Denne definition er hentet fra bogen: Energipsykologi – Forstå dine syv psykologiske funktioner – Dit psykologiske DNA
Alt er energi, og dette er det grundliggende udgangspunkt for energipsykologien. I dag findes der både kvantefysiske, psykologiske og spirituelle perspektiver på dette udsagn. Men hvis vi starter med helt enkelt at kigge på, hvordan vi bruger det talte sprog, så er det indlysende, at vi alle registrerer energier og omtaler disse.
Vi taler om, at steder kan have en god eller dårlig energi. Hvad vi præcis mener hermed er måske uklart, men oplevelsen af at komme ind i et rum med en dårlig energi kender de fleste. Vi siger også, at ”der var en god stemning til den fest”. Men hvad er en stemning? I virkeligheden er en stemning ikke andet end et psykologisk energiklima, der har bestemte psykologiske kvaliteter af fx glæde, spontanitet, åbenhed etc. Vi taler eksempelvis om et godt eller dårligt psykologisk arbejdsmiljø, som er en definition af de typer energier, man ønsker at fremme eller hæmme på arbejdspladsen.
Vi taler også om, at et menneske kan have en god udstråling, måske en karismatisk udstråling, eller i værste fald en negativ udstråling. Hvad er det, vi her taler om og henviser til? Det er naturligvis de psykologiske energier, som alle mennesker udstråler. Men ikke nok med det, vi tillægger også de fysiske omgivelser og produkter særlige kvaliteter. En bil kan have graciøse og elegante linjer. Et hjem kan have en praktisk og funktionel atmosfære. Det er energi, vi her forsøger at beskrive, når vi sætter ord på de forskellige kvaliteter, som den ydre verdens mangfoldige fysiske former har. Det er også energi vi omtaler, når vi refererer til de psykologiske atmosfærer, vi lever i.
I en vis forstand er vi energimæssige analfabeter, fordi vi ikke kender det energipsykologiske sprog. Der findes dog en nøgle til energiernes verden, som giver os en dyb indsigt i, hvilke forskellige typer af energier der eksisterer.
Det der gør energipsykologien helt unik, set i forhold til mange andre psykologier, er dens præsentation af de syv livsenergier eller syv stråler. Disse udgør de grundliggende byggesten i kosmos, i mennesket og naturen. Det er disse energier, der viser sig som de mangfoldige psykologiske kvaliteter, alle mennesker udstråler. Kendskabet til disse er vigtig, idet vi derved kan udvikle dem, og på den måde fremme deres indflydelse i os selv og i verden.
Der er også andre grunde til, at de er vigtige.
Indsigt i energityperne giver dig større social forståelse
Lad os fokusere på det sociale område. Vi ved, at det kan være svært at forstå hinandens adfærd. Vi har det med at fortolke andre menneskers udstråling og adfærd ud fra vores egne naturlige og trygge præferencer. Det vil sige, at der er bestemte typer af psykologiske energier, vi enten kan lide eller ikke bryder os om. Vi kender sikkert alle typen, der altid er den første til at tage ordet og nemt kommer til at styre det sociale rum. De lidt mere sensitive og følsomme typer vil ofte opleve dette som en dominerende, hård og tromlende adfærd. De fortolker ganske enkelt en dynamisk udstråling og adfærd negativt, fordi den måske vækker frygt og ubehag i dem selv.
Måske er typen dominerende, men spørger du et andet menneske, vil fortolkningen måske være, at personen er handlekraftig og fuld af initiativ. Vi fortolker altid hinandens udstråling og adfærd ud fra vores egne værdier, og derfor når vi ofte til helt forskellige fortolkninger af hinandens motiver. Dette skaber naturligvis spillerum for mange sociale konflikter og samarbejdsproblemer. Jo mindre vi forstår, jo mere besværlige kan andre mennesker opleves. Vi bliver også tilbøjelige til at ”dømme” andre mennesker på et forkert grundlag. Det energipsykologiske sprog giver os en helt unik indsigt i de forskellige psykologiske energityper og deres bagvedliggende motiver. Når vi lærer at aflæse de psykologiske energier, et menneske udstråler, ud fra menneskets egne præmisser, da får vi en helt særlig mulighed for at sætte os i den andens sted. Det er således et særdeles vigtigt værktøj, når vi ønsker at få de sociale relationer og samspil til at fungere optimalt.
Det er vores erfaring med energipsykologien, at når vi først forstår, hvilke energier der er på færde i et menneske, så ændrer vi også vores fortolkning af dette menneskes adfærd. Der er stor forskel på at opleve ubehaget ved et menneske, som taler meget, når man ved, at det er naturligt behov for denne type, fremfor når man ikke har denne viden. Det bliver ganske enkelt nemmere at forholde sig mere neutralt, uden at tage det personligt. Derfra kan vi lettere sætte grænser for adfærden, hvis det er ønskeligt.
Energityperne bringer dig hjem i dig selv
Vi må naturligvis først og fremmest tage udgangspunkt i os selv, når vi skal forstå, hvilke energier der er på spil i verden. Energipsykologien påstår, at der er nogle typer energier, vi føler os mere hjemme i, end andre. Vi har med andre ord en slags naturlig energi DNA.
Nogle mennesker vil således altid søge ind i sammenhænge, hvor fakta, fornuft og videnskab er måden at forstå verden på. Andre vil hellere leve sig ind i relationernes psykologiske indhold, og for dem er samvær, psykologi og fællesskab nøglen til et meningsfuldt liv. Vi kan sige, at vi alle er disponeret for at opleve verden gennem bestemte typer af intelligenser og måder at se verden på. Når vi finder vores egen naturlige sammensætning, da har vi fundet de særlige kvaliteter og evner, der gør os unikke. Og når vi først har lært at iagttage og mærke efter, så vil disse kvaliteter og indre psykologiske kræfter opleves som forskellige typer af energier.
Energipsykologien tager udgangspunkt i at alle mennesker har fem psykologiske niveauer, og hvor en af de syv livsenergier og energityper farver hver af disse niveauer. De fem niveauer er: kroppen, følelserne, tankerne, personligheden samt sjælen.
Nærværende bog er ment som et bidrag til at sætte dig på sporet af dine naturlige energier – det vi i denne bog kalder energityper. Jeg håber, at bogen vil skabe et vidensgrundlag, hvor igennem du kan genkende dit eget unikke energi DNA. At finde dine energityper bringer dig hjem i dig selv. Det giver en dyb følelse af selv-accept, samt en indsigt i de grundlæggende behov, der gør livet spændende og meningsfuldt at leve.
Energipsykologi handler med andre ord om at kunne at læse og forstå vores egne og andres energier på fem forskellige niveauer ud fra et spektrum af syv forskellige energier.
Lad os afslutte med et citat af Roberto Assagioli:
“Det, vi håber på, må blive udviklet gennem årene fremover – og som vi ikke gør krav på findes allerede – er en forskning omkring Selvet, af dets energier, dets manifestationer og af hvorledes disse energier kan realiseres; hvordan de kan kontaktes, og hvordan de kan anvendes i et konstruktivt og terapeutisk arbejde.
På nuværende tidspunkt, hvor vi ikke råder over videnskabelige instrumenter, der giver os mulighed for en direkte måling af disse energier, må vi stadig i stort omfang sætte vores lid til en fænomenologisk holdning i betydningen af at sætte lid til oplevelsen selv og så blot håbe på, at videnskaben før eller senere – måske ikke i denne forfatters levetid – vil prøve at takle dette problem ud fra en rigoristisk ”energimæssig” baggrund. Vi må imidlertid huske på, at selv om videnskaben var i stand til at kunne måle energierne i den menneskelige konstitution, hvilket ville omfatte emotionelle, mentale og spirituelle energier, ville det ikke gøre arbejdet med studier omkring selve oplevelsen mindre betydningsfuldt.
Inden for psykologistudiet er en viden om neuro-psykologien (de elektriske impulser) af stor betydning, men den erstatter ikke den psykologiske forskning omkring følelser og emotioner. På samme måde burde en forskning omkring Selvet skride frem på to fronter. Den ene vil studere energien i sin rene form, her vil der måske fremstå nye geniale fysikere i fremtiden, nye Einstein’er. Den anden vil fremme den fænomenologiske tilgang, de psykologiske eksperimenter.”
Roberto Assagioli, Psychosynthesis, p. 194, Turnstone Press, 1975
« Tilbage til ordbogens index