Projektioner

I artiklen Løsningen af konflikter og spirituelle kriser beskriver Roberto Assagioli projektioner således:

En elementær regel fordrer, at vi ikke projicerer vore sindstilstande og vore konflikter over på andre. Den menneskelige natur udviser en stærk tendens til at tillægge andre de holdninger, impulser, følelser og ideer, som er til stede i os selv. Lad os anvende denne regel i forhold til den slags konflikter, som nu spreder sig vidt omkring og er særlig akutte, nemlig dem, der skabes af aggressive og stridbare energier.

Hvis vi føler fjendtlighed overfor andre, har vi en tendens til at ”projicere” den over på dem; det vil sige, vi tror, det er dem, der er fjendtlige over for os, når de i virkeligheden måske slet ikke er det. Sådan en holdning er lige så stor en misforståelse, som det primitive menneskes tro på naturkræfternes personlige fjendtlighed. Denne fejlagtige projektion giver ofte anledning til en frygt og en overbevisning om at blive forfulgt og truet, og dette skaber efterfølgende forsvars – og fjendtlighedsreaktioner, som let kan vække andre menneskers fjendtlighed. Således opbygges der en ond cirkel, eller, i moderne termer, en kædereaktion.

Hvordan kan vi så forhindre sådanne projektioner? Først og fremmest er det nødvendigt at anerkende dem for, hvad de er, at blive bevidst om dem. Og når nogle viser fjendtlighed, kritiserer os og kommer med bebrejdelser mod os, må vi forstå, at ofte er de i virkeligheden ikke vrede på os personligt. De projekterer fjendtlighed over på os, næret af andre grunde, og letter sig for en byrde af fjendtlighed, som ikke i øjeblikket kan rettes mod dens virkelige årsag. Derfor skal deres fjendtlighed ikke tages for personlig.
Denne situation er godt beskrevet af Laura Huxley i første kapitel af hendes bog, Du Er Ikke Målet, som indeholder et antal psykologiske regler og teknikker til selv-kontrol, præsenteret på en levende og underholdende måde. Hun siger: ”Når din mand beklager sig, din kone plager dig, din chef er irritabel, din partner bliver vanskelig, dine børn er oprørske – stop! Stop op et øjeblik og erkend, at deres irritabilitet, deres urimelighed, deres kulde, med andre ord deres ubehagelige og stødende adfærd i virkeligheden ikke er rettet mod dig … I de fleste tilfælde er det ikke dig, som er målet. Du var bare tilfældigvis i nærheden.”

Forfatteren giver så nogle råd om måder at optræde på i disse situationer; en af dem er måske overraskende og tilsyneladende triviel, men ikke desto mindre effektiv, er at lette på en naturlig aggressiv reaktion gennem nogle øvelser, der involverer muskelsammentrækning, uden at den anden person er opmærksom på det, i stedet for at give det verbalt udtryk. Bøj arm og ben musklerne og træk rytmisk maven ind, idet du således forskyder den emotionelle ladning ind i det fysiske nervesystem. Dette, siger forfatteren, har den yderligere fordel at forene sig med en nyttig gymnastisk øvelse. Denne bog er fuld af lignende ”opskrifter,” som den kalder dem – fiffige, noget bizarre, men i stand til at fungere godt.

Udover disse midler til at eliminere projektioner, lette på irritationer og transformere vore udladninger af energi, kan man skrive et skrapt brev – og ikke sende det, bokse med en boksebold, etc. Lad os huske, at en symbolsk tilfredsstillelse ofte er tilstrækkeligt for det ubevidste, som kan tilfredsstilles ved at slå på en læderboldt i stedet for en ”fjende.” Det er udladningen af energi, som er vigtig. En anden metode er at distrahere ens opmærksomhed ved at kaste sig ud i en aktivitet, som fanger ens interesse. En anden hjælp er at huske den elementære kendsgerning, at irritation skader en selv mest af alle. En engelsk forfatter har sagt dette på følgende måde: ”Vrede er en måde at få en selv til at betale for andres fejl.” Oplyst selv-interesse kan få os til ikke at handle aggressivt.

I virkeligheden er det ikke let at lægge bånd på sig selv på denne måde, hvad enten vi har ret eller ikke. Det kunne fremføres, at det at være forkert på den gør det lettere at vedkende sig kontrollen med disse reaktioner; men sådan er det ikke Kendsgerningen er, at når man tager fejl, er man led ved at indrømme det, og derfor prøver vi at overbevise os selv og andre om, at vi har ret, idet vi ofte går til yderligheder for at gøre dette. Dette gives der et godt udtryk for i den franske sentens: Il se fache donc il a tort (Når man har uret, så løber hidsigheden af med en). På den anden side føler vi, når vi har ret, at vores aggressive reaktion bliver retfærdiggjort, ligegyldig hvilken ballade, det måtte forårsage. I disse tilfælde burde den indre tilfredsstillelse ved at vide, at man har ret, være tilstrækkelig, uden at ønske at bekræfte det i ord og voldelig handling. I virkeligheden er antitesen kunstig; ret eller uret er næsten aldrig klart optrukket; og i enhver situation er det meget vanskeligt at etablere deres proportioner. Man kan holde sig til Tommaso Campanellas udsagn: ”I Gud skal vi erkende, hvem der gjorde og sagde det bedste.”