Syntese i Psykoterapi

En helhedsorienteret psykoterapi må inddrage de bedste elementer fra alle de forskellige tilgange – eksistentialistisk, psykoanalytisk og de transpersonlige psykoterapier. Roberto Assagioli giver et omrids i denne artikel.

Af Roberto Assagioli M.D, Oversættelse Kirsten Hansen

Foredrag holdt på the ”Sixth International Congress of Psychotherapy, London, England, August 1964”.

For tiden kan man inden for psykoterapi observere mange forskellige metoder, som umiddelbart synes at være modsætninger. Der er ingen grund til at remse dem op; de er velkendte. Jeg vil kun bemærke, at de groft kan deles op i to grupper eller klasser, som repræsenterer to forskellige opfattelser og udførelser.

Groft sagt kan den ene metode betegnes som eksistentiel psykoterapi, fordi den understreger betydningen af patientens eksistentielle livsproblem eller problemer, og sigter mod at hjælpe ham til først at opdage og derefter at løse dem. Denne gruppe omfatter forskellige terapiformer, som er baseret på dybdepsykologi. Generelt lægger disse terapier megen vægt på det levende forhold og samspil mellem terapeut og patient (”mødet”).

Den anden gruppe omfatter et stort antal specialiserede teknikker, som hver især sigter mod at fjerne patientens symptomer eller et specifikt problem.

Begge typer psykoterapi har deres respektive anvendelighed og begrænsninger. Værdien af den eksistentielle tilnærmelse er, at den går dybere ned til kernen i patientens problem, som er forbundet med hele hans personlighed. Den inddrager hans holdning til livet, og sigter mod at korrigere og ændre denne på en konstruktiv måde. Hovedsagelig gennem indflydelsen fra terapeutens selv. Denne metodes begrænsning er, at den ikke aktivt hjælper patienten til at bruge sin nylig opnåede indsigt, til at ændre og omforme sit liv og sine forhold til andre i overensstemmelse med denne indsigt. Patienten kan gå ind på det nye syn på tilværelsen, men finde det vanskeligt eller være ude af stand til at praktisere det.

Det modsatte kan siges om de specifikke teknikker. De er værdifulde og effektive til at eliminere et antal symptomer. De kan få patienten til at opdage og bruge sine egne latente ressourcer, men generelt går teknikkerne ikke dybt nok. De fjerner ikke den virkelige årsag eller oprindelse til symptomet, som derfor er tilbøjelig til at vende tilbage. Vi refererer til teknikker som suggestion og selv-suggestion, hypnose , ”autogen træning” i dens mere tekniske aspekt og andre aktive træningsmetoder.

Forskellige terapeutiske tilgange må kombineres

Hver gruppe har sine bestemte fordele, og derfor bør de kombineres i en vidtspændende psykoterapi. Denne kombination skal i imidlertid finde sted og anvendes individuelt i hvert enkelt tilfælde. Lad os altid erkende og holde for øje, at patienter er meget forskellige. Årsagerne til deres forstyrrelser er derfor tilsvarende forskellige. Nogle tilfælde kan betegnes ”Freudianske”, fordi årsagen til forstyrrelserne er i overensstemmelse med Freud´s fortolkning; men mange andre passer ikke ind i dette mønster. Deres problemer, konflikter og resulterende besværligheder kan forstås bedre i lyset af de beskrivelser og tolkninger som Adler, Jung, Horney, Frankl etc. respektivt giver. Selvfølgelig findes der ikke faste regler for en opdeling, fordi der ofte kan ses en kombination af forskellige årsager i indbyrdes varierende omfang. Disse individuelle forskelle kræver en differentieret behandling, som består af en kombination af forskellige metoder tilpasset hvert individuelle tilfælde, og fasen i hver enkelt behandling.

Man kan kort sige, at de forskellige opgaver og mål i en behandling, hvor forskellige metoder går op i en højere enhed, er som følger: Først, skal de direkte årsager til problemet findes og elimineres, og derefter følger helbredelsen af symptomerne. For det andet skal de fysiske, psykologiske og miljø afhængige betingelser fjernes, som kan være årsag til en tilbagevenden af problemerne. For det tredje skal konsekvenserne af sygdommen elimineres. For det fjerde, skal patienten hjælpes til at bruge sine drifter på en konstruktiv måde, for at der ikke opstår nye indre konflikter ogeller antisocial adfærd. For det femte skal alle latente evner og muligheder vækkes og udnyttes til det yderste, og særlig de højere evner, som findes latente i det overbevidste.

Psykoterapiens faser

Følgende er det generelle forløb i en komplet psykoterapeutisk behandling. Den første fase er en grundig vurdering af patientens personlighed. Den inkluderer både et overblik over alle de bevidste aspekter og en undersøgelse af de forskellige lag eller niveauer i det ubevidste . Denne vurdering får patientens centrale eksistentielle problem eller problemer frem i lyset; men terapeuten skal bearbejde, syntetisere og udlægge materialet i dette lys. Det kræver en viden om patientens generelle forestilling om livet; hans værdinorm eller normer (vi bruger flertal, fordi han ofte har forskellige og modstridende værdinormer); hans hovedmål; frustrationer, konflikter. Denne eksistentielle situation er forskellig for hver patient. Skønt mange betingelser og problemer synes at være ens hos mange individer og grupper, er den særlige kombination med forskellige indbyrdes proportioner unik.

Efter erkendelse af de eksistentielle problemer skal terapeuten finde de mest passende løsninger. I mange tilfælde er de ikke vanskelige at opdage, fordi de er angivet i selve arten af problemet. Det er ikke let – og undertiden meget vanskeligt at effektuere løsningen, d.v.s. at få patienten til at nå frem til den både i det indre og det ydre.

Det første skridt mod denne realisering er patientens erkendelse af løsningen, hans overbevisning om at elimineringen af hans forstyrrelser findes her. Når patienten og terapeuten er nået frem til enighed om dette punkt, skal de forskellige trin, midler og veje til at nå det forestillede mål planlægges. I hver fase skal terapeuten sikre sig patientens forståelse, accept og villige samarbejde.

Eliminering af forhindringer, opløsning af komplekser, fjernelse af fortrængninger er den første opgave i den aktive del af behandlingen. Den kan betegnes som den psykoanalytiske fase i ordets strengeste betydning eller som katarsisfasen. I mange tilfælde er det tilstrækkeligt at give patienten en følelse af lettelse, og bringe et antal symptomer til ophør. Men erfaringen har gentagne gange vist at dette ikke er nok.

Den næste opgave består i at kontrollere og bruge drifterne, og specielt de energier, der frigøres ved elimineringen af komplekser og blokeringer. Det bør understreges kraftigt, at kontrollen af drifterne ikke er lig med deres fordømmelse eller fortrængning. Det drejer sig om en nødvendig regulering. Energierne skal udtrykkes på en harmløs måde eller, hvis det er muligt – anvendes til konstruktive formål v.h.a. kanalisering, transformering og sublimering. Dette er særlig nødvendig ved de aggressive og seksuelle drifter.

Udviklingen af de mangelfulde funktioner er en anden og i en vis forstand modsatrettet opgave, som kræver brug af andre teknikker. Patientens manglende balance er hyppigt en del af problemet, d.v.s. en mangel på den rette udvikling af bestemte basale menneskelige funktioner. I visse tilfælde, særlig hos mænd kan det dreje sig om følelsesfunktionen; i andre tilfælde kan det være den mentale funktion. Ofte er det viljens regulering og syntetisering, der mangler (selvom det sjældent erkendes). Her er der brug for at anvende aktive teknikker og systematisk træning.

En opgave, der delvis ligner og delvis adskiller sig, er aktivering og brug af latente energier og evner. Det anerkendes mere og mere, at alle har ubrugte muligheder og talenter, som ofte har stor menneskelig og spirituel værdi. Man har konstateret at en grundlæggende årsag til patientens tilstand er, at der i mange tilfælde ligger en følelse af at have sådanne muligheder uden at kunne bringe dem frem i lyset og realisere dem. Den fornemmelse giver en følelse af frustration og mindreværd, som kan føre til depression, oprør og være årsag til flere psykiske og psykosomatiske problemer.

Undertiden vækkes disse overbevidste evner og energier og deres indtrængen i bevidstheden sker spontant i form af kunstnerisk inspiration, religiøse oplevelser etc. Problemet er, at hjælpe individet til at assimilere og bruge disse harmonisk og afbalanceret.

Psykoterapiens mål

De tilgængelige metoder til at løse disse forskellige opgaver er mange og forskelligartede, og de kan anvendes pragmatisk, uafhængigt af de teorier og systemer, som de er blevet og stadig bliver associeret med.

Brugen af disse teknikker kræver en vis mængde vilje fra patienten; derfor er det en vigtig del af behandlingen at hjælpe patienten med passende metoder (som er til rådighed) til at vække, udvikle og bruge viljen viist. Dette er af stor værdi for alle mennesker inklusiv terapeuter!

Man skal ikke holde ovenstående forskellige mål adskilt og så at sige forfølge dem enkeltvis. De bør koordineres således, at de forenes mod opnåelsen af individets psykosyntese d.v.s. opbygning af en integreret, harmonisk fungerende personlighed, med andre ord en komplet selvaktualisering .

En sådan individuel psykosyntese omfatter uundgåeligt rigtige og harmoniske mellemmenneskelige og indbyrdes gruppe relationer. Intet individ lever i isolation; der er en konstant interaktion mellem ham og andre individer og grupper. Desuden har kommunikationens hurtige udvikling – både den håndgribelige og psykologiske – udvidet denne interaktion til et stadigt altid voksende miljø – i virkeligheden til hele menneskeheden. Derfor skal terapeuten hjælpe patienten til at etablere sådanne rigtige og harmoniske relationer. Dette er slet ikke en let opgave, fordi disse relationer ikke alene afhænger af patienten men også af de mennesker og grupper, som påvirker og ofte udøver unødigt pres på ham. I mange tilfælde må terapeuten direkte eller indirekte behandle andre af patientens familiemedlemmer.

Selvfølgelig kan terapeuten ikke ændre grupper og de generelt uharmoniske betingelser karakteristisk for nutidens samfund; et samfund som kan betragtes som værende patologisk. Men enhver terapeut kan af al magt bestræbe sig på at udpege det moderne samfunds psykologiske sygdomme gennem personlig indflydelse, foredrag, skriftlige arbejder etc. samt anvise løsninger. Nogle terapeuter som Erich Fromm gør dette bevidst.

Psykoterapeuterne må selv etablere gode samarbejdsrelationer

Under alle omstændigheder ville det være godt hvis psykoterapeuterne som det første ville etablere et indbyrdes harmonisk forhold og det rette samarbejde imellem dem selv. Dette betyder først og fremmest at erkende at ethvert delsynspunkt skal tages i betragtning; som Leibnitz sagde om de forskellige filosofiske retninger – sande m.h.t. hvad de bekræfter og falske m.h.t. hvad de udelukker og benægter. Man bør erkende, at enhver skole, bevægelse, synspunkt og teknik både har sin værdi og sin begrænsning; derfor kræves der kendskab til, anerkendelse af og brug af alle eller de fleste. Dette gør det muligt for terapeuterne at have et indbyrdes frugtbart samarbejde, og også mellem terapeuter og andre humanitært arbejdende som socialarbejdere og repræsentanter for de forskellige religioner. Dette sker allerede i forskellige grupper og samfund; f.eks. blev the ”Academy of Religion and Mental Health in America” oprettet med dette formål og er meget aktivt.

Kort sagt dette er rækkevidden og målet for psykosyntese i psykoterapi.

Sådan kan du komme videre

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi