Kenneth Sørensen

Energipsykologi, meditation og psykosyntese - artikler, bøger, videoer ...

Du er her: Hjem / Psykosyntese og psykoterapi / Delpersonligheder og psykoterapi

Delpersonligheder og psykoterapi

af Skriv en kommentar

Table of content

Vi kender alle til det at være splittet mellem forskellige sider, som ligger i konflikt med hinanden, således at der opstår ambivalens. James Vargiu giver her en meget omfattende indføring i psykosyntesens forståelse af delpersonligheder og hvordan man kan arbejde med dem.

Af James Vargiu, bragt i psykosyntese tidsskriftet Synthesis nr. 1., 1974, Oversættelse: Hans Ole Pedersen

James Vargiu blev født i Italien og blev uddannet i USA, først i fysik og matematik, og derefter psykologi. Han praktiserede ved Istituto di Psicosintesi, Firenze, Italien, med Roberto Assagioli . (Note: ovenstående er skrevet i 1974)

Hvem er jeg?

Jeg er George, jeg er Peter, jeg er Martha, jeg er Judy.

Lige meget hvad jeg hedder, ved jeg at jeg er én bestemt person – jeg fornemmer at ”jeg er mig”, selv om det er svært at udtrykke, hvad dette betyder. Hvis man beder mig beskrive det, hvis man presser mig til at besvare spørgsmålet ”Hvem er jeg?”, giver jeg op. Måske skriver jeg ”Jeg er George.” Men det giver ikke svaret. Måske skriver jeg ”Jeg er lærer” fordi det er mit erhverv, men det siger heller ikke noget. Jeg kan skrive ”Jeg er venlig”, og ”Jeg er ondskabsfuld (somme tider)”, ”Jeg er tapper”, ”Jeg er frygtsom”, ”Jeg er far”, ”Jeg er trofast”. Listen kan fortsætte side op og side ned: kvaliteter, sociale roller, holdninger, særegne vaner, svage sider. Listen er endeløs. Og alt imens jeg giver flere og flere svar, og tilføjer forvirrende detaljerigdom (så det kunne virke som om selve ”mig” bliver trævlet helt op) bliver min identitetsfølelse, bevidstheden om at ”Jeg er Mig” samtidig også stærkere.(1) Jeg indser at jeg er én person – den samme person – og at jeg også samtidig er sammensat af mange aspekter.

Den indre person og de mange personer

Ofte er vi ikke opmærksomme på vores følelse af ”jeg-hed”. Vi tager det som noget selvfølgeligt. Ligesom vi måske ikke er rigtig opmærksomme på hvor indviklet vores indre er. Og dog er vores identitetsfølelse ikke kun et teoretisk begreb. Det er en eksistentiel realitet, som kan opleves direkte. Intensiteten i denne oplevelse, dens energiladning, varierer fra individ til individ, og fra tid til tid i samme individ. For eksempel synes vores følelse af ”jeg-hed” at blive opløst hver nat, mens vi sover, for så på mystisk vis at dukke op igen når vi vågner om morgenen. Det mindskes når vi kaster os ud i aktiviteter, eller bliver pinefuldt forstærket når vi føler skam. Når vi er i gang med at tage en beslutning , kan vores følelse af ”jeg-hed” være særlig stærk, ligesom den også er når vi frivilligt påtager os et tungt ansvar.(2)

Men til trods for disse variationer, tager vi det i praksis for givet at der virkelig er et ”jeg”, og at det er det samme ”jeg” (George eller Judy), der stod op i morges, som gik i seng i aftes. Den kendsgerning at vores følelse af personlig identitet forbliver intakt i det lange løb, uanset egne eller andres handlinger, er det der frembringer følelsen af kontinuitet i vores eksistens. Så vores ”jeg-hed” er særdeles værdifuld for os, bogstavelig talt lige så værdifuld som livet selv. Selv om vi normalt tager det som en selvfølge, gør vi modstand mod folk og kræfter der ville formindske den eller tage den fra os, og en alvorlig trussel mod den vil øjeblikkelig mobilisere vores overlevelsesinstinkt. Nogle har endda hævdet at selve frygten for døden i grunden ikke er frygt for smerte, for ensomhed, eller endda for det ukendte, men i bund og grund frygten for at denne grundlæggende følelse af personlig identitet bliver udslettet.

Modstand mod forskellighed
Det er derfor ikke underligt at nogle føler stor modstand mod at se deres personlighed som andet end en enkeltstående sammenhængende enhed. Noget i dem modsætter sig bevidstheden om at deres personlighed er sammensat af mange forskellige dele – som om det at indrømme sådan en opdeling ville få selve identiteten til at blive nedbrudt til ingenting.

Oftere når vi bliver opmærksomme på mangfoldigheden af dele i vores personlighed, accepterer vi dem principielt, men bliver ved med at afvise dem operationelt, i praksis. I dagligdagen bliver vi ved med at tænke på os selv og andre som om vi var lavet ”i et stykke”, som om vi allerede var en helhed. Vi tænker sjældent på os selv – og andre – som bestående af forskellige dele. Vi ved det på sin vis godt i teorien, men i praksis glemmer vi det. Så hvis vi taler med en, som er utålelig, siger vi ”Han er utålelig”, og bliver måske vred på ham. Og hvis han en time senere er glad og munter, siger vi: ”Nå, han har ændret sig, han er næsten som en anden person”.

Men hvis vi stopper op og tænker os om, forstår vi selvfølgelig at det ikke er helt så enkelt. Det er faktisk ikke os der forandrer os. Det skyldes snarere at vi udtrykker forskellige sider af os selv på forskellige tidspunkter. Så den side vi udtrykker nu er ikke den samme som for en time siden. Vi spiller simpelthen forskellige roller i forskellige situationer, som vi alle ved. Men hvad vi ofte ikke ved – og vi tænker ikke på at spørge – er hvem vælger den rolle vi spiller?

Delpersonligheder

Ofte er det ikke os selv der vælger vores roller, men et eller andet af de mange særskilte aspekter eller psykologiske dannelser i vores personlighed. Så disse dannelser kan anses for at være ægte delpersonligheder .

I os alle er der en mangfoldighed af disse halvvejs selvstyrende delpersonligheder, der stræber efter at komme til udtryk. Og når en af dem har held til det, spiller vi så den tilsvarende rolle. Men imens bliver de andre delpersonligheder afskåret. Og dog er de stadig meget tilstede – selv om vi måske ikke er opmærksomme på dem – og de er tilbøjelige til at skabe en masse indre konflikt. De har måske også nogle meget smukke, nyttige kvaliteter, som vi har brug for, men som vi ikke er i kontakt med. Så en af de letteste og mest grundlæggende måder til at fremme vores vækst er at lære vores delpersonligheder at kende. Efterhånden som vi forstår dem bedre, kan vi regulere og dirigere deres udtryk, så de svarer til vores egne behov og mål, idet vi gør dem til vores hjælpere og allierede, og bringer dem tættere og tættere på hinanden, i retning af større harmoni og integration.

Der er et stigende antal mennesker, der har opdaget, at når de anerkender mangfoldigheden af delpersonligheder i os og lærer at styre dem og håndtere dem i praksis, i nuet, bliver følelsen af ”jeg” – af personlig identitet og enhed – forøget snarere end formindsket.

Enhed og Mangfoldighed, Den Ene og de Mange, er et centralt paradoks i al tænkning til alle tider. Intuitivt har man vidst at en absolut enhed ligger bagved det manifesterede livs mylder af mangfoldighed. Filosoffer, religiøse ledere, videnskabsmænd gennem alle tider har beskæftiget sig med dette paradoks. Vi er nået til at acceptere det som et af naturens og universets mysterier. Men det personlige aspekt af dette paradoks tilsidesættes stadig i høj grad.

Et ret ekstremt eksempel på dette paradoks er den velkendte omstændighed, at nogle skuespillere bliver så identificerede med deres roller, at de ”glemmer sig selv”, og virkelig oplever sig selv som den de forestiller.(3) Hvis en sådan skuespiller på det tidspunkt spurgte sig selv: ”Hvem er jeg?”, ville han svare: ”Jeg er Hamlet”, ”Jeg er Othello”. Og dog ville han efter forestillingen ikke være i tvivl om at det ”jeg”, der sagde ”Jeg er Hamlet”, var det samme der før og efter forestillingen ville sige: ”Jeg er skuespiller”. Men hvis han senere skulle opgive at være skuespiller, for eksempel for at gå ind i forretningslivet, ville han da sandsynligvis svare: ”Jeg er forretningsmand”. Og alligevel ville han være sikker på at han var ”den samme”, som havde oplevet sig selv som skuespilleren.

På samme måde er enhver af os Én og Mange, vi har Enhed og Mangfoldighed i vores indre liv. Og det er en psykologisk realitet, at når vi udforsker vores indre mangfoldighed og arbejder systematisk med at harmonisere de mangeartede elementer i vores personlighed, fører det til en stærkere følelse af identitet og enhed og til større effektivitet i den ydre verden.

Udforskning af den psykologiske kompleksitet

”Der er tider”, sagde Somerset Maugham, ”hvor jeg kigger på min karakters forskellige dele med rådvildhed. Jeg erkender at jeg er sat sammen af adskillige personer, og at den person som i øjeblikket er i forgrunden uundgåeligt vil give plads for en anden”.(4)

Delpersonligheder vores indre persongalleri

Delpersonligheder vores indre persongalleri

Mange forfattere har påpeget at der findes en mængde personer – delpersonligheder – i vores personlighed, som hver især forsøger at opfylde sine egne mål; undertiden samarbejder de, men oftere er de isolerede eller i konflikt. Ifølge Henry A. Murray ”er en personlighed en hel kongres af talsmænd og pressionsgrupper, af børn, folkeforførere, Macchiavelli’er … Cæsar’er og Kristus’er …”(5). I Orienten men også i Vesten udtrykkes den indre mangfoldighed, når den Buddhist-kyndige Alexandra David-Neil pointerer: ”En person er en forsamling … hvor diskussionen aldrig stopper… Ofte rejser adskillige medlemmer af forsamlingen sig på samme tid og foreslår forskellige ting. … Det kan ske at disse forskellige opfattelser … fremprovokerer et skænderi. … Medlemmerne kan endda komme op at slås”.(6) Filosoffen Keyserling går endnu videre: ”Enhver fundamental personlighedstendens er faktisk en selvstyrende eksistens, og deres kombination, beskaffenhed og transmutationer frembringer … en indre fauna, et dyreagtigt kongedømme, hvis frodighed er sammenlignelig med den ydre. Det kan i sandhed siges, at der i enhver af os findes alle instinkter, alle passioner, alle laster og dyder, alle tilbøjeligheder og forhåbninger, alle menneskehedens evner og talenter, udviklede og aktive i forskellige forhold”.(7)

Healing af personlighedens splittelse

I de sidste hundrede år har denne indre mangfoldighed været et overordnet tema i psykologien. Lige fra William James’ tid har psykologer anerkendt vigtigheden af opdelingen i vores psyke, og de tilsvarende psykologiske dannelser, der er resultatet af den. Der har været en stigning i videnskabelige undersøgelser og i forsøgene på at beskrive menneskets indre opdelinger. I den senere tid er der udviklet mange personlighedsteorier og terapier, som anerkender disse opdelinger og arbejder på at hele dem. Deriblandt metoder som Berne’s Transaktionsanalyse,(8) Perls’ Gestaltterapi,(9)og Shapiro’s Egoterapi.(10) Transaktionsanalyse betoner én almindelig underopdeling af personligheden, og den tilsvarende konstellation af delpersonligheder – Forælder, Voksen og Barn. Gestaltterapi har bragt en anden almindelig konstellation frem i lyset: ”Overhund” og ”Underhund”, der som regel er i konflikt med hinanden. (Se note til professionelle nederst)

I litteraturen finder vi den samme pointe: Pirandellos Seks Personer, der søger en forfatter, Hesses Steppeulv og hans personlige Magiske Teater, Stevensons forpinte Doktor Jekyll og mister Hyde. Vi ser denne mangfoldighed af delpersonligheder i de største mænds liv: Tolstoj, Michelangelo, Paulus, Goethe. Og Augustin gav en dybsindig beskrivelse af kampen – og løsningen – mellem hans to vigtigste delpersonligheder: ”dyremennesket” og det ”åndelige menneske”.

[*]Note til professionelle: Begge metoder anerkender en specifik type af underopdeling med dens særlige delpersonligheder. Og begge har udviklet effektive og virkningsfulde teknikker til at behandle de typiske konflikter mellem disse delpersonligheder. Derfor gør begge metoder stor nytte.

Og dog er der tilfældet med en erfaren gestaltterapeut som beskrev en klient, der havde ”tre Overhunde og ingen Underhund” – og som arbejdede med klienten i overensstemmelse hermed. Hans underforståede pointe er at når en terapeut bruger et hvilket som helst system som betoner bestemte delpersonligheder frem for andre, må han på et tidspunkt bøje sig for individets særegenhed.

Særegenheden og lighederne i mennesker er en side af paradokset om enhed-og-mangfoldighed. Det er underforstået i det førnævnte citat af Keyserling. Han sagde at i enhver af os findes alle instinkter, alle laster og dyder, alle menneskehedens tilbøjeligheder. Dette er basis for ligheden mellem individer, som ligger bag ved empati – det at forstå en anden person direkte ved at identificere sig med den del af os selv som svarer til den anden – og som avler følelsen af broderskab med vores medmennesker.

Men Keyserling sagde også at disse fælles kvaliteter bliver udviklet og aktiveret i forskelligt størrelsesforhold i hver person. Denne forskel i størrelsesforhold er fundamental for hvert individs særegenhed. For selv om der i enhver af os findes de samme grundlæggende kvaliteter – som vil udvikle sig, påvirke hinanden, kombineres og harmoniseres efter de samme grundmønstre – sker udviklingen og kombinationerne af disse kvaliteter, og rækkefølgen af kombinationerne, i overensstemmelse med en vidunderlig unik proces – en proces som har unikke betingelser, unik timing og unikt resultat.

Så i praksis er der nogle grundlæggende delpersonlighedsstrukturer der er fælles for de fleste af os, og derfor er de indfaldsveje til udvikling, der fokuserer på dem, yderst effektive. Men jo mere effektiv og stærkt virkende en indfaldsvej er, jo vigtigere er det også at anskue dens anvendelse i lyset af personens unikke eksistentielle situation som helhed. Fordi der som sagt er visse grupper af delpersonligheder, der højst sandsynligt er til stede, mere eller mindre udviklet, i ethvert individ, så hvis vi kigger godt nok efter finder vi sandsynligvis den vi kigger efter. Og fordi vi har et kraftfuldt psykologisk værktøj til rådighed, kan vi give efter for fristelsen til at behandle den, før vi overvejer hvad der ellers er til stede af enkeltdele i dette individs unikke konstellation. Selv om det ofte er nyttigt, og undertiden endda yderst vigtigt, at gribe ind på denne måde, kan vi have overset andre aspekter der var mere afgørende på det tidspunkt, og mere i linie med det næste naturlige udviklingstrin for individet. Derfor er det mest effektivt først at betragte en klients personlighed – eller vores egen for den sags skyld – uden forventning om at finde de delpersonligheder der vil passe med et særligt system. Det er bedre at bestræbe os på at erkende vedkommende personligheds unikke opbygning, underinddelinger og vekselvirkninger. Og derefter kan vi anvende den model og teknik der bedst passer til personens specifikke eksistentielle situation – og modificere dem eller tilføje noget, hvad der nu behøves.

Det er overflødigt at sige, at denne advarsel er endnu mere på plads når det gælder selve delpersonlighedsbegrebet. På den ene side er delpersonlighedsbegrebet en overordnet struktur der kan supplere og integrere – uden på nogen måde at erstatte – de indfaldsveje der beskæftiger sig med specifikke typer af delpersonligheder. Men på den anden side er det kun en af mange mulige måder at anskue personligheden på.

Rollebesætningen

Når vi først begynder at vende opmærksomheden i den retning, finder vi mange delpersonligheder i hver eneste af os. Nogle er typiske, nogle er praktisk taget unikke. Studerende og klienter har identificeret hundredvis: Heksen, Mystikeren, Materialisten, Idealisten, Kloen, Styrkens Søjle, Luskepeteren, Den religiøse Fanatiker, Den følsomme Tilhører, Korsfareren, Tvivleren, den Griske, Det frygtsomme Barn, Giftblanderen, Bryderen, Prøvemesteren, Det skinnende Lys, Tæven og Gudinden, Mannequinen, bare for at nævne nogle få.

Delpersonligheder findes på forskellige niveauer af organisation, kompleksitet, og raffinement. I en og samme person udviser de en tendens mod større organisation og integration: rollebesætningen ønsker at blive samlet. Der er ingen samling eller kombination af delpersonligheder, der kan anses for at være central for alle, selv om visse mønstre er ret almindelige. I stedet for fokuseres der i arbejdet med delpersonligheder på de særlige naturlige processer, som hvert individs delpersonligheder udvikler sig igennem og bliver harmoniserede med de andre delpersonligheder, og således fører til en integreret, helstøbt personlighed.

Integration ved at inkludere identitet

Her følger en beretning om integration mellem to modsatte delpersonligheder:

En klient først i fyrrerne. . .havde længe identificeret sig med at være en ”god datter, hustru og mor”. Hun havde bygget sit liv op om at behage først sin far, så sin mand og til sidst sine tre børn, ved at gøre alle de ”rigtige ting”. Lige efter sin fyrre års fødselsdag opdagede hun imidlertid kvindebevægelsen, startede en karriere, blev skilt, og blev, med hendes egne ord, en ”ny person”. Men nu havde hun svært ved at forholde sig til sine teenager børn. Hun oplevede ikke følelser af kærlighed eller omsorg for dem, hvilket bedrøvede og forvirrede hende meget. I en periode var hun blevet deprimeret og var i et par uger ”faldet tilbage til det gamle mig”, og da var hun i stand til at føle kærlighed og nærhed til børnene. Hendes spørgsmål var: skulle hun være det ”gamle selv” eller det ”nye selv”?

Kvinden var begyndt at integrere mange dele af sig selv, som hun tidligere havde fornægtet (uafhængighedsbehov, et godt intellekt, konkurrenceevne, ambition osv.), omkring en ny identitet som en stærk, uafhængig, intelligent person. Alligevel indeholdt det ”gamle selv” mange vigtige og værdifulde kvaliteter, såsom følsomhed og evnen til at give og modtage kærlighed. Hun var efterfølgende i stand til at indse at hun ikke behøvede at vælge mellem dem, men at danne en bredere identitet som kunne indeholde aspekter af dem begge. Løsningen lå ikke i at fornægte, men i at inkludere.(11)

Det væsentlige ved den indfaldsvej, der blev benyttet her, var sammensmeltningen af to modsatte delpersonligheder, hvorved en ny, højere udviklet delpersonlighed blev skabt – en der inkluderer de ønskværdige sider af begge delpersonligheder. Dette er ofte en vigtig opgave, der kan kræve betragtelig tid og anstrengelse. Måske kræves der først en videreudvikling af hver delpersonlighed, og midlertidige mellemløsninger. Det vil vi diskutere yderligere, ved at behandle stadierne i harmonisering af delpersonlighederne.

Forskellige kombinationer af delpersonligheder

Men delpersonligheder viser sig ikke kun som par af modsætninger. Mange er indbyrdes beslægtede uden at være modsætninger af hinanden. Den følgende beretning, skrevet af en 23-årig kvinde, som er erfaren i delpersonlighedsarbejde, drejer sig om en serie af fire beslægtede delpersonligheder:

Jeg lægger mine sunde delpersonligheder til side indtil videre og fokuserer på fire af mine virkelige ballademagere: Diktatoren, Martyren, Tæven og Klæberen. De ser ud til at være beslægtede med hinanden i det de vedvarende oplever sammenbrud af tillid. Diktatoren stammer fra en mangel på grundlæggende tillid til mig selv og til livet. Martyren frygter Diktatoren. Tæven stoler ikke på Martyren. Og Klæberen er det endelige lavpunkt.

Diktatoren regerer, og han forventer perfektion i alt: i mit daglige program, mit arbejde, mit kærlighedsliv, mine forhold til andre mennesker, min meditation . Hans grundlæggende frygt er at alting ikke vil køre harmonisk og glat, hvis han mister kontrollen.

Martyren reagerer på Diktatorens styrke. Det er hende, der føler smældet fra Diktatorens samvittighedspisk. Hun føler sig skyldig over ikke at være god nok, men har også selvmedlidenhed over at have så meget at gøre, og blive belønnet så lidt.

Tæven er en reaktion på at Martyren er ude af stand til at gøre noget. Hun slår igen. Hun er skarp og grusom, og rammer altid sit mål. Hun er grim til at drille og nedgør dem omkring sig, især min mand. Hun er ikke opmærksom på grunden til sin smerte, men kun på behovet for hævn.

Klæberen er et stadium, der kun nås af og til, og det er den rene elendighed. Klæberen er fortvivlet over den kaotiske situation. Der ser ikke ud til at være nogen vej ud af sølet, og hun prøver at undslippe, især ind i et varmt bad. Det er et infantilt selv, der klynger sig til andre, og som er særlig tilbøjelig til at bukke under for følelser og ikke kan se tågen omkring sig. Livet i almindelighed er alt for svært at klare.

Jeg kan se kæden, der strækker sig fra Diktatoren til de andre, og jeg indser at Diktatoren misbruger sin magt. Han er stærk, med magt til at planlægge og iværksætte, en stærk vilje , der i stedet for at styrke mig selv som en helhed, fokuserer stift på delplaner og handlingsplaner.

Hvis Diktatorens energi kan kanaliseres over til at tjene helheden fra centeret af mig selv, mildnet af kærligheden fra det selv, ville der ikke være brug for at Martyren, Tæven eller Klæberen dukkede op. Jeg ser Diktatoren som en potentiel energikilde som kunne være nyttig både i min dagligdag og i min mere langsigtede udvikling og vækst.

Hvordan delpersonligheder bringes sammen

En delpersonlighed er en syntese af vanemønstre, karaktertræk, komplekser og andre psykologiske elementer. Men for at have en syntese, må der være et center som syntesen optræder omkring. I en delpersonlighed er dette center en indre drift eller trang, der stræber efter at blive udtrykt, at blive realiseret. Det er dette center der tiltrækker og sammensætter forskellige personlighedselementer for at skabe noget der kan betragtes som dets eget ”legeme” – dets eget udtryk.

Delpersonligheder og deres indhold

Delpersonligheder og deres indhold

I enhver af os er der et stort antal af disse delpersonligheder . Hvad gør vi med dem? Når vi gradvist anerkender og harmoniserer dem, bliver de til gengæld organiserede og syntetiserede omkring et center af højere orden. Dette højere center er det vi har kaldt ”Jeget”, det personlige center for identiteten, for ”Jeg-hed”.(Se note † nederst) Det forholder sig til de mange delpersonligheder som centeret for en enkelt delpersonlighed forholder sig til de mange elementer der udgør den.

Denne højere-ordens syntese bliver den integrerede personlighed – det selvaktualiserede menneskes harmoniske og effektive udtryksmåde. Efterhånden som vi bevæger os hen imod dette mål, bliver vi i tiltagende grad i stand til at vælge, hvilken delpersonlighed vi i ethvert øjeblik ønsker at udtrykke. Indtil da er vi under kontrol af den delpersonlighed, vi lige nu er identificeret med, og derfor begrænset til dens særlige gode og dårlige kvaliteter. Men efterhånden som integrationen af delpersonlighederne skrider frem, bliver enhver kvalitet, ethvert aspekt i os, tilgængelige for os. Vi har den højeste udtryksfrihed; hvad der end er i os kan det bringes frem og virkeliggøres.

Fra konflikt til samarbejde

Før denne integration, bliver vi begrænsede ikke kun af en bestemt delpersonlighed, men også af de konflikter der ofte opstår mellem to eller flere af dem. I en sådan konflikt situation vil hver delpersonlighed ønske at kontrollere os og udtrykke sig selv. Men ofte vil ingen af dem give efter, og situationen bliver fastlåst. Så spilder vi energi – og der opstår konflikt og smerte. Men efterhånden som integrationen skrider frem fører det til harmoni. Det er da muligt at finde en udtryksmåde hvor alle involverede delpersonligheder får hvad de behøver. Så vil de lære at samarbejde med hinanden, og med dig. Gradvist bliver alting tilgængeligt for dig.

Lad os for eksempel sige at en person har en delpersonlighed, der kaldes Mystikeren, der er sat sammen af en visionær kvalitet og af venlighed. Lad os også sige, at han har en effektiv ”forretningsmand”, der udgøres af aspekter som målrettethed, viljestyrke osv. I begyndelsen vil mystikeren og forretningsmanden sikkert være i konflikt, da de er så forskellige fra hinanden. De forstår ikke hinanden og kan ikke lide hinanden, og hver især vil have sin vilje helt og holdent. Så de bliver med at komme i vejen for hinanden, og ingen af dem tillader den anden at udtrykke sig helt og frit.

Delpersonlighedernes tidsdeling

Men hvis de for eksempel kan overtales til en slags ”tidsdeling”, hvor de begge giver den anden frihed til at udtrykke sig i en del af tiden, vil personen have adgang til kvaliteterne og styrkerne hos dem begge, ved at skifte sin identifikation fra den ene til den anden. Og konflikten vil for en stor del være fjernet.

Dette er ofte ret let at opnå, og selv om det mest har natur af kompromis, er det et væsentligt skridt mod integration. Sandt nok vil personen i øjeblikket kun tillade sig at være venlig, når han er identificeret med mystikeren, og at være effektiv, når han er identificeret med forretningsmanden. Men med tiden vil mystikeren og forretningsmanden anerkende og påskønne hinandens gode kvaliteter. De vil være villige til at samarbejde, og vil til sidst smelte sammen til en mere udviklet delpersonlighed. Så vi får måske en venlig forretningsmand eller en effektiv mystiker – eller endda en helt ny delpersonlighed med alle de gode kvaliteter fra begge. (Se noten nederst ‡)

Fra erkendelse til syntese

Processen med at harmonisere vores delpersonligheder består af fem faser: erkendelse, accept, koordination, integration og syntese.

Vi har allerede behandlet integrationsfasen, i hvilken delpersonligheder, der påvirker hinanden gensidigt, skaber tiltagende harmoniske forbindelser, og ofte kombineres. Til sidst resulterer denne proces i en hel integreret personlighed.

Men for at integrationen mellem delpersonligheder kan ske, må der også ske ændringer indenfor delpersonlighederne. Det er det samme som med mennesker. Antag at nogle mennesker mødes og danner en gruppe. Før gruppen kan blive velintegreret og fungere som en enhed, vil der sandsynligvis opstå problemer mellem nogle personer, som må løses. Og for at blive løst kræver de nogle indre forandringer hos personerne i gruppen. På samme måde må der være den indre forfinelse og harmonisering af de involverede delpersonligheder for at integrationen af personligheden kan foregå. Denne proces kaldes koordination.

Erkendelse og accept er klart nødvendige forudsætninger for koordination og integration. Accepten kan være en persons accept af en delpersonlighed, eller en delpersonligheds accept af en anden delpersonlighed.

Syntese (jeg bruger udtrykket her i en særlig betydning, til at betegne den sidste fase af harmoniseringsprocessen) vedrører hovedsagelig personligheden som helhed og er i det væsentligste interpersonel eller transpersonlig. Selv om den har indflydelse på delpersonligheder, har den også noget at gøre med individets interaktion med andre og med verden, og formidles af det Transpersonlige Selv .

På de følgende sider er der en klients arbejde, som vil give en praktisk fornemmelse af disse fem faser af delpersonligheders harmonisering. Derefter vil jeg behandle hver fase detaljeret og angive nogle specifikke retningslinier og teknikker til at lette forløbet gennem faserne.

Note † Arten af dette center, dets værdi i dagligdagen, og praktiske teknikker til at erfare, udvikle og identificere sig med det, bliver et centralt emne i den næste arbejdsbog. Indtil da kan læserne se The Act of Will af Roberto Assagioli , oversat til dansk (2005) under titlen Viljens Psykologi, (side 174-180 i den danske udgave).

Note ‡ At erkende delpersonligheder er også meget nyttigt i vores omgang med andre. For eksempel hvis vi prøver at give konstruktiv kritik til nogen, kan vi komme ud for en masse misforståelser. Som vi alle ved, er det ofte svært at modtage kritik, fordi vi tager den personligt. Men når vi først tænker og taler i delpersonligheder, er processen meget lettere…. ”Jeg tror din martyr forsøger at få mig til at føle mig skyldig. Er du enig?” Når vi udtrykker ting på denne måde, fjerner vi enhver antydning af at ”du er dårlig”. Faktisk taler vi i virkeligheden ærligt ved at sige: ”har du set den del af dig? Jeg ved det ikke er dig, men måske ønsker du at gøre noget ved det”. Det er ikke kun lettere at kommunikere på denne måde, men også mere effektivt, fordi det passer til hvad der faktisk foregår. Man skal aldrig sige ”du er dårlig” eller ”du gør noget dårligt”. Det er kun fordi en delpersonlighed måske er ude af kontrol. Og selvfølgelig bliver det personens ansvar at gøre noget ved det. Vi er ansvarlige for vores delpersonligheder, ligesom vi er ansvarlige for vore børn, vore kæledyr og vores bil. Vi skal bestemt sørge for at de ikke skaber besvær for os selv eller andre. Men vi er ikke dem.

Man kan bruge delpersonlighedsbegrebet meget effektivt når det drejer sig om problemer med sociale relationer – særlig i parforhold. Ved at gøre det fjerner man en alvorlig anstødssten for virkelig kommunikation – bebrejdelser. I den udstrækning folk lærer at arbejde med begrebet, har det potentialet til at afgifte forhold og bryde den endeløse cirkel af bebrejdelser og skyld, bebrejdelser og skyld. Faktisk er det dig og mig – og vores delpersonligheder, som vi skal harmonisere. Og vi kan hjælpe hinanden med det, fordi du og jeg er OK. Det er disse roller der laver besvær for hinanden, skønt mange af dem kunne pleje og hjælpe hinanden.

Hvordan delpersonlighedsarbejdet foregår

Klientens arbejde tager udgangspunkt i ”en guidet dagdrøm”. Den guidede dagdrøm ”… er en metode til at opnå tovejs kommunikation med det ubevidste . Klienten sidder afslappet med lukkede øjne, og bliver for eksempel bedt om at forestille sig, at han befinder sig et neutralt sted (f.eks. en eng), og mens han går videre i fantasien og oplever hvad der nu måtte komme, refererer han sine oplevelser og følelser til vejlederen.(Se note § nederst) Vejlederen opmuntrer ham og hjælper ham med at fortsætte og med at møde og løse problemområder, normalt på et symbolsk niveau. Billeder såsom en drage, en gammel vismand, et sværd, en kilde, solen eller andre billeder af høj symbolsk værdi dukker ofte op i denne proces og kan konfronteres eller udnyttes på passende vis. Teknikken kan bruges til at åbne en kanal til det overbevidste og tappe energi herfra. Den bringer også ubevidst materiale frem i symbolsk form og gør det tilgængeligt, og kan åbne op for at erfare katarsisk renselse og en væsentlig lindring på konfliktområder.”(12)

Det indledende billedsprog i en guidet dagdrøm afspejler ofte klientens nuværende situation. Med hjælp fra en erfaren vejleder er det tit muligt at spore grunden til hans situation, som har rødder i fortiden. Derved kan man få en bedre forståelse for hvad der foregår og hvorfor, og gennem billedsprogets tovejs kommunikation med det ubevidste foreslå de ændringer der ser ud til at kunne forbedre situationen i retning af klientens værdier, mål og ønske om vækst. Det sidste kan opfattes som en rejse ind i fremtiden, og kan blive et landkort eller en ”idealmodel”13 på symbolsk niveau, som klienten så kan realisere i sin hverdag. (Se note** nederst)

Klienten (se note †† nederst) var en 23-årig kvinde, som til sin første session sagde at hun desperat ønskede at vokse, at bevæge sig videre til et mere kreativt og tilfredsstillende udtryk for sig selv. Men, som hun sagde, hun følte sig slemt blokeret af noget indeni … noget hun oplevede som angst, mental forvirring – ja endda fortvivlelse. Det at omgås andre mennesker, sagde hun, var begyndt at føles uvirkeligt og utilfredsstillende. Og hun følte sig mere og mere deprimeret, og ønskede ikke at være sammen med andre, og i øvrigt spiste hun for meget for at kompensere for sin depression. Hendes venner var foruroligede; hendes mand var bekymret; og hun ville meget gerne gøre noget ved det.

Det problem, der syntes at bekymre hende mest var smerten der kom af ønsket om at bidrage med noget værdifuldt til verden og følelsen af at hun aldrig ville være i stand til at give noget virkeligt bidrag. Hun var ekstremt selvkritisk og ikke i stand til at se værdi eller nytte i noget hun havde gjort hidtil. Og alligevel var hun en, der ville blive omtalt som ”succesrig” af de fleste … udmærkelser i gymnasiet, et godt ægteskab, kærlige venner, der satte pris på hende, endda en pæn samling af digte og noveller, som hun havde skrevet i de sjældne øjeblikke, hvor hun gav sig selv lov. Hun var en yndig person med sarte fine træk, en generel aura af følsomhed og intelligens og umiskendelig god vilje . Men hendes kritiske syn på sig selv underminerede hendes anstrengelser og holdt hende tilbage fra alt det der var indenfor hendes rækkevidde.

Da vi udforskede hendes følelser under sessionen, forsøgte vi at se hvad der lå bag ved hendes angst. Hun talte om subtile underliggende følelser, der var svære for hende at erkende i dagligdagen – følelser af afsky og en form for navnløs fjendtlighed. Vi besluttede at udforske afskyen og fjendtligheden og bruge disse følelser som indgang til en guidet dagdrøm.

Som resultat af denne dagdrøm dukkede der tre delpersonligheder frem, som hun kaldte ”Heksen”, ”Tvivleren” og ”Idealisten”. I den guidede dagdrøm kunne Sharon finde frem til en symbolsk løsning på den delpersonlighedskonflikt, der lå bag hendes alvorlige selvkritik. Denne symbolske løsning tjente så som et ”kort” eller et sæt retningslinier, som hun kunne bruge til at arbejde med delpersonlighederne i dagligdagen – så hun kunne begynde på processen med at skabe løsninger i det virkelige liv. Bemærk, hvordan den guidede dagdrøm på det symbolske niveau omfattede alle de fem faser af delpersonligheds-harmonisering: erkendelse, accept, koordination, integration og syntese- og hjalp hende med at få en klar fornemmelse af retningen.

Med hjælp fra en erfaren vejleder er den guidede dagdrøm en usædvanlig effektiv metode til at nå ind til vores delpersonligheders underliggende psykologiske drama, der kommer til udtryk i vores adfærd. Generelt set er det et stærkt instrument til at få den dybere indre dynamik i vores personlighed frem i lyset. Men man kan også selv lave meget effektivt og frugtbart arbejde, uden at bruge teknikken med den guidede dagdrøm (Se psykosyntese Øvelser). Her præsenterer vi en dagdrøm, fordi den repræsenterer et fuldstændigt panoramisk overblik over processen med at harmonisere delpersonligheder, fra den første erkendelse til syntesen.

Note § Forfatteren anvender ordet vejleder i stedet for terapeut, formentlig for at betone at det ikke er et patientforhold o.a.

Note ** Der er skrevet mange artikler om den Guidede Dagdrøm og andre Mentale Billedsprogsteknikker. (14), (15), (16), (17)

Note †† Denne session blev gennemført af min kone og mig med en klient, som vi vil kalde Sharon i denne historie.

harons guidede dagdrøm (se vigtig Note nederst)

Kommentarerne efter udskriften af dagdrømmen betragter dagdrømmen ud fra de fem faser. I udskriften refererer numrene i margenen til disse senere kommentarer. Udskriften følger her.

Vejleder: Luk øjnene … slap af … tag nogle dybe indåndinger … (pause) … lad nu dig selv genopleve de følelser af vrede og afsky. Sig til når du har forbindelse med dem.

Sharon: Jeg har dem.

V: Godt. Hold fast i dem … lad der opstå et billede af følelserne og fortæl mig hvad det er.

S: Det er svært … mine tanker er så forvirrede.

[1] V: Det er ok. Billedet skal nok komme.

S: Ja, og det er et, jeg har set før. Det er en gammel heks, meget grim og helt forskruet indeni.

V: Fortæl mig noget mere om det.

S: Ja, hun er sat sammen af forskruede dele der plaprer løs … og gynger frem og tilbage og æder løs.

V: Hvordan føler du overfor hende.

[2] S: Jeg hader hende og væmmes ved hende … og jeg afskyr hende.

V: Lad dig selv være i følelsen … (pause) … Hvad gør hun nu?

S: Hun kigger på mig med alle sine forskruede dele, der vrider sig, og hun ved at jeg kigger på hende og væmmes ved hende. Men hun er ligeglad for hun ved at jeg ikke kan slippe af med hende, at hun er en del af mig.

V: Spørg hende om der er noget hun vil sige dig.

[3] S: Hun siger jeg skal holde op med at være falsk, at når jeg står og kigger på hende og prøver at slippe af med hende – for at hun ikke skal være en del af mig – er det meget, meget falsk og indbildsk.

V: Hvordan har du det med det?

S: Vred. Det er klart jeg vil af med hende. Hun er afskyelig og forskruet. Måske er jeg falsk, men jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal få hende til at gå væk, hvis jeg ikke ignorerer hende. Jeg afskyr hende, jeg hader hende. Jeg vil at hun skal forsvinde. Hvorfor vil hun ikke forsvinde? … (græder) … Hun har ret. Jeg føler mig faktisk falsk og indbildsk ved at foregive at hun ikke er en del af mig.

V: Okay. Sig det til hende.

S: Det har jeg gjort, og hun sagde: ” Okay, du indrømmer at jeg er en del af dig, men vi foragter stadig hinanden”.

V: Mener du fra begge sider?

S: Ja.

V: Er der noget du ville ønske af hende?

S: Bare at hun er ærlig overfor mig, så vi kan have med hinanden at gøre.

V: Hvordan er hun uærlig?

S: Jo, hun er ikke ærlig, fordi hun hader og anklager mig. Men jeg er heller ikke ærlig overfor hende, fordi jeg også hader og anklager hende. Når vi stopper op og indrømmer sandheden, ligesom jeg lige indrømmede overfor hende at jeg vidste det var falsk at foregive at hun ikke var der – det er at være ærlig.

V: Sig det til hende.

S: Heks, jeg vil gerne have at du er ærlig overfor mig.

[4] V: Spørg hende om der er noget hun behøver fra dig.

S: Ja, det siger hun der er … Hun behøver forståelse og hjælp.

V: Hvordan har du det med det?

[5] S: Jeg har medlidenhed med hende.

V: Lad dig selv føle det … Kom rigtig ned i det, det er meget vigtigt.

S: (begynder at græde) Det er så godt at lade de følelser komme frem. (bliver ved med at græde)

V: Ja … (pause) … Fortæl hende at du har medlidenhed med hende.

S: Jeg sagde det til hende. Vi må begge hjælpe hinanden.

V: Hvordan kan hun hjælpe dig?

[6] S: Hun kan hjælpe ved at minde mig om hvem jeg er, og hvad vi er tilsammen, og at vi kan arbejde sammen … Hun skal minde mig om, at hun er der. [7] V: Nu vil jeg gerne have dig til at se om du kan blive til hende og så fortælle mig hvordan det føles.

S: Jeg er den grimme del nu, og jeg taler til Sharon. Jeg føler mig meget kynisk og meget hånlig overfor hende.

V: Fortæl mig noget mere. Hvordan er du?

S: Jeg er bitter … og kynisk … og jeg hader hende fordi hun prøver at lade som om jeg ikke er her.

V: Hvad er det, du behøver?

S: Hendes hjælp.

V: Hvad slags hjælp?

[8] S: Hendes hjælp til at forstå og anerkende mig, så at jeg kan komme ud af den forskruethed som jeg er i … for jeg ønsker faktisk ikke at være sådan.

V: Gentag: “Jeg ønsker ikke at være sådan”.

S: Jeg ønsker ikke at være sådan.

V: Sig det igen …(18)

S: Jeg ønsker ikke at være sådan!

V: Og igen …

S: Jeg vil ikke være så forskruet!

V: Bliv med at sige det. Lad følelserne komme.

S: Jeg vil ikke være så forskruet! (råber) Jeg vil ikke være sådan! JEG VIL IKKE VÆRE SÅDAN! HØR EFTER HVAD JEG SIGER!

V: Ja … (pause) … hvordan har du det nu?

[9] S: Energisk og lettet. Stærk. Sharon hørte mig endelig. Og hun siger: ”Jeg er ked af det, jeg forstod det ikke, jeg skal nok hjælpe dig”.

V: Hvordan har du det med det?

[10] S: Jeg er stadig lidt såret, men det er ok.

V: Fortæl Sharon hvorfor du er såret.

S: Jeg er såret fordi det har varet så længe, og du har ignoreret mig så længe.

V: Forstår du hvorfor hun ignorerede dig?

[11] S: Fordi hun ønskede at være ren.

V: Hvordan har du det med det?

S: Ligesom hun bare var en lille indbildsk unge, der sætter i gang og jager alle sine idealer.

V: Hvad føler du overfor de idealer?

[12] S: Tja, de er gode – i relation til verden – men hun er ikke på rette spor, for hun prøvede at være noget som hun ikke var klar til at være.

V: Hvordan ikke klar?

S: Hun skal begynde hjemmefra, i dagligdagen. De idealer blev en flugt for hende … hun prøvede at tvinge sig ind i det her billede af et højt, rent væsen. Hun har aldrig nogensinde accepteret mig.

V: Fortæl hende alt det.

S: Jeg fortalte hende at hun skal komme tilbage og begynde lige hvor hun er, et skridt ad gangen, og kigge efter hvor hun går, og se på sig selv.

V: Hvordan reagerer hun på det?

S: Hun siger: ” Du har ret, men det er svært”.

V: Hvordan kan I hjælpe hinanden, så I kan gøre det et skridt ad gangen?

[13] S: Hun skal kigge på mig og se al denne forskruethed i mig, og hun skal kigge indeni og se at jeg er herinde. Og jeg skal kigge på hende og acceptere hendes idealer og hendes ønsker om at være ren og hjælpe hende med at realisere dem … og vi må holde sammen.

V: Okay, hvad så i fremtiden, hvordan kan du få Sharons opmærksomhed, når du behøver hjælp eller føler du kan hjælpe hende?

S: Jeg kan bede hende sende noget af hendes energi, nogle af hendes idealer, noget af hendes vilje …

[14] V: Hvorfor prøver du det ikke nu … (lang pause) …

S: Jeg bad hende om noget positivt energi, om noget vilje, og hun sagde: ”Ja, Okay”. Men så var der noget der begyndte at genere mig … noget nyt … og nu har jeg det anderledes.

V: Hvad var det?

[15] S: Jeg ved det ikke præcist, en slags negativ følelse, måske tvivl eller sådan noget.

V: Lad dig selv føle det. Lad det komme.

S: Det er frygt … for at være alene, for at være usikker og alene.

V: Og du blev bange for at være alene, lige som Sharon begyndte at hjælpe dig?

S: Ja. Fordi jeg ikke ved hvor jeg er på vej hen.

V: Det forstår jeg godt. Ved Sharon det?

S: Hun sagde ”ja”, men jeg føler ikke at hun gør det.

V: Stoler du på hende?

S: Det gør jeg nok ikke, nej.

V: Okay, sig det til Sharon.

S: Hun sagde:” Det er ok. Jeg ved hvor jeg er på vej hen. Tag min hånd”. Og jeg sagde: ”Men hvorhen?” og hun pegede fremad og sagde: ” Kan du se det lys derhenne, det lyspunkt?” Og det var lige foran, i en kanal. ” Det er der vi skal hen.”

V: Du sagde du havde det anderledes. Hvordan?

[16] S: Jeg er den der har stor tvivl – Tvivleren.

V: Jeg er med … og hvad føler du, når Sharon siger ”Kom med mig”?

S: Jeg føler modstand. Jeg holder mig tilbage.

V: Hvorfor?

S: Jeg ved ikke hvor den lys tunnel er, eller hvad det er.

V: Det forstår jeg godt.

S: Og jeg er bange, og jeg føler at jeg ikke ved hvor jeg er. Jeg ved ikke hvad der sker. Jeg ser mig selv stå med Sharon og hun trækker mig i hånden. Jeg ser mig om og siger: ”Vent lige lidt, vent lige lidt! Hvor er jeg henne?” Jeg må vide, hvor jeg er, før jeg kan gå derhen, mod lyset.

V: Hvad føler du overfor lyset?

S: Det er lille og meget langt væk, men alt samler sig som en tragt mod det.

V: Ja … hvad føler du overfor det?

S: Jeg ved det ikke. Jeg er ikke bange for det nu, men jeg ved det bare ikke.

V: Stil ind på lyset … og se om der kommer nogen følelser.

S: Jeg forestiller mig selv der, hvordan det var at være der, og følelsen er glæde – mit hjerte slår hurtigere – jeg går gennem en tragt og nær ved enden åbner den sig … for evigt. Og det er meget klart.

[17] V: Okay. Nu ændrer tingene sig lidt. Træd tilbage og iagttag Sharon … (pause) … vær nu opmærksom på Tvivleren også … og på Heksen … [18] S: Ja, de er der alle sammen … og Sharon er bare en af dem … Jeg kan virkelig se hende klart nu. Det er ikke Sharon, det er … Idealisten! Jeg er ikke hende! Jeg har været hende, men jeg er ikke hende, vel? Hun er Idealisten! Oh, wow!

V: Godt … Det er en vigtig indsigt … tag dig tid til at opleve den.

[19] S: (lang pause) … ja … nu er der en anden … der er også en anden … en slags større mig, det høje mig.

V: Og hvordan er det ”høje dig”?

S: Hun er det jeg gerne vil være. Hun kigger på Heksen og Tvivleren og Idealisten. Og det der er så specielt er at hun accepterer dem. Dem alle sammen. Og hun har medfølelse med dem. Hun ved Heksen er kritisk og forskruet, og Tvivleren bange og mistroisk, og alligevel accepterer hun dem. Og hun ser også lige gennem Idealisten, de urealistiske idealer og modviljen mod at acceptere sine begrænsninger, indbildskheden og den desperate spiritualitet. Hun accepterer dem alle, og elsker dem til trods for deres fejl. Og hun nynner … hun nynner hele tiden … hun er i forbindelse med lyset.

V: Kan du tale til hende?

S: Nej. Hun taler ikke med ord. Hun er tavs.

V: Kan du kommunikere med hende på nogen anden måde?

[20] S: Ja … (pause) … hun viste mig et billede af en cirkel, en lyssløjfe. Jeg får en form for mening ud af det. Det er en meddelelse, men jeg har den ikke helt. Forbindelsen bliver hele tiden brudt.

V: Hvad afbryder forbindelsen?

S: De andre dele bliver ved med at komme ind, og jeg bliver ved med at lytte til dem.

[21] V: Okay … nu ændrer tingene sig igen. Forestil dig at du står ved foden at et bjerg sammen med Idealisten, Heksen og Tvivleren. Den ”Højere” Sharon er et sted ovenover, sikkert nær ved toppen, og hun vil guide dig, når du har brug for hende. Det jeg vil have dig til, er at tage de andre med til toppen.

S: De klatrer med mig, glider og snakker løs, laver en masse støj ligesom små børn … (pause) … vi klatrer stadig … (lang pause) … nu nærmer vi os toppen … Vi er på toppen.

V: Og er den ”Højere” Sharon der også?

S: Ja, hun er her.

V: Vend dig mod hende og spørg hende hvad I skal.

[22] S: Hun siger de alle skal vende sig mod hinanden og kigge på hinanden og læne sig mod hinanden, så at de flyder sammen til en.

V: Okay. Fortæl hende at I gør det nu, og bed om hendes hjælp. Lad solen skinne meget klart. Gør det nu og fortæl mig hvad der sker.

S: Hun kredser om dem med en lysring, der nynner, og hun giver dem energi ved det, indtil de også begynder at nynne, og de kigger på hinanden og tager hinanden i hænderne … og de flyder sammen nu og de er en. De er omkredset af lys.

V: Hvordan føles det?

[23] S: Det er følelsen af at have kontakt igen … (lang pause) …

V: Hvad sker der nu?

S: De er smeltet sammen, og der er dannet en ny i lysringen. Og hun er anderledes. Det er ligesom hun har kvaliteter fra alle de andre tre. Og hun har en fremtoning, som ikke er oppustet eller på et ego trip, men sikker på sig selv, hun ved hvem hun er. Hun er meget, meget stabil. Hun lader sig ikke rive med, så hun behøver ikke være så kritisk. Hun har høje idealer, men de er på en eller anden måde mere forbundet med virkeligheden, mere jordbundne. Og hun er heller ikke kun sødme og lys … hun er på en eller anden måde mere menneskelig, vidunderligt menneskelig.

V: Iagttager du hende eller er du hende?

[24] S: Jeg er ved at blive hende … nu er jeg hende … det er smukt.

V: Godt … (lang pause) … vend dig nu mod solen. Der er en solstråle der kommer fra solen ned til dine fødder. Du kan føle dens varme trænge ind i dig. Lad dig fylde op med dens energi … vend dig nu mod den ”Højere” Sharon og fortæl hende at du gerne vil gå mod solen, og om hun vil hjælpe dig.

S: Hun sagde at jeg skal lave en forbindelse mellem solen og toppen af mit hoved.

V: Okay. Gør det. Hun vil hjælpe dig. Og fortæl mig hvad der sker.

S: Jeg går op mod solen … det er meget glædesfyldt.

V: Stil ind på glæden. Åben dig op for den … (lang pause) … hvad sker der nu?

[25] S: Min hjerne tog over.

V: Og hvad gjorde den?

S: Den begyndte at tænke på selviskhed , at jeg var egoistisk.

V: Hvordan var du egoistisk?

S: At få så meget glæde, så meget opmærksomhed fra dig.

V: Vend dig mod den “Højere” Sharon og spørg hende om du er egoistisk.

S: Hun siger: “Nej, ikke nu, ikke helt heroppe.”

V: Okay, vil du prøve igen og gå mod solen?

S: Ja.

V: Så gå videre …

S: Jeg prøvede, men jeg kan ikke komme over den følelse at jeg tager en masse tid, hvor jeg godt kan arbejde med dette alene senere.

[26] V: Hvorfor ikke gøre det nu, på den lette måde? Det er ikke egoistisk at tage ting. Det er egoistisk at holde fast i dem efter at du har dem. [27] S: Det er rigtigt! Det som den høje Sharon gør, og hvad jeg ønsker at gøre, er at trække lyset ind og så dele det, og give det ud, og hjælpe.

V: Ja … og hvordan kan du dele det uden først at tage det ind?

S: Det er rigtigt.

V: Så gå videre.

[28] S: Lysstrømmen er genetableret og jeg er tilbage i solen.

V: Lad nu dig selv virkelig føle strømmen … (pause) … hvordan er det?

S: Jeg er et … med alting.

[29] V: Lad energien flyde ind i dig og ud fra dig. Lad den flyde gennem dig og bestræb dig på at udstråle den i alle retninger … (pause) … kig nu på solens centrum. Prøv at gå direkte mod solens midtpunkt og fortæl mig hvad der sker … (lang pause) …

S: Der er en eksplosion. Nej , ikke lige en eksplosion, men en konstant kraft af lys alle steder fra, strålende, og det strømmer ud og nynner.

V: Kan du lade dig selv gå helt ind i midten af det? Og fortælle mig hvad der sker …

S: Jeg forsvinder bare.

V: Godt … lad dig føre med …

S: Nu er jeg lyset ..

V: Læg mærke til hvad der er omkring dig og fortæl mig hvad der er.

S: Først er der kun lys og solen, som omgiver mig. Og så er der en hel jord og et helt univers og stjernerne.

V: Kan du stadig høre den nynnen?

S: Ja.

V: Stil ind på den. Den nynnen binder alting sammen. Stil effektivt ind på den. Hør at den er overalt omkring dig og lad den også komme frem inde fra dig … Prøv at få den indre og den ydre nynnen til at stemme sammen … de er i virkeligheden den samme …

S: Alt nynner og lyden går gennem mig og overalt omkring mig.

V: Godt. Bliv ved med at være i kontakt med den nynnen og kig på Jorden … følg den nynnen, meget gradvist, mens den går mod Jorden, og hold forbindelsen mellem solen og toppen af dit hoved. Hold dig i kontakt med lyden, med energien … Gå gradvist mod jorden, mod toppen af bjerget … og lad dig selv lande på bjerget.

[30] Bestræb dig igen på at lade energien og lyden flyde ind i dig og ud, denne gang i alle retninger. Du vil se at der er andre væsener og dyr på bjerget, og andre dele af dig, som du ikke har set endnu. Send nu energien og lyden til dem alle sammen for at hjælpe dem med at komme tæt på hinanden. Send den ned ad bjergsiderne hele vejen rundt … Når du føler du er klar, kan du åbne øjnene … (lang pause) …

S: (ler og græder på samme tid) Jeg har det så godt … føler mig så hel.

V: Det glæder mig meget … det var et godt stykke arbejde … skal vi nu snakke sammen om hvad der skete?

* Udgiverens note: Ovenstående forløb er et meget usædvanligt terapeutisk forløb, for normalt er det ikke muligt at nå så langt på en enkel session. Det ville ikke være usædvanligt at ovenstående udvikling ville kræve et forløb på ca. 20 timer. Set fra et teoretisk perspektiv indeholder casen mange nyttige beskrivelser af processens faser.

Sharons videre terapeutiske forløb

Efter dagdrømmen brugte vi lidt tid på at tale sammen. Vil ville gerne hjælpe Sharon med at udforske den betydning som den symbolske proces havde for hende, og hvad hun havde lært af den. For at undgå at påtvinge vores egen fortolkning af hvad der skete, bad vi hende om at skrive sine indtryk ned til vores næste session.

I besvarelsen skrev Sharon:

-For første gang kan jeg nu se hvad Heksen altid har prøvet at fortælle mig … hvad hun ville have sagt til mig hvis jeg havde lyttet. Hun siger: ”Jeg er den, som du har begravet alle de følelser i, som du ikke kan lide at indrømme at du har … dine vrede følelser, din utålmodighed, din misundelse. Idealisten ønskede at du skulle være så ren at du aldrig havde dårlige følelser, og du foregav ikke at have dem. Men det lod mig tilbage, alene og forskruet, uden nogen måde at ændre det på.

-Jeg er en virkelig del af dig; du kan ikke afvise mig. Jeg har behov for din forståelse og hjælp. Og jeg kender til verden. Jeg er nyttig i verden. Der er tidspunkter, hvor det er i orden at blive vred … tider hvor utålmodighed kan transformeres til handling. Du må hjælpe med at udglatte min forskruethed og bruge min gode, praktiske side.

-Jeg er krænket over hvad Idealisten fik dig til at gøre mod mig. Men jeg kan godt se dine idealer og påskønner dem. Jeg kan hjælpe dig med at virkeliggøre dem. Men jeg vil at de skal være nyttige, have forbindelse med den virkelige verden. Du kan ikke gøre dine idealer til virkelighed, det er du ikke parat til, medmindre du kan håndtere nuet, som det er, og acceptere dine egne negative følelser. Du må tage et skridt ad gangen.

Videre skrev Sharon:

-Jeg kan nu se, at hvis jeg lader Idealisten tage over og afviser Heksen, kan ingen af mine idealer realiseres. De er unyttige med mindre jeg først kan acceptere og lære at håndtere den negative side af mig selv og af andre mennesker.

-Jeg ser Tvivlerens værdi. Hun ønsker kun at forstå hvor jeg er på vej hen. Hun kan også beskytte mig mod at gøre skøre, urealistiske ting, med sine spørgsmål og sin måde at gennemtænke tingene på. Det har jeg brug for.

Sharon var begyndt at have en god forståelse af hvordan hendes delpersonligheder kunne arbejde sammen. I vores videre arbejde, forstod hun mere og mere, hvor slemt hun havde været blokeret af sine urealistiske idealer, som havde overvældet hende og slået hende ud endnu før hun fik begyndt.

Senere i en anden dagdrøm, hvor hun gik dybere ind i Tvivleren, kiggede hun endnu engang på Idealisten. Hun opdagede, at Idealisten havde en god portion ambition, og at det var denne ambition, der overdrev og oppustede hendes idealer, og derved gjorde dem urealistiske. Og som vi har set, havde idealisten overbevist hende om, at den eneste måde hun nogensinde kunne nå dem, var ved at undertrykke og fornægte sine begrænsninger.

Det blev også klart, at den vrede hun havde oplevet i den første del af dagdrømmen var et centralt element – en integreret, men undertrykt del af Heksen, og at den også skulle under behandling.

Arbejde med ”Aftentilbageblikket”

Den næste fase af hendes arbejde – og en yderst vigtig fase – var at begynde at forankre hendes nye forståelse i hverdagen – at begynde at ændre den måde hun havde levet på. Det var afgørende for hende at begynde at komme i kontakt med sin vrede og ambition, hvor den energi hun behøvede, havde været lukket inde. I flere uger lavede hun et Aftentilbageblik, hvor hun kiggede tilbage på hver dag og så efter følelser af vrede og frustration og efter måder hvor hendes ambition havde påvirket hendes valg og handlinger. Gradvist lærte hun at være opmærksom på disse følelser i nuet, og blev forbavset over at opdage hvor meget af hendes energi, der var låst fast i dem. Da hun forsøgsvis lod sig selv opleve denne energi, forstod hun at den kunne bruges til at hjælpe med til at overvinde hendes følelser af utilstrækkelighed og til at opnå realistiske mål. Hun begyndte bevidst at kanalisere noget af denne forøgede energi over i at overvinde forhindringer, der før havde syntes uovervindelige – for eksempel at arbejde med at skrive en fortælling i seks sammenhængende dage indtil hun var færdig med den!

Gennem denne fase af arbejdet kom hun til at værdsætte Idealistens ambition, og til at indse at forudsat at ambitionen var under hendes kontrol, kunne den hjælpe hende til at være kreativ og innovativ, og var en stærkt motiverende kraft til at arbejde med hendes personlige begrænsninger, i stedet for at undgå dem.

Arbejde med vrede og frustration

Sharon var nu også villig til at tage kampen op med hendes vrede og frustration. Som det første var det vigtigt for hende at lære harmløse måder at udløse disse følelser på. Dette blev gjort ved forskellige udrenselsesteknikker.19 For eksempel foreslog vi hende, at når hun følte vrede skulle hun slå i en dyne med en tennisketsjer, indtil hun havde det bedre, eller at hun skrubbede gulve eller huggede brænde. Denne katarsis var et vigtigt skridt, for det var i den periode, at hendes længerevarende og dybe depression gradvist mindskedes og derefter forsvandt.

Til sidst forstod hun at den vrede og frustration der havde været lukket inde i Heksen også repræsenterede værdifuld energi, der ligesom ambition, kunne vendes mod nyttige formål. Så med Sharons hjælp og forståelse kunne Heksen dreje denne energi i en mindre forskruet retning, og sætte hendes praktiske sans og ærlighed i gang.

I løbet af dette arbejde, blev Heksen omdannet til en jordnær, praktisk, realistisk stemme, som Sharon fik større og større tillid til. Heksens ”vi bor i den virkelige verden”, og Tvivlerens kritiske sans og gode dømmekraft blev til sidst to betroede stemmer, der hjalp hende med at jordforbinde Idealistens visioner, og gjorde dem realistiske ved at hjælpe hende med at se de nødvendige skridt til at gøre hendes mål opnåelige. Og så var hun godt på vej til at integrere disse tre vigtige delpersonligheder til den nye, mere vidtfavnende og glædesfyldte delpersonlighed – den hun havde været et øjeblik, da hun stod på bjergtoppen i begyndelsen af arbejdet.

Harmoniseringens faser

Lad os nu kigge på Sharons dagdrøm udtrykt ved de fem faser af delpersonlighedernes harmonisering.

Den delpersonlighed , der bevirkede Sharons følelser af afsky og vrede blev genkendt uden for stort besvær, og viste sig at være ”en jeg har set før” ([1] ). Denne følelse af genkendelse sker ofte og bekræfter den antagelse at delpersonligheder ikke er vilkårlige konstruktioner, men naturlige forekomster der udvikles spontant i psyken. Det er ikke usædvanligt at genkendelsen af en undertrykt delpersonlighed i begyndelsen ledsages af gensidige negative følelser (”Jeg hader hende og væmmes ved hende … og jeg afskyr hende” [2]). Det er tit de samme følelser, der fremkaldte dens oprindelige afvisning og undertrykkelse. At anerkende og acceptere en delpersonlighed helt og fuldt kræver at man oplever og ejer de følelser, som så kan transformeres i mere positiv retning (”Jeg har medlidenhed med hende” [5]). Det åbner så op for vejen til koordinationsfasen.

Koordinationsfasen

Koordination er et centralt aspekt af arbejdet med delpersonligheder. Det består i at nå fra de ydre aspekter af en delpersonlighed til dens kerne; fra dens handlinger til meningen med handlingerne og årsagerne bagved dem; fra hvad den siger den ønsker til hvad den virkelig behøver. I praktisk taget enhver situation, endda selv om en delpersonlighed i begyndelsen fremtræder som hæslig, ondskabsfuld, i dyb smerte, fjendtlig, og en virkelig forhindring, når vi finder ind til dens kerne finder vi at dens grundlæggende kvalitet er god. Vi ser, at den ikke alene er acceptabel, men nyttig, og til tider højst nødvendig; at den kan harmoniseres med de andre kvaliteter, og at forvrængninger og konflikter hovedsagelig blev skabt i de frustrerede bestræbelser på at udtrykke og aktualisere den fundamentalt gode kvalitet.

Så første skridt er at etablere klar og åben kommunikation. Man kan så fokusere på hvad de to sider behøver fra hinanden (mens man altid er i kontakt med de involverede følelser), og ud fra de udtrykte behov finde grundene, ”hvorfor”, for de behov, og så behovene bagved de grunde. I Sharons tilfælde ville Heksen først have hende til at ”holde op med at være falsk”, for som det viste sig, ved at være falsk afviste Sharon hende. Men det som Heksen virkelig behøvede var først at blive accepteret, og så hjulpet, så hun kunne bevæge sig ud af sin forskruethed og udvikle sig [4,8].

Manglende accept forvrænger delpersonligheden

En grundlæggende pointe er at delpersonlighedens forskruethed var forårsaget af Sharons mangel på accept af den, og skyldtes på ingen måde en iboende egenskab ved Heksen. Og Heksen afskyede sin forskruethed (”Jeg ønsker ikke at være sådan”) lige så meget som Sharon, og ville gerne ændre sig, men var magtesløs uden Sharons hjælp. Så Sharon måtte påtage sig ansvaret for Heksens forvrængninger, og tilbyde hende hjælp (”Jeg er ked af det, jeg forstod det ikke, jeg skal nok hjælpe dig” [9]). Efter det var Heksen til gengæld villig til at tage ansvaret for sine andre følelser (”Jeg er stadig lidt såret, men det er ok” [10]).

Den teknik, der førte til denne accept, er vigtig, og til stor hjælp i accept- og koordinationsfaserne. Den består i at identificere sig midlertidig med den delpersonlighed man er i konflikt med – at ”blive” den. [7]. Teknikken diskuteres mere detaljeret senere.

Efter forsoningen mellem Sharon og Heksen kunne det have været fristende at afslutte dagdrømmen. Der havde været en god renselse af de centrale følelser. Den onde cirkel – af afvisning, der fører til forvrængning, der fører til mere afvisning – var brudt, og Sharon og delpersonligheden var på god fod, ivrige efter at hjælpe hinanden. Men hvis vi var stoppet her, ville Sharon højst sandsynligt være vendt tilbage til sin tidligere holdning af afvisning og fordømmelse. Det der manglede for at skabe en permanent holdningsændring, var en forståelse af de oprindelige årsager til Sharons afvisning af den delpersonlighed, før afvisningen fordrejede hende til Heksen. (Se fodnote ‡‡ nederst)

Ønsket om at være ren

Grunden dukkede hurtigt op (”hun ønskede at være ren” [11], og ”hun prøvede at være noget som hun ikke var klar til at være” [12]). I den henseende er dagdrømmen usædvanlig. For det meste skal der en anselig mængde arbejde til for at nå dette punkt. Det at finde grundene til Sharons afvisning af Heksen førte til det mest konkrete udsagn om gensidig hjælp og samarbejde [13], og til det første forslag om integration (”vi må holde sammen”).

Igen havde det været fristende at stoppe her. Men i arbejdet med mental forestilling kan det svare sig at udleve ydelsen af den gensidige hjælp (”Hvorfor prøver du det ikke nu” [14]), eller hvad der nu ellers kan være fundet ønskeligt. Derved vil eventuelle stadig eksisterende forhindringer sandsynligvis blive bragt frem i lyset. Det var tilfældet her, og den blokering der dukkede op [15], viste sig helt uforudsigeligt at være alvorlig, i en sådan grad at den omfattede en ny delpersonlighed (”Jeg er den der har stor tvivl – Tvivleren” [16]). På dette tidspunkt ville det have været muligt at arbejde med accept og koordination af Tvivleren, ligesom vi havde gjort med Heksen. Men jeg følte, at det materiale og den indsigt der havde med Heksen at gøre, var alt rigeligt at håndtere for Sharon i øjeblikket, og eftersom det var tættere relateret til hendes øjeblikkelige livsbehov, ville hun være mere motiveret til at gennemføre det.

Arbejdet med det transpersonlige

Men jeg kom til det resultat, at det ville være nyttigt for Sharons vækst i et større perspektiv, at hun fik en oplevelse af sin transpersonlige natur. Det ville bidrage til hendes generelle motivation, og hjælpe hende med at få en mere realistisk opfattelse af de muligheder og de langsigtede mål, som arbejdet med Heksen gav hende frihed til at nå. Så i behandlingen af Tvivleren blev vægten, som det vil ses, i første række lagt på at overvinde dens øjeblikkelige modstand frem for at løse dens vanskeligheder – på at omgå forhindringen frem for at fjerne den – og til tider på at samle data til senere brug.

Disse data supplerede det billede der allerede fremstod af en grundlæggende konflikt. På den ene side har vi den delpersonlighed som Sharon normalt identificerede sig med – den hun i begyndelsen omtalte som Sharon, og senere som ”Idealisten” – der ”ved hvor hun er på vej hen”, men vil starte ud for tidligt, utålmodigt og over-ivrig, uden at tage højde for sine begrænsninger. På den anden side har vi Tvivleren og Heksen, der reagerer med mistillid, tvivl og fjendtlighed. Resultatet af denne konflikt er blokering af fremskridt og afskære den energi de har brug for til at vokse effektivt og i gensidig harmoni.

Integrationsfasen

Efter det betydelige arbejde med koordination af Heksen, syntes det på plads at forsøge integration af de tilstedeværende delpersonligheder. Første skridt var at hjælpe Sharon til at indtage den objektive iagttagers position [17]. Det kunne hun gøre uden besvær, og det gav to vigtige resultater. Det første var at disidentificere sig fra, og anerkende den delpersonlighed Sharon normalt identificerede sig med (”Det er ikke Sharon, det er … Idealisten! Jeg er ikke hende!” [18]). Dette var et stort skridt fremad, fulgt af stærke følelser, som befriede Sharon for Idealistens særlige ønsker og begrænsninger. Dernæst kom der en spontan indstrømning fra det overbevidste i form af en delpersonlighedslignende skabning af transpersonlig natur (den ”Høje Sharon” [19]). Dette er ret typisk, eftersom det for mange mennesker er lettest at komme i kontakt med det overbevidste fra den ”disidentificerede iagttagers” position. (Se Selv-identifikationsøvelsen)

Sådan et overbevidst element er til stor hjælp i integrationsprocessen, og er afgørende for syntese-fasen. Ofte er den første virkning at kaste lys over hvad der kan stå i vejen for integrationen. Det var tilfældet her, da Sharon sagde, at forbindelsen blev ved med at blive afbrudt af de forskellige delpersonligheder [20]. Igen syntes det at være bedre ikke at udforske vanskeligheden for at undgå at bringe for meget nyt materiale frem på en gang, men i stedet for omgå forhindringen. Så frem for at have en form for interaktion mellem delpersonlighederne, foreslog jeg at bestige et bjerg, som symbol på integration [21]. På toppen blev den ”Høje Sharon” brugt som en indre kilde til vejledning. Hun foreslog spontant at integration var på sin plads [22], og hjalp med at få det til at ske. Denne integration fik Sharon til at identificere sig med den nye delpersonlighed (”Jeg blev hende”), og frembragte en positiv oplevelse (”Det er smukt” [24]) og en stærkere forbindelse til det overbevidste (”Det er følelsen af at have kontakt igen” [23]).

Arbejde med Idealmodel

Den vellykkede integration betyder naturligvis ikke at Sharon faktisk opnåede den fulde integration af sin personlighed på det tidspunkt. Kun tre delpersonligheder var indblandede. Desuden er som sagt den største værdi af arbejdet med mental forestilling ofte at det tilvejebringer et ”vejkort”, en ”Idealmodel”, et mønster på det arbejde der skal udføres. Det er ikke på hverdagslivets niveau, så det må ”jordforbindes”, eller virkeliggøres i ens normale liv gennem praksis, passende øvelser og gradvis ændring af vaner og adfærd.

Mens Sharon gik frem mod solen (et symbol på det overbevidste og det Transpersonlige Selv ), og lagde grunden til syntese-fasen, viste en anden blokering sig – bekymringen over at være selvisk [25]. Dens natur var imidlertid fuldstændig forskellig fra de foregående. Det var ikke en konflikt eller uforligelighed mellem delpersonligheder, men en forhindring mellem personligheden og den overbevidste dimension, som var sat op af personligheden for at standse sine egne fremskridt. Dette er et typisk tilfælde af ”undertrykkelse af det sublime”, som ofte viser sig på et tidspunkt, når man bevæger sig ind i det overbevidste område.

Arbejde fra det mentale niveau

Det er interessant at bemærke, at denne blokering blev grebet an og løst helt og holdent på mentalt niveau, ved fornuft og indsigt. Selv om den havde et klart emotionelt aspekt – følelser af skyld, selviskhed osv. – var dens kerne en begrebsmæssig forvrængning eller begrænsning i Sharons verdensbillede. Den begrebsmæssige forståelse (”Det er ikke egoistisk at tage ting. Det er egoistisk at holde fast i dem efter at du har dem” [26]) var nok til at få Sharon til at komme over sin modstand. Da hun gik videre, fik hun en fast overbevidst forbindelse [28], hvor oplevelsen bekræftede den begrebsmæssige indsigt, og det lod hende gå videre uden at blive holdt tilbage af følelsen af at det var selvisk at tage.

På den anden side ville et forsøg på at arbejde med spørgsmålet om selviskhed på det følelsesmæssige plan, have bragt hele spillet ned på delpersonlighedsniveau igen (sandsynligvis en ”egoistisk” og ”en der ikke ønsker at være egoistisk”). Sharon var måske nået til den samme indsigt, men det ville have været betydelig sværere og langsommere, og have medført unødvendig smerte og anstrengelse.

Her kan vi se et første vink om syntese-fasens interpersonlige og transpersonlige natur: ”Jeg ønsker at trække lyset ind og så dele det og give det ud, og hjælpe” [27], hvilket så blev forstærket med forslaget om at omsætte det til handling [29, 30].

Lad os nu kigge lidt mere detaljeret på hvert trin i delpersonlighedsharmoniseringen.

Fodnote ‡‡ Naturligvis hviler dette på en tilgrundliggende formodning – som ved alle forsøg på koordination – om, at delpersonligheden, som jeg tidligere har betonet, dybest set er god, ønsker at vokse og forbedre sig, og har en vis mængde god vilje , der kan bringes på banen. Denne formodning har været gældende i de allerfleste praktiske tilfælde, hvor terapeuterne har afprøvet det. Det er dog vigtigt at huske på, at den altid skal behandles som en sandsynlig formodning, en hypotese der skal bekræftes igen og igen ved at nå ind til kernen af hver ny situation, – ikke en tro, der blot accepteres blindt og overfladisk.

Erkendelse af delpersonligheder

Den tidlige udvikling af en ny delpersonlighed og dens første kamp for at udtrykke sig selv sker ofte udenfor ens bevidste opmærksomhed. Man bliver opmærksom på situationen efter at der er foregået en vis udvikling, og i mange tilfælde først når kampen har nået et påtrængende stade. En sådan forsinket erkendelse gør harmoniseringsprocessen sværere end nødvendigt. Hvis vi kan erkende nye opdukkende delpersonligheder tidligere og forstå deres opførsel og deres behov, kan vi formindske konflikten og fremelske deres vækst i harmoni med de andre delpersonligheder, idet vi bereder jordbunden for at de senere integreres i personligheden. Derved kan vi undgå megen unødvendig smerte og tabet af mange muligheder og medvirke til at vores liv skrider frem på en stadig mere harmonisk og tilfredsstillende måde.

Det er normalt ret let at erkende mange af vore delpersonligheder. For de fleste af os svarer de til vores indre oplevelse, og i de tilfælde er det simpelt hen nok at kigge efter dem for at identificere dem. Nogle få basale øvelser, som dem der beskrives i sektionen med Psykosyntese øvelser er også ganske effektive måder til erkendelse. Særlig Dør-øvelsen og Aftentilbageblik er værdifulde ikke blot til at erkende delpersonligheder, men også til at forstå deres adfærds- og reaktionsmønstre, og til at arbejde med deres harmonisering.

De delpersonligheder, der er mere skjulte, viser sig ofte i et terapiforløb, eller kan erkendes indirekte ud fra det materiale, der opstår i en terapi-situation. Mentale forestillingsteknikker er særdeles effektive, og mange guidede dagdrømme handler primært om delpersonligheder og deres interaktion.

Opmærksomheden som kilde til energi

Så det er som regel aldrig noget problem at erkende de fleste delpersonligheder. Faktisk kræver det ofte mindre arbejde at finde nye delpersonligheder end at behandle dem, vi allerede har erkendt, effektivt. Når folk først kender til tanken om at arbejde med delpersonligheder, har de ofte tendens til at gøre netop det, og de bliver så fascinerede af at afdække et mylder af statister, at det mere frugtbare arbejde med at forstå og integrere de centrale delpersonligheder forsømmes. Så læseren advares mod en sådan indstilling, som i bedste fald er spild af energi, og i virkeligheden kan være skadelig. Faktisk er det sådan, at hvis vi fokuserer unødigt på vores delpersonligheder, enten ved at kigge efter for mange på en gang, eller ved at ruge formålsløst over dem vi har valgt at arbejde med, tilfører vi dem energi – som det også sker med enhver anden psykologisk dannelse. Hvis det sker over en længere periode, som for eksempel nogle måneder, med vægt på tingenes eksisterende tilstand i stedet for på de ændringer vi ønsker at se, bliver resultatet kun at forøge besværlighedernes omfang uden at forbedre situationen. I ekstreme tilfælde kan det føre til en fastlåsning af status quo.

Undgå at krystallisere delpersonligheden

Også det at navngive en delpersonlighed kan i sidste ende bidrage til at opretholde status quo, selv om det kan være nyttigt at bruge navne for at skelne de forskellige delpersonligheder fra hinanden og for at skabe en mere direkte kontakt til deres væsentlige kvalitet. Således vil ”søgeren” finde det meget svært at stoppe søgningen, ”aben” vil blive opmuntret af navnet til at blive ved med at være et dyr, og ”tæven” vil føle sig mest i live, når den er mest tæveagtig. Så det er godt at være parat til at ændre navnet på en delpersonlighed, når det pågældende navn opleves at være en hindring for dens vækst.

Som sagt er det ikke tilrådeligt at arbejde med alt for mange delpersonligheder på en gang. Erfarne folk, som har stor øvelse i at behandle deres delpersonligheder, kan måske ”holde øje” med et halvt dusin over en tidsperiode, og nogle af dem endda kun overfladisk.

Selv om det er umuligt at angive generelle regler, angiver selve den eksistentielle situation ofte på et givet tidspunkt, hvilke delpersonligheder der behøver opmærksomhed. Når dette ikke er klart, foreslår jeg, efter at man har erkendt nogle få delpersonligheder, at man først koncentrerer sig om en eller to af dem – måske dem, der ser ud til at have den største energi, nyopdukkede kvaliteter som man ønsker at udvikle, eller det mest akutte behov: med andre ord, dem der synes mest centrale eller vigtige i øjeblikket. Dette valg skal selvfølgelig ikke gøres på en usmidig måde, og det er altid klogt at være åben for en ny delpersonlighed, der ønsker at blive hørt af en eller anden god grund. Generelt når man opbygger erfaring, giver sund fornuft og en god sans for humor ofte de bedste retningslinier. Et let anslag er virkelig værdifuldt i delpersonlighedsarbejde.

Accept

Accept af en delpersonlighed og koordinationen af den sker gradvist, og går hånd i hånd. Gennem koordinationsprocessen erstatter de positive aspekter af en delpersonlighed i stigende grad de negative aspekter, og gør den derved mere acceptabel. Men accept er med på en anden måde: Man må først acceptere, at de negative aspekter findes, for at kunne ændre dem. Så accept og koordination viser sig ofte i praksis at være komplementære processer, der hjælper hinanden fremad med stigende fart og fører til delpersonlighedens integration indenfor personligheden som helhed.Ofte afviser vi en delpersonlighed – eller en anden del af os selv – som vi ikke kan lide, fordi vi ubevidst tror, at hvis vi en gang har accepteret den, vil den forblive der for altid. I virkeligheden er sandheden nøjagtig det omvendte. Som vi har set i Sharons guidede dagdrøm, afskærer vi en delpersonlighed fra den direkte linie til den nødvendige energi, hvis vi afviser delpersonligheden. Dette skaber en blokering, der hæmmer dens vækst, og bevirker at den søger energi indirekte ved at manipulere og skabe konflikt. Så udvikler den sig på en ensidet, forvrænget måde, mere og mere på tværs af resten af personligheden. Og vi kan ikke udnytte dens nyttige kvaliteter, dens evner, dens styrker. Men hvis vi accepterer den, kan vi opdage dens virkelige behov og opfylde dem på måder, vi kan acceptere, og det vil øge dens positive kvaliteter, alt imens de negative kvaliteter omdannes til andre mere passende. Hensigtsmæssig opfyldelse af delpersonlighedens behov kommer af koordination, og gør det muligt for delpersonligheden at udvikle sig og vekselvirke harmonisk med de andre delpersonligheder.

Vigtige faktorer er vores værdier og selvbillede

Når vi første gang erkender nye delpersonligheder, kan vores indstilling til dem variere – som det også er tilfældet med mennesker. I hvert enkelt tilfælde bestemmes den af mange faktorer, hvoraf to af de vigtigste er vore værdier og vores selvbillede. Generelt har vi tendens til at acceptere en delpersonlighed, som vi efter vores eget værdisystem betragter som god, nyttig osv., og at afvise en, som vi ser som dårlig, skadelig eller ubrugelig. Men en person med udtalte mindreværdsfølelser eller mindreværdskompleks, og som identificerer sig med de følelser, kan have lettere ved at acceptere en ”dårlig” delpersonlighed og have betydeligt besvær med at acceptere en ”god” delpersonlighed. Og mange af os uden stærke mindreværdsfølelser har ofte en udpræget modstand mod at acceptere delpersonligheder med ”højere” kvaliteter eller en klar transpersonlig orientering. I almindelighed accepterer vi let delpersonligheder der er i overensstemmelse med vort selvbillede. De, der ikke passer med det, afvises sædvanligvis.

Ofte kan man håndtere modstanden mod at acceptere en delpersonlighed ved egen hjælp. Blot det at blive opmærksom på den kan i mange tilfælde være nok. Når modstanden viser sig at være en alvorlig vanskelighed, kan den behandles, præcis som ved enhver anden psykologisk modstand, med en af de mange gode metoder indenfor psykoterapi eller personlig vækst, der er til rådighed i dag.

Disidentifikation fører til frihed
En kraftfuld teknik, der er særlig effektiv til dette formål og også til koordinationen, er at forsøge at blive klar over (eller i en terapi-situation, hjælpe klienten til at blive klar over) ”hvilken del af en selv”, der gør modstand mod den pågældende delpersonlighed. Uvægerligt er den, der gør modstand, en anden delpersonlighed, ofte i opposition til den første. Og eftersom man identificerer sig med den, selv om det måske er ubevidst, er det nødvendigt at ”træde tilbage” fra den modstridende delpersonlighed, eller for at være mere præcis, at disidentificere sig fra den. Derved bliver man frigjort fra dens indflydelse, og er i stand til at indtage en holdning som den upartiske, objektive iagttager. (Se Selv-identifikationsøvelsen) Som den objektive iagttager kan man let acceptere både den første delpersonlighed og den, der gjorde modstand mod den, og derefter gå videre med deres koordination. Dette gøres ved at forstå deres behov og deres måde at påvirke hinanden på, og ved at finde acceptable måder at tilfredsstille de behov på og harmonisere deres gensidige påvirkning på en mere konstruktiv måde.

Medfølende forståelse
Som allerede nævnt er der en modsat – og komplementær – teknik: at ”blive” den delpersonlighed, man havde afvist. Denne midlertidige identifikation medfører en umiddelbart oplevet opmærksomhed på delpersonlighedens eksistens, hvilket så kan føre til en medfølende forståelse af dens behov og grunden til dens indstilling, og derefter til at acceptere den. Jeg må igen lægge vægt på at dette ikke er det samme som at underkaste sig status quo, men snarere at acceptere situationens realiteter. Og det er præcis fordi situationen er blevet accepteret, at den så kan ændres og forbedres.

Med denne teknik kan man håndtere en konflikt mellem to delpersonligheder ved at identificere sig først med den ene, og så med den anden, og derved skabe en dialog mellem dem og udtrykke deres respektive stilling og behov. Dette gøres for eksempel ofte i Gestaltterapi, når man behandler den typiske Overhund-Underhund konflikt. Denne vekslende identifikation leder i sig selv ofte til en fælles forståelse mellem de stridende parter, og til tider endda til en sammensmeltning til en højere dannelse.

Kombinationen af denne teknik med vekslende identifikation og teknikken med den objektive iagttager har vist sig at være yderst effektiv. Den sidste er uundværlig til at opnå en løsning, når den vekslende identifikation ikke er nok til at komme over et dødvande, og ganske nyttig når dødvandet er meget smertefuldt eller langvarigt.

Iagttagerens funktion
Når man, med denne kombinerede tilgang, efter et antal vekslinger har fået en tilstrækkelig forståelse for hvad der sker på hver side, ”træder man tilbage” fra de to delpersonligheder, og lader den objektive iagttager kigge på situationen og på de mulige strategier der kunne bruges til at opnå en løsning på konflikten. En sådan løsning kan have natur af en syntese , hvor begge sider får mere eller mindre alt, hvad de behøver, eller det kan være et midlertidigt kompromis, som vil føre til en løsning med syntese længere fremme. I begge tilfælde er den objektive iagttagers løsninger næsten uvægerlig bedre og mere acceptable for delpersonlighederne, end hvad de hver især kunne foreslå.

Så mens identifikationen med delpersonlighederne medfører et stærkt følelsesmæssigt engagement, og i begyndelsen ofte en selv-centreret (om end ikke nødvendigvis egoistisk) indstilling, virker den objektive iagttager senere som rådgiver, forligsmand og mægler i konflikten, samtidig med at han holder sig følelsesmæssigt adskilt fra hændelsesforløbet og undgår at tage parti eller at tilføre sine egne specifikke behov.

At behandle en situation fra den objektive iagttagers position er almindelig praksis i psykosyntese og i flere andre metoder til vækst. For eksempel bruger Stewart Shapiros egoterapi metaforen om ”generalforsamlingen” og ”bestyrelsesformanden” for at angive de mange delpersonligheder og det objektive, samlende princip. I Transaktionsanalysen kan ”den voksne” bruges som en lignende funktion. Et stigende antal gestaltterapeuter finder det også meget nyttigt at introducere iagttageren, når de arbejder på at løse en konflikt. Overhunden kan for eksempel sidde i en stol, og Underhunden i en anden. Efter at dialogen har skiftet frem og tilbage i tilstrækkelig lang tid, tilføjes der en tredje stol med den forestilling at ”dette er iagttagerens stol – som iagttageren, se hvad du kan erfare om de andre to – se om der er en måde du kan hjælpe.”

Koordinering af delpersonligheder

Når vi går dybt nok ind i en delpersonligheds kerne, finder vi at kernen – der er en grundlæggende drift eller behov – er god. I praksis kan dette betragtes som en absolut sandhed. Uanset hvor mange lag af forvrængning, der omgiver den, er det basale behov godt, den basale motivation god – og hvis delpersonligheden blev forskruet, var det fordi den ikke var i stand til at udtrykke sig direkte. Den virkelige kerne – ikke det som delpersonligheden ønsker, men det den behøver – er god. Et grundlæggende formål med koordinationsfasen er at afdække denne centrale drift eller dette centrale behov, at gøre det bevidst og at finde acceptable måder til at tilfredsstille og opfylde det. Og forudsat at vi er forstående og dygtige nok, kan det tilfredsstilles – hvis ikke helt, så i det mindste nok til at holde vækstprocessen i gang.

Hvis du står overfor et krav fra en delpersonlighed , som du ikke kan tilfredsstille direkte, kan du sige: ”Ja, jeg kan faktisk ikke give dig dette, men er der noget andet jeg kan give dig i stedet for?” Og ofte vil det som delpersonligheden så foreslår være passende og nyttigt. Antag at du finder et fire år gammelt barn i dig, som ønsker at blive elsket. ”Hvordan ønsker du at blive elsket?”, spørger du. ”Jeg vil holdes om.” ”Hvor ofte vil du holdes om?” ”Fireogtyve timer i døgnet, syv dage om ugen.” Ja, det kan du jo ikke gøre for ham, men er der noget andet du kan gøre? Du kan sige: ”Jeg kan godt forstå, at du vil holdes om hele tiden. Ingen har holdt om dig i meget lang tid. Du er vigtig for mig, men jeg har også andre ting jeg ønsker at gøre. Så jeg vil gerne holde om dig i en halv time om dagen. Lad os prøve det i en uge og se, hvordan det virker.” Så du laver en aftale med den delpersonlighed – et kompromis – hvor du metaforisk ”holder om” delpersonligheden og giver den trøst.

At nære delpersonligheden til vækst

Og en lille smule tilfredsstillelse gør meget. Når delpersonligheder er undertrykt, får de ikke noget. Når de ikke får noget, ønsker de alting. Men blot en lille smule er ofte alt hvad de behøver. Og hvis de er barnlige, udvikler de sig snart hinsides deres barnlige behov. Hvis der er en delpersonlighed i dig, der er fire år gammel, er det fordi den i virkeligheden ikke er blevet ”fodret” siden du var fire år gammel. Når du begynder at give den næring, vil den vokse op. Snart vil den ønske at gøre mere modne ting, mere i samklang med de ting du ønsker at gøre. Så gradvis tager du den ind, og den bliver en del af dig. Før koordinationen arbejder delpersonlighederne imod dig, og der er konflikt. Efter koordinationen begynder de at arbejde sammen med dig.

Erkendelse af det centrale behov i delpersonligheden

Antag at du beskæftiger dig med en ”diktator” delpersonlighed. Diktatoren ønsker måske magt. Han ønsker måske at beherske alle i syne, for at få krammet på dem… og begynder med dig. Og naturligvis vil du ikke lade ham gøre det. Men du vil gerne finde ud af hvorfor han gør, det han gør. Først siger han måske: ”Jeg ønsker at du skal gøre som jeg siger, hele tiden!” Og du siger: ”Hvorfor ønsker du det?” Ved at fortsætte med at spørge ”Hvorfor?”, ved at prøve at forstå grunden bagved kravet, bevæger du dig mod mere og mere grundlæggende behov, mod kernen. Der er måske modstand, men til sidst, som i dette tilfælde, hører du ham måske sige: ”Jeg er altid meget sulten, så jeg har behov for at du giver mig mad hele tiden, jeg er meget svag, jeg kan ikke tage vare på mig selv.” Dette kan føre til mange løsninger af forskellig dybde. Du kan gå med til at ”made” ham på fornuftige tidspunkter, hvis han går med til at holde op med at prøve at kontrollere dig. Eller du kan hjælpe ham til at forstå at han kan tage vare på sig selv mere end han tror – eller kan lære det – og tilbyde din hjælp i situationer hvor han faktisk ikke kan. Endelig kan du udforske den grundlæggende natur af hans sult, hvilket kan føre dig til opdagelsen af den centrale drift, der ”animerer” ham.

Forståelse gør kærlighed muligt

Undertiden ønsker sådan en delpersonlighed, ligesom visse mennesker, magt fordi han på et tidspunkt ikke kunne få kærlighed. Han havde behov for kærlighed, men vidste ikke, hvordan han skulle bede direkte om det. Men han vidste, hvordan han skulle få magt, så han vendte sig mod magten, og prøver, med magt, at tvinge andre til at gøre alt muligt for sig, som han håber, vil tjene som erstatning for kærlighed. Hvis man erkender, at bagved behovet for magt er der ofte et behov for kærlighed, kan man ofte let rette tingene op.20 Man kan i bund og grund sige: ”Jeg kan ikke lade dig styre alle, jeg kan ikke lade dig manipulere. Men jeg kan se at din kerne er god, og jeg holder af den, og jeg vil være meget glad for at fremme den.” Så giver man kærlighed til den. Og når han modtager kærlighed, holder han op men at misbruge magten; det er vendepunktet. Også her siger man: ”Jeg kan ikke give dig det du beder om, men jeg vil give dig det du virkelig har behov for.” Og så siger han måske: ”Jeg ønskede faktisk slet ikke magt i det hele taget, jeg ønskede bare kærlighed.”

Naturligvis må vi forstå delpersonligheden i dybden for at kunne reagere med kærlighed. Det er meget svært at elske en kontrollerende og følelseskold diktator. Når man imidlertid først ser, at diktatoren i virkeligheden ikke er en diktator, men i sin kerne blot er en, der er kærlighedsmæssigt underernæret, bliver det muligt at elske ham. Man kan elske en, der har været underernæret med hensyn til kærlighed, uanset hvad han har gjort. Man kan forstå, at grunden til at han har handlet sådan, er at han higer desperat efter kærlighed og ikke ved hvordan han ellers skal begå sig for at få den.

Det ser man igen og igen. Når vi kan forstå delpersonligheder, der syntes negative, finder vi at deres kerne er positiv. De gør simpelt hen det der forekommer dem bedst i øjeblikket, indenfor deres erkendelsesområde, deres svagheder, deres behov. Det er ligesom med mennesker. Det hænger sammen med den gamle Sokratiske sandhed, at ingen vælger at gøre noget dårligt, hvis han klart kan se, at han har et valg mellem noget dårligt og noget godt. Men undertiden er vi bare helt blinde.

Integration af delpersonligheder

Medens koordination handler om udvikling og forbedring af de enkelte delpersonligheder , drejer integration sig om forholdet mellem hver delpersonlighed og de andre delpersonligheder, og om hver enkelt delpersonligheds placering og virkefelt indenfor personligheden som helhed. (Se fodnote §§ nederst) Integrationsprocessen fører fra en generel tilstand af isolation, konflikt, konkurrence og de stærkere elementers undertrykkelse af de svagere, til en tilstand af harmonisk samarbejde hvor personlighedens effektivitet forøges stærkt, og de vågnende aspekter finder den plads og næring, de behøver for at udvikle sig helt.(Se fodnote *** nederst)

Delpersonligheder opstår som modstående par

Delpersonligheder forekommer ofte som modstående par. Da dette ikke kun er det mest almindelige, men også det simpleste mønster, vil vi behandle integrationsfasen ud fra dette synspunkt. Men den samme tilgang kan let tilpasses til andre situationer.

Delpersonlighed opstår når energi fokuseresFor at se hvordan modsatte delpersonligheder kan forsones, er det nyttigt først at forstå hvordan sådanne modsætninger opstår. På et bestemt udviklingstrin kan et individ være stærkt identificeret med en bestemt vigtig delpersonlighed, og tror i praksis at han er den delpersonlighed. Det meste af hans energi er derfor koncentreret om – og flyder gennem – den delpersonlighed. De andre delpersonligheder udvikler sig langsommere, uden at blive erkendt eller accepteret, og forvises i det store og hele til hans underbevidsthed. Han er derfor relativt fri for konflikter, har veldefinerede mål og er i stand til at realisere dem, foruden at han sandsynligvis er normalt veltilpasset og lykkelig. Men hans mål er begrænsede til den delpersonligheds specifikke mål, og han er kun i stand til at udtrykke en lille del af sine indre kvaliteter og talenter: dem som den dominerende delpersonlighed accepterer som sine egne.

Jeg sagde, at det meste af personens energi er fokuseret og flyder gennem denne delpersonlighed. En spidsfindig men vigtig følge af denne fokusering af energi, er at energiens kvalitet begrænses til de kvaliteter som den delpersonlighed accepterer. Med andre ord fungerer delpersonligheden som et filter for den energi. Energi med andre kvaliteter, særlig modsatte kvaliteter, vil ikke kunne komme igennem – vil ikke finde en kanal gennem delpersonligheden. Den vil søge den af de andre delpersonligheder, der er tættest på dens kvalitet – der giver den mindste modstands vej – en der sandsynligvis er komplementær, og ofte modsat af den dominerende delpersonlighed.

Konflikt mellem delpersonligheder

Konflikt mellem delpersonlighederDet er ofte sådan modsætninger dannes. Denne anden delpersonlighed, der ”fodres” af den nye energistrøm, udvikler sig med tiden og bliver stærkere, og søger at komme til udtryk. Men den finder vejen blokeret af den første delpersonlighed, som ikke ønsker at opgive sin kontrollerende stilling. Nu opstår der så en konflikt, der oftest begynder på det ubevidste plan. Så længe den dominerende delpersonlighed er meget stærkere end den, der er ved at dukke frem, vil den have held til at hæmme den anden og i hvert fald for en tid forhindre den i at komme direkte til udtryk. Den nye delpersonlighed vil så prøve at udtrykke sig selv indirekte, måske ved manipulation eller andre lumske manøvrer. Efterhånden som den bliver stærkere, vil den blive i stand til under usædvanlige omstændigheder så som stressede situationer – at overrumple personen og udvirke et midlertidigt skifte i hendes eller hans identitet, fra den dominerende delpersonlighed til sig selv. I begyndelsen vil personen normalt tolke dette som sin egen opførsel, der antager mere og mere uønskede sider, som han ikke kan standse. I det tidligere nævnte eksempel med forretningsmanden-mystikeren, kan vi prøve at antage at forretningsmandens delpersonlighed var dominerende og mystikeren på vej frem. Mens personen var identificeret med forretningsmanden, ville han i begyndelsen, når han blev opmærksom på mystikeren, sandsynligvis tolke dens følsomhed og visioner som svaghed og blændværk, noget der skulle ignoreres. Men efterhånden som disse tendenser blive stærkere og måske manifesterer sig gennem fantasier eller faktisk ved at påvirke hans beslutningsproces, ville han blive mere og mere foruroliget. Den indre konflikt mellem de to modsætninger ville så have nået det bevidste plan. Han kunne for en tid blive ved med at skubbe de nye tendenser fra sig og udsætte problemet, men derved gøre det meget sværere at have med at gøre. Eller han kunne beslutte sig til at forstå hvad der faktisk sker, enten selv eller måske med hjælp fra en rådgiver eller terapeut. Hvis han når til en forståelse af mystikeren og dens placering, ville han så gøre plads til at den kunne komme frem i bevidstheden, ville se at den har mange smukke og værdifulde kvaliteter, og til slut blive identificeret med den. Mystikeren kan nu udtrykke sig direkte, og meget af den energi, der var spærret inde, kan udløses. Denne pludselige udløsning og den medfølgende forøgelse i energiflowet, opleves sandsynligvis som et højdepunkt af glæde, eller en anden positiv kvalitet, der varer til den oplagrede energi er udløst.

Men nu vil mystikeren blive ved med at have kontrollen, og forretningsmanden bliver afskåret – den energi, der flød gennem den, bliver nu til gengæld blokeret og presser på for at blive sat fri. Snart begynder forretningsmanden og mystikeren at slås om udtryksfriheden. Nu raser hele konflikten åbent. For personen er det nu utilfredsstillende og hæmmende at identificere sig med kun en af delpersonlighederne, et svigt af en del af sig selv. Han finder det sværere og sværere at bevare identifikationen med en af dem, og bliver gradvis mere identificeret med konflikten end med delpersonlighederne.

Overfladisk kan den nye situation virke som et tilbageskridt for ham i hans vækst. Han fungerer nu mindre effektivt, er mindre lykkelig og under mere stress. Men hans liv bliver mere og mere ubehageligt og kræver en løsning på konflikten, forsoning af de to stridende delpersonligheder. Så det er i virkeligheden en overgang til et højere plan af integration, og repræsenterer et afgjort skridt fremad i hans udvikling.

Integrationen kan gennemføres på flere forskellige måder, afhængig af forskellige faktorer. Nogle af de almindeligste er:

Tidsdeling mellem delpersonligheder

I mange konfliktsituationer stræber hver delpersonlighed som vi har set efter at have kontrollen hele tiden, og hæmmer derved de andres udtryk. Når det er tilfældet, kan man aldrig være fuldt til stede i det man er i gang med, heller ikke nyde det eller være særlig effektiv. For eksempel kunne vi hav

Tidsdeling mellem delpersonlighedere en delpersonlighed, der vil arbejde hele tiden – ”Tvangsarbejderen” – der er i krig med en der vil lege hele tiden – lad os kalde ham ”Fjollerik.” Når vi prøver at arbejde, bryder Fjollerik ind og får os til at føle os trætte, hvilket går ud over koncentrationen, og lokker os med fantasier om at ligge i solen. Men når vi endelig har tid og frihed til lediggang, vil Tvangsarbejderen, der er uvillig til andet end arbejde, kæmpe imod og plage os med tanker og bekymringer om arbejde og gøre det umuligt at slappe af og nyde fritiden.

Tidsdeling mellem delpersonlighederI sådanne situationer, hvor de involverede delpersonligheder er erkendt og accepterede, er det normalt muligt at få en dialog i gang med dem fra den objektive iagttagers position, og få dem til at forstå at deres kamp om kontrol er gået i hårdknude, en slags uafgjort, hvor de begge er tabere. Man kan så foreslå et kompromis, hvor hver delpersonlighed går med til at lade den anden have kontrollen uden indblanding i en passende del af tiden, forudsat at den selv også får sin tur. Undertiden er det tydeligt hvordan tiden skal deles: Tvangsarbejderens del af tiden ligger klart på arbejdet; Fjolleriks tid er fritiden. Men i nogle tilfælde kan det være påkrævet at ændre den daglige rutine. For eksempel må der afsættes bestemte tidsrum til fritid, hvis ikke ens travle hverdag levner plads til det. Og den forøgede kvalitet og effektivitet af arbejdet kompenserer sikkert mere end rigeligt for den formindskede tid.

Tidsdeling er måske den letteste tilgang til integration og kan synes direkte naiv, men i praksis er den forbavsende effektiv. Frem for at være en rigtig syntese er det som sagt snarere et midlertidigt kompromis, der fremmer videre koordination af de involverede delpersonligheder og fører til en tættere form for samarbejde. Tidsdeling mellem delpersonlighederDen store værdi af denne strategi er at den kun kræver et minimum af koordination. Derfor passer den til et stort antal situationer, den er let at anvende, og de fleste delpersonligheder accepterer den villigt – længe før de er parate til at acceptere en mere sofistikeret løsning.

Samarbejde mellem delpersonligheder

Når man forstår grunden til konflikter og de involverede delpersonligheders behov viser det sig ofte, at begge delpersonligheder kan opnå deres mål gennem samarbejde, og de kan hver især nå målet mere fuldstændigt, end hvis de var hver for sig. Det var tilfældet med Idealisten og Tvivleren i Sharons tilfælde.

Samarbejde mellem delpersonlighederOfte synes den ene delpersonligheds ønsker og mål at være helt forskellige fra den andens. Men i mange tilfælde når man når ind til konfliktens virkelige grund, opdager man, at begge delpersonligheders grundlæggende behov og mål er ens eller meget lig hinanden, og at konflikten drejede sig om måden at opfylde behovene på. Et særdeles tæt og frugtbart samarbejde er så muligt, og de to delpersonligheder kan på relativt kort tid smelte sammen. I Sharons dagdrøm ser vi, at Idealisten motiveres af en stærk trang til at delp7.jpgnå den transpersonlige dimension, og derfor er utålmodig, urealistisk og uvillig til at acceptere Sharons begrænsninger. Tvivleren er fuld af tvivl og mistillid, og er overforsigtig og uvillig til at følge trop med Idealisten. I det senere arbejde blev det klart – som antydet i dagdrømmen – at Tvivleren i virkeligheden tillagde det transpersonlige lige så meget værdi som Idealisten og havde lige så stærk en trang til at bevæge sig i den retning, selv om den ikke havde så klart et syn på hvordan den skulle komme derhen. Og fordi den anså dette mål for at være så vigtigt, følte den behovet for at gå frem med tilsvarende stor forsigtighed – for ikke at fare vild på vejen. Efterhånden som delpersonlighederne forstod, at de begge havde samme mål, blev de i stand til at respektere, værdsætte og have tillid til hinanden, og forene deres stærke sider, mens de hjalp hinanden over deres begrænsninger. Ved at forene den enes entusiasme og klare vision med den andens dømmekraft og klogskab kunne Sharon gøre effektive fremskridt.

Den anden polaritet, som Sharon fandt, var mellem disse to delpersonligheder på den ene side, og Heksen på den anden. Idealisten og Tvivleren ønskede at række efter det transpersonlige, mens Heksens mål var en jordnær personlighedsudvikling og effektivitet i dagligdagen. Her kom grundlaget for samarbejdet – og senere fusionen – fra Sharons indsigt om at uden personlig udvikling er den spirituelle søgen farlig og til syvende og sidst steril, mens dagligdagens liv i sidste ende finder sin sande betydning indenfor de mere rummelige rammer af transpersonlig erkendelse og mål.

Absorption og Fusion af delpersonligheder
Efterhånden som to eller flere delpersonligheder kommer tættere på hinanden gennem koordination og samarbejde, trækkes de mere og mere mod hinanden. Til sidst sker der en sammensmeltning af dem.

Hvis de er på næsten samme udviklingstrin, er sammensmeltningen en reel fusion, der resulterer i en fuldstændig ny delpersonlighed. Hvis den ene er betragtelig mere udviklet end den anden, vil den optage den mindre ”i sig” eller absorbere den – idet den bevarer meget af sin egen originale identitet, men i høj grad udvider sin koordination, effektivitet og udtryksregister. Fusion mellem delpersonlighederFor eksempel kunne som sagt integrationen af forretningsmanden og mystikeren resultere i en medfølende forretningsmand eller en praktisk mystiker. Eller det kunne blive en helt ny delpersonlighed med ikke alene begge delpersonligheders positive kvaliteter, men også nogle helt nye kvaliteter, der ikke havde været til stede før, men var resultat af fusionens synergieffekt. Med andre ord bliver den nye helhed større end summen af delene. Og mange af de negative kvaliteter ved de originale delpersonligheder forsvinder eller formindskes kraftigt, fordi de som hinandens modsætninger udbalanceres i den nye syntese, som fusionen repræsenterer. Det samme skete i Sharons tilfælde. Hendes urealistiske entusiasme på den ene side og hendes mistillid på den anden, med modsatte virkninger, gik i retning af at afbalancere hinandens outrerede sider, og åbnede vejen for en udnyttelse af den tilgængelige energi på en måde, der var sund og i overensstemmelse med den aktuelle situation.

 

 

Fodnote §§ Harmonisering af delpersonlighederne er blot en af flere synsvinkler, som integrationen af personligheden som helhed kan betragtes under. Vi kan behandle personlighedsintegrationen ud fra en anden meget vigtig synsvinkel: koordination og integration af menneskets fysiske, følelsesmæssige og mentale natur.

Fodnote *** Det er tydeligt, at de forskellige faser af delpersonlighedsharmonisering er forskellige men ikke adskilte, og at selvom de normalt følger efter hinanden i den angivne rækkefølge, er der i praksis ofte en hel del overlapning og sammenhæng. Selvom rækkefølgen er af afgjort begrebsmæssig værdi for at forstå, hvad der foregår, bør man i praktisk arbejde undgå ethvert forsøg på at gå usmidigt fra en fase til den næste. Vi skal hellere betragte helhedsbilledet og være opmærksom på udviklingen i hver af de fem faser, og være klar til at fokusere på den, der behøver opmærksomhed i øjeblikket. I Sharons dagdrøm var der for eksempel mange skift frem og tilbage mellem accept, koordination og integration.

Syntese

Denne sidste harmoniseringsfase kan betragtes som kulminationen af individuel vækst. Den fremmer personlighedens integration gennem forfinelse og harmonisering af personligheden selv. Men hvor personlighedsintegration er intrapersonlig, er syntese i det væsentlige interpersonlig og transpersonlig, og er resultatet af et voksende samspil mellem personligheden og det overbevidste og det Transpersonlige Selv .

Som resultat af dette samspil bliver individets liv og hans sociale vekselvirkning med andre mennesker i stigende grad karakteriseret af en følelse af ansvar, omsorg, harmonisk samarbejde, altruistisk kærlighed og transpersonlige formål. Det leder til menneskets harmoniske integration med andre, med menneskeheden og med verden.

Referencer

  1. G.C. Taylor: The “Who Am I?” Techniques in Psychotherapy, Psychosynthesis Institute, 3352 Sacramento Street, San Francisco, California, 1968. (Adressen eksisterer formentlig ikke længere, udg. note)
  2. G. Cirinei: Psychosynthesis: A Way to Inner Freedom, Psychosynthesis Institute, 3352 Sacramento Street, San Francisco, California, 1970.
  3. R. Assagioli: Life as a Game and Stage Performance, Psychosynthesis Institute, 3352 Sacramento Street, San Francisco, California, 1973.
  4. Citeret i T. A. Harris’ I’m O.K., You’re O.K., Harper & Row, New York, 1969, p. 1.
  5. H. A. Murray: “What Should Psychologists Do About Psychoanalysis?”, Journal of Abnormal Social Psychology, 35, 1940, pp. 160-161.
  6. A. David-Neil: Buddhism, Lane Publishers, 1939.
  7. Citeret i oversættelse af R. Assagioli: Per L’Armonia Della Vita, la Psicosintesi, Istituto di Psicosintesi, Via San Domenico 16, Firenze, Italy, 1966, p. 5.
  8. E. Berne: Transactional Analysis in Psychotherapy, Grove Press, New York, 1961.
  9. Se for eksempel F. Perls: Gestalt Therapy Verbatim, Bantam, New York, 1972.
  10. S. B. Shapiro: ”A Theory of Ego Pathology and Ego Therapy,” The Journal of Psychology, 53, 1962, pp. 81-90.
  11. B. Carter: The Integration of the Personality, uudgivet skrift, 1973, p. 16.
  12. S. Vargiu: Psychosynthesis Case Studies, Psychosynthesis Institute, 3352 Sacramento Street, San Francisco, California, 1971, p. 4.
  13. R. Assagioli: Psychosynthesis: A Manual of Principles and Techniques, Viking Press, New York, 1971, pp. 166-177. Se også The Ideal Model Exercise, Psychosynthesis Institute, 3352 Sacramento Street, San Francisco, California.
  14. R. Desoille: The Directed Daydream, Psychosynthesis Institute, 3352 Sacramento St., San Francisco, California, 1966.
  15. H. Leuner: “Guided Affective Imagery,” American Journal of Psychotherapy, Vol. XXIII, No. 1, 1969, pp. 4-22.
  16. M. Crampton: ”The Use of Mental Imagery in Psychosynthesis,” Journal of Humanistic Psychology, Fall 1969, pp. 139-153.
  17. S. Vargiu: op. cit.
  18. B. Finney: Say it Again: An Active Therapy Technique, uudgivet manuskript, 1969.
  19. S. Vargiu: op. cit., “Alex,” p. 8.
  20. S: Vargiu, op. cit., ”Mark,” p.11.

Ofte stillede spørgsmål om delpersonligheder

Spm. Alle mine delpersonligheder forholdt sig pænt og høfligt til hinanden lige fra begyndelsen (i forbindelse med øvelsen De mange selvers dans). Hvad skal jeg gøre?

Svar. At være pæn og høflig er ikke det samme som at være integreret og harmonisk. Mange af os har lært, at vi aldrig må vise vrede følelser, eller sårethed eller frustration. Selv om det er hensigtsmæssigt og har social værdi at være høflig, er det ikke en sund måde at behandle os selv på hele tiden. Hvis vi er konsekvent ”pæne og høflige” indeni, vil mange af vore følelser blive undertrykt, ignorerede, eller i hvert fald nedvurderede. Selv om du måske vælger at være høflig i social omgang, hvis en del af dig føler sig såret eller vred, er det vigtigt at du erkender de indre følelser. Så som et eksperiment kan du antage, at du har en delpersonlighed , som føler at du altid skal være pæn og høflig. Arbejd med denne delpersonlighed ved at benytte en eller flere af psykosyntese øvelserne som omhandler arbejde med delpersonligheder.

Spm. Jeg kan ikke få et spontant billede frem. Er der noget galt?

Svar. Selv om et spontant billede har høj værdi, kan et velovervejet eller udtænkt billede have nøjagtig lige så stor værdi og betydning. Ud af det uendelig store antal billeder, der er tilgængelige for os, vælger vi netop et. Dette valg har i sig selv betydning: Hvorfor valgte vi dette billede frem for et andet? Og der kan læres meget ved dybtgående arbejde med selv det mest oplagte billede. Så hvis du oplever at det er svært at få et spontant billede frem, skal du bare tage et velkendt eller oplagt, der dukker op, og bruge det.

Spm. Er det her ikke bare et spil? Hvad gavn gør det i den virkelige verdens problemer?

Svar. Symboler og billeder er det ubevidstes ”sprog”. Når vi bruger billeder, kan vi gennemføre en tovejs kommunikation med vores ubevidste , og derved kaste meget lys over vores virkelige problemer. Voksnes spil og børns leg er anerkendte måder til at håndtere reelle problemer på en symbolsk måde. Vi opfordrer dig til at bruge eksperimentets systematiske metode til selv at finde ud af, hvad det kan gøre for dig.

Spm. Hvad er forskellen mellem delpersonligheder og simple personlige karaktertræk?

Svar. Delpersonligheder er psykologiske dannelser på et relativt højt organisationsplan – lige under personligheden selv. Delpersonligheder består igen af et antal psykologiske elementer, blandt andet karakteregenskaber. Karakteregenskaber kan ses som et niveau under delpersonlighederne i psykens organisationshierarki.

Spm. Hvad er karakteregenskaber for eksempel?

Svar. Generthed, mod, ansvarsfølelse, beskedenhed osv. På samme organisationsniveau som karakteregenskaberne har vi også det vi kalder vanemønstre. Vi kan også sige, at komplekser, i klinisk forstand, er mere eller mindre på samme organisationsniveau. Og alle disse egenskaber og mønstre findes grupperet og integreret i de forskellige delpersonligheder.

Spm. Hvor mange delpersonligheder har vi?

Svar. Det svarer til at spørge om, hvor mange rødder et træ har! Vi kunne sige, at der et meget stort antal små, adskilte psykologiske elementer – oplevelser, følelser, tanker osv. – som udgør små rodtrævler på træet. De er igen organiseret i større rødder, komplekser og karakteregenskaber. Delpersonligheder udgør hovedrødderne, som går til træets centrale stamme – personligheden.
Vi taler i virkeligheden om et kontinuert system, der går fra oplevelser til adfærdsmønstre, til delpersonligheder, til den integrerede personlighed som helhed.

Spm.Hvad er forskellen mellem delpersonligheder og de roller vi indtager, som fx. lærer, mor, barn?

Svar. En rolle er en måde, hvorpå jeg udtrykker mig i verden. Når jeg spiller en rolle, gør jeg noget. Når jeg ikke gør noget, er der ikke nogen rolle. Men delpersonligheden er der, uanset om den er i spil eller ej. For de fleste er roller udtryk for delpersonligheder. Men der kan også være delpersonligheder uden roller. Jeg spiller normalt kun en rolle ad gangen, men alle personlighederne er i mig hele tiden. Nogle af dem kan være meget aktive indeni, uden at jeg udtrykker dem – de kommer aldrig til at spille en rolle. De afventer deres tur bagved scenen, og kan hjælpes til at komme til udtryk og gøre nytte.

Spm.Hvorfor splitter vi os op i delpersonligheder? Jeg prøver at samle mig sammen.

Svar. Når vi tænker på delpersonligheder, er det i virkeligheden ikke at ”splitte os op,” selv om det kunne se sådan ud, første gang vi kigger efter dem. Forskellighed er en naturlig tendens i universet. Vi ser det i dyreriget, planteriget – i udviklingen af alt levende. Men delpersonligheder er resultatet af den modsatte tendens – diskrete elementers naturlige tilbøjelighed til at finde sammen i sammenhængende, harmoniske helheder, i overensstemmelse med synteseprincippet. Så delpersonligheder er resultatet af psykens tendens til at danne helhed af forskellige psykologiske elementer.

Når elementerne dukker op i vores psyke, er de tilbøjelige til spontant at samle sig i grupper. Men der er så mange og de er så forskellige, at de i lang tid ikke kan samle sig i en enkelt sammenhængende gruppe. De kombinerer sig i en masse forskellige grupper, og det er dem vi kalder delpersonligheder. De er et mellemliggende skridt på vejen til dannelsen af en hel personlighed. Ligesom organerne i vores krop har deres egen balance og kvalitet, har også hver delpersonlighed sin egen indre økologi – sin egen ligevægt, sin egen måde at reagere med andre på, sin egen målsætning. Og præcis som de mange organer i vores krop på et tidspunkt i evolutionen skabte en harmonisk organisme, kan delpersonlighederne skabe det vi kalder den ”integrerede personlighed.” Forskellen er at vores krop har gjort denne integration færdig for umindelige tider siden, mens integrationen af delpersonligheder til en harmonisk personlighed for de fleste af os stadig er noget vi arbejder på.

Vi må huske at denne tendens til syntese allerede eksisterer i naturen, og ligger til grund for selve evolutionsprocessen. Så arbejdet med delpersonligheder forøger ikke fragmenteringen – tværtimod fører den os til erkendelse af en situation, som allerede findes. Og når vi først har accepteret den, kan vi gøre noget ved den; vi kan bevidst samarbejde med den naturlige disposition for større harmoni og integration.

Spm. Delpersonligheder synes at forstærke splittelserne i os. Jeg føler mig mere ”brudt i stykker” nu end før jeg kendte til delpersonligheder. Alt hvad jeg ser er stykkerne. Er det ikke noget skidt?

Svar. Vi må skelne mellem en faktisk psykologisk tilstand og vores erkendelseaf den. For eksempel står en konflikt mellem delpersonligheder ofte på i temmelig lang tid i vores ubevidste; og først når den bliver forholdsvis akut, bliver vi endelig opmærksom på den. På det tidspunkt er den meget sværere at håndtere, end hvis vi tidligere havde taget fat på at blive opmærksom på den. I begyndelsen når man kigger på delpersonligheder, kan man blive opmærksom på flere konflikter end før – men en lille indsats nu vil spare en for en masse besvær senere.

Så når en person begynder at arbejde med delpersonligheder, kan han i nogen tid føle sig mere opsplittet end før. Men det er ikke ensbetydende med at konflikten er forøget. Kun at han føler den mere. Og den foreliggende konflikt, både inden i personen og med omgivelserne, vil aftage med samme hastighed som han erkender sine delpersonligheder og håndterer dem.

Spm. Hvorfor ikke blot transcendere delpersonlighederne? Nogle af dem kan jeg ikke lide alligevel?

Svar. Der er mange misforståelser om hvad transcendens er. ”Transcendens” i den forstand at undgå noget findes slet ikke. Det er en psykologisk, praktisk, materiel umulighed. Vi kan narre os selv til at tro, at vi transcenderer noget, selv om det eneste vi gør er at undgå eller undertrykke det. Til sidst finder vi det foran os, større end før og sværere at håndtere.

Den bedste måde at komme ud over noget der holder os tilbage er at transcendere dets begrænsninger. Hvad angår delpersonligheder vil det sige først at acceptere, erkende og vedgå dem; derefter at lære at regulere og modificere dem efter vores ønsker. Derved kan vi transcendere begrænsningerne af hver eneste en af dem. Men transcendens kommer ikke af at undgå eller fornægte noget. Det er et resultat af erkendelse, forståelse og beherskelse.

Spm. Er nogle delpersonligheder gode og nogle dårlige?

Svar. Alle vores delpersonligheder gør nogle ting, som vi anser for at være gode, og nogle, som vi anser for dårlige. Og der er nogle delpersonligheder, vi som helhed betragter som ”gode”: det er ofte dem vi har tilladt os selv at acceptere. De er blevet omfattet af det vi kalder vores ”kernepersonlighed.” Så er der delpersonligheder, som vi ser som ”dårlige,” som vi normalt afviser – som vi enten har erkendt men ikke accepteret, eller fuldstændigt fortrængt i vores ubevidste. Men når først vi får dem frem og prøver at forstå dem, kan vi se, at selv om det de gør, ser ”dårligt” ud, er deres virkelige motiver – den kerne de virker ud fra – god, eller i hvert fald naturlig og forståelig, let at acceptere. Hvis den forekommer os at være ”dårlig”, betyder det at vi ikke forstår den godt nok.

Når en delpersonlighed udvikler sig og første gang prøver at udtrykke sig selv, er den tilbøjelig til at gøre det på en ret direkte måde. Men på grund af konflikter med andre delpersonligheder eller en situation i omgivelserne får den ofte ikke lov til at udtrykke sine behov på en direkte og naturlig måde. Så prøver den at gøre det indirekte.

Delpersonlighedens kerne – det der svarer til ”jeget” eller centret for hele personligheden – er en grundlæggende trang eller drift. Metaforisk kunne vi betragte denne trang som energi, som en lysstråle, der prøver at skinne. Hvis det finder en fri vej, stråler lyset direkte og i dets originale skikkelse. Men hvis det rammer en forhindring, spredes det og antager en form, der er forskellig fra kvaliteten af den kilde, der udsendte det.

På lignende vis udtrykker visse delpersonligheder sig på meget forvrængede, forskruede, usmidige måder, hvis de ikke kan udtrykke deres behov direkte på grund af de mange forhindringer, de må slås med. Disse forvrængninger er hvad vi betragter som ”dårlige.” Men hvis vi sporer energien tilbage til kilden, finder vi at dér er den ren og klar, og kan harmoniseres med andre energier.

Spm. Bliver vi nogensinde fri for vores delpersonligheder, eller integrerer dem alle fuldstændigt?

Svar. Vi bliver fri for dem ved at transcendere deres begrænsninger. Når vi først har oplevet og lært at vi ikke er vores delpersonligheder – når vi først er i stand til bevidst at disidentificere os fra nogen af dem eller dem alle – så vil vi begynde at transcendere dem. Når vi forstår, at de indeholder nyttige og værdifulde kvaliteter, giver tanken om at komme af med dem ingen mening.

Med hensyn til at integrere dem alle sammen, så er det en proces – og som alle processer bliver den aldrig fuldbyrdet. Når vi først bliver opmærksom på delpersonligheder, tuner vi ind på de mange konflikter, der har været i gang i lang tid. Når vi så griber aktivt ind og bogstavelig talt skaber orden i kaos, begynder vi at hjælpe de mange delpersonligheder til at integrere sig med hinanden, og derved gradvist danne den integrerede personlighed. Og i periferien vil der dukke nye delpersonligheder op, som så igen gradvist vil blive accepterede, koordinerede og integrerede.

Der er et højere aspekt af denne proces. Efterhånden som vi opnår større færdighed og styrke til at disidentificere os fra vores delpersonligheder og integrere dem, beskæftiger vi os ikke længere med stive strukturer. Vi har ikke længere en situation, hvor vi kun er i stand til at vælge mellem et bestemt udvalg af forholdsvis stive delpersonligheder. Vi har en mere fleksibel, dynamisk situation, hvor de kvaliteter og energier, der før var låst til en bestemt delpersonlighedsstruktur, bliver frit tilgængelige for os. Lad os for eksempel sige, at vi tidligere kun kunne kontakte vores mod igennem ”Korsfarerens” delpersonlighed og kun føle medlidenhed, når vi havde fat i ”Mystikerens” delpersonlighed. Nu kan vi tage Korsfarerens mod og Mystikerens medfølelse og udtrykke dem sammen i en ny kombination. På denne måde kan vi ordne og flytte rundt med forskellige kvaliteter efter behag, og derved danne nye kombinationer der passer til enhver ny situation. Dette er et højt plan at fungere på, og det er et hovedmål i delpersonlighedsarbejdet.

Sådan kan du komme videre

Her kan du modtage syv gratis meditationer, hvor du udvikler forskellige sider af dig selv

Læs også artiklen Psykosyntese en integral psykologi

© Artikler fra www.kennethsorensen.dk må distribueres videre via e-mail og udprintes uden forfatterens tilladelse. Anden brug, herunder print i medier, visning på andre websites og anden form for distribution, eller brug af denne artikel, eller dele heraf, kræver ophavsretindehaverens tilladelse.

Gem kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *