eller dele heraf, kræver ophavsretindehaverens tilladelse.

Gem kommentar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

7 gratis meditationer

Styrk dine syv talenter for:

Lederskab, Empati, Innovation, Harmoni, Knowhow, Motivation og Skaberkraft

​

Skriv dig på mit nyhedsbrev og få straks adgang til de syv meditationer

Gratis Personlighedstest

Tre bøger til din personlige og spirituelle udvikling!

energipsykologi
Køb her!

Integral Meditation
Køb her!

Psykosyntesens sjæl
Køb her!
Køb e-bøger
  • Sitemap
  • Webshop

Kenneth Sørensen, Ermelundsvej 102, 2820 Gentofte, Tlf. 2513 0502 Email: [email protected] web: www.kennethsorensen.dk


Copyright © 2019 · kennethsorensen.dk · Kenneth Sørensen MA, Psychosynthesis · Informasjonskapsler/cookies

Vi bruger cookies for at sikre, at vi giver dig den bedste oplevelse på vores hjemmeside. Hvis du fortsætter med at bruge dette websted, antager vi, at du er tilfreds med det.Ok